Feb. 2007

More documents

Recommendations

Info

som nogle usædvanlig mørke nætter, medens jeg mutters alene sad og passede telefonen på kontoret ved Østre garageplads og ku’ kikke ud på en ikke mindre sort Kalbyris Skov. For eneste gang med skarpt i pistolen uden for en ordinær vagt – men alligevel! Vagterne ved omstillingsbordet foregik gerne i weekenderne, når det faste personel holdt fri. Det var dengang man endnu benyttede manuelt betjente telefonborde. Telefontrafikken var sjældent overvældende og der var tid til at læse. En enkelt gang fik vi dog hænderne fulde. En pige følte sig svigtet af en af regimentets løjtnanter og ville nu ha’ fat i ham. Vi forsøgte uden held at finde ham – og så brød helvede løs: Damen påstod at hun ville begå selvmord! Det faldt i min lod at tale hende ned igen, for det kunne vi selvfølgelig ikke ha’. Så alt medens der var andre samtaler at ekspedere, måtte jeg argumentere for de enkelte positive omstændigheder, der kunne være. Det nærmest boblede i røret, men langt om længe fik vi en aftale om, at det var bedst hun kom ud til kasernen – så vidste vi i det mindste, hvor vi havde hende. Nu viste det sig, at hun ringede fra Slagelse og jeg måtte tålmodigt forklare hende, hvordan hun bedst fandt vej til Gardehusarkasernen i Næstved. Det var en sej omgang, meget sej. Og da vi langt om længe var færdige, meddelte hun totalt blottet for situationsfornemmelse, at hun ville tage en Taxa! Jeg husker, vi varskoede hovedvagten. Hvor store problemer man fik dernede, ved jeg ikke. Men genforening kom aldrig på tale – løjtnanten ville hverken eje eller have hende – hvad jeg faktisk godt ku’ forstå! De mere traditionelle vagter ved hovedporten eller i Kalbyris husker de fleste sikkert. Bortset fra at det gik lidt ud over nattesøvnen, var de vel egentlig en ganske rar afveksling i dagligdagen? Jeg mener: To timer frem og tilbage foran vagtbygningen eller en stilfærdig tur kasernen rundt langs hegnet – ingen blev overanstrengt. Særligt mindes jeg vagt i Kalbyris. Som mange sikkert husker var porten her lukket og låst om natten, og skildvagten patruljerede lige 10 1/<strong>2007</strong> inden for hegnet – var der ikke 100 skridt hver vej? Jeg havde vagten fra kl. 22 til 24, vi var først i januar og sneen knirkede, når man for variationens skyld trådte lidt uden for den trampede sti. Lidt inde i vagten dukkede et ungt par op ude på skovvejen. Jeg var åbenbart for langt væk til, at de havde bemærket mig, da kærligheden tog pludselig overhånd. Nu sku’ det være – op ad et træ i dæmpet belysning inde fra området. Jeg havde imidlertid vendt, og først da jeg var lige ud for dem, sansede de mig. Resultatet kan man let regne ud! Der blev grint en del over historien på frivagten – men jeg husker den som en kende pinlig! Historier på frivagten var der naturligvis nok af. Her er en beretning vi fik på en frivagt af en, der påstod at have oplevet det: Den foregik på ”Resi” – restauranten inde midt i Næstved, som de fleste husker. Der var flådebesøg og marinerne havde invaderet byen. Det skulle gi’ ballade, og det gjorde det også. Det plejede vist nok at være Grønnegade, der gav politiet en hånd, når der var behov for det. Men af en eller anden årsag blev det altså denne gang vagten på Gardehusarkasernen, der måtte holde for. Vagthavende officer indtog vagtkommandørens plads og med ham bag rattet i vagtjeep’en og udstyret med nogle drabelige træknipler, kørte man fire mand høj i fuld fart ind ad Skyttemarksvej og ind til ”Resi” på Torvet. Larmen havde tiltrukket en hel del tilskuere uden for, og også et par unge betjente var der, men de vidste åbenbart ikke rigtigt, hvordan de sku’ tackle situationen. Det vidste ”vores” oversergent. Med ham forrest gik det i skarpt trav ind gennem indgangen, forbi garderoben og ind i salen. Og hvilket syn mødte den lille udrykning: Sømænd og husarer, iblandet både civilforsvarsfolk og personel fra flyvestation Avnø var i vildt håndgemæng. Synet har sikkert været overvældede og gjort de fleste handlingslammede. Men vagtkommandøren skulle ikke ha’ mange sekunder til at overskue situationen. Med stor kraft svingede han den lange knippel ned i det nærmeste bord, der revnede på midten så glas og flasker ”sprøjtede” til alle sider. Og med imponerende røst råbte han: ”HOLD INDE!”