Af Søren Hauge - Center for levende visdom

estod hans spirituelle træning nu i at finstemme sit
sind som sjælens instrument. Når jeg besøgte ham,
så sagde han ofte, på forskellige måder, og med forskellige
betoninger: ”Søren, husk finstemningen”. Og
måske er det i virkeligheden en af de vigtigste ting
overhovedet, at vi hyppigt justerer og finstemmer
os, så vi bedre kan tackle de kommende øjeblikke,
som ofte bringer det, vi ikke venter – ja, det vi slet
ikke forestiller os.
Hvis vi prøvede at forestille os, at livet lå på skinner
foran os ifølge en tilrettelagt, detaljeret plan,
der blev udfoldet med ubønhørlig og uforanderlig
præcision, som et kosmisk urværk, hvor intet var
overladt til tilfældighederne, så ville vi sikkert hurtigt
begynde at kede os gudsjammerligt eller opleve
en rugende desperation. Spørgsmålet er, om et sådant
scenarie overhovedet er muligt at forestille sig,
for kunne der være bevidsthed tilstede i en automatiseret
køreplan? Er bevidsthedens kendetegn
ikke netop, at eksistensen – trods en generel køreplan
– rummer det endnu uafprøvede? Vi oplever,
at selvom der er kræfter, som til dels er forudsigelige,
så er vi samtidig i stand til at sanse, opfatte og
beslutte på måder, der ikke kun er ’automatiske’.
Ud fra en esoterisk, spirituel betragtning, så er livet
altid en blanding af retning og afvigelse. Der er et
grunddesign i alt levende. Alt skabt er struktureret
og har et mønster. Universet er intelligent design.
Og samtidig kører tingene ikke altid fuldstændig
efter planen. Der er design og brudflader – blue
print og sidespor. Og det virker på et meget dybt
plan, som om dette er selve eksistensens vilkår eller
grundnatur.
Bjergene i Nepal, Udkig over Langtang
Virkeligheden overrasker, ja den overvælder og
overrumpler. I bagklogskabens berømte spotlight
virker mange ting bekvemt logiske, men set fremadrettet,
hvor forudseende er vi så? Vi ved, at trangen
til frihed er dybt til stede i alle mennesker, men
hvem havde set det arabiske forår komme, da 2010
gik på hæld? Vi ved, at vores tekniske kunnen ikke
altid kan stå mål med virkeligheden, men virkede
det oplagt og sandsynligt, at Titanic skulle synke
på sin jomfrurejse? Og hvem forestillede sig, hvad
fjernsynets opfindelse ville komme til at betyde globalt?
Dette er meget kendte eksempler, men tænk
på det ufattelige mylder af overraskelser i hverdagen,
hvor tingene ikke viser sig at udvikle sig, som
vi forudså, håbede eller frygtede. Vi udvikler os i et
univers, hvor alt ikke er lagt på skinner eller følger
en mekanisk drejebog.
I mødet med det uventede får vi mulighed for at blive
mere rummelige, mere fleksible, mere parate til
at lære og nyvurdere. Rejsen får karakter af et eventyr,
hvor der både er ledemotiver og uforudsete ændringer.
Vi kan ikke kalkulere os frem til det hele,
men det er muligt at se en mening med galskaben,
når vi har gennemlevet særlige processer med livslæring.
Vi kan sjældent overskue alt, hvad der sker,
men vi mærker måske samtidig en større kraft, som
fører tingene i retning mod mere lys og liv, større
udfoldelse og mere hjerte. Ofte skal vi fare vild for
at finde frem. Og ikke sjældent skal vi gennem mørke
og trøstesløse landskaber, før vi opdager lyset og
forsoningen. Set i det perspektiv, at forløsning kun
giver mening, hvis der har været noget at forløse,
så kan vi begynde at ane konturerne af tragediernes
skjulte velsignelser, og se de dybere lag bag modgangens
tilsyneladende uoverskuelighed.
sMagasinet 14
Nr. 13 September 2011