Den strategiske officer Publikation.pdf

Indhold 

Den strategiske officer og Jugoslaviens opløsning .............................................................. 3 

Vejen til fred ......................................................................................................................... 6 

Gevinsten ved Danmarks bidrag til Serbien ....................................................................... 13 

Hjælper militær sammenlægning på gammel sekterisk strid? ............................................ 23 

OL scene endte som blodigt helvede ................................................................................. 30 

Stabilitet på Balkan afhænger af Serbien........................................................................... 37 

Ydre forsoning – indre splittelse ......................................................................................... 44 

NATO’s krig på Balkan....................................................................................................... 52 

Kildeliste ............................................................................................................................ 58 

Rejsebeskrivelse ................................................................................................................ 59 

2

Den strategiske officer 

og Jugoslaviens 

opløsning 

Af Anne Sofie Schøtt, lektor i Konfliktteori 

på Flyvevåbnets Officersskole 

Floden Miljacka flyder stille gennem 

Sarajevo. Man fornemmer den har gjort 

det altid og at den vil blive ved med det 

altid. Den flyder langsomt under de 

krydsende broer som et tavst vidne til 

begivenhederne i byens historie. 

I 1914 blev den østrig-ungarnske 

ærkehertug og tronfølger dræbt af et skud 

i en gade ud mod floden. Drabet blev 

startskuddet til en krig, som involverede 

alle verdens stormagter. 80 år senere 

under den 3 år lange belejring af 

Sarajevo under den bosniske borgerkrig i 

1992-1995 blev der skudt hen over floden 

fra de omkringliggende bjerge, hvilket 

resulterede i over 10.000 døde blandt 

byens indbyggere. 

Miljacka flyder stadig stille gennem 

Sarajevo. 

Balkans moderne historie er en blodig 

affære, hvor regionale stormagter og 

nationalistiske grupper har kæmpet med 

og mod hinanden. Grænser og 

befolkninger er blevet flyttet, imperier er 

gået under og nye stater er opstået. 

Efter 1. Verdenskrig på ruinerne af Østrig- 

Ungarn og Det Osmanniske Imperium 

blev kongedømmet Jugoslavien skabt. 

Under 2. Verdenskrig kæmpede kroatiske 

ustasha mod serbiske chetnikker og 

kommunistiske partisaner, som efter 

krigen omdannede Jugoslavien til en 

kommunistisk føderalstat ledet af 

kammerat Tito. Med slagordet 

”broderskab og enhed” formåede Tito at 

holde Jugoslavien sammen og alliancefri i 

forhold til den kolde krigs opdeling af 

verden i Øst og Vest. 

Efter Titos død og i kølvandet på kolde 

krigs afslutning blev Jugoslavien igen 

hærget af interne stridigheder, der førte til 

Jugoslaviens sammenbrud og 

efterfølgende dannelsen af 7 nye stater, 

heraf de seks tidligere jugoslaviske 

republikker, Slovenien, Kroatien, 

Makedonien, Bosnien, Montenegro og 

Serbien samt Kosovo. 

Hvad får mennesker, der har levet side 

om side i mange år til at slå hinanden 

ihjel på de mest bestialske måder? 

Hvordan kommer de overlevende efter 

etniske udrensninger og folkedrab 

videre? Hvad var det internationale 

3

samfunds reaktion på de blodige 

konflikter? Hvad har Danmark bidraget 

med militært? Og hvordan ser fremtiden 

ud for de nye stater både i forhold til 

interne forhold og i relation til EU og 

NATO? 

Det er nogle af de spørgsmål, som 

klasserne MIRAGE og MOHAWK har 

arbejdet med på modulet ”Den 

strategiske officer” på 

grundofficersuddannelsen 

på 

Flyvevåbnets Officersskole. Modulet 

bestod af 4 ugers undervisning, hvoraf 

den ene uge var en studietur til Serbien 

og Bosnien. 

Det overordnede fokus for modulet var 

Jugoslaviens opløsning. Undervisningen 

var tilrettelagt i 4 temaer: 

1) FORTIDEN – om Balkans 

moderne historie og fortidens 

betydning for nutiden 

2) BOSNIEN 1992-1995 – om de 

interne konflikter i Bosnien, om 

folkedrab og de overlevendes 

håndtering af overgrebene 

3) KOSOVO 1999 – om NATOs 

Operation Allied Force i 1999 set 

fra et operativt og et folkeretsligt 

perspektiv 

4) FREMTIDEN – om den 

igangværende politiske, militære 

og sociale udvikling i de tidligere 

jugoslaviske republikker 

Studieturen lå midt i forløbet og gik først 

til Beograd i Serbien og dernæst til 

Sarajevo i Bosnien. Besøgene i Serbien 

ved de forskellige institutioner og militære 

baser var tilrettelagt med fokus på det 

dansk-serbiske sikkerhedssamarbejde, 

hvor det danske flyvevåben har bidraget 

til udviklingen af det serbiske flyvevåben. 

I Bosnien var besøgene tilrettelagt med 

fokus på den bosniske borgerkrig og de 

danske bidrag til FNs og NATOs styrker i 

området samt på initiativer til håndtering 

af de politiske og sociale modsætninger. 

I det følgende kan læses de studerendes 

rejseberetninger fra studieturen og 

artikler, som er skrevet med henblik på at 

formidle en dybere forståelse af de to 

lande, deres fortid og fremtidsmuligheder. 

Vi håber læseren vil blive inspireret til 

videre læsning og at rejse samme vej 

som os til et område, der bliver en stadig 

mere integreret del af Europa. 

Tak til alle kolleger og studerende for et 

godt samarbejde og i særlig grad til Mark 

Holm Vadfelth, Tim Højrup Jespersen og 

Randi Kjær Nielsen for en yderst 

velplanlagt studietur. 

4

Deltagere på studieturen 

Klasse MOHAWK: Martin Viknesh Andersen, Sandra Hørby Clausen, Carsten 

Druekjær, Nanna Christence Fabricius, Bjørn Jensen Friismose, Anders Fusch Funch, 

Robert Wærum Hauge, Eske Joost Pedersen Hoeneveld, Christian Damgaard 

Jensen, Allan Frølund Kristensen, Martin Golm Mosvad, Nicolai Virklund Nielsen, 

Christoffer Fivelsdal Vestrup 

Klasse MIRAGE: Andreas Trampedach Bartram, Alex Krogh Madsen, Jonas Fogh 

Ibsen, Kenneth Albæk Bilet Jensen, Ulrik Jensen-Holm, Tim Højrup Jespersen, Tør 

Jønsson, Jakob Valsted Larsen, Christian Clemmensen Møller, Johan Krøll Nielsen, 

Julie May Nielsen, Randi Kjær Nielsen, Thor Ryvard, Mark Holm Vadfelth 

FLOS STAB: Claudia Læssøe Pedersen, Karsten Marrup, Christian Eksten, Klaus 

Hjørngaard Sørensen, Anne Sofie Schøtt 

5

Vejen til fred 

Af Christian Damgaard Jensen, Robert 

Wærum Hauge, Jakob Valsted Larsen, 

Julie May Nielsen og Nanna Christence 

Fabricius 

Efterdønningerne fra krigen i Bosnien 

kræver flere initiativer til at opnå fred 

blandt befolkningen, men er det den 

rigtige vej, der er valgt? 

Særdomstolen ICTY har efter 17 år 

færdiggjort sit arbejde med 

krigsforbrydelser i det tidligere 

Jugoslavien. Tallene taler for sig selv, 

med i alt 161 dømte, har der været 

massiv fokus på at straffe de skyldige i 

jagten på sandheden og retfærdighed. 

Spørgsmålet er imidlertid om straf kan stå 

alene, når det kommer til at skulle hele de 

massive sår, krigen har efterladt. 

Baggrund for krigen i Bosnien 1992- 

1995 

Titos død i 1980 efterlader et i forvejen 

politisk presset Jugoslavien på 

afgrundens rand. Krav om 

selvstændighed fra bl.a. Kroatien, 

Slovenien og Bosnien medfører 

uroligheder i regionen, da man i Serbien 

ønsker at fastholde et stor-Jugoslavien 

med Beograd som centrum for den 

politiske magt. 

Denne uoverensstemmelse udviklede sig 

til det vi idag kender, som den største og 

mest blodige konflikt i Europas historie 

siden anden verdenskrig, med op imod 

100.000 dræbte soldater og civile. 

Straf eller forsoning? 

I forbindelse med krigen i Bosnien, 

oprettede FN i 1993 en særdomstol ved 

navn The International Criminal Tribunal 

for The Former Yugoslavia, også forkortet 

ICTY. Domstolen havde til opgave at 

retsforfølge personer, der siden 1991 

havde forbrudt sig imod den 

internationale humanitære folkeret inden 

for det tidligere Jugoslaviens territorium. I 

alt er 161 personer pr. 20. december 

2008 blevet sigtet for krigsforbrydelser. 

Domstolen har været det 

altoverskyggende tiltag, som har fået den 

internationale presse og befolkningen i de 

tidligere Jugoslaviske landes 

opmærksomhed. 

Derfor har der helt fra starten af krigen 

været et fokus på at straffe 

gerningsmænd, for derved at klarlægge 

sandheden, og sikre ofrenes krav på 

retfærdighed. Kun ved at få sandheden 

frem mente man, at man kunne sikre det 

grundlag der skulle til, for at kunne 

6

forsone de stridende parter. 

Grundlæggende må det siges at være en 

meget nobel tilgang dog må man 

erkende, at det er en proces, der vil tage 

lang tid, såfremt man ønsker at straffe 

samtlige mennesker, der har været med 

til at begå forbrydelser under krigen. Man 

kan derfor stille sig selv det spørgsmål: 

“Er straf den rigtige vej at gå for at sikre 

sandheden?” 

Tiden er dog ikke den eneste faktor, som 

modarbejder arbejdet imod et forsonet 

Bosnien. Dette skyldes ikke mindst, at det 

var en konflikt med mange parter, hvilket 

har betydet, at der har været lige så 

mange historier om hvad der egentlig 

skete under krigen. Hver part i krigen har 

haft sit eget narrativ, som man har skullet 

forsøge at forene såfremt man ønskede 

forsoning. Denne uoverensstemmelse i 

narrativer, har imidlertid medført at de 

bosniske serbere og serbere i højere grad 

har følt, at domstolen ikke har været 

objektiv og neutral, da langt de fleste 

tiltalte er fra deres del af befolkningen 

(108 af 161 personer). Ligeledes er ingen 

kroatiske eller bosniske toppolitikere 

blevet tiltalt, til trods for at begge parter 

ligeledes har udført etniske udrensninger. 

Det antages derfor, at der er tale om en 

konflikt der ikke umiddelbart lader sig 

løse, og spørgsmålet er, om det 

overhovedet kan løses med den 

fremgangsmåde, der er valgt? Vi vil i 

denne artikel belyse, hvorvidt den 

altoverskyggende fokus på straf har 

hæmmet forsoningsprocessen. 

Forsoningens anatomi 

Efter krigene på Balkan var der er behov 

for at gøre regnskabet op efter de mange 

uhyrligheder, der havde overgået de 

forskellige folkeslag i regionen. 

Spørgsmålet, der trænger sig på er, 

hvorledes man skal håndtere disse 

uretfærdigheder. Der peges på to mulige 

veje man kan vælge. Her skelnes mellem 

to vidt forskellige former for retfærdighed 

efter en konflikt, hvor den ene er den del 

af retributive justice, der har straffen som 

kernen. Den anden del af restorative 

justice fokuserer på at genoprette orden i 

samfundet mellem aktørerne gennem 

forsoning. Disse kan naturligvis 

kombineres. 

Det særlige ved Balkan er, at konflikten er 

interstatslig dvs. at de kæmpende parter 

skal leve sammen efterfølgende både 

hvad angår geografi, men også 

emotionelt. Dette indebærer, at parterne 

må konfrontere overgrebene, så de kan 

fokusere på en fælles vision i en 

genopbygningsproces. Retfærdighed kan 

7

søges ved at alle, der har begået 

overgreb dømmes for deres ugerninger, 

men spørgsmålet er ,om det er den rette 

færd. I Sydafrika forsøgte man at 

fokusere på at få sandheden frem, i håbet 

om at forsone samfundet i opgøret med 

Apartheid styret. Prisen er midlertidigt, at 

mange gerningsmænd går fri og ikke 

bliver draget til ansvar, hvis man benytter 

traditionel retspraksis. De fleste kender 

det fra vores eget samfund, hvor vi føler 

at vores retesikkerhed og retfærdighed er 

truet, når kriminelle ikke bliver stillet til 

ansvar for deres handlinger. 

Straffens vej er ofte langvarig og 

resultatet er tvivlsomt, hvad angår den 

healende effekt i 

genopbygningsprocessen. 

De 

internationale krigsforbryderdomstole 

arbejder langsomt og mange 

gerningsmænd går fri på grund af 

manglende beviser og procedurefejl og 

andre er end ikke anholdt endnu da de 

aldrig er blevet pågrebet. 

I forhold til Balkan har man benyttet den 

internationale domstol i Haag, og 

sideløbende er der oprettet en lokal 

domstol, der skal varetager de mindre 

sager. Tendensen er dog til at få øje på. 

Der lægges vægt på straffe sig til et sundt 

samfund frem for at vælge en vej, der 

tilgodeser national forsoning gennem 

restorative processer. Straf ses som et 

mellemværende mellem systemet og 

gerningsmanden, hvor forsoning er et 

forhold mellem gerningsmand og offer. 

Straffen skuer bagud og fastholder de 

historiske gerninger i en rigid form, og 

derved bliver samfundets ofre holdt fast i 

hævnens favntag. Den umiddelbare 

konsekvens er, at gerningsmændene ikke 

bliver ført til dom, selv efter 20 år. Antallet 

af ofre og gerningsmænd er af en 

størrelse, der kan udfordre selv de mest 

avancerede retssystemer. Forsoningens 

forudsætning er, at både ofre og 

gerningsmænd beslutter sig for at deltage 

i forsoningsprocessen og hermed ønsker 

at afkoble sig fra offerrollen og 

gerningsmandensrollen. Undersøgelser 

har vist, at der ikke er en klar 

sammenhæng mellem tilgivelse og 

graden af overgreb. Det viser sig at 

mennesker kan tilgive selv de groveste 

overgreb, mens andre har svært ved at 

tilgive mindre overgreb. Der er al mulig 

grund til at ofre energi på at sikre 

retfærdighed gennem forsoning i 

efterspillet af en konflikt. Vindeløv 

argumenterer således for, at der er en 

tendens til, at krænkelser vil reproduceres 

over tid. Ofre vil søge genoprejsning 

gennem overgreb, der er af samme 

8

karakter som de selv har været udsat for. 

En forsoningsproces vil hindre, eller i 

hvert fald minimere en gentagelse af 

disse overgreb. Straffen er ofret som 

hovedperson, mens forsoning indtager 

gerningsmandens position. I interviewet i 

”Ondskabens anatomi” er 

gerningsmandens håb slukket og der er 

ingen vej, til en genindtræden i 

samfundets orden. Den maskerede mand 

er paria og er henvist til den kriminelle 

underverden som en anden Sisyfos. 

Hans eget udsagn lyder ”Jeg er ikke 

menneske mere”. Det er svært at se et 

samfund bygget på menneskelige og 

umenneskelige historier. Dette eksempel 

er kun et blandt mange og i Sydafrika 

søgte man en anden vej. I den nationale 

forsoningsproces 

skulle 

gerningsmændene søge om amnesti for 

deres forbrydelser for derefter at blive 

straffri. Prisen var, at fortælle sandheden 

om deres ugerninger. Forsoningen går to 

veje, hvor den ene skal finde frem til 

sandheden om, hvad der har udspillet sig 

i forhold til ofret, og den anden vej er 

hensynet til at samfundet får afdækket, 

hvad der er sket på en måde så 

offentligheden får kendskab til det. 

Man får det indtryk, at det man har valgt 

at fokusere på straf som det retfærdige 

princip spærre for udsynet til fremtiden på 

Balkan. Ved at fastholde de mange ofre i 

en tilstand af uvished, og til en vis grad 

forglemmelse udvikles en tilstand uden 

fremskrivning, en lidelse uden behandling 

og kurering. Al forløsning gennem 

forsoningens effekter afløses af 

fortrængninger, der blokerer for 

samfundets fremskridt. Det er ikke et 

spørgsmål om enten eller, men om et 

både og-perspektiv. Man kan ikke straffe 

sig ud af postkonflikter alene, 

forsoningens anatomi viser at den kan 

tilbyde noget andet og noget mere, der 

kan kvalificere de samlede bestræbelser 

på at heale et samfund. 

