Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen 

Fra arbejderkvarter til middelklassekvarter 

En undersøgelse af gentrificeringsprocesser i Sjællandsgadekvarteret, Århus 1970-1990 

dsd sdsdsdfdf 

Speciale af 

Casper Thomsen Juhl 

Årskortnr 20050693 

Institut for Historie og områdestudier 

Historisk Afdeling 

Side 1 af 98


Indholdsfortegnelse 

Indledning ......................................................................................................................................................... 5 

Kildemateriale ............................................................................................................................................... 8 

Litteratur ...................................................................................................................................................... 10 

Kapitel 1 Gentrificering ................................................................................................................................... 12 

1.1 Gentrificering - en definition ................................................................................................................. 12 

1.2 Produktionsforklaringer og Neil Smith .................................................................................................. 13 

1.2.2 Teorien om rentegabet ................................................................................................................... 14 

1.2.3 Kollektive sociale aktører ............................................................................................................... 16 

1.2.4 Kritik af Smith ................................................................................................................................. 17 

1.3 Konsumptionsforklaringer og David Ley................................................................................................ 17 

1.3.1 Det postindustrielle samfund og opkomsten af en ny middelklasse ............................................. 18 

1.3.2 En ny urbanisme ............................................................................................................................. 19 

1.3.3 Et kulturelt skift .............................................................................................................................. 20 

1.3.4 Kritik af Ley ..................................................................................................................................... 21 

1.4 Diskussion af Smith og Ley .................................................................................................................... 21 

1.4.1 Individets rolle i gentrificeringsprocessen ...................................................................................... 21 

1.4.2 Dansk forskning i gentrificering ...................................................................................................... 22 

1.4.3 Gentrificering som en del af den post industrielle bys udvikling - en af afrunding ....................... 24 

Kapitel 2 Befolkningsnedgang og fysisk forfald – Sjællandsgadekarteret før 1970 ..................................... 25 

2.1 Økonomiske og samfundsmæssige forandringer .................................................................................. 25 

2.2 Sjællandsgadekvarteret omkring 1960 .................................................................................................. 26 

2.3 Befolkningsopbrud i Sjællandsgadekvarteret ........................................................................................ 27 

2.4 Sjællandsgadekvarteret - et trist og nedslidt kvarter ............................................................................ 28 

2.5 Sociale problemer i Sjællandsgadekvarteret ......................................................................................... 30 

2.6 Afrunding ............................................................................................................................................... 31 

Kapitel 3 Social og kulturel genopbygning af Sjællandsgadekvarteret 1970-1980 ...................................... 32 

3.1 Da de studerende flyttede ind ............................................................................................................... 32 

3.2 Den første studenteraktivisme i 1970 ................................................................................................... 33 

3.3 De første beboeraktiviteter og Børnenes Jord i Thunøgade ................................................................. 34 

Side 2 af 98


3.4 Andre aktiviteter .................................................................................................................................... 36 

3.5 Oprettelse af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 1973 .............................................................. 37 

3.6 Sjællandsgadekvarterets Beboerforening – et billede af sin tid ........................................................... 39 

3.7 Kampen om rugbrødsfabrikken – sagens begyndelse ........................................................................... 41 

3.8 Beboernes protester .............................................................................................................................. 42 

3.9 Baggrund for kommunes accept af et beboerhus ................................................................................. 45 

3.10 Beboernes Hus - Et socialt og kulturelt omdrejningspunkt ................................................................. 46 

3.11 Ønsket om en alternativ livsform - afrunding ..................................................................................... 49 

Kapitel 4 Fra Sanering til byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1970-1985 ................................................ 52 

4.1 Sanering i Aarhus før 1970 .................................................................................................................... 52 

4.2 Kommunale visioner for Sjællandsgadekvarteret før 1970 ................................................................... 53 

4.3 Sanering af Fænøgadekarréen............................................................................................................... 55 

4.4 Fra totalsanering til bevaring af Fænøgadekarréen – beboernes protester ......................................... 56 

4.5 Fortsat ballade i Rugbrødskarréen ........................................................................................................ 59 

4.6 Forholdet mellem beboerne og kommunen ......................................................................................... 59 

4.7 Hvorfor blot to saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret?.................................................................. 61 

4.8 Sjællandsgadekvarteret omkring 1980 .................................................................................................. 62 

4.9 Mod byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1974 -1984 ........................................................................ 63 

4.9.1 Centerplanlægning og Aarhus Midtby som et kommercielt centrum ............................................ 63 

4.9.2 Bevaring af bymiljøet i Aarhus midtby ........................................................................................... 65 

4.9.3 På vej mod byfornyelse i Aarhus midtby ........................................................................................ 67 

4.9.4 ”Kommuneplanen 1984 -1992” ...................................................................................................... 69 

4.9.5 Sjællandsgadekvarterets som byfornyelsesområde....................................................................... 70 

4.9.6 Privat byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret .................................................................................. 71 

4.10 Et nyt politisk syn på Aarhus midtby -afrunding ................................................................................. 72 

Kapitel 5 Da Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt..................................................................................... 73 

5.1 Otto Nielsen og Ny Munkegade 89 ....................................................................................................... 73 

5.2 Et kvarter under pres ............................................................................................................................. 75 

5.3 Det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret som annoncevare ................................................................. 77 

5.4 Beboerarbejdets dobbelthed ................................................................................................................ 79 

5.5 Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og dets karakterændring ..................................................... 80 

5.5.1”Revolutionen” der blev væk .......................................................................................................... 80 

5.5.2 Stadig et ønske om et aktivt beboerarbejde .................................................................................. 81 

Side 3 af 98


5.5.3 Den røde tråd til 1970’erne ............................................................................................................ 82 

Kapitel 6 Diskussion af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommunes placering i forhold 

til gentrificering ............................................................................................................................................... 84 

6.1 Gentrificeringens kulturelle karakter .................................................................................................... 84 

6.2 Efterspørgsel og forbrug ........................................................................................................................ 86 

6.3 Et bypolitisk paradigmeskifte - gentrificeringens politiske dynamik ..................................................... 87 

6.4 Holdningsændring til det urbane rum i Aarhus midtby – en afrunding ................................................ 89 

Konklusion ....................................................................................................................................................... 90 

Summary ......................................................................................................................................................... 91 

Kilder ............................................................................................................................................................... 92 

Ikke trykte kilder .......................................................................................................................................... 92 

Trykte kilder ................................................................................................................................................. 93 

Avisartikler ................................................................................................................................................... 94 

Litteratur ......................................................................................................................................................... 95 

Bilag 1 – Kort over Aarhus og Sjællandsgadekvarteret 

Side 4 af 98


Indledning 

Sjællandsgadekvarteret er et gammelt arbejderkvarter i den aarhusianske midtby oprindeligt bygget 

til de mange mennesker, der søgte arbejde i Aarhus under den begyndende industrialisering i sidste 

halvdel af 1800-tallet. Kvarteret afgrænses af Ny Munkegade, Kaserneboulevarden, Høegh- 

Guldbergs Gade, Nørregade og Nørre Allé og klemmes inde af Aarhus Universitet i nordvest samt 

Aarhus indre by. 1 Kvarteret kan bedst sammenlignes med de berømte kartoffelrækker i København. 

I Sjællandsgadekvarteret danner de overvejende 3 til 5 etagers ejendomme en karréstruktur, der 

udgør et tæt boligkvarter. I dag kender de fleste aarhusianere kvarteret og gaderne omkring 

Sjællandsgade – ikke mindst for de dyre ejerlejligheder og små hyggelige byhuse. 

Men sådan har det ikke altid været. Omkring 1970 var Sjællandsgadekvarteret et nedslidt 

arbejderkvarter med en betydelig mængde sociale problemer og en ejendomsmasse, der i visse 

henseender tangerede det rene slum. Forhold, der ikke blot gjaldt Sjællandsgadekvarteret, men som 

var karakteristiske for store dele af de gamle arbejderkvarterer i den Aarhusianske midtby. Herefter 

begyndte der imidlertid at ske noget i Sjællandsgadekvarteret. En udvikling der på længere sigt 

omdannede det gamle arbejderkvarter til et attraktivt boligområde. I 1988 blev det således i en 

artikel i Århus Stiftstidende konstateret at: 

‖Man har altid karakteriseret kvarteret omkring Sjællandsgade som et arbejderkvarter. Dette 

passede nok for 15 år siden. I dag er kvarteret blevet til et mondænt kvarter og dyrt. Man er næsten 

i alle tilfælde nødt til at købe sig ind. Det virker som et filter, der sorterer en masse fra. For 

eksempel pensionister, unge, arbejdsløse og mennesker med lav indtægt‖ 2 

Ved slutningen af 1980’erne havde Sjællandsgadekvarteret gennemgået det, man betegner en 

gentrificeringsproces. I en sådan proces bliver et boligkvarter med lavstatus transformeret til et 

middelklassekvarter. Parallelt hermed vil der typisk finde en opgradering af ejendomsmassen sted 

både i fysisk, æstetisk og økonomisk forstand. 

1 Se bilag 1. Vedlagte kort. 

2 “Sjællandsgadekvarteret er blevet rig – og det er dets højt besungne miljø måske blevet fattigere af”. Artikel i Århus 

Stiftstidende 14. februar 1988. 

Side 5 af 98


Indkredsning af problemformulering 

Gentrificering er forankret i det, geografen Eric Clark har betegnet som ‖commodification of 

space‖ 3 , dvs. at gentrificering i bund og grund handler om en ”vareligørelse” af det urbane rum og 

dermed også bevægelser på bolig- og ejendomsmarkedet. Dette er der stort set enighed om i den 

internationale gentrificeringsforskning, derimod er der vidt forskellige teoretiske opfattelser af, 

hvad der er med til at sætte gentrificeringsprocessen i gang og føre den igennem. 

Set i et historisk perspektiv er diskussionen om gentrificering knyttet til de forandringer, der skete i 

det urbane rum under afindustrialiseringen og udviklingen af den postindustrielle by. I den 

forbindelse er der teoretikere, der ser gentrificering som et produkt af politisk-økonomiske årsager, 

hvilket vil sige stigende politisk interesse for de indre bydele og store økonomiske investeringer. På 

den anden side står de, der ser udviklingen som et resultat af sociokulturelle forandringer, hvor 

ændringer i forbrug og livsstil spiller en væsentlig rolle. (Se en uddybning af gentrificeringsteori, 

kap. 1) 

Dette speciale søger at se spørgsmålet om gentrificering fra begge teoretiske sider, idet specialet vil 

undersøge, hvorledes både offentlige og civile aktører kunne påvirke udviklingen i et boligkvarter 

som Sjællandsgadekvarteret i Aarhus midtby. 

I Aarhus var det et karakteristisk træk i den bypolitiske og byplanmæssige udvikling, at man i 

kommunen omkring 1970 begyndte at interessere sig for forholdene i Aarhus midtbys 

boligområder, heriblandt Sjællandsgadekvarteret, og saneringsplaner, byudviklingsplaner og senere 

hen kommuneplaner vidnede om, at man havde store planer for perioden 1970-1990. 

Parallelt med Aarhus Kommunes interesse for Sjællandsgadekvarteret blev kvarteret et yndet 

bosætningssted for et voksende antal studerende, der søgte billige lejligheder i kvarteret. Som en 

reaktion på Aarhus Kommunes stigende interesse for midtbyen og Sjællandsgadekvarteret opstod 

der i kvarteret en beboerbevægelse. Denne var først og fremmeste legemliggjort i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, der blev oprettet i 1973. Herigennem søgte beboerne at få 

indflydelse på Sjællandsgadekvarterets udvikling og samtidig at skabe et godt socialt og kulturelt 

miljø for beboerne. 

3 Clark 2005 s. 256 

Side 6 af 98


Spørgsmålet er, om disse to aktører – kommunen og beboerne – havde nogen betydning for 

Sjællandsgadekvarterets stigende attraktivitet, og i så tilfælde hvordan skal dette så forstås i forhold 

til gentrificering? 

Problemformulering 

Med udgangspunkt i teori om gentrificering har dette speciale til hensigt at undersøge, 

hvilken betydning Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune havde for 

Sjællandsgadekvarterets udvikling ca. 1970 – ca. 1990. Herudover vil det blive diskuteret, 

hvordan disse to aktører skal placeres i forbindelse med gentrificeringsprocessen i 

Sjællandsgadekvarteret. 

Det er således først og fremmest specialets ønske at give et bud på, hvordan hhv. civile og 

offentlige aktører, jf. teori om gentrificering, skal placeres i forhold til byudviklingen i Aarhus fra 

1970-1990 med udgangspunkt i Sjællandsgadekvarteret. Dermed har specialet ikke specielt til 

hensigt at undersøge selve gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret men derimod at 

undersøge og overveje nogle af forudsætningerne for, at den kunne finde sted; specialet beskriver 

dog stadig væsentlige træk af gentrificeringsprocessen på grundlag af det tilgængelige 

kildemateriale. 

Specialet er således opbygget, at det foruden indledning og konklusion består af seks kapitler. 

Kapitel 1 gennemgår den relevante teori om gentrificering. I kapitel 2 gives et kort historisk tilbage- 

blik på Sjællandsgadekvarteret før 1970. Kapitel 3 undersøger, hvilke motiver der lå til grund for 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og dennes arbejde, samt hvilke konkrete resultater den 

opnåede. Kapitel 4 undersøger Aarhus Kommunes betydning for Sjællandsgadekvarterets udvikling 

ved at gennemgå den kommunale byplanlægning fra 1970 – 1985 og de resultater, det bragte med 

sig – herunder bl.a. den offentlige saneringspolitik og byfornyelsespolitik. Kapitel 5 giver et bud på, 

hvorfor Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt at flytte ind i. I kapitel 6 vil trådene afslutningsvist 

blive samlet i form af en diskussion, hvor hhv. Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus 

Kommune bliver sat i perspektiv til gentrificeringsprocessen. 

Side 7 af 98


Kildemateriale 

En af de tungeste kildegrupper til belysning af livet i Sjællandsgadekvarteret og 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforeningens betydning for kvarterets udvikling er 

beboerforeningens eget arkiv. Dette findes på Erhvervsarkivet i Aarhus (EA) og indeholder 

kildemateriale, der hovedsageligt dækker perioden 1970-1985. Her findes en stor mængde 

korrespondance, der er sendt internt blandt medlemmer men også skrivelser til diverse offentlige 

myndigheder. Tillige findes der en stor mængde materiale og referater fra bestyrelsesmøder, 

årsmøder og diverse arrangementer. 

Ligeledes findes i dette arkiv de fleste årgange af Sjællandsgadekvarterets Beboeravis, der udkom 

første gang i 1971 og dækker perioden indtil 1988. Perioden fra 1988-1995 findes på Aarhus 

Lokalhistoriske Samling (LHS) på Aarhus Hovedbibliotek. Beboeravisen må siges at være en 

væsentlig nøgle til ikke blot Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings holdninger og arbejde men 

også til Sjællandsgadekvarterets udvikling i det hele taget, idet store og små begivenheder, som 

fandt sted i kvarteret, er beskrevet her. 

Kildemateriale, der foreligger i Sjællandsgadekvarterets arkiv, er ikke nødvendigvis repræsentativt 

og dækkende for alle kvarterets beboeres holdninger, ønsker og behov gennem den undersøgte 

periode. Men hvis man ser på nogle af de projekter, som Beboerforeningen arbejdede med, har disse 

ikke kunnet lade sig gøre uden bred opbakning blandt beboerne i Sjællandsgadekvarteret, for 

dannelsen af en beboerforening i et lokalområde må siges at være et udtryk for, at der var nogle 

brede fællesinteresser i kvarteret. 4 Og kan man se bort fra den noget svulstige venstreorienterede 

retorik, som man bl.a. finder i Sjællandsgadekvarterets Beboeravis (især igennem 1970’erne), så har 

man et fantastisk materiale, der giver et indblik i udviklingen af og dagligdagen i 


Til belysning af Aarhus Kommunes engagement i Sjællandsgadekvarteret er Aarhus 

Byrådsforhandlinger blevet anvendt. Disse byrådsforhandlinger findes ligeledes på Erhvervsarkivet 

i Aarhus og indeholder flere anvendelige kildegrupper. I den periode, jeg beskæftiger mig med, 

findes byrådsforhandlingerne eller byrådsmøderne på båndudskrift, hvilket vil sige, at man har 

mulighed for at følge de debatter, der har været ført ved byrådsmøderne og herigennem følge 

politiske holdninger og ideologiske standpunkter, samt hvilke sager der blev vedtaget eller forkastet 

af byrådet. 

4 Gundelach 1980 s. 45 

Side 8 af 98


På Erhvervsarkivet i Aarhus findes ligeledes et register over de sager, som har været oppe på 

byrådsmøderne i perioden 1966-1994. Igennem registret kan man finde den pågældende sag i 

byrådsforhandlingerne og derigennem finde udskriften fra byrådsmøderne. Dog mangler 

byrådsforhandlingerne fra 1977- 1980, da de ikke er blevet indleveret fra Aarhus Kommune, hvilket 

har betydet, at det ikke er alle sager, man har kunnet følge til ende. 

Til hver sag, som har været bragt op på et byrådsmøde, er der tilknyttet et journalnummer, som 

henviser til en journalsag. Journalsagerne indeholder de korrespondancer, der har været mellem 

byrådet, udvalg og andre offentlige myndigheder samt fra evt. private personer, som måtte have 

været impliceret i den givne sag. 

I journalsagerne er f.eks. saneringsplanerne for Sjællandsgadekvarteret fundet, og sammen med 

byrådsdebatterne giver dette materiale et godt indblik i, hvilke holdninger og ønsker man fra 

politisk side havde med Sjællandsgadekvarteret. Erhvervsarkivet i Aarhus har journalsager til og 

med 1985. 

”Kommuneplan 1984-1992” og andre anvendte byplaner, der anvendes i kapitel 4, er delvist 

frembragt på LHS og EA. 

Her er det værd at bemærke, at kommuneplaner er et udtryk for rammebestemmelser og intentioner 

fra byrådspolitikere og byplanlæggerne, som dermed var tænkt som et styringsredskab, der skulle 

sørge for, at udviklingen stemte overens med de politiske mål, der var sat. Et egentligt lovkompleks 

var Kommuneplanen 1984-1992 dog ikke et udtryk for. Dermed var kommuneplanen ikke 

lovgivende og altså ikke en sikkerhed for, at der skete ændringer i et område. 

Men på det generelle plan, må kommuneplanen siges at være et udtryk for politiske og planmæssige 

visioner. Selvom muligheden for at ændre status har været til stede. 

Men som udgangspunkt viser kommuneplanerne, hvilke intensioner og visioner man havde fra 

bypolitisk side. 

En sidste og vigtig kildegruppe er avisartikler fra den aarhusianske dagspresse. Der blev i løbet af 

1970’erne og 1980’erne skrevet en lang række avisartikler om forholdene i Sjællandsgadekvarteret, 

som også er med til at give et indtryk af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus 

Kommunes holdninger til Sjællandsgadekvarterets udvikling. 

Side 9 af 98


Specialet er kildemæssigt blevet begrænset af, at der for Sjællandsgadekvarterets nyere historie ikke 

foreligger et statistisk materiale, der normalt ville have givet et indtryk af, hvordan den 

socioøkonomiske udvikling i Sjællandsgadekvarteret har været fra 1970 og frem. Dette skyldes, at 

Sjællandsgadekvarteret i sig selv ikke udgør et statistikdistrikt eller statistikområde hos Statistisk 

Kontor for Aarhus Kommune, hvor man normalt kunne have indhentet disse oplysninger. I det hele 

taget ligger Aarhus Kommune ikke inde med socioøkonomisk statistik for enkelte områder i Aarhus 

midtby i den behandlede periode. Danmarks Statistik ligger ligeledes ikke inde med materiale af 

denne art. Dette har bevirket, at den socioøkonomiske udvikling er meget løst beskrevet. 

Man kan dog få et lille indblik i den socioøkonomiske udvikling ved at læse nogle af samtidens 

avisartikler om Sjællandsgadekvarteret, idet man i den aarhusianske dagspresse var opmærksom på, 

at der var ved at ske en forandring i kvarteret. Lige som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 

var opmærksom på, at der skete en forandring. Men dette bygger kun på udsagn og er dermed ikke 

statistisk sat op og beskriver ikke endegyldigt, hvordan den socioøkonomiske udvikling har taget 

sig ud. 

Litteratur 

Litteratur om Sjællandsgadekvarteret og Aarhus’ nyere historie generelt er sparsom, og det 

nedenstående er den væsentligste litteratur, der er blevet anvendt i forbindelse med specialet. 

Det nærmeste, man kommer en historisk undersøgelse af Sjællandsgadekvarteret i Aarhus, er 

historikeren Rita Sørensens Sjællandsgade-kvarteret i Århus (Sørensen 1986), der skildrer 

kvarterets historie fra midten af 1800-tallet til 1986. Bogen er en kombination af historie og 

etnologi, der igennem interviews med en lang række beboere i Sjællandsgadekvarteret søger at 

skabe et ”nutidsbillede”, dvs. i 1980’erne kontra hvordan forholdene var i kvarteret førhen. 

Sørensens bidrag tegner i første omgang et billede af et kvarter, der netop var ved at gennemgå en 

forvandling fra arbejderkvarter til middelklassekvarter. Men i det store hele tenderer Sørensens 

fremstilling mere til at være et kritisk billede af det danske samfund og autoriteterne i 1970’erne og 

1980’erne med udgangspunkt i Sjællandsgadekvarterets udvikling. 

Sørensens bidrag er dog stadig relevant, idet der gives en mængde oplysninger om forholdene i 

Sjællandsgadekvarteret i 1970’erne og 1980’erne, som kildematerialet ikke har kunnet tilvejebringe. 

Side 10 af 98


Derudover er bidraget i sig selv et tegn på, at Sjællandsgadekvarteret var noget særligt i tiden, hvor 

den er skrevet, og bogen er da også en form for en kærlighedserklæring til Sjællandsgadekvarteret, 

hvor Sørensen selv boede. 

Derudover findes to publikationer af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, der giver nogle 

forskellige sider af kvarterets udvikling og Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arbejde. 10 år 

med aktivt beboerarbejde (Mikkelsen (red.) 1980) og Ejeren vil sælge – vi lejer (Mikkelsen (red) 

1978) giver et indblik i det arbejde, man udøvede i Sjællandsgadekvarteret. For disse to 

publikationer gælder det ligeledes, at de er blevet til i et samfundskritisk miljø, hvilket betyder, at 

man ikke må lade sig forføre af den svulstige retorik. 

Aarhus’ nyere historie er velbeskrevet i Aarhus – byens historie bind 4. (Gejl (red.) 1994). Her er 

det især kapitel 1 om byrummets udvikling skrevet af historikeren John T. Lauridsens, jeg har 

trukket veksler på. Sammen med artiklen ‖Branding Bernhardt i Smilets By‖ af historikeren Søren 

Bitsch Christensen (Christensen 2006) trækker Lauridsens arbejde de store linjer i den aarhusianske 

byplanlægning og bypolitik. Henvisninger til den brede danske byplanlægningshistorie er hentet i 

”Dansk Byplanlægning 1938 - 1992‖(Gaardmand 1992) 

I næste kapitel vil der blive redegjort for to forskellige teoretiske tilgange til gentrificering. På den 

ene side tager kapitlet udgangspunkt i geografen Neil Smith og dennes ”The New Urban Frontier: 

Gentrification and the Revanchist City‖ (Smith 1996), på den anden side tager kapitlet fat i den 

canadiske geograf David Ley og dennes The new middleclass and the remaking of the central city 

(Ley 1996). 

Side 11 af 98


Kapitel 1 Gentrificering 

1.1 Gentrificering - en definition 

Gentrificering (oversat fra det engelske ord gentrification) henviser til betegnelsen ”gentry”, hvilket 

betyder lavadel eller herskab. Lavadelen er i denne sammenhæng en lavere eller højere 

middelklasse. Begrebet blev første gang lanceret af den britiske sociolog Ruth Glass som en let 

ironisk betegnelse for middelklassens indtog i Londons arbejderkvarterer. Begrebet har især vundet 

indpas i den socialgeografiske og sociologiske forskning i byernes udvikling, og i de sociale og 

økonomiske konsekvenser denne har haft siden 1970’erne. 5 Det er imidlertid særligt i England og 

Nordamerika, at fænomenet har været størst genstand for interesse både teoretisk og empirisk. 6 

Gentrificering kendetegnes ved, at indre byområder forvandles fra at være typiske 

arbejderklassekvarterer til at blive befolket af veluddannede middelklassefolk. De ”nye” beboere er 

ofte kendetegnet ved, at de arbejder i administrative eller tekniske hverv, ofte omtalt som den ”nye 

serviceklasse”. Derudover er gentrificeringsprocesser gerne karakteriseret ved, at boligmassen 

rehabiliteres og fornys og i mange tilfældes omdannes fra lejeboliger til selvejerboliger. En 

forbedring af boligstandarden fører til øgede priser, som igen indebærer, at området ændrer karakter 

både socialt og kulturelt og får en anden ”identitet”. Det kan udlægges således: 

―(Gentrification is) simultaneously a physical, economic, social and cultural phenomenon. 

Gentrification commonly involves the invasion by middle-class or higher-income groups of 

previously working-class neighborhoods or multi- occupied 'twilight areas' and the replacement or 

displacement of many of the original occupants. It involves the physical renovation or 

rehabilitation of what was frequently a highly deteriorated housing stock and it’s upgrading to meet 

the requirements of its new owners. In the process, housing in the areas affected, both renovated 

and unrenovated, undergoes a significant price appreciation. Such a process of neighborhood 

transition commonly involves a degree of tenure transformation from renting to owning.‖ 7 

5 Gutzon Larsen 2009 s. 1 

6 En særdeles god indføring til gentrificeringsforskningens internationale teoretiske standpunkter og generelle arbejde 

findes i ”Gentrification” Lees mfl. 2008. Her får man en udførlig gennemgang af den internationale forskning, men 

hovedvægten er dog lagt på den engelske og nordamerikanske forskning. Et godt supplement til denne er ”The 

Gentrification Reader (Lees mfl. 2010.), hvori de vigtigste teoretiske tekster indenfor gentrificeringsforskningen er 

publiceret. 

7 Hamnett 1991 s. 175 

Side 12 af 98


Selvom der er enighed om, at gentrificering på den ene side omhandler ændringer af den sociale 

profil i boligkvarterer, og at det kvalitativt indebærer en opgradering af de fysiske forhold, så har 

diskussionen, om hvorfor gentrificering opstår, og hvordan den som proces skal undersøges og 

karakteriseres, været stor. Debatten i forskningens verden har siden slutningen af 1970’erne 

omhandlet, hvordan gentrificering skal opfattes som proces, altså hvad der er med til at sætte en 

gentrificeringsprocessen i gang, og hvad der er med til at føre en sådan igennem. 

Siden 1970’erne er der udskilt to overordnede ”skoler” inden for forskningen af gentrificering; hhv. 

produktionsforklaringer og konsumptionsforklaringer. Førstnævnte forklarer gentrificering i 

kvarterer i den indre by og deres udvikling ud fra underlæggende økonomiske strukturer og 

politiske aspekter. 8 Konsumptionsforklaringernes bidragsydere ser gentrificering som en 

konsekvens af ændringer i industrien og ser på den menneskelige adfærd. Her rejses spørgsmålet 

om, hvem gentrifikanterne er, hvor de kommer fra, hvad der driver dem til at leve i de centrale 

bykvarterer, og ikke mindst hvordan de bruger de fysiske rammer, hvilket vil sige byen. 9 

De følgende afsnit vil gennemgå to gentrificeringsforklaringer, der repræsenterer hhv. 

produktionsforklaringerne og konsumptionsforklaringerne, hvorefter der følger en kort diskussion 

af de to forklaringer. 

1.2 Produktionsforklaringer og Neil Smith 

1.2.1 Kritik af Humanøkologien 

De tidligste forklaringer på, hvorfor byerne i USA 1950 og 1960’erne så en begyndende 

renæssance, havde rod i Chicagoskolens humanøkologi og neoklassiske økonomiske forklaringer. 

