Samenes Venn - Norges Samemisjon

More documents

Recommendations

Info

4 • Samenes Venn 1‘13 Rohkos Vuollegašvuohta ja áŋggirdeapmi Ipmila riika ovdi Čálli: Richard Skollevoll Ill.: Frode Kalleland Sámás: Rávdná Turi Henriksen Son muitalii sidjiide nuppi veardádusa ja celkkii: «Almmiriika lea olbmá láhkásaš gii lei gilván buriid nisuid beldosis. Ja buohkaid oađedettiin bođii su vašálaš ja gilvvii árvvohis rásiid nisuid gaskii ja manai eret. Go gortnit šaddagohte ja bidjagohte gihpuid, de ihte maiddái árvvohis rásit ge. Bálvaleaddjit manne dalle isideaset lusa ja jerre: Hearrá! It go lean gilván buriid nisuid beldosat? Gos bohtet árvvohis rásit? Son vástidii: Vašálaš lea dahkan dan. De bálvaleaddjit jerre sus: Dáhtut go ahte mii gaikut daid eret? Son vástidii: In dáhto, amadet gaikut nisuid bajás oktan árvvohis rásiiguin. Diktet goappašagaid šaddat bálddalagaid gitta láddjenáigái. Go láddjenáigi boahtá, de mun cealkkán ládjobargiide: Čohkkejehket vuos árvvohis rásiid ja čatnet gihppun boaldima várás, muhto čohkkejehket nisuid mu láhtui.» Gilvvačalmmiin mii ipmirdit dábálaččat Ipmila sáni, ja danin lea gilvvaolbmásotnabeaivi dakkár sotnabeaivi mas čalmmustahttit Biibbala. Sotnabeaivvi lea nama ožžon biibbalteavstta mielde Lukas evangeliuma 8.kapihtalis mii lea gilvvaolbmá birra. Boares teakstaráiddus lei dát teaksta biddjon guokte sotnabeaivvi ovdal gilvvaolbmásotnabeaivvi. Muhto otná teavsttas ii leat gilvvačalbmi Ipmila sátni, muhto dat buorre gilvvačalbmi lea «riika mánát», nu mo Jesus dan čilge midjiide Matteus evangeliumis 13, 34-43. Danin otná beaivvi teaksta lea eambbo «girkoteaksta», teaksta Ipmila searvegotti birra eatnama alde ja mo mii galgat eallit dan beaivái go Jesus fas boahtá ja loahpaha min eallima áigelogu. Matt. 13, 24 – 30 (Gilvvaolbmásotnabeaivi) Luther čilge dán oanehaččat ja bures girkoboastalis, ja teaksta leahkasta 1. Kor. 11,19: «Din gaskkas han juo fertejit dieđusge leat sierra joavkkut, vai juo lea čielggas geat din gaskkas leat luohttehahttit.» Muhto maid mii galgat dahkat buot vearri ja loika risttalaččaiguin min searvegottis? Ja searvegottiid njunnošat vástidit sániiguin maid mii dovdat apostaliin Jakob ja Johannes: «Hearrá, dáhtut go munno rávkat dola almmis vuolás loahpahit sin»? Muhto Jesus vástida sudnuide ja cuiggoda: «Doai eahppi dieđe makkár vuoiŋŋas doai leahppi vuolggahuvvon.» (Luk 9,54) Leago Jesus áigume bissehit min áŋggirdeami Ipmila riika ovdii? Ii leat, baicca min bargovuogi; mii lea lunddolaš, muhto oaččálaš ja boastut (loga. Rom 12,11; Apd 20,14). Galgat go mii gierdat vierrioahpu? Eat fal guđege láhkái. Muhto dás gáibiduvvo vuoiŋŋalaš viissisvuohta ja jierbmi, mii oaidná ášši áibbas eará geahčaldagain go min oaččálaš čalmmit. «Ale divtte váimmot leat áŋgirin suttolaččaid dihtii, muhto divtte dan leat alelassii áŋgirin Hearrá balu dihtii!» (Sátnel. 