. Og miraklet – for sådan blev det opfattet – skete. Sekunder efter stod en flok rødhovede og forpustede sømænd og soldater og vogtede på hinanden.: ”Ituslået service og inventar afregnes med personalet”, oversergenten havde situationen helt under kontrol, og andet fandt han det ikke nødvendigt at råbe. Marinerne havde deres egne vagtfolk, der nu i fuld krigsmaling kom stormende ind på arenaen, men da var det hele overstået. Og efter sigende var der mere end triumf i vagtkommandørens blik, da han kort hilste på dem og til sine folk blot sagde: ”Så kører vi!”. Holder historien vand, må det ha’ været en ret imponerende oplevelse. Når der var behov for det, blev jeg af og til udlånt til andre afdelinger – således var jeg en overgang med til nogle projekter for Velfærdstjenesten. Det var den engagerede premierløjtnant P.R.Lindegaard, der på det tidspunkt var velfærdsofficer. Han blev senere ridelæ- ()
er for Kronprins Frederik og Prins Joacim og endte vist sin militære karriere i spidsen for de kongelige stalde. Som velfærdsofficer husker jeg ham som dynamisk og meget motiverende. Undfangede vi en idé, kom den som regel også til udførelse. På den tid viste Scala- Bio i Næstved en række film med Catarina Valente – en på den tid både attraktiv og musikalsk tysk stjerne. Ikke mindst filmen ”Bal på Savoy” trak fulde huse – også af husarer. Kostforplejningens gode økonomi havde givet mulighed for indkøb af et musikanlæg med dertil hørende pladesamling. Hvis nogen ellers havde tid til at tage sig af det, var der derfor ofte musik til måltiderne. Pladesamlingen blev jævnligt suppleret med slagere og andre aktuelle melodier – bl.a. Catarina Valentes. Sammen med sin bror Silvio Francesco, havde hun indspillet ikke så få ”ørehængere” og vi fik nu den idé, at vi ku’ arrangere nogle tema-aftener i kostforplejningen til almindelig adspredelse med for eksempel populære Catarina Valenteplader. Sin vane tro syntes Lindegaard, at det var en glimrende idé, så vi kastede os ud i at få den gennemført. Vi fik indkøbt flere Valenteplader og en kontakt til Constantin Film i København, gav os de nødvendigste facts om damen. Vi havde planlagt det sådan, at pladerne skulle afspilles ude bag ved og så sku’ jeg sidde inde i selve salen og give numrene et par ord med på vejen. Ved hjælp af en ringeanordning skulle jeg så give tegn, når næstes plade sku’ spilles. Det gik slet ikke! – men nogen fiasko blev der ikke tale om. Det talstærke publikum morede sig højlydt – helt som til en dårlig dilettantforestilling! Nå, vi havde en del plader tilbage, så vi besluttede alligevel at gennemføre den allerede planlagte ”Catarina Valente-aften 2”. Men klog af skade blev pladerne denne gang afspillet inde i salen. Det gik langt bedre. Om det var i håb om første aftens morsomme afvikling ved jeg ikke, men der var i alt fald godt fyldt i kostforplejningen. ”Tutten” var totalt affolket, så personalet pakkede de vigtigste varer, lukkede forretningen og handlede så i Kostforplejningen i stedet for. Et andet tiltag vi fik afviklet, var to weekend-ture til København. Vi havde lagt mærke til, at der var ret mange husarer på kasernen i weekend’en, også flere der egentlig havde orlov – typisk soldater, der boede rigtig langt væk. Vi fandt ud af, at mange af dem aldrig havde været i København, og det mente velfærdsofficeren, der måtte gøres noget ved: ”Ka’ De ikke guide en tur til København, Helsinge?”, ville han en dag gerne vide. Idéen var, at når man var under kommando i hverdagen, skulle man ikke også være det, når man havde fri. Omvendt skulle der jo også helst være én, der stod for foretagendet – hvilket altså så måtte være en menig! Og det blev det – mig! Det var en sjov opgave, der blev bakket gevaldigt op af regimentet. Der blev åbnet pengekasser, så vi fik tilskud til rejse og entréer, forplejning blev overflyttet fra Gardehusarkasernen