Hovedarkitekterne og de værste 

gerningsmænd må og skal retsforfølges 

men alle kan ikke retsforfølges, hvilket 

også var tilfældet i ruinerne af Nazi- 

Tyskland. Den forsonende vej er ikke et 

udtryk for at man skal glemme historien 

tværtimod lægges der vægt på, at 

sandheden findes og bliver gentaget også 

for nye generationer f.eks. i 

historieundervisningen. 

Forsoning er ikke en kollektiv foreteelse 

men skal opfattes i spændingsfeltet 

mellem ofre og gerningsmænd. 

Forsoningens vej er et alternativ til 

straffens vej og rummer et stort energifelt. 

9

Et nulsumsspil for de overlevende 

Efter enhver konflikt vil der være to 

parter, der skal forenes, men begge 

parter vil være tilbøjelige til at se deres 

interesser som diametrale modsætninger. 

Dette gælder også for de overlevende 

bosniere, der skal forene sig med, at de 

skal dele landområder med nogle af de 

bosniske serbere, som under krigen var 

på den modsatte front. 

Mange konflikters outcome er en win-lose 

situation, hvor den ene part får sine 

interesser opfyldt, og den anden part må 

lade stå til, for at undgå at eskalere 

konflikten. Løsningen på dette problem 

kunne være at finde en situation, hvor 

begge parter går på kompromis med 

deres egne interesser. Dette skaber 

imidlertid en lose-lose situation, hvor 

ingen af parterne kommer ud af konflikten 

med en følelse af tilfredsstillelse. 

Den eneste måde, hvorpå man kan skabe 

en varig fred er ved, at få begge parter til 

at finde en løsning, som resulterer i en 

win-win situation. Dette gælder også for 

situationen i Bosnien. 

De mennesker, der har mistet deres 

familier og venner ønsker, at skyldige 

bliver dømt for deres forbrydelser. Men 

selv om Bosnien har fået deres egen 

krigsforbryderdomstol i Sarajevo i 2005, 

så anslås det, at det vil tage flere 

hundrede år at få retsforfulgt mellem fem 

og ti tusind formodede krigsforbrydere. 

Hele retsopgøret deler befolkningen i to. 

Det kræver af befolkningen, at de 

deltager og vidner mod disse 

krigsforbrydere, men det resulterer i, at 

disse mennesker aldrig får lagt låg på 

historien og mulighed for at fokusere 

alene på fremtiden med en fortrængt 

fortid. Birte Weiss’ tolk siger omkring 

vidneberetningerne: ”Skulle jeg 

genopleve det hele og sætte min hårdt 

tilkæmpede ro over styr? … Mig får man 

hverken til at indberette eller vidne, 

måske fordi jeg er for træt til at ønske 

hævn.” 

Andre har det som Nusreta, der i 1992 

blev holdt som ”servitrice” i en 

koncentrationslejr. ”Det var ikke let at 

komme tilbage til hverdagen i en by, hvor 

man ikke brød sig om folk, der i Haag 

fortalte sandheden om lejren, og hvor 

muslimer generelt var et uønsket 

mindretal. 

Hun var tidligere dommer, og det sidste 

hun ønsker er at påtage sig offerrollen, 

men derimod kæmpe mod forbrydelserne 

ved at dele sin viden i Haag-tribunalet, for 

at opnå retfærdighed. 

10

Efter en konflikt med så store 

ødelæggelser, både fysisk og mentalt, så 

er det vigtigt at befolkningen kan stå 

sammen for at komme videre mod et 

optimistisk endstate. Eftersom krigens to 

fronter ikke er spredt på hver sin side af 

en landegrænse, men derimod infiltreret i 

hinanden, så er det vigtigere end 

nogensinde at man finder en fælles 

løsning. Dette skal være et outcome, 

hvor begge parter føler, at det ender med 

en sejr ellers vil der være en forsat 

stigende grad af undertrykkelse, der i 

værste fald kan føre til nye voldelige 

konflikter. 

En evig strid 

Når man ser på varigheden af konflikten 

mellem Serbien og Bosnien, kan man 

nemt undre sig over, hvorfor stridsøksen 

ikke er blevet begravet for længe siden. 

Som tidligere nævnt i artiklen, er der flere 

årsager. Der er blevet skrevet om 

forsoning og straf i forhold til 

befolkningsgruppernes ønsker. Samtidig 

er der også blevet skrevet om dette spil 

der foregår, hvor ingen af parterne ønsker 

at gå ud som den tabende part. Den 

sidste men dermed ikke nødvendigvis 

den mest usandsynlige årsag, finder man 

i Karl Mannheims teori om generationer. 

Karl Mannheim som er sociolog, 

beskæftigede sig allerede i 1920’erne 

med generationer, og hvilken effekt de 

har på samfundet. Han når her frem til en 

tese som giver forklaringskraft til, hvorfor 

konflikten har været så langvarig. Han 

udlægger en påstand som argumenterer 

for, at der fra en ældre til en yngre 

generation bliver overdraget emner som 

er med til at forme identiteten hos den 

yngre generation. Disse emner kan både 

være værdier og normer, men i dette 

tilfælde vil det give mest mening at se på 

holdninger. Samtidig argumenterer 

Mannheim også for, at hvis en 

generationer på samme tidspunkt i deres 

livsforløb, bliver udsat for en påvirkning, 

eksempelvis krig, kan dette være 

udgangspunktet for skabelsen af en 

fælles identitet hos den yngre generation. 

Altså kan vi med Mannheim måske give 2 

mulige årsager til, hvorfor konflikten i 

Balkan endnu ikke er afsluttet, og 

befolkningerne ikke blot kan leve i fred og 

fokusere på at skabe nye relationer. 

Hvis man ser på hans første teori som 

omhandler overdragelsen af holdninger, 

meninger og værdier fra en generation til 

en anden, kan man begynde at se nogle 

mulige forklaringer. En stor del af de 

yngre generationer som idag lever i 

Bosnien og Serbien, kan have et medfødt 

had til hinanden, skabt på baggrund af 

11

historier som er fortalt af deres forældre. 

Mange forældre har uomtvisteligt fortalt 

historien om krigen til deres børn, hvilket 

kan have været med til at skabe en fælles 

identitet for de yngre børn, fordi de finder 

en fælles værdi eller holdning i den 

historie som bliver fortalt. Har 

størstedelen af den yngre generation 

været udsat for denne påvirkning af den 

ældre, kan der have spredt sig en norm i 

at have et had til den modsatte 

befolkningsgruppe, hvilket har fået denne 

konflikt til at vare ved igennem tiden. Hvis 

denne overførsel af historien om krigen til 

børn er blevet normen, vil det betyde at 

konflikten vil kunne vare flere 

generationer endnu, da den vil blive båret 

videre som en historie, også selvom 

krigshandlingerne er overstået. Samtidig 

kan de langvarige behandlinger af folk 

som er anklaget for forbrydelser mod 

menneskeheden, bibeholde historien, 

fordi de mange sagsbehandlinger skaber 

undren hos den yngre generation. 

Ifølge Mannheims anden teori, som 

omhandler påvirkningen af en generation 

i samme livsforløb, kan man her også 

finde forklaringskraft. Ser man film og 

billeder fra krigens voldsomme periode, i 

juli 1995, ser man mange unge forældre 

med børn i alderen 5-10 år som står midt 

i orkanens øje. Der argumenterer 

Mannheim for, at børn er let påvirkelige. 

Hvis alle disse børn, den yngre 

generation, har været udsat for dette 

krigstraume, kan det have haft en effekt 

på den fælles identitet som er skabt i den 

generation. De er alle opvokset i en 

region i krig, hvilket jo er beskuet fra 2 

sider, og derved kan dette had imellem 

grupperingerne være skabt igennem de 

oplevelser de unge generation har haft. 

Derved har de skabt deres egen norm, i 

at fortælle historien om hvad der er 

foregået i regionen, og så derved 

viderebringe det til den nye generation. 

Såfremt man hænger fast i tesen “straffen 

sikrer sandheden, hvilket i sidste ende 

sikrer forsoningen”, risikerer man at 

hænge fast i et dårligt mønster, som ikke 

vil sikre forsoning for fremtidens 

generationer. Vælger man derimod at gå 

direkte ad forsoningens vej, kan det 

skabe et mere positivt grundlag for 

fremtidige generationer. Ved kun at have 

fokus på straf, har man skabt en proces 

som tager utrolig lang tid at afslutte. Dette 

medfører at de unge ikke får sat punktum 

i en fortælling, der stadig dikterer os mod 

dem. En forsoningsproces kan vare hele 

livet - bare at det den er i gang, er med til 

at heale samfundet. 

12

Gevinsten ved 

Danmarks bidrag til 

Serbien 

Af Christian Clemmensen Møller, Alex 

Krogh Madsen, Allan Frølund Kristensen, 

Andreas Trampedach Bartram og Nicolai 

Virklund Nielsen 

danske flyvevåben skal føle en hvis 

hæder når de eksempelvis besøger 

Serbien? Er det for at opretholde en hvis 

levestandard i landet, som Serberne ikke 

selv kan efterleve? Er det fordi vi føler os 

skyldige i en ødelagt infrastruktur efter 

NATO bombardementerne i 1999? Eller 

er det fordi vi ønsker at opnå goodwill for 

vores arbejde i den ene eller anden form? 

Goodwill 

”Danmark skal spare” 

”Recession er nær” 

”Den økonomiske krise ej ovre” 

Ovenstående er blot et fåtal af eksempler 

på artikler der har mødt danskerne når de 

har åbnet en avis siden 2008. Alligevel 

Har Danmark de seneste år postet 

milliarder af skatteborgernes kroner i alle 

andre lande end Danmark – heriblandt 

Serbien. I forbindelse med vores studietur 

så vi nogle af de projekter som Danmark 

har søsat for Serberne, heriblandt deres 

Search and Rescue (SAR) kapabilitet. 

Men når vi i det danske forsvarsbudget 

skal spare 2,7 milliarder, hvorfor så 

denne hjælp til Serbien? Er det bare fordi 

Danmark er ”the good guys” der prøver at 

hjælpe de lande der virkelig har brug for 

støtten? Er det for at kadetter fra det 

Essensen af goodwill er at man må yde 

for at nyde. I høj grad også når man ikke 

selv direkte får noget ud af det arbejde 

man yder. Et eksempel på dette er krigen 

i Afghanistan. Danmark har aldrig været 

direkte truet af Afghanistan, hvorfor det 

ikke er for at forsvare vores suverænitet 

at vi går i krig. Vi har som et af de eneste 

lande i EU heller ikke oplevet 

terrorhandlinger i landet. Så hvorfor yder 

Danmark i dette tilfælde et bidrag? Den 

officielle udmelding er at vi vil bekæmpe 

terror i Afghanistan så vi kan føle os sikre 

i Danmark. Eller som Anders Fogh sagde 

det i sin nytårstale i 2009 ”Forsvaret af 

vores sikkerhed starter fjernt fra dansk 

jord”. Nogle prognoser viser dog det 

modsatte – netop at Danmark er blevet 

mere udsat for forsøg på angreb efter 

vores engagement i Irak og Afghanistan 

krigene. 

13

Goodwill, eller direkte oversat ”velvilje”, 

skal forstås som en slags ”point på 

kontoen” som en stat kan optjene i 

forhold til en anden stat. Dog er begrebet 

”point” lidt misvisende, da goodwill 

sjældent bliver opgjort i tal eller diskuteret 

direkte. Man kan sammenligne det med 

tjenester. Hvis person A har gjort et par 

små tjenester for person B, har Person A 

opsparet noget goodwill hos person B. 

Hvis person A på et tidspunkt så har brug 

for en stor tjeneste er det implicit de to 

personer imellem, at det bliver ”taget fra 

goodwill kontoen”. Person B kan også 

vælge at prøve at skabe balance i 

regnskabet ved at give fordele eller goder 

til person A. Der behøver ikke at være 

økonomi indblandet. 

Relationen til USA 

Hvis Danmarks officielle målsætning ikke 

bliver nået, hvad kan så give 

forklaringskraft til at de danske soldater 

har udført nogle af de farligste missioner i 

hhv. Irak og Afghanistan, med det højeste 

antal faldne soldater per indbygger som 

resultat? Faktum er at efter krigene i 

Afghanistan og Irak har Danmark fået et 

væsentligt bedre forhold til USA. 

Eksporten er steget enormt (mere end 

fordoblet på få år), danske politikere får i 

højere grad taletid hos de amerikanske 

politikere, heriblandt præsidenterne, og 

Anders Fogh har ikke mindst fået en 

attraktiv post som generalsekretær i 

NATO. At det fra start har været planen at 

gå i krig for højere eksport er tvivlsomt, 

men det har ikke desto mindre været en 

sidegevinst af den goodwill Danmark har 

opbygget overfor USA. 

Det bringer os så videre til spørgsmålet 

om, hvorfor Danmark yder et bidrag i 

Serbien 

Danmarks forhold til Serbien 

Danmark deltog i 1999 i den NATOledede 

Operation Allied Force, hvor 

NATO lykkedes med at stoppe 

Milosevic’s militære aktioner og 

repressive aktiviteter. Danmarks F-16 

fighters deltog bl.a. i bombningerne af 

Serbien, hvorfor man kunne foranlediges 

til at forvente, at det dansk-serbiske 

forhold den dag i dag stadig ville være 

noget anstrengt. Men ligesom serberne 

og bosnierne efter eget udsagn er 

kommet på fode igen, er det nuværende 

dansk-serbiske forhold trods tidligere 

tiders bombetogter ligeledes fint i dag. 

Dette skyldes ikke mindst den danske 

støtte til Serbien på så vidt forskellige 

områder som landbrugssektoren, 

virksomhedsrådgivning 

og 

redningshelikoptere. Men hvad ligger 

14

egentlig til grund for den danske støtte, 

som er en del af Udenrigsministeriets 

Naboskabsprogram? Er der en 

dagsorden om oprigtigt at hjælpe Serbien 

eller jager Danmark reelt noget 

anerkendelse i det internationale 

samfund? 

Officielle hensigter om samarbejdet 

For at belyse spørgsmålet om 

hensigterne med den danske støtte til en 

bred vifte af foretagender i Serbien, må 

man først kigge på de officielle hensigter. 

Udenrigsministeriet melder bl.a. ud, at 

man ser en stærk nødvendighed i et 

genoprettet og europæisk-orienteret 

Serbien, da dette dels vil øge 

mulighederne for samhandel på tværs af 

landet og resten af Europa, dels vil 

medvirke til at sikre en stabilisering af 

situationen i regionen. Netop de 

økonomiske og virksomhedsmæssige 

perspektiver lægger Udenrigsministeriet 

tilsyneladende stor vægt på, da man ser 

Serbien som et kommende 

forretningsmæssigt og logistisk 

knudepunkt i Europa, hvilket man fra 

dansk side bl.a. har støttet med 

virksomhedsudvikling- og rådgivning i det 

sydlige Serbien. En fremtidig økonomisk 

vækst og opblomstring af virksomheder i 

Serbien er altså et par af de officielle 

danske forhåbninger for samarbejdet og 

støtten med landet og dermed også 

retfærdigvis kan siges at være om ikke 

andet så nogle af hensigterne med den 

danske støtte. 

En anden hensigt er som før nævnt at 

sikre stabilitet i regionen. Som en del af 

NATO ønsker Danmark selvsagt at have 

fred i nærområdet, som Balkan-regionen 

må siges at være, set i et 

sikkerhedspolitisk og geostrategisk 

perspektiv. Som følge heraf ser 

Forsvarsministeriet det som en opgave, 

at skabe støtte til positiv og demokratisk 

udvikling af især de væbnede styrker i 

samarbejdsvillige lande, der befinder sig i 

en transformationsproces. Dette gør sig 

eksempelvis gældende for Bosnien og 

Serbien. Danmark har bl.a. støttet 

serberne med udviklingen og 

opbygningen af en 

redningshelikopterkapacitet til brug for 

search-and-rescue operationer (SAR) 

som vi kender det fra den danske 

pendant med EH-101 helikopteren. Dette 

er fint i tråd med det generelle danskserbiske 

militære forsvars- og 

sikkerhedssamarbejde, som udover 

redningsberedskabet ligeledes tæller 

dansk støtte til det serbiske 

reformarbejde, herunder omstrukturering 

15

af det serbiske forsvar, samt støtte til 

logistik samarbejde. 

Forsvarsministeriet peger på, at det 

danske engagement ikke alene bidrager 

til forbedring af det serbiske 

sikkerhedssamarbejde med Danmark, 

men også til at styrke det regionale 

sikkerhedssamarbejde på Balkan, hvor 

Serbien – grundet den danske støtte på 

alt fra personelområdet til tankbiler – 

selvsagt stiller serberne bedre og bedre 

rent forsvarsmæssigt og deraf 

sikkerhedspolitisk, i og med at landet 

kapaciteter udvikles og forbedres. 

