Nr. 17-1999 - Bryggebladet

6 BRYGGEBLADET 20. oktober 1999
Her på tærskelen til et nyt årtusinde vrimler Bryggen med
gamle mennesker, der næsten har levet hele dette århundrede.
I deres eget tempo krydser de den travle Njalsgade
med »firhjulstrækkeren« også kaldet rolatoren. Nysgerrigheden
efter at høre en af disse livshistorier ledte os til Ebba
Arntoft på 94 – en flot solbrændt dame med mod på livet.
Sangen for livet
Ebba Arntoft husker tydeligt
sin afrejse til Argentina
i sine unge dage. På
banegården stod hendes
familie og svigerfamilie og
vinkede farvel.
– Hvad står I dér og
tuder for – jeg er jo hjemme
i løbet af nul komma
fem, sagde jeg i sjov, for at
trøste dem.
Turen gik hele vejen til
Buenos Aires, hvor min
forlovede ventede mig. I
kufferterne var mine bryllupsgaver
fra min egen og
min svigerfamilie, samt de
tre broderier jeg selv havde
brugt megen tid på. Vi
havde kendt hinanden i
Danmark inden han fik
arbejde dernede, men 5 års
adskillelse er lang tid. Da
jeg nåede frem syntes jeg
slet ikke at vi passede
sammen. Men han holdt
fast ved at jeg skulle tænke
over det.
Jeg kunne ikke sproget,
kendte ingen og kunne
ikke gå alene på gaden
uden at blive antastet.
– Hvad i alverden skal
jeg dog hernede når jeg har
det så dejligt derhjemme,
tænkte jeg. Og efter et par
måneder vendte jeg hjemad
med den næste færge.
Min svigermor mente
efterfølgende at jeg sikkert
bare havde gjort det for
turens skyld, og jeg måtte
aflevere alle gaverne tilbage.
Min egen familie bakkede
mig heldigvis op og
jeg har aldrig fortrudt det.
Ebba blev født i Gentofte
og havde to ældre brødre.
Forældrene var restauratører
og drev Måløv kro og
siden Café Wilder på Christianshavn.
Som barn prøvede hun
både en fransk skole og en
nonneskole. Det franske
sprog forblev hende dog en
gåde og hun var heller
ikke religiøs. Det var derimod
en anden interesse
der optog hende end det
faglige;
– Jeg var ikke opmærksom
i timerne, men hvis
lærerne spurte mig hvad
pigerne i klassen havde på
af tøj, kunne jeg huske det
meget nøjagtigt. Jeg har
altid interesseret mig for
tøj og mode og fik en elevplads
i Magasin efter min
konfirmation.
Efter læretiden fik hun
ansættelse hos Børge Lorentzen
og co., Kongelig
Hofleverandør, hvor hun
gik til hånde på alle måder
og skulle lære hvordan de
kongelige skulle betjenes
når de kom og skulle prøve
tøj.
– En dag gik jeg alene i
butikken og havde fået
streng besked på at hente
cheferne ovenpå hvis en af
de kongelige skulle komme
forbi. Ind ad døren træder
en høj mand som har stået
og kigget på en hårblomst i
vinduet. Jeg genkender
ikke Kong Christian X og
henter på hans opfordring
blomsten i vinduet. »Ja, ér
den ikke yndig«, når jeg
lige at sige, inden cheferne
stormer ned af trappen og
undskylder overfor den
unge betjening, mens de
sender mig bebrejdende
blikke. Kongen er dog
udmærket tilfreds med
min assistance og lader
mig afslutte handelen!
Efter denne pinlige affære
måtte jeg høre meget for
udtalelsen; »Er den ikke
yndig«.
Ebba fik senere ansættelse
i Dansk Damekonfektion
hvor hun bl.a. viste
tøjet som mannequin for
interesserede butikschefer.
Det kunne godt være en
kold fornøjelse at stå i
sommertøj om vinteren.
Hun begyndte også at rejse
med chefen rundt til butikker
i provinsen for at vise
tøjet frem, dog først efter
at han havde været hjemme
hos forældrene og spørge
om lov.
Mens Ebba stadig er hjemmeboende,
dør først moren
og senere faren, og restaurationen
sælges. Ebba finder
et værelse i byen og
senere den 2-værelses i
Thorshavnsgade, som
skulle blive hendes hjem i
58 år. Hun havde udsigt til
volden og til geværfabrikken
overfor på Nytøjhusgrunden.
– I begyndelsen havde
jeg næsten ingen møbler,
men en venindes mand
ejede en møbelforretning
hvor jeg efterhånden lagde
en del af min løn! I mange
år kendte jeg slet ikke forretningerne
på Bryggen,
idet jeg købte ind i byen på
vej hjem fra arbejde eller
var ude at rejse. Jeg havde
kørekort og kørte af og til
alene rundt i et folkevognsrugbrød
fyldt med
kollektioner. Der var såmænd
ikke noget glamour
over mit arbejde, men nogle
af mine veninder der gik
mannequin til store opvisninger,
tog mig nogle gange
med. Det resulterede i
at jeg ved siden af mit
almindelige job var løstansat
mannequin i weekenderne
og havde nogle
sjove oplevelser på steder
som restaurant Nimb og
Statsoperaen i Sverige.