Det generelle syn i 1970’erne var, at et stigende antal veluddannede unge havde valgt at komme 

tilbage til byen fra forstæderne, og dette valg hjalp til at igangsætte fornyelse, renovation og 

revitalisering af bymidterne – en bymæssig renæssance. Dermed mente man, at der var ved at ske 

en bevægelse fra forstæderne ind til byerne. ”Back to the city” blev et tema, som de fleste 

akademikere kunne forholde sig til. 10 

Dette syn byggede på en arv fra humanøkologien, som havde den antagelse, at det urbane miljø hele 

tiden søger mod en ligevægt på samme måde, som en organisme gør. Dvs. at individer og grupper 

8 Lees mfl. 2008 s. 42 

9 Lees mfl 2008. s. 90 

10 Lees mfl. 2008 S 44 

Side 13 af 98


selv delte sig i ”naturlige” områder og dermed konstituerede en by, der var symbiotisk balanceret 

mellem samarbejde og konflikter. Dette lagde et fundament for tilgange, der opererede med ideer 

om rumlig ligevægt og økonomisk konkurrence, som så blev anvendt i etableringen af neoklassiske 

modeller af det urbane ejendomsmarked i 1960’erne. 11 

Grundtanken var, at resultatet af byernes begyndende renæssance hvilede på aktørernes rationelle 

valg. Man antog, at hvis man undlod at regulere og påvirke markedskræfterne, ville producenterne 

og forbrugerne blive motiverede til at optimere og indrette deres opførsel på sådan en måde, at det 

udviklede bymiljøet i retning af økonomisk ligevægt. Ved en sådan økonomisk ligevægt ville der 

f.eks. ikke komme til at mangle boliger. 12 

Dette blev kritiseret af geografen David Harvey, der mente, at byudviklingen i det kapitalistiske 

samfund skulle forstås ud fra et makroøkonomisk perspektiv. Byudviklingen, eller de urbane 

processer, skulle således analyseres ud fra de behov, som det kapitalistiske system har for at 

generere profit. 13 

Harvey mente, at investeringer i fysiske anlæg sker ud fra hensynet til at skabe effektive og 

rationelle rammer for kapitalakkumulation. Den stadige konkurrence kan imidlertid føre til ændrede 

produktionsbetingelser i form af ny teknologi, ændrede lokaliseringskrav eller andre forhold, der 

kan ændre de fysiske anlægs brugsværdi og dermed investeringens effektivitet. Det fysiske 

landskab er derfor genstand for en kontinuerlig transformationsproces, hvor produktiviteten af de 

eksisterende fysiske anlæg og dermed afkastet af de investeringer, der er bundet i dem må afvejes i 

forhold til en tilpasning eller destruktion, der kan bane vejen for nye og mere produktive anlæg. 14 

Disse synspunkter inspirerede den amerikanske geograf Neil Smith i til 1979 at udvikle teorien om 

det såkaldte rentegab. 

1.2.2 Teorien om rentegabet 

Smith mente på linje med Harvey, at byens forandringsprocesser skulle findes på et 

makrostrukturelt økonomisk niveau. Dermed mente han, at gentrificering var et strukturelt produkt 

11 Lees mfl. 2008 s. 45 og Bundgaard 1985 s. 36 

12 Lees mfl. 2008 s. 45-46 

13 Steinø 2000 s. 15 

14 Steinø 2000 s. 16 

Side 14 af 98


af ejendomsmarkedet, hvilket er udgangspunkt for hans teori om rentegabet. 15 Smith fremlægger 

det således: 

‖ Capital flows where the rate of the return is highest, and the movement of capital to the suburbs, 

along with the continual de-valorization of inner-city capital eventually produces the rent gab. 

When the gab grows sufficiently large, rehabilitation (or, for that matter, redevelopment) can begin 

to challenge rates of return available elsewhere, and the capital flows back. Gentrification is a back 

to the city movement all right, but a to the city movement by capital rather than people.‖ 16 

Teorien bag rentegabet er således bygget op på den antagelse, at der skete en bevægelse af kapital, 

der skulle skabe industriel, beboelses- og forretningsmæssig aktivitet i de voksende forstæder. 

Parallelt med afindustrialiseringen af de centrale byområder betød denne suburbanisering, at der 

ikke blev investeret i de indre byområder, hvilket resulterede i, at byrummet trådte ind i en 

misvedligeholdelse eller en forslumringsproces. Dette betød, at der i 1970’erne var et sket et fald i 

grundpriserne i den indre by i forhold til de stigende priser i forstæderne. Der var så at sige en stor 

renteforskel (et gab) mellem forstæderne og den indre by. 17 

Rentegabet forklarer gentrificering som et produkt af investeringer og dis-investringer i byernes 

ejendomsmarked. Over tid vil den urbane udvikling og ekspansion skabe spændinger i den 

”kapitaliserede grundrente”, hvilket vil sige den aktuelle udnyttelse af en grund eller ejendom og 

den ”potentielle grundrente”, altså den økonomiske profit, som man kunne få, hvis man udnyttede 

grunde og ejendomme bedre, f.eks. ved nybyggeri eller renovering af allerede eksisterende 

bygninger. Eftersom forskellen (gabet) mellem den potentielle og den kapitaliserede grundrente 

bliver større, bliver tilskyndelsen til at ændre investeringer større, og gentrificeringen opstår. 18 

15 Smith 1996 s.70 

16 Smith 1996 s. 70 

17 Smith 1986 s. 23 

18 Smith 1996 s. 61-67 og Munk 1998 s. 38 

Side 15 af 98


Side 16 af 98 

Fig.1 Udviklingen af Rentegabet 

Med tiden falder den kapitaliserede grundrente på en 

bygning – som regel ved slitage. Dermed stiger også 

den potentielle grundrente, som ejeren eller 

investoren ville få ved en bedre udnyttelse. 

Gentrificering opstår, når gabet er stort nok, således 

at ejeren vil få det største afkast, når alle 

omkostninger er betalt. (Smith 1996 s. 65) 

Det er rentegabet mellem den kapitaliserede og potentielle jordrente, som skaber mulighederne for 

profitable nyinvesteringer. Gentrificering er således udtryk for en udnyttelse af profitmulighederne i 

den eksisterende boligmasse. 19 Dvs. at man ved renovering, udstykning af ejerlejligheder og 

lejlighedssammenlægninger kan forvente, at en stærkere socio-økonomisk gruppe, der har råd, 

vælger at bosætte sig i de i nyistandsatte boliger et givent sted. Men også ved en generel 

byfornyelse hvor den eksisterende boligmasse nedrives til fordel for nybyggeri. 

1.2.3 Kollektive sociale aktører 

Til trods for, at Smith vægter de økonomiske strukturer højst, mener han dog, der er aktører, som 

har betydning for processens fremskridende. Når rentegabet bliver stort nok, bliver gentrificeringen 

iværksat af en række ”kollektive sociale aktører”, der har økonomiske interesser i 

ejendomsmarkedet. Smith peger f.eks. på ejendomsudviklingsselskaber, banker og 

finansieringsselskaber. Men også staten går ind og påvirker udviklingen. Igennem 

byfornyelsesprojekter, sanering og andre politiske beslutninger viser staten vejen frem for den 

private kapital ved at vise, at det er muligt at lave en omstrukturering af de indre bydele. 20 Den 

danske geograf Hans Thor Andersen har bemærket, at de byfornyelsesprojekter, som blev foretaget 

19 Munk 1998 s. 38 

20 Smith 1996 s. 68-69 og Munk 1998 s. 41-42 

Teorien om rentegabet blev lanceret i 1979, men Smith har siden da arbejdet videre den. Værket ”The new urban 

frontier . gentrification and the revanchist city” samler Smiths arbejde. Se derudover Smith 1979 og 1986.


i Danmark fra 1980’erne og fremefter, havde til hensigt direkte eller indirekte at fremme en socio- 

økonomisk opgradering af de centrale bydele. 21 

Byplanteoretikeren Robert Beauregeard har pointeret, at det offentlige havde en klar interesse i at 

skabe en opgradering af et forslummet kvarter. De svage beboere i et sådant kvarter er oftest en 

”belastning” for byen i form af manglende eller små skatteindtægter samt sociale udgifter. 22 

1.2.4 Kritik af Smith 

Selvom mange anerkender rentegabsteorien som et vigtigt bidrag til gentrificeringsforskningen, er 

Smiths teori blevet stærkt kritiseret. 23 Især kritiseres den for at ekskludere alle faktorer, der ikke er 

markedsrelaterede. I den forbindelse har især geografen Chris Hamnett kritiseret Smith for at 

eksludere individernes ikke-økonomiske præferencer. Det bliver således de ”kollektive sociale 

aktører”, der er med til at fremføre gentrificeringen og ikke individerne selv - de bliver så at sige 

styret af kapitalen. Dermed er der heller ingen forklaring på, hvorfor gentrifikanter flytter ind i 

gamle, nedslidte kvarterer. 24 Smith har dog forsvaret sig med, at det er på det generelle niveau, 

teorien kan forklare, hvorledes kapitalen investerer i det byggede miljø. 25 Og det er nok styrken ved 

Smith teori, at han giver en forklaring på, hvordan gentrificering bliver båret frem af f.eks. 

kommune, stats- og ejendomsinvenstorer, hvilket ikke er helt uvæsentligt. Dog må man spørge sig 

selv, om der ville forekomme investeringer i et kvarter, hvis der ikke er en efterspørgsel på det? 

1.3 Konsumptionsforklaringer og David Ley 

En direkte modpol til Neil Smith og hans teori om rentegab er den canadiske geograf David Ley og 

dennes arbejde med overgangen til det post-industrielle samfund som en afgørende faktor for, at 

gentrificering forekommer i det senmoderne samfund. 

David Ley peger i bogen ‖The new middleclass and the remake of the city‖ fra 1996 på det 

sekventielle i gentrificeringsprocesserne og viser, at gentrificering foregår som en ”dynamisk 

diffusionsprosess‖, hvor kunstnere ofte leder an i at opsøge slidte kvarter fulgt af grupper med 

21 Thor Andersen 2005 s. 48 

22 Beauregard 1986 s. 50 

23 Beauregard 1986 og Hamentt 1991 

24 Hamnett 1991 s. 179-181 

25 Munk 1998 s. 45 

Side 17 af 98


”kunstnernes habitus”, hvorefter andre med mere økonomisk kapital end kulturel kapital kommer 

til. 26 

1.3.1 Det postindustrielle samfund og opkomsten af en ny middelklasse 

Ley byggede sine antagelser på David Bells tese om det postindustrielle samfund. Det 

postindustrielle samfund markerede et skift fra industribaseret til servicebaseret økonomi, og 

specialiseret viden blev et vigtigt hverv, hvor højere uddannelser som f.eks universiteter kom til at 

overtage den rolle, som fabrikkerne havde i industrisamfundet. 27 

Dette videreudviklede Ley i forbindelse med hans forskning af gentrificering i canadiske storbyer. 

Ley mente, at overgangen til et post-industrielt samfund havde skabt et nyt arbejdsmarked, der 

havde medført en hurtig ekspanderende middelklasse med nye forbrugsmønstre. 

Gentrificeringsprocesser opstod på baggrund af disse nye postmoderne kultur- og forbrugsmønstre, 

og gentrificering repræsenterede en ny fase i den urbane udvikling som et alternativ til 

suburbaniseringen. 

Ley mente ikke, at gentrificering kun handlede om ændringer i boligkvarterer, men at der i 

samfundet som helhed fremkom en ændret ”mentalité” i synet på livet i de urbane områder. 28 Dette 

medførte både sociale, rumlige og politiske ændringer, som havde rod i ændringer i kulturelle 

værdier i samfundet. 29 I et generelt perspektiv mener Ley, at gentrificering skal ses som et nyt stadie 

i byens udvikling. 

I tillæg til dette opfatter Ley ændringerne i de lokale ejendomsmarkeder som et resultatet af 

gentrificering, som i sig selv var et resultat af ændringer på arbejdsmarkedet, særligt inden for den 

finans- og forretningsservice-baserede økonomi. Ley argumenterer for, at man skal se den 

servicebaserede økonomi som en form for ulige fordeling af aktivitet i rummet. Det, mener han, 

skal findes i det faktum, at fordelingen af finans- og erhvervsservice er koncentreret i de centrale 

områder i Canadas byer sammen med en arbejdsstruktur, som indeholder en stor del af 

professionelle og ledere. Pointen hos Ley er, at arbejdsmarkedet er med til at producere potentielle 

gentrifikanter i de store byer. 30 Det er dog ifølge Ley ikke nok at vise, hvordan potentielle 

26 Ley 1996 s. 200 

27 Lees 2008 s 91-92 Se også Ley 1980 og 1986 

28 Ley 1996 s. 3 

29 Ley 1996 s. 5 

30 Ley 1996 s. 83 og 165 

Side 18 af 98


gentrifikanter bliver produceret, man er nød til at se på, hvorfor de flytter ind til midtbyen og 

bosætter sig i gamle bykvarterer. 31 

Som en byforskeren Robert A. Beauregard har formuleret det: ‖The explanation for gentrification 

begins with the presence of ―gentrifiers‖(….).” 32 

Ley peger på to årsager til, at medlemmer fra den nye middelklasse valgte at bosætte sig i byerne, 

hvilket de næste afsnit vil tage op. 

1.3.2 En ny urbanisme 

For det første mener Ley, at der med fremkomsten af en ny middelklasse i løbet 1960’erne og 

1970’erne udviklede sig et nyt syn på det urbane liv i byerne. Årsagen til dette skal findes i 

ungdomsoprøret i 1968 og ungdomsbevægelsen, som opstod i den forbindelse. Nogle af de 

progressive ideer, som ungdomsbevægelserne førte, blev optaget af kunstnere, som i forsøget på at 

finde ”autentiske” steder blev betaget af ungdomsoprørets progressive værdier. Deres forestilling 

om livet i byen betød, at der opstod en alternativ urbanisme kontra den, der var i de store byers 

kedelige og monotone forstæder. Dette fik en vigtig betydning for udformningen af de indre 

bymiljøer. Da mange af de studerende, der havde taget del i ungdomsoprøret, blev færdige på 

universiteterne i 1970’erne, flyttede de ikke tilbage til forstæderne, hvor de var vokset op men blev 

boende i de indre bykvarterer. Dermed opstod der et segment af den nye middelklasse, som Ley 

betegner ”a new cultural class”. 

Med indtoget af den kulturelle nye klasse blev boligkvarterene i den indre by rammen om fælles 

interesser. Der opstod en ny form for urbanitet, en ny levemåde i byerne, hvor den nye kulturelle 

klasse fandt deres identitet i det omgivende bymiljø. Mange af de værdier, de kom med, havde de 

absorberet fra ungdomsbevægelsernes modkulturer mod de etablerede samfundsnormer. 33 

Videreførelsen af disse værdier kom især til udtryk i dannelsen af beboerbevægelser og politiske 

reformbevægelser, der aktivt gik ind i protester mod byfornyelser, vejanlæg og private ombygninger 

af ældre kvarterer. 34 

31 Ley 1996 s. 361 

32 Beauregard 1986 s. 41 

33 Ley 1996 s. 203 

34 Ley 1996 s. 233 

Side 19 af 98


Kampen for bevaring af historiske miljøer, æstetik og forbedret service og kampen mod private 

såvel som offentlige byfornyelsesprojekter og motorvejsanlæg betød, at kvarterene bibeholdt deres 

historiske præg og æstetik, hvilket betød, at de blev attraktive for et endnu bredere segment af 

middelklassen. Som Ley bemærker det, var det tit tilstedeværelsen af en beboerbevægelse og dens 

succes, der initierede til en yderligere gentrificeringsproces i det pågældende nabolag. 35 

1.3.3 Et kulturelt skift 

Leys anden pointe er, at der skete et kulturelt skift, der både indeholder ændringer i den brede 

middelklasses syn på den indre by og synet hos det offentlige. 

Som det blev antydet i foregående afsnit, viser Ley, at gamle bohememiljøer med deres bevarelse af 

de gamle æstetiske bygninger og særlige bymiljø begyndte at interessere den brede middelklasse, 

som ikke havde råd til at bo i de dyre kvarterer men heller ikke ville bo i de mest nedslidte. Dette 

blev hurtigt udnyttet af ejendomsmæglere og producenter, som markedsførte kvartererne som noget 

kulturel særligt: 

―Incited by manufactures and retailers who recognize the promise of a new niche markets, 

personalization and individuality, authenticity itself, becomes a marketing opportunity: The 

movement from counter-culture to lifestyle‖. 36 

Der skete altså et brud med modkulturens strømninger, og livet i den indre by blev markedsført som 

en særlig livsstil. Dette betød, at den brede middelklasses indtog omkring bycenteret initierede til 

åbning af nye butikker, restauranter og nye kulturelle tilbud. Der skete således et skift, hvor der 

fremkom et refleksivt konsum, idet middelklassen var mere bevidst om sit forbrug og brugte det til 

at markere sig over for andre befolkningsgrupper. 37 

Parallelt med dette viser Ley, at der fra 1970’erne og frem blev mere fokus på det indre bymiljø, 

hvor idéen om ”the livable city” begyndte at vinde indpas i canadiske storbyer. I forbindelse med 

byfornyelsesprojekter opstod nye kulturelle muligheder, rekreative områder, sportspladser m.m. 

Dette, sammenkædet med middelklassen stigende velstand og forbrugsmønstre i 1980’erne, var et 

incitament til yderlige efterspørgsler på boliger nær bycentrer, hvor det kreative og trendy liv 

udfoldede sig. Ley opsumerer det således: 

35 Ley 1996 s. 245 

36 Ley 1996 s. 336 

37 Ley 1996 s. 50 

Side 20 af 98


‖ (…)the availability of recreational and cultural acitivities, better jobs and hig wages. This 

suggests that culture of consumption is a major characteriststic of the big cities; most commenly it 

is consumption expressive of personal style‖ 38 

Der skete altså et kulturelt skift med opkomsten af en ny middelklasse, hvor byens funktion 

bevægede fra at have været industribaseret i 1960’erne til at være orienteret mod kulturelt forbrug. 

Konsekvenserne af dette var et forbedret bymiljø, men også en stigende efterspørgsel af boliger nær 

”Downtown”, som bevirkede endnu højere husleje og huspriser. 

1.3.4 Kritik af Ley 

Ley er blevet kritiseret for at generalisere middelklassen. Dvs. han samler og kategoriserer dem 

under ét hele. Dermed får man ikke en indikation af, hvilke forskelle der evt. er i et enkelt kvarter, 

som har været udsat for en gentrificering. 39 Dertil kommer, at der mellem de enkelte kvarterer i 

byen også er en forskel. Desuden har Smith kritiseret konsumptionsforklaringerne for slet ikke at 

medtænke de markeds-relaterede præferencer. 40 Det gør Ley dog, men det er ikke der, han lægger 

tyngden, det er det kulturelle. 

1.4 Diskussion af Smith og Ley 

1.4.1 Individets rolle i gentrificeringsprocessen 

Et vigtigt diskussionsemne mellem hhv. konsumptionsforklaringer og produktionsforklaringer er, 

hvilken rolle det enkelte individ har i gentrificeringsprocessen. 

Ley ser gentrificeringsprocesserne som en udvikling, hvor de ”urbane pionerer”, som først flyttede 

ind i kvarteret, udviklede nye livsstile og gav kvarteret en form for ny identitet. Dette blev på 

længere sigt erhvervet, kommercialiseret og formet af markedet, hvilket medførte nye butikker og 

ejerlejligheder. 

Smith mener derimod, at rentegabet kom først, og at agenter styret af kapitalen rykkede ind og 

åbnede op for et marked, hvorefter gentrifikanterne flyttede ind. Især viser rentegabet, hvordan 

økonomiske faktorer er med til at sætte gentrificeringsbevægelser i gang, og hvilken rolle det 

offentlige og private har i revitaliseringen af boligkvarterer, hvilket absolut ikke er uvæsentligt. 

38 Ley 1986 s. 524 

39 Cole 1985 s. 153-155 

40 Smith 1996 s. 40 

Side 21 af 98


Problemet for Smith er da, at han ikke forklarer, hvorfor et nyt segment flyttede ind i kvartererne. 

Som Chris Hamnet har bemærket, så involverer gentrificering mennesker, og dermed er man og 

nødt til at medtænke deres kulturelle og sociale præferencer: 

”The rent gap may provide the means, but it does not provide a motive for gentrification. For this, 

we need to look into(…): locational preferences, lifestyles and consumption.‖ 41 

For både Smith og Ley gælder det, at de arbejder på et højt abstraktionsniveau, hvor 

gentrificeringen af boligkvarterer bliver sat ind i en større sammenhæng. Ley tager udgangspunkt i 

overgangen til det post-industrielle samfund og afindustrialiseringen, og Smith ser på kapitalens 

strukturer og bevægelser i samfundet som helhed. Geografen Damaris Rose henviser til, at det kun 

er på dette høje abstraktionsniveau, at man kan overskue f.eks. middelklassen på et samlet niveau. 

Træder man i et lavere abstraktionsniveau, vil der være betydelige forskelle. 42 

1.4.2 Dansk forskning i gentrificering 

I en dansk historiefaglig kontekst har gentrificering ikke været genstand for nærmere forskning. 

Faktisk er gentrificering ikke blevet behandlet af danske byhistorikere, hvilket kan skyldes at 

forskningen i de danske byers udvikling efter 1960 endnu ikke har slået igennem i historiefaget. 

Som det er tilfældet med den internationale forskning i gentrificering, er den danske forskning stort 

set sket indenfor rammerne af den geografiske forskning og er foretaget på et relativt lille niveau. 

Den forskning, der er bedrevet i gentrificering, er foregået indenfor af rammerne af økonomiske og 

politiske kræfter, og den altoverskyggende case har været København og forskellige kvarterers 

udvikling her. 

Således viser geograferne Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen i artiklen 

“Gentrification—Gentle or Traumatic? Urban Renewal Policies and Socioeconomic 

Transformations in Copenhagen‖(Gutzon og Hansen 2005), hvordan en gentrificeringsproces på 

indre Vesterbro i København blev igangsat som følge af det storstilede byfornyelsesprojekt vedtaget 

af Københavns Kommune i 1991. Et byfornyelsesprojekt der igennem revitalisering af byrummet 

og opgradering af det fysiske rum sigtede mod at ændre den sociale sammensætning på Vesterbro 

og give bydelen et helt andet præg. 

41 Hamnett 1991 s.185 

42 Wessel 1988 s. 45-46 

Side 22 af 98


Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsen ser, at den altdominerende årsag til gentrificeringen 

på Vesterbro i høj grad var politisk initieret – altså af kollektive sociale aktører, som Neil Smith var 

inde på. Med vedtagelsen af et byfornyelsesprogram for Vesterbro i 1991 begyndte en udvikling, 

hvor det indre af Vesterbro ligeså stille blev transformeret fra at være en nedslidt bydel beboet af 

marginaliserede grupper til at blive beboet af en bedrestillet økonomisk middelklasse på bekostning 

af de oprindelige beboere, en udvikling der i dag er ved at være fuldbyrdet. 

Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsens undersøgelse af gentrificeringsprocessen peger på, 

at den egentlige årsag til, at en gentrificeringsproces starter er, at der sker en ”Commodification of 

space‖, og at dette på længere sigt er den fundamentale årsag til gentrificeringen på Vesterbro og 

andre steder. 43 Dvs. at man fra politisk side har gennemtrumfet en byfornyelse, som har betydet, at 

mange boliger, der før byfornyelsen var til leje, overgik til andelsboliger for at financiere 

byfornyelsen. Dette bevirkede, at udgiften til husleje steg, og at mange af de oprindelige beboere på 

indre Vesterbro på længere sigt ikke havde råd til at blive boende da udgifterne steg. Men hvor 

nogle har været nød til at flytte, er der andre som havde et økonomisk råderum til at betale prisen 

for en moderniseret lejlighed. 

Deres teoretiske standpunkt til gentrificering ligger meget op ad produktionsforklaringen. De sætter 

således offentlige myndigheder og ejendomsmarked i samspil, hvor byfornyelsen i sig selv havde 

konsekvenser for priserne for både leje- og ejerlejligheder, og de stigende boligpriser satte en spiral 

i gang. En spiral som på længere sigt presser de oprindelige beboere ud til fordel for en 

middelklasse. 

Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsen afviser dog ikke betydningen af kultur eller 

konsumption i gentrificeringsprocessen. For parallelt med byfornyelse opstod der f.eks. et mere 

raffineret kulturliv centreret omkring hippe forretninger og fancy cafeer. 44 Men tyngden i deres 

arbejde ligger dog i det forhold, at offentlige myndigheder spiller en afgørende rolle for 

igangsætningen af gentrificeringsprocessen, og at ejendomsmarkedet er med til at forstærke 

udviklingen. 45 

43 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2445 

44 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2440f 

45 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2445 

Side 23 af 98


En anden undersøgelse af gentrificering i København er foretaget af geografen Anders Munk i 

dennes ph.d.-afhandling ”Forfalds- og fornyelses processer i ældre bykvarter- en undersøgelse af ni 

københavnske bykvarter‖(Munk 1998) 

Det interessante i Munks undersøgelse er, at blot ét af de ni kvarterer (Wilders Kvarter, der ligger 

på Christianshavn), der har været genstand for undersøgelsen, kan karakteriseres som et kvarter, der 

har gennemgået en gentrificeringsproces, der næsten er fuldbyrdet. Årsagen til dette, mener Munk, 

skal findes i Wilders Kvarters attraktive beliggenhed nær Københavns centrum. 46 Indirekte mener 

Munk altså, at karakteren af gentrificeringsgraden handler om de kvaliteter, som et boligkvarter selv 

besidder, eller som det nære byrum besidder. 

En anden væsentlig pointe hos Munk er, at ejerformer i et kvarter er med til at bestemme graden af 

gentrificering. Der er således ingen af de undersøgte kvarterer, som kun består af f.eks. 

ejerlejligheder men derimod består af en relativ fordeling af ejerformer. F.eks. har muligheden for 

at etablere andelsboliger gjort det medført, at mange kan blive boende i deres respektive kvarterer. 

Munk mener, at den danske boligpolitik med f.eks. huslejeloft og boligstøtte har været med til at 

nedtone gentrificeringsprocesser og graden af disse. Dette står i kontrast til f.eks. USA, hvor 

boligmarkedet er mere liberaliseret. Men, påpeger Munk, til trods for en stærk boligregulering er 

det alligevel muligt at se amerikanske tendenser i København, hvilket skyldes, at markedskræfterne 

i en blandingsøkonomi som den danske ikke sættes ud af spil via regulering, de dæmpes højest. 47 

1.4.3 Gentrificering som en del af den post industrielle bys udvikling - en af afrunding 

For både produktionsforklaringerne og konsumptionsforklaringerne, her repræsenteret ved David 

Ley og Neil Smith, gælder det, at de arbejder med gentrificering som et vigtig aspekt af den post- 

industrielle bys udvikling. Selvom de har to vidt forskellige tilgange til gentrificering, synes et 

sammenfaldende punkt at være, at de ser gentrificering i et historisk perspektiv og i denne 

forbindelse arbejder ud fra, at der skete en holdningsændring til de centrale bydele hhv. kulturelt og 

økonomisk. 

46 Munk 1998 s. 248 

47 Munk 1998 s. 300 

Side 24 af 98


Kapitel 2 

Befolkningsnedgang og fysisk forfald – Sjællandsgadekarteret før 

1970 

2.1 Økonomiske og samfundsmæssige forandringer 

I perioden 1950-1970 oplevede Danmark en økonomisk og erhvervsmæssig forandring, som kom til 

at præge samfundslivet i sådan en grad, at det gennemgik en kæmpe forandring. 

De samfundsmæssige forandringer, som væksten udløste, var store og mange. Hvor landbruget 

tidligere havde været den dominerende erhvervssektor, afløstes dette nu af industrien, og samtidig 

satte mange offentlige institutioner deres præg på erhvervsmønstret i en sådan grad, at denne sektor 

i begyndelsen af 1970’erne havde distanceret industrien som den vigtigste beskæftigelsessektor. En 

stor del af væksten fandt sted i de tertiære erhverv, dvs. erhverv funderet i service og 

tjenesteydelser. 