Reelle hensigter med samarbejdet 

Alle disse forskelligartede udviklingstiltag, 

som går fra Danmark til Serbien, kan man 

dårligt sige noget negativt om. Danmark 

som nation og NATO som alliance står 

stærkt i verden på flere forskellige 

områder og har således mulighed for at 

præge udviklingen i verden i 

overensstemmelse med egne interesser. 

Dette kan fx udmøntes i form af 

samarbejds- og støtteaftaler, som de 

danske materielle bidrag til Serbien er et 

eksempel på. Men for Danmarks 

vedkommende er det nærliggende for 

denne forfatter at stille sig et spørgsmål 

om de reelle danske hensigter med netop 

denne støtte. Set i lyset af Danmarks 

hårde engagement i krigen i Afghanistan 

– målt både på økonomiske omkostninger 

samt antal omkomne og skadede – kan 

bevægelsen fra at have danske 

kamptropper i Afghanistan til at fokusere 

på udviklingsarbejde i Balkan da ses som 

et tegn på en fremtidig dansk udenrigsog 

sikkerhedspolitisk kurs? En kurs, hvor 

Danmark markerer sig som en force 

indenfor netop udviklingsarbejde, som vel 

at mærke er mindre farligt end 

kampoperationer og - måske - også 

billigere. Udviklingsarbejde er et 

kontinuerligt og velset behov, som 

tilsyneladende aldrig kommer til ophør. 

Der er altid behov for støtte, om det så er 

rent økonomisk eller i form af en 

mentorordning, og det er et sikkert kort at 

spille som stat, da det er svært at kritisere 

en stat for at hjælpe andre, som er i nød. 

Javist, der er store omkostninger og 

ressourcer forbundet med at yde støtte 

og skabe udvikling i andre lande, men når 

man som Danmark gerne vil markere sig 

udenrigspolitisk for at få anerkendelse 

herfor, da er udviklingsarbejde en mere 

letspiselig portion for de danske 

beslutningstagere end at engagere sig i 

en ny, farlig krig, fjernt fra egne grænser. 

Hvis denne forfatters påstande og tanker 

viser sig at holde stik, kan denne 

støttende udvikler rolle være Danmarks 

16

nye rolle på det udenrigsog 

sikkerhedspolitiske plan fremover. 

Konkrete eksempler fra vores 

studietur 

Logistik støtte ved regimentet i Doboj 

Basen som er oprettet i det gamle North 

Pole Battle Group Headquarters (NPBG- 

HQ). Dengang hovedkvarteret for 

områdets internationale styrker. I dag en 

fredstids enhed med flere køretøjer end 

mænd. Lange rækker af lastbiler fra 

krigens tid står klodset op og en lille, 

nærmest usynlig, enhed bruger deres 

arbejdsdage på disse levn fra en noget 

mere aktiv periode. Danskernes hjælp har 

her været en konkret opbygning af de 

lokaler som nu huser logistik regimentet. 

Lejren var i 6 år centrum for de danske 

styrkers indsats i deres AOR, (area of 

responsibility). Dette mærkes i dag kun 

som en taknemlighed blandt de af 

stabsofficerer der kender historien. Der er 

her tale om en form for goodwill over for 

de bosniske styrker at Danmark har 

været med til at sikre dem en 

base/kaserne der er tidssvarende. Som et 

andet eksempel betalte de danske styrker 

en betragtelig leje for de bygninger Camp 

Valhalla blev etableret i og omkring. Man 

kunne have valgt at beslaglægge og 

rygge ind med mandatet i hånden men 

ved at lave en leje løsning fik man også 

et andet fodfæste i lokalområdet. 

Den danske Eskadrille 722 

(redningshelikopter) har samarbejdet med 

den serbiske Air Force for at hjælpe med 

til at strukturere deres Search and 

Rescue (SAR) Tjeneste. 

Samarbejdet indebære blandt andet 

uddannelse af personale i henhold til 

NATO-standarder gennem kurser, 

seminarer og 'on the job training ". 

Samarbejdet har desuden resulteret i 

etablering af en Search and Rescue 

Center på Nis lufthavn. Projektet blev 

påbegyndt i 2008 og den 16. november 

2009 blev centret officielt åbnet med 

deltagelse af danske ambassadør Mette 

Kjuel Nielsen, forsvar attaché Søren 

Knudsen og major i det danske 

flyvevåben Ove Urup-Madsen. 

PSOTC oprettet i samarbejde med M. 

Lollesgaard 

I den NATO ejede lejr “Camp Butmir”, 

som ligger nær Sarajevo, findes PSOTC - 

Peace Support Operation Training 

Centre. I forlængelse af besøg ved de 

gamle finskytte- samt kampvognsstillinger 

rundt om Sarajevo, besøgte vi PSOTC. 

Formålet med organisationen er primært 

at uddanne Bosnien-Hercegovianske 

17

officerer i fredsstøttende operationer, og 

sekundært at bidrage til Bosnien- 

Hercegovinas (BiH) støtte til 

verdensfreden. Centeret virker overordnet 

meget professionelt, og dette kan i nogen 

grad krediteres til det gode samarbejde 

BiH har indgået i med lande som 

England, USA og Danmark. I 

velkomsttalen afholdt af Oberst Jasmin 

Cajic blev der lagt stor vægt på det gode 

samarbejde vores lande har været 

igennem. PSOTC er nu blevet en 

integreret del af BiHs 

uddannelsessystem, og er fuldt 

akkrediteret til NATO doktriner, hvorfor de 

også er en vigtig del af BiHs mulige 

optagelse i NATO. 

Har Danmark de facto fået skabt den type 

goodwill der var målet? 

Officielle danske mål 

Sikre en stabilisering af situationen 

i regionen 

Skabe støtte til positiv og 

demokratisk udvikling af især de 

væbnede styrker i 

samarbejdsvillige lande, der 

befinder sig i en 

transformationsproces 

Øge mulighederne for samhandel 

på tværs af landet og resten af 

Europa 

Fremtidig økonomisk vækst og 

opblomstring af virksomheder i 

Serbien (forretningsmæssigt og 

logistisk knudepunkt i Europa) 

(Danmark støttet med 

virksomhedsudvikling- og 

rådgivning i det sydlige Serbien) 

Resultat 

Serbien er vores adgang til Balkan. Man 

skal med andre ord have serberne med. 

Vi har ageret som mentorer for serberne, 

“den slemme dreng i klassen”, lige fra 

starten, da de er de mest betydningsfulde 

og indflydelsesrige i Balkan. Det danske 

flyvevåbens arbejde udmønter sig direkte 

i, at det serbiske flyvevåben ser os som 

den mest betydningsfulde 

samarbejdspartner. Dette gør sig særligt 

gældende, fordi vi tænker anderledes og 

dermed støtter anderledes end de større 

lande. Vi går praktisk til værks og giver 

dem noget, de rent faktisk kan benytte sig 

af og få gavn af. Man kan hurtigt komme 

til enighed om, at redde mennesker, er 

noget der kan bruges alle steder, hvilket 

var en af de områder, vi har støttet 

serberne. Udover Search and Rescue, 

har vi ligeledes støttet serberne med at 

omstrukturere deres forsvar, så der var 

færre ved magten, ved blandt andet at 

pensionere en række oberster. Dette var 

18

essentielt for udviklingen. For at styre 

udviklingen i Serbien i en positiv retning, 

sørger man for, at rose de gode folk, og 

aldrig rose de ringere i toppen. Det skal 

også nævnes, Danmark har postet 

millioner i udvikling og sprogkurser 

foranstaltet af FPT. 

Vores målsætninger med hensyn til at 

øge samhandel og økonomisk vækst er 

blevet indfriet. Dog er serberne utilfredse 

med, de ikke kan få nogen plan for 

indtræden i henholdsvis NATO og EU. 

Det skønnes, at netop dette er grunden 

til, serberne køber MIG-29 af Rusland og 

generelt øger interessen for dem. 

Derudover er der tale om, Rusland skal 

have en base i Serbien, hvilket er en torn 

i øjet på NATO og EU. Serbernes 

bevægelse imod et mere pro-Rusland 

kan anskues som en måde at presse den 

vestlige verden på. 

Som nævnt ovenfor, er Serbien og 

dermed Beograd direkte adgang til 

Balkan for handel og lignende. Serbien 

har massere af maskiner, ingeniører og 

teknikere. De unge vil skabe sig en 

familie og besidde ejendele. De vil rejse 

og have forudsætninger. Hvis de ikke får 

disse ting, kan det lede til flugt eller ny 

konflikt. Der er mulighed for et stort 

marked i Serbien, og der bliver endda 

kigget til Skandinavien for jobmuligheder 

blandt andet. Der er tre til fire kendte 

skuespillere i Danmark alene, der 

kommer fra Serbien, og flere har familie i 

Danmark og Sverige. Serberne vil gerne 

have man åbner op for markedet og giver 

dem muligheder for at handle. 

Hvad bringer fremtiden? 

Danmark stopper umiddelbart deres 

støtte til Serbien i 2014, hvorefter 

ansvaret overgår til NATO. Dette kan 

være et problem, da NATO støtter på 

anden vis end vi danskere gør og har 

gjort hidtil. Dette er særligt problematisk, 

da det netop er den praktiske og let 

anvendelige støtte Danmark yder, 

eksempelvis redningshelikopter, der er 

velset af Serbien. NATO ser gerne, 

Serbien selv klarer sig videre og sørger 

for, at leve op til kravene, da de gerne vil 

indtræde i både NATO og EU. En måde 

at gøre overgangen lidt blidere på kunne 

være, at fortsætte engagementet i 

Serbien lidt længere, og kanalisere 

støtten fra at være donations præget til at 

blive mere rådgivende i form af advisory 

staff. Denne rådgivning kunne være en 

telefonlinje til Danmark, hvor vi havde en 

afdeling herhjemme, samt afholdelse af 

tre til fire årlige møder i Serbien. Det ville 

være en minimal udgift for det danske 

19

forsvar, men ville være til stor gavn. Det 

skønnes at være så billigt, man ikke har 

råd til at lade være. Man kunne frygtes, 

mange af initiativerne falder til jorden, 

hvis ikke blot minimal kontakt med 

Serbien opretholdes. 

Konklusion 

Det er lykkedes Danmark at skabe en hel 

del goodwill ved at støtte Serbien. Et af 

de tydeligste eksempler på dette er, at 

serberne ser det danske flyvevåben som 

deres vigtigste samarbejdspartner. 

Ønsker man at Serbien fortsat skal 

udvikle sig og med tiden tilslutte sig 

NATO og EU, og bidrage til større grad af 

samhandel og økonomisk vækst, er der 

umiddelbart behov for mere støtte, end 

det Danmark leverer frem til 2014. Et 

advisory staff hold opererende fra 

Danmark med enkelte årlige møder i 

Serbien ville være en økonomisk og 

stadig effektiv løsning. 

Faktaboks 1: Danmarks goodwill med 

det internationale samfund 

NATOs generalsekretær er leder af Det 

Nordatlantiske Råd, der er det øverste 

organ i den internationale forsvarsalliance 

NATO. Generalsekretæren fungerer 

desuden som NATOs frontfigur udadtil og 

varetager medlemslandenes interesser, 

ligesom vedkommende er chef for 

alliancens ansatte. Anders Fogh 

Rasmussen har siden 2009 bestridt 

denne betydningsfulde funktion. 

Formanden for NATOs militære komite er 

danske Knud Bartels. Komiteen er den 

højst rangerende militære autoritet i 

NATO og er militær rådgiver for NATOs 

civile kapaciteter samt det nordatlantiske 

råd og nuklear planlægningsgruppen. 

Populært sagt; ”general for generalerne”. 

Faktaboks 2: Forholdene for Jugoslavien 

I kølvandet på anden verdenskrig blev 

Den Føderative Folkerepublik 

Jugoslavien oprettet. Medlemslandene 

inkluderede Slovenien, Kroatien, 

Bosnien-Hercegovina, 

Serbien, 

Montenegro samt Makedonien. Staterne 

blev styret efter sovjetisk mønster, men 

underordnede sig ikke sovjetiske 

interesser. Jugoslavien blev med tiden et 

af de mest åbne kommunistisk styrede 

lande, men netop den liberale styreform 

skabte også en ulighed i staternes 

indkomst og forsøg på at fordele goderne 

blev til utilfredshed. Op gennem 60’ og 

70’erne fortsatte den liberale udvikling og 

20

et stigende ønske om selvstændighed 

blev skabt grundet den økonomiske 

ulighed. I 1981 udviklede en 

studenterprotest sig til en stor 

demonstration med krav om et 

selvstændigt Kosovo. Grundet regimets 

voldsomme reaktion spredtes en 

utryghed i resten af Jugoslavien. De 

økonomiske forhold blev stærkt forværret 

gennem 80’erne og trods hjælpepakke på 

hjælpepakke blev tilliden til styret 

forværret. I 1990 gik kommunisternes 

forbund i opløsning, og nationalister kom 

til magten. I 1991 løsrev Kroatien og 

Slovenien sig, hvorpå de andre stater 

fulgte i 1992. Med løsrivelserne fulgte 

kampe. Nogle var korte, som i Slovenien, 

mens andre var lange og blodige, som i 

Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Netop 

disse blodige kampe resulterede i at De 

Forenede Nationer i 1992 indsatte de 

første styrker – UNPROFOR. 

Faktaboks 3: Danmarks engagement i 

eks-jugoslavien. Hvorfor, hvem, hvornår, 

hvad? 

Balkan overordnet: 

»Vi gik ind med blå FN-hjelm og 

ammunition til nærsikring i 1992. Det 

oplevede soldaterne som meget intenst, 

fordi det var et stort spring i forhold til 

tidligere. I januar 1996 kom vi med grå 

hjelme, i 1999 kom vi med en 

kampbataljon i Kosovo, og vi tog nogle 

ordentlige skrub i brændpunktet mellem 

serbere og albanere i Mitrovica i 

Kosovo«. 

Tidligere forsvarschef, general H.J. Helsø 

Bosnien: 

IFOR, (Implementation FORce) 20. 

december 1995 til 20. december 1996. 

SFOR, (Stabilization FORce) 20. 

december 1996. 

Missionen sluttede feb. 2003. 

Havde til huse i Tuzla og i Doboj med 

Camp Valhalla og Camp Dannevirke. 

Opgaven bestod i at sikre at ‘zone of 

separation’ blev accepteret af begge 

parter samt at genhusningen af de lokale 

forløb i god ro og orden. Opgaven 

indbefattede en del patruljering i 

ansvarsområdet både med lette og tunge 

køretøjer. 

Kosovo: 

KFOR, (Kosovo force) -styrken blev 

oprettet i 1999 og siden har 21 hold og 

21

omkring 10.000 danske soldater været 

udsendt. Fra februar 2010 reduceres den 

danske styrke i Kosovo fra 300 til 180 

soldater. 

Missionen sluttede i egen lejr dec. 2009. 

Havde til huse i Camp Olaf Rye syd for 

Mitrovica. 

Opgaven bestod her i at være politiets 

forlængede arm og udføre kontrol i de 

områder hvor kosovo-serbere og kosovoalbanere 

levede tæt sammen. 

22

Hjælper militær 

sammenlægning på 

gammel sekterisk 

strid? 

Johan Krøll Nielsen, Eske Joost 

Pedersen Hoeneveld, Bjørn Jensen 

Friismose, Carsten Druekjær og Jonas 

Fogh Ibsen 

I et forsøg på at bilægge efterkrigslige 

sekteriske stridigheder, og skabe en 

fælles nation hvor alle befolkningsgrupper 

kommer overens har man i Bosnien- 

Herzigovina skabt et fælles militært, 

bestående af både serbere, bosniakker 

og kroater, på tværs af religion. 

Historien 

Som følge af opløsningen af Jugoslavien i 

1991 blev regionen kastet ud i kaos, og 

med mange divergerende holdninger til 

den fremtidige udformning af regionen, 

blev denne kastet ud i mindre krige 

omkring uafhængighed, de mindre 

sekterisk blandede lande erklærede sig 

uafhængige uden de store problemer. 

Bosnien erklærede sin uafhængighed i 

1992, efter folkeafstemning, som dog ikke 

blev anerkendt af den serbiske minoritet. 

Herefter udbrød kampe, og startskuddet 

på krigen skete ved belejringen af 

Sarajevo den 6. april. Krigen var en 

treparts krig der udspillede sig imellem de 

bosniske serbere, bosniakkerne og de 

bosniske kroater. Der kom massiv støtte 

fra henholdsvis Serbien og Kroatien til de 

respektive mindretal i Bosnien. 

