Anmelderens - Elbo

Anmeldelse Af Kjeld Hesselmann
Anmelderens
genvordigheder
BOGDATA:
Irvin D. Yalom: ”Sex, løgn og psykoterapi”.
Hans Reitzels Forlag, 2001. 372 sider, 175 kr.
22 Nr. 11 . 2001
”Sex, løgn og psykoterapi”
kan gå an som underholdning.
Men persontegningen er svag
– og anmelderen ville
have foretrukket at genlæse
”Portnoy’s genvordigheder.”
Den
amerikanske psykiater Irvin D.
Yalom er en stor menneskekender –
men en begrænset forfatter, når det
kommer til den stilistiske håndtering af
en roman. Yalom har så åbenbart ambitioner
inden for skønlitteraturen, at han
ikke kan ”nøjes” med gode casestories –
præsenteret i en fagbog – men absolut
må udstyre en lang roman med hele fem
terapeutiske omdrejningspunkter.
Yaloms begrænsninger som skønlitterær
forfatter viser sig i hans figurtegning.
Forfatterens alter ego, psykoterapeuten
Ernest Lash, har en sidste session
med en kræftsyg kvindelig patient.
Beskrivelsen af den dødssyge Eva og
hendes håndtering af tilværelsen siden
den afgørende diagnose er der simpelt
hen gået ugeblad i. Hun fremstår som
ren kliché. Politisk – og ikke mindst
kønspolitisk – korrekt! Men af Yalom
må man have lov at forvente noget mere.

Fup og fristelser
Irvin D. Yalom er bosiddende i Californien
og i Silicon Valley, det sætter sit
præg. Det er penge, prestige og profilering,
som binder det hele sammen –
og som Reitzels Forlag lige så godt
kunne have valgt som dansk titel. Den
amerikanske udgave er udstyret med
den mere sobre titel Lying on the couch.
Nu er der ikke megen traditionel liggen
på divan i Sex, løgn og psykoterapi.
Selv hos den ambitiøse og retlinede
Marshal, som aspirerer til formandsstolen
i det lokale psykoanalytiske selskab,
gås der utraditionelle veje i kampen
for den psykologiske sandhed. Og
her bliver romanen ret sjov. Marshal,
der i egen indbildning er uovertruffen
i sin blotlægning af klientens inderste
drivkræfter, må lide den tort at se sig
distanceret af en simpel fidusmager.
Som alle andre lader Marshal sig forblænde
af en ydre fremtoning: veltalenhed,
dyr kashmirjakke, frokostinvitation
til den ansete klub for rige
WASP’ere. Hele nummeret skal
selvfølgelig ende med Marshals investering
i et foretagende, der kun på papiret
indeholder noget reelt.
Svindleren bruger en europæisk aristokratisk
baggrund for fupnummeret,
samtidig med, at han har luret den
menneskelige natur – og i særdeleshed
Marshals. Her formår Yalom at illustrere
det vestlige menneskes holdning
til det materielle, pengene. Yalom
er skånselsløs i sin portrættering af
denne binding, hvor psykiatere og
psykologer ikke skiller sig nævneværdig
ud fra andre.
Og dog, Ernest Lash er selvfølgelig
en sådan undtagelse.
Han formår at holde sig
på afstand af den fatale
Carol, som måske nok
har brug for terapi, men
udelukkende har bestilt
timer hos Lash for at gøre
et gammelt regnskab op.
Carol frister med seksuelle
ydelser for på et senere
tidspunkt at kunne ramme terapeuten
på professionen.
Hemingwaysk
De farlige forbindelser, attraktionerne,
er det gennemgående tema i romanen,
som det gælder om at styre uden om –
både for terapeuter og klienter. Jeg ved
ikke, hvor presserende denne problemstilling
er på den danske terapiscene,
men tilsyneladende optager
problemet den amerikanske scene en
del.
Sideløbende med disse intriger får
man som fagperson mange gode dialoger
og interessante tolkninger med i
købet. Et fortløbende fagligt tema kan
for Yaloms vedkommende ikke være
andet end det eksistentielt vedkommende,
som er, at vi alle står alene
over for en individuel død. Her ekspliciterer
Yalom, hvad han mener med
”eksistentiel chokterapi”, nemlig en
præsentation af livslinjen på et stykke
papir med et kryds i den ene ende, repræsenterende
fødsel, og et kryds i
den anden ende, der står for død.
Hvor på linjen vil du placere dig selv?
lyder spørgsmålet til klienten. Her kan
der forventes en stærk reaktion.
Det at skrive, at komponere et plot,
har været en primær interesse for
Yalom, også da han gik ind i psykiatrien.
Interessen fik ham til at beskæftige
sig med Ernest Hemingways forfatterskab.
Yaloms dom over nobelpristagerens
menneskekundskab i et psykiatrisk
fagtidsskrift i 1971 lyder: snæversynet
og begrænset! Alligevel sidder
en rest fascination tilbage hos Yalom.
Måske er det en ufrivillig allusion til
den store forfatters
unikke stil (og som
mange før og efter
Yalom har prøvet at efterligne).
I hvert fald
skriver Yalom om sit alter
egos sessioner med
den kræftsyge Eva:
”Mens alle disse forandringer
stod på, arbej-
Nr. 11 . 2001
Bog
ANMELDELSE
dede Ernest og hun tæt sammen og
godt”. Det er så hemingwaysk en sætning
som nogen. Men Yalom syntes
vist også, at Hemingway var en stor
stilistisk begavelse.
Apropos briksen!
Trods fascinationen af en stor forfatter
forbliver Sex, løgn og psykoterapi på et
absolut jævnt plan. En af årsagerne er
som sagt en svag personkarakteristik.
Under læsningen blev jeg flere gange i
tvivl om, hvem der var hvem, Ernest
eller Marshal. De to psykiatere skal angiveligt
være meget forskellige i karakter,
men for læseren flyder de sammen.
Forvekslingen af de to ser også ud til
at gælde oversætteren eller korrekturlæseren.
På side 366 står der: ”Som
Marshal havde forudsagt, stejlede
Marshal over det spørgsmål”.
Figuren Carol, der i romanens begyndelse
bliver beskrevet som en furie
med infantile træk, ender med på de
sidste sider at fremstå for læseren som
en altovervejende moden og indsigtsfuld
kvinde. Inden for konteksten absolut
ikke troværdigt! Angiveligt er
det de ”ærlige pisk” hun har modtaget
af sin terapeut Ernest Lash, der er udslagsgivende.
Bogen skal ikke frakendes en vis underholdningsværdi.
Hvis man er til let
underholdning og i øvrigt ikke synes,
man har fået faglighed nok i løbet af en
lang arbejdsdag – ja, så er det her sagen.
Ellers vil jeg pege på en anden
amerikansk forfatter, som både har stilistisk
nerve og en formidabel menneskelig
indsigt, nemlig Philip Roth!
Hans Portnoy’s Complaint fra 1967 står
stadig ved genlæsningen i 2001 som et
monumentalt værk, der aktiverer en
nydelse ved sproget og en værdsættelse
af forfatterens nuancering i karaktertegningen.
Og så er det om en
mand, der så afgjort ligger på briksen
– og ikke gør så meget andet hele bogen
igennem.
Kjeld Hesselmann
23