download artikel - Dansk Dendrologisk Forening

Internationale navngivningsregler
Linné grundlagde det botaniske system og den navngivning, der bruges i
dag. Han udgav i 1753 Species Plantarum, hvor princippet med toleddede
artsnavne blev introduceret; første led er et slægtsnavn med stort begyndelsesbogstav,
andet led et arts-epitet med lille begyndelsesbogstav (tidligere
brugte man dog at skrive visse artsepiteter med stort). I sin bog
navngav Linné alle de planter, han kendte, og i videnskabelig litteratur
efterfølges artsnavnet på disse planter af et L. (eller Linn.). For en plante,
der har fået navn på et senere tidspunkt anføres - mere eller mindre
forkortet - navnet på den botaniker, der beskrev og navngav den.
Da det internationale videnskabelige sprog på Linnés tid var latin, er
alle plantenavne på latin (eller latiniserede) og kan genfindes i videnskabelige
værker, der iøvrigt kan være skrevet på alle mulige sprog. Dette, at
navngivningen er entydig og international, har en enorm betydning ved
udvekslingen af informationer blandt botanikere. Også for praktikere
som skovbrugere, landbrugere og havebrugere er en entydig navngivning
meget væsentlig.
Artsbegrebet
Selv om de internationale botaniske navngivningsregler skal følges ved
navngivningen af plantearter, er der ikke altid enighed om, hvad der skal
betragtes som en art. I den botaniske verden tales om "splitterne", der
anerkender mange arter, mens "samlerne" anerkender færre, men mere
variable arter. I Danmark praktiseres den nordeuropæiske samlertradition,
mens f.eks. russerne og kineserne oftest praktiserer splittertraditionen.
Bag ved dette ligger, at mange planter er meget variable, og det kan
derfor være et spørgsmål om standpunkt, hvorvidt man vælger at
behandle en bestemt plantegruppe (et taxon) som en art (species/sp.),
en underart (subsp./ssp.) eller en varietet (var.). I forbindelse med
navngivningen af planter kan man heller ikke se bort fra, at der for botanikere
ligger megen prestige i at beskrive en art og blive optaget i Index
Kewensis. Efter at man i begyndelsen af 1970'erne ændrede praksis, så
også underarter og varieteter optages i indexet, er denne tilskyndelse til
at splitte ikke længere helt så stor.
En planteart rummer altid en vis variation. I nogle arter er variationen
meget stor, i andre lille. Nogle plantearter kan krydse sig spontant i
naturen på steder, hvor de to arters udbredelse lapper over hinanden.
Krydsninger vil i nogle tilfælde kunne stabilisere sig og udvikle sig til nye
arter. Artsbegrebet kan derfor til en vis grad opfattes som en abstraktion
eller et praktisk kassesystem.
Forbavsende mange træer og buske formerer sig ved ukønnet formering.
F.eks. formerer brombær sig vegetativt på to helt forskellige måder:
Dels ved udløbere, dels ved frø, der er opstået uden bestøvning (agamo-