På den skæbnesvangre
dag d. 9. april 1940 blev
Ebba gift, men der var
ikke just stemning for den
planlagte middag, så festen
blev udskudt til senere.
Ægteskabet var lykkeligt
indtil mandens død i
1953. Ebba har stadigvæk
kontakt med svigerfamilien
som tager sig godt af
hende.
En anden vigtig kontakt
er Ebbas niece, som hun er
gudmor til. Niecen har i
mange år boet i Los Angeles
med mand og børn,
men den store afstand har
Ebba har en væg fyldt med billeder fra sit lange liv.
– Når jeg sidder ned er jeg 25, men når jeg rejser mig er jeg 100.
dog ikke forhindret hende
og Ebba i en ugentlig telefonsamtale
og adskillige
besøg. Det er to år siden at
Ebba fløj sin 8. tur til Staterne,
men Ebba har ikke
lyst til den lange rejse
mere, idet der nu skal skiftes
fly i London.
Ebba ser yngre ud end sin
alder, og hun tror selv at
hendes gode helbred skyldes
de 16 år som vinterbader.
– Hver morgen kl. 6
badede jeg, uansét vejret,
på Rysensteens Badeanstalt
der lå hvor Danisco
ligger i dag. Dengang i fyrrerne
hvor der var en
streng frostperiode, gravede
bademesteren Stoffer
en rende i isen til os. Efter
det kolde gys var det ind
foran kakkelovnen. Stoffer
havde et, for mange mænd,
misundelsesværdigt job.
Han tørrede os på ryggen!
En dag spurgte jeg ham
om fru Madsen havde
været der.
– Det ved jeg sgu ikke,
svarede han. – Men hvis
du fortæller mig hvilke
modermærker hun har på
kroppen, så ved jeg hvem
det er, for jeg kender jer
kun nøgne!
Ebbas lejlighed i Leifsgården
hvor hun flyttede
til da det blev bygget, indeholder
alt hvad hun altid
har ønsket sig. Altan,
badeværelse og ikke
mindst elevatoren der gør
livet lettere, når man ikke
er så let til bens mere. Stuen
med de mange møbler
og malerier summer tit af
veninders stemmer, der
kigger forbi til en kop kaffe.
– Min gode veninde
Ruth som også er flyttet
herhen, hjælper mig med
alt muligt. Hvis jeg ikke
havde hende, ved jeg ikke
hvad. Mit syn er nemlig
ikke så godt, og jeg er temmelig
upraktisk.
Hvis det står til veninden,
skal Ebba aldrig på
plejehjem.
– Jeg bliver passet i
hoved og røv, som man
siger, og har aldrig haft det
så godt som efter jeg blev
pensionist. Man har tid til
at sidde med en cigaret og
en kop the og se lidt morgenfjernsyn.
Folk er søde
her i Leifsgården hvor vi
bl.a. spiller banko én gang
om ugen.
Det eneste problem er
hjemmehjælpen. Lige inden
interviewet har Ebba
haft hjemmehjælp.
– Indtil for nylig fik jeg
en ny hvér gang og det er
jo temmelig forvirrende,
men nu har jeg da endeligt
fået en fast igen – håber
jeg! I dag blev det kun til
en halv time og jeg havde
håbet på lidt rengøring,
men fik beskeden: At så
længe man kan stå på sine
ben kan man også tørre en
vask af.
Jeg har fået opereret
min hofte og det trætter
mig at stå op, så madlavning
og rengøring er ikke
det jeg går højest op i. Alt
der kan puttes i ovnen holder
jeg af, mest kylling
eller færdigretter.
Det er først for nylig at
Ebba har tænkt at hun er
en gammel pige.
– I mine unge dage tog
jeg afsted for at danse kl.
ti-elleve stykker – nu går
jeg jo i seng ved den tid!
Om natten drømmer jeg
ofte om fortiden og kan
vågne op ved at jeg ligger
og griner. Jeg er glad for at
jeg ingen smerter har, for
så er der ikke noget ved at
leve. Og jeg vil gerne leve
og tage med på alle de ture
og invitationer jeg får. Så
længe jeg kan, gør jeg det.
I min alder spekulerer
man jo af og til på døden,
og jeg ønsker at den måtte
komme pludseligt, som ved
en blodprop. Men hvis jeg
bliver syg af en alvorlig
sygdom, har jeg lavet et
livstestamente der siger at
hospitalet ikke skal holde
mig kunstigt i live.
Foreløbig tager jeg en
dag ad gangen og håber at
jeg får lov at holde til min
95 års fødselsdag d. 12.
december. Det skal fejres
med åbent hus, og jeg regner
faktisk med omkring
50 gæster. Mit liv har
været vidunderligt, og jeg
fortryder intet.
Afslutningsvis vil Ebba
gerne gi’ et par gode råd
videre: – Grin og ha’ det
sjovt og lad være at gøre
for meget rent! LWK.