23,17) Dát lea midjiide hui mávssolaš biibbalvearsa, ja dása boares bisma Heuch bisána go čilge sáni. Mis galgá leat čielga earru suttu ja suttolačča gaskkas, eahpeoskku ja eahpeoskkolačča gaskkas. Dasgo ráhkisvuohta «ii illut vearrivuođa dihtii», muhto dat «gillá buot, osku buot, doaivu buot, gierdá buot.» (1 Kor 13,6 jna.) Iežan bealis ferten dovddastit, ahte lea váttis dáidda dat maid Jesus dáhttu oahpahit midjiide odne. Dan sáhttá mottiin sániin čoahkkáigeassit: «njuoras árkkálmastinvuohta»; mii maiddái galgá leat din bivttas (Kol 3,12- 15). Luther joatká ja čájeha ahte easka sárdnestuolus sáhttá fuomášit vearrioahpaheaddji, vaikko vel vearrioahpa sáhttá fuomášit árat! Girkohistorjjás mii gullat mo girku doarrádallojumit leat billistan bealddu. Nuppi bealis lea girku doarrádallan buktán eahpedearvvaš šattu. Buot girkobagadus ii geavat oaččálaš vearjjuid dahje olgguldas válddi (loga 2 Kor 2 ja 1 Kor 5). Mii olbmot leat dakkárat mat ráhkistit leat oaffarrollas, ja áinnas dadjat oktan Paulusiin: «Dan mii velá váilu Kristusa áŧestusain, mun ollášuhttán iežan rupmašis» (Kol 1,24). Muhto amma hal mii dan dahkat oaččálaš miellalágiin, ja ahte min vearri vuollegašvuođas baicca lea nu ahte: «dat adno dalle leat viissisvuohtan», muhto «vearri vuollegašvuohta (…), ii das leat mihkkege gudniid, dat duhtada dušše oaččálaš himuid.» (Kol 2,23; loga v. 16-23) Dat árvvohis rásit maidda dás čujuha, ledje dakkár šattut main álgošaddu sulastahtii nisuid. Easka maŋŋil sáhtii oaidnit daid erohusa. Muhto dán guokte šattu ii galgga sirret dáppe eatnama alde. Muhto dat galget sirrejuvvot, ja dás lea duođalašvuohta. Árvvohis rásit galget hilgojuvvot ja bálkestuvvot dollii, muhto nisut galget «báitit dego beaivváš Áhčis riikkas.» Min nana jeđđehus lea dat ahte gilvvaolbmá gortnit, dat buorit olbmot, leat su ovddasvástádus. Dat maid son gilvá, dan son galgá maid láddjet. Ja son áigu ollašuhttut dan buori dagu maid lea álggahan min siste (Fil 1,6).
Andakt Ydmykhet og iver for Guds rikes skyld Ved Richard Skollevoll Ill.: Frode Kalleland Han la fram for dem en annen lignelse og sa: «Himmelriket kan sammenlignes med en mann som hadde sådd godt korn i åkeren sin. Og mens alle sov, kom fienden hans og sådde ugress blant hveten og gikk sin vei. Da kornet skjøt opp og satte aks, kom også ugresset til syne. Tjenerne gikk til jordeieren og sa: ‘Herre! Var det ikke godt korn du sådde i åkeren? Hvor kommer da ugresset fra?’ ‘Det har en fiende gjort’, svarte han. Tjenerne spurte ham: ‘Vil du vi skal gå og luke det bort?’ ‘Nei’, svarte han, ‘for når dere luker bort ugresset, kunne dere samtidig komme til å rykke opp hveten. La dem begge vokse der sammen til høsten kommer. Og når det er tid for innhøsting, skal jeg si til dem som høster inn: Sank først sammen ugresset og bind det i bunter for å brenne det. Men hveten skal dere samle i låven min.’» Såkornet forbinder vi som regel med Guds ord, og derfor er såmannssøndagen ofte en søndag med fokus på Bibelen. Denne søndagen har sitt navn fra teksten om såmannen i Luk 8, og tidligere var vår tekst plassert to søndager før såmannssøndagen (gamle 1. rekke). Men i dagens tekst er såkornet ikke Guds ord, men det gode såkornet «er rikets barn», slik Jesus forklarer det for oss i Matt 13,34-43. Dagens tekst er derfor mer en «kirketekst», en tekst om Guds menighet på jorden og hvordan vi skal forholde oss inntil den dag da Jesus kommer igjen og setter punktum for vår tidsalder. Luther har en interessant og kort utleggelse om dette i kirkepostillen, og