Industrivirksomhederne begyndte i den periode også at flytte ud fra bykernerne. Med det 

arealkrævende forarbejdningsmaskineri, der vandt frem, havde virksomhederne behov for at udvide 

de fysiske rammer, og disse muligheder fandtes ikke i de indre byer, der var fuldt bebyggede. Dette 

betød, at hvor der tidligere i byens rum havde været en tendens til, at der var en vis 

bolig/arbejdsplads balance, skete der nu en sprængning af arbejderkvarternes rammer. Mange 

arbejdede nu udenfor kvarteret, og man måtte køre længere væk for at gå på arbejde. Lignende 

tendenser fandt sted indenfor detailhandlen, der udviklede sig fra smådrift til stordrift, hvilket vil 

sige, at der skød supermarkeder op. 48 

Disse erhvervsmæssige forandringer igangsatte en regulær folkevanding fra landet til byen og ind 

mod bysamfundene. Dette var der ikke noget nyt i, idet denne bevægelse havde fundet sted siden 

industrialiserings start i sidste halvdel af 1800-tallet. Det nye var, at befolkningen især i 1960’erne 

ikke valgte at bosætte sig bykernerne men derimod i de voksende forstæder og længere ude i de 

bymæssige bebyggelser, der omkransede de større byer. Disse mennesker måtte enten pendle med 

offentlig transport eller tage bilen, som flere og flere fik råd til, ind til eller ud af byen for at komme 

på arbejde. 49 

48 Olesen (uden år) s. 53 

49 Hansen og Henriksen 1980 s. 131-132 

Side 25 af 98


Den økonomiske vækst fulgte også en stigning i samfundets velstand, og med velfærdssystemet 

kom velstanden flere, dog ikke alle til gode. Med højkonjunkturen fulgte nemlig høj beskæftigelse, 

og mulighederne for at tilkæmpe sig store lønforhøjelser var til stede. Reallønnen steg, og resultatet 

var en kraftig stigning i privatforbruget. Varer, der hidtil havde været anset som det rene luksus 

såsom køleskabe, tv, biler og ikke mindst større boliger, vandt nu for alvor indpas, og blev 

efterhånden betragtet som nødvendige. Det blev økonomisk muligt for mange at overveje 

mulighederne for alternative boformer i forhold til livet i byen. I kølvandet på den økonomiske 

vækst, der gav bedre realindkomster til bl.a. faglærte arbejdere, søgte mange væk fra byernes indre. 

I denne forbindelse skete der i flere store danske byer et befolkningsfald i og omkring selve 

bykernerne, imens forstæder og nabokommunerne oplevede en stor tilflytning. 50 Disse 

samfundsmæssige forandringer kom også til at præge Sjællandsgadekvarteret. 

2.2 Sjællandsgadekvarteret omkring 1960 

Skal man karakterisere Sjællandsgadekvarteret omkring 1960, skal man forstille sig et kvarter, hvor 

livsformen i årtierne forinden havde været præget af arbejderkvarterets sociale homogenitet. De 

fleste, der boede i kvarteret, var enten faglærte eller ufaglærte arbejdere, der til trods for de 

forskelligheder, der nu måtte være, gjorde kvarteret til et socialt ensartet kvarter i den aarhusianske 

midtby og dermed en del af det, som vi kunne betegne som den segregerede by. 

Sjællandsgadekvarteret var det sted, hvor man boede og opholdt sig uden for arbejdstiden. Det var 

her, man havde sin daglige gang, og det var ens domæne – man havde en særlig tilknytning til sit 

kvarter. 51 Eller som en journalist fra avisen Demokraten malerisk skrev i 1964 om 

Sjællandsgadekvarteret: 

‖Aarhus er for længst blevet så stor en by, at de forskellige bydele har deres særlige miljø, og man behøver 

ikke at gå mange skridt bort fra en af strøggaderne, før man befinder sig i en verden man næppe troede, var 

til i den by, man selv bor i. Det kan føles som at komme til en eller anden fjern provinsby, hvor al storbyens 

specielle liv er fremmed. Der er gader med små huse, bygget i alle stilarter eller rettere mangel på stilarter. 

Der er huse med mærkelige over- og tilbygninger, huse med små haver foran eller bagved – steder, hvor 

man kan møde mennesker, unge og gamle der lever i deres egen lilleverden, og som taler med hverandre på 

50 Hansen og Henriksen 1980 s. 129ff og Olesen (uden år) s. 55 

51 Knus 1992 s. 57-58 

Side 26 af 98


en måde man slet ikke kender fra sin egen bydel. Man kan udmærket når man giver sig tid til det, lege turist i 

sin egen by.‖ 52 

Sjællandsgadekvarteret var således rammen om det daglige liv, her foretog man de fleste indkøb, og 

næsten hver gade havde sin slagter, bager og kolonialbutik, men især Ny Munkegade og 

Sjællandsgade var dominerende butiksgader. I boligkarréernes baggårde var der småhåndværk, 

som f.eks. tømrer og snedkere og i kældrene skomagere, kurvebindere osv. Butikker og håndværk 

kunne endnu i starten af 1960’erne servicere kvarterets beboere med de livsfornødenheder, som 

man måtte have. 53 

2.3 Befolkningsopbrud i Sjællandsgadekvarteret 

Ser vi på udviklingen i selve Aarhus by, betød denne befolkningsbevægelse, at befolkningstallet 

faldt stødt og roligt fra 119.000 i 1960 til 111.000 i 1969. Det var først og fremmest familier med 

børn, som flyttede fra byens indre kvarterer. Men samtidig steg antallet af beboere i 

forstadskommunerne og dermed også i det, man betegner som Storaarhus. 54 Denne demografiske 

udvikling havde altså skabt en situation, hvor Aarhus, der tidligere havde presset sig sammen om sit 

eget centrum, i1960’erne oplevede en spredning udadtil, hvor forstæderne og omegnskommunerne 

sugede befolkningen til sig i en bevægelse væk fra Aarhus midtby. 

Det opbrud, som fandt sted i Aarhus by, gjaldt også de gamle arbejderkvarterer både i den indre by 

og i de kvarterer, der lå på den anden side af de såkaldte Allégader, dvs. Nørre Allé, Vester Allé og 

Marselisborg Allé. Arbejderkvarterer som f.eks. Frederiksbjerg Øst blev lige så stille i gennem 

1960’erne affolket. 55 

Denne udvikling fandt således også sted i Sjællandsgadekvarteret. Allerede fra 1950’erne var der 

begyndt et betydeligt befolkningsopbrud, som kom til at sætte sit spor på kvarterets udvikling indtil 

omkring 1980’erne. Fra 1950 til 1980 skete der gradvist et fald i det samlede antal personer i 

kvarteret fra ca. 10.000 til omkring ca. 3.800. 

Statistisk Årbog for Aarhus Kommune viser, at befolkningsbevægelsen væk fra 

Sjællandsgadekvarteret faldt sammen med nedgangen i antallet af børn mellem 0-14 år. Hvor der i 

52 

”Gamle klude og bøger i byens mindste butik.” Demokraten 25. juni 1964. 

53 

Jansen 1981 s. 58 

54 

Vedel-Smith 1995 s. 68 

55 

Se Olesen (uden år) for en beskrivelse af forholdende i Frederiksbjerg Øst, Aarhus. 

Side 27 af 98


1960 var 1.617 børn mellem 0-14, var der i 1970 kun 982. En udvikling som fortsatte indtil 

begyndelsen af 1980’erne, hvor antallet af børn blot var på 419. 56 Det var således overvejende 

børnefamilier, som flyttede ud af Sjællandsgadekvarteret, hvilket falder i god tråd med den 

generelle udvikling i Aarhus by. 

Dertil kom, at mange af de børnefamilier, som flyttede ud, ofte var familier i den erhvervsaktive 

alder, hvilket betød, at kvarteret blev overladt til en gruppe, der forholdsvis var par uden børn samt 

enlige og pensionister. 57 

2.4 Sjællandsgadekvarteret - et trist og nedslidt kvarter 

Man kan pege på flere faktorer, der var årsager til, at der skete et opbrud i Sjællandsgadekvarteret. 

Men en af de faktorer kunne være de ændrede levemåder- og boligvaner, som velstandsforøgelsen 

bragte med sig. Lejlighederne i den indre by var for blevet for små og utidssvarende indrettet i 

forhold til de nye krav, som f.eks. børnefamilier stillede, og ofte var boligerne direkte 

sundhedsskadelige. Med den samtidigt voksende trafikintensitet i Aarhus midtby og dermed 

Sjællandsgadekvarteret, var børn ofte henvist til at opholde sig i de faldefærdige og skumle 

baggårde i boligkarréernes indre. 

Der er således ikke noget at sige til, at de familier, der havde råd, søgte mod byens ydreområder og 

omegnskommunerne, hvor der ofte ventede et nybygget parcelhus eller en stor og moderne lejlighed 

i det nye sociale boligbyggeri, der skød op rundt om Aarhus by i løbet af 1960’erne. 58 Det indre 

bymiljø bød simpelthen på mindre attraktive udfoldelsesmuligheder for den moderne livsform, 

hvilket betød, at flere mennesker valgte at bosætte sig udenfor bykernerne. Drømmen om eget hus 

med egen have fandtes hos de fleste mennesker i 1960’erne. 

Sjællandsgadekvarteret var da også et nedslidt og trist kvarter, der i slutningen af 1960’erne bar 

præg af flere generationers slitage og manglende vedligeholdelse. De rekreative områder var stærkt 

forfaldne eller slet ikke til stede, hvilket især gjaldt boligkarréernes gårdmiljøer. De steder, hvor der 

var eller havde været småindustri i baggårdene, flød det med affald. Visse områder var det rene 

slum. 59 Dette slumpræg kom især til syne i boligkarréernes midte og baggårdene. Kun få boliger var 

det rene slum, men boligmassen var uden tvivl stærkt nedslidt. 

56 LHS: Statistisk Årbog for Aarhus kommune, 1960, 1970 og 1980 

57 Sørensen 1986 s. 60 

58 Olesen (uden år) s.45 

59 Sørensen 1986 s. 10 

Side 28 af 98


Figur 1: Forholdende i Sjællandsgadekvarteret var omkring 1970 i visse tilfælde det rene slum. Især baggårdene led under et 

voldsomt forfald. Andre ejendomme var udadtil øjensynligt nedslidte. Kilde: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, 

Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979. 

Allerede i 1950’erne havde man fra Aarhus Kommunes side da også vist interesse sig for de dårlige 

forhold i Sjællandsgadekvarteret. I 1953 have Aarhus Boligkommission sammen med Magistratens 

2. afdeling udarbejdet en redegørelse om forholdende i den nederste del af Sjællandsgadekvarteret. 

Her pegede man på, at en omfattende sanering af bolig og gårdmiljøer var nødvendig, hvis 

boligforholdende skulle forbedre. Selvom Aarhus Boligkommission således påpegede behovet for 

sanering, blev det kun ved tankerne. 60 

I 1960’erne blev forholdende dog lidt forbedrede i Sjællandsgadekvarteret set i forhold til 

begyndelsen af 1950’erne Særligt var det, at der i de fleste ejendomme løbende fra starten af 

1960’erne blev installeret strøm, fjern- eller centralvarme og nye og bedre sanitære forhold. Det 

betød, at en del af ejendommene nu ikke længere blev opvarmet af brændeovne, og at sanitære 

forhold var blevet forbedret i sådan en grad, at toiletterne nu var rykket fra baggårdene til 

bagtrapperne. 61 

60 Århus kommunes Beretninger 1953 

61 Århus Kommunes statistiske kontor 1968 s. 3 

Side 29 af 98


Til trods for disse tekniske forbedringer var ejendomsmassen stadig i så dårlig stand, at mange af 

boligerne var direkte sundhedsskadelige at opholde sig i. Dårlig isolering, utætte vinduer, råd og 

svamp gav et dårligt indeklima. Ikke underligt at de, der havde råd, søgte ud af kvarteret. 

Den dårlige standard i kvarteret blev da også bemærket af Aarhus Boligkommission, som i flere 

tilfælde erklærede boliger for kondemneret og dermed uegnet til menneskebolig. Blandt andet 

kunne man læse i en rapport udfærdiget af boligkommissionen fra 1967 om Ny Munkegade 40 B, at 

der boede 2 voksne og 4 børn oppe i tagetagen, og at denne etage i sig selv var en ren dødsfælde. 62 

Mange ejendomme i Sjællandsgadekvarteret, hovedsageligt baghuse, blev erklæret for 

kondemneret, men pga. af efterkrigstidens udstrakte boligmangel blev udsættelsesfristen for de 

personer, der boede i de pågældende ejendomme, i et vist omfang forlænget i flere år. 63 

2.5 Sociale problemer i Sjællandsgadekvarteret 

Den slidte og dårlige boligmasse i kvarteret betød, at lejepriserne var relativt billige hvilket igen 

medførte, at der blev plads de mindre bemidlede personer, som for en relativ lille husleje kunne få 

tag over hovedet. Side om side med folk der arbejdede, flyttede socialt marginaliserede personer ind 

i kvarteret, ligesom p rostituerede fandt sig til rette i de billige boliger. De sociale problemer kom 

især til udtryk i den ældste og mest slidte del af kvarteret, nemlig bunden af Sjællandsgade og nogle 

ejendomme i Norsgade. 64 Her var kriminalitet og prostitution en del af hverdagsbilledet, som en 

beboer i Sjællandsgadekvarteret udlagde det: ”Det blev værre og værre. I 50’erne, men også 

60’erne, var det nærmest et prostitueret kvarter i den nederste del af Sjællandsgade. Da de 

børnerige familier flyttede ud, var det sådan nogle virksomheder, der steg op af jorden (. . .)‖ 65 

Kriminalitet var en del af hverdagen og var med til at skabe et billede af Sjællandsgadekvarteret 

som et sted, hvor man ikke kom hvis man ikke kendte nogen eller havde et ærinde. 66 

Derfor var det heller ikke underligt, at de, der fik del i den økonomiske vækst i løbet af 1960’erne, 

forlod Sjællandsgadekvarteret og Aarhus Midtby sammen med en stor mængde andre borgere. 

Denne udflytning af økonomiske resursestærke beboere i løbet 1960’erne medførte, at 

Sjællandsgadekvarteret blev stort set overladt til de socialt dårligst stillede, hvor især pensionister, 

62 EA: Aarhus Boligkommission 1941-1980, Journalsager vedr. Ny Munkegade – Studsgade 

63 Sørensen 1986 s. 129 

64 Knus 1992 s. 30 

65 Citeret fra Sørensen 1986 s. 9 

66 Knus 1992 s. 20 

Side 30 af 98


ældre arbejdere og andre, der ikke havde mulighed for at tage del i den stigende økonomiske 

velstand, blev boende. 67 

2.6 Afrunding 

Sjællandsgadekvarteret før 1970 illustrerede således den onde cirkel, som et dårligt boligmiljø ofte 

førte med sig. Vi har dermed med en udvikling at gøre, hvor et dårligt boligmiljø med lave huslejer 

resulterer i en fraflytning af ressourcestærke, der så erstattes af forskellige marginalgrupper, som 

skaber og vedligeholder et særligt socialt miljø med en betydelig mængde sociale problemer. 68 De 

fysiske problemer blev genereret i det, at attraktiviteten i kvarteret var lav. Der var ingen der ville 

investere i ejendomme i kvarteret, der ikke kunne sælges. 

67 Olesen (uden år) 56 

68 Hans Thor Andersen 2006 s. 361. 

Side 31 af 98


Kapitel 3 

Social og kulturel genopbygning af Sjællandsgadekvarteret 1970-1980 

I dette kapitel vil det bliv undersøgt, hvorledes Sjællandsgadekvarteret i ændrede social og kulturel 

karakter. Igennem kildemateriale fra Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arkiv vil det blive 

belyst, hvordan man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var med til at genskabe 

Sjællandsgadekvarteret både i kulturel og social forstand. 

3.1 Da de studerende flyttede ind 

Omkring 1970 oplevede man i Danmark et sandt studenterboom, hvilket betød, at mange unge søgte 

mod de større byers uddannelsesinstitutioner. Med denne bevægelse opstod samtidigt et behov for 

flere billige boliger, som de studerende havde råd til under deres studier. 69 

Netop dette kunne Sjællandsgadekvarteret bidrage med, idet den gamle boligmasse havde slidte og 

små men billige lejligheder til leje. De billige lejligheder og Sjællandsgadekvarterets beliggenhed 

tæt ved Aarhus Universitet og Arkitektskolen ved Nørreport gjorde det naturligt for mange unge 

studerende og studiesøgende at flytte ind i Sjællandsgadekvarteret. 70 

Dette medførte samtidigt, at den sociale sammensætning i Sjællandsgadekvarteret gradvist ændrede 

sig i løbet af 1970’erne. Hvor kvarteret, som nævnt ovenfor, før var beboet af folk fra den 

økonomisk dårligst stillede del af byens arbejderklasse, pensionister og socialt marginaliserede 

grupper, begyndte der nu at flytte mange studerende ind i kvarteret, og de blev en fast del af det 

omgivende miljø. 71 

Med indflytningen af de studerende flyttede ikke blot et nyt befolkningssegment ind i 

Sjællandsgadekvarteret, der flyttede også et beboeraktivistisk præg ind i kvarteret. 

Dette præg byggede i særdeleshed på bølgerne fra ungdomsoprøret og studenteroprøret i 1968, hvor 

oppositionelle sociale bevægelser voksede sig stærke rundt om i den vestlige verden – også i 

Danmark. I en stræben efter et nyt, anderledes og bedre samfund opstod en mur af opposition mod 


70 Sørensen 1986 s. 45 

71 Sørensen 1986 s. 50 

Side 32 af 98


de rådende samfundsforhold og mod de etablerede magthavere. Først og fremmest var det yngre 

aldersgrupper, der var forankret i det akademiske miljø omkring universiteterne, som var de 

toneangivende i de oppositionelle bevægelser. 72 Dette brud med de etablerede samfundsnormer blev 

kanaliseret ud i det danske samfund, hvor alle former for autoritet blev udfordret og taget op til 

revurdering. Et forhold jeg skal vende tilbage til i slutningen af dette kapitel. 

De studerende, der flyttede ind i Sjællandsgadekvarteret, kom således med en tro på, at det kunne 

nytte at sætte sig op mod autoriterne og kæmpe for at få ønsker og mål fremført. Dertil kom, at de 

studerende var økonomisk svage men til gengæld socialt stærke, og dette udnyttede de i et for 

samtiden usædvanligt aktivt beboerarbejde, som sigtede på at forbedre både de sociale, kulturelle og 

fysiske rammer i Sjællandsgadekvarteret. 73 

3.2 Den første studenteraktivisme i 1970 

Som et billede på, hvordan de unge studerende i Sjællandsgadekvarteret fra begyndelsen af 

1970’erne satte fokus på sociale og boligmæssige problemer, skal her fremhæves en lille gruppe 

arkitektstuderende fra Aarhus Arkitektskole, hvoraf flere boede i Sjællandsgadekvarteret. Det første 

aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret udsprang fra denne gruppe, som i forbindelse med 

deres studium på Aarhus Arkitektskole havde arbejdet med forholdene i Sjællandsgadekvarteret og 

ud fra dette mente, at beboerne i kvarteret burde gøre noget mere for at forbedre forholdende. 74 

I forbindelse med etableringen af den første gadefest i kvarteret sendte denne lille gruppe 

studerende d. 30. juli. 1970 et brev rundt til Sjællandsgadekvarterets beboere, hvori de opfordrede 

til at slutte op om et mere aktivt beboerarbejde for at skabe et bedre boligmiljø i 

Sjællandsgadekvarteret: 

”Vi opfordrer jer nu til at værne om dette festarrangement, der må opfattes som et skridt på vejen til 

et mere menneskevenligt miljø. – Et miljø, der i vid udstrækning tilgodeser de gamle, børnene og de 

handicappede. Endelig må vi håbe, at det må ende som et område helt på jeres betingelser, 

foranstaltet ved hjælp af et beboerråd‖ 75 

72 

Stahre 1999 s.68 

73 

Olesen (uden år) 

74 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1970 1974, dette er baseret på en side fra en løs side af den 

første Beboeraviser. 

75 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1990-1974, brev til beboerne i Sjællandsgadekvarteret 

dateret d. 30. juli 1970. 

Side 33 af 98


De studerende fulgte selv deres opfordring ved at tage initiativ til at lave aktiviteter i forbindelse 

med Aarhus Festuge i 1970. For at sætte fokus på de manglende fællesfaciliteter og rekreative 

områder, som prægede Sjællandsgadekvarteret, forsøgte man at tage en gammel nedslidt skole, 

Fengers Skole i Thunøgade 2A, i brug til at lave nogle arrangementer i forbindelse med Aarhus 

Festuge. Formålet med dette var på længere sigt at skabe et aktivitetshus for kvarterets beboere eller 

et ”Folkets Hus”, som det kom til at hedde i datidens føromtalte venstreorienterede terminologi. 76 

Med dispensation fra Aarhus Kommune fik initiativtagerne lov til at tage den gamle Fengers Skole i 

brug ved to lejligheder: Under den første gadefest i august 1970 og under Aarhus Festuge i 

september samme år. Ved det sidste arrangement havde de arkitektstuderende bl.a. lavet en 

udstilling om kommunens saneringsplan for en af boligkarréerne i Sjællandsgadekvarteret, hvilket 

jeg senere kommer ind på. Faktum var, at det initiativ, som de arkitektstuderende tog, medførte, at 

man blandt nogle af beboerne begyndte at diskutere, hvordan man kunne være med til at forme 

fremtidens Sjællandsgadekvarter. 77 

3.3 De første beboeraktiviteter og Børnenes Jord i Thunøgade 

Dette første organiserede græsrodsinitiativ omkring Fengers Skole vakte stor opmærksomhed både i 

medierne og blandt de aarhusianske byrådspolitikere. Med udgangspunkt i dette græsrodsarbejde 

udskrev f.eks. Århus Stiftstidende en konkurrence under sloganet ”gør grimme gårde glade‖, der 

skulle motivere aarhusianerne til selv at gøre noget for at forbedre vilkårene i boligkvarterene 

omkring Aarhus indre by. 78 

Initiativet omkring Fengers Skole i Sjællandsgadekvarteret vandt 1. præmien i denne konkurrence. 

Dommerkomiteen, som blandt andet talte rådmanden for magistratens 2. afdeling Olaf P. 

Christensen, kom med den begrundelse, at det drejede sig om: 

”et eksperiment for mennesker, hvor initiativet og ideerne skal have lov til at komme nedefra, hvor 

den enkelte beboer skal være med til at finde sine behov (...) et eksperiment, som heldigt gennemført 

kunne få betydning for hele bysamfundet.‖ 79 

76 Mikkelsen 1980 s. 35 

77 Kend din by din rod 1983 s. 52 

78 Kend din by din rod 1983 s. 51-52 

79 Kend din by din rod 1983 s. 52 

Side 34 af 98


På trods af den store bevågenhed, og af at de aarhusianske byrådspolitikere var meget imponerede 

over det initiativ, som var blevet udøvet i Sjællandsgadekvarteret, var selv samme rådmand Oluf P. 

Christensen med til at beslutte at nedrive den gamle Fengers Skole i 1971 med den begrundelse, at 

bygningen var kondemneret. 80 Tilbage stod en tom parklignende byggegrund med et stort grønt 

areal omkranset af store træer, hvilket Aarhus Kommune havde til hensigt at bebygge med en stor 

børneinstitution. 81 

Som udgangspunkt havde man fra initiativtagerne af arrangementerne i 1970 ikke noget imod, at 

der skulle bygges en daginstitution, men man mente, at den planlagte institution lige så godt kunne 

ligge et andet sted. Man henviste i stedet til, at Sjællandsgadekvarterets små lejligheder og de 

elendige forhold i boligkarréernes indre ikke gav nogen form for udfoldelsesmuligheder for hverken 

børn eller voksne, og at der i første omgang var større behov for et beboerhus og grønne rekreative 

områder. 82 

Derfor valgte en lille gruppe beboere her iblandt de arkitektstuderende at modarbejde kommunens 

planer, og de arbejdede i stedet for, at der på den store grund kunne blive etableret en 

byggelegeplads eller et ”grønt åndehul” for kvarterets børn og et samlingssted for kvarterets 

beboere i øvrigt. Et sted som kunne give Sjællandsgadekvarteret et socialt og pædagogisk skub, 

således at nogle af de stigende sociale problemer, især blandt teenagere, kunne blive løst. 83 

Selv om Aarhus Kommune til at begynde med ikke var begejstrede for en sådan byggelegeplads, 

hvor man havde tænkt sig at oprette en institution, lykkedes det for beboerne med kommunens 

accept at skabe byggelegepladsen ”Børnenes og beboernes Jord”, eller blot ”Børnenes Jord” i 

1971. 84 

Baggrunden for Aarhus Kommunes accept i denne sag var, at der fra mange beboeres side blev 

gjort opmærksom på, at der var en udstrakt mangel på grønne områder i Sjællandsgadekvarteret, 

men også at Aarhus Kommune efterhånden anerkendte, at der var nogle voksende sociale problemer 

blandt børn og unge. ”Børnenes Jord” blev derfor overtaget af Aarhus Kommune, der bibeholdt 

byggelegepladsen som et socialt og pædagogisk arbejde, hvilket betød, at der i 1975 blev ansat 

personale, rekrutteret blandt beboerne i Sjællandsgadekvarteret. Dermed blev det første egentlige 

forsøg på at skabe nogle bedre sociale og fysiske rammer for Sjællandsgadekvarteret gennemført. 85 

80 

EA, Aarhus Kommune, Aarhus byrådsforhandlinger 1971 

81 

Mikkelsen 1980 s. 12 

82 

Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 4 og 5 1971 

83 

Mikkelsen s. 29--30 

84 

Mikkelsen 1980 s. 30 

85 

Mikkelsen 1980 s. 39 -41 og Sjællandsgadekvarterets beboeravis nr. 8 1975 

Side 35 af 98


Projektet viste sig at være et bæredygtigt projekt, selvom der i løbet af 1970’erne og 1980’erne var 

nogle diskussioner mellem Aarhus Kommune og beboerne om, hvem der skulle stå for udviklingen 

og driften af ”Børnenes Jord”, hvilket endte med, at det blev overtaget af den sociale forvaltning i 

Aarhus Kommune. 

Børnenes Jord eksisterer den dag i dag og er stadig en vigtig del af Sjællandsgadekvarteret og resten 

af Øgadekvarteret i Aarhus. Det fungerer stadig som et socialt og pædagogisk projekt for børn og 

unge. 86 

Figur 3: Børnenes Jord i Thunøgade 1974. Med nedrivningen af Fengers Skole i Thunøgade 2A i 1971 blev der skabt et 

tiltrængt rekreativt rum for børnene i Sjællandsgadekvarteret. Kilde: Aarhus Lokal Historisk Samling. 

3.4 Andre aktiviteter 

Sideløbende med oprettelsen af ”Børnenes Jord” var der andre beboere i Sjællandsgadekvarteret, 

som arbejdede med andre tiltag. Som nævnt arbejdede nogle med at etablere festarrangementer som 

f.eks. den første gadefest for kvarterets beboere, som senere skulle blive til den berømte årlige 

sommerfest i Sjællandsgadekvarteret. Andre grupper tog initiativer til at oprette legepladser i nogle 

af karréerne som f.eks. i karréen omkring Fænøgade. 87 

86 Se www.Boernesjord.dk 

87 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 3 1971 

Side 36 af 98


Disse forskellige grupper startede sammen også det, der skulle blive Sjællandsgadekvarterets 

Beboeravis i 1971. Avisen blev udgivet hver tredje uge og blev et informationsorgan, hvori de 

forskellige grupper fortalte om, hvor langt man var med forskellige projekter, ligesom man igennem 

de første beboeraviser forsøgte at få andre beboere uden hensyntagen til køn og alder til at tage del i 

det aktive beboerarbejde. 88 

De første par år efter 1970 bød således på en række aktiviteter, der skulle være med til at højne det 

sociale, fysiske og kulturelle miljø i Sjællandsgadekvarteret. 

Men som de arkitektstuderende var inde på, var man nødt til at organisere sig, hvis man også ville 

have gjort noget ved de fysiske forhold, som der stadig var store problemer med. Derfor begyndte 

flere at undersøge, hvordan opbakningen til en regulær beboerforening var blandt 

Sjællandsgadekvarterets beboere. For med en regulær beboerforening ville man netop kunne stå 

mere sammen om krav over for Aarhus Kommune. 89 

3.5 Oprettelse af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 1973 

‖Vi har nogle problemer i det her kvarter, nogle problemer som vi er fælles om, nogle problemer 

som ikke løser sig selv af sig selv, nogle problemer som vi ikke kan løse hver for sig, men som vi kun 

har mulighed for at løse hvis vi står sammen om at løse dem.‖ 90 

Sådan lød det i en tale på den stiftende generalforsamling ved oprettelsen af 

”Sjællandsgadekvarterets Beboerforening” d. 24. januar 1973, som blev i afholdt i den gamle 

kunstbygning i Vennelystparken, der støder op til Sjællandsgadekvarteret. 

