Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger ...

Kronjyder og Molboer/Den gule Rose Minder 1893 Fortællinger 1899
Thea!"
Adjunkten hverken saa eller hørte dette, ja i sin Forvirring
troede han endog, at det var den anden, der havde tiltalt ham, og
svarede med afmaalt Fornemhed, for ikke at røbe sin Uro:
"I lige Maade, Frøken Ankersen!"
"Hvad for noget! Kalder De mig nu Frøken Ankersen!" lo
den mørke. "Nej, ved De hvad, Hr. Adjunkt; skønt lærde Herrer
jo har Lov til at være lidt distræt, kunde man virkelig fristes til at
bruge det gamle Ord, at hvad Hjertet er fuldt af o. s. v."
Frøken Ankersens Kinder blussede; hun kneb sin Veninde i
Armen og vilde trække hende bort. Da dette imidlertid ikke
lykkedes, vendte hun sig til den stadig mere forfjamskede
Adjunkt og sagde:
"De maa undskylde Frøken Enevoldsen, Hr. Hammer . . . |9|
De ved maaske, at Synet af Militær altid sætter hende i overstadig
Stemning?"
Adjunkten bukkede, hilste og fortsatte sin Gang.
Frøken Ankersen havde trukket sig ud af sin Venindes Arm;
hun var fornærmet og sagde, mens Folk rundt om raabte Hurra
efter Borgmesterens endelig afsluttede Tale:
"Jeg vil sige dig, at jeg er vred paa dig, Thea . . . Jeg kan
ikke vide, hvorfor du altid skal have Hr. Hammer til bedste . . .
det er han dog virkelig for god til, synes jeg."
"Og j e g synes, at du i den sidste Tid har faaet en
paafaldende Interesse for samme Hr. Hammer, min Pige . . . Du
skulde da vel ikke være en lille bitte Smule skudt?"
"Aa, Passiar . . . Man kan vel have Interesse for et
Menneske uden netop at være forelsket i ham."
"Tror du?"
"Ja, tror d u da ikke," svarede den anden, stadig alvorlig og
saa paa sin Veninde.
"Ja, det kommer vel an paa, h v a d det er, man interesserer
sig for hos vedkommende."
"Aa, dig vil jeg slet ikke tale med . . . kom lad os gaa."
Eleonora Ankersen angstfuld rykkede sin Veninde i Armen,
som om hun vilde sige: »Gud, Thea! Hvor tør du dog!«
Adjunkten var atter standset. Gennem sine cirkelrunde
Brilleglas stirrede han maabende fra den ene til den anden af
de to Damer uden at sige et Ord. Den dristige Pennehelt, der i
en berømt Afhandling, for hvilken han var bleven belønnet
med Universitetets store Guldmedalje, havde sønderlemmet
selve Ciceros Veltalenhed - han stod dér slagen med Stumhed
overfor et ungt, enfoldigt Pigebarn, forvirret som en Skolepog,
der er bleven greben i en »Fisk«. Ja, i sin Forfjamskelse troede
han endog, at det var Eleonora, der havde tiltalt ham, og
svarede derfor, da han endelig fik sit Mæles Brug:
»Jeg takker . . . i lige Maade, Frøken Ankersen!«
»Hvad for noget? Kalder De nu mig for Frøken
Ankersen!« lo Frøken Nielsen. »Nej, véd De hvad, Hr. Adjunkt!
Skønt lærde Herrer jo har Lov til at være lidt distrait,
kunde man |54| virkelig fristes til at bruge det gamle Ord, at
hvad Hjærtet er fuldt af osv.«
Eleonoras Kinder blussede som en Ild. Hun kneb sin
Veninde i Armen og vilde trække hende bort.
Adjunkten tilkastede den lange et rasende Blik. Saa lettede
han en Smule paa sin Hat og sagde:
»Jeg undskylder Dem, Frøken Nielsen! Jeg veed jo, at
Synet af Militær gærne sætter Dem i en overstadig Stemning! .
