Af Søren Hauge - Center for levende visdom

More documents

Recommendations

Info

estod hans spirituelle træning nu i at finstemme sit sind som sjælens instrument. Når jeg besøgte ham, så sagde han ofte, på forskellige måder, og med forskellige betoninger: ”Søren, husk finstemningen”. Og måske er det i virkeligheden en af de vigtigste ting overhovedet, at vi hyppigt justerer og finstemmer os, så vi bedre kan tackle de kommende øjeblikke, som ofte bringer det, vi ikke venter – ja, det vi slet ikke forestiller os. Hvis vi prøvede at forestille os, at livet lå på skinner foran os ifølge en tilrettelagt, detaljeret plan, der blev udfoldet med ubønhørlig og uforanderlig præcision, som et kosmisk urværk, hvor intet var overladt til tilfældighederne, så ville vi sikkert hurtigt begynde at kede os gudsjammerligt eller opleve en rugende desperation. Spørgsmålet er, om et sådant scenarie overhovedet er muligt at forestille sig, for kunne der være bevidsthed tilstede i en automatiseret køreplan? Er bevidsthedens kendetegn ikke netop, at eksistensen – trods en generel køreplan – rummer det endnu uafprøvede? Vi oplever, at selvom der er kræfter, som til dels er forudsigelige, så er vi samtidig i stand til at sanse, opfatte og beslutte på måder, der ikke kun er ’automatiske’. Ud fra en esoterisk, spirituel betragtning, så er livet altid en blanding af retning og afvigelse. Der er et grunddesign i alt levende. Alt skabt er struktureret og har et mønster. Universet er intelligent design. Og samtidig kører tingene ikke altid fuldstændig efter planen. Der er design og brudflader – blue print og sidespor. Og det virker på et meget dybt plan, som om dette er selve eksistensens vilkår eller grundnatur. Bjergene i Nepal, Udkig over Langtang Virkeligheden overrasker, ja den overvælder og overrumpler. I bagklogskabens berømte spotlight virker mange ting bekvemt logiske, men set fremadrettet, hvor forudseende er vi så? Vi ved, at trangen til frihed er dybt til stede i alle mennesker, men hvem havde set det arabiske forår komme, da 2010 gik på hæld? Vi ved, at vores tekniske kunnen ikke altid kan stå mål med virkeligheden, men virkede det oplagt og sandsynligt, at Titanic skulle synke på sin jomfrurejse? Og hvem forestillede sig, hvad fjernsynets opfindelse ville komme til at betyde globalt? Dette er meget kendte eksempler, men tænk på det ufattelige mylder af overraskelser i hverdagen, hvor tingene ikke viser sig at udvikle sig, som vi forudså, håbede eller frygtede. Vi udvikler os i et univers, hvor alt ikke er lagt på skinner eller følger en mekanisk drejebog. I mødet med det uventede får vi mulighed for at blive mere rummelige, mere fleksible, mere parate til at lære og nyvurdere. Rejsen får karakter af et eventyr, hvor der både er ledemotiver og uforudsete ændringer. Vi kan ikke kalkulere os frem til det hele, men det er muligt at se en mening med galskaben, når vi har gennemlevet særlige processer med livslæring. Vi kan sjældent overskue alt, hvad der sker, men vi mærker måske samtidig en større kraft, som fører tingene i retning mod mere lys og liv, større udfoldelse og mere hjerte. Ofte skal vi fare vild for at finde frem. Og ikke sjældent skal vi gennem mørke og trøstesløse landskaber, før vi opdager lyset og forsoningen. Set i det perspektiv, at forløsning kun giver mening, hvis der har været noget at forløse, så kan vi begynde at ane konturerne af tragediernes skjulte velsignelser, og se de dybere lag bag modgangens tilsyneladende uoverskuelighed. sMagasinet 14 Nr. 13 September 2011