Initiativet til beboerforeningen blev taget af flere beboere i Sjællandsgadekvarteret, men 

symptomatisk nok var det især en lille gruppe studerende, som var drivkraften. Blandt 

initiativtagerne til beboerforeningen var således nogle af de selv samme unge arkitektstuderende, 

som i 1970 havde opfordret beboernes til et bredt beboersamarbejde. Med oprettelsen af 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening blev de føromtalte spredte aktiviteter samlet under én 

enkelt organisation. Dette var nødvendigt, hvis de personer, som talte på vegne af beboerne, skulle 

88 

Sørensen 1986 s. 68 

89 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. sager 1970-1974, Papir som indeholder tanker om hvorfor det var 

nødvendigt at oprette en Beboerforening. 

90 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. Sager 1970 -1974, Tale ved Beboerforeningen for 

Sjællandsgadekvarterets stiftende møde 24. januar 1973. 

Side 37 af 98


accepteres som repræsentanter for beboerne i kvarteret, ligesom det var nødvendigt, hvis man ville 

høres af Aarhus Kommune. 91 

Det aktive beboerarbejde fik nu faste organisatoriske rammer, som blev skabt på grundlag af 

formålsparagraffer og vedtægter for Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, som skulle søge at 

opfylde primært to formål. 

For det første skulle foreningen være beboernes redskab til at løse forskellige opgaver indenfor 

boliger, børne- og ungdomsforsorg, sport og kultur samt fællesarrangementer. 92 Dvs. traditionelle 

foreningsgøremål som skulle være med til at højne det sociale og kulturelle engagement i 

Sjællandsgadekvarteret generelt - man ville skabe et ‖levende bomiljø‖. 93 

For det andet var Beboerforeningen ikke blot en beboerforening i bredeste forstand, det var også en 

græsrodsorganisation, hvilket kom til syne i formålsparagraffen. Heri blev det understreget, at; 

‖Foreningen er beboernes organisation overfor den kommunale politik.‖ 94 Beboerforeningen 

skulle således tjene som politisk modvægt til kommunale planer for Sjællandskvarterets udvikling 

og fremtid men også som modvægt til Aarhus Kommunes bypolitik generelt. Man ville simpelthen 

sørge for, at forholdende kom til at svare til beboernes ønsker og behov. Således var man i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening klar over, at det var nødvendigt at gøre noget ved 

Sjællandsgadekvarterets dårlige og utidssvarende tilstand. 

Samtidig var man bange for, at forsøget på at forbedre forholdende i kvarteret ville føre til en række 

skrækscenarier, som ville være med til at presse de eksisterende beboere ud af 

Sjællandsgadekvarteret, hvor især to scenarier var gældende. 

For det første pegede man på, at hvis der ikke blev gjort noget fra kommunens side, ville 

Sjællandsgadekvarterets relativt dårlige fysiske tilstand blive endnu ringere, hvilket ville betyde, at 

kvarteret ville forslumme totalt med en omfattende sanering og en ny citydannelse til følge. 

Et andet scenarie for kvarterets udvikling ville være, at Sjællandsgadekvarteret blev bevaret som 

boligområde. Ikke for den eksisterende befolkning, men: 

91 

”Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus”. Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976. 

92 

Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 40 1973. 

93 

”Beboerarbejdet i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus”. Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976. 

94 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979. Vedtægter 

for beboerforeningen indsendt til Aarhus kommune 1973. Og Beboeravisen for Sjællandsgadekvarteret nr. 40 1973. 

Side 38 af 98


‖for en ny befolkning der bedre kunne se mulighederne i et gammelt centralt beliggende 

beboelseskvarter og som ville have råd til at modernisere ejendomme og lejligheder.‖ 95 

Det sidste scenarie anså man som en de største trusler mod kvarteret, idet det kun var en relativt 

velstillet befolkningsgruppe, som havde råd til at modernisere ejendomme og lejligheder. Her 

pegede Sjællandsgadekvarterets Beboerforening faktisk selv på, om end indirekte, at muligheden 

for en gentrificeringsproces var til stede. 

Disse to mulige retninger for Sjællandsgadekvarteret ønskede man hverken i beboerforeningen eller 

blandt beboerne generelt. Man ville beholde sit kvarter nogenlunde intakt og beholde det for de 

beboere, som nu engang boede der. Med andre ord ønskede Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening: 

1) At tanken om at udvide city op i boligområdet skal aflyses af byrådet. 

2) At trafikken skal dæmpes, så den ikke er til gene for beboerne, dvs. at uvedkommende 

biltrafik skal fjernes. 

3) At der udbygges tilstrækkelige steder at være for børn og voksne i deres fritid, og at disse 

tilbud skal kompensere for de relativt små lejligheder. 

4) At den uhæmmede sammenlægning af lejligheder forbydes, samtidig med, at en rimelig 

sammenlægning for familier med børn tillades. 

5) At det skal gøres muligt at vedligeholde lejlighederne og ejendommene, uden at det skal 

koste kæmpesummer. 96 

Disse punkter samt det almindelige aktive beboerarbejde blev omdrejningspunktet for 

Beboerforeningens arbejde i løbet af 1970’erne. Man ville simpelthen på græsrodsniveau søge 

indflydelse på, hvordan Sjællandsgadekvarterets udvikling skulle tage sig ud – man ville skabe 

nærdemokrati. 

3.6 Sjællandsgadekvarterets Beboerforening – et billede af sin tid 

Dannelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 skrev sig ind i dannelsen af lang 

række af beboerforeninger i de gamle arbejderkvarterer i Aarhus i begyndelsen af 1970’erne. 

95 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979, beskrivelse af 

beboerforeningens formål og visioner, udateret. 

96 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979, beskrivelse 

af beboerforeningens formål og visioner, udateret. 

Side 39 af 98


F.eks. opstod der beboerforeninger på Trøjborg, kvarteret omkring Ole Rømersgade på 

Frederiksbjerg og Nørrestenbro (kvarteret omkring Mejlgade og Østbanetorvet). På samme måde 

som med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening opstod andre beboerforeninger på baggrund af et 

ønske om et bedre boligmiljø for beboerne i de respektive kvarterer. Og som i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var studerende i de fleste tilfælde med til at starte disse 

Beboerforeninger op. 97 

Disse beboerforeninger arbejdede ikke kun uafhængigt af hinanden men støttede ofte hinanden, når 

der var behov for det. Samarbejdet mellem de forskellige beboerforeninger kulminerede i 1973, 

hvor flere af de beboerforeninger, som holdt til i Aarhus midtby, lavede en sammenslutning: det 

såkaldte ”Beboersamvirke”. Dette var ikke en stor samlet beboerforening men et samarbejde, som 

på tværs af de respektive kvarterer havde til formål at støtte initiativer til forbedring af menneskers 

fritids- og miljømæssige muligheder i deres respektive boligområder. I det hele taget var det ideen 

med Beboersamvirke at sørge for, at borgerne i midtbyen blev hørt i forbindelse med politiske 

beslutninger. 98 

Et eksempel på, hvordan man i Beboersamvirket forsøgte at påvirke de politiske beslutningstagere i 

byrådet, er kommunevalget i 1977, hvor man lavede en debatavis, hvori man pegede på en række 

forhold i Aarhus, der måtte gøres noget ved. 99 Beboersamvirket fik dog kun begrænset betydning 

for samarbejdet mellem de respektive beboerforeninger, og ved slutningen af 1978 blev 

Beboersamvirket skrinlagt af økonomiske årsager. 100 Men beboerforeningerne arbejdede stadigvæk 

sammen, som det f.eks. var tilfældet ved demonstrationer mod lukningen af Aarhus Gasværk i 

begyndelsen af 1980’erne. 

Det var således i første omgang en søgen efter indflydelse på, hvordan boligmiljøet i det etablerede 

byrum skulle formes, som betød at Beboerforeninger opstod rundt om i Aarhus. I 

Sjællandsgadekvarteret kom denne søgen efter indflydelse til syne i flere konfrontationer mellem 

Aarhus Kommune og Beboerforeningen. I første omgang var det især én sag, som tiltrak sig 

opmærksomhed i løbet af 1970’erne – nemlig sagen om den såkaldte Rugbrødskarré. 

97 EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier mv.1972-1979: notits bragt i 

”Kvarteret” 3. årg.1975 nr. 17, ”kvarteret” var beboeravis for Ole Rømersgade kvarteret i Aarhus 




Side 40 af 98


3.7 Kampen om rugbrødsfabrikken – sagens begyndelse 

En sag, som kom til at stå som et symbol på det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret, var 

kampen om den såkaldte Rugbrødskarré, som afgrænses af Ny Munkegade, Samsøgade, Sølystgade 

og Sjællandlandsgade. Betegnelsen Rugbrødskarréen fik den, da der i karréens indre lå en gammel 

rugbrødsfabrik, Magdalene A/S, der var blevet etableret tilbage i 1896 og ejedes af Jyllands 

Brødfabrikker A/S. 

Figur 4: Et levn fra den industrielle by. Den gamle rugbrødsfabrik ”Magdalene A/S” gjorde ikke karréen særlig indbydende at 

opholde sig i hverken for børn eller voksne. Kilde Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, 

Fotografier m.v. 1972-1979 

Fra Aarhus Kommunes side havde man allerede i 1966 vist interesse i denne karré og de dårlig 

fysiske forhold. Med rydningen af karréens indre ville man få en oplagt mulighed for byfornyelse. 

Som det står i en skrivelse fra stadsarkitekten i Aarhus fra 1966: 

‖I karréens indre findes en del små bygninger og garager, men såfremt brødfabrikken kan fjernes, synes 

karréen et oplagt emne for en byfornyelse. Man vil her ved etableringen og nogen ny bebyggelse kunne 

omdanne en i dag rodet og lidet indbydende bebyggelse til en ret attraktiv boligkarré med de fleste af de 

bekvemmeligheder som man i dag må stille krav om.‖ 101 

101 EA: Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til Magistratens 2. 

afdeling. 1. juni. 1966. 

Side 41 af 98


I 1969 blev der således vedtaget en kommunal saneringsplan for Rugbrødskarréen. Denne 

saneringsplan foreskrev, at man nedrev rugbrødsfabrikkens produktionslokaler samt en række 

nedslidte skure og garager. I stedet ville man bygge en fire etagers boligblok med 60 nye moderne 

lejligheder og udnytte den resterende plads til en børneinstitution, legeplads samt et underjordisk 

garageanlæg. Ikke blot ville rugbrødsfabrikken forsvinde, man havde også kig på 19 

saneringsmodne lejligheder i karréens midte. Disse ville forsvinde ved nedrivningen af de gamle 

boligejendomme i karreens indre. 102 Hensigten med saneringsplanen var altså i første omgang at 

rydde ud i karréens indre for at skabe et bedre og sundere fysisk miljø, som gik i tråd med ideen bag 

saneringslovgivningen. 

3.8 Beboernes protester 

I 1971 begyndte der blandt beboerne i den berørte karré at høres kritiske røster, og man afholdt et 

protestmøde mod planen, hvor man opfodrede hinanden til at lave en alternativ plan til kommunen, 

der tjente beboerinteresserne bedre. 

Lejere og grundejere slog sig sammen i nogle arbejdsgrupper, som skulle skabe et alternativ til 

kommunens plan, og allerede i juni 1971 havde disse arbejdsgrupper en revideret plan til 

kommunen. Beboerne påpegede, at kommunens plan var utidssvarende overfor den gældende 

saneringslovgivning fra 1969. Man henviste især til, at opførelsen af en ny boligblok ikke ville give 

et bedre rekreativt rum i karréen, ligesom man mente, at de lejligheder i boligblokken, som vil blive 

opført, ville blive for dyre i husleje for de beboere, hvis lejligheder ville blive saneret bort. 

Herudover pegede beboerne på, at flere lejligheder i Sjællandsgadekvarteret ikke var nødvendigt, 

idet behovet for boliger i midtbyen ikke længere var akut, da den gamle Aarhus Kommune havde 

været underlagt en kommunesammenlægning med forstads- og omegnskommunerne i 1970, hvilket 

havde frigivet mere areal. Dette vil blive taget op og uddybet i næste kapitel. 103 

Sagen om Rugbrødskarréen vakte megen omtale i den Aarhusianske dagspresse, ikke mindst fordi 

de beboere, der var med i arbejdet omkring Rugbrødskarréen, brugte pressen til at komme med 

deres synspunkter for sagen, hvor man især pegede på, at saneringsplanen var forældet i forhold. 

I 1971 vedtog Aarhus Byråd at trække saneringsplanen tilbage med den begrundelse, at den var 

utidssvarende i forhold til behovet for nye boliger, nøjagtigt som beboerne havde påpeget. 104 ‖De 

102 

EA: Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Saneringsplan for Rugbrødskarréen, 

byplanafdelingen, juni 1969. 

103 

”Ønsker saneringsplan ændret” Artikel i Aarhus stiftstidende 2. maj 1971. 

104 

EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: beskrivelse af sagens forløb dateret 1972 

Side 42 af 98


ændrede forudsætninger, som er opstået både som følge af kommunesammenlægningen og af de 

stærkt forøgede krav om tilvejebringelse af arealer og lokaler til rekreative formål og 

fritidsaktiviteter har medført, at man fra kommunens side har vedtaget at udarbejde en ny 

saneringsplan for karréen‖ 105 

Spørgsmålet var nu, hvad der skulle ske med Rugbrødskarréen og den gamle rugbrødsfabrik? 

Hos de engagerede beboere i Rugbrødskarréen begyndte man at arbejde med at lave et udkast til en 

ny saneringsplan. Denne nye saneringsplan for Rugbrødskarréen kom hurtigt til især at omhandle 

muligheden for at etablere et beboerhus. Til dette formål havde man udset sig dele af den gamle 

rugbrødsfabrik. 

En såkaldt klubhusgruppe gik i gang med at undersøge, om der var et behov for et sådant værested. 

Blandt Rugbrødskarréens beboere bakkede 80 % op om initiativet. Det betød, at man i et fælles 

udkast til en ny saneringsplan mente, at dele af rugbrødsfabrikken skulle bevares, således at 

beboerne i rugbrødskarréen og hele Sjællandsgadekvarteret kunne få et beboerhus, der skulle kunne 

kompensere for de små lejligheder i kvarteret. Ligeledes skulle der etableres et ældrecenter og en 

børneinstitution i karréen. Planen blev indsendt til kommunens tekniske og sociale forvaltning i 

1971, men der skulle gå næsten et år, før der skete noget i sagen. 106 

I Aarhus Kommune blev der først fremlagt en ny saneringsplan i 1972, hvor indholdet stort set 

svarede til den seneste plan, som beboerne havde udarbejdet. I denne plan blev der dog ikke lagt op 

til, at beboerne ville få et beboerhus på deres egne præmisser, men at der i lokalerne i 

Rugbrødskarréen ville blive indrettet en kommunal institution med karakter af beboercenter, hvor 

beboerne ville kunne mødes 107 . Både beboernes og kommunens plan viste sig at være for dyr, og 

man kunne ikke komme frem til en ny plan, som kunne tilfredsstille alle parter. Dermed blev sagen 

henlagt i 1972, men klubhusgruppen forsatte sit energiske arbejde med at få lavet alternative planer, 

selvom dialogen mellem beboerne og Aarhus Kommune stoppede. 108 

Først med oprettelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 blev der genoptaget 

forhandlinger med Aarhus Kommune omkring Rugbrødsfabrikken. Beboerforeningen gik sammen 

med den såkaldte klubhusgruppe om at stå for kontakten til kommunen og være med til de 

105 

EA: Aarhus kommune, Aarhus byråd journalsag 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til magistratens 2. afd. 

1972. 

106 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse: 

Løs ark der beskriver hvordan arbejdet med at udarbejde en ny plan. 

107 Beboernes Hus. Administrationsgruppen 1979 s. 16 

108 Beboernes Hus. Administrationsgruppen 1979 s. 17 

Side 43 af 98


forhandlinger, som blev ført om, hvordan et evt. klubhus skulle tage sig ud. Der blev afholdt mange 

møder mellem beboerforeningens klubhusgruppe på den ene side og embedsfolk fra den sociale 

forvaltning og stadsarkitekten på den anden side. 109 

Beboerforeningens mål lå i forlængelse af det første beboerarbejde, men man udvidede planen 

således, at et fremtidigt beboerhus både ville indeholde børneinstitution og et ældrecenter, hvilket 

fik højest prioritet. Derudover mente man, at et evt. beboerhus samtidig skulle kunne bruges af 

kvarterets beboere, således at huset fik karakter af et regulært beboercenter, hvor beboerforeningen 

kunne holde til. Resten af karréen skulle ryddes for skure og garager, så der blev et stort rekreativt 

område. 110 

Denne plan kunne de kommunale embedsmænd og Aarhus Byråd gå med til, og man begyndte at 

udarbejde en ny saneringsplan gældende for hele rugbrødskarréen. Men selv om man for så vidt var 

enig om, hvordan fremtidige forhold i rugbrødskarréen skulle være, gik der næsten 3 år, før der blev 

udarbejdet en ny saneringsplan for rugbrødskarréen i 1975. Denne blev først fremlagt for 

Sjællandsgadekvarterets beboerforening i 1976. 111 Samme år begyndte man at ombygge de 

resterende bygninger fra den gamle rugbrødskarré, og bygningerne var klar til brug i 1977. 

Figur 5: Som det fremgår af ovenstående billede, blev der ryddet betragteligt op i den såkaldte Rugbrødskarré. Kilde: 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979 

109 

Beboeravisen nr. 58 1973 

110 

EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse: 

beboerforeningens plan for indretning af rugbrødsfabrikken 1973 

111 

EA: Aarhus kommune, byrådet journalsag nr. 1978-1285, skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. af deling 17 marts 

1976, indeholder også en saneringsplanen fra 1975. 

Side 44 af 98


3.9 Baggrund for kommunes accept af et beboerhus 

En af årsagerne til, at sagen om rugbrødsfabrikken trak i langdrag, var det forhold, at beboerne i 

Sjællandsgadekvarteret ønskede et sted, som skulle drives af dem selv, imens kommunen stod fast 

på, at rugbrødsfabrikken var at betragte som en almindelig kommunal institution. Som rådmanden 

for magistratens 3. afdeling, venstremanden Jens Arbjerg fremlagede det den 4. april 1974 under et 

byrådsmøde: 

”Man har drøftet med beboerforeningen, hvordan man kunne indrette huset og er kommet frem til 

en legestue, ungdomsklub og en ældre klub, ting som vi er af den opfattelse, at der er behov for i 

området.(…)Men jeg vil gerne understrege, at vi betragter det der skal være institution, som en 

institution der normalt oprettes rundt i de forskellige kvarterer af magistratens 3. afdeling, og at det 

skal ske på tilsvarende måde. 112 

Selv om Arbjerg her var konsekvent i sin udtalelse, lykkedes det for Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening at gennemføre, at det kommende beboerhus blev overdraget til beboerforeningens 

nedsatte administration som en selvejende institution, hvor en administrationsgruppe bestående af 

repræsentanter fra beboerforeningen, børnehaven og beboercentret og ikke mindst kommunen, som 

sammen skulle drive stedet. 113 

Når det lykkedes for Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at få etableret et beboerhus i 

Sjællandsgadekvarteret, der svarede til de fleste af beboernes ønsker, skyldtes det, at der i Aarhus 

Byråd i stigende grad var en accept af, at der i Sjællandsgadekvarteret ikke blot var behov for en 

kommunal institution men også for et sted, der kunne danne grundlag for kulturelle foreteelser. Som 

det Radikale Venstres byrådsmedlem Inger Lillelund udtalte det d. 4. april 1974 i forlængelse af 

Arbjergs udtalelse: 

‖Rådmanden for 3. afdeling sagde, at man i den sociale forvaltning finder, at det er sociale 

institutioner, det drejer sig om, der er behov for. (…) er det ikke i lige så høj grad kulturelle 

foreteelser, der er brug for, og er det her ikke præcis et sted, hvor der er brug for en samarbejdning 

af sociale og kulturelle ting‖ 114 

Byrådsmedlemmet og SF’eren Thorkild Ibsen fremlagde på samme møde i 1974 sagen på følgende 

måde: 

112 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 4. april 1974 

113 EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vdr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse, 

diverse skrivelser til magistraten 3. afdeling. Og EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 7. nov. 1974 


Side 45 af 98


”[Man] ser overhovedet ikke historisk på sagen. Man har ikke omtalt, at Sjællandsgadekvarteret i 

de senere år er præget af en stor tilflytning af yngre og unge. Der er allerede, og kan i fremtiden 

forventes yderlig et stort antal fødsler, selv om klubhusgruppen allerede mener, at behovet er der, 

så er det ovennævnte perspektiv i hvert fald et yderligt argument for oprettelsen af det hus som 

foreslået. (…) Dette manglende historiske aspekt kunne give anledning til at stille spørgsmålet: Skal 

Sjællandsgadekvarteret fortsat være boligkvarter, eller skal det være et dødt kvarter (…) hvis det 

skal være et boligkvarter, er man også nødt til at sørge for de nødvendige fællesfaciliteter.‖ 115 

Der var således en erkendelse i Aarhus Byråd af, at der var et behov for institutionelle rammer i 

Sjællandsgadekvarteret. Men som det også fremgår af ovenstående, var der samtidig en 

anerkendelse af, at beboernes aktive arbejde for at skabe et bedre boligmiljø i 

Sjællandsgadekvarteret ikke blot handlede om børneinstitutioner og ældre menneskers behov men 

også om udvikling af de kulturelle og sociale rammer i det gamle arbejderkvarter. 

3.10 Beboernes Hus - Et socialt og kulturelt omdrejningspunkt 

Ved oprettelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 og åbningen af Beboernes Hus i 

Sølystgade i 1977 blev der etableret nogle sociale og fysiske rammer, som kunne videreføre det 

beboerarbejde, der blev udført sideløbende med sagen om rugbrødskarréen. Der blev så at sige 

skabt et socialt og kulturelt rum i Sjællandsgadekvarteret, som i form af Beboernes Hus og 

Børnenes Jord betød, at boligmiljøets kvaliteter på det sociale og kulturelle område blev højnet 

betragteligt. 

Beboernes Hus var åbent alle ugens dage, og folk fra kvarteret kunne komme og bruge husets 

faciliteter og deltage i de mange aktiviteter, der blev afholdt i beboerforeningens regi. Her kunne 

ældre mødes i ældreklubben eller ”Aktivitetsklubben”, som den hed, over et spil kort eller banko og 

en kop kaffe. Der blev afholdt madklubber, og beboerne kunne mødes med andre i forbindelse med 

brugen af husets værkstæder og mødelokaler. Der blev desuden arrangeret udenbys ture for både 

børn og voksne, hvor turene gik ud i det danske land. Rugbrødskarréens indre bød på muligheden 

for, at børn og unge kunne slå sig løs i leg og boldspil uden fare for, at de blev kørt ned. Igennem 

Beboerforeningen blev der således skabt en lang række aktiviteter for både børn og voksne i alle 


Side 46 af 98


aldre. Højtider som jul og fastelavn blev fejret på behørig vis både i Beboernes Hus og på Børnenes 

Jord. 116 

Figur 6: Den gamle rugbrødsfabrik i Sjællandsgadekvarteret blev til et væsentligt omdrejningspunkt i det aktive beboerarbejde 

for Sjællandsgadekvarteret. Billedet er fra 1978 og viser en sommerfest for kvarterets beboere. Kilde: Sørensen 1986 s. 141 

Det, som virkelig gav Sjællandsgadekvarteret et præg af et særligt miljø, var de årlige 

sommerfester, som siden 1971 blev afholdt i Sjællandsgade. Gaden blev for en enkelt dag årligt 

afspærret for trafik, og borde og stole blev rykket ud i det fri. Gaden blev denne dag omdannet til en 

folkefest med fællesspisning, live musik og kulturelle indslag. Dette kan ses som tegn på, at der i 

Sjællandsgadekvarteret var et miljø lidt udover det sædvanlige. I 1977 blev sommerfesten rykket op 

til Beboernes Hus, men man startede stadig sommerfesten ved at mødes til ét langt kaffebord, som 

optog en del plads i Sjællandsgade. 117 

116 Fra Brødfabrik til Beboerhus 1979 s. 5ff 

117 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 105 og 106 

Side 47 af 98


Figur 7: To tidsbilleder. Den årlige Sommerfest i Sjællandsgadekvarteret hhv. 1973 og 2009 med det traditionelle lange 

morgenkaffebord langs Sjællandsgade. Gadefesten er om noget en begivenhed, som repræsenterer det særlige bymiljø, der 

siden 1970 har været omkring Sjællandsgadekvarteret. Kilder: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, 

Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979og Beboernes-hus.dk. 

Sommerfesten blev for mange beboere opfattet som essensen af det særlige bymiljø, som fandtes i 

Sjællandsgadekvarteret. En beboer beskrev sommerfesten således i Beboeravisen: 

‖Nu sker det endelig. Vi, som har slået os ned i kvarteret efter 1. august, har hele tiden følt, at vi 

ikke var rigtige beboere at regne, vi havde jo ikke været med til beboerfesten sidste år. Men nu er 

vor ‖prøvetid‖ slut. Den 19. juni bliver vi ‖rigtige‖ beboere i Sjællandsgadekvarteret.‖ 118 

Beboerfesten, eller sommerfesten som den sidenhen kom til at hedde, blev gennem årene en 

”institution” i Sjællandsgadekvarterets Beboforenings arbejde. Som det fremgår af de ovenstående 

billeder, er det en tradition, som har fundet sted hvert eneste år siden, og som har været med til at 

cementere, at der i Sjællandsgadekvarteret var og er et særligt miljø. 

Dette særlige miljø i Sjællandsgadekvarteret var ikke kun begrænset til aktiviteter indenfor 

rammerne af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Mange beboere, især yngre, tog initiativ til at 

lave arrangementer, hvor både det kulturelle og sociale var i højsædet. Nogle brugte Beboernes Hus 


Side 48 af 98


som et rum, hvor de kunne udfolde deres kreativitet i form af kunst og benytte husets faciliteter som 

galleri til fernisering. 

Man må spørge sig selv, om Beboerforeningens arbejde blev velmodtaget af de, som ikke var 

medlemmer af Sjællandsgadekvarters Beboerforening og dermed ikke tog del i det aktive arbejde. 

Generelt syntes der at være en udpræget tilfredshed med det arbejde, som de fortrinsvis unge 

tilflyttere udøvede. I beboeravisen udtrykker flere beboere i Sjællandsgadekvarteret deres 

tilfredshed med og taknemlighed for det aktive beboerarbejde. 119 Desuden kunne meget af det 

arbejde, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening lagde for dagen, nok ikke lade sig gøre, hvis 

ikke der havde været en bred opbakning kvarteret. 

3.11 Ønsket om en alternativ livsform - afrunding 

Udadtil var det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret forankret i ønsket om at skabe nogle 

gode rammer for de beboere, der boede i Sjællandsgadekvarteret. Men der lå også en mere 

dybdegående årsag til det aktive beboerarbejde. 

Som nævnt i indledningen til dette kapitel kom de studerende, der flyttede ind i 

Sjællandsgadekvarteret i begyndelsen af 1970’erne, med helt nye krav til tilværelsen. For det første 

kom de med krav om at få indflydelse på det boligmiljø, som de til daglig færdedes i. De krævede, 

at man fra politiske side, hvilket ville sige Aarhus Kommune, gjorde noget for at forbedre 

boligmiljøet, men at dette skulle ske på beboernes betingelser. På denne måde trak det tidligste 

beboerarbejde tråde tilbage til ungdoms- og studenteroprøret i slutningen af 1960’erne, hvor 

udfordringen af alle autoriteter var en væsentlig faktor. 

Man kan ligeledes tale om, at der blandt mange af de aktive i Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening var et ønsket om at skabe et godt alternativ til de aarhusianske forstæder, 

parcelhuskvarterene med deres ligusterhække og især de store betonkomplekser i f.eks. Gellerup. 

Dette ønske var ikke kun begrænset til de progressive studerende. I stigende grad blev 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening et sted, hvor flere og flere meldte sig ind for at realisere 

sig selv: 


Side 49 af 98


‖(…) en stor del af de såkaldte mellemlagsfolk – studerende, akademikere, venstre intellektuelle, 

der ville realisere sig selv, skubbede kvarterets beboere i retning af nærdemokrati, hvorfor der 

opstod en meget handlekraftig beboerforening.‖ 120 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var således ikke blot drevet af visioner om at skabe et godt 

boligmiljø men også en vision hos en del af de implicerede i det aktive beboerarbejde om at skabe 

en alternativ livsform. 

