Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

|228|
Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899
Den, der for en Snes Aar siden - en ganske tidlig Morgen, mens
endnu By og Enge laa og drømte bag Sommergryets halv gennemsigtige
Taageflor eller under Vinterregnens tunge Dyner -
tilfældigvis - kom ned til den store, gamle Trævindebro, der
med sine høje Galger og svære Jernkættinger fører fra Randers
Brygge over Gudenaaen, vilde her have set en besynderlig
Forsamling af støtte, velnærede Skikkelser, som i rolig Samtale
og med Haanden værdig paa Ryggen opmærksomt iagttog
Skyernes Drift og Taagernes langsomme Forsvinden.
De er komne inde fra de store, vidtløftige, 18 gamle Købmandsgaarde,
der som vildsomme Labyrinter af Pakhuse, Studestalde,
Tømmergaarde og Brænderibygninger indtager Kvartererne
nærmest Havnen og Bryggen, og hvis tunge Porte de har
slaaet op med et Brag, der ligesom med Kanoner har forkyndt
Dagen. I hvide Lærredsfrakker, Skjorteærmer eller - efter Vejrliget
- indsvøbte i lange, mørkeblaa Chenillekapper har de roligt
og afmaalt fulgt Fortovenes smalle Fliserækker og jaget Lyden
op i de stille Gader med deres sømbeslaaede Træsko og smækkende
Pibelaag.
Og nu staar de her for med Alvor og Grundighed at drøfte
Vindens Retning, Sædens Priser, Studenes Vægt og det sidste
en og Havnen, bag hvilken en gusten Fuldmaane hænger lavt
over Engenes elverhvide Taager og spreder et fattigt Lys over
den drømmende Skov af Skibsmaster. Oppe paa den tunge
Vindebro, der fører over Havneløbet, staar der - ganske som i
fordums Dage - en tre-fire tavse Nattefilosofer 13 bøjet over |27|
Rækværket og stirrer ned i den gyldent rindende Strøm. Og
dette Syn fra Fortiden fuldbyrder for dig Omgivelsernes æventyrlige
Forvandling.
Virkeligheden eksisterer ikke længer for dig; du lever kun i
Erindringen. Selv er du igen den halvvoksne Dreng, der har
listet dig ned fra dit Loftskammer og svunget dig over Naboens
Plankeværk for at sværme i Nattestilheden. Og som ledet af et
genopvakt Instinkt gaar du hen og indtager din gamle Plads
ved Rækværket i Nærheden af de andre tavse Drømmere; og
Time efter Time bliver du staaende dér og stirrer ned i den
rindende Strøm.
Drukken af Minder staar du der endnu, naar Hanerne rundt
om i Købmandsgaardene forkynder den nye Dags Frembrud.
|28|
V.
Den, som for henimod tredive Aar siden - en ganske tidlig
Morgen - kom ned til den gamle, tunge Trævindebro, der,
baaret af høje Galger og svære Jernkættinger, endnu fører fra
Randers Brygge over Gudenaaen, kunde være sikker paa her at
træffe en ejendommelig Forsamling af velnærede, merskumspiberygende
Skikkelser, som under en lavmælt Samtale, der i
Frastand lød som en flerstemmig Grynten, opmærksomt iagttog
Skyernes Drift og Engtaagernes langsomme Hensvinden.
Disse Mænd var kommen inde fra de store, vidtløftige
gamle Købmandsgaarde, der den Gang som vildsomme Labyrinter
af Pakhuse, Studestalde, Tømmergaarde og Brænderibygninger
indtog Kvartererne nærmest Havnen, og hvis tunge
Porte de ved Solopgang havde |29| slaaet op med rungende
Brag, der ligesom en Kanontorden forkyndte Dagens Frembrud.
I Skjorteærmer, hvide Lærredsfrakker eller - i Tilfælde af
daarligt Vejr - indsvøbte i lange, mørkeblaa Chenillekapper og
med Hovedet bedækket af en storskygget Kasket havde de i
værdig Skridtgang fulgt Fortovenes smalle Fliserækker og
opvakt Lyden i de tomme Gader med deres sømbeslaaede
Træsko og smækkende Pibelaag.
Og nu stod de her for med Alvor og Grundighed at drøfte
Vindens Retning, Sædens Priser, Fedestudenes Vægt og det
Engenes elverhvide Taager og spreder et fattigt Lys over den
drømmende Skov af Skibsmaster. Oppe paa den tunge
Vindebro, der fører over Havneløbet, staar der - aldeles som i
fordums Dage - en tre-fire tavse Nattefilosofer og stirrer ned i
den maanebelyste Strøm. Og dette Syn fra Fortiden fuldbyrder
for dig Omgivelsernes eventyrlige Forvandling.
Virkeligheden eksisterer ikke længer for dig; du lever kun i
Erindringen. Du er igen den halvvoksne Dreng, der har listet
dig ned fra dit Loftskammer og svunget dig over Naboens
Plankeværk for at sværme i Nattestilheden. Og som ledet af et
genopvakt Instinkt gaar du hen og indtager din gamle Plads ved
Rækværket i Nærheden af de andre tavse Drømmere. Og Time
efter Time bliver du staaende der og stirrer ned i den gyldent
rindende Strøm.
Drukken af Minder staar du der endnu, naar Hanerne rundt
om i Købmandsgaardene forkynder den nye Dags Frembrud.
BYEN
Torsdag.
Den, som en ganske tidlig Morgen for godt en Snes Aar siden
kom ned til den gamle, tunge Trævindebro med høje Galger og
svære Jernkættinger, der endnu fører fra Randers Brygge over
Gudenaaen, kunde være sikker paa her at træffe en Forsamling
af velnærede, merskumspiberygende Skikkelser, som under en
lavmælt Samtale, der i Frastand lød som en flerstemmig Grynten,
iagttog Vindens Retning, Skyernes Drift og Engtaagernes
langsomme Hensvinden.
Disse Mænd var kommen inde fra de store, vidtløftige
gamle Købmandsgaarde, der dengang som vildsomme Labyrinter
af Pakhuse, Studestalde, Tømmergaarde og Brænderbygninger
indtog Kvartererne nærmest Havnen, og hvis tunge Porte de
ved Solopgang havde slaaet op med rungende Brag, der ligesom
en Kanontorden forkyndte Dagens Frembrud. I Skjorteærmer,
hvide Lærredsfrakker eller - i Tilfælde af daarligt Vejr - indsvøbte
i lange, mørkeblaa Chenillekapper og med Hovedet bedækket
af en storskygget Kasket havde de i værdig Skridtgang
fulgt Fortovenes smalle Fliserækker og opvakt Lyden i de
tomme Gader med deres sømbeslaaede Træsko og smækkende
Pibelaag.
Og nu stod de her for med Alvor og Grundighed at drøfte
Sædpriserne, Fedestudenes Vægt og det sidste Bynyt.
Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 12