Grundlæggende var krigen en krig om 

territorium, og hver enkelt fraktion 

kæmpede for at have en stat for deres 

befolkningsgruppe, dog med let splittelse 

på serbisk side hvor man enten ville 

skabe et stor serbisk rige, eller et område 

specifikt for serberne, man oprettede så 

her Repulica Srpska, en stat i staten for 

serbere. Krigen i Bosnien er beskrevet 

som den værste konflikt siden 2. 

verdenskrig på grund af den etniske 

udrensning der fandt sted. Der blev 

oprettet koncentrationslejre hovedsageligt 

af serberne, disse lejres primære formål 

var at slå ihjel og der blev i stor stil 

udøvet organiseret voldtægt, nogle steder 

i voldtægtscentre hvor serbiske styrker 

holdt bosniske kvinder indespærret, og 

voldtog dem indtil de viste tegn på 

graviditet, hvorefter de blev lukket ud da 

de var så langt henne de ikke længere 

kunne få abort. 

23

Sammenlægning af forsvaret 

Ved Dayton aftalen som var den reelle 

fredsaftale og slutningen på krigen blev 

Bosnien opdelt i to delstater, Bosnien- 

Herzegovina og Republica Srpska med 

en seperationszone imellem dem. De to 

hære fra henholdsvis Bosnien- 

Herzegovina og Republica Srpska blev 

sammenlagt i 2005 og dette var som 

sådan et tegn på et tættere samarbejde 

delstaterne imellem og et tegn på at man 

som et land var på rette vej i forhold til at 

oprette en velfungerende multikulturel 

stat. Med en stor støtte fra både NATO 

og EU arbejder man på at opbygge en 

rimelig kapacitet og man er nået så langt 

at man fra NATO’s side har valgt at 

skære ned på sin tilstedeværelse til 600 

mand, rent symbolsk for at bevare sit 

mandat. Der er dog stadigvæk en 

splittelse i det Bosniske militær, og jf. 

europa ambassadøren i Bosnien er 

militæret stadigvæk sekterisk opdelt i de 

forskellige bataljoner. Så man ser altså 

her at der ikke som sådan er sket en reel 

forskel, dog fornemmer man at der så 

småt begynder at være forandring på vej, 

og der sker stille og roligt en rokeren 

rundt specifikt i militæret som på sigt nok 

vil betyde at man oplever et mere 

multikulturelt militær. Men der er 

stadigvæk lang vej, og eftersom hele 

statsopbygning skal revideres for at 

skabe et mere multikulturelt land vil der 

på sigt skulle ændres meget i den 

militære struktur. 

Sekterisk splittelse 

Bosnien er et land med mange etniske 

minoriteter og mange forskellige 

religioner. Tre af disse er bosniakker, 

serbere og kroater disse er de tre største 

og bliver ikke set som minoriteter. Disse 

tre grupperinger har også hver især deres 

egen religion, bosniakkerne er for det 

meste muslimer, serberne er for det 

meste ortodokse kristne mens kroaterne 

er katolikker. Herudover har de også 

hvert deres sprog, man kan sammenligne 

det med dialekten i Danmark der varierer 

fra landsdel til landsdel. Dette har dog i 

Bosnien resulteret i at der er tre 

forskellige skoler; en til hver dialekt. Det 

er derfor ikke mærkeligt at der har været 

og er en vis splittelse i Bosnien. Denne 

splittelse blev især tydelig under den 

bosniske krig (1992-1995) hvor de tre 

grupperinger endte med at være i krig 

med hinanden. 

Sådan som vi så Bosnien under vores tur, 

var det først svært at få øje på at der 

stadig skulle være en sådan splittelse i 

landet men jo mere man opholder sig i 

landet og snakker med folk derfra 

24

opdager man at der stadig kan findes 

rester af denne hos befolkningen. 

Derudover er deres regering opstillet på 

en sådan måde at det bliver ganske klart 

at der stadig er en splittelse i samfundet. 

Den er opdelt i tre dele, en for hver af de 

ovenstående grupperinger, en 

regeringsform der gør det meget svært at 

navigere i det politiske system i Bosnien 

og også at få gennemført politiske 

beslutninger. I den bosniske militær var 

det dog som om der var givet en ordre 

om at enhver form for splittelse skulle 

være glemt og at alle skulle køre som om 

der aldrig havde været nogen konflikt. 

Militært ansatte der havde kæmpet på 

hver deres side men nu var tvunget til at 

arbejde sammen i ét militær fortalte om 

hvordan der ikke var nogen problemer 

efter sammenlægningen og at alle var 

gode venner. Det er svært at forestille sig 

at der ikke skulle være problemer efter en 

splittelse efter at hver side har slået 

mange ihjel. Det virkede som en om der 

bare skulle opretholdes en pæn facade 

udadtil og at ethvert problem ville blive 

ordnet internt. 

Retfærdiggørelse af handlinger 

Kort efter at Bosnien ved 

folkeafstemningen i 1992 blev erklæret 

selvstændigt, startede de første 

massakre på muslimske indbyggere i 

byer rundt om i Bosnien. 

Krigens kompleksitet er enorm, grundet 

forskellige visioner, som motiv for den 

væbnede konflikt. Krigen var en 3 

frontskrig med Bosnisk-muslimer i midten, 

hvor de Bosnisk-serbiske og Bosniskkroatiske 

soldater blev støttet af hhv. 

Kroatien og Serbien. Visioner som et 

‘’rent’’ Serbisk område uden muslimer var 

nogle af ekstremisternes motiver for 

deres handlinger. Dette afsnits formål er 

at klarlægge hvordan (teoretisk) det er 

muligt at forene 3 tidligere fjender, under 

et fælles militær, hvis historie dækker 

over massakre, voldtægtslejre, belejring 

af byer etc. 

Ondskaben i sin kvalitative form 

I Europæisk sammenhæng var den 

etniske udrensning i Bosnien i 90’erne det 

værste siden 2. Verdenskrig. Siden 

2.verdenskrig har adskillige teoretikere 

forsøgt at klarlægge hvordan 

velfungerende mennesker kan være i 

stand til at udføre ondskabsfulde 

handlinger. Det er især 

dehumaniseringen og kategoriseringen af 

ofrene, som bliver brugt som argument 

for den moralske retfærdiggørelse for de 

ondskabsfulde handlinger. I Serbien har 

de politiske demagoger brugt især 

25

kampen mod osmannerne til at kunne 

kategorisere muslimerne som fjender, for 

både diasporaen i Bosnien såvel som i 

hjemlandet. Genfortællingen af tidligere 

kampe, har i den Bosnisk-serbiske 

befolkning, såvel som det Serbiske skabt 

et nationalt narrativ som vil omhandle et 

had til muslimer, der i sidste ende vil blive 

brugt som retfærdiggørelse af ens 

ondskabsfulde handlinger. 

Skruen uden ende 

“No man should judge unless he asks 

himself in absolute honesty whether in a 

similar situation he might not have done 

the same.” Viktor E. Frankl 

Kort efter belejringen af sarajevo gik 

befolkningen i byen på gaden og 

demonstrede fredelig for en fredlig 

løsning. Denne fredelige demonstration 

har i nogen grad medvirket til at man fra 

vestens side måske har været tilbøjelig til 

at glorificere de muslimske bosniakker og 

gøre Serberne til skurkene. Men 

sandheden er en helt anden. For vel nok 

kan Serberne retfærdiggøre deres 

handlinger gennem kategorisering, af 

bosniakkerne, men selv samme historie 

gør sig gældende på bosniske side, som 

ligesom Serberne, begået selvsamme 

grusomheder gennem krigen. 

Vilje til mening 

Forestil dig at du skulle arbejde sammen 

med Peter Lundin og hvilke 

komplikationer dine forudantagende 

holdninger vil skabe for både samarbejdet 

og din generelle kontrol af humøret. En 

utopisk situation, men ikke desto mindre, 

er det sammenligneligt, hvis ikke værre, 

hvad militær personel i BiH kan komme 

ud for i deres dagligdag. 

Så hvordan kan man komme videre. 

Hvordan kan man omskrive den dybeste 

foragt og had til andre mennesker, og 

simpelt, bare komme videre? 

Noget der taler for sådan en tilgivelse er 

hvad vi hørte fra de militær ansatte i 

Bosnien. Her er det fortællingen om at de 

‘’bare’’ var militært ansatte under krigen, 

som parerede ordre fra deres 

øverstkommanderende. Denne forklaring 

har da også en del præcedens set i lyset 

af Milgram’s autoritets forsøg. Men er 

denne faktor nok til at militæret kan blive 

forsonet? 

Viktor Frankl vil forklare det ud fra 

meningsskabelse i livet. Mennesket vil 

altid søge efter mening, selvom man har 

været og eller har udsat andre for 

forfærdelige ting, der som udgangspunkt 

ikke giver nogen mening. 

26

De personer vi snakkede med forsøgte 

sig at skabe en mening i et 

normalitetsbegreb. Her var 

omdrejningspunktet at få skabt et fælles 

BiH militær, hvor det at komme ‘’tilbage’’ 

til virkeligheden var i centrum. Et begreb 

som værdighed overfor uniformen og 

andre mennesker er et begreb der blev 

italesat. Men om det er nok til at vende 

gammel had og foragt må tiden vise. 

“Those who have a 'why' to live, can bear 

with almost any 'how'.” 

― Viktor E. Frankl, Man's Search for 

Meaning 

Nato EU, konflikten set fra deres side 

Både EU og NATO er noget mere 

pessimistiske på Bosniens vegne end 

bosnierne selv. De personer vi besøgte 

under vores studierejse, som var ansat af 

den bosniske stat, havde en fælles 

narrativ fortælling som afsnittet ovenfor 

beskriver. 

De personer fra EU og NATO, som 

overfor os skulle beskrive den bosniske 

hær, var meget mere pessimistiske end 

bosnierne selv er. Grunden til deres 

pessimisme ligger i at landet, ifølge dem, 

stadig er opdelt i to lande. Den bosniske 

hær har prøvet at samle to hære til en 

enhed, men alle stillinger er, ifølge EU og 

NATO, besat udfra en sekterisk 

sammenhæng, dvs. at enhver stilling i 

hæren har en stillingsbeskrivelse hvori 

der er skrevet hvilket religion/baggrund 

personen skal have for at kunne besidde 

stillingen. 

Dayton aftalen som synderen 

Problemet med den sekteriske splittelse 

stammer tilbage fra Dayton aftalen og for 

at problemet kan blive løst, kræver det en 

grundlovsændring i Bosnien. Problemet 

påvirker Bosnien i høj grad, ifølge EU og 

NATO, da den grundlov de har nu gør at 

landet ikke lever op til basale 

menneskerettigheder ifølge den 

europæiske menneskerettighedsdomstol i 

Strasbourg. Udover at hæren er opdelt 

efter etnicitet så er landet også opdelt i to 

små lande, som gør det næsten umuligt 

at få ændret forfatningen i landet. Hvis 

forfatningen ikke ændres, så mener 

specielt EU, at landet ikke kan komme 

videre i deres forsoningen mellem 

mulsiner, serberne og kroatere, hvilket i 

sidste ende vil medfører at landet 

hverken kan optages i NATO eller EU. 

27

Dayton-aftalen indebar, at Bosnien reelt 

blev splittet i to, da det skabte to 

selvstyrende enklaver i form af 

Føderationen Bosnien-Hercegovina og 

Republika Srpska. 

Republika Srpska består hovedsageligt af 

serbere, og Føderationen endte med at 

kom til at tælle en stor bosniakkisk 

majoritet med en kroatisk minoritet, der 

hovedsageligt bosatte sig i det sydlige 

område. 

De officielle personer udtalte sig meget 

direkte om problemet, med både 

forfatningen og den sekteriske opdeling, 

dog mente hverken EU eller NATO 

embedsmændene at en opdelingen af 

landet i tre dele ville være en holdbar 

løsningen, som ellers lederen af det 

serbiske område er en fortaler for. Det er 

den selvsamme person som spærrer for 

en forfatningsændring og derved holder 

Bosnien tilbage som nation. 

Med Dayton-aftalen blev der skabt en ny 

forfatning, som inddelte magten mellem 

de tre etniske grupper. Det betyder at 

formelt er det centralregeringen i 

Sarajevo der styrer, men i realiteten har 

de tre delstater med deres egne 

parlamenter og politiske ledere, som har 

store muligheder for at føre fx udenrigsog 

økonomisk politik. 

Sekterisk politisk splittelse giver 

problemer for fremtiden 

Krigen i Bosnien blev afslutted ved 

Dayton-aftalen den 14. december 1995. 

Men hvor Dayton-aftalen var god til at 

skabe fred, blev det et dårligt grundlag for 

at skabe en nation. 

Føderalt ligger den udøvende magt hos 

et præsidentråd med tre medlemmer, der 

28

epræsenterer hhv. bosniakkerne, 

kroaterne og serberne. Medlemmerne 

vælges i direkte valg hvert fjerde år, og 

den der får flest stemmer bliver i første 

omgang formand. Efter otte måneder 

udskiftes formanden efter et 

rotationssystem. 

findes en løsning på krisen risikerer 

landet at kollapse. 

Det er bl.a. dette politiske system der 

giver problemer for fremtiden i Bosnien. 

Men de krigshandlingerne der skete 

Bosnien mellem bosniakker, kroater og 

serbere, fra 1992 til 1995, er heller ikke 

glemt. Forholdene mellem landets tre 

etniske grupper kendetegnet ved en 

vedholdende uforsonlighed og mistro. 

Spillerne på den politiske scene hjælper 

heller ikke på situationen med deres til 

tider nationalistiske retorik. 

Bosnien – hvad nu 

Det store spørgsmål er nu hvordan man 

kan skabe et funktionelt Bosnien i 

fremtiden. EU må finde et kompromis 

mellem bosniakker, kroater og serbere, 

for at få dem til at arbejde sammen, 

politisk, på tværs af de tre etniske 

grupper og finde fælles fodslag i forhold til 

en ny forfatningsreform og andre 

nødvendige reformer. For det politiske 

system der blev skabt med Daytonaftalen 

og som vi kender i Bosnien i dag, 

har ikke nogen fremtid. Hvis der ikke 

29

OL scene endte som 

blodigt helvede 

Af Ulrik Jensen Holm, Christoffer 

Fivelsdal Vestrup, Martin Viknesh 

Andersen, Anders Buch Funch og Thor 

Ryvard 

Det tidligere vinter OL område i Sarajevo, 

som i sin tid var et symbol på venskab og 

konkurrence, var endt som et område, 

hvor der regnede ned med bly fra, 

maskingeværer og granater, imens 

utallige morterstillinger konstant holdt 

byen under kraftig beskydning. Enorme 

skovområder var mineret på bjergsiderne 

og hvert et skridt du tog kunne blive dit 

sidste. 

OL 1984 – Idyllisk fred og venskablig 

konkurrence 

Den 14. februar 1984 kæmpede den 21- 

årige Jure Franko fra Jugoslavien en brag 

kamp om medaljer i det gigantiske 

slalomløb ned af bjerget Bjelašnica. Efter 

første gennemkørsel lå Jure Franko på 

en samlet 4. plads. I anden 

gennemkørsel formåede han at levere 

den hurtigste tid af alle, som førte ham op 

på en samlet 2. plads. 

Med dette resultat blev Jure Franko den 

første og eneste deltager fra 

værtsnationen, som kunne modtage en 

medalje for sine bedrifter under den 14. 

Olympiske vinterleg, som blev afholdt i 

Sarajevo, Jugoslavien. 

Åbningsceremonien fandt sted den 8. 

februar 1984, hvor 49 lande med 1272 

håbefulde deltagere stillede op i 39 

forskellige discipliner. Scenen var nu sat 

for to uger med jubel over intense og 

fantastiske kampe og konkurrencer. 

Før OL kom til byen, var Sarajevo bedst 

kendt som stedet hvor første verdenskrig 

havde sin optakt, da det østrig-ungarske 

tronfølgerpar blev myrdet den 28. juni 

1914. 

Mange var overraskede over, at Sarajevo 

stillede op som kandidat til afholdelse af 

vinter OL, men at byen blev valgt som 

værtsby over andre byer som svenske 

Göteborg og japanske Sapporo, var intet 

mindre end en sensation. Jugoslavien var 

det første socialistiske land, der blev 

udvalgt som værter for OL. Det var kort 

tid efter Josip Brod Tito's død i 1980 og 

landet var splittet både politisk og 

økonomisk. OL fik dermed landet til at 

investere i en større restaurering af den 

gamle by Sarajevo. 

Jugoslaviens økonomiske kvaler kom i 

den grad til udtryk så sent som året inden 

30

afholdelsen af vinter OL. Baner og 

tekniske installationer fungerede ikke 

korrekt, der var store problemer med 

indkvarteringen af de mange deltagere og 

presseservicen stod model til intensiv 

kritik. Resten af verden vurderede på 

baggrund af dette, at Jugoslavien var alt 

for uerfrane til at stå for et arrangement 

som vinter OL. 