Denne søgen efter noget anderledes, der resulterede det aktive beboerarbejde i 1970’erne vakte stor 

opsigt rundt om i Aarhus. Ikke tidligere havde man i Aarhus oplevet så mange engagerede beboere i 

et beboelseskvarter, som arbejdede for at skabe et bedre boligmiljø i det etablerede fysiske rum. 

Især den aarhusianske dagspresse beskrev i flere artikler det aktive beboerarbejde og det særlige 

miljø, der var i Sjællandsgadekvarteret, og som en journalist skrev allerede i 1971: 

‖I løbet af det sidste årstid har en hel bydel i Aarhus ændret karakter. Det er vel i sig selv ikke 

særligt bemærkelsesværdigt. Det specielle ved netop denne byfornyelse er, at hverken 

byplanlæggere eller kommune bærer ansvaret for den. Æren er helt beboernes egen. Kvarteret 

omkring Sjællandsgade er blevet et strålende eksempel på, hvad mennesker selv kan gøre for at 

forbedre deres miljø. (…) Der er de samme huse og de samme mennesker som for et år siden, men 

der er sket uhyre meget med stemningen, hele atmosfæren i området. Det er blevet et venligere 

kvarter mere åbnet og charmerende, og pæne piger er ikke længere bange for at gå der alene efter 

mørkets frembrud. Blandt unge er det ligefrem ved at blive moderne at bo der. 121 

En journalist kunne supplere med følgende i 1972: 

‖Sjællandsgade i Aarhus er ved at udvikle sig fra bare at være et kvarter i Aarhus til at være et 

begreb. Et sted, hvor der sker mere end andre steder. Et sted med problemer som andre steder, men 

et sted hvor der gøres mere blandt beboerne for at løse deres problemer – end der gøres andre 

steder.‖ 122 

Som udgangspunkt viser netop disse to journalisters betragtninger, at det miljø, der blev skabt i 

Sjællandsgadekvarteret, var noget nyt og særligt i Aarhus. 

120 ”Mellemlag hvad er det?” Artikel i Lokalavisen 2. feb. 1983 

121 ”Hvordan Sjællandsgade blev noget helt andet”, Artikel i Samvirke årg. 94 nr. 15 

122 ”Aarhus har også sin Coronation Street”, Artikel i Aarhus Stiftstidende 19. juni 1972. 

Side 50 af 98


Der var således ingen tvivl om, at det i 1970’ernes Sjællandsgadekvarter var blevet lidt bedre at bo 

og leve, end det havde været i årtierne forinden. I det hele taget kom Sjællandsgadekvarteret til at 

fremstå som et særligt byrum i Aarhus, som man ikke tidligere havde set. Fra 1970 og frem 

lykkedes det først fra enkelte private initiativer siden fra initiativer under Beboerforeningen at 

genopbygge Sjællandsgadekvarteret både socialt og kulturelt og skabe et særligt miljø indenfor de 

fysiske rammer i kvarteret. Hermed blev der lagt det, man kunne betegne som et nyt perspektiv på 

Sjællandsgadekvarteret, som i høj grad byggede på det sociale og kulturelle. 

Til trods for at de sociale og fysiske problemer således var blevet væsentlig forbedret i 

Sjællandsgadekvarteret, var det dog stadig et fysisk nedslidt kvarter. 

Side 51 af 98


Kapitel 4 

Fra Sanering til byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1970-1985 

I følgende kapitel vil blikket nu blive drejet mod Aarhus Kommune og dennes sanerings- og 

byfornyelsespolitik, samt om kommunen havde nogen betydning for Sjællandsgadekvarteret. Her er 

kildematerialet først og fremmest sanerings- og kommuneplaner. Det vil desuden igennem byplaner 

og byrådsreferater blive vist, hvorledes den politiske holdning til midtbyen forandrede sig fra ca. 

1970 til 1985 og blive overvejet, hvilken betydning dette havde for Sjællandsgadekvarteret. 

4.1 Sanering i Aarhus før 1970 

Før 1970 var den traditionelle måde at komme dårlige boliger til livs i Aarhus ofte en total 

nedrivning af ejendomme og beboelseskvarterer. Den nationale boligtilsynslov fra 1939 og senere 

den første egentlige saneringslov fra 1959 gjorde det muligt for kommuner landet over at fjerne de 

dårligste boliger og sikre lys og luft ved at nedrive bag- og sidehuse. 123 

I Aarhus blev flere nedslidte kvarterer og ejendomme 1950’erne og 1960’erne saneret bort. Der var 

ikke mange protester herimod, man kunne ikke benægte, at ejendommenes stand var ringe, og at de 

sociale problemer i flere af kvartererne var store. Kvarterer som hele Nygade, dele af Møllestien, 

dele af Spanien samt hele Dynkarken ved Aarhus Havn blev revet ned i løbet af 1950’erne og 

1960’erne. 124 

Sanering var omkring 1970 således ikke noget nyt fænomen i Aarhus, men den saneringsaktivitet, 

der havde fundet sted, havde stort set kun forholdt sig til den indre by, hvor mange af de sanerede 

ejendomme, også kaldet ”sorte boligområder”, der var i absolut dårligst stand, blev erstattet af 

kommercielt byggeri i form af butikker, banker, kontorer, virksomhedsdomiciler osv. Saneringen af 

disse kvarterer var et udtryk for en politisk holdning om, at selve den indre by i Aarhus var 

utidssvarende. Ikke mindst fordi den indre by var byens ansigt udadtil, og dens tilstand blev dermed 

anset som et signal til omverdenen om forholdene. Gamle huse, smalle gader og krogede forløb var 

udtryk for en utidssvarende fortid, som man måtte lægge bag sig. 125 

123 Thor Andersen 2006 s. 359ff 

124 Lauridsen 1995 s. 56-57 

125 Lauridsen 1995 s. 36 

Side 52 af 98


Derfor blev den offentlige fokus på de såkaldte ”sorte boligområder” i den indre by i begyndelsen af 

1970’erne forskudt til de såkaldte ”grå boligområder”. De grå boligområder repræsenterede 

kvarterer, hvor ejendomsmassen daterede sig til perioden omkring år 1900. Disse områders 

bebyggelse var ganske vist af en rimelig byggeteknisk kvalitet men med mangel på vedligeholdelse 

og behov for forbedringer af boligerne og de nære omgivelser. Disse forhold gjaldt stort set 

samtlige af de gamle arbejderkvarterer, der lå på den anden side af allégaderne, der omkransede den 

indre by, og dermed kom fokus også til at gælde Sjællandsgadekvarteret. 126 

4.2 Kommunale visioner for Sjællandsgadekvarteret før 1970 

Allerede i 1950’erne og 1960’erne havde man fra Aarhus Kommunes side interesseret sig for de 

dårlige forhold i Sjællandsgadekvarteret. I 1953 havde Aarhus Boligkommission sammen med 

magistratens 2. afdeling udarbejdet en redegørelse om forholdene i den nederste del af 

Sjællandsgadekvarteret, hvor en totalsanering var på tale. 127 

I 1960’erne var det dog ikke saneringstanken, som skabte fokus på Sjællandsgadekvarteret men 

derimod de stigende trafikale problemer. I Aarhus Byråd vedtog man i 1965 en trafikplan – den 

såkaldte Allégadering. Allégaderingen var tænkt som en ca. 50 meter bred vej, der skulle lægges i 

en ring omkring den indre by ved at udvide de eksisterende allégader Nørre Allé, Vester Allé og 

Sønder Allé. 

Dette var et voldsomt gadegennembrud, der ville have nedrevet en stor del af 

Sjællandsgadekvarteret: Nørreallé, fra Ny Munkegade til Norsgade, Nørregade til Sjællandsgade 

samt hjørnet af Høegh-Guldbergsgade og Nørregade. Anholtsgade ville have været slettet fra 

bykortet i denne forbindelse, og i stedet for karréen Sjællandsgade, Fænøgade, Norsgade og 

Anholtsgade skulle der gøres plads til 400 parkeringspladser. Aarhus Kommune begyndte at opkøbe 

ejendomme med henblik på nedrivning i forbindelse med den kommende gadeudvidelse. Men 

projektet blev imidlertid ikke igangsat, selv om der var klare planer for en gennemførelse, hvilket er 

et forhold, jeg skal vende tilbage til i næste kapitel. 128 

Konsekvensen af denne mangel på igangsætning af allégadeprojektet var, at de kommunalt opkøbte 

ejendomme og privatejendomme, der kunne imødese at blive eksproprieret, stod for forfald, da kun 

få ville investere i de områder i kvarteret, der var i den kommunale planlægnings søgelys. 


127 Aarhus kommunes Beretninger 1953 

128 Sørensen 1986 s. 140 Lauridsen 1995 s. og Christensen 2006 s. 44 

Side 53 af 98


I Sjællandsgadekvarteret blev konsekvensen, at ejendomme omkring Norsgade, Anholtsgade, 

Fænøgade, Sjællandsgade og Thunøgade dvs. den ældste del af Sjællandsgadekvarteret forfaldt 

yderligere, og i visse henseender tangerede forfaldet som før nævnt til det rene slum. 129 Men 

spørgsmålet var, hvordan man skulle gribe de voksende fysiske problemer i Sjællandsgadekvarteret 

an? 

I første omgang valgte man at gå ad saneringsvejen, som det var tilfældet med den første 

saneringsplan for den såkaldte Rugbrødskarré i 1969. Visionen blev, at der skulle saneres igennem 

en række saneringer, hvor den dårligste del af ejendomsmassen og den gamle rugbrødsfabrik skulle 

nedrives og erstattes af moderne nybyggeri. Et moderne byggeri der skulle være med til skabe bedre 

boligforhold. 

Samtidig herskede den tanke, at opførelsen af nye og moderne lejligheder ikke nødvendigvis skulle 

være for de beboere, der evt. ville blive berørt af saneringen, men at saneringen skulle gøre det mere 

attraktivt for økonomisk bedrestillede borgere at flytte ind i Sjællandsgadekvarteret. 

Årsagen var nemlig, at Aarhus Kommune inden kommunesammenlægningen i 1970 stort set kun 

bestod af Aarhus by, og at byen i 1960’erne oplevede en kraftig tilbagegang i indbyggertallet og 

dermed faldende skatteindtægt. Derfor havde man til hensigt at skabe bedre boliger for at tiltrække 

bedrestillede skatteydere til Aarhus midtby. 130 

Som den daværende stadsarkitekt i en skrivelse til Aarhus Byråd fremlagde i forbindelse med 

udarbejdelse af saneringsplanen for Rugbrødskarréen allerede i 1966: ‖Gennemførelse vil som 

nævnt medføre mindst 60 nye lejligheder af en ret høj kvalitet, og derfor formentlig beboet af ret 

gode skatteydere‖. 131 

Man havde således hos byplanlæggerne en klar holdning til, at der skulle bygges nyt, hvis der skulle 

komme nye beboere til Sjællandsgadekvarteret, der kunne bidrage til skattegrundlaget i den gamle 

Aarhus Kommune 

Planen om at bygge nye lejeligheder i Rugbrødskarréen blev som nævnt i forrige kapitel forkastet – 

dels pga. beboernes protester og dels pga. kommunesammenlægningen i 1970, der betød, at 

kommunegrænsen blev udvidet og skatteforholdene forandret. Disse ændrede forhold samt 

beboernes protester mod opførelsen af en boligblok i Rugbrødskarréen var hovedårsagen til, at man 

129 Sørensen 1986 s. 143 

130 EA: Aarhus kommune, byrådet, journalsag 1978-1285: Saneringsplan for Rugbrødskarréen 1971 

131 EA: Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. afd. 1. juni 1966. 

Side 54 af 98


i Aarhus Byråd valgte at skrinlægge saneringsplanen i 1971 med henvisning til, at den var 

utidssvarende. 132 Men selv om den første saneringsplan for Rugbrødskarréen blev taget af bordet i 

1971, havde man fra Aarhus Kommune ingen intentioner om at lade den gamle ejendomsmasse i 

Sjællandsgadekvarteret være i fred. 

4.3 Sanering af Fænøgadekarréen 

I 1971-1972 påbegyndte man en ny forundersøgelse i forbindelse med en kommende sanering af 

den såkaldte Fænøgadekarré i bunden af Sjællandsgadekvarteret. 133 

Fænøgadekarréen afgrænses af Anholtsgade, Norsgade, Thunøgade og Sjællandsgade. Karréen 

består egentligt af to mindre karréer, der gennemskæres af den lille gade Fænøgade – deraf 

betegnelsen. Karreens ældste ejendomme blev opført i 1870’erne og 80’erne og bar i 1972 stærkt 

præg af tidligere tiders baggårdsindustri, hvor gamle fabriksbygninger, skure og garager 

dominerede karréens indre. 134 En del ejendomme i karréen, fortrinsvis ejendomme med lejeboliger, 

var misvedligeholdt, og flere af dem var erklæret for kondemneret af Aarhus Boligkommission. 135 

Figur 8: Fænøgadekarréen var som vist her stærkt nedslidt. Både nedslidte beboelsesejendomme og tidligere baggårdsindustri 

fyldte karréens indre. Ligesom i tilfældet med Rugbrødskarréen var der ikke meget plads til rekreativ udfoldelse. Kilde 

Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 111 1978. 

D. 4. maj 1972 vedtog Aarhus Byråd at lade Almennyttigt Saneringsselskab A/S udarbejde en 

saneringsplan for Fænøgadekarréen og stå for projektet. Saneringsselskabets indtræden i sagen var 

132 EA: Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Udkast til en ny saneringsplan 1972. 

133 Se bilag 1 

134 Knus 1992 s. 12 

135 Aarhus Kommunes beretning 1972 

Side 55 af 98


muliggjort igennem saneringsloven fra 1969, og det var første gang, man fra Aarhus Kommunes 

side engagerede et saneringsselskab til at stå for en udarbejdelse af saneringsplaner i Aarhus. 136 

Det første udkast til en saneringsplan var allerede blevet diskuteret mellem Aarhus Kommune og 

saneringsselskabet inden overdragelsen af projektet. På et møde mellem magistratens 2. afdeling og 

saneringsselskabet i marts 1972 pegede stadsarkitekten på en ”(…) mulighed for en total sanering af 

Fænøgadekarréen med henblik på opførelse af individuelt opførte og udformede enfamilieshuse 

med hver sit private haveareal, fællesarealer m.v. (…) og at dette måtte blive udslagsgivende for 

andre saneringer i kvarteret.‖ 137 

I de første tanker var der således en vision om at højne boligmiljøet igennem totalsanering, og at 

dette i fremtiden måtte blive målet for hele Sjællandsgadekvarteret. Disse tanker lå til grund for den 

saneringsplan, som Almennyttigt Saneringsselskab fremlagde for Fænøgadekarréen i 1972. 

Men dette blev dog kun ved tankerne, for det fremlagte saneringsforslag betød, at dele af 

Fænøgadekarréen skulle gennemgå en sanering, der ville udhule karréens midte, og en del 

ejendomme og baghuse skulle rives ned. Det drejede sig om Fænøgade 5 og Anholtsgade 8-10 samt 

Sjællandsgade 15, 21 og 25-27 – altså en betydelige nedrivning af beboelsesejendomme. 138 

4.4 Fra totalsanering til bevaring af Fænøgadekarréen – beboernes protester 

Som det var tilfældet med sagen om Rugbrødskarréen, vendte beboerne i Fænøgadekarréen sig også 

kraftigt imod både Aarhus Kommune og saneringsselskabets planer. Dette betød dog ikke, at man 

var imod en sanering af karréen, det havde man allerede efterlyst i 1971, hvor beboerne havde 

opfordret kommunen til, at der blev gjort noget i karréen. 139 Men beboerne ikke finde sig i, at man 

fra Aarhus Kommunes side lod et saneringsselskab gennemføre en saneringsplan, som medførte, at 

boliger ville blive nedrevet, når beboerne ikke var blevet inddraget. Derfor begyndte man at 

udarbejde en beboerplan, som blev indsendt til magistratens 2. afdeling i 1972. 

Beboerne mente, at saneringen af karréen ikke skulle udføres i ét hele, men at saneringen af karréen 

skulle foregå i etaper, hvor den første etape skulle omhandle gårdrydning, som ville frigive en 

136 

EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afdeling og Almennyttigt 

Saneringsselskab A/s 4. april 1972 

137 

EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afd. og Almennyttigt 

Saneringsselskab A/S. 27 marts. 1972. 

138 

EA: Aarhus Kommune, Byrådet journal sag nr. 1976-38: Pjece om nedrivningsplan for Fænøgadekarréen. 

139 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 11 og 12 1971 

Side 56 af 98


masse friareal. Næste etape måtte så være modernisering af de enkelte ejendomme med indretning 

af toiletter, centralvarme, varmt vand og lignende, som en moderne boligstandard krævede. 140 

Det var dog ikke beboernes protester, der bevirkede, at saneringsselskabet kom med en revideret 

plan for Fænøgadekaréen i 1973. Det var derimod den nationale lovgivning for saneringsområdet. 

Den gældende saneringslov fra 1969 blev nemlig revideret i 1973, hvilket betød, at de sanerende 

myndigheder blev pålagt at drøfte saneringsplanerne og informere beboerne om disse, hvilket ikke 

havde været tilfældet før hen. 141 

I løbet af 1970’erne blev der imellem saneringsselskabet i Fænøgadekarréen og beboerne støttet af 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening afholdt en lang række møder, hvor man drøftede 

forskellige udkast til saneringsplaner for karréen. Men sagens gang blev kompliceret af, at beboere 

og saneringsselskabet ikke altid kunne komme overens. Det var ikke de store forskelle, der skilte 

dem ad, men beboerne krævede at blive inddraget i alle forslag. 

De mange møder gav dog resultater, som da saneringsselskabet i 1975 fremlagde en ny 

saneringsplan, der betød, at de fleste af bygningerne i karréen kunne bevares. 142 Men selvom 

beboerne generelt var tilfredse med, at ejendommene ville blive bevaret, protesterede flere af 

beboerne stadig, og sagen trak ud. Det var således ikke let at få alle beboere i karréen med på de 

fælles udkast, der blev udarbejdet imellem lejere og grundejere. Især grundejerne var bekymrede for 

at miste deres garager, skure og små tilstødende gårdanlæg til deres ejendomme. 143 

De mange møder mellem beboere og saneringsselskabet resulterede dog i, at der blandt beboerne 

efterhånden kunne findes fælles fodslag i udarbejdelsen af en plan, som det overvejende flertal 

kunne være tilfredse med, en plan som blev lanceret i 1978. 144 Selvom ikke alle beboere var 

tilfredse med denne plan, blev det udkast, som blev udarbejdet i 1979, udslagsgivende for den 

senere saneringsplan for Fænøgadekarréen. 

I 1979 fremlagde saneringsselskabet nemlig en saneringsplan, som i det store hele betød, at de fleste 

af beboernes ønsker blev imødekommet. Saneringen fik karakter af en omfattende gårdrydning, 

hvor der opstod opholdsarealer, og hvor selve randbebyggelsen, dvs. de ejendomme der udgjorde 

140 

Sjællandsgadekvarteret Beboeravis nr. 32 1972 

141 

Thor Andersen 2006 s. 363 

142 

EA: Aarhus Kommune, Byrådet, jpurnalsag 38- 76: Skrivelse fra Almennyttig Saneringsselskab A/S til magistratens 

2. afdeling 3. Juni 1975. 

143 

Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 1972 nr. 32 

144 

Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 111 1978 og EA: Aarhus kommune, Byrådet journalsag 496 -1985: 

Beboerplan for Fænøgadekarréen august 1978. 

Side 57 af 98


karréen, skulle istandsættes udvendigt, og for få ejendommes vedkommende skulle der også 

foretages mindre indvendige istandsættelser. 145 I 1982 kunne et enstemmigt byråd endelig vedtage 

saneringsplanen for Fænøgade. 146 

Figur 9: Beboernes saneringsplan for Fænøgadekarréen fra 1978 og Almennyttigt Saneringsselskabs A/S plan som vedtaget i 1982. 

Som planerne viser, blev beboernes ideer inddraget i den endelige saneringsplan. Kilde: EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag 

nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980 

Saneringen af Fænøgadekarréen stod færdig i 1985, og karréen havde fået et helt nyt præg med 

lækre gårdfaciliteter og moderniserede boliger. 

Efter moderniseringen af Fænøgadekarréen havde oprindelige lejere af de moderniserede 

ejendomme fortrinsret til at leje disse lejligheder igen. Men blot tre af de oprindelige lejere valgte at 

flytte ind, da de andre lejere havde ikke råd til at betale huslejen efter moderniseringen. Og selvom 

interessen for de moderniserede lejelejligheder var høj, sprang mange fra, da huslejen var for høj. 147 

Så selvom man fra beboernes side sammen med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening kæmpede 

for, at saneringen af Fænøgadekarréen kunne gennemføres således, at beboerne kunne blive boende, 

lykkedes det ikke. 

145 EA: Aarhus kommune, byrådet, journalsag nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980 

146 ”Millionsanering Godkendt” artikel i Aarhus Stiftstidende 16. sept. 1982 

147 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 149 1984 og nr. 161 1985 

Side 58 af 98


4.5 Fortsat ballade i Rugbrødskarréen 

Parallelt med saneringssagen i Fænøgadekarréen kørte saneringssagen for den tidligere nævnte 

Rugbrødskarré. Selvom man i denne sag var kommet frem til et stort kompromis mellem 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og beboere på den ene side og Aarhus Kommune på den 

anden, der resulterede i det føromtalte Beboernes Hus, var sagen ingenlunde slut. 

Til trods for dette kompromis var der ikke blevet vedtaget nogen ny saneringsplan, da oprettede 

Beboernes Hus i 1977. Sagen om en egentlig saneringsplan blev først vedtaget i 1980, og i den 

vedtagne plan måtte de gamle boliger Ny Munkegade 40 D og E i karréens indre rives ned, for at 

give karréen mere lys og luft. 

Dette var også oprindeligt tænkt ind i saneringsplanen fra 1969, og Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforeningen havde da også accepteret det, da den oprindelige plan foreskrev, at der skulle 

bygges en børneinstitution på selv samme sted, hvor de to ejendomme stod. Men med etableringen 

af Beboernes Hus blev denne børneinstitution etableret her, og derfor mente 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, at Ny Munkegade 40 D og E burde bevares 148 enten ved, 

at kommunen istandsatte dem eller ved, at kommunen solgte ejendommene til beboerne med påbud 

om at istandsætte dem. 149 

Selvom sagen verserede i 3 år fra 1977-1980, kom det ikke til et kompromis denne gang, som det 

havde været tilfældet tidligere. Og på trods af at beboerne i Ny Munkegade 40 E havde accepteret at 

købe ejendommen og istandsætte den, blev det i 1980 vedtaget, at begge ejendomme skulle nedrives 

for at skabe mere rekreativt plads i Rugbrødsfabrikken. En nedrivning der var til stor forargelse for 

ikke bare Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, men også andre beboerforeninger i Aarhus 

midtby, som igennem flere protestskrivelser til Aarhus Byråd støttede Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening. 150 

4.6 Forholdet mellem beboerne og kommunen 

Saneringen i Sjællandsgadekvarteret handlede om to ting. På den ene side stod beboernes og 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings krav om en sanering, der forudsatte, at boliger ikke blev 

revet ned samt beboernes krav om medindflydelse på, hvordan saneringen skulle foregå og dermed 

også, hvordan Sjællandsgadekvarteret skulle udvikle sig. På den anden side stod Aarhus Kommune 

148 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 90. 1976 

149 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr 125 1980 

150 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 113. 1978 

Side 59 af 98


med en vision om, at saneringen skulle forbedre de fysiske forhold i Sjællandsgadekvarteret 

gennem nedrivning af de dårligste boliger. 

Men selv blandt de politiske beslutningstagere var der uenighed om, hvordan saneringen i 

Sjællandsgadekvarteret skulle gribes an. Uenigheden lå ikke så meget i, om der skulle saneres i de 

respektive karréer, det var der generel enighed om, men spørgsmålet om nedrivninger af boliger og 

beboernes ret til indflydelse på saneringsplanerne var der derimod stor uenighed om. 

Det var især i magistratens 2. afdeling dvs. afdelingen i Aarhus Kommune, der stod for alle 

spørgsmål vedrørende saneringer og byplanlægning generelt, at de mange ændringer af 

saneringsplaner, som klagerne førte med sig, var årsag til en del hovedbrud. Den konservative 

byrådspolitiker og rådmand for magistratens 2. afdeling Olaf P. Christensen mente direkte, at 

beboernes involvering i sagen var en hæmsko. Som han fremlagde det under et byrådsmøde i 

forbindelse med fremlæggelse af ændringen i saneringsplanen for Fænøgadekarrén i 1975: 

‖Den stigende grad af nærdemokrati og medindflydelse, som tilsikres borgerne gennem 

lovgivningen, skaber mange problemer i det daglige arbejde med administrationen af disse, hvilket 

måske i særlig grad har vist sig yderst vanskelig at opnå en rimelig overensstemmelse dels mellem 

beboerne og grundejernes mening og ønsker dels i forholdet til den sanerende myndighed. Med den 

herskende tendens til kun at ville acceptere få og ubetydelige indgreb i de enkelte karréer, uden at 

det indebærer egentlige forbedringer af selve boligforholdende, vil man kunne risikere, at det bliver 

vanskeligt at opnå statsstøtte til saneringen‖. 151 

Christensens holdning bundede således i en frustration over, at de planer, der blev udarbejdet, 

konstant blev taget af tegnebrættet, da beboerne ikke ville acceptere dem. 

I modsætning til Christensen var andre byrådspolitikere af den opfattelse, at når kommunens planer 

omhandlede boliger, så var også nødvendigt så vidt muligt at inddrage de beboere, der blev berørt. 

Særligt venstrefløjen i byrådet var meget opmærksom på beboernes inddragelse i sagen. Som 

Socialistisk Folkepartis byrådsmedlem Torben Mainz Andersen responderede på Olaf Christensens 

ovenstående indlæg: ‖det handler også om hvordan man opfatter nærdemokrati.‖ 152 

Venstresocialisternes byrådsmedlem Viggo Johansen udtalte: ‖(…) men jeg tror, det er godt og 

vigtigt, at vi får udvalget til, at snakke med dem alle og beboerforeningen, og så får den indstilling 

ud af det, som passer dem og os bedst.‖ 153 

151 EA. Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975 

152 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975 

153 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6.august 1975 

Side 60 af 98


Det socialdemokratiske byrådsmedlem Bernhardt Nielsen havde et mere pragmatisk syn på sagen 

og mente, at før end sagen kunne gå videre, måtte byrådet have flere informationer om forholdene i 

karréen og undersøge beboerklagernes indhold: ‖(…) vi vil gerne understrege at vi ikke er sikre på, 

at disse protester har ret, alligevel synes vi, at vi skylder det samlede byråd en særlig behandling i 

udvalget, hvor udvalgets medlemmer kan få lejlighed til at besigtige området.‖ 154 

Diskussionen om saneringen handlede således om, hvor meget beboerne skulle inddrages, og at 

saneringer af boliger ikke var så ligetil. Selv om Christensen nok mente, at sagernes gang tog for 

lang tid, så var der en bred fælles holdning i byrådet til, at sanering af boliger efterhånden ikke 

skulle foretages udelukkende på politiske præmisser men også på beboernes. I den ovenstående 

diskussion viste det sig, at et bredt flertal i byrådet ville tage beboernes protester til efterretning og 

sende den til teknisk udvalg til videre behandling. 155 

4.7 Hvorfor blot to saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret? 

Der blev således blot udarbejdet to saneringsplaner for Sjællandsgadekvarteret i løbet af 1970’erne, 

planer som vel at mærke var ti år undervejs, før de var gennemført. Taget i betragtning at de fysiske 

forhold i Sjællandsgadekvarteret trængte til en voldsom ansigtsløftning, blev der aldrig udarbejdet 

flere saneringsplaner – hverken i 1970’erne eller senere hen. 

Som det blev beskrevet ovenfor, havde beboernes protester en stor indflydelse på, hvordan 

saneringssagerne kom til at tage sig ud. Faktisk lykkedes det næsten i begge tilfælde at få ændret 

saneringsplanerne radikalt med undtagelse af nedrivningen af Ny Munkegade 40 E og D. 

