Den Miocæne brunkulsflora og dens geologiske miljø i - Dansk ...

Dansk Geologisk Forening, Årsskrift for 1972 [1973] 25
kulsdannelsen er udviklet i åben sump. Xylitlaget i 1. cyklus er baseret på en
skovsumptørv og vidner om en skovsump spmr afsluttende stadium.
Undersøgelsen af det betydelige iagttagelses- og prøvemateriale fra undersøgelserne
i Midtkrafts brunkulsleje ved Fasterholt er endnu langt fra tilendebragt,
for den kulpetrografiske undersøgelses vedkommende endnu ikke
begyndt, men de givne oplysninger demonstrerer, at alene lagseriens umiddelbare
petrografiske karakteristika giver muligheder for at få et indblik i det
geologiske miljø under brunkulsdannelsen.
Den ovenfor behandlede cykliske lagserie er udviklet ved Fasterholt. I
Søby-områdets nordlige del mellem Søbylund og Kølkær har Hoffmann &
Sønners 2 grave vist en enklere opbygning. De klastiske sedimenter mellem
de 3 brunkulslag består af et ler- og et sandlag.
Hoffmann & Sønners nordlige grav (Kølkær).
Profil:
ca. 10 m Sand (Kvartær).
1-3 - Sand, hvoraf ca. 1 m er brunligt med slirer af silt
og ler. (Tertiær).
4 - Lyst kvartssand i ét lag med skrålejring.
1.3 - Sort, trærigt brunkul (xylit).
1.4 - Brunligt sand med glimmer, går nedad over i silt,
ca. 2 - Tæt homogen brunkul.
Herunder er der observeret ca. 2,5 m glimmerholdigt gråt ler med plantefossiler.
Undergrænsen for leret har ikke været tilgængelig.
Hoffmann & Sønners sydlige grav (Søbylund).
Profil:
ca. 11 m
ca. 1 -
ca. 1 -
1 -
2 -
0,5 -
0,5 -
1,5 -
2 -
f Kvartæraflejringer.
| Tertiært sand.
Trærig brun kul (xylit), sort.
Groft brunligt sand med mørke slirer.
Ler, som nedad går over i brunkul.
Homogen, tæt brunkul.
Lyst sand.
Gråsort ler.
Ler.
Brun homogen brunkul.
Tilstedeværelsen af 3 brunkulslag over hele Søby-området giver det karakter
af ét sedimentationsområde, hvor der i det mindste periodisk skete en forholdsvis
ensartet aflejring som vidnesbyrd om et ensartet miljø. Variationen
i lagfølgen imellem brunkulslagene, der er mindre differentieret i området
øst for Søby Sø (Hoffmann & Sønners nordlige grav), end ved Fasterholt,
peger i retning af en periodisk differentiering af området i et mere variabelt