til Artillerivejens Kaserne – alt andet end en succes, aldrig har vi fået så ringe en gang flæskesteg! – og der blev ordnet indkvartering på soldaterhjemmet Vartov i Farvergade. Arrangementet havde medvind – også fra interesserede deltagere – der var booket helt op og vi måtte arrangere en tur mere – over 75 husarer kom altså til København. Vi var med en ekstra orlovsbus ind, men klarede os herefter med den kollektive transport rundt i byen – til Zoo, Rundetårn, Tivoli, Langelinie, Kastrup Lufthavn med mere. Og som en effektfuld afslutning var vi i Cirkus Schumann, hvor ikke mindst hestenumrene vakte begejstring hos husarerne. Det med kollektiv trafik viste sig lidt bøvlet. Det gik endda med at komme med en sporvogn, men når vi skulle benytte en bus, gav det problemer, når 40 husarer i samlet trop skulle med på én gang. Så på anden tur insisterede jeg på, at vi måtte lade bussen blive i byen, så vi havde den at trække på. Det kostede lidt ekstra, men de penge fik vi også. På den sidste tur fik vi indpasset et besøg i Radiohuset i Rosenørns Allé. Det havde vi ikke haft mulighed for på første tur og egentlig heller ikke på anden. Men det gik altså endda, og det gik sådan til: Det skulle være byfest i Næstved og festudvalget havde fået en besynderlig idé: Et af de underholdende indslag skulle være kåringen af byens kvikkeste pige – og kønneste husar (!). Havde det så endda været omvendt, men det var det altså ikke. Jeg blev bedt om at finde de otte husar-aspiranter til titlen, hvilket selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre. Som vi nærmede os festweekend’en, blev gode råd dyre. I vores nød fik Lindegaard udvirket, at deltagerne kunne se frem til en ekstra orlov. Det lykkedes os så at finde syv husarer, der var villige til at bide hovedet af al skam for en ekstra orlov. Selv måtte jeg tage den ottende plads. Jeg kan grine af det endnu, for med en enkelt undtagelse lignede ingen af os hverken en Adonis eller prins Paris. Heldigvis havde en charmerende lille grønlænder meldt sig – og han løb selvfølgelig med titlen som byens kønneste husar. Man havde fået radioens på den tid umådelig populære Svend Pedersen til at lede løjerne og han ku’ godt se det morsomme i de trængsler, vi havde haft med at finde kandidaterne. Vi fik en hel god snak, som jeg naturligvis benyttede til at beklage, at også vores anden københavner-tur skulle være uden et besøg i Radiohuset. ”Det vil jeg godt se på – jeg ringer til jer”, sagde Svend Pedersen og han holdt ord. At Lindegaard så også havde fået mobiliseret TV’s Claus Toksvig, der var reserveofficer ved regimentet, fik jeg først senere at vide. Men resultatet var altså, at husarerne fik en spændende sær-rundvisning i Radiohuset. Så en dag var det hele så forbi – 14 dage tidligere end forventet, fordi den første KAFOK-øvelse krævede vores køjer til et hold genindkaldte. Jeg fik en atypisk soldatertid i forhold til de fleste af jer andre – i Stabseskadronen havde vi for spredte opgaver til at kunne opdyrke et stærkt kammeratskab!. Men kedelig blev den ikke. Og havde jeg på det tidspunkt skulle udfylde spørgeskemaet fra begyndelsen, var det store ”NEJ” nok blevet til et stilfærdigt ”ja”. Men sådan skulle det altså ikke gå. n 1/<strong>2007</strong> 11
Page 1 and 2: Gardehusaren Nr. 1 - februar 2007 7
Page 3 and 4: Vi skal nok få gjort en mand ud af
Page 5 and 6: meter fra skyde skiven. Det er dog
Page 7 and 8: jeg en tur på infirmeriet. ”Du f
Page 9: nant Thalbitzers Stabseskadron og h
Page 13 and 14: humør. Han har humor og kan tage e
Page 15 and 16: Premierløjtnant Christian Friis se
Page 17 and 18: uderne, var afstanden mellem først
Page 19 and 20: Gardehusarforeningen København Ban
Page 21 and 22: sit arbejde omkring indspilningen a
Page 23 and 24: Der er som sædvanlig spisning før
Page 25 and 26: Gæstetaleren i år var Aarhus´s b
Page 27 and 28: 2.marts - 70 år Gardehusar 335834/
Page 29 and 30: Formand Helmer Christensen Toftevej
Page 31 and 32: Parade for UNEF 1 / GAZA HOLD 1, 8

Feb. 2007

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?