Det bedste vidnesbyrd herpå kommer til udtryk på byrådsmødet i 1975, hvor saneringen af 

Fænøgadekarréen var til debat. Her fremlagde Olaf P. Christensen som ovenfor nævnt sit syn på 

sagen, og tilføjede i den anledning: ”(…) jeg føler, at befolkningen gennemgående ikke er 

interesseret i saneringer mere. Så kan man sige til sig selv, hvem man sanerer for. Sanerer man for 

de 31 byrådsmedlemmer, eller sanerer man for en befolkning, der ikke ønsker nogen form for 

sanering.(…) når disse to sager [ sanering af hhv. Fænøgadekarrén og Rosengade] er færdige vil 

der i hvert fald ikke fra min side i lang tid komme forslag om saneringer, for jeg tror simpelthen 

ikke folk er interesseret i det, og så synes jeg ærlig talt ikke, at byrådet, undskyld jeg siger det, skal 

genere folk med at fare frem og komme med forslag til saneringsplaner.‖ 156 

154 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975 

155 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975 

156 EA, Aarhus Byråds forhandlinger, 6. august. 1975 

Side 61 af 98


Christensen holdt sit ord, der blev ikke udarbejdet flere saneringsplaner for Sjællandsgadekvarteret, 

hverken i resten af 1970’erne eller senere hen, hvilket er tankevækkende, idet selv samme rådmand 

tidligere havde argumenteret for totalsaneringer. 

Dermed må man pege på, at saneringstanken led et knæk i løbet af 1970’erne, i hvert fald i Aarhus. 

Det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og andre beboelseskvarterer i den aarhusianske 

midtby havde en påvirkning på saneringen i resten af midtbyen. Det er et faktum, at der i perioden 

fra 1975 og frem ikke blev udarbejdet omfattende saneringsplaner. De fleste af de saneringer, der 

blev gennemført i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, var planer, der var vedtaget før 1975 

såsom saneringen af Nygade eller Rosengade i den indre by. 157 Dette betød dog ikke, at 

saneringsaktiviteten gik helt i stå, den fik blot en anden karakter. Kommunalt gik man i stedet over 

til de såkaldte punktsaneringer, hvor enkelte bygninger blev fjernet, og gårde i de grå boligområder 

blev ryddet. Generelt blev sanering efter 1975 ikke brugt til at rive ned men nærmere som en 

bevarende byfornyelse. 158 

4.8 Sjællandsgadekvarteret omkring 1980 

Den kommunalpolitiske intervention i Sjællandsgadekvarteret havde overraskende lidt indflydelse 

på Sjællandsgadekvarterets fysiske rum og den sociale sammensætning i løbet af 1970’erne, selvom 

man fra politisk side havde haft store tanker og visioner for kvarterets fremtidige udvikling. 

Ved indgangen til 1980 var der blot to saneringsaktiviteter i gang i Sjællandsgadekvarteret, 

Fænøgadekarréen og Rugbrødskarréen, og dermed havde Sjællandsgadekvarteret undgået 

1970’ernes storstilede saneringsprojekter, som ville have raseret en betragtelig del af den 

eksisterende ejendomsmasse til fordel for et nyt boligbyggeri. Både politikere og beboere lærte 

meget i denne proces, ikke mindst i spørgsmålet om hvordan og for hvem et godt bymiljø skulle 

formes. Selvom man fra det aarhusianske byråds side i begyndelsen ikke vidste, hvordan man skulle 

agere over for beboerne i Sjællandsgadekvarteret, udviklede der sig en holdning om, at inddragelse 

af beboerne i forbindelse med forbedring af boligmiljøet var en faktor, man ikke kunne komme 

udenom. Man kan altså konstatere, at det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret var en 

væsentlig årsag til, at det lykkedes at bringe kvarteret ind i 1980’erne i hel stand. 

157 

Dette bygger på en gennemgang af de saneringssager som blev behandlet Aarhus byråd efter 1975, oversigt findes 

i EA: Sagsregister til Aarhus Byråds forhandlinger 1966-1988. 

158 

Øgadekvarteret i Aarhus, Registrant magistratens 2, afdeling 1983 s. 5 

Side 62 af 98


Sjællandsgadekvarteret stod dog ved indgangen til 1980’erne stadig som et nedslidt og trist kvarter i 

den aarhusianske midtby, hvilket i høj grad skyldtes den manglende saneringsaktivitet. Det meste af 

ejendomsmassen var stadig nedslidt, og manglen på basale sanitære installationer var betydelig i 

mange ejendomme. Der eksisterede endnu et behov for en forbedring af boligforholdene, og på det 

punkt må man konstatere, at det aktive beboerarbejde faktisk havde en negativ betydning for 

Sjællandsgadekvarterets fysiske udvikling i 1970’erne, hvilket synes paradoksalt. 

På den positive side lykkedes det dog at bevare et gammelt arbejderkvarter i sin historiske helhed, 

hvor der ikke blev skåret store ar i ejendomsmassen, og Sjællandsgadekvarteret har stadig sin gamle 

tætte bygningsmasse med ensartede facader brudt af enkle små huse, gyder og stier i behold. 

Sammen med det særlige sociale miljø, som blev bygget op omkring Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening, dannede det gamle arbejderkvarter rammen om et særligt bymiljø i den 

aarhusianske midtby. 

4.9 Mod byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1974 -1984 

4.9.1 Centerplanlægning og Aarhus Midtby som et kommercielt centrum 

Parallelt med at diskussionen om Aarhus Kommunes saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret i 

begyndelsen af 1970’erne var man i Aarhus Kommune, ved at taget nye skridt i det byplanmæssige 

arbejde. 

Som det blev nævnt i det ovenstående blev Aarhus Kommune i 1970 sammenlagt med en række 

omegns- og forstadskommuner, en sammenlægning der skabte et Storaarhus med et indbyggertal på 

233.000. 159 I den forbindelse var det store spørgsmål hos både politikere og byplanlæggere, hvilken 

rolle Aarhus midtby skulle tildeles i den nye storkommune? 

I første omgang valgte man i Aarhus Kommune at tage udgangspunkt i 1960’ernes tanker om 

centerplanlægning, hvilket ville sige en fortsættelse af industrisamfundets sektoropdelte byer, hvor 

man på grundlag af byens forskellige funktioner ønskede boliger og industri udskilt til byens 

periferi, mens erhvervsliv og detailhandel og dermed trafik skulle udvikles i og omkring centrum. 160 


160 Christensen og Thøgersen 2006 s. 96 

Side 63 af 98


Dette kom til udtryk i den såkaldte ”Egnsplan” fra 1966. Egnsplanen havde rod i 

”Byreguleringsloven” tilbage fra 1949, som skulle sørge for, at der blev tilvejebragt fælles 

udviklingsplaner for bysamfund, der i kraft af særlig stærk vækst eller trafikale behov berørte flere 

kommuner. 161 Aarhus var et godt eksempel på, at et fælles-kommunalt byplanarbejde var 

nødvendigt idet væksten i og omkring Aarhus gik stærkt, og det resulterede i en Egnsplan allerede i 

1954, men som i 1966 blev ajourført. 162 

Den Egnsplan, der blev vedtaget af Aarhus byråd i 1966, foreskrev, at den indre by i Aarhus skulle 

udvikles som et A-center, men samtidig blev det i Egnsplanen påpeget, at man ikke forventede, at 

den indre by i Aarhus kunne rumme de fremtidige nye centerfunktioner eller afvikle den trafik, 

denne centerekspansion ville medføre. Derfor blev det også i Egnsplanens centerstrukturer 

foreslået, at der blev dannet to aflastende B-centre og en række mindre C-centre med såvel 

regionale som lokale funktioner. Samtidig påregnende man i Egnsplanen fra 1966 dog en ganske 

betydelig erhvervsekspansion i Aarhus indre by med tilhørende ombygning af bygningsmassen og 

vejnettet. 163 

Det var i forbindelse med denne vision, at Egnsplanen fra 1966 påpegede, at en gennemførelse af 

det føromtalte Allégadeprojekt med udvidelse af allégaderne skulle gøre det lettere at få adgang til 

den indre by og derved være med til at udvikle Aarhus midtby som et kommercielt center. 

Ud over Egnsplanen fra 1966 blev der udarbejdet planer som f.eks. ”Trafik og parkeringsplan for 

Aarhus inden for Ringgaden” i 1966 og ”Vejplan for Aarhus inden for Ringgaden” fra 1967, som 

begge var udtryk for et politisk og byplanmæssigt ønske om at udvikle den aarhusianske midtby i 

en kommerciel retning via øget trafiktilgængelighed. 164 

Denne tilgang til byudviklingen kom da også til at sætte præg på det fysiske rum i midtbyen i 

slutningen af 1960’erne. Som eksempel kan fremhæves området Nørregade, Nørreport og 

Studsgade, hvor flere bygninger blev nedrevet bl.a. i forbindelse med en udvidelse af Nørreport. 

Andre steder, som f.eks. bag Salling i Østergade og Sabroekarrén ved busstationen blev der 

etableret store parkeringspladser og anlæg, som var i overensstemmelse med de ovennævnte 

planer. 165 Disse parkeringspladser kom til at tjene som holdeplads for de mange borgere, der tog til 


162 Gaardmand 1993 s. 40 

163 Aarhus Kommune 1980 s.. 32ff 

164 LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B 

165 Aarhus Kommune 1980 s. 143 

Side 64 af 98


Aarhus indre by for at handle, og fra 1972 kunne man f.eks. benytte sig den første gågade i Aarhus 

(strækningen Søndergade og Skt. Clemens Torv, med senere udvidelse i 1974) 166 

Både hos byrådspolitikere og byplanlæggere var fokus i begyndelsen af 1970’erne således lagt på 

en strategi, der sigtede på at bringe erhverv og bilisme til Aarhus midtby, men med det resultat at 

by- og boligmiljø blev sat i defensiven. 

Paradoksalt nok forekom denne orientering imod bilisme og erhverv samtidig med, at man havde 

tanker om at skabe nye moderne boliger i Fænøgadekarréen, en karré der ville have været revet ned 

til fordel for udvidelsen af allégaderne. 

Dette vidner måske om, at man i Aarhus Kommune ikke havde afskrevet at bevare den nederste del 

af Sjællandsgadekvarteret i første halvdel af 1970’erne, men byplanmæssigt var der ikke tegn på, at 

man ville bevare kvarteret i første omgang. Alligevel var der ved at ske forandring, i synet på 

Aarhus midtby og Sjællandsgadekvarteret omkring midten af 1970’erne. 

4.9.2 Bevaring af bymiljøet i Aarhus midtby 

Selv om man i Aarhus Kommune således havde planer og visioner for Aarhus midtbys udvikling 

klar siden midten af 1960’erne, blev disse planer aldrig rigtigt udfoldet i praksis. Det største projekt 

– Allégadeprojektet fra Egnsplanen blev ikke gennemført, og omkring midten af 1970’erne stod det 

klart, at udsigterne, til at det skulle blive gennemført, var lange. Dette skyldtes for det første, at 

økonomien i Aarhus Kommune ikke var tilstrækkelig, til at projektet kunne realiseres. 167 

Men for det andet opstod der især i begyndelsen af 1970 en tvivl om, hvorvidt centerplanlægningen 

overhovedet kunne og ville udvikle Aarhus midtby i en positiv retning. 168 Især var mange 

byrådspolitikere og andre kritikere, som f.eks. beboerne i Aarhus midtby, bekymrede for, at en øget 

trafikadgang til midtbyen ikke blot ville smadre by- og boligmiljø men også de eksisterende 

historiske bymiljøer. Man var især bange for, at Aarhus skulle få en gade som Thomas B. Thriges 

Gade i Odense, der blev etableret i begyndelsen af 1960’erne, som havde skåret dele af Odenses 

historiske kvarterer midt over og havde ødelagt bymiljøet. 169 




169 Gaardmand 1993 s. 62-63 

Side 65 af 98


Derfor stillede flere byrådspolitikere spørgsmål om det ønskelige ved at lade en stor hovedtrafikåre 

gå i gennem Aarhus midtby for at skabe rammerne for bedre økonomiske vækstbetingelser. Som et 

byrådsmedlem for det radikale venstre fremlagde i det 1974: 

‖Tillader vi en gennemførelse Allègadeprojektet, tillader vi også at en del af byens historie vil 

forsvinde til fordel for en trafikal ekspansion. Vi må ikke ende med et resultat, som det er tilfældet i 

Odense.‖ 170 

At denne debat havde en betydning for den kommunale byplanlægning blev understreget i 1974 

under et byrådsmøde, hvor den føromtalte konservative rådmand Olaf P. Christensen blev udspurgt 

om, hvad fremtidsplanerne var for midtbyen, og om den famøse Allégadering skulle gennemføres: 

‖Tanken bag Allégaderingen er sandsynligvis stadigvæk gældende, men i de seneste år har man jo 

fået øjnene mere op for det, vi med et bredt udtryk kalder miljøværdier. Man har forstået, at det kan 

være vigtigt at søge at bevare de eksisterende bygninger og gadebillede, uanset om de måske ikke i 

sig selv har nogen større arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Den epoke hvor bilernes krav gik 

forud for alt, og hvor man fandt det helt naturligt at rydde hele bydele for at fremføre storslåede 

vejprojekter gennem bestående bydele, må vist siges at være forbi.‖ 171 

Selvom Christensen udtalelse under dette byrådsmøde i 1974 ikke betød, at Allegadeprojektet 

direkte blev taget af bordet, så var det en indikation på, at holdningen til udviklingen af Aarhus 

midtby ikke skulle bero på store trafikale hovedfærdselsårer, der skar i gennem midtbyen. 

Denne bevaringsholdning, som Christensen refererede til i 1974, blev allerede året efter 

implementeret i kommunes byplanlægningsarbejde. I forbindelse med kommunesammenlægningen 

i 1970 var det blevet påbudt de nye storkommuner, heriblandt Aarhus Kommune, at der skulle 

udfærdiges regionalplaner, og i 1975 udgav Aarhus Kommune således et oplæg til en 

regionalplanlægning for Aarhus Amtskommune. 172 

Med regionsplanoplægget fra Aarhus Kommune i 1975 blev tidligere by- og trafikplaner taget op til 

revision. ”Egnsplanen”, ”Trafik og parkeringsplan for Aarhus inden for Ringgaden” og ”Vejplan for 

170 EA: Aarhus Kommune, Byrådsforhandlinger 16. maj. 1974 

171 EA: Aarhus Kommune, Byrådsforhandlinger 16. maj 1974 


Side 66 af 98


Aarhus inden for Ringgaden” blev alle i regionplanoplægget anset som værende for erhvervs- og 

bilorienterede eller i det hele taget for ekspansive, som det blev formuleret i oplægget. 173 

I stedet for lagde Aarhus Kommune i oplægget til regionsplan i 1975 op til, at udviklingen af 

Aarhus midtby skulle ske inden for de bestående fysiske rammer, dvs. på grundlag af det 

eksisterende vejnet og uden nybyggeri i større målestok. Den indre by skulle fortsat være et 

kommercielt foretagende med fokus på detailhandel og kulturelle aktiviteter, men de gamle 

boligområder i Aarhus midtbys indre by, skulle bevares. 174 

Men selvom man i regionplanoplægget fra 1975 havde udstukket nogle rammer for den 

aarhusianske midtbys fremtid, skulle der gå næsten 10 år, før man fra politisk side endeligt fik lagt 

faste rammer for Aarhus midtby. Indholdet i oplægget til regionsplanen fra 1975 gik igen i den 

endelige regionsplan, der blev vedtaget i 1980. 175 

4.9.3 På vej mod byfornyelse i Aarhus midtby 

I 1977 blev den såkaldte Kommuneplanlov vedtaget i folketinget, som pålagde alle danske 

kommuner at udarbejde planer for kommunernes udvikling samt retningslinjer for, hvordan disse 

skulle føres ud i livet. Kommuneplanloven betød, at man i Aarhus Kommune begyndte at udføre et 

forarbejde til kommuneplanen, som skulle pege på, hvordan Aarhus Kommune skulle udvikle sig. 

Hurtigt stod det klart, at tyngden i udarbejdelsen af den kommende kommuneplan blev lagt på den 

aarhusianske midtby, selvom der for hele kommunen skulle udarbejdes udviklingsplaner. 

I forarbejdet til den første kommuneplan byggede man i Aarhus Kommune videre på planerne fra 

det regionplanoplæg, der blev lavet i 1975, hvilket resulterede i en rapport fra Aarhus Kommune i 

1980, der satte Aarhus midtbys fremtidige udvikling til debat. Rapporten ‖En rapport om midtbyen 

– et debatoplæg‖ gav nogle bud på, hvordan Aarhus midtby for fremtiden skulle fungere, og 

hvordan den skulle udvikles. 176 

173 

LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B 

174 

LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; oplæg til regionsplanlægning Hæfte B 

175 

LHS: Aarhus Kommune, Regionsplan 1980. 

176 

Historikeren Henrik Fode har i ”Aarhus - Byens historie” bd. 4 s. 333 (Fode 1995) henvist til, at der omkring 1980 i 

Aarhus Byråd blev vedtaget en midtbyplan, der betød, at op mod 20.000 boliger i Aarhus midtby skulle gennemgå en 

omfattende byfornyelse. Det er dog vigtig i denne sammenhæng at konkretisere, at den midtbyplan der, blev fremlagt 

i 1980, var en rapport udgivet af magistratens 2. afdeling med titlen ”En rapport om midtbyen – et debatoplæg”. 

Rapporten var tiltænkt som et debatindlæg om den Aarhusianske midtbys fremtidige udvikling. Det var ikke nogen 

endelig plan men derimod på en og samme tid en statusrapport, der rummede ønsker om og holdninger til, hvordan 

den Aarhusianske midtby skulle udvikles. 

Side 67 af 98


Rapporten udlagde tre hovedmål for Aarhus. For det første skulle midtbyen bevares og udbygges 

som kulturelt og handelsmæssigt centrum. For det andet skulle midtbyens boligområder bevares. 

For det tredje skulle udviklingen i midtbyen hovedsageligt bygge på den allerede eksisterende 

bygningsmasses muligheder. Nye store anlæg, veje og bygninger blev ikke set som måden hvorpå, 

midtbyen skulle udvikles 177 

Med hensyn til boligområderne fremhævede rapporten fra 1980, at de gamle boligområder, hvis de 

skulle bevares, måtte gennemgå en bred og veltilrettelagt boligorienteret byfornyelse. Men 

rapporten slog samtidig fast, at en byfornyelse ikke blot handlede om boliger og deres ringe 

standard, men at ønsket om en bred byfornyelse i Aarhus midtby i allerhøjeste grad var forankret i 

et socialpolitisk spørgsmål. 

Baggrunden for dette var forankret i den føromtalte stigende befolkningsafvandring, der havde taget 

til siden begyndelsen af 1960’erne, og som havde skabt en social skævhed i den aarhusianske 

midtby. 178 Således blev det i rapporten fra 1980 slået fast at: 

”Der er således forholdsvis mange sociale tabere i midtbyen, ligesom midtbyborgernes 

gennemsnitlige indtægt ligger lavere end gennemsnittet for Aarhus Kommune, og at der er en 

sammenhæng mellem disse forhold og de dårlige boligforhold er indlysende, lige som det også er 

indlysende, at en opretholdelse eller uddybningen af disse forhold vil accelerere forslumningen 

(…)‖ 179 

I rapporten fra 1980 så man altså en direkte forbindelse mellem den nedslidte ejendomsmasse og 

den sociale sammensætning i de gamle arbejderkvarterer. Og for at kunne ændre den sociale 

sammensætning i midtbyen måtte ejendomsmassen i de gamle arbejderkvarterer forbedres igennem 

en omfattende byfornyelse. Men samtidig mente man nu også, at tiltrækning af resursestærke 

borgere til midtbyen nok skulle kunne lade sig gøre. Især hæftede man sig i Aarhus Kommune ved, 

at midtbyen i ‖kraft af dens specielle beliggenhed (nærhed til storbyens tilbud og arbejdspladser) 

og det tætte urbane bymiljø vil appellere til mange som bosætningssted – også familier med 

børn.‖ 180 

Rapporten om midtbyen fra 1980 viste således også, at man i Århus Kommune havde accepteret, at 

en bevaring af det tætte urbane miljø var nødvendig. 

177 Aarhus Kommune 1980. 125 

178 Aarhus Kommune 1980 s. 54-55 

179 Aarhus Kommune 1980s. 55 

180 Aarhus Kommune 1980s. 55 

Side 68 af 98


4.9.4 ”Kommuneplanen 1984 -1992” 

De forhold, som rapporten om midtbyen fra 1980 pegede på, blev bragt videre til debatten, da den 

første kommuneplan for Aarhus Kommune, ”Kommuneplanen 1984-1992”, skulle vedtages. 

Under byrådsdebatten om kommuneplanen 1984-1985 var det tydeligt, at der i Aarhus Byråd var en 

generel holdning til, at en ændring af den skæve befolkningssammensætning var en nødvendighed. 

Blandt de kommunale politikere var man af den opfattelse, at den sociale skævhed i midtbyen havde 

bevirket, at den ikke fungerede socialt tilfredsstillende, og at en gennemgående byfornyelse i 

midtbyen ville være med til at rette op på disse forhold. Som det konservative byrådsmedlem Erik 

Linde fremlagde det under byrådsdebatten om ”Kommuneplanen 1984-1992”: 

‖En byfornyelse må sættes i gang snarest ved at udarbejde en langsigtet plan. Sigtet må være, at 

der skabes nogle tidssvarende boliger og gårdrydninger samt trafiksaneringer, der skal give 

boligområderne nogle gode omgivelser, så familier med børn også kan trives i midtbyen. Det vil 

også genskabe en normal befolknings- og social sammensætning. Midtbyen skal ikke være ghetto 

for studenter og pensionister.‖ 181 

Det Liberale Venstres byrådsmedlem Frits Gundahl Sørensen udtalte ligeledes under byrådsmødet: 

‖(…) en boligmæssig byfornyelse er nødvendig, hvis vi skal genskabe tidligere tiders varierede 

befolkningssammensætning i midtbyen, og det er der jo mange, der er inde på i debatten.‖ 182 

Der var altså et ønske om at få en mere varieret befolkningssammensætning i Aarhus midtby, som 

en kommende byfornyelse skulle sigte imod. Hermed hvilede byfornyelsesaspektet først og 

fremmest på et socialpolitisk grundlag. 

Men der lå også økonomiske incitamenter bag ønsket om en social byfornyelse. Den stigende 

udflytning havde lagt et stort pres på yderområdernes offentlige institutioner, og man var bekymret 

for, at de investeringer, der allerede var foretaget i institutioner i midtbyen, ville miste deres 

betydning. 183 

I 1984-1985 udsendte Aarhus Kommune så ”Kommuneplan 1984-1992” i 30 hæfter dækkende 

forskellige områder af kommunen. 

For Aarhus midtbys vedkommende behandlede kommuneplanen to væsentlige aspekter. For det 

første skulle midtbyen fortsat være et kulturelt og handelsmæssigt centrum med den indre by som 

181 EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråds forhandlinger 6. feb. 1984 

182 EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråds forhandlinger 6. feb. 1984 


Side 69 af 98


det væsentligt bærende element i den forbindelse. For det andet blev det endegyldigt fastslået, at de 

gamle arbejderkvarterer eller boligområder i Aarhus midtby skulle bevares. 184 

I forbindelse med dette lagde kommuneplanen op til, at der måtte ske en omfattende byfornyelse for 

at gøre midtbyens gamle arbejderkvarterer mere tidssvarende, og derfor blev de udlagt som 

byfornyelsesområder, hvor en bred byfornyelse var nødvendig. Dette ville sige, at Aarhus 

Kommune på længere sigt skulle vedtage byfornyelsesbeslutninger for enkelte kvarterer. 185 

Udgangspunktet for en byfornyelse blev, at den i hovedreglen altså skulle være bevarende. Dvs. at 

man ikke havde til hensigt at rive ejendomme ned og bygge nyt. Derimod skulle byfornyelsen tage 

udgangspunkt i den eksisterende ejendomsmasse og være en overvejende boligorienteret 

byfornyelse. 186 

På én og samme tid søgte Aarhus Kommune igennem kommuneplanen fra 1984 at skabe en midtby, 

der rummede både erhverv, handel og kultur, og som kunne bevare de gamle historiske 

boligmiljøer, som de gamle arbejderkvarterer udgjorde. 

4.9.5 Sjællandsgadekvarterets som byfornyelsesområde 

Vender vi igen blikket mod Sjællandsgadekvarteret, er det interessant, at det i første halvdel af 

1970’erne blev anset som et kvarter, der burde have gennemgået sanering til fordel for nye boliger, 

og at dele af kvarteret skulle have veget pladsen til fordel for en trafikal ekspansion. Med den nye 

kommuneplan blev det fremhævet som noget særligt. I den del af kommuneplanen 187 , der 

involverede Sjællandsgadekvarteret, blev det således konkluderet at: 

‖Alt i alt er kvarteret et charmerende bykvarter, men også med problemer omkring såvel boliger 

som udearealerne. Det er som nævnt kommuneplanens intention at søge disse problemer løst via en 

koordineret boligforbedring og byfornyelse, hvor et af de vigtigste mål vil være at bevare kvarterets 

kvaliteter, samtidig med at de nødvendige fornyelser føres igennem‖. 188 

Som ovenstående citat indikerer, betød vedtagelsen af kommuneplanen ”1984-1992” i 1985, at 

Sjællandsgadekvarteret blev udlagt som byfornyelsesområde, hvilket betød, at kvarteret på papiret 

ville blive bevaret, således at en byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret overvejende ville blive en 

184 EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur” 

185 EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur” 

186 EA: Aarhus Kommune, Sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur” 

187 Den del af Kommuneplanen hvor Sjællandsgadekvarteret indgik i, er ”Vesterbro og andre kvarterer”. 

Sjællandsgadekvarteret er ikke separat behandlet i kommuneplanen, men indgår som en del af et såkaldte Øgadekvarter. 

188 EA: Århus kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992: ” Vesterbro og andre 

kvarterer” 

Side 70 af 98


boligorienteret byfornyelse, hvor boligstandarden skulle gøres mere tidssvarende ved installering af 

toiletter, varme og isolering og dermed forhindre yderligere forringelse. Derfor blev det fremhævet i 

Kommuneplanen, at det ville være nødvendigt, at der for flere boligkarréers vedkommende i 

Sjællandsgadekvarteret skulle gennemføreres en byfornyelsesbeslutning fra Aarhus Kommunes side 

for derigennem at skabe bedre bolig- og friareal forhold for områdets beboere. 

Selv om det blev fremhævet i kommuneplanen, at en byfornyelsesbeslutning var nødvendig, blev 

det også understreget, at en byfornyelse i offentlige sammenhæng med hensyn til yderlige bolig- og 

friarealforbedringer ville vente på initiativ fra områdets beboere. 189 Dette betød, at man fra Aarhus 

Kommunes side ikke vedtog nogen byfornyelsesbeslutning for Sjællandsgadekvarteret, og dermed 

blev der fra offentlig side ikke gjort noget yderligere ved det fysiske miljø i Sjællandsgadekvarteret. 

Økonomien satte grænser for, hvor langt en bred offentlige byfornyelse kunne foregå. De 

byfornyelsesmidler, der blev tilkendegivet fra statens side, betød, at de mål, som man i Aarhus 

Kommune havde opstillet i ”Kommuneplanen 1984-1992”, ikke ville kunne realiseres i den periode 

kommuneplanen dækkede. Som det rammende stod i planen, så styrede den intentionerne, imens 

budgettet måtte og skulle styre aktiviteterne. 190 

4.9.6 Privat byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 

Selvom man i Aarhus Kommune ikke fik vedtaget nogen byfornyelsesbeslutning, som 

Kommuneplanen foreskrev, skete der noget i Sjællandsgadekvarteret. Noget kunne tyde på, at 

ejerne af ejendomme selv gik i gang med at istandsætte ejendommene og at modernisere den gamle 

ejendomsmasse. Det bliver fra flere sider fremhævet, at et træk ved byudviklingen i Aarhus netop 

var, at købestærke grupper i 1980’erne søgte mod kvarterer som Sjællandsgadekvarteret. 

