Manganmangel – årsager og afhjælpning - LandbrugsInfo

Plantekongres 2005 11.4.2 Gødskning og planteernæring
Manganmangel – årsager og
afhjælpning
Lektor, Ph.D. Søren Husted
Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole
Laboratoriet for Plante og Jordvidenskab
shu@kvl.dk
Manganmangel er et udbredt fænomen på store
dele af de danske landbrugsjorde. Det gælder især
de jorde, der hviler på gamle marineaflejringer og
de porøse og sandede jorde i Midt-, Vest og Sønderjylland.
Årsagen til Mn-manglen skyldes for høje
reaktionstal i kombination med tildeling af husdyrgødning,
der normalt er rig på fosfat og letopløselige
carbonatforbindelser, som hæmmer Mn-optagelsen.
Manganmangel afhjælpes traditionelt med bladgødskning,
der ofte må gentages mange gange i
løbet af vækstsæsonen på grund af Mn’s lave mobilitet
i planten. Den mest effektive måde at afhjælpe
Mn-mangel på hos unge kornplanter er ved at
anvende placeret gødskning med forsurende gødninger.
I den forbindelse har særligt ammoniumthiosulfatholdige
gødninger vist sig at være effektive,
da disse gødninger både er forsurende og forbruger
ilt under oxidation i jordvæsken. Oxidationen og
forsuringen forløber gradvist og er holdbar i betydeligt
længere tid, end den man opnår ved bladgødskning.
Årsager til den øgede forekomst af Mn-mangel
i Danmark
Den Mn, som planterne kan optage, findes som
Mn 2+ -ioner i jordvæsken. Hvis jorden er kalkholdig
stiger pH, og Mn udfældes som brunsten (manganoxid),
der ikke kan optages af planterne. De såkaldte
„Mn-problem-jorde“ er i Danmark typisk
udviklet på gammel havbund. Disse jorde består
under pløjelaget af en betydelig mængde kalk, og
desuden har de et stort indhold af sand og humus.
Jorde af denne type findes vidt udbredt i store dele
af Nordjylland. Denne blanding af kalk, sand og
humus giver jorden en plastisk konsistens, hvor tø
og frost får jorden til at kvælde op og blive meget
porøs. Kalken øger pH-værdien i jorden, og porøsiteten
sikrer en effektiv iltning og dermed udfældning
af manganoxid (brunsten). Udfældningen af
brunsten er stærkt pH afhængig og vil alt afhængig
af jordbundsforholdene resultere i, at Mn-koncentrationen
falder med en faktor 10-100, hver gang
pH-værdien i jorden øges med blot 0,1 enhed.
Endvidere finder man udbredt Mn-mangel på sandede
jorde i store dele af landet – ikke mindst Vestog
Sydjylland samt dele af Nordsjælland. På disse
jorde skyldes Mn-manglen ikke, at der naturligt er
en for høj pH-værdi i jorden som følge af marine
kalkaflejringer, men at landmændene i en lang årrække
siden 1950’erne har anvendt store mængder
kalk og på denne måde fået skabt en uhensigts-
Figur 1. Den forsurende effekt i gødningsstrengen af
placeret kvælstof- og svovlholdige gødninger. Målingerne
er foretaget efter 3, 6 og 8 uger (Husted et al.,
2004).
207

11.4.2 Gødskning og planteernæring
Figur 2. Mn koncentrationen i plantevævet ved forskellige
gødskningsstrategier. Målingerne er foretaget efter
3, 6 og 8 uger (Husted et al., 2004).
mæssig høj pH-værdi i de porøse sandjorde, hvor
udfældningsbetingelserne for Mn-oxider er gode.
Desuden er forbruget af husdyrgødning steget
markant i takt med et mere intensivt husdyrbrug.
Dette indebærer, at der typisk udspredes 20-30 tons
gylle/ha på dansk landbrugsjord. Husdyrgødning indeholder
en ganske betydelig mængde udfældet calcium-carbonat
(let opløseligt kalk) og reaktivt bicarbonat,
som dannes ved spaltning af urea i dyrenes
urin.
