23. årgang - April 2010 - Nr. 49 - Zone-Redningskorpsets

More documents

Recommendations

Info

Alene på jobbet Jeg har ofte beskrevet, her i bladet og andre steder, hvordan arbejdet i ZR var fysisk hårdt, fordi man var alene på jobbet og skulle klare alting selv og klare sig med for de forhåndenværende hjælpere, hvad enten det var bonden, som selv måtte hjælpe til, når hesten skulle trækkes op, eller det var postbudet, der måtte tage fat i båren, når redderen var ene mand på ambulancen. Hvad jeg imidlertid ikke skænket ret mange tanker, er hvad dette betød for det psykiske arbejdsmiljø i redningskorpsene. I dag er det en kendt sag, at redningsfolk navnlig bruger deres makker til at få talt ud om tingene, men i gamle dage var der ofte ingen makker, i hvert fald ikke på de mange små stationer, hvor personalet ofte kun bestod af stationslederen. Det er tankevækkende, hvor ofte gamle Zone-folk nævner ordret ”alene” når de skal beskrive deres arbejde. Ikke bare stod de alene, de stod også ofte uden særlig uddannelse eller udstyr, og alligevel var deres opgave at fremstå som autoriteter med ro og overblik. Hertil skal lægges, at der ikke som i dag stod en psykologtjeneste parat til at hjælpe bagefter. 12 I April 2010 Personhistorie Alene ved vagtbordet som 17-årig I kontorlære i Zone-Redningskorpset Jeg har fundet min lærekontrakt plus lærebrev frem og en anbefaling. Sender jer en kopi af disse ting. Andre arkivalier har jeg ikke kunnet finde fra den tid. Ej heller fotos – desværre. Jeg var så meget, meget ung dengang, og så spekulerer man ikke så dybt over at skulle gemme ting og sager, hvilket jeg fortryder i dag. Har masser af billeder fra mine mange andre arbejdssteder, men altså desværre ikke fra min Zone-tid. Jeg er blevet 64 år, men her kommer et par små erindringer fra min tid i Zone Redningskorpset + De Danske Redningskorps Falck-Zonen (fra 2. december 1961 til 31. januar 1967): Jeg husker en dejlig forårsdag (har vel væ- I sidste nummer af bladet kom jeg antydningsvist ind på følelsen af skyld hos redningsmanden i omtalen af en isbryderulykke i 1954. Jeg vil fremover have i erindring, at redningsfolkenes arbejde i gamle dage ikke bare var hårdt for fysikken - det var også psykisk hårdt, hvilket kun er endnu en grund til at ære det arbejde, der dengang blev udført. Beretningen her fra Jette Ørtoft Pedersen, modtaget i april 2009, er kun et alt for godt eksempel på, hvad man skulle klare, og hvilke spor, det bagefter har sat sig i erindringen. Redder Børge Andersen ved vagtbordet i Aalborg ret ca. 18 år og var i lære som kontorelev hos Zone-Redningskorpset), hvor jeg kom cyklende hen ad Forchhammersvej i Aalborg på vej til arbejde. Jeg havde solen lige i øjnene og så derfor ikke en bil, som var parkeret i ”min” vejside (den holdt sågar med køleren mod min kørselsretning). Pludselig sagde det ”bang”, og jeg havnede oppe på bilens køler – lige over for ”Zonen”s bygninger. Jeg var selvfølgelig chokeret, men der gik kun ganske få sekunder, før tre reddere stillede ude på ”ulykkesstedet” og samlede både mig og min cykel op. De havde set mig komme galt af sted fra vinduet i vagtrummet. Heldigvis kom jeg ikke noget alvorligt til den dag, men jeg glemmer aldrig den varme gerning fra Zone-folkenes side. Jeg følte mig bestemt meget vellidt, og jeg blev ZONE-NYT
Personhistorie efterfølgende ”puslet” om på alle måder (skulle heldigvis ikke på skadestuen). En morgen, jeg mødte på arbejde (jeg var stadig en forholdsvis nyansat kontorelev), gik jeg, som vi alle plejede at gøre, igennem vagtrummet ind til kontorlokalerne. Hvem sad pludselig dér og sagde ”Godmorgen”? Det gjorde såmænd fuldmægtig Kaj Friis – i pyjamas, minsæl. (Han havde haft nattevagt). På det tidspunkt havde jeg kun set min far i pyjamas, så det gjorde et vældigt indtryk på mig, at en fuldmægtig kunne sidde dér i nattøj. Det vænnede jeg mig nu hurtigt til. Alene ved vagtbordet Jeg havde kun været ansat hos ”Zonen” i ganske kort tid, da jeg fik en oplevelse, som skulle ”forfølge” mig hele livet. Selv i dag, som 