Mennesker, der kunne have fået et nyt hus for de samme penge, kastede sig over renoveringen af 

100 år gamle byejendomme. 191 

Men som det vil blive vist i næste kapitel, var det ikke nødvendigvis private familier, der opkøbte 

og istandsatte lejligheder men i lige så høj grad private investeringsselskaber. 

189 

EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992, ”Vesterbro og andre 

kvarterer” 

190 

EA: Århus Kommune, div. Sager vedr. kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992 ”Hovedstruktur”. 

191 Lauridsen 1994 s. 54. Se og Olesen u.a. s. 59- 60 

Side 71 af 98


4.10 Et nyt politisk syn på Aarhus midtby -afrunding 

Perioden fra 1970 – 1985 viste, hvordan fokus på byplanlægning i forbindelse med Aarhus midtby 

blev ændret, således at man gik fra visioner om gadegennembrud og nedrivninger til bevarende 

sanering til byfornyelse. 

For Sjællandsgadekvarteret betød det, at hvor man fra politisk og byplanmæssig side omkring 1970 

anså Sjællandsgadekvarteret som noget, der burde rives ned til fordel for en udbygning af den indre 

by igennem trafikal ekspansion, blev bymiljø i ved ”Kommuneplanen 1984-1992” anset som noget 

særligt i sådan en grad, at tanken om at rive de gamle ejendomme ned blev erstattet af en vision om 

en offentlig byfornyelse. Dette forblev dog kun en vision. 

Dette var dog ikke kun for den gamle charmerende ejendomsmasses skyld. I Aarhus Kommune 

anså man det for nødvendigt at bevare Sjællandskvarteret i sin helhed for at kunne tiltrække 

socioøkonomisk stærkere borgere. Målet var at skabe en social balance i Aarhus Midtby og 

samtidig trække beboere til, som kunne bidrage til kommuneskatten. 

Side 72 af 98


Kapitel 5 

Da Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt 

I dette kapitel vil det primært igennem Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arkiv og 

avisartikler blive undersøgt, hvilken rolle, de resultater Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 

opnåede i løbet af 1970’erne, havde for gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret. 

Herudover vil det blive undersøgt, hvordan udviklingen i Sjællandsgadekvarteret forandrede det 

aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. 

5.1 Otto Nielsen og Ny Munkegade 89 

I sommeren 1981 modtog pensionisten og forhenværende arbejdsmand på Aarhus Havn Otto 

Nielsen en opsigelse af sin toværelses lejlighed i Falstersgade 45. Årsagen til opsigelsen af Otto 

Nielsens lejlighed var, at ejendommen i 1976 var blevet opkøbt af firmaet ”Radelin ApS”, som i 

1977 udstykkede ejendommen i fem ejerlejligheder. Den mellemliggende tid var gået med at 

modernisere lejlighederne i ejendommen, så de opfyldte kvalitetskravene i den daværende 

ejerlejlighedslov. De øvrige lejligheder blev hurtigt solgt efter udstykningen i 1977, men Otto 

Nielsen ville ikke flytte. Han klagede over den forhøjede husleje, der var fulgt med 

moderniseringen men fik den kun nedsat lidt i boligretten. Pga. den forhøjede husleje måtte Otto 

Nielsen, der kun havde sin pension, altså se sig nødsaget til at flytte fra Falstersgade 45 og 

Sjællandsgadekvarteret, hvor han indtil da boet i 29 år. 

Otto Nielsens gamle lejlighed blev herefter solgt som ejerlejlighed til et ungt lærerpar, der nu kunne 

flytte ind i en nyistandsat ejerlejlighed i en gammel ejendom fra 1890 i et kvarter i den aarhusianske 

midtby, hvor afstanden til den indre by, vand, strand og skov var ganske kort, og hvor mulighederne 

for kulturel udfoldelse var til stede. 192 

I 1977 besatte en række aktivister fra Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings boliggruppe 

sammen med andre af Aarhus midtbys beboerforeninger ejendommen Ny Munkegade 89, en 

treetagers ejendom opført i 1890 under parolen ”ejeren sælger – vi lejer‖. 

Samme år var denne ejendom blevet solgt til firmaet ”Individual Invest I/S”, der havde til hensigt at 

udstykke ejendommens fem lejligheder i ejerlejligheder. Sagen om ejendommen begyndte, da man i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening kunne konstatere, at tre af ejendommens fem lejligheder 

192 LA: Aarhus Civilret, Tinglysningen, Arkiv nr. B-355 løbe nr. SG-46. Og Sørensen 1986 s. 164f. 

Side 73 af 98


havde stået ulovligt tomme i mere end de fire uger, det var tilladt i henhold til 

bygningsreguleringsloven for Aarhus Kommune. Derudover var lejlighederne ulovligt udstykket i 

ejerlejligheder, idet de ikke opfyldte de kvalitetskrav, som ejerlejlighedslovgivningen foreskrev. 193 

Forinden var de tidligere lejere blevet sagt op og smidt ud af deres lejligheder. 

Efter måneders protester lykkedes det Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at få gennemført 

deres krav om stop for den ulovlige udstykning af ejerlejligheder i Ny Munkegade 89, og de 3 

lejligheder i ejendommen blev udlejet til boligsøgende. Men denne sejr holdt ikke længe, for 

allerede i 1978 blev samtlige ejerlejligheder udstykket i Ny Munkegade 89, da det lykkedes nye 

ejere at overholde den gældende lovgivning. 194 



Figur 10: Blokade foran Ny Munkegade 89 i 1977. Med hjælp 

fra andre beboerforeninger i Aarhus Midtby forsøgte 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at standse udstykning 

af ejerlejligheder i ejendomme. Sådanne aktioner var der flere 

af i Sjællandsgadekvarteret i sidste halvdel af 1970’erne. 

Kilde: Mikkelsen 1980 s. 86 og 92 

Side 74 af 98


5.2 Et kvarter under pres 

Aktioner, som den der fandt sted ved Ny Munkegade 89, var der et utal af i sidste halvdel af 

1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne, hvilket især kom til udtryk i Sjællandsgadekvarterets 

Beboeravis, der bugnede af sådanne sager. 195 

I de korte historier, som er blevet fortalt ovenfor, er det ikke kun private problemer, vi kan 

observere. Historierne giver også et kortfattet billede af et kvarter i Aarhus midtby, der ved 

begyndelsen af 1980’erne var under pres. Et pres der i stigende grad var kendetegnet af bevægelser 

på boligmarkedet og udstykninger af ejerlejligheder. 

Udstykningerne af ejerlejligheder var ikke noget nyt i Sjællandsgadekvarteret. I 1966 blev der 

indgået et boligforlig i det danske folketing, der havde til formål at danne grundlag for en ny dansk 

boligpolitik, hvor man søgte at skabe et friere boligmarked. 196 Dette boligforlig betød, at der blev 

åbnet op for, at ca. 120.000 ældre lejelejligheder på landsplan i det privatejede udlejningsbyggeri 

kunne udstykkes som ejerlejligheder. 

Målsætningen var at tiltrække nye og mere ressourcestærke beboere, og ejerlejlighedsloven var i 

virkeligheden en slags offentlig subsidiering. Ved at udmatrikulere de enkelte lejligheder fik de nye 

ejere adgang til fradragsret for renteudgifterne, hvilket fik prisen til at stige. De forhøjede priser var 

det incitament, der fik de oprindelige ejere til at udstykke, idet de fik en langt højere pris for deres 

ejendomme end den kapitaliserede værdi af de hidtidige lejeindtægter. Virkningen blev derfor, at 

ejerne eller tilfældige købere spekulerede i denne fordel og kapitaliserede noget af fordelen ved 

salget. Dette betød samtidigt, at en række tidligere lejelejligheder, som havde en fordelagtig kvalitet 

i forhold til huslejen, forsvandt fra boligmarkedet for folk, som kun havde råd til at leje – ikke 

eje. 197 

Muligheden for at udstykke i ejerlejligheder vakte stor forargelse blandt nogle borgere og politikere 

i hele landet, og den offentlige kritik betød, at der ad flere omgange blev lavet ændringer i 

ejerlejlighedsloven. Allerede i 1970 blev der indført ændringer til boligreguleringsloven, så 

mulighederne for at udstykke blev mere begrænsede. Nu var det kun muligt at udstykke lejligheder, 

der var opført efter 1. april 1961. 198 

195 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 

196 Hansen og Henriksen 1980 s. 193 

197 Hansen og Henriksen 1980 s. 194-195 

198 Sørensen 1986 

Side 75 af 98


I 1976 blev det såkaldte ”miniboligforlig” indgået i Folketinget. Forliget betød, at muligheden for 

udstykningen af ejerlejligheder igen blev udvidet. Nu kunne alle ejendomme uanset alder 

udstykkes, såfremt de ikke var fredede, og hvis de opfyldte visse kvalitetskrav. Da ejerlejligheder, 

bl.a. på grund af ejerboligers skattefradragsregler, vurderedes højere end udlejningslejligheder, steg 

vurderingen af udstykkede ejendomme og derved også lejen i udlejningslejlighederne. 

Efterkrigstidens boligpolitik, hvor lejernes uopsigelighed havde været en vigtig del, blev derved 

illusorisk i udstykkede ejendomme, da mange blev tvunget til at flytte pga. de stigende huslejer. 199 

Med vedtagelsen af dette forlig i 1976 fik spekulationen i ejerlejligheder derfor en helt anden og 

meget mere nærværende karakter. Tidligere lå spekulationen kun i at købe billigt og sælge dyrt, 

hvilket vil sige, at lejerne ikke direkte blev berørt. 200 Men med miniboligforliget fik lejerne i mange 

tilfælde forvandlet deres hjem til en byggeplads, og de fik huslejestigninger for en modernisering, 

der i mange tilfælde blot gjorde lejligheden ringere, idet moderniseringerne tit var det rene 

makeover, der blot skulle sørge for, at lejligheden blev moderniseret i sådan en grad, at den kun 

netop lige overholdt de gældende regler for udstykning af ejerlejligheder. 201 

I Sjællandsgadekvarteret blev der således udstykket en lang række ejerlejligheder, som 

nedenstående skema viser: 

Lovgrundlag Udstykkede 

Ejendomme 

Ejerlejlighedsloven af 1966 12 80 

Boligreguleringsloven af 1969 5 51 

Boligreguleringsloven af 1970 1 10 

Anpartslejligheder 3 28 

Ejerlejlighedsloven af 1976 41 271 

Tabel 1: Oversigt over udstykkede ejerlejligheder i Sjællandsgadekvarteret 1966-1979. Kilde: Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 

1982 

Selvom det siden 1966 havde været muligt at udstykke i ejerlejligheder, var det først i forbindelse 

med ejerlejlighedsloven, der var en del af miniboligforliget fra 1976, at udstykningen for alvor tog 

fart. Og en lang række ejendomme blev mellem 1976 og 1979 udstykkede, hvor ejerlejlighedsloven 

199 Olesen u å. s. 59 og Sørensen 1986 

200 Sørensen 1986 s. 169 

201 Sørensen 1986 s. 98 

Side 76 af 98 

Udstykkede 

Lejligheder


endnu en gang blev ændret. Som vi så i det ovenstående, havde denne udvikling konsekvenser for 

nogle af Sjællandsgadekvarterets beboere. 

Som følge af den folkelige opinion landet over blev der i folketinget i 1979 vedtaget et stop for 

udstykning af ejerlejligheder. Dvs. at det forsat var tilladt at udstykke fredede ejendomme, rene 

erhvervsejendomme samt ejendomme med 2 beboelseslejligheder eller derunder. 202 

5.3 Det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret som annoncevare 

Interessant nok skete den største udstykning samtidig med, at det aktive beboerarbejde i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var ved at manifestere sig endegyldigt med f.eks. 

etableringen af Beboernes Hus i 1977, der var rammen om det særlige sociale miljø i 

Sjællandsgadekvarteret. Dette begyndte boligmarkedet i stigende grad at udnytte fra slutningen af 

1970’erne 

Det pres, som man i Sjællandsgadekvarteret oplevede i slutningen af 1980’erne, var således i 

henhold til de ovenstående afsnit i første omgang skabt af et ejendomsmarked, der så muligheder i 

at udstykke ejerlejligheder med mulighed for store økonomiske gevinster. 

Derfor var det også kærkommen for mange ejere af ejendomme, der skulle udstykkes i 

ejerlejligheder, at Sjællandsgadekvarteret i løbet af 1970’erne havde forvandlet sig til et kvarter 

med en lang række kvaliteter, der gjorde det attraktivt. Som en ejer af en ejendom i Falstersgade 

udtale det i 1976: ‖Dette kvarter er en ren guldgruppe, om ti år vil de fleste lejligheder være solgt 

som ejerlejligheder.‖ 203 

Det boligmiljø, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening havde været med til at skabe, blev 

hurtigt integreret i ejendomsmarkedets søgen efter potentielle kunder og brugt som blikfang i 

salgsannoncer for ejerboliger. 

Med overskrifter som ‖Tæt ved Børnenes Jord‖ 204 og ‖Ejendommen ligger i 

Sjællandsgadekvarteret, der er kendt for sit gode og særlige miljø med Beboernes Hus.‖ 205 tog 

boligmarkedet det gode boligmiljø op, pakkede det ind og markedsførte det. 206 Som det stod i en 

annonce i Aarhus Stiftstidende fra 1976, der søgte at sælge ejerlejligheder i Anholtsgade 13: 

202 Sørensen 1986 s. 172 




206 ”Sjællandsgade er blevet rig”: artikel i Aarhus Stiftstidende 14. februar 1988. 

Side 77 af 98


‖Lejlighederne er beliggende i moderniseret rødstensejendom i Sjællandsgade-kvarteret. Kvarteret 

er et meget miljøvenligt kvarter, hvor der forefindes mange fællesaktiviteter, specielt for børnene, 

bl.a. Børnenes Jord‖ 207 

Det var netop i forbindelse med salg af ejerlejligheder i løbet af 1970’erne, at ejendomsmæglerne 

brugte boligmiljøet som blikfang i boligannoncer. Men også op igennem firserne blev boligmiljøet 

anvendt som en væsentlig del af en aktiv markedsføring, som nedenstående annonce viser. 

Figur 11: Som det fremgår af denne annonce, blev Sjællandsgade 83-85 forsøgt solgt med henvisning til, at ejendommen lå i et 

særligt beboervenligt kvarter. Kilde: Morgenavisen Jyllandsposten 4. marts 1984. 

207 Annonce i Aarhus Stiftstidende 20. september 1976. 

Side 78 af 98


Det er ikke tydeligt, hvor stor effekt ejendomsmarkedets markedsføring af det særlige miljø i 

Sjællandsgadekvarteret havde. Men som udgangspunkt må man forestille sig, at denne 

fremhævning af det særlige miljø havde en vis effekt på de mennesker, der valgte at slå sig ned i 

Sjællandsgadekvarteret. Som historikeren Rita Sørensen, der selv boede i Sjællandsgadekvarteret og 

var mangeårigt aktivt medlem af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, fremlagde det i en artikel 

i Århus Stiftstidende 1988: 

‖For det første synes mange af dem, der nu flytter til, at det er rart med miljø og gode 

muligheder.‖ 208 

I Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var man ikke i tvivl om, at det særlige miljø, som var 

blevet opbygget i gennem 1970’erne, havde en effekt på udviklingen i kvarteret. 

5.4 Beboerarbejdets dobbelthed 

I 1980 blev der i forbindelse med 10års jubilæet for det aktive beboerarbejde i 

Sjællandsgadekvarteret bragt en artikel i Sjællandsgadekvarterets Beboeravis, der gav et tilbageblik 

på nogle af de resultater, som Beboerforeningen havde opnået. 209 Men udover dette tilbageblik satte 

artiklen også spørgsmålstegn ved Sjællandgadekvarterets Beboerforenings arbejde og målsætning: 

‖om at bevare og forbedre dette boligkvarter for de oprindelige og nuværende beboere.‖ 210 

Årsagen til dette spørgsmål kunne være, at man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening omkring 

1980 kunne konstatere, at Sjællandsgadekvarteret var ved at skifte social profil. Kvarteret var i 1980 

ikke mere et udpræget arbejderkvarter, den sociale sammensætning var stadig bundet op på en stor 

gruppe af pensionister og studerende, men der, hvor Sjællandsgadekvarterets sociale profil især 

havde ændret sig, var i den erhvervsaktive gruppe, som i de fleste tilfælde var akademikere. 211 

Derfor blev der i artiklen fra 1980 stillet spørgsmålet: ‖Skal beboerforeningen være en 

interesseklub for velbjergede grundejere? Eller skal den mere bevidst gå ind i kampen for at 

forsvare de svagest stillede‖ 212 

Blandt mange af de aktive i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening talte man om, at der i det 

aktive beboerarbejde var en dobbelthed. En dobbelthed i den forstand, at man i beboerforeningen på 

den ene side kæmpede for bedre forhold for kvarterets beboere og for, at de oprindelige beboere 

208 ”Sjællandsgade er blevet rig” artikel i Aarhus Stiftstidende 14. februar 1988 

209 Sjællandsgadekvarterets beboerforening udgav ligeledes i 1980 en bog om de første 10 år med aktiv 

beboerarbejde. Se Ken Mikkelsen (red) 1980. 


211 Sørensen 143 og Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 1980 

212 Sjællandsgadekvarterets beboeravis nr. 124 1980 

Side 79 af 98


kunne blive boende. På den anden side blev det gode miljø attraktivt for andre end dem, det i første 

omgang var tiltænkt. 213 Kort sagt, så mente man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, at det 

særlige miljø, der var opstået i Sjællandsgadekvarteret, havde banet vejen for, at bedre 

socioøkonomiske grupper søgte mod Sjællandsgadekvarteret. 

Selvom man i dette indlæg fra 1980 pegede på, at man fortsat skulle arbejde for de svageste i 

kvarteret, og man ville søge indflydelse i den kommunale bypolitik og fortsat kæmpe mod 

huslejeforhøjelser og udstykninger af ejerlejligheder, markerede dette indlæg i beboeravisen faktisk 

en ny tid for det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret. 214 

5.5 Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og dets karakterændring 

5.5.1”Revolutionen” der blev væk 

I løbet af 1980’erne begyndte det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret at ændre karakter, 

hvilket flere ting indikerer. 

Den vigtigste indikator herpå var, at de politiske arbejds- og aktionsformer blev færre og færre. I 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening pegede man selv på, at det bl.a. skete som konsekvens af 

en stigende erkendelse af, at drømmene om store samfundsændringer ikke indfriedes så hurtigt som 

håbet. Det venstreorienterede arbejde havde mistet pusten, ikke mindst fordi mange af de ”gamle” 

boligaktivister, der stadig boede i kvarteret, var trådt ind en i anden livssituation. Nogle havde stiftet 

familie og havde fået børn og/eller var blevet færdige med deres uddannelser og havde fået fast 

arbejde. 215 

Men nok så vigtigt må man også pege på, at mange af de mennesker, der flyttede ind i 

Sjællandsgadekvarteret i slutningen af 1970’erne og i løbet af 1980’erne, ikke havde ”revolutionen” 

på dagsordnen og dermed ikke delte de synspunkter og den linje, som den ”hårde kerne” i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening havde lagt. 

En anden vigtig indikator på, at der skete ændringer i den sociale profil i Sjællandsgadekvarteret, 

var, at der i løbet af 1980’erne og 1990’erne ikke var protester imod den private 

byfornyelsesaktivitet, der huserede i Sjællandsgadekvarteret. Læser man Sjællandsgadekvarterets 

Beboeravis fra slutningen af 1980’erne og indtil 1995, hvor den ophører, er det slående, at 

213 Mikkelsen 1980 s. 5 og Sørensen 1986 s. 10 


215 Fisker mfl. 1992 

Side 80 af 98


byfornyelsen i Sjællandsgadekvarteret eller i Aarhus generelt ikke blev nævnt eller beskrevet, som 

det jo var tilfældet med 1970’ernes saneringer og ejerlejlighedsudstykninger. Der blev ikke afholdt 

demonstrationer endsige besat lejligheder – den private byfornyelse fik lov til at gå upåagtet hen. 

Årsagen til dette skal nok findes i flere faktorer. For det første kunne man formode, at den 

byfornyelse, der skete på privat initiativ overholdt den gældende lovgivning, og at der dermed ikke 

var behov for protester. For det andet må man også formode, at mange af dem, som var gået i gang 

med en privat byfornyelse, selv var en del af det aktive beboerarbejde og medlem af 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, og at der derfor var en form for konsensus om, at der var 

behov for en byfornyelse af den gamle boligmasse, også selv om det for eventuelle lejere ville 

resultere i dyre husleje. 

Derfor blev det nødvendigt hvis ikke afgørende for det aktive arbejde i Sjællandsgadekvarteret at 

finde et andet perspektiv og indhold, der svarede til beboernes ønsker og behov, hvis der fortsat 

skulle eksistere et aktivt beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret. 216 

5.5.2 Stadig et ønske om et aktivt beboerarbejde 

Dette behov for nyorientering i det aktive beboerarbejde førte frem til ønskerne om at satse endnu 

mere på sociale og kulturelle aktiviteter. Som da man i 1989-1992 i Sjællandsgadekvarterets 

Beboerforening med kommunal støtte lavede et projekt med betegnelsen ”Varme Hændelser”, der 

var et projekt, der skulle udvikle og styrke de sociale og kulturelle rammer i 

Sjællandsgadekvarteret. 217 Selv om det var et kommunalt støttet projekt, var det i høj grad et 

nedefra–initieret projekt, hvor Sjællandsgadekvarterets Beboerforening stod for projektets forløb. 218 

Nyorienteringen i Sjællandsgadekvarteret var en udløber af 1970’ernes beboerarbejde, men det 

udtrykte samtidig et markant brud i forhold til det beboerarbejde, der siden slutningen af 1970’erne 

forholdsvist havde koncentreret sig om kampen imod ejerlejligheder og boligspekulation. Man 

søgte at skabe nogle rammer, som skulle udvikle det sociale og kulturelle arbejde. Det aktive 

beboerarbejde centreret omkring Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Beboernes Hus og 

Børnenes Jord blev bragt frem til at bære præg af kulturelt og socialt oplysningsarbejde lige fra sex 

216 Fisker mfl. 1992 8 

217 Fikser mfl. 1992 s. 10 

218 Fisker mfl. 1992 s. 35 ff. 

Side 81 af 98


og samfund til kunst og kultur, og det vigtigste var, at Aarhus Kommune aktivt gik ind og støttede 

mange af de ny projekter som f.eks. projektet ”Varme Hændelser”. 

Selvom 1980’erne og 1990’erne bød på et opbrud og nyorientering i det aktive beboerarbejde i 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, synes der at være en arv eller en rød tråd tilbage til 

1970’ernes kamp for et godt boligmiljø og kampen om byrummet. Man protesterede stadig når 

Aarhus Kommune gjorde tiltag, der både lagde op til forringelse i Sjællandsgadekvarteret men også 

andre steder i den aarhusianske midtby. Aktionsformerne var dog trukket anderledes op. Nok 

protesterede man, men protesterne var af en anden karakter, selvom man godt kunne tage lidt 

utraditionelle metoder i brug som f.eks. i december 1993, hvor der blev protesteret imod, at 

kommunen havde taget et lyssignal ned ved Guldsmedegade, Nørregade og Norsgade. Her 

standsede en stor mængde beboere fra Sjællandsgadekvarteret trafikken en kort overgang ved at gå 

over fodgængerovergangen utallige gange i protest mod det manglende lyssignal. 219 Det var en lille 

aktion, men med stor symbolsk betydning, da det pågældende signal blev sat op igen i 1994. Dette 

vidner om, at der stadig var en ”ånd” i Sjællandsgadekvarteret, som forsøgte at skabe en udvikling i 

kvarteret på beboernes præmisser. 

5.5.3 Den røde tråd til 1970’erne 

Ved årtusinde skiftet var der stadig et særligt socialt miljø i Sjællandsgadekvarteret, som man ikke 

finder andre steder i Aarhus. Musikeren og frontfigur i det populærere rockorkester TV2 Steffen 

Brandt, der selv er bosiddende i Sjællandsgadekvarteret, konstaterede i 2003 at: 

(…) ”Sjællandsgade er (…) en by i byen, som selvstændigt fastholder en identitet med stærke 

værdier, nærvær, en mere afslappet livsstil, tid til at standse op og snakke, feste og arbejde. Og der 

er altid en ombygning i gang, en container der skal fyldes, et barn der skal passes, en vin der skal 

smages ved den lokale og et projekt der skal drøftes hos en af de mange mere kreative 

småvirksomheder, som endnu holder til i områdets baghuse. (…) Og selvom det er pænt dyrt at bo 

her, er vi mange, der vedholdende fastholder en selvforståelse på kvarterets vegne, der handler om 

at her er der plads til alle.‖ 220 

Og selv i året 2010-2011 er kampen om byrummet ikke helt forbi i Sjællandsgadekvarteret, for 

paradoksalt nok verserer der i skrivende stund en ny kamp om Beboernes Hus i Sølystgade, hvor 

219 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr.261, februar, 1993 

220 Brandt 2003 s. 50 - 51 

Side 82 af 98


beboerne kæmper imod et forslag fra Aarhus Byråd om at ombygge beboernes hus. En plan som er 

faldet mange beboere for brystet og har medført demonstrationer og ophængning af bannere med 

protester. Og med en, nok utilsigtet, reference til kampen mod saneringsplanen for Rugbrødskarréen 

fra 1969, skrev en række beboere i et åbent brev til Aarhus Byråd i foråret 2010 at: 

‖En så stor institution, der skal ligge på et areal på størrelse med to mindre parcelhusgrunde, kan ikke 

undgå at plastre stedet til med bygninger både i højden og i bredden, for ikke at tale om 

parkeringspladser.‖ 221 

Arbejdet for det sociale miljø og det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret lever stadigvæk 

i bedste velgående, selvom kvarteret igennem de sidste 30-40 år har gennemgået en fysisk og social 

forvandling. Arven fra 1970’erne lever stadig blandt de gamle, men dyre ejerlejligheder og små 

byhuse. 

221 ”Bevar livet i mellem husene” åbent brev i Aarhus Stiftstidende 19. april 2010 

Side 83 af 98


Kapitel 6 

Diskussion af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus 

Kommunes placering i forhold til gentrificering 

Som det blev redegjort for i kapitel 1 om hhv. konsumptions- og produktionsforklaringerne, var den 

store divergens imellem disse to forklaringer, hvordan de forskellige aktører skulle placeres i 

gentrificeringsprocessen. For Neil Smith var det først og fremmeste en økonomisk omstrukturering 

i det urbane rum, der var hovedårsagen til, at en gentrificeringsproces blev påbegyndt, hvor sociale 

kollektive aktører f.eks. offentlige myndigheder var med til at bære processen igennem. Hos David 

Ley var gentrificering forankret i en processuel udvikling, hvor en ændret opfattelse af det urbane 

rum var kernen i den udvikling. 

6.1 Gentrificeringens kulturelle karakter 

Tager vi imidlertid et nærmere kig på de to ovenstående teoretiske tilgange, viser det sig, at det 

frem for at arbejde med de to tilgange hver for sig er frugtbart at kombinere de to tilgange til 

gentrificering, hvis man vil have en dybere forståelse af årsagen til gentrificeringsprocessen. 

Byforskeren Mats Franzén peger på, at det økonomiske system i nogle områder af det urbane rum 

producerer, det Neil Smith betegnede som et rentegab, hvilket betyder, at muligheden for 

gentrificering i disse områder er til stede. Men Franzén påpeger samtidigt, at for at en 

gentrificeringsproces kan finde sted eller igangsættes, må der være nogle gentrifikanter, der er med 

til at igangsætte processen: 

‖ (…) for gentrification to take place, there must also be gentrifiers who are ready to reappropriate 

working-class inner-city areas. That is, they must have re-evaluted such areas, redefining their 

middle-class identity, opting for new life style.‖ 222 

Dvs. at for at potentielle gentrifikanter vil flytte ind i et kvarter, er der nødt til at være noget, der er 

med til at tiltrække dem, hvis gentrificeringsprocessen skal igangsættes. 

I Sjællandsgadekvarteret havde det økonomiske system ved begyndelsen af 1970’erne skabt 

forudsætningen for, at en gentrificeringsproces kunne sættes i gang. Ejendomsmassen var nedslidt, 

222 Franzén 2005 s. 57 

Side 84 af 98


priserne forholdsvist lave som følger af manglende investeringer, og dermed opstod et dårligt fysisk 

og socialt miljø. 

