Den Miocæne brunkulsflora og dens geologiske miljø i - Dansk ...

6 KOCH et al.: Miocæne brunkulsflora og geologiske miljø
Her i skemaet ses, at Miocænet nu er differentieret, og atbrunkulsdannelserne
i Midt- og Vestjylland er anbragt i Nedre Miocæn. Det kan bemærkes, at en
række lokaliteter, hvis lagserie omfatter den nuværende Måde serie: Hodde
Ler, glaukonit ler og Gram Ler, er anbragt i det yngre Miocæn (Rørdam,
1909), så det relative aldersforhold mellem de marine yngre Miocæne formationer
og den brunkulsførende formation er, som vi opfatter det i dag.
I denne periode giver Hartz's studier over »den tertiære og diluviale flora«
(Hartz, 1909) som pionerarbejde en ny indsigt i brunkulsaflejringernes palæontologi,
samtidig med at den Tertiære palæobotanik var avanceret stærkt
efter 80'ernes begivenhedsrige årti, hvor så mange store publikationer så
dagen (f. eks. J. W. Dawson 1883 etc., Heer 1883, Lesquereux 1883, Nathorst
1885, Ward 1886, 1887). Al denne nye viden holdt så småt sit indtog i Danmark
og bidrog til forståelsen af brunkulsaflejringernes tilblivelseshistorie.
Der kan her refereres til M. Vahl (1904), der i et foredrag i DGF redegjorde
for ligheden imellem flora og livsbetingelser i de amerikanske Dismal Swamps
og den Tertiære brunkulsflora og dens aflejringsforhold. Der henvises bl. a.
til Lesquereux's opfattelse af dette amerikanske sumpmiljø som et »brunkulsbækken
under dannelse» (Lesquereux, 1852). Vahl gør rede for floraens væsentligste
elementer, bl. a. Taxodium distichum og Nyssa bifloras's dominerende
stilling i sumpene, foruden de på mindre våde områder voksende
træer: Acer rubrum, Nyssa virginiana, Persea pubescens samt arter af
Quercus, Alnus, Salix, Carpinus, Populus og Fraxinus. Hertil kommer, at
slægterne Vitis, Smilax m. fl. lianer er almindelige.
Rent umiddelbart gav Hartz's brunkulsflora ikke indtryk af den store overensstemmelse
med den af Vahl importerede opfattelse, men ser vi Hartz's samling
igennem med nutidens baggrund, er den meget for beskeden til at kunne
give anledning til nogen detaljeret sammenligning og til en økologisk konklusion.
Endvidere må en brunkulsfloras artsliste nødvendigvis være rig på
mere almindeligt udbredte vand- og sumpplanter (Hydrocharis, Myrica (syn.
Carpolithes Johnstrupi), Stratiotes, Cerathophyllum, Sparganium, Brasenid).
Afgørende er det, at væsentlige karakterplanter for sumpene i det sydvestlige
USA er repræsenteret: Nyssa (syn. Carpolithes Nyssoides), Vitis foruden
Glyptostrobus (frø bestemt af Hartz (1909, pi. 3, fig. 3-4) til Sequoia Langsdorjii).
Sidstnævnte er en Taxodiacé og den nordamerikanske sumpcypres's
{Taxodium) økologiske equivalent i Østasien. I sit beskedne omfang
er Hartz's brunkulsflora en udmærket repræsentant for den nord- og mellemeuropæiske
Miocæn-flora, især for sin tid (1909).
Hartz, 1909, giver os et overblik over de brunkulslokaliteter, som kendes
i første decennium af dette århundrede, ledsaget af de da kendte boreprofiler. I
forbindelse med den her publicerede undersøgelse forekommer de mange
oplysninger om området ved Sandfeldgaarde særlig interessante ved deres
relevans og lighedspunkter med brunkulslagserien i Søby-Fasterholt området.