64-årig, kan den få hårene til at rejse sig på mig. Jeg havde lige fået lært at betjene omstillingsbord + radio. Den specielle dag var alt mandskab kaldt ud, selv Friis m.fl., og man lod ”lille jeg” sidde helt alene tilbage på stationen med telefon og radio. Der var vældig gang i telefonerne, og jeg forsøgte fortvivlet at holde styr på det hele den formiddag. En af samtalerne var en bøn fra Aalborg Værft, hvor en af arbejderne havde fået revet en arm af i noget maskineri; man havde brug for en ambulance – her og nu. Telefonerne kimede stadig om ørerne på mig – og jeg glemte derfor at sende en ambulance af sted! Det var en fortvivlet situation. Kom først i tanker om den ambulance, da Aalborg Værft ringede for 2. gang. De snuppede naturligvis Falck i stedet. Jeg kan ikke huske, om jeg græd, men da jeg har let til tårer, så har jeg bestemt fældet en tåre den dag – ren fortvivlelse. Jeg kan huske, at direktøren efterfølgende førte en telefonsamtale med værftet, som må have været meget svær. Dog skal det siges, at man aldrig med et eneste ord bebrejdede mig den forglemmelse. I dag kan jeg da godt se, at det var utilstedeligt at lade en lille 17-årig kontorelev sidde alene tilbage uden ét eneste menneske med mere erfaring til hjælp. Det trøster mig lidt, men uha-da som den oplevelse har redet mig som en mare. Jeg kunne ZONE-NYT dengang ikke tænke på andet end manden med den afrevne arm. Ja, det var en trist historie, men den hører også min Zone-tid til. Langt senere, da en rutineret Jette passede omstillingsbord + radio, levede jeg vældigt med i at gøre, som vi altid gjorde, nemlig ”skrige” i radioen: ”Giv dem baghjul!”, når en ambulance blev sendt af sted (dermed mente vi jo Falck, som samtidig var på vej til ulykkesstedet; ja, der var konkurrence på for alle pengene). Ambassadeur I begyndelsen af de glade tressere arbejdede man jo også den 31. december, men kun til kl. 13.00 eller 14.00 (husker det ikke så nøje). Det var helt sikkert en dag, vi så frem til, for så fulgtes kontorpersonalet sammen med det personale, som ikke havde vagt den dag, samt diverse inspektører til det store danseetablissement i Aalborg centrum, som dengang hed ”Ambassadeur”. ”Ambassadeur” var indrettet med flere forskellige mindre etablissementer, bl.a. en natklub på 1. sal (”Pulterkammeret”), men også en kæmpestor dansesal/restaurant i stueetagen (selve ”Ambassadeur”) samt et rigtigt hyggested, som hed ”Galejen” (indrettet præcis som en galej), også i stueetagen. Dér – i ”Galejen” – hyggede ”Zonen”s personale sig hele eftermiddagen. Vi fik selvfølgelig lidt at drikke og stemningen var altid i top. Jeg husker de nytårsaftenseftermiddage med stor fryd. Et år kom jeg først hjem ved 18-tiden i lettere løftet tilstand (boede hjemme hos mine forældre i Nørresundby). Friis måtte køre mig hjem i en taxa (det var lidt flovt, men han passede jo bare på mig og gjorde det af et godt hjerte). Min mor var ved at dække nytårsaftensbord, da jeg kom hjem, og så plejede jeg altid at skulle blæse serpentiner ud over bord, lamper m.m. Den aften kunne jeg dårligt blæse de der serpentiner ud, for jeg var usikker på benene og kunne ikke finde retningen! Ak ja - den kære ungdom! Sammenslutningen Jeg kom i lære hos ”Zonen” den 2. december 1961, så jeg var med til at blive ”overtaget” af Falcks Redningskorps. Det var i januar 1963. Det var bestemt ikke sjovt at være med til! Jeg elskede mit kære ”Zonen” og dets medarbejdere. Nu Assistent Bent Røn vasker vogn, formentlig en ombygget ambulance. Nærmere oplysninger om denne vogn savnes. Kan læserne hjælpe? April 2010 I 13
Page 1 and 2: ZONE NYT 23. årgang - April 2010 -
Page 3 and 4: Foreningsnyt Besøg på Beredskabsk
Page 5 and 6: Foreningsnyt Amagerbladet om ZR SID
Page 7 and 8: Køretøjsgrupper dybeste respekt.
Page 9 and 10: Modelbyggeri Julehilsen fra Poul Je
Page 11: Bornholm Manden i jakkesæt som st
Page 15 and 16: Vognhistorie Ex Zone-biler i Falck-

23. årgang - April 2010 - Nr. 49 - Zone-Redningskorpsets

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?