Med dannelsen af det aktive beboerarbejde i 1970 og af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 

1973 indledtes en proces, hvor der blev lagt et nyt værdimæssigt perspektiv på det tætte urbane 

område som Sjællandsgadekvarteret udgjorde. Den værdi, som kvarteret blev tillagt, var ikke i 

første omgang en økonomisk værdi men derimod en kulturel værdi. 

David Ley pegede på, hvordan unge og studerende i de canadiske byers gamle kvarterer søgte at 

skabe et alternativ i forhold til de forstæder, som de kom fra. Deres ønske om en alternativ 

urbanisme resulterede i særlige miljøer i de canadiske storbyer, og deres tilstedeværelse var med til 

at skabe et særligt bymiljø, som efterfølgende vakte interessere hos den brede middelklasse. 

Vi har her at gøre med det, som den amerikanske sociolog Sharon Zukin har betegnet som en 

revalueringsproces. 

Det er dog ifølge Smith ikke en økonomisk revalueringsproces, der er tale om. Zukin betragter godt 

nok på linje med Smith gentrificering som en revalueringsproces, der har stor indflydelse på 

værdien af ejendomme og grunde i de centrale bydele. Men i modsætning til Smith, mener Zukin, at 

revalueringsprocessen i højere grad beror på det, hun betegner som ”kulturelle 

tilegnelsesprocesser”, som redefinerer steders eller et rums betydning og mindre på økonomiske 

ændringer i de økonomiske strukturer. 223 

Det er netop denne kulturelle revalueringsproces, som David Ley hentyder til, når han taler om, at 

der skete et kulturelt skift, altså at der opstod et nyt kulturelt syn på de indre bydele i de canadiske 

storbyer hos middelklassen. 

Ovenstående revalueringsproces kan således relateres til Sjællandsgadekvarteret, da 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var med til at skabe et særligt bymiljø, og dermed kan man 

karakterisere foreningens arbejdede for et bedre miljø som en måde, hvorpå der skete en revaluering 

af det urbane rum i Sjællandsgadekvarteret, idet det igennem det aktive beboerarbejde var med til at 

vise, at det at bo og leve i tætte urbane områder godt kunne lade sig gøre. 

Som Sørensen blev citeret for i det ovenstående, så søgte mange af de nye tilflyttere til 

Sjællandsgadekvarteret i 1980’erne netop dette særlige miljø, og dermed var de med til at skabe en 

kulturel revaluering af Sjællandsgadekvarteret. 

223 Zukin 1988 og 1997 

Side 85 af 98


6.2 Efterspørgsel og forbrug 

Når vi betragter Sjællandsgadekvarteret i 1970’erne og 1980’erne, er det tydeligt, at der opstod det, 

som geografen Eric Clark indledningsvist blev citeret for at betegne som ‖Commodification of 

space‖. Dette skyldes naturligvis forandringer på boligmarkedet, da det blev gjort muligt at 

udstykke lejligheder. Men en af forudsætningerne for, at denne vareliggørelse af det urbane rum i 

Sjællandsgadekvarteret kunne finde sted, var at aktørerne på ejendomsmarkedet tog det særlige 

miljø til sig og anvendte det i markedsføring og salg af ejerlejligheder. Denne markedsføring af 

Sjællandsgadekvarteret må nødvendigvis have haft størst indflydelse på de mennesker, der f.eks. 

søgte et alternativ til parcelhuskvarterene i forstæderne eller betonen i Gellerup. 

I takt med, at Sjællandsgadekvarteret blev mere attraktivt, må man formode, at ejendomspriserne 

steg yderligere, og dermed, som det blev citeret indledningsvist, opstod et filter, der sorterede dem 

fra, der ikke havde råd til at købe sig ind i Sjællandsgadekvarteret. 

Neil Smith blev i kapitel 1 kritiseret for, at hans rentegab-teori ikke kunne forklare, hvorfor der 

forekom en stigende efterspørgsel på ejendomme og boliger i de centrale bydele. En efterspørgsel 

der betød, at grunde og ejendomme i de indre bydele kom til at besidde en potentielt højere værdi 

ved en anden udnyttelse, hvilket ifølge hans rentegab-teori netop er forudsætningen for, at der 

kunne opstå en gentrificeringsproces. 

Netop denne ændrede udnyttelse af ejendomme i Sjællandsgadekvarteret, var til stede i forbindelse 

med muligheden for at udstykke ejerlejligheder fra 1966, og som det blev nævnt i kapitel 5, så 

spekulerede ejere af ejendomme jo netop i at udstykke ejerlejligheder for skabe økonomisk profit. 

Men som fremhævet i kapitel 1 kunne Smith ikke forklare, hvorfor et kvarter blev attraktivt at flytte 

ind i. Derfor synes Ley’s forklaringsmodel om, at der i udviklingen af den postindustrielle by, hvor 

der skete en revalueringsproces af det urbane rum, skabtes et kulturelt skift, hvor synet på de indre 

bydele ændrede sig hos personer fra middelklassen og dermed skabte en øget efterspørgsel af 

boliger. 

Selvom Smith’s teori om rentegabet ikke havde en determinerende faktor i tilfældet 

Sjællandsgadekvarteret, synes hans grundtanke derimod at passe ind på den gentrificeringsproces, 

der fandt sted på Vesterbro i København, hvor byfornyelsen tog udgangspunkt i en politisk 

beslutning, der betød at store dele af ejendomsmassen blev konverteret om til andelsboliger for at 

finansiere byfornyelse. 

Side 86 af 98


Vi må dog heller ikke lade det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret være en determinerende faktor, 

for det er jo ikke blot selve kvarteret, der trækker beboere til. Det nære byrum kunne også tilbyde 

noget, og som nævnt i kapitel 4 havde der i 1960’erne fundet en stigende raffinering sted i den indre 

by Aarhus og dette fortsatte. I den forbindelse har den danske historiker Bodil Olesen bemærket i en 

undersøgelse af bolig- og livsformer i Frederiksbjerg Øst, at de centrale bydele i Aarhus i midten af 

1980’erne netop kunne: 

‖frembyde kvaliteter som et højt serviceniveau, god tilgængelighed til fælles anlæg, et rimelig 

veludviklet transportnet, en god dækning af kvaliteter, der gør bytilværelsen tillokkende, og sidst, 

men ikke mindst muligheden for at få en attraktiv bolig i de gamle stemningsfulde, historiske 

bykerner.‖ 224 

Udbygningen af den indre by må nødvendigvis have betydet, at der måtte have fundet økonomiske 

investeringer sted fra både erhvervslivet og det offentlige, hvilket medfører, at vi bedre kan tale om 

en omstrukturering af økonomien, som Neil Smith påpegede. 

6.3 Et bypolitisk paradigmeskifte - gentrificeringens politiske dynamik 

Vender vi blikket imod Aarhus Kommunes rolle i forbindelse med gentrificering i 

Sjællandsgadekvarteret, er det tydeligt, at den direkte politiske intervention i 

Sjællandsgadekvarteret var begrænset i såvel 1970’erne og 1980’erne som 1990’erne. Saneringen i 

Sjællandsgadekvarteret havde begrænset betydning for kvarteret som helhed. Den senere planlagte 

byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret blev stik imod kommuneplanens intentioner ikke gennemført, 

og dermed blev der heller ikke gennemført nogen form for offentlig byfornyelse i 

Sjællandsgadekvarteret. Der var således umiddelbart ikke nogen sociale kollektive aktører, som 

Neil Smith var inde på til at igangsætte og bære en gentrificeringsproces igennem i 


Men Aarhus Kommunes placering i forhold til gentrificering og Sjællandsgadekvarterets udvikling 

skal findes på et bredere plan, der i sig selv drejede sig om udviklingen af Aarhus midtby i det hele 

taget. 

De to byforskere Thorkild Ærø og Gertrud Jørgensen har peget på, at der i midten af 1980’erne 

skete et paradigmeskift i den danske bypolitik på statsniveau. De peger på, at man frem til midten af 

1980’erne arbejdede med aflastnings-centre og spredning af byerne som strategier for sundhed og 

224 Olesen u.å s. 59 

Side 87 af 98


vækst. Man vendte så at sige ryggen til de tættere byer, der blev opfattet primært som erhvervszoner 

– med boliger, der bød på relativt dårlige levevilkår. Men som Ærø og Jørgensen påpeger, fik man 

fra midten 1980’erne i højere grad øjnene op for den tætte bys urbane kvaliteter. Tæthed frem for 

spredning vandt indpas i byplanlægningen. 225 

Selvom Ærø og Jørgensen peger på, at det bypolitiske paradigmeskifte fandt sted på et statsligt 

niveau, må man ligeledes pege på, at der også fra kommunalt hold i Aarhus’ tilfælde skete et 

tilsvarende paradigmeskift. 1970’ernes aarhusianske bypolitik og byplanlægning var således 

kendetegnet ved en stigende erkendelse af, at den aarhusianske midtby med sine gamle 

arbejderkvarterer havde en lang række kvaliteter, først og fremmeste historiske og arkitektoniske, 

der måtte bevares frem for gadegennembrud og udvikling af trafikken. 

Netop bevaringen af Sjællandsgadekvarterets ældre byejendomme, der tilsammen udgjorde et 

sammenhængende kulturmiljø, synes at have spillet en væsentlig rolle i den forsatte kommunale 

byplanlægning i sidste halvdel af 1970’erne. I første omgang synes det at være for kulturmiljøets 

skyld, at dele af Sjællandsgadekvarteret ikke blev revet ned, som det fremgik i kapitel 4. 

Men som samme kapitel viser, blev bevaring af Sjællandsgadekvarterets ejendomsmasse og dermed 

et stort kulturmiljø set som en strategi for at få vendt den socioøkonomiske skævhed, som var 

opstået i løbet af 1970’erne. Sjællandsgadekvarterets kvaliteter skulle tiltrække økonomisk 

resursestærke borgere til igen at bosætte sig i den aarhusianske midtby og dermed øge 

skatteindtægterne. 

Det bypolitiske paradigmeskifte skal derfor ses som et resultat af den stigende sociale skævhed, der 

indfandt sig i den aarhusianske midtbys boligområder. Som historikerne Søren Bitsch Christensen 

og Mette Ladegaard Thøgersen har påpeget, skete en revitalisering af byrummet i de danske byer 

fra 1960’erne og frem i første omgang i forbindelse med sociale og bymiljømæssig årsager. 226 

I denne forbindelse kan man således tale om, at der i Aarhus Kommune opstod et nyt syn på det 

tætte urbane rum og en idé om det, som David Ley i kapitel 1 betegnende ”the livable city”. Ved at 

droppe de store gadegennembrud som f.eks. Allégaderingen og samtidig betone offentligt igennem 

den første Kommuneplan 1984-1992, at der i Aarhus midtby var charmerende boligkvarterer, som 

var i besiddelse af kvaliteter, man ikke fandt andre steder, gjorde Aarhus Kommune sit til, at der 

225 Ærø og Jørgensen 2005 s. 26 ff. 

226 Christensen og Thøgersen 2006 s. 98 

Side 88 af 98


blev tegnet et nyt perspektiv på de tætte urbane områder, der skulle trække økonomiske 

resursestærke borgere til midtbyen. 

Som en del af Aarhus midtby blev Sjællandsgadekvarteret således også fremhævet som et 

interessant kvarter. Hvilken betydning, det havde for Sjællandsgadekvarteret, er det naturligvis 

svært at vurdere. Men som udgangspunkt må det have åbnet op for en yderligere interesse for at 

leve og bo i kvarteret. Ikke mindst fordi kvarteret var blevet bevaret i sin helhed, og der var ikke 

udsigt til, at der skulle gennemføres nogen større forandringer eller gadegennembrud. 

På samme måde, som det var tilfældet med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, var Århus 

Kommunes bypolitik fra 1970-1990 med til danne grundlag for en omfattende revaluering af det 

eksisterende bymiljø i Sjællandsgadekvarteret og den aarhusianske midtby. 

6.4 Holdningsændring til det urbane rum i Aarhus midtby – en afrunding 

Set i et historisk perspektiv var både Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune 

med til at tillægge Aarhus midtby nye værdier og til at åbne for en holdningsændring til det tætte 

urbane rum. En holdningsændring, der i Sjællandsgadekvarterets tilfælde kom til syne i form af en 

stigende attraktivitet for at bo i kvarteret. 

Grundlæggende viser det sig, at gentrificering ikke nødvendigvis udelukkende lader sig forholde til 

en økonomisk omstrukturering i det urbane rum, men at der i forbindelse med udviklingen af den 

postindustrielle by, i dette tilfælde Aarhus og Sjællandsgadekvarteret, er tale om et kulturelt skift, 

som David Ley påpegede. 

Samtidig må man forholde sig til, at gentrificeringsprocesser kan have forskellige udgangspunkter 

fra by til by, som vi har set det i tilfældet på Vesterbro i forhold til Sjællandsgadekvarteret. 

Side 89 af 98


Konklusion 

Det gamle arbejderkvarter Sjællandsgadekvarteret i Aarhus oplevede fra 1970 og frem en social og 

kulturel opblomstring. Hvor kvarteret før 1970 havde været et kvarter med både fysiske og sociale 

problemer, fremstod det omkring 1990 som et attraktivt kvarter, hvor flere og flere økonomisk 

resursestærke beboere flyttede ind og bosatte sig. 

Sjællandsgadekvarterets attraktivitet blev først og fremmest skabt igennem det aktive 

beboerarbejde, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening har udøvet siden 1973, og som gav 

Sjællandsgadekvarteret karakter af et særligt urbant rum i den aarhusianske midtby. Igennem et 

socialt og kulturelt arbejde, der betød dannelsen af Børnenes Jord og Beboernes Hus, kom 

Sjællandsgadekvarteret til at fremstå som et oplagt alternativ til de mennesker, der ikke ville 

bosætte sig i forstæderne, men som søgte noget anderledes. 

I takt med kvarterets stigende attraktivitet skete der en vareliggørelse af det urbane rum i 

Sjællandsgadekvarteret, hvor ejere af ejendomme anvendte det gode miljø som metode til at sælge 

ejerlejligheder. Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var således med til at skabe en vigtig 

forudsætning for at gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret skabtes. 

Aarhus Kommune havde i 1970 – 1990 ikke nogen særlig betydning på det fysiske miljø i 

Sjællandsgadekvarteret til trods for planer om både sanering og senere hen byfornyelse. Derimod 

havde kommunen en langt mere overordnet rolle, idet man først og fremmeste ændrede holdning til 

den gamle boligmasse i Sjællandsgadekvarteret ved at acceptere og bevare det kulturmiljø, som 

Sjællandsgadekvarteret dannede. Tanken om miljøværdier i gamle bygninger og ejendomme blev 

en vigtig del af den kommunale aarhusianske bypolitik. En bypolitik der søgte at trække 

resursestærke borgere til den aarhusianske midtby. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune var således fra 1970 og frem til ca. 

1990 med til at revaluere Sjællandsgadekvarteret som et tæt urbant rum i den aarhusianske midtby. I 

første omgang ikke en økonomisk revaluering men en kulturel, der var med til at åbne op for, at en 

gentrificeringsproces kunne igangsættes i Sjællandsgadekvarteret, en proces der var med til at give 

Sjællandsgadekvarteret en ny karakter af middelklassekvarter. 

Side 90 af 98


Summary 

From working-class to middle-class neighborhood 

Processes of gentrification in Sjællandsgadekvarteret in Aahus 1970-1990 

Sjællandsgadekvarteret in downtown Aarhus is an old working-class neighborhood build in the late 

19 th century. In the first half of the 20 th century old houses and estates of Sjællandsgadekvarteret 

were, rundown by the use of many generations and around 1970 the neighborhood however as a 

neighborhood with physical and social problems. 

But in a 20 years period, 1970-1990, Sjællandsgadekvarteret underwent a development, which 

means that Sjællandsgadekvarteret becomes an attractive and exspensive neighborhood in 

downtown Aarhus. A so called gentrifications process had appeared in Sjællandsgadekvarteret. 

This thesis investigates through theories of gentrification how the neighborhood-movement of 

Sjællandsgadekvarteret and the urban politics and Aarhus municipality infected the development of 

Sjællandsgadekvarteret 1970-1990 and discusses how the two actors have to be placed compared to 

the processes. 

The thesis show the neighborhood-movement of Sjællandsgadekvarteret through social and 

culturally work created a special environment, which had appealed to other socio-economic groups. 

The thesis also shows how the municipality of Aarhus made great changes in its urban politics and 

urban planning in comparison to the old and close urban environment in Sjællandsgadekvarteret and 

downtown Aarhus. 

The thesis also shows how the process of gentrification in Sjællandsgadekvarteret was started by a 

revaluation of the closed urban space. Both the neighborhood-movement of Sjællandsgadekvarteret 

and the municipality of Aarhus were helping to make a revaluation the urban space from 1970-1990 

. It was not a economic revaluation at first place but a cultural revaluation, which made the 

gentrification process take place in Sjællandsgadekvarteret. 

Side 91 af 98


Ikke trykte kilder 

Erhvervsarkivet 

Kilder 

Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til 

Magistratens 2. afdeling. 1. juni. 1966. 

Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Saneringsplan for Rugbrødskarréen, 

byplanafdelingen, juni 1969. 

Aarhus Kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: beskrivelse af sagens forløb dateret 

1972 

Aarhus kommune, Aarhus byråd journalsag 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til 

magistratens 2. afd. 1972. 

Aarhus kommune, byrådet, journalsag 1978-1285: Saneringsplan for Rugbrødskarréen 1971 

Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. afd. 1. 

juni 1966. 

Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Udkast til en ny saneringsplan 1972. 

Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afdeling og 

Almennyttigt Saneringsselskab A/s 4. april 1972 

Aarhus Kommune, Byrådet journalsag nr. 1976-38: Pjece om nedrivningsplan for 

Fænøgadekarréen. 

Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 38- 76: Skrivelse fra Almennyttig Saneringsselskab A/S 

til magistratens 2. afdeling 3. Juni 1975. 

Aarhus kommune, Byrådet journalsag 496 -1985: Beboerplan for Fænøgadekarréen august 1978. 

Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1970 1974, Løs ark, fra den første 

Beboeraviser. 

Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 – 

Hovedstruktur” 

Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992: ‖ 

Vesterbro og andre kvarterer‖ 

Side 92 af 98


Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1990-1974, åbent brev til beboerne i 

Sjællandsgadekvarteret dateret d. 30. juli 1970. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. sager 1970-1974, Papir som indeholder tanker om 

hvorfor det var nødvendigt at oprette en Beboerforening. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. Sager 1970 -1974, Tale ved Beboerforeningen for 

Sjællandsgadekvarterets stiftende møde 24. januar 1973. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972- 

1979. Vedtægter for beboerforeningen indsendt til Aarhus kommune 1973. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979, 

beskrivelse af beboerforeningens formål og visioner, udateret. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier m.v. 1972- 

1979, beskrivelse af beboerforeningens formål og visioner, udateret. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier mv.1972-1979: 

notits bragt i ‖Kvarteret‖ 3. årg.1975 nr. 17, ‖kvarteret‖ var beboeravis for Ole Rømersgade 

kvarteret i Aarhus 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens 

oprettelse: Løs ark der beskriver hvordan arbejdet med at udarbejde en ny saeringsplan tog sig ud. 

udateret. 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens 

oprettelse, diverse skrivelser til magistraten 3. afdeling. 

Sagsregister til Aarhus Byråds forhandlinger 1966-1988., findes på læsesalen. 

Landsarkivet for Nørrejylland 

Aarhus Civilret, Tinglysningen, Arkiv nr. B-355 løbe nr. SG-46., anvendt i kapitel 5. 

Trykte kilder 

Erhvervsarkivet 

Aarhus Kommune, Aarhus byrådsforhandlinger, 4. apr. 1974, 7. nov. 1974, 6. aug. 1975, 16. maj. 1974, 

6. feb. 1984 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, beboeravis, diverse årgange, 1971 - 1988 

Side 93 af 98


Lokalhistorisk samling 

Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B 

Aarhus Kommune, Regionsplan 1980. 

Aarhus Kommunes beretning (1953) 

Aarhus kommunes beretning (1972) 

Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, beboeravisen, diverse årgange 1988-1995. 

Avisartikler 

‖Gamle klude og bøger i byens mindste butik‖, Artikel Demokraten 25. juni 1964 

‖Hvordan Sjællandsgade blev noget helt andet‖, Artikel i Samvirke årg. 94 nr. 15, 1971 

‖Ønsker saneringsplan ændret‖. Artikel i Aarhus stiftstidende 1971. 

‖Aarhus har også sin Coronation Street‖, Artikel i Aarhus Stiftstidende 19. juni 1972. 

”Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus‖, Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976. 

‖Mellemlag hvad er det?‖, Artikel i Lokalavisen 2. feb. 1983. 

“Sjællandsgadekvarteret er blevet rig – og det er dets højt besungne miljø måske blevet fattigere 

af‖, Artikel i Århus Stiftstidende 14. februar 1988. 

‖Bevar livet i mellem husene‖ åbent brev i Aarhus Stiftstidende 19. april 2010 

Annoncer i kap. 5: Aarhus Stiftstidende 20. september 1976 og Morgenavisen Jyllandsposten 4. 

marts 1984 

Side 94 af 98


Litteratur 

Andersen, Hans Thor (2005): Storbyens ændrede socialgeografi: Storkøbenhavn i et 

nordvesteuropæisk perspektiv, C.A. Reitzel, Kbh. 

Andersen Hans Thor (2006): Bypolitik i Danmark efter 1960 – i et historisk perspektiv. I: Søren 

Bitsch Christensen (red.), Den Moderne by, Narayana Press, Gylling. 

Beauregard, R. A. (1986): Chaos and Complexity of Gentrification, I: Smith, N. & 

Williams, P. (red.): Gentrification and the City, Allen & Unwin, Boston 

Beboernes Hus. Administrationsgruppen (1979) Fra brødfabrik til beboerhus: historien om 

beboernes hus, Århus C. 

Brandt, Steffen (2003) Sjællandsgade. I: Martin Dam Kristensen, Bemærk Byen, Rounborgs 

grafiske hus, Holstebro. 

Clark, Erik (2005): The order and simplicity of gentrification – a political challenge. I: Rowland 

Atkinson and Gary Bridge (red.) Gentrification in a global context: the new urban colonialism. 

Routledge, New York. 

Christensen, Søren Bitch (2006): Branding bernhardt i Smilets by – om byplaner og historiens rolle 

i fremtidens Århus. I. Søren Bitsch Christensen og Nina Javette Kofoed, Århus i verden –fra bjerget 

til byen 2. Aarhus Universitetforlag, Aarhus 

Christensen, Søren Bitsch og Mette Ladegaard Thøgersen (2006) bysystem og urbanisme ca. 1840 - 

2000 –historie og historiografi. I: Søren Bitsch Christensen (red.), Den Moderne by, Narayana 

Press, Gylling. 

Cole, D. B. (1985): Gentrification, Social Character, and Identity. I: Geographical 

Review, Vol. 72, nr. 2, pp.: 142-155 

Fisker, Jesper (1992): Lokalt set: fem sum-støttede lokalsamfundsprojekter, Krohns Bogtryk, KBH. 

Franzen, Mats (2005): New social movements and gentrification in Hamburg and Stockholm: A 

comparative study. I: Journal of Housing and the Built Environment 20: 51–77 

Gundelach, Peter (1980): Græsrødder er seje -en bog om græsrodsorganisationer i Danmark - 

deltagere, organisationsformer og modstandere, Politica, Aarhus. 

Gutzon Larsen, Henrik (2009): Herskabliggørelse - gentrification på dansk. I: Geografisk 

orientering, tidsskrift for Geografforbundet december 2009 pp. 32-35, Geografforlaget A/S, 

Odense. 

Hamnett, Chris (1991): The Blind Men and the Elephant: The Explanation of Gentrification. I: 

Transactions of the Institute of British Geographers, New Series, Vol. 16, No. 2 (1991), pp. 173- 

189. 

Side 95 af 98


Hansen, Svend Aage og Ingrid Henriksen (1980) Velfærdsstaten: 1940-1978. IAnnegrethe Dybdahl, 

Dansk Socialhistorie, Gyldendal, Kbh. 

Kend din by din rod (1983), Modtryk, Århus 1983 

Knus, Jan (1992) Hundrede års kollektiv: Anholtsgadekrøniken: en krønike om et kollektiv, et hus, 

en gade, et kvarter i Århus i hundrede år. Anholtsgadefonden, Århus. 

Lauridsen, John T. (1995): Byens rum. I: Ib Gejl (ed.) Århus –byens historie bd. 4, Århus 

byhistoriske udvalg, Århus. 

Lees, Loretta mfl. (2008): Gentrification, Routledge, London. 

Lees, Loretta mfl. (2010): The gentrification reader. New York, Routledge, London. 

Ley, David (1996): The new middleclass and the remaking of the central city, University press, 

New York, Oxford. 

Lund Hansen og Gutzon Larsen (2008) Gentrification_Gentle or Traumatic? Urban Renewal 

Policies and Socioeconomic Transformations in Copenhagen. I Urban Studies 2008; 45; 2429 - 

2448. 

Mikkelsen, Ken (1978): Ejeren vil sælge - vi lejer, Sjællandsgade Beboerforening, Århus 

Mikkelsen, Ken (1980): Sjællandsgade Beboerforening, Sjællandsgade Beboerforening, Århus 

Munk, A (1998): Forfalds- og fornyelsesprocesser i ældre bykvarterer, Statens 

Byggeforskningsinstitut, Hørsholm. 

Olesen, Bodil (u.å) Et kvartert og dets mennsker –Bolig- og livsformer gennem 100 år. 

Frederiksbjerg Øst, Århus, Aarhus Stiftsbogtrykkeri. 

Smith, Neil (1979): 'Toward a theory of gentrification: a back to the city movement by capital, not 

people'. J. Am. Plan. Ass. 45: 538-48. 

Smith, Neil. (1986): Restructuring of Urban Space. I: Smith, N. & Williams, P. (red.) Gentrification 

and the City, Allen & Unwin, Boston. 

Smith, Neil (1996): The New Urban Frontier: Gentrification and the Revanchist City. Routledge 

Stahre, Ulf (1999): Den alternativa staden: Stockholms stadsomvandling och byalagsrörelsen, 

Stockholmia Förlag, Stockholm. 

Statistisk Årbog for Århus (1960) Statistisk årbog for Århus 1960, Universitetforlaget, Århus. 

Side 96 af 98


Statistisk Årbog for Århus (1970) Statistisk årbog for Århus 1970, Århus Kommune. 

Universitetforlaget, Århus. 

Statistisk årbog for Århus (1980). Statistisk årbog for Århus 1980, Århus Kommune. 

Universitetforlaget, Århus. 

Steinø, Nicolai (2000) Betragtningsmåder og normativitet i byteorien. Findes på 

http://www.re-ad.dk/files/83412/ns-bonibDK.pdf, set d. 29 jan. 2011 

Sørensen Rita (1986). Sjællandsgadekvarteret i Århus, Klim, Århus 

Vedel – Smith, Henrik (1995) Befolkningen. I: Ib Gejl (red.) Århus – Byens historie bd. 4, Århus 

byhistoriske udvalg, Århus. 

Wessel, T. (1988): Gentrification som forskningsfelt –utviklingen av et 

samfunnsteoretisk minkrokosmos. I: Nordisk samhällsgeografisk tidsskrift, Vol. 8 

Zukin, S. (1988): Loft Living -Culture and Capital in Urban Change, Radius, London. 

Zukin, S. (1997): Postmoderne urbane landskap: Å kartlegge kultur og makt. I Pløger, 

J. & Aspen, J. red. (1997): På sporet af byen, Spartacus, Oslo. 

Ærø, Thorkild og og Gertrud Jørgensen (2005) Implementering av bypolitik i Norden, 

Publikationsenheden, Nordisk Ministerråd, KBH 

Århus Kommune, Magistratens 2. afdeling (1980): En rapport om midtbyen – et debatoplæg, K. T. 

Damsgard – Jensen, Århus 

Århus Statistiske kontor (1968): Boligforhold i Storaarhus, Universitetsforlaget, Århus. 

www.boernesjord.dk 

Hjemmeside 

Side 97 af 98


Bilag 1. 

Kort over Aarhus 

Midtby og 


Rød = Sjællandsgadekvarteret 

Sort = afgrænser Århus Midtby 

Gul = markerer Aarhus 

Universitet 

Blå = Aarhus Indre By 

Grøn = Allégader 

Side 98 af 98

Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?