Intonation og informationsstatus i spontane monologer - IAAS

Intrinsik F0 i spontan tale
• I en terminal deklarativ sætning (hvor den globale intonationskontur falder fra start
til slut) med ti stavelser hvoraf de tre er betonede, falder forskellen mellem høj og
lav vokal med ca. 0.6 halvtone fra første til sidste stavelse (Reinholt Petersen 1979:
44f.).
Indsnævringen i forskellen sidst i sætningen kan rimeligvis tilskrives det forhold at taleren
normalt når ned i bunden af sit F 0-register til slut. Der er dog meget store variationer mel-
lem de enkelte talere i de ovenfor nævnte undersøgelser. Thorsen (1979: 66) anbefaler såle-
des at korrektionerne foretages ud fra undersøgelser af fænomenet for hver enkelt taler og
ikke ud fra en gennemsnitsbetragtning. Men der er også intratalervariationer. I Reinholt
Petersens (1976: 10) undersøgelser blev informanterne optaget to gange med et par timers
eller et par dages mellemrum, og for 3 ud 5 talere var der signifikant forskel på de intrinsik-
ke forskelle i de to sæt optagelser.
Alt dette betyder at enhver estimering af forskellene i spontan tale er forbundet med
meget stor usikkerhed. Men spontan tale er mere afslappet og mindre distinkt end oplæst
tale. Endvidere kan de meget store forskelle der observeres af Reinholt Petersen til en vis
grad tilskrives materialets beskaffenhed. Derfor er det rimeligt at antage at forskellene i F 0
mellem høj og lav vokal er langt mindre i spontan end i oplæst tale. Ud fra de foreliggende
undersøgelser kan man ikke kvantificere forskellene, og analysen af mit datamateriale er
baseret på den antagelse at de intrinsikke forskelle maksimalt kan udgøre 1 til 2 halvtoner,
og kun i talerens øvre F 0-register. Det er så lidt at det ikke har afgørende betydning i en
kvalitativ analyse, men jeg har dog alligevel været opmærksom på fænomenet ved analysen.
Med hensyn til koartikulation er det ikke muligt at nå frem til en generel retningslinie.
De undersøgelser der foreligger om forholdene i dansk dækker ikke alle kombinationer
(hvilket selvfølgelig er umuligt). Jeel (1975: 205) finder en tendens til at F 0 i slutningen af en
vokal er højest når vokaler efterfølger /p t k/, lavere efter /b d g f s/ og lavest efter /m n v
l/, men forskellene er ikke signifikante. I det centrale punkt i vokalen, nemlig i F 0-
knækpunktet, finder Jeel (1975: 205) ingen signifikante forskelle der afhænger af forudgå-
ende konsonant. Det modgås i nogen grad af Reinholt Petersen (1980: 347) som har fundet
at gennemsnittet for F 0 i en betonet vokal er ca. 1 halvtone højere efter [f] end efter [m].
Han har også observeret at F 0 i den første posttoniske vokal kan være op til 1 halvtone
højere, når den forudgående betonede vokal er [i] i forhold til hvis den forudgående vokal
er [α] (Reinholt Petersen 1980: 334). Selve stigningen i F 0 fra den betonede vokal til den
første posttoniske afhænger også af vokalen. En stigning der begynder fra en betonet lav
vokal er større end den der begynder fra en høj vokal (Grønnum 1993). Men der foretages
kompensation da F 0 er højere i den posttoniske efter høje vokaler end efter lave betonede
vokaler. Der er dog ingen systematik i denne kompensation, men i gennemsnit kompense-
res der med 0.34 halvtone, dvs. at ca. 1/3 af den intrinsikke forskel på den betonede vokal
overføres til den ubetonede (Reinholt Petersen 1980: 335ff., Grønnum 1993: 80f.). Gene-
38