Beskyttelse af havnaturen i indre danske farvande - status og ... - WWF

striatula) og andre muslinger, børsteorme og ofte sømus på og i ren sandbund (Petersen
1918; Thorson 1968; Køie et al. 2000).
Hvor havbunden i vand dybere end nogle få meter består af sand med meget organisk
indhold (f.eks. i Limfjorden, Bælthavet og dele af Øresund) (Thorson 1968, Køie et al.
2000 & Petersen 1918) findes især bl.a. hvid pebermusling (Abra alba), hampefrømusling
og børsteormen Nephtys (Køie et al. 2000).
I Kattegat, Skagerrak samt dele af Øresund, i områder hvor vandet er over ca. 15 m dybt
og hvor bunden er mudderholdig domineres bunden af fin og grov mudderslangestjerne
(Amphiura), sømus, molboøsters, jomfruhummer, diverse børsteorme, rørboende
børsteorme og smukke søfjer (Thorson 1968; Køie et al. 2000).
I begrænsede områder i det sydøstlige Kattegat og i Øresund (nord for Hven) findes
endvidere ofte tætte bestande af den rørdannende tangloppe Haploops tubicola (Thorson
1968; Køie et al. 2000; Petersen 1918; www.oresundsvand.dk).
Ovenstående biologiske scenarier beskrives ofte som hhvs. Macoma-, Venus-, Abra-,
Amphiura- og Haploops-samfund, efter de arter, som dominerer i områderne. Det var C.
G. Joh. Petersen, der i 1918 først indførte denne konceptualisering af de biologiske
dyresamfund forbundet med den bløde havbund i danske farvande, men hans hensigt var
dog at beskrive samfundene som fødeemner for fisk. Petersens bundfauna-samfund
bruges stadig ved overvågning af miljøforandringer i havet.
Den bløde bund indeholder ikke de mest æstetisk imponerende af habitaterne i danske
farvande, men ikke desto mindre er den rig på både arter og biomasse og er endvidere
uhyre vigtig som fourageringsområde for mange hav- og kystfugle samt mange
kommercielt vigtige fiskearter.
3.2.2 Den hårde bund
De vidtstrakte områder i danske farvande er ved kyster og i åbent hav spættet med
områder, hvor havbunden er ”hård”. Denne betegnelse er i virkeligheden et vidt begreb,
da den egentlig blot beskriver områder, hvor substratet er stabilt nok til, at det kan
koloniseres af fastsiddende dyr og planter. Altså kan en hård bund bestå af f.eks. egentlige
stenrev, kompakt ler, kalkgrunde som ved Stevns og Møns Klint, gassøjler (boblerev) i
det nordlige Kattegat, skibsvrag, bropiller af beton osv. Den hårde bund kan i praksis også
være levende i sig selv, som det er tilfældet med muslingebanker (biogene rev).
Den væsentligste forskel mellem den bløde og den hårde bund er, at havets dyr og planter
på den hårde bund kan vedhæfte sig det hårde substrat. Altså er det hårde substrat en
grundlæggende livsbetingelse for en meget lang række dyr og planter. Den hårde bund er
dog blot en enkelt, om end meget vigtig, faktor for disse dyr og planters udbredelse.
Blandt andre vigtige faktorer som er styrende for disse dyr og planters udbredelse er
saltholdighed, lys/dybde, næringsstofbelastning.
Mange enårige og flerårige makroalger (tang) sidder fast på det hårde substrat ved hjælp
af fasthæftningsorganer og mange steder i danske farvande danner de egentlige
tangskove. Men der er stor konkurrence om pladsen. Makroalger, søanemoner, rurer,
havsvampe, kalkrørsorme, snegle, blåmuslinger, mosdyr og søpunge (Køie et al. 2000) er
blot nogle få eksempler på de mange dyr og planter, som kæmper om en plads på det
hårde substrat. Mange plante- og dyrearter har således specialiseret sig i at leve på
overfladen af andre arter.
11