Til trods for de store problemer til 

“generalprøven” året forinden, forløb XIV 

Winter Olympics helt efter planen, eller 

dvs. næsten. Vejret voldte adskillige 

problemer, som forårsagede en del 

forsinkelser i de forskellige discipliner. 

XIV Winter Olympics i Sarajevo var ifølge 

præsidenten for The International 

Olympic Committee Juan Antonio 

Samaranch alligevel de hidtil bedst 

organiserede lege og resten af verden 

gav ham ret i denne udtalelse. Sarajevo 

formåede at skabe en skueplads for hele 

verdens underholdning. De mange 

frivillige studenterarbejdere som kom fra 

hele landet, bar en stor del af æren for, at 

legene blev afholdt med så stor succes 

som de gjorde. 

overværede blandt andre østtyskeren 

Wolfgang Hoppe vinde i både 2 mands 

og 4 mands bobslædeløbet. 

Allerede tilbage i 1978 hvor Sarajevo fik 

overrakt værtsrollen for vinter OL, blev 

der foreslået en storslået bobslædebane i 

området. I 1981 blev banedesignet 

godkendt og byggeriet kunne gå igang. 

Året efter i 1982 og med en pris på 

563.209.000 YUD stod den storslåede 

bane klar. 

XIV Winter Olympics i 1984 gav et indtryk 

af, at Jugoslavien alligevel formåede at 

være værter for større internationale 

begivenheder. Det var et land som viste 

international format og interesse. Dette 

billede skulle dog få år senere vise sig at 

være totalt fejlvurderet... 

På bjerget Trebevic slanger en 1300 

meter lang oplyst bobslædebane sig 

gennem det skovrige terræn. En bane 

hvorfra 30.000 tilskuere i 1984 

31

Fra bobslædebane til bunker 

Før krigen kunne man nede fra byen af, 

se den før omtalte oplyste OL 

bobslædebane sno sig fra spidsen til 

foden af bjerget, som en kæmpe slange. 

Banen blev af mange opfattet som et 

symbol på udvikling, stolthed og ikke 

mindst international interesse. 

Under besættelsen går associationen 

hurtigt til at være frygtindgydende. Ekkoet 

af skud fra finskytter, som har lavet hul i 

murene på bobslædenbanen for at bruge 

den som beskyttelse, bliver båret ned af 

banens betonvægge. Banen og bjerget 

som helhed er det perfekte strategiske 

standpunkt for de angribende serbiske 

styrker, som fra lang afstand havde 

muligheden for at skyde på 

civilbefolkningen. Det at at ens stolthed i 

form af banen og bjerget bliver brugt imod 

en, kan kun beskrives som værende en 

hård og omvæltende oplevelse. 

Nu ligger bobslædebanen tilbage efter 

besættelsen som en misholdt artefakt om 

fortidens stolthed. 

Schein kultur analyse vil kunne give 

forklaring kraft til hvorfor man ikke har 

revet banen ned eller forsøgt at 

genopbygge banen. 

Vi har banen som en artefakt, da den blev 

bygget blev der automatisk tilknyttet 

nogle værdier til denne artefakt, så som; 

prestige, anerkendelse og international 

opmærksomhed. De værdier bunder i en 

grundantagelse, som f.eks. kunne være: 

bosniere er stolte. 

Som artefakten står nu, vil man også sige 

at værdierne har ændret sig i takt med 

det, f.eks; ikke at give efter for 

undertrykkelse og historiske minder. 

Grundantagelsen er måske ændret til: 

Bosniere er stolte af deres fortid. 

Hvis man skulle til at restorer den, ville 

det betyder at nye værdier har mulighed 

for at blive tilknyttet. De gamle værdier 

der var tilknyttet, så som historien, 

risikere at blive glemt, men til gengæld vil 

man kunne fremelske en ny generation af 

Bosniere med nye værdier, og formentlig 

skabe en grundantagelsen om at 

Bosniere også i fremtiden vil være stolte. 

Finskytter beskyder civile fra 

bjergstilling 

Udstyret med Dragunov finskytte rifler og 

diverse LMG’er lå soldater fra den 

serbiske hær i stilling på bjergryggen. 

Herfra affyrede de skud direkte ned imod 

byen, hvor særligt en gade “Sniper Alley” 

var særligt udsat for beskydning. I 

32

stillingerne på bjergryggen havde 

skytterne perfekt udsyn over byen, hvor 

de kunne se byens indbyggere befærde 

sig forsigtigt igennem gaderne. Ofrene af 

denne beskydning var primært civile 

bosniere der ikke udgjorde nogen trussel. 

I denne forbindelse er det naturligt at 

spørge sig selv, hvad der fik serbiske 

soldater til bevidst at skyde civile 

bosniere - en handling der for os bryder 

med alt etik. 

På Flyvevåbnets Officersskole er 

lydighedens dilemma og officerens etik 

emner der lægges meget vægt på. 

Undervisningen i etik er med til at give de 

nye unge officerer en forståelse for, hvilke 

tanker man bør gøre sig selv, før man 

blindt følger en ordre. 

Selvom denne etiske lakmustest først er 

blevet introduceret for os nu, så er den 

baseret på den mest grundlæggende 

etiske regel: “Du må ikke slå ihjel”. 

I krig er denne regel dog sat lidt til side, 

da det vil være nødvendigt at engagere 

fjendtlige soldater. Det er dog noget helt 

andet når soldater bevidst skyder efter 

civile, og dette rejser spørgsmålet: Hvad 

fik dem til at gøre det? 

Det er nok ikke muligt at komme med et 

endegyldigt svar på, hvad der fik de 

serbiske styrker til at skyde efter de civile, 

det er nærmere en kombination af flere 

forskellige faktorer der hver især har haft 

indflydelse. Hjemmefra var de serbiske 

styrker stærkt præget af propaganda, 

hvor de var blevet hjernevasket til at tro, 

at de bosniske muslimer ikke var 

mennesker og at de ikke har fortjent at 

leve. På denne måde blev der skabt en 

stor følelsesmæssig distance der gjorde 

det svært for de serbiske finskytter at føle 

hvad der var rigtigt og forkert. 

Efterfølgende interviews med finskytter 

har dog vist, at de stadig godt var klar 

over at det de gjorde var forkert. De 

forsvarer sig med, at de havde fået ordre 

til at skyde og at det ikke var deres eget 

valg. Selvom denne forklaring taler godt 

ind i det omfattende arbejde adskillige 

teoretikere har udført om hvorfor 

mennesket følger autoriteter er det stadig 

svært at forstå hvad der får mennesker til 

at slå hinanden ihjel på denne måde. 

Enestående heroisme udvist af 3 mand 

På den ene side af Trebevic ligger en 

mindre høj der spillede en væsentlig rolle 

for både den serbiske og bosniske side. 

Under krigen var den et strategisk 

nøglepunkt for serberne og de var derfor 

33

meget interesserede i at tage højen fra de 

bosniske oprørsstyrker. Grunden til at 

serberne var så interesserede i højen var 

at der fra toppen af den er en suveræn 

udsigt over størstedelen af Sarajevo og 

man kunne derved opstille skyde og 

mortérstillinger med henblik på at ramme 

store dele af Sarajevo. 

Højen ligger tæt op af den grænse der 

blev dannet mellem de serbiske og 

bosniske styrker og var derved under 

tung beskydning og under ofte angreb fra 

de serbiske styrker. Omkring højen er der 

en øde græsmark hvor får og geder i dag 

går i fred og ro og græsser, men for ikke 

mange år siden var dette en blodig 

slagmark for de kampe der fandt sted for 

magten over højen. Der ligger også flere 

huse (som nok nærmere skal betegnes 

ruiner) omkring højen der stadig bærer 

tydeligt præg af skydeskår, skudhuller og 

mortér nedslag. En fortælling fra højen 

beretter om 3 Bosniske oprørssoldater 

der endte med, at måtte forsvare sig fra 

toppen af højen. Størstedelen af deres 

venner og bekendte i gruppen mistede 

livet under et kraftigt angreb fra de 

serbiske soldater, og det endte med at 

presse de tre overlevende soldater op på 

toppen af højen. Her måtte de så i stort 

undertal, med lidt ammunition, mad og 

drikke tilbage, holde stand imod de 

pressende serbiske soldater der skulle 

og ville eje højen. Efter en lang, hård og 

regnfuld nat lykkedes det de bosniske 

oprørsstyrker at få tilsendt forstærkninger 

til de tre heltemodige soldater på højen 

og det lykkedes der ved at holde højen på 

bosnisk side og derved presse de vrede 

serbiske soldater tilbage i stillingerne. 

(Den omtalte høj er højen til venstre på 

billedet - I baggrunden ses udsigten over 

Sarajevo tydeligt) 

Igman – det tavse vidne 

Udtrykket erindringssteder bruges om 

konkrete steder hvortil der er knyttet en 

særlig værdi og betydning. Således står 

Igman bjerget som en mørk skygge over 

byen Sarajevo, men også næsten som et 

monument, et minde fra en tid hvor livet 

var anderledes harmonisk, opført før 

Jugoslaviens opløsning – dengang 

verden var et andet sted. 

Ved erindringssteder giver man et 

erindringsfællesskab konkret form og 

indhold, og i den forbindelse er det uden 

34

etydning, hvorvidt dette fællesskab er 

reelt eller forestillet. Erindringssteder kan 

af forskellige årsager glide ud af 

erindringsfællesskabet og synke ned i 

glemsel. (Kulturarvens dynamik og 

forandringer, 2012) 

Men glemt bliver ikke Igman bjerget. 

Bjerget står for byen Sarajevo, rejst højt 

over byens tag, som et monument der har 

vidnet tidens gru. Fra Jugoslaviens 

storhedstid hvor den Olympiske Komité 

så fremtidsperspektiver og lod verdens 

største sportsbegivenhed komme på 

besøg – de Olympiske lege, godt nok i sin 

vinter dress, men alligevel. Til med et at 

have forvandlet Sarajevo til centrum for 

verdens bevågenhed og udsmykket 

Igman bjerget i de smukkeste olympiske 

farver og skulpturer. 

stadig smukkere fra år til år. Midt 

halvfemsernes afskyelige belejring af 

byen, med titusindvis af menneskers 

bortgang til følge, ses tydeligt. Arrene er 

svære at skjule, selvom byen i hastigt 

tempi sminkes stadig mere og mere. 

Tilbage står Igman bjerget. Forladt og 

fyldt med miner. Da serberne forlod deres 

stillinger i midten af halvfemserne, 

efterlod de ikke bare affald og 

krigsmateriel, men tillige sørgede de for 

at indhylle det engang så smukke område 

i miner og farlig ammunition, i så stor 

grad, at det i dag stadig udgør en 

uoverskuelig udfordring for byens 

indbyggere. 

I dag står Igman bjerget i skærende 

kontrast til byen Sarajevo, som med 

støtte fra den europæiske union, blomstre 

Igman bjerget er i dag for indbyggerne i 

Sarajevo et monument til erindring om 

fortiden. Storhed og forfald. Belejringen 

varede 44 måneder og for eftertiden skal 

Igman stå som et monument, til erindring 

om ophævelsen og befrielsen fra 

belejringen og stå som et pejlemærke ud i 

35

fremtiden for, hvad der er muligt at opnå. 

Erindringsstedet knytter sig således til 

begrebet erindringsfællesskab, som både 

for indbyggerne i Sarajevo, men også for 

de dengang belejrende serbere, 

repræsenterer en tid vi ikke vil tilbage til. 

Hadet og erindringerne holder hinanden i 

skak, så længe vi kan huske hvad der 

skete med Igman. 

36

Stabilitet på Balkan 

afhænger af Serbien 

Af Tor Jønsson, Kenneth Albæk Bilet 

Jensen, Martin Mosvad & Sandra Hørby 

Clausen. 

Serbien agerer som en stormagt på 

balkan og vi vil i denne artikel redegøre 

for nogle argumenter, der kan forklare 

denne stormagtsrolle. Serbiens rolle 

afhænger både af Balkans historie og 

befolkningens udspredning. 

Serbien er, hvad angår befolkningstallet, 

det ultimativt største land i den tidligere 

Føderale Republik Jugoslavien. 

Sammenligner man Serbien med andre 

lande i regionen, kan man se en forskel 

inden for både befolkningstal, BNP og 

arbejdsløshed. 

Det går væsentligt bedre for Serbien end 

for både Bosnien og Makedonien. 

Arbejdsløsheden er over dobbelt så høj i 

Bosnien sammenlignet med Serbien, 

hvilket også kan give en indikation af, at 

Serbiens uddannelsessystem er 

væsentligt stærkere end Bosniens. 

Faktaboks 

Serbien: Befolkningstal 7,243,007 

BNP, $10,500 – arbejdsløshed 22,4% 

Bosnien: Befolkningstal 3,875,723 

BNP, $8,300 – arbejdsløshed 43.3% 

Makedonien: Befolkningstal 2,087,171 

BNP $10,700 – arbejdsløshed 31.3% 

Serbien og EU 

Serbien har gjort fremskridt mod 

optagelsen som EU medlemsland, ved at 

underskrive en stabilisering og 

samarbejdsaftale i maj 2008 og ved 

implementeringen af den midlertidige 

handelsaftale med EU i 2010, fik Serbien 

fuld kandidatstatus i 2012. 

Efter borgerkrigene er forholdet mellem 

Kroatien og Serbien meget anstrengt. 

Kroatien mener, at Serbien var 

aggressoren i forbindelse med krigene, 

hvor Serbien vil have Kroatien til at 

indrømme, at landet var skyld i massive 

serbiske tab. 

Det at Kroatien fik kandidatstatus i EU før 

Serbien, gør at forholdet blev yderligere 

anstrengt. Serbien protesterer stadig 

37

mod, at både EU og andre stater ønsker, 

at Kosovo bliver uafhængigt – en 

optagelse i EU vil derfor være afhængig 

af, at Serbien også skal anerkende landet 

som uafhængigt. Forhandlingerne er i 

gang, både mellem Serbien og EU samt 

mellem Kosovo og Serbien – hvilket er et 

positivt tegn for Serbiens styrke i 

regionen. 

Serbiens økonomiske status, anno 

2013 

Økonomien i landet er afhængig af 

produktion og eksport, der i høj grad 

bliver drevet af udenlandske 

investeringer. 

Under Milosevics regeringsperiode blev 

økonomien forvaltet dårlig. Den var 

dengang blandt andet underlagt 

internationale økonomiske sanktioner, 

borgerkrig samt skaderne på 

Jugoslaviens infrastruktur og industri 

under NATO’s luftangreb I 1999. Dette 

gjorde at økonomien blev halveret fra 

1990 til 1999. 

Serbiens økonomi er på nuværende 

tidspunkt gunstig, hvilket blandt andet 

skyldes den strategisk gode placering af 

landet. Der er relativ billig og kvalificeret 

arbejdskraft og frihandelsaftaler med 

blandt andet EU, Rusland og Tyrkiet gør, 

at økonomien er i fremdrift. 

Serbiens udfordringer 

Landet står over for nogle forskellige 

udfordringer i de kommende år – landets 

arbejdsløshed er stigende og der er 

derfor behov for at skabe arbejdspladser, 

hvilket kræver højere offentlige udgifter til 

lønninger, pensioner og 

arbejdsløshedsunderstøttelse. Der er 

stadig en stigende offentlig og privat 

udlandsgæld – for at få denne gæld ned, 

må Serbien også fokusere på at tiltrække 

nye udenlandske investeringer. 

Andre alvorlige udfordringer omfatter det 

stadig ineffektive retssystem. Der er 

stadig meget korruption I landet. En 

aldrende befolkning gør også, at den 

ældre generation kræver flere og flere 

udgifter i form af hjælp og medicin. 

Serbiens og Bosniens historiske 

forhold 

For at komme nærmere en forståelse for 

dynamikken på Balkan, er det selvfølgelig 

en nødvendighed at kigge nærmere på 

de historiske forhold. Hvad er det der 

danner grundlag for tidligere og 

nuværende stridigheder nationerne 

imellem, og kan historien måske danne 

38

grundlag for en gisning om hvordan 

fremtiden kommer til at se ud? 

Diversiteten i befolkningsgrupperne inden 

for landegrænserne, synes at have 

skiftende intentioner om, hvordan 

forholdet grupperne imellem skal være. 

Bosnien og Serbien har gennem mange 

år været slaviske, og de var begge inden 

de blev erobret af osmannerne i 1415, 

store selvstændige kongeriger. Under 

denne belejring konverterede mange af 

Bosniens beboere til Islam, hvilket også 

forklarer det nuværende forholdsvist store 

antal muslimer, særligt i Bosnien. 

