KØRESPORTEN - Karetmager.dk

Hvordan dansk køresport opnåede sin nuværende struktur
Af Henrik Haubroe
Tak for Henrik Køier Andersen og Jens Svenningsens
interessante indlæg i Køresporten nr. 4-
007. Synd, at Karl Erik Kolind omkom i England
under forsøg med sit Welsh Cob 4-spand, så han
som den egentlige initiativtager til dannelsen af
’Dansk Køre Selskab’ ikke kan redegøre for vore
tanker fra den gang. Så må jeg forsøge det.
Kolind mødtes vi med til hest i Dyrehaven. Han
med sit tandem for en 4-hjulet Dog-cart. Kirsten
og jeg måtte to gange over grøfter for at se det syn
igen, men så stoppede han og præsenterede sig.
Det viste sig, at vi havde begge været gæster hos
præsidenten for British Driving Society, Mr. Sanders
Watney, når han kørte bryggeriets nye hest,
frisk fra markedet i Irland, til som fjermer stanghest
i sit team for den høje Break, han benyttede
til kørsel blandt Londons busser. Han fremhævede
det som langt den bedste tilkørsel, fordi det fik
den unge hest til at holde sig tæt til sit team i trav,
når røde kæmpe todækkere brølede forbi!
Kolind syntes, at når der nu også var Bjørn Ohl
med sin ekvipage, måtte Danmark beriges med
endnu en forening, som efter engelsk forbillede
kom til, at hedde ’Dansk Køre Selskab’. ’Selskab’
fordi det er noget, man indtræder i og hvor man
forventes at overholde tonen og stilen.
British Driving Society
BDS var opstået efter kroningsceremonien i 195
for Dronning Elisabeth II, hvor man havde skulle
skaffe heste til processionen, som var næsten fem
kilometer lang. Det lykkedes, men ved et stævne
i 1957 lod deltagernes ’standard of turn out’ og
kørestil så meget tilbage at ønske, at det besluttedes
at oprette et society til fremme af kørselen
med heste.
Fra den første præsident, Mr. Sanders Watney´s
introduktion citeres:
’Just a question of manners’.
‘Det er en anerkendt regel, at kørsel med hest
var en sport karakteriseret ved overholdelse af
gode manerer og at alt i den forbindelse var elegant.
Man må håbe, at dette ikke bliver glemt af
30 Køresporten 5· 007
dem som sætter sig for at genoplive kørsel med
hest i denne vor tids af noget mindre velopdragne
forhold prægede periode og at de vil ihukomme
fortidens traditioner.
’Begrebet ’gode manerer’ kan være svært at
definere. Den måske vigtigste del af gode manerer
er hensynet til andre, behersket opførsel og undladelse
af praleri.
Ved kørsel, som alle former for aktiviteter, der
omfatter heste, vil reglen ‘Hest Først - jeg selv
Næst’ være gældende. Begge disse essentielle
egenskaber ved kørsel er i dem selv forbundet
med den vigtige opgave at forebygge ulykker.
‘At ville overhale, uden forinden at have varskoet
og opnået den foran kørendes tilladelse, er ikke
alene udtryk for dårlige manerer, men kan også
være årsag til ulykke, hvor en uerfaren og nervøs
hest er forspændt.
‘Høj hastighed er helt unødvendig og gerne forårsaget
af manglende kontrol, eller udtryk for praleri.
Det siges, at ethvert fjols kan få en hest til at
løbe stærkt, hvorimod en dygtig kusk er forudsætning
for behersket kørsel.’
Der følger en lige så lang formaning omfattende
alle forhold ved stævner, som passende kunne
indgå som forordet ved en kommende revision af
vort forbunds forholdsregler.
Watney´s fond for handicappedes kørsel med
hest blev stiftet og de intensive træningsprogrammer
for nybegyndere fortsatte, som det sker i dag
50 år efter starten med øvelser på ´køreapparatet´.
Britanien er opdelt i ’Areas’, hvis lokale ´Commissioner´
og assistent kommunikerer med Council
og sekretariat, men danner deres egen kreds af
lokale udøvere, som medvirker i arrangementer.
Alle BDS medlemmer kan telefonisk tilmelde sin
ekvipage til sådant arrangement. Uden hest og
vogn kan medlemmer bare komne.
International køresport
Det er dog værd at bemærke, at da køresporten
blev international, organiseret under FEI, opstod
en variation med de nye stålvogne, dårligt forenlig
med Watneys stil, hvorfor BDS udskilte ´British
Driving Group, som en selvstændig disciplin,