download artikel - Dansk Dendrologisk Forening

ica var. sukaczewii), klippe-ædelgran (Abies lasiocarpa), indlandsformen af
contortafyr (Pinus contorta var. latifolia), samt nordiske skovgrænseprovenienser
af rødgran (Picea abies) og skovfyr (Pinus sylvestris).
Længere nordpå er der udført forsøgsplantning i Ivigtut, i Amaralikfjorden,
i Qorqut i Godthåbsfjorden og ved Sdr. Strømfjord.
I det videre arbejde med at skaffe egnede planter til grønlandske skove
satses der nu på, i et samarbejde mellem Arboretet, fåreavlsstationen
Upernaviarssuk og det islandske skovvæsen, at indføre supplerende provenienser
af især nordlige russiske træarter.
Den mest lovende mulighed for at skaffe bedre tilpasset materiale til
det grønlandske klima har vist sig at være indsamlingsrejser, hvor der
samles direkte til formålet nær trægrænsen. Afgørende for et godt resultat
er tilpasning til en kort vækstsæson med ikke for tidligt udspring samt
en tidlig vækstafslutning og skudmodning. Ved at hente materialet på
lidt nordligere breddegrader end udplantningsstedet opnås en (af daglængden
styret) lidt tidligere vækstafslutning og skudmodning. Derved
mindskes risikoen for tilbagefrysninger og føhn-svidninger efter kolde
somre. Prisen er, at den årlige højdetilvækst bliver noget reduceret.
Kommercielt frø fra skovgrænselokaliteter findes normalt ikke på
markedet, da der er langt mellem frøår med mulighed for høst af større
mængder frø af god kvalitet. På indsamlingsrejser samles frø hvor og når
det er muligt, og der graves et større antal planter op til senere udplantning.
Derved vindes tid i en "early test" af herkomsten og materiale til
etablering af lettere tilgængelige frøavlsbevoksninger, som ved placering
i et varmere klima oftere vil kunne blomstre og sætte frø.
Tidsperspektivet ved forsøg med skovtræer i Grønland er langt. I
Lapland tager det fyr og gran et par hundrede år at blive ca. 15 m høje
og 40 cm i stammetværsnit. I Grønland vil det antagelig vare mindst lige
så længe. Kun forsøg vil kunne afgøre, om der er basis for at satse på
mere omfattende skovplantninger som en integreret del af det sydvestgrønlandske
jordbrug, og da først og fremmest i regionen mellem Narsarsuaq
og Tasermiut Fjord. I nordligere fjordlandskaber langs Godthåbsfjord
vil træer, om ikke andet, kunne blive en oplevelse, mens forsøgene
i Sdr. Strømfjord nok især tjener som et videnskabeligt eksperiment
med henblik på konstatering af den potentielle nordlige skovgrænse.
Med deres marginale position vil de grønlandske "plantager" være velegnede
som registranter af naturlige og menneskeskabte klimaændringer.