. . Jeg anbefaler mig!«
Derpaa fortsatte han sin Vej med bred Mund og højt
opløftet Næse.
Eleonora havde trukket sig ud af sin Venindes Arm. Hun
var tydelig stødt og sagde, mens Folk rundt om raabte Hurra
efter Borgmesterens endelig afsluttede Tale:
»Jeg vil sige dig, at det var stygt af dig, Thea! Jeg kan
ikke forstaa, at du altid kan være saa glad til at gøre Nar af
Folk. Det er ikke rigtigt.«
»Man skulde virkelig tro, mit Lam, at du |55| var begyndt
at blive et Ko'n skudt i den opblæste Pedant! Maa jeg spørge
dig, er det hans Pukkel eller hans store Koøjne, du har forliebet
dig i?«
»Aa, hvor du snakker, Thea! . . . Man kan vel have ondt af
et Menneske, som alle gør Nar af, uden at være forelsket i
ham.«
»Troer du?«
»Om jeg troer!« udbrød Eleonora og saa' helt forfærdet op
paa sin Veninde. - »Aa, jeg vil slet ikke længer snakke med dig
sin Veninde i Armen, som om hun vilde sige: "Gud, Thea! Hvor
tør du dog!"
Adjunkten var standset. Gennem sine cirkelrunde Brilleglas
stirrede han maabende fra den ene til den anden af de to Damer
uden at sige et Ord. Den dristige Pennehelt, der i en berømt Afhandling,
for hvilken han var bleven belønnet med Universitetets
store Guldmedalje, havde sønderlemmet selve Ciceros Veltalenhed,
stod der slagen med Stumhed overfor et ungt, enfoldigt
Pigebarn, - ja i sin Forfjamskelse troede han endog, at det
var Eleonora, der havde tiltalt ham, og svarede derfor, da han
endelig fik sit Mæles Brug:
"Jeg takker . . . i lige Maade, Frøken Ankersen!"
"Hvad for noget? Kalder De nu mig for Frøken Ankersen!"
lo Frø-|50|ken Nielsen. "Nej, veed De hvad, Hr. Adjunkt! Skønt
lærde Herrer jo har Lov til at være lidt distrait, kunde man
virkelig fristes til at bruge det gamle Ord, at hvad Hjærtet er
fuldt af osv."
Eleonoras Kinder blussede som en Ild. Hun kneb sin
Veninde i Armen og vilde trække hende bort.
Adjunkten tilkastede den lange et rasende Blik. Saa lettede
han en Smule paa sin Hat og sagde:
"Jeg undskylder Dem, Frøken Nielsen! Jeg veed jo, at
Synet af Militær gærne sætter Dem i en overstadig Stemning! . .
. Jeg anbefaler mig!"
Derpaa fortsatte han sin Vej med bred Mund og højt
opløftet Næse.
Eleonora havde trukket sig ud af sin Venindes Arm. Hun
var tydelig stødt og sagde, mens Folk rundt om raabte Hurra
efter Borgmesterens endelig afsluttede Tale:
"Det var stygt af dig, Thea! . . . Jeg kan ikke forstaa, at du
altid kan være saa glad til at gøre Nar af Folk. Det er ikke
rigtigt."
"Man skulde virkelig tro, mit Lam, at du var begyndt at
blive et Ko'n skudt i den opblæste Pedant! Maa jeg spørge dig,
er det hans Pukkel eller hans store Koøjne, du har forliebet dig
i?"
"Aa, hvor du snakker, Thea! . . . Man kan vel have ondt af
et Menneske, som alle gør Nar af, uden at være forelsket i
ham."
"Tror du?"
"Om jeg tror!" udbrød Eleonora og saae helt forfærdet op
paa sin Veninde. - "Aa, jeg vil slet ikke længer snakke med dig .
Minder - sammenholdelse af tre udgaver - udskrift: 03-08-04 24