Af Søren Hauge - Center for levende visdom

Frygten for om lidt. Frygten for at miste selvværd.
Frygten for nederlag. Frygten for frygten. På overfladen
gøres der ofte store anstrengelser for, at alt
skal se tilforladeligt ud. ”Hvordan går det?”, spørges
der. ”Stille og roligt!”, svares der, mens usikkerheden
presses godt og grundigt ned under overfladen,
og kun giver sig til kende ved et flygtigt tics og
et lettere anstrengt tonefald.
”Ånden blæser, hvorhen den vil”, siger Jesus. Åndens
kraft er en vildskab, som aldrig nogensinde kan
bures inde. Den kan ikke gøres tandløs, for det er
selve livets frembrusende flod, det uudslukkelige,
som vælder frem og overvælder. Det er den insisterende
strøm, som presser spinkle spirer op gennem
hårde asfaltskorper, som får opfindsomme dyr
til at finde nye fødekilder, og som får mennesker,
der har mistet alt, til at hjælpe andre i nød. Livets
brusende flod vil altid skabe nye spor gennem tilværelsens
landskaber. Den franske filosof, Henri
Bergson, talte om la durée, den ubrudte vedvaren,
det levende livs stadige skaben, som uimodståeligt
baner sig vej fremad.
At stå og falde – og rejse sig igen
Når ånden blæser, så falder alt det omkuld, som
ikke er rodfæstet godt nok, eller som har opnået
aldringens træthed. Der er noget ubarmhjertigt over
det, skulle man tro, men måske er det i virkeligheden
livets sande barmhjertighed, at et henvisnende
liv ikke bliver kunstigt opretholdt, fordi vi i vores
sentimentalitet ikke kan give slip på det. Alting har
sin tid, og det er godt, at tilstande ikke bare varer
ved i det uendelige. Det ville være frygteligt, ja det
værst tænkelige – eller måske ligefrem umuligt og
utænkeligt – at forestille sig, at en tilstand varede
ved uendeligt. Ulideligt. Ubærligt. Evig død – ja
Vandfald i Nepal, Langtang National Park
ophør. Det er kun i bevægelsen, i forandringen, at
det manifesterede liv giver sig til kende. Der kan
være lange perioder med rolige tilstande i vores liv.
Men før eller siden kommer forandringen. Og nogle
gange byder vi den hjerteligt velkommen, mens vi
til andre tider tager en dyb indånding og prøver at
jage ærgrelsen på flugt. Men når alt kommer til alt,
så ved og forstår vi, at forandring er selve livets lov.
Når vi kommer i dybere kontakt med os selv, så
forankres vi indeni. Vi centreres og bliver som en
søjle, der står opret midt i livets omskiftelser. Denne
oplevelse er en dyb og autentisk erfaring, når den
vokser og opleves mere og mere. Kontakten med
den indre forankring har selvfølgelig mange lag og
tager sin begyndelse i selve personlighedens dannelse,
når vi bevæger os fra ungdom til voksen. I
esoterisk spiritualitet kender man til det fænomen,
at den indre livsvilje aktiveres gennem kronecentret
omtrent hvert syvende år hele vejen gennem
livet. Første gang sker omkring de 7 år, dernæst
er det i puberteten omkring de 14 år. Tredje gang
er omkring de 21, og her er der tale om en dybere
jegforankring, som undertiden huskes senere i livet.
Og sådan fortsætter kraftimpulserne med at bølge
ind og styrke og omforme bevidstheden. På et tidspunkt
vil impulserne søge at flytte fokus fra den
ydre personlighed til den dybere sjælsbevidsthed,
og senere er der – for mennesker med bevidst spiritualitet
– endnu dybere gennemstrømninger, der
vedrører forbindelsen mellem sjælsbevidstheden
og den endnu højere åndelige væren. Hver gang
skubbes man af kraften ind i nye områder, som frisætter
energi, rydder nyt land og skaber større udsyn
og mere myndighed.
sMagasinet 12
Nr. 13 September 2011