I 1878 underlægges Bosnien Østrig- 

Ungarn under belejring. Samtidig blev 

Serbien selvstændigt under et oprør mod 

osmannerne samme år. 

Første Verdenskrig 

Faktummet at Bosnien stadig var 

underlagt Østrig-Ungarn, ledte da også til, 

at en bosnisk serbisk studerende og 

nationalist i 1914 myrdede Franz 

Ferdinand, under hans besøg i Sarajevo. 

Mordet leder som bekendt til en større 

diplomatisk krise og senere 1. 

Verdenskrig. I mellemtiden har Serbien 

haft adskillige krige mod osmannerne, en 

territoriel kamp og en kamp for Serbien 

om adgang til havet, forhindret af Østrig- 

Ungarn, som også var med til at motivere 

Franz Ferdinands morder. Efter 1. 

Verdenskrig dannedes Kongeriget 

Jugoslavien, et monarki med en fælles 

forfatning imellem de fleste af 

balkanlandene. Fra starten var kongeriget 

opdelt i 33 banater(red. regioner), men 

kongen samlede senere dette til 9, for at 

øge integrationen regionerne imellem. 

Anden Verdenskrig og Jugoslavien 

Kongeriget blev mere eller mindre opløst i 

1941 under invasion af aksemagterne, 

som senere blev fordrevet ved hjælp fra 

partisaner og den røde hær. 

Kommunisterne vandt ind efter krigen og 

Tito får oprettet det kommunistiske 

føderale Jugoslavien. Titos 

kommunistiske diktatur eliminerede alle 

former for opposition. Jugoslavien var 

efter 2. Verdenskrig tæt allieret med 

Stalin, men allerede i 1948 blev Tito og 

Stalin uenige, og Jugoslavien førte 

derefter en neutral politik. Selv under 

indgåelse af Warszawapagten og NATO 

alliancen, stod de som blok neutrale. 

Jugoslavien faldt efter Titos død ca. 

samtidig med Sovjetunionens fald, hvilket 

førte til store økonomiske problemer. 

Under Titos tid er det værd at bemærke 

hvilken dynamik der har været indenfor 

føderationen. Særligt kan nævnes de 

39

økonomiske forhold, hvor Slovenien 

eksempelvis havde 7 gange højere 

indtægter end befolkningen i Kosovo. 

Samtidigt blev der i Kosovo regionen født 

6-8 børn pr. familie mod gennemsnittet i 

Jugoslavien på 2-3, hvilket forårsagede 

en stigning af albanere i området, og en 

samtidig fortrængning af andre folkeslag. 

Der har altså været store strukturelle 

uligheder regionerne og 

befolkningsgrupperne imellem. 

Selvstændigheden 

Bosniens erklæring om selvstændighed i 

1992 skaber uro i et nu nationalistisk 

Serbien, der reagerer med en offensiv 

imod Bosnien. I starten primært en 

konflikt startet af den Serbiske præsident 

Milosevic, dette ændres dog senere til at 

være en konflikt mellem bosniakker, 

bosniske serbere og bosniske kroater. En 

NATO intervention bremsede senere 

Serbiens offensive fremfærd imod 

Bosnien, og gjorde derfor muligt for 

Bosnien at beholde deres 

selvstændighed. Der har altså ikke været 

en længere historie for krig mellem 

Serbien og Bosnien som vi eksempelvis 

har haft med Sverige herhjemme. Det har 

derimod været nationalisme, strukturelle 

problemer og uligheder, der skabte en 

konflikt mellem to lande med en lang og 

stolt fortid. Freden mellem dem under 

føderationen Jugoslavien blev, måske 

kunstigt, holdt i live af dygtige og 

ambitiøse retorikere som Tito. 

Efter krigen 

Siden krigen har forholdet imellem de to 

lande naturligvis været hårdt belastet og 

de to regeringer har ikke haft stor tillid til 

hinanden. Serbien har blandt andet 

været en af de helt store støtter til 

Republika Srpska og tidligere støttet op 

om dem, hvis de ville være deres eget 

land. Så galt er det heldigvis ikke gået 

endnu. 

Serbiens nye præsident 

Meget vand er løbet gennem åen de 

sidste par år og forholdet mellem de to 

lande er i konstant udvikling. Det seneste 

år har Tomislav Nikolics blandt andet 

stået for dette. Tomislav Nikolics blev 

valgt til præsident den 31. maj 2012. Han 

er, modsat hans forgænger, kendt for ikke 

at støtte op om et Serbien i EU. Selv 

mener han dog ikke, at valget af ham er 

ensbetydende med et nej til EU. Og som 

nævnt tidligere er der sågar sket 

fremskridt i optagelsesprocessen siden 

han kom til. 

40

En tung fortid 

Herhjemme har vi Ole Sohn - i Serbien 

har de Tomislav Nikolics. Da han kom til 

magten i Maj 2012 lavede han en del 

kontroversielle udtalelser omkring, hvad 

der foregik på Balkan i 90'erne. Især 

ramte han Bosnien hårdt. Ingen af dem 

kunne dog overraske, da Tomislav 

Nikolics er tidligere formand for det 

Serbiske radikale parti, som i 1998 

dannede en koalition med Slobodan 

Milosevics Socialistiske parti. 

Undskyldningen til Bosnien 

Med opstarten af sit eget progressive 

parti har han hidtil også lagt en 

nationalistisk kurs for dagen. Der er dog 

begyndt at danne sig et billede af en 

ændret kurs over for Bosnien , og en 

generel ændring i Serbiens 

udenrigspolitik. En af de helt store ting 

foregik i en tale tidligere på året, hvor han 

udtalte, at han knælede og bad om 

tilgivelse for de ting, der foregik i 

Srebrenica . Han gik dog ikke så langt 

som at kalde det for et folkemord, men 

sammenlignet med, at han cirka et år 

tidligere, stod og udtalte, at det ikke var et 

folkemord i Srebrenica, - Selvom det er 

international anerkendt, at det var - er det 

altså en kæmpe forbedring. 

Flere indikationer 

I samme tale som han beder om tilgivelse 

for folkemordet i Srebrenica bruger han 

også ordet Bosnier. Det kan umiddelbart 

lyde meget harmløst, men det at en 

nationalistisk Serber bruger ordet 

Bosnier, betyder at han har accepteret, 

eksistensen af et andet land og at et 

Storserbien aldrig kan komme på tale. 

Det var ellers tidligere noget han gik ind 

for, som vicepræsident for den føderale 

jugoslaviske republik. 

Derudover er det værd at nævne den 

umiddelbare ændring i forholdet til 

Republika Srpska, der ellers hidtil har 

været den eneste del af Bosnien- 

Hercegovina som altid har haft hyppige 

besøg fra Beograd og som har besøgt 

Beograd lige så mange gange. Det er 

især værd at bide mærke i Vuk Jeremic - 

Nuværende formand for FN's 

generalforsamling - der som tidligere 

udenrigsminister for Serbien gik ind og 

blandede sig i Milorad Dodiks 

valgkampagne i Republika Srbska. Det 

ville svare til, hvis Hillary Clinton under 

seneste folketingsvalg i Danmark gik ind 

og erklærede sin støtte direkte til Lars 

Løkke Rasmussen for på den måde at 

sikre ham en valgsejr. Den type billeder 

ses langt fra længere, endvidere har 

41

Tabloidavisen Kurir, som har meget nære 

forbindelser til regeringen i Beograd 

været ude at anklage Dodik for 

involvering i organiseret kriminalitet. 

Serbien forsøger altså at få et forhold til 

hele Bosnien nu og favoriserer ikke 

længere Republika Srpska. 

Fremtiden 

Flere eksperter er enige om, at dette 

kursskifte er reelt og at vi går en ny 

fremtid i møde. De er overbeviste om, at 

de tidligere jugoslaviske lande har 

forstået, at de bliver nødt til at kunne 

samarbejde, for at blive accepteret i det 

internationale samfund. Hvis dette 

kursskifte er sandt, står Bosnien- 

Hercegovina muligvis over for deres 

redning. Ifølge Aleksandr Popov, direktør 

for Center for Regionalisme i Novi Sad, er 

Bosnien-Hercegovina afhængig af dets 

naboer, og i særdeleshed Serbien, for at 

kunne blive en funktionel stat. Hvis 

Bosnien-Hercegovina får styr på landets 

interne problemer vil det ikke kun gavne 

dem selv, men også hele Europa. 

Bosnien har ca. 700 grænseovergange 

ind til Kroatien, som bliver medlem af EU 

fra på mandag den 1. Juli 2013. Af disse 

grænseovergange vil ca. 50 være 

bevogtet, hvilket efterlader 650 åbne for 

immigranter til at passere direkte ind i EU. 

Balkan er lidt som Mellemøsten 

Hinnebusch ville som partikularist 

formentlig ikke sætte stor pris på 

sammenligningen mellem Balkan og 

Mellemøsten. Hinnebusch ser 

Mellemøsten som et særskilt område, og 

har fremsat en teori, hvor, specielt en af 

dynamikkerne bag presset på staternes 

regeringer er særlig for området. Dette 

pres han beskriver, kan komme både fra 

andre stater, supra-statsligt pres, og fra 

befolkningen, sub-statsligt pres. 

Ifølge Hinnebusch er Mellemøsten et 

særskilt område, ikke fordi staterne i 

området kan lægge pres på hinanden, 

supra-statsligt pres, men fordi 

befolkningen i regionen til tider sætter 

deres religiøse overbevisning over deres 

nationalitetsfølelse og på den måde kan 

lægge pres på deres nations regering i 

retning mod mere religiøse strømninger. 

Et eksempel kunne være da Jordan, i 

1967, gik med til at erklære Israel krig, 

grundet et folkeligt pres. Dette pres mod 

den jordanske regering fra befolkningen, 

er det han beskriver som sub-statsligt 

pres. Et eksempel på det supra-statslige 

pres er ægyptiske Nassers ide om panarabisme. 

Hans vision om et samlet 

Arabien under Ægypten lagde et stort 

udefrakommende pres på de andre 

42

arabiske lande, altså et supra-statsligt 

pres. 

Vi mener, at Balkan er meget lig 

Mellemøsten på nogle af de områder som 

Hinnebusch er inde på. Staterne på 

Balkan kan selvfølgelig sagtens udøve 

supra-statsligt pres på hinanden gennem 

for eksempel deres udenrigspolitik. 

Serbien og Montenegro har prøvet på det 

ved blandt andet at holde så meget 

sammen på det gamle Jugoslavien som 

de kunne, men det lykkedes ikke så godt 

og de to lande er nu også selvstændige 

hver for sig. Det vi dog finder mest 

interessant er de ligheder vi ser i 

forbindelse med det sub-statslige pres, 

som skulle være særskilt for 

Mellemøsten. Som tidligere nævnt kunne 

befolkningerne i Mellemøsten til tider 

sætte deres religion højere end staten og 

på den måde lægge et pres på 

statslederne. Ser man på Balkan, og 

kortet nedenfor, er blandt andet serbere, 

kroater og blandede muslimer spredt ret 

vidt på tværs af regionen. Specielt i 

Bosnien er der en stor blanding af de tre 

grupper. I Bosnien er der derfor stor 

sandsynlighed for at regeringen kan 

påvirkes af et massivt sub-statsligt pres, 

da den serbiske del af befolkningen i 

Bosnien til tider, eller ofte, vil føle større 

interesse for Serbien end for hvad der 

gavner Bosnien som stat. På samme 

måde kan det gælde for den kroatiske del 

af befolkningen. 

Serbien er her interessant, fordi det er det 

land største i regionen og derfor vil det 

kunne tænkes at lægge et supra-statsligt 

pres på de andre stater. Udover dette vil 

de også have den bedste mulighed, af 

alle staterne, for at skabe grobund for et 

sub-statsligt pres i blandt andet Bosnien 

og Kroatien, da der bor en del serbere i 

begge lande. 

Med andre ord ser vi Balkan som 

Europas Mellemøsten, hvor nogle af de 

samme dynamikker kan spille ind på 

hvordan staterne agerer. 

43

at krigen ikke er brudt ud igen eller har 

der virkelig været en forsoning mellem 

landene. 

Ydre forsoning – indre 

splittelse 

Af Mark Holm Vadfelth, Randi Kjær 

Nielsen og Tim Højrup Jespersen 

Fra 1992-1996 rasede krigen mellem 

bosniske muslimer, bosniske kroater 

samt bosniske serbere og de reelle 

serbiske hærstyrker. I 44 måneder af 

denne tid var Sarajevo omringet af 

serbiske styrker, der isolerede 

befolkningen af denne by, gjorde deres liv 

til et levende helvede med meget få 

forsyninger til overlevelse. Under denne 

belejring døde 11.541 mennesker, hvoraf 

mere end 1.000 var børn. Den 3. juli 1992 

besluttede FN sig for at sende soldater til 

landet, dog med et mandat, der gjorde 

dem næsten ude af stand til at beskytte 

civilbefolkningen i Sarajevo mod den 

massive beskydning fra de serbiske 

styrker. I starten havde FN 60.000 

soldater i både Serbien og Bosnien. Den 

dag i dag er der 600 soldater til stede. Er 

deres fortsatte tilstedeværelse årsagen til 

I kø for livet 

Hver dag er en kamp, en kamp om 

overlevelse! Pudsen fra de sønderskudte 

huse som serberne nu havde tortureret 

med deres altødelæggende ammunition i 

næsten to år, haglede ned over os. 

Dagene i konflikten havde været lange 

før, men var blevet endnu længere og 

yderligere intensiveret, desto længere 

konflikten bevægede sig ind i sin historie, 

med stadig flere intensive beskydninger 

og endnu mere blod i gaderne end 

tidligere. Vi stod forpustede, klemt i en 

anspændt række, op ad husmuren, som 

kun kunne yde rum for den midlertidige 

beskyttelse, vi havde brug for. 

Alle åbne pladser, stræder og passager i 

byen lå under for en altseende 

observation, fra de omkringliggende 

bjergrygges tungt bemandede 

finskytteposter. Det var nærmest umuligt 

at bevæge sig uset rundt i byen, trods 

dette, var det essentielt at anskaffe friske 

forsyninger i form af mad og vand samt 

informationer omkring situationen i byen 

og om ens nærmeste families ve og vel. 

Omtanken for ens familie og nøden på 

mad og drikke blev drivkraften, drivkraften 

44

for de daglige dødsensfarlige 

ekskursioner gennem byens skyggesider 

og hemmelige ruter. 

Menneskene, der foretog de dristige ture 

faldt omkring, hver anden gang de var på 

farten, skudt ned af finskytter. Helvede 

havde åbnet sin golde glohede mund og 

var i gang med at fortære Sarajevo, men 

vi fortsatte ufortrødent, det var blevet 

dagligdag for de af os, der trodsede den 

evigt truende fare for at bevæge sig ud, 

ud til livet og overlevelsen. 

Blikket 

Personen, der netop havde været i stand 

til at danne dette scenario for det indre 

øje var Fikret. Han havde set 

menneskehedens værste side. Han 

fortalte hans oplevelser i sådan en 

malerisk grad, at det var uundgåeligt at 

løsrive sig fra de følelser, de implicerede 

havde oplevet. Det seriøse og noget 

matte ansigtsudtryk, fortalte mere end 

tusinde ord og blev endnu tydeligere, når 

vores samtale nærmede sig hans 

oplevelser, om dagligdagen under den 

serbiske belejring af Sarajevo by, byen 

der om noget dannede rammerne for en 

af de mest horrible krigsskuepladser i 

nyere tid. 

Bosnisk Kaffe! 

Fikret skulle være vores guide, for den 

næste dags udflugt og bjergvandring til et 

af de omkringliggende bjerge. Vi havde 

forud for besøget i Bosnien og 

Herzegovina været i kontakt med ham og 

aftalt et møde for at drøfte valget af den 

kommende dags destination og 

vigtigheden af netop bjergene. Fikret kom 

os i møde ved hotel Astra Garni, omkring 

kl. 1900, det havde regnet hele dagen og 

var så småt ved at tage af, men fugten 

hang stadig tyngende i luften. En hektisk 

type ved første møde, han ville hurtigt 

videre mod den cafe, han havde udtænkt 

sig for vores møde. Da vi satte os i 

sofaen i den hyggelige gårdhave med 

glasoverdækning og lokalt musik 

spillende lavt i baggrunden, sænkede 

roen sig over ham og os. Bosnisk kaffe! 

var hans første ord og vi sagde pænt tak, 

hvilket skulle indlede starten på et af de 

mest interessante møder i Sarajevo. 

