Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899
Saa forlod han sin Krog og listede stille bort op ad Trappen.
I det tilstødende Værelse mødte han en af sine Kollegaer
fra Skolen.
"Men kære Hammer!" udbrød denne. "Hvordan er det,
De ser ud . . . Er De ikke rask?"
"Nej, ikke rigtig . . . jeg tror, jeg vil gaa hjem."
"Aa, Passiar . . . Kom ind og faa et Glas Portvin, saa gaar
det nok over."
"Nej Tak . . . jeg tror, jeg vil gaa."
"Nej, sandt for Herren, om, De faar Lov til det," sagde
den anden og trak ham trods hans Modstand med ind i
Restavrationslokalet.
I En Time sad Adjunkt Hammer her og drak Glas paa
Glas for at døve sin Smærte. Da han havde tømt en
Halvflaske sammen med sin Kollega, rejste han sig og sagde
med en pludselig Trods, der fik den anden til at studse:
"Hør, lad os gaa ned at danse . . . nu tror jeg, at jeg er
bleven rask. Jeg har Lyst til at faa mig en rigtig glad Aften
her . . . Skaal, Kollega!"
De drak ud af deres Glas og gik ned til Dansesalen, hvor
næsten alle Parrene var paa Gulvet under en Dans med "almindelig
Inklination".
Her havde det imidlertid vakt nogen Opmærksomhed, at
Frøken Ankersen denne Aften - imod Sædvane - syntes
meget adspredt og alvorlig. Selv under første Dans, hvor Ritmester
Rosen havde været hendes Kavaller og øjensynlig af
al Evne bestræbt sig for at være underholdende, sad hun tavs,
leddene.
Da første "Vals" var tilende, blev der en kort Pavse,
hvorunder to Tjenere i Kuskeliberi ombar Bakker med Syltetøj,
Limonade og lignende Forfriskninger til Damerne, medens
de gamle Bondekøbmænd - allerede luerøde og gennemsvedte
af Dansen - styrtede op til Restavrationslokalerne og med høje,
nødlidende Brøl forlangte "Skyllevand". Rimeligvis vilde de
fleste af dem i dette Øjeblik have foretrukket en Snaps med et
Glas godt Skillingsøl eller i hvert Fald en halv Flaske Portvin.
Men det var nu en Gang en fast Regel, at der paa en Dag som
denne kun kendtes én Drik: "Skyllevandet", d.v.s. Champagnen.
Propperne knaldede, og den skummende Vin |110| flød i
Strømme til enhver, der rakte sit Glas frem.
Midt under denne muntre Klinken hørtes ude fra Forstuen et
heftigt Skænderi. Det viste sig at være Adjunkt Hammer, der
havde villet tage sit Ydertøj for at gaa hjem og derved var
kommen i Ordstrid med Garderobekonen. Aldrig havde man
set det lille Menneske i en saadan Ophidselse. Hans Ansigt var
ganske fordrejet, og han formelig spyttede Ordene ud af lutter
Forbitrelse.
En af hans Medlærere, den gamle, godmodige Overlærer
Asmussen med de store Fadermordere, der ogsaa var kommen
til Stede, lagde Haanden paa hans Skulder og søgte at tale ham
til Fornuft. Men dette gjorde Hr. Hammer endnu umedgørligere,
og længe efter, at de andre Herrer ved Musikens Toner
havde skyndt sig tilbage til Balsalen, blev de to lærde Kolleger
staaende overfor hinanden i et højst uvidenskabeligt Skænderi.
Tilsidst sagde den gamle Overlærer tørt: "Naar De nu er i et
saa daarligt Humør, Hr. Hammer, saa gør De saamænd ogsaa
bedst i |111| at gaa hjem. Her fordærver De dog blot andres
Fornøjelse."
Men disse Ord bragte Adjunktens Raseri til Højdepunktet.
Han løftede sig i Skoene og skreg:
"Men jeg ønsker aldeles ikke at tage hjem nu. Aldeles ikke!
Og maaske jeg man bede mig fritaget for, at De overhovedet
blander Dem i mine Sager. Det agter jeg ikke at finde mig i!"
Hermed kastede han sin Hat og Overfrakke paa Disken og
vendte tilbage til Balsalen.
Her havde imidlertid Eleonora mere og mere tildraget sig
Opmærksomheden. Baade under denne og den første "Vals"
havde hun siddet usædvanlig tavs og fraværende ved Siden af
sin Kavaler og nu og da set sig omkring i Salen med det
forsagte, næsten lidt faareagtige Udtryk, som hendes Ansigt
Da første "Vals" var tilende, blev der en kort Pavse,
hvorunder to Tjenere i Kuskeliberi og med hvide Bomuldshandsker
ombar Bakker med Syltetøj, Limonade og lignende
Forfriskninger til Damerne, medens de gamle Bondekøbmænd
- allerede luerøde og gennemsvedte af Dansen - styrtede op til
Restaurationslokalerne og med høje, nødlidende Brøl
forlangte "Skyllevand". I Grunden vilde de have foretrukket
en Snaps og et Glas godt Skillingsøl eller i hvert Fald en halv
Flaske Portvin; men det var nu en Gang en fast Regel, at der
paa en Dag som denne kun kendtes een Drik: "Skyllevandet",
d.v.s. Champagnen. Propperne knaldede, og den skummende
Vin flød i Strømme til enhver, der rakte sit Glas frem.
Midt under denne muntre Klinken hørtes der et heftigt
Skænderi ude fra Forstuen. Det viste sig at være Adjunkt
Hammer, der havde villet tage sit Ydertøj for at gaa hjem og
derved var kommen i Klammeri med Garderobekonen. Aldrig
havde man set det lille Menneske i en saadan Ophidselse.
Hans Ansigt var ganske fordrejet, og han formelig spyttede
Ordene ud af lutter Forbitrelse.
En af hans Medlærere, den gamle, godmodige Overlærer
Asmussen |71| med de store Fadermordere, der ogsaa var
kommen tilstede, lagde Haanden paa hans Skulder og søgte at
tale ham til Fornuft. Men dette gjorde Hr. Hammer endnu
umedgørligere, og længe efter |kommaet forsvundet i 1899| at
de andre Herrer, bortkaldte af Musikens Toner, var vendt
tilbage til Balsalen, blev de to lærde Kolleger staaende overfor
hinanden i et højst uvidenskabeligt Skænderi.
Tilsidst sagde den gamle Overlærer tørt: "Naar De er i et
saa daarligt Humør, Hr. Hammer, saa gør De saamænd ogsaa
bedst i at gaa hjem. Her fordærver De blot andres Fornøjelse."
Men disse Ord bragte Adjunktens Raseri til Højdepunktet.
Han løftede sig i Skoene og skreg:
"Men jeg ønsker aldeles ikke at tage hjem nu. Aldeles ikke!
Og maaske jeg man bede mig fritaget for, at De overhovedet
blander Dem i mine Sager. Det agter jeg ikke at finde mig i!"
Hermed kastede han sin Hat og Overfrakke i Hovedet paa
Garderobekonen og vendte tilbage til Balsalen.
Her havde imidlertid Eleonora mere og mere tildraget sig
Opmærksomheden. Baade under denne og den første "Vals"
havde hun siddet urolig og fuldkommen stum ved Siden af sin
Kavaler og nu og da set sig ligesom søgende omkring i Salen
med det forskræmte, ja, - Gud forlade mig min Synd! - næsten
Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 50