Abstract Forord - Roskilde Universitet

Vi mener også at hele næste års rekrutter kunne indkaldes og så de ældste årgange sendes hjem i hvert
fald de gifte for vi lider jo forfærdelig under disse forhold når vi skal gå her og tænke på at familien
lider og vores livsstilling går til grunde under disse forhold. Og vi mener også at vi sagtens kan helt
undvære mange af os. Vi går her og driver til ingen nytte. Selvfølgelig kan vi jo ikke hel undværes men
en del af os kan jo nok og det koster jo også masse af penge at have så mange mand gående. Tegner
med særdeles agtelse. 7. årgang. 178
Her skimtes meningstabet med pligten og savnet af familien bliver fremhævet. Det, at de
indkaldte havde tid til at tænke overvejende over meningen med livet, synes at svække
moralen så længe, de ikke havde noget, der i deres optik var fornuftigt at give sig til. Mange
af problemerne kunne oversættes til et spørgsmål om økonomi, men der var ingen passen-
de erstatning for familiemedlemmer, som savnede deres mand eller far, eller omvendt.
Hustruer var hyppige skribenter med bøn om hjemsendelser af manden og mængden af
disse samlede familieklager var ifølge Munch det, der havde størst udfald for hans hjem-
sendelse af de gifte i vinteren 1914-15, på trods af det indgreb i loven han derved foretog.
Antallet af skrivelser fra hærens 179 hustruer faldt drastisk efterfølgende, og eksisterer stort
set ikke blandt brevene fra omkring januar 1915. Derimod så man en stærk reaktion på de
giftes hjemsendelse fra de ugifte selvstændige, som følte sig forfordelte, og som enten
forsøgte at argumentere for, hvorfor de skulle hjemsendes med de gifte, eller udtrykte deres
forargelse ud fra et standpunkt om uretfærdighed.
Situationen blev af de ugifte opfattet som uretfærdig, da de i sammenligningen med
de gifte kunne finde årsager, som myndighederne burde tage lige så meget hensyn til. De
led også. Enten pga. deres forretningers tab, deres familiers sygdom, savn o. lign. Disse
klager har meget af den samme karakter som klagerne, der stammede fra familierne, bort-
set fra de giftes påpegning af deres forsørgerrolle. I forhold til meningen med værnepligten
viser der sig her en tendens til, at retfærdighed var udpræget subjektivt opfattet og det at
gøre noget for en særlig gruppe, selv i nød, ikke var en ”rimelig” fremgangsmåde. En af de
mere uheldige indkaldte viser i følgende brev, hvor vilkårligt mange opfattede denne
fordeling.
178 Breve vedr. Sikringsstyrken 1914: ks. 44.
179 Der var fortsat breve fra hustruer hvis mænd var indkaldt til flåden, som der ikke gjaldt de samme regler
for som i hæren.
93