Da krigen ramte 

Fikret er en 57-årig mand, der har levet 

og boet i Sarajevo hele sit liv. Hans 

familie og venner bor her, hele hans 

verden er her. Da krigen ramte byen i 

1992 var Fikret en ganske almindelig 

mand, der arbejdede for, at han og hans 

familie kunne overleve. Men alt imens 

45

hverdagen fortsatte i byen blev hans by 

omringet af serbiske styrker, der lå i de 

omkringliggende bjerge med kampvogne, 

morterer, snigskyttereder og kanoner. Der 

gik ikke længe før beskydninger fra disse 

blev hverdag nede i byen. 

Serberne havde lukket af for al til – og 

afgang fra byen, så overlevelsen var fuldt 

ud betinget af mulighederne for at skaffe 

vand, mad og varme fra det allerede 

eksisterende i byen. 

En ganske almindelig hverdag 

Fikret fortalte under vores kaffemøde om 

en dag, hvor han var kommet hjem fra en 

lang arbejdsdag og var træt. Udenfor 

hører han bylivet, børn der leger i 

baggården og trafikken der raser på vejen 

foran af bygningen. Han går ud på 

balkonen for at se, her var 5 unge, friske 

drenge, i færd med et spil bordtennis i 

baggården. Han smiler til dem og vender 

tilbage til stuen. Han slænger sig i sofaen 

for at slappe af, lukker øjnene og 

forsvinder lidt hen, indtil han hører et 

brag. Han rejser sig med et sæt og lytter. 

Ingen støj - stilhed. Han løber op på sin 

balkon. Stopper op og kigger måbende 

ned på, hvad der før var en baggård med 

en parkeringsplads og en legeplads for 

nabolagets unge drenge. Det var nu et 

stort hul i asfalten. 

I dette øjeblik sidder vi og kigger på Fikret 

mens han fortæller historien, men der er 

intet tegn på sorg eller mén i hans øjne, 

de var tomme. Var dette blevet hverdag, 

desværre? Han fortæller videre, at han i 

hullet ser mere end bare murbrokker og 

asfalt. Han ser rent faktisk de børn, der 

legede i gården, ligge, sønderknust, revet 

i stykker, døde. Deres kroppe, delt i 

mange dele, arme det ene sted, torsoen 

et andet. Men det der fanger hans blik er 

hovedet på den ene dreng, hvor hjernen 

er synlig. Fikret holder hænderne op og 

former en hjerne med hans hænder og 

bevæger dem frem og tilbage for at 

illustrerer en hjerne der arbejder. “Jeg 

kunne se de stadig var i live”. 

En dag på bjerget 

Fikret arbejder i dag som guide i Sarajevo 

og bearbejder de ting han har oplevet 

gennem hans fortællinger. Han sagde at 

han ville fortælle sandheden, de rigtige 

billeder uden redigering. Under vores 

besøg tog han vores gruppe med op på 

bjerget Trebevic, hvorfra serberne havde 

beskudt byen. Som der ses på billedet 

overfor er udsynet ned til gaderne i 

Sarajevo gode og enhver der bevægede 

sig i de åbne gader ville blive beskudt af 

snigskytter og enhver vigtig bygning og 

ofte også tilfældige bygninger blev 

46

ombet med mortergranater. Livet i byen 

var ikke sikkert, men hverdagen skulle 

alligevel fortsætte de 44 måneder byen 

var omringet. 

På bjerget Trebevic var der i 1984 blevet 

bygget en bobslædebane, der skulle 

bruges til OL. Denne bane gik vi ned i 

under vores vandring ned af bjerget. Her 

kunne ses ar fra krigen. Banen blev 

nemlig brugt af serberne til stillinger og 

beskyttelse mod de bosniske styrkers 

modsvar. 

Forsoningen 

Fikret gjorde det ret tydeligt, at der ingen 

forsoning var. Jo på overfladen så det ud 

som dette, alle levede i bedste 

velgående, men bag facaden lå der 

stadig meget had. “At se en mand dræbe 

sin familie, sine bedste venner eller “bare” 

en nabo, for så 10 år senere at se 

manden komme gående i gaderne som 

politibetjent eller skolelærer for sine børn. 

Det tilgiver man ikke!” siger Fikret. 

Militæret derimod, havde en helt anden 

opfattelse af forsoningen. Eller det var i 

hvert fald, det de fortalte. Vi besøgte 

både Serbiens og Bosniens forsvar og 

spurgte ind til deres oplevelse af 

forsoning. Det viste sig i begge tilfælde, at 

der både var en fra den serbiske side og 

den bosniske side under krigen til stede 

ved briefingen. Deres kommentarer fra 

begge briefinger var, at de arbejdede 

sammen den dag i dag og at de under 

krigen kun udførte ordrer. De viste ingen 

tegn på had, men bare det faktum, at der 

ved begge briefinger netop var en fra 

hver side tilstede giver stof til eftertanke. 

FN er stadig til stede i landene og dette 

kunne være en årsag til, at forsoningen 

udadtil ser ud til at lykkes. Men hvordan 

forsoner man et folk, der er så hårdt ramt 

af de oplevelser begge sider har været 

igennem? 

Ubuntu kaster lys ud i mørket! 

For at give forklaringskraft til noget så 

udfordrende som en forsoningsproces, er 

det essentielt at se nærmere på, hvilke 

dynamikker, der influerer 

forsoningsprocessen og den situationelle 

47

kontekst for de involverede parter. Derfor 

er det i vores optik nærliggende at vende 

blikket mod filosofien ”ubuntu”, der om 

noget beskriver udfordringerne og 

samtidigt opstiller rammerne for en 

succesfuld forsoningsproces. Ikke alene 

for at kunne skabe forståelse for dette 

ømfindtlige område, men ligeledes for at 

blive bevidst om, hvilket miljø, der skal 

fremelskes for at opnå fremgang i 

forsoningen. 

“There is a need for understanding, 

not for vengeance, a need for 

reparation but not for retaliation, a 

need for ubuntu but not for 

victimization” 

Dette citat stammer direkte fra Sandhedsog 

Forsoningskommissionerne efter 

opgøret med Apartheid i Sydafrika. 

Selvom landet ikke var i direkte 

borgerkrig, og ingen byer var under 

belejring, kan man finde talrige eksempler 

på voldsomme overgreb begået fra begge 

sider. Den afrikanske filosofi rummer en 

høj grad et ønske om at mødes og få talt 

omkring, hvad der skete i forbindelse med 

overgrebene. 

For at forstå Ubuntu, skal vi dykke ned i 

en livsfilosofi som stammer fra 

Zulustammen. I zulufilosofi, har man en 

forståelse af at mennesker og verden 

hænger sammen og er forbundet til 

hinanden. Det er et ideal som zuluerne 

lever efter og kan spores til ordsproget “et 

menneske er kun et menneske gennem 

andre mennesker”. Når man ser på 

ubuntu, kan man meget hurtigt forstå, at 

det er en form for social- og 

selverkendelsesfilosofi, hvor det i høj 

grad er refleksionen og forståelsen af de 

handlinger man begår, som definerer om 

man er “ubuntu” eller ej. Man kan godt 

være uden for ubuntu, men er man uden 

for ubuntu, så er man heller ikke længere 

menneske og har som sådan heller ingen 

ret til at blive behandlet som et sådant, 

men når man skubber andre derud, hvor 

man ikke mener de er “ubuntu”, så har 

man også selv fjernet sig fra ubuntu. 

Derfor søger man altid at handle, 

behandle og respektere hinanden, 

således man er omfattet af at være 

menneske. 

Kan straffen måles? 

I europæisk jura arbejder man frem efter, 

at man straffer en, der har overtrådt loven 

proportionelt. Altså en lovovertrædelse for 

eksempelvis at have slået et andet 

menneske ihjel, giver den straf der nu er 

defineret i loven. Denne straf gør så, at 

samfundet burde acceptere at en, der har 

overtrådt loven, i princippet er sat fri når 

48

han har udstået sin straf. Men er han det? 

Hvad med offerets familie? Er de kommet 

videre? Den europæiske jura tænker ikke 

på den psykologiske del, men behandler 

nærmest klinisk overtrædelsen, der er 

blevet begået og tager ikke hånd om dem 

det gik udover. Selvom ubuntu ikke som 

sådan er en strafferetlig proces, så kan 

man sagtens se, at det rummer dette 

manglende psykologiske element. I 

ubuntu behandler man offeret og 

forbryderen ens - man lader dem fortælle 

hver sin historie om, hvad der førte til 

handlingen, samt fortæller offerets 

oplevelse af, hvad handlingen har fået 

offeret til at føle og tænke omkring det, 

der skete, samt hvad der har medført hos 

offeret. I ubuntu er tanken, at når man har 

fået talt ud omkring tingene, så skal man 

som forbryder reflektere over den 

handling man har begået, og dermed 

konstant mindes om, hvor voldsomt og 

ubehageligt det har været for offeret. Når 

man har fortalt sandheden, kan man 

sættes fri for sine overtrædelser, og man 

får samtidigt behandlet offerets psykiske 

efterladenskaber fra overtrædelsen på en 

god og forstående måde. 

Tilgivelse og forsoning i Bosnien 

Netop det at få fortalt historierne overfor 

hinanden, var det der gjorde, at man kom 

godt ud af apartheid i Sydafrika. Det 

samme kunne gøres i Bosnien- 

Hercegovina, men det er ikke det man 

oplever. Fikret fortæller, at man ikke har 

fået talt ud omkring tingene, fordi hadet 

stadig er så stærkt indeni. Det er svært at 

få talt ud omkring, hvad man har oplevet, 

når hadet stadig ligger så ekstremt 

dybtfølt under huden - det gør, at man 

ikke har lyst til at tale med de andre. 

Ubuntu kunne være det, der fik 

befolkningen i landet til at mødes og få 

talt ud om de ting de har oplevet og set, 

dette kunne være med til at fjerne billedet 

af monsteret, den tidligere fjende 

repræsenterer. 

Ubuntu rummer forståelse for, at begge 

historier skal fortælles, og rummer også 

at alle synspunkter kan blive fremlagt, for 

derefter at koble tingene ind i en helhed. 

Forståelse for hinanden? 

I psykologi er det en almindelig ting, at 

man søger at få historien fortalt og få den 

vendt og drejet. Det er et kerneelement i 

eksempelvis den kognitive psykologis 

narrative praksis - narrativ betyder 

“fortælling”. Tanken med den narrative 

praksis er, at man søger at få historien 

spundet frem, og så få andres historier 

spundet sammen, således at man kan få 

forstærket fortællingen - det smarte ved 

49

at koble ubuntu ind i denne praksis er så, 

at man får begge sider frem, således at 

fortællingen bliver vægtet fra begge sider 

og at man så lettere kan skabe en 

forståelse for, hvad modparten har tænkt, 

følt og hvad han i dag sidder tilbage med 

af opfattelse. Når først man har mødt 

hinanden, har man derved fået sat ansigt 

på frygten og kan se at modparten faktisk 

også er et menneske, med følelser og 

tanker omkring det der skete i fortiden. 

Det kræver blot at begge parter, i tilfældet 

med det tidligere Jugoslavien dog tre 

parter, har mod på at sætte sig ned for at 

få fortalt historien for hinanden. Om der 

så er vilje til dette, er op til de enkelte 

parter. Et helt vigtigt element vi vil runde i 

denne tekst, er igen kerneelementet i det 

indledende citat omkring ubuntu: “There 

is a need for ubuntu - not for 

victimization”. Denne passus rummer det 

helt essentielle i den gensidige forståelse. 

Ingen skal være offer, ingen skal føle sig 

undertrykt, men man skal være et 

menneske gennem andre mennesker. 

Psykisk straf 

Selvom ubuntu nok kan virke en anelse 

“romantisk”, om man vil, så kan man også 

hævde at ubuntu også rummer en straf, 

der er hårdere end en almindelig 

proportional strafudmåling, man har i den 

vestlige jura. Straffen er ikke så meget 

fysisk manifesteret, men kan snarere ses 

som en psykisk straf, idet man tvinges til 

at forholde sig refleksivt til de skader, 

man har forvoldt mod hinanden. Netop 

denne refleksive praksis, er så noget man 

skal være i stand til at gennemgå, før 

ubuntu får den helt rette mening. Hvis 

man er i stand til at tænke på 

menneskeheden som helhed, burde man 

heller ikke være i stand til at udføre disse 

forbrydelser mod menneskeheden. 

Ubuntu betyder nemlig “menneskelighed” 

- alligevel sker der overtrædelser hver 

eneste dag, men derfor kan man vel godt 

tænke på andre mennesker, før man 

begår en strafbar handling? Dette er 

netop ren og skær ubuntu. 

Fremtiden - kan folk i Sarajevo 

forsones? 

Når man som udenforstående står og 

betragter landet, kan man få et indtryk af 

at alt had er væk. Udadtil forekommer 

forsoningen som værende til stede, men 

når man kradser lidt i lakken og hører 

nærmere på om der reelt er forsoning, 

kan man tydeligt både høre og mærke at 

splittelsen stadig gør sig ekstremt 

gældende. Fikrets historie er blot en af 

mange historier om gruopvækkende 

oplevelser. 

50

Det er svært at give et helt klart bud på, 

om hvorvidt en forsoningsproces kan 

lykkes. Særligt når begge sider stadig 

føler det her nærværende og altid 

dybtfølte had til hinanden. Det er som om 

folk ikke har lyst til reelt at tale sammen, 

og dette er netop, hvad der er det 

nødvendige i ubuntu, såfremt processen 

reelt skal kunne indledes. Det kræver, at 

folk har lysten og viljen til at se den anden 

i øjnene og få fortalt historien, som skal 

ses og forstås fra alle siders synspunkter. 

Overgrebene mod de bosniske muslimer 

var ufatteligt brutale, men samtidigt kan 

man fra serbiske kilder også høre om 

mindst lige så brutale overfald den anden 

vej rundt. En ting er helt sikkert - der er 

ingen virkelig “god og ond” part i krigen. 

Alle har begået overgreb mod 

menneskeheden. Hvis man starter med at 

få sat sig ned og få talt ud, så er man i 

gang med en rejse mod en bæredygtig og 

reel forsoning. 

51

NATO’s krig på Balkan 

Af KN Klaus H. Sørensen, faglærer 

Strategi og Operationer, Flyvevåbnets 

Officersskole 

Et NATO Airborne Early Warning (NAEW) 

fly opfangede klokken halv syv om 

morgenen uidentificerede fly på radaren 

syd for Banja Luka, mens de fløj i 

Ungarsk luftrum. To NATO-fly af typen F- 

16 med kodenavnene "Black 03" og 

"Black 04", fra den amerikanske 526th 

Fighter Squadron "Black Knights", 86th 

Fighter Wing med base i Aviano, blev 

sendt til området, hvor de eftersatte seks 

J-21 Jastreb og to J-22 Orao jagerfly, der 

var i færd med at angribe militærfabrikken 

"Bratstvo" i Novi Travnik. 

I overensstemmelse med FN og NATO 

reglerne, blev flyene to gange beordret til 

at lande eller omgående forlade den "No 

Fly Zone" (NFZ) de befandt sig i, men 

begge gange blev ordren ignoreret. 

Imens fortsatte flyene med at smide 

bomber mod deres mål på landjorden. Da 

der blev begået krigshandlinger, fik de to 

F-16 fly omgående tilladelse 

fra Combined Air Operations Center til at 

angribe de fjendtlige fly. 

De serbiske Jastrebs fløj herefter nordpå 

mod deres base. Klokken kvart i syv 

indledte de to NATO-fly et angreb mod 

disse. Kaptajn Robert G. Wright affyrede 

et AIM-120 AMRAAM missil, der ramte og 

nedskød den ene Jastreb, der fløj i 5.000 

fods højde. De resterende serbiske 

Jastreb fly dykkede til et par hundrede 

fods højde for at bruge det kuperede 

terræn til at skjule sig for radaren og 

dermed kunne flygte tilbage til luftbasen 

i Udbina. Kaptajn Wright indhentede 

flyene og kom inden for skudvidde til at 

kunne bruge sine AIM-9 Sidewinder 

missiler. Han affyrede to varmesøgende 

Sidewinder missiler, der ramte den anden 

og tredje Jastreb. 

Kaptajn Wright overlod nu den 

efterfølgende eftersætning til det andet fly 

og piloten kaptajn Scott F. "Zulu" O'Grady 

(der et år senere selv blev skudt ned af et 

bosnisk-serbisk jord-til-luft missil), der 

havde fløjet længere oppe for at dække 

Wright. 

O'Grady dykkede til samme højde og 

affyrede et AIM-9M missil, der ikke 

formåede at låse på sit mål og derfor 

ramte forbi. Begge NATO-fly var nu tæt 

på "bingo fuel" - det punkt, hvor flyene 

ikke ville have nok brændstof til at kunne 

flyve tilbage til deres udgangspunkt - så 

de afbrød kampen for at tanke brændstof 

52

ved en KC-135 Stratotanker, der cirklede 

rundt over Atlanterhavet. 