Endvidere indeholder husdyrgødning en stor
mængde fosfat, som har medført, at fosfatniveauerne
i mange danske jorde er for høje (P.t. > 6).
Fosfat bindes hårdt i jorden, hvorved unge planterødder
kan have vanskeligt ved at optage stoffet.
Derfor tilføres der yderligere fosfat med handelsgødning
for specielt at tilgodese væksten hos unge
planter i etableringsfasen. De høje fosfatniveauer
påvirker rodudviklingen, og i særdeleshed reducerer
det udviklingen af rodhår hos kornplanter. Rodhår
er små udposninger på rodens ydre cellelag og
er typisk mindre end 1 mm lange, men rodhårene
er talrige og har stor betydning for optagelsen af
Mn. Mangan bevæges fortrinsvis ved diffusion i
jorden, og over større afstande er denne proces for
Mn’s vedkommende uhyre langsom. Man kan f.eks.
beregne, at det tager omkring 18 måneder for Mn 2+ -
ionen at bevæge sig bare 1 mm ved diffusion i jord,
hvorfor roden er nødsaget til at afsøge et ganske
stort jordvolumen for at få tilgodeset Mn-optagelsen.
I denne forbindelse er rodhårsudviklingen meget
vigtig, da rodhårene er ansvarlige for afsøgning
af et langt større jordvolumen end de større rødder.
Det er derfor meget sandsynligt, at kalkning og
etablering af høje fosforniveauer i danske landbrugsjorde
bærer hovedsansvaret for den øgede forekomst
af Mn-mangel.
208
Hvordan afhjælpes Mn-mangel?
Bladgødskning: Den mest udbredte metode til at
afhjælpe Mn-mangel hos planter er bladgødskning
med fortyndende opløsninger af letopløselige Mnsalte
(nitrat, sulfat, klorid eller i cheleret form med
en organisk kemisk forbindelse). Bladgødsket Mn
er ikke mobilt i planten i modsætning til de fleste
andre næringsstoffer, og behandlingen må derfor
ofte gentages flere gange i løbet af vækstsæsonen.
Det er ikke ualmindeligt, at der må udsprøjtes 7-8
gange i løbet af vækstsæsonen, hvis symptomerne
helt skal fjernes.
Det hævdes ofte, at der er forskel på effektiviteten
af det Mn-salt, der anvendes til bladgødskning,
men der er ingen videnskabelig dokumentation
for, at nogle forbindelse skulle være at foretrække
frem for andre – hverken i danske eller udenlandske
undersøgelser.
Bejdsning og biologisk indstøbning: Endvidere
har det været forsøgt at bejdse udsæden og berige
kernen med Mn for på denne måde at forbedre
plantens Mn-status i etableringsfasen, hvor Mn-tilgængeligheden
er lavest. Hverken bejdsning eller
biologisk indstøbning af Mn i kernen har vist sig
effektive under danske forhold, mens man har haft
meget positive resultater med biologisk indstøbning
i Australien.
Forsurende gødninger
En sikker og meget effektiv foranstaltning til afhjælpning
af Mn-mangel er anvendelsen af forsurende
gødninger og bedst af alt en forsurende gødning,
der indeholder reducerede svovlforbindelser
såsom thiosulfat eller elementært svovl – men altså
ikke svovl i oxideret form såsom sulfat. Alle ammoniumholdige
gødninger er forsurende, og når de
opløses og oxideres i jordvæsken, reduceres pH
hvorved opløseligheden og plantetilgængeligheden
af Mn tiltager (figur 1). Hvis gødningen placeres,
øges den mobiliserende effekt på Mn ganske betydeligt,
og man opnår en markant forøgelse af Mn
indholdet i planten (figur 2).
Litteratur
Husted S, Ugilt Thomsen M, Mattsson M & Schjoerring
JK. 2004. Influence of nitrogen and sulphur
form on manganese acquisition by barley (Hordeum
vulgare). Plant and Soil. Prepublication
Date: 05/27/2004.