Den hjælpende kraft På rejsen fra søvn til opvågning får vi talrige gange hjælp fra den livgivende ild, som strømmer fra det inderste kildevæld. De første møder med kraften er måske som blide strøg, der bringer os i mere kontakt med os selv. Efterhånden vil det sikkert handle mere om at træde i karakter og begynde at udvise den ægthed, som kommer fra centret af vores væren. Efterhånden som vi modnes, vil der blive mere og mere brug for, at vi demonstrerer den autenticitet, som ikke kun er personlighedens, men som lader sjælens væren skinne igennem. Den hjælpende kraft bliver mere og mere markant, som en universel livsvilje, der ikke har med præstation eller slagkraft at gøre. Det er en indre drift, som skubber os ud over vores tryghedszoner, og som bringer os i kontakt med usikkerhed og tøven. Sådan må det nødvendigvis være, efterhånden som vores tyngdepunkt skifter. En af de udtryksformer, som livsilden har, er kraften til at bryde igennem. Det er frihedsenergien, som sprænger alle fængslende mure, og som derfor også er ødelæggeren, Shiva, der danser destruktionens frigørende dans. Denne gennemborende energi kan være som vulkanudbruddet, der eksploderer, eller den kan være den stille, insisterende vækst, der til sidst får overfladen på den gamle form til at krakelere. Det er denne kraft, som får fugleungen til at bryde ud af ægget og splintre den omkapslende form. Det er den samme kraft, som får sommerfuglen til at svulme og gennembryde sin kokon. Og det er denne energi, som viser sig i modet til at gå i front. Selvom destruktion hører med til den gennembrydende kraft, så er ødelæggelse aldrig målet. De udtjente former må aflægges, for at livet kan vokse videre ind i nye faser af væren. En anden udtryksform er livsildens aktivitet, som den opretholdende kraft. Vi befinder os ikke altid i udfarende faser. Der er perioder i vores liv, ligesom der er sider i os selv, som har at gøre med evnen til at stå i sin suverænitet. Denne stående kraft må vokse og grundfæstes i os, uberørt af alt andet, for det er selve vores evne til at stå i vores væren. Her bliver vi søjlen, der forbinder himmel og jord. Her manifesterer vi den uindtagelige borg eller den åndelige fæstning, som står værn om de højeste værdier. Billedligt talt, så legemliggør vi træets arketype, som har rødderne dybt fæstnet, stammen rank og vertikal, og kronen frit udslået i åbenhed mod himmeldybet. Jo mere vi æltes og omformes i livets ild, desto mere bliver vi i stand til at se målet og sætte kursen. Selvom vi ikke kan overskue detaljerne på opvågningsrejsen, så kan vi tage ansvar, som kaptajnen på skibet, der følger den indre kompasnål og tager retning. Livet selv har altid en målsøgende mekanisme, som hænger sammen med den åndelige DNA, det indre formål, som presser sig på til udfoldelse. Så længe der ikke er binding til nogen former og mellemstationer, men en fortsat villighed til at lytte til vindens musik og de dybe strømme, så vil rejsen bringe nyt liv og ny væren. Fokuseret klarhed og lyttende årvågenhed kan forenes med målrettethed og vilje til fremdrift. Og på denne måde kommer vi i pagt med den hjælpende kraft. Illustrationer af Carsten Iversen, Nepal 2009 Sommerretreat 1-6. juli 2012 SynteseAkademiet afholder sommer-kursusretreat på Birkemosegaard. Husk at sætte X i kalenderen allerede nu! www.SynteseAkademiet.dk Mere info: Kenneth Sørensen: info@psykosyntese.dk & Søren Hauge: sorenhauge@gmail.com sMagasinet 15 Nr. 13 September 2011
Page 1 and 2: sMagasinet - et onlinemagasin for l
Page 3 and 4: Vi er født til storhed! …og genn
Page 5 and 6: derude har bestemt det, men fordi d
Page 7 and 8: ”Velkommen til friheden”, lyder
Page 9 and 10: I det lys åbenbares det i klarhed,
Page 11 and 12: Åndens blæst Af Vinden selv kan i
Page 13: Hvad kan man kalde disse livsbølge
Page 17 and 18: nyheder fra lemuel books Mød din s
Page 19 and 20: mellem patienter på at fare frem o
Page 21 and 22: ”Jeg har ingen anelse om, hvordan
Page 23 and 24: Uddannelse i Energipsykologi! Opdag
Page 25 and 26: I begyndelsen udgik alt dette arbej
Page 27 and 28: Jeg plejede at se UFOer, da jeg var
Page 29 and 30: Sankt Knuds Vej 27, 1903 Frederiksb
Page 31 and 32: 1. Gør dig stille et øjeblik og v
Page 33 and 34: Øvelse 2 - En tankeform bliver ska

Af Søren Hauge - Center for levende visdom

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?