Menneskehandel og prostitution i en europæisk ... - Radikale.net

Den retlige regulering af prostitution i Danmark
Med ophævelsen af straffelovens bestemmelse om løsgængeri (§ 199) i 1999 blev prostitution
afkriminaliseret. Det betød, at det blev straffrit for en person helt eller delvis at forsørge
sig ved prostitution. I forarbejderne til lovændringen blev det dog fastslået, at selv
om prostitution (salg af seksuelle ydelser) anses som en lovlig aktivitet for den enkelte, var
det ikke hensigten at anse prostitution som et lovligt erhverv. Det er dog tvivlsomt, om det
faktum, at der skal betales moms og/eller skat af prostitutionsindtægter, er tilstrækkeligt
til at anse prostitution som et legalt erhverv.
Mens det er lovligt at købe seksuelle ydelser hos en voksen kvinde eller mand, er det i
Danmark som i det øvrige Europa strafbart som kunde at have samleje med en person
under 18 år mod betaling eller løfte om betaling, jf. straffelovens § 223. Der er almindelig
enighed om, at et barn eller en ung under 18 år ikke har kapacitet til at samtykke til prostitution,
og betalt seksuel udnyttelse af børn på denne måde derfor bør forhindres.
Bestemmelsen har dog haft begrænset anvendelse i praksis, idet der er set få fældende
domme for denne forbrydelse.
Det er også strafbart at udnytte voksne personer i prostitution på forskellig vis. Ifølge straffelovens
§ 228 stk. 1 er det blandt andet strafbart at forlede nogen til ”kønslig usædelighed”
med andre eller at afholde nogen, der driver erhverv ved prostitution, fra at opgive
dette for vindings skyld. Ligeledes er det ifølge § 228 stk. 1 nr. 3 strafbart at holde bordel.
Disse handlinger straffes som rufferi med fængsel op til fire år. Også mellemmandsvirksomhed
for vindings skyld og værelsesudlejning til ”erhvervsmæssig utugt” kan være
strafbart, jf. straffelovens § 229.
I modsætning til bordelvirksomhed er det lovligt at drive en massageklinik. For at være
strafbar bordelvirksomhed må udnyttelsen af prostitutionen have et vist omfang, være forretningsmæssigt
organiseret og ledes af den, der tiltales for bordeldrift. Eksempelvis kan
nævnes en sag, hvor tre kvinder i fællesskab havde en massageklinik, deltog i ”arbejdet” og
delte overskuddet. Her fastslog retten, at der ikke var tale om bordeldrift. Modsat kan nævnes
en dom, hvor to personer blev dømt for bordeldrift. De havde ført tilsyn med de kvinder,
der var på to massageklinikker, og havde dagligt hentet penge hos kvinderne. Det er
altså politi og anklagemyndighed, der i den konkrete sag skal føre bevis for bordeldrift. Og
det er domstolene, der afgør, om der er tale om strafbar bordeldrift. På den baggrund kan
det undre, at Rigspolitiet i “Strategi for en styrket politimæssig indsats mod prostitutionens
bagmænd” fra 2006 nævner, at der findes ca. 700 organiserede bordelvirksomheder
i Danmark. Politiet har de seneste år styrket sin indsats mod prostitutionens bagmænd, og
det kan da også konstateres, at der har været flere sigtelser og fældende domme for rufferi
i de senere år.
Prostitueredes retsstilling i Danmark
Regeringens handlingsprogram Et andet liv fra 2005, der bygger på grundlæggende socialpolitiske
værdier som selvbestemmelse og værdighed, betragter prostituerede som en
socialt udsat gruppe i samfundet. Og i hvert tilfælde en stor gruppe kvinder i prostitution
er socialt udsatte (jf. Christensen, G og Barlach, L.: “Prostitution på massageklinikker”,
København 2004). De befinder sig en i livssituation, der er svær at styre til egen fordel, og
som gør, at de er i overhængende risiko for decideret udstødelse. Flere faktorer fremmer
risikoen for udstødelse. Kvinder i prostitution er som gruppe stadig udsat for samfunds-
11
Menneskehandel og prostitution
i en europæisk kontekst