teksten blir en utfoldelse av 1 Kor 11,19: «For det må være partier blant dere, for at de ekte kan bli åpenbare blant dere.» Men hva skal vi da gjøre med alle disse falske eller lunkne kristne i våre menigheter? Og menighetens ledere svarer med toner vi kjenner fra apostlene Jakob og Johannes: «Herre, vil du at vi skal byde ild fare ned fra himmelen, og fortære dem»? Men Jesus svarer oss krast: «Dere vet ikke hva ånd dere er av.» (Luk 9,54f.) Er det iveren for Guds rike Jesus vil til livs? Nei, men vår fremgangsmåte; som vel er naturlig, men rent kjødelig og gal (jf. Rom 12,11; Apg 20,14). Skal vi da tåle vranglæren? Nei, på ingen måte. Men her gjelder åndelig visdom og kløkt, som ser det hele fra en annen vinkel enn våre kjødelige øyne. «La ikke ditt hjerte være nidkjært mot syndere, men alltid nidkjært for Herrens frykt!» (Ordsp 23,17) For oss er dette et sentralt vers, og en tanke gamle biskop Heuch dveler ved i sin utleggelse. Vi må skille skarpt mellom synden og synderen, vantroen og den vantro. For kjærligheten «gleder seg ikke over urett», men den «utholder alt, tror alt, håper alt, tåler alt.» (1 Kor 13,6f.) Og jeg må for egen del Samenes Venn nr 1‘13 • 5 Matt. 13, 24 – 30 (Såmannssøndag) bekjenne, at det er en vanskelig kunst Jesus vil lære oss i dag. Og vi kan oppsummere det med få ord: «inderlig barmhjertighet»; som også skal være vår kledning (Kol 3,12-15). Luther gjør i forlengelsen av dette også et poeng av at en først fra talerstolen kan avsløre en vranglærer, om enn vranglæren kan avsløres tidligere! Kirkens historie har vist oss hvor ødeleggende kirkens forfølgelser har vært for åkeren. Motsatt har forfølgelse av kirken gitt sunn åndelig vekst. All sann kirketukt bruker ikke kjødelige våpen eller ytre makt (se 2 Kor 2, sml. 1 Kor 5). Vi mennesker elsker også gjerne offerrollen, og vil gjerne kunne si som Paulus: «Det som mangler i Kristus-lidelser, det utfyller jeg på mitt eget kjød» (Kol 1,24). Men det spørs om vi ikke i mangt gjør dette av kjødelig sinn, og at vår ydmykhet heller får det stempelet: «det nok har ord på seg for å være visdom», men «selvvalgt ydmykhet (…) er ingen ære verd, og tjener bare til tilfredsstillelse for kjødet.» (Kol 2,23; se v. 16-23) Det ugresset som det her siktes til, var en type vekst som så ut som hvete i begynnelsen. Og det var først senere man kunne skille dem. Men disse to skal altså ikke adskilles her på jorden. Men de skal adskilles, og i dette ligger også et veldig alvor. Ugresset skal forkastes og kastes i ildovnen, men hveten skal «skinne som solen i sin Fars rike.» Men vår store trøst er at såmannens korn, de gode menneskene, er hans ansvar. Det han sår, skal han også høste. Og han vil fullføre den gode gjerning han begynte i oss (Fil 1,6).
Page 1 and 2: Samenes Venn Organ for Norges Samem
Page 3: I dette nr kan du LESE OM: Julemøt
Page 7 and 8: som gode mennesker, i stand til kj
Page 9 and 10: god hvilepause på vandringa. ”Ko
Page 11 and 12: sjøl, ektefelle, familie, slekt og
Page 13 and 14: i menigheten, det begynte med ungdo
Page 15 and 16: Trofaste medarbeidere Av kretsforma

Samenes Venn - Norges Samemisjon

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?