Ved samme tid nåede to andre F-16 fly 

fra 526th Fighter Squadron området, 

bestående af "Knight 25" og "Knight 26", 

der var blevet guided til positionen af 

AWACS. Klokken ti minutter i syv 

lykkedes det Stephen L. "Yogi" Allen i 

"Knight 25" at lægge sig bag ved de 

resterende tre Jastrebs. Han affyrede et 

Sidewinder missil der nedskød den fjerde 

serbiske Jastreb. 

På dette tidspunkt var de serbiske fly så 

tæt på at forlade Bosnisk luftrum, at 

eftersætningen blev stoppet. De to 

resterende serbiske fly landede 

på Udbina Air Base i Krajina, i den 

serbisk besatte del af Kroatien 

(www.unprofor.dk - NATOs sikring af 

luftrummet over Bosnien-Herzegovina – 

Banja Luka episoden). 

NATO-mission under NATO AWACS 

kontrol havde for første gang brugt 

dødbringende magt for at håndhæve NFZ 

over Bosnien. Nyheden om 

nedskydningerne sendte chokbølger i 

gennem Alliancen, mest fordi, at det 

ganske enkelt aldrig var sket før i NATOs 

45-årige lange historie - og så endda 

uden for NATO ”territorium” . 

Den Strategiske Officer 

I operationsundervisningen i modulet 

”den strategiske officer” har vi arbejdet 

med historien bag Jugoslaviens tilblivelse 

og opbrud, om de etniske forfølgelser, der 

til sidst førte til, at det internationale 

samfund valgte at skride ind, samt om 

den lange række af operationer på 

Balkan fra Operation Deny Flight til 

Operation Deliberate Force over Bosnien 

og Operation Allied Force over Kosovo og 

Serbien. 

Således startede NATO alliancens første 

Air-to-Air Combat den 28. februar 1994, 

da NATO AWACS opdagede seks 

bosnisk-serbiske kampfly i færd med at 

overskride NATOs No-Fly-Zone (NFZ) 

over Bosnien. De seks fly var 

tilsyneladende på vej til et bombetogt 

mod den muslimsk kontrollerede by Novi 

Travnik. Dette var uden tvivl en historisk 

dag for NATO. NATO Fighters på en 

53

To skoler 

Et af vores fokusområder har været 

kampen mellem de to ”skoler”, der 

herskede på daværende tidspunkt. ”The 

Ground-Centric School”; der generelt 

så air power som endnu et teknologisk 

middel til at støtte de traditionelle former 

for land- og søkrig. Fortalerne for ”the 

Ground Centric School” mente, at air 

power primært burde anvendes mod 

fjendens opstillede styrker og dermed 

støtte landstyrker i at vinde kampen på 

jorden. 

”The Air power Centric School” er den 

anden skole, der med Col. John A. 

Warden III som bannerfører, var fortaler 

for, at luftstyrker primært burde anvendes 

mod fjendens vilje og industrielle 

kapacitet til at kæmpe, og i mindre grad 

mod evnen til at kæmpe ved frontlinjen. 

Traditionelt har dette perspektiv fokus på 

air powers evne til at vinde krige, evnen til 

at gøre det hurtigere og mere 

omkostningseffektivt end hær og 

flådestyrker. 

Sandheden er, hvis der findes en sådan, 

at det er hverken eller – eller – både og. 

Det kan heller ikke udelukkes, at kampen 

mellem de to skoler er motiveret af en 

kamp om midlerne i de stadig faldende 

forsvarsbudgetter verden over, samt et 

øget pres fra befolkningen om færre tab 

og mindre collateral damage. 

Da krigen på Balkan brød ud i 1992, 

havde amerikanerne netop afsluttet 

krigen i Irak (1991). Her havde air power 

for alvor vist sit værd – og det var med 

54

denne succes i rygsækken, at det blev 

besluttet at føre en luftkrig på Balkan, 

frem for indsættelse af reelle hærstyrker 

på landjorden. Operation Deliberate 

Force i Bosnien medførte, efter få dages 

bombardement af de serbiske styrker, at 

der i Dayton blev forhandlet en 

fredsaftale, der satte en stopper for den 

tre og et halvt år lange bosniske krig i 

Bosnien-Hercegovina. 

Anderledes gik det i Operation Allied 

Force i 1999, hvor det tog 78 dage at få 

Milosevic til forhandlingsbordet. 

Amerikanerne var overbevist om, at hvis 

man fulgte deres ”war winning strategy”, 

hvor man ville ramme Milosevic hårdt og 

beslutsomt, ville det blive en gentagelse 

af Operation Deliberate Force. 

Amerikanerne mente ligeledes, at det var 

de europæiske NATO landes politikeres 

tøven, der var årsag til, at det tog 78 dage 

at nå ”end-state” i stedet for Præsident 

Clintons foreslåede 2-3 dages 

operationer. 

Efter Operation Allied Force’s 78 dages 

bombardement af de 91 identificerede 

mål, som alliancen kunne blive enige om 

at gå efter, mente fortalerne for ”The 

Ground Centric School”, at de havde fået 

et bevis for, at en krig ikke kunne vindes 

fra luften alene – flere militær historikere 

mente ligeledes at ”the Age of Airpower” 

var slut. 

Det er i virkeligheden ikke fair at sige, at 

Airpower ikke virkede efter hensigten, 

eller at Airpower har udspillet sin rolle. 

Det er heller ikke fair at sige, at air power 

er det eneste saliggørende, som Warden 

havde lagt op til. 

Koalition vs. Alliance 

Vores andet fokusområde har været 

forskellen mellem at føre krig som en 

koalition (coalition of the willing) eller som 

en alliance (NATO). Krigen på Balkan har 

været et oplagt emne for os til denne 

diskussion. Koalitioner er sammensat til 

formålet, og man er enten med eller imod, 

som præsident Bush udtalte det efter 11. 

september 2001 og før interventionen i 

Irak i 2003. Krigen på Balkan var en 

NATO krig og den første af slagsen. 

NATO bygger på konsensus, der skal 

altså være enighed om, hvordan alliancen 

griber tingene an. Den europæiske del af 

NATO havde på daværende tidspunkt 

55

endnu ikke fundet et fast ståsted efter 

den kolde krigs ophør. EU blev etableret i 

sin nuværende form i 1993, og langt de 

fleste europæiske politikere havde svært 

ved at forholde sig til en krig i 

nærområdet - og var samtidig usikre på, 

hvordan Rusland ville forholde sig til en 

NATO intervention på Balkan. 

Resultatet blev, at der blev ført to luftkrige 

på Balkan, med to selvstændige 

uafhængige Air Task Orders (ATO’er). En 

amerikansk ledet NATO krig, samt en ren 

amerikansk luftkrig. Sidstnævnte i 

begyndelsen uden NATOs viden. Denne 

form bragte for alvor NATO på 

slingrekurs, hvorfor det fra NATO 

synspunkt mere blev en kamp om at 

holde sammen på alliancen, frem for at 

bekæmpe Milosevic og ende krigen. 

Fra amerikansk synspunkt mødte 

luftkrigen i Kosovo ikke kravet til en 

egentlig Air Campaign. Det var derimod 

en stadigt udviklende operation, 

bestående af spredte angreb mod 

usystematisk godkendte mål, og ikke en 

integreret indsats der fra starten var rettet 

mod at opnå forudbestemte og 

identificerbare operationelle effekter. 

NATOs luftkrig over Kosovo var dog 

effektiv nok til at spille en væsentlig rolle i 

at generere den strategiske effekt, der var 

nødvendig for at bringe Milosevic til 

forhandlingsbordet. 

På trods af de begrænsninger der blev 

lagt på NATO’s luftkrig, indrømmede 

serberne, at NATO havde slået hårdt og 

udvist beslutsomhed i forhold til at 

fastholde alliancens strategi, omend kun 

med én stålnæve, da den anden var 

bundet på ryggen. 

Krigen på Balkan viste også, at der er 

forskel på air power og amerikansk air 

power. Eller som Robert Kagan udtaler i 

sin bog ”Paradise and Power” (2003); 

“It is time to stop pretending that 

Europeans and Americans share a 

common view of the world, or even they 

occupy the same world. On the allimportant 

question of power – the efficacy 

of power, the morality of power, the 

desirability of power – Americans and 

Europeans perspectives are diverging” 

Tilbage står, at airpower som militært 

instrument ofte vil være begrænset i sin 

anvendelse af den politiske kontekst på 

det pågældende tidspunkt. 

En rejse 

Modulet ”Den Strategiske Officer” har 

været en spændende rejse, hvor vi med 

udgangspunkt i vores grundlæggende 

56

viden om air power og dens anvendelse, 

har haft mulighed for at kigge på, hvordan 

den er blevet bragt i anvendelse og med 

hvilken effekt – var de ønskede effekter i 

overensstemmelse med de reelle effekter 

hos vores modstander? Det har i 

særdeleshed været interessant at møde 

modparten på hans banehalvdel og med 

egne øjne se resultaterne af vores 

bomber, samt at høre modpartens 

historier og deres oplevelser. En 

forunderlig rejse på mange måder - en 

helt ny begyndelse og et udtalt ønske om 

et muligt samarbejde. Professionelt var 

der i hvert fald ikke tvivl, vores kollegaer 

på Balkan vil gerne os og NATO. 

57

Kildeliste 

Bjørn, Anders. (2012). Jugoslaviens 

sammenbrud Balkan-krigene 1991-2001. 

København: Bogforlaget Frydenlund. 

Etniske udrensninger i Bosnien. 

København: Dansk Institut for 

Internationale Studier – Holocaust og 

folkedrab. Nedtaget den 23. Juni 2013 fra 

http://www.folkedrab.dk/sw51506.asp 

Jacob Bercovitch og Richard Jackson 

(2009): ”Chapter Eleven. Reconciliation 

and Justice” in 

Conflict Resolution in the Twenty-first 

Century. The University of Michigan 

Press. 151-167. 

Vibeke Vindeløv PDF dokument 

http://www.retfaerd.org/gamle_pdf/2001/2 

/Retfaerd_93_2001_2_s18_34.pdf 

Conflict Resolution: Concepts and 

Definitions” Nedtaget den 20-06-2013 fra 

http://www.polity.co.uk/ccr/contents/chapt 

ers/1.pdf 

http://www.folkedrab.dk/sw50055.asp 

http://www.delbih.ec.europa.eu/Default.as 

px?id=0&lang=EN 

http://www.jfcnaples.nato.int/hqsarajevo.a 

spx 

http://www.au.dk/sydafrika2010/konfliktlo 

esningpaaafrikansk 

http://www.magasinetroest.dk/index.php?i 

d=4&no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news 

%5D=936 

http://www.justice.gov.za/trc/legal/justice. 

htm 

Mannheim, Karl. (2011). From “The 

Sociological Problem of Generations”. 

Madison Avenue, New York: Oxford 

university press. 

Weiss, Birte. (2008): Krigens arvinger, 

Gyldendal, Danmark. 

Ramsbotham, Oliver. Woodhouse, Tom. 

Miall, Hugh. (2011) “Introduction to 

58

Rejsebeskrivelse 

Søndag d. 9/6-13 

Søndag eftermiddag kl. 16 mødtes vi i 

Kastrup lufthavn klar til studietur på 

Balkan. Første skridt på vejen, var en 

flyvetur med JAT air til Beograd lufthavn. 

Allerede inden afgang blev stilen lagt – to 

timers forsinkelse. Heldigvis kan man få 

både øl og søde sager i lufthavnen, så 

der var vist ingen der led større nød. 

Selve flyveturen var en spændende 

oplevelse - det er sjældent man får lov at 

flyve et fly fra 70’erne med originalt 

interiør i de moderigtige farver brun, gul 

og rød. Et mindre tordenvejr inklusiv 

turbulens gjorde kun oplevelsen mere 

levende. 

Vi landede i Beograd sent søndag aften 

og fik hævet de første 10.000 dinarer, 

bare så vi havde råd til en lille godnat øl 

og andet godt. 

Efter en kort bustur stod vi foran vores 

berygtede hotel Moskva, hvor vi inden 

vores tur havde haft besøg af en herre fra 

FTK, som have været så venlig at fortælle 

os at deres to ud af de fire stjerner vist 

var købt i Rusland. Selvom hotellet så 

meget flot ud udefra, var vi noget nervøse 

da vi blev ledt ind af en bagindgang 

grundet renovering af hovedindgangen. 

Alle vores bekymringer blev gjort 

fuldstændig til skamme! Vores værelser 

var fremragende. To etagers luksus, med 

kingsize senge, badekar, to toiletter og 

masser af marmor. 

Mandag d. 10/6-13 

Mandag morgen vågnede vi friske og vel 

udhvilede, andet var næsten umuligt med 

de senge. Vi erfarende dog under 

morgenmaden, at vores undervisere 

havde fået noget mindre luksuriøse 

værelser – sådan går det når man ikke vil 

dele værelser. 

Første stop på dagen var et besøg på 

Serbiens officersskole. Vejret viste sig fra 

sin bedste side, og termometret stod på 

knap 25 grader, så det var noget varmt at 

have en ulden uniform på med slips og 

hat. Vi var derfor taknemlige for at blive 

mødt af serbisk officer uden jakke og 

slips, det betød nemlig at vi kunne smide 

vores i bussen og komme lidt af med 

varmen. 

Første briefing handlede om 

officersskolens organisation og 

opbygning, samt hvilke uddannelser de 

tilbyder. Vi havde på forhånd forventet, at 

de ville være bagefter os i udvikling, men 

det viste sig at de faktisk er foran. Både 

organisatorisk og på uddannelser. Fx er 

59

deres skole allerede værnsfælles, og det 

er muligt at tage både en master og en 

PH D. 

Efterfølende fik vi en rundvisning af deres 

idrætsfaciliteter. Selvom de er af ældre 

dato, har de et større udvalg end vi har 

på vores skole. Serberne kan prale af 

både at have svømmehal og tennisbaner. 

Sidste stop inden frokost var, hvad vi 

troede ville være en briefing af skole 

chefen for flyvevåbenets del af 

officersskolen, men det blev i stedet os 

der kom på arbejde. Han havde ikke 

forberedt noget som helst og forventede 

der i mod, at vi havde en masse 

spørgsmål – og det måtte vi jo leve op til. 

Så mens vi flyttede fra klasselokale til 

klasselokale fandt folk deres bedste 

spørge Jørgen frem. Vi syntes selv vi 

gjorde et hæderligt forsøg, men der blev 

alligevel sluttet af med ordene: ”I thought 

you would have more questions”. 

Vi var på forhånd blevet inviteret til at 

spise frokost på skolen og havde 

selvfølgelig takket pænt ja. Vi blev ført til 

frokostsalen af den major, som havde 

givet os den første briefing og en 

håndfuld kadetter, de skulle spise 

sammen med os og på den måde give os 

en mulighed for at snakke lidt mere 

afslappet sammen. Inden maden kunne 

serveres for os, skulle den præsentes for 

chefen for kantinen. Vi havde allerede 

inden lært, at de på skolen har en chef for 

hver del, fx chef idræt og chef kantine - 

disse højtstående herrer var alle oberster. 

Det virker lidt komisk når vi på vores 

skole har en oberst, som er chef for hele 

skolen. 

Efter en anderledes frokost, var det tid til 

at komme tilbage til Beograd, men inden 

fik vi både taget billede og overleveret 

vores takke gave. 

Sidste del af vores planlagte program var 

en gåtur rundt i Beograd med en guide. Vi 

var taknemlig for at få lov at hoppe i civilt 

tøj, det gjorde varmen lidt nemmere at 

udholde. Turen var rigtig interessant og vi 

fik set bl.a. parker, fæstning og 

regeringsbygninger. Særligt interessant 

var det at se forsvarsministeriet, det står 

nemlig præcis som det så ud efter NATO 

bombningerne i 1999. Et uhyggeligt og 

fascinerende syn. Bygningen er stadig i 

brug, et fint bevis på serbernes stolthed 

og stædighed. 

Efter et par timer på egen hånd var det tid 

til fællesmiddag på en ægte serbisk 

restaurant. Vores første rigtige møde med 

den serbiske kultur blev drikken slibovitz, 

som er hjemmebrændt snaps. Det er 

ganske uhøfligt ikke at tage i mod og 

60

drikke denne fantastiske drik, så det 

gjorde vi selvfølgelig! 

Andet møde med serbisk kultur blev 

maden og de massive mængder den 

kommer i. Allerede efter forretten, som 

smagte fortrinligt, var det svært at forstille 

sig at spise mere. Vi fik dog kæmpet os 

gennem det meste af hovedretten som 

bestod af kød – masser af kød. 

Et tredje møde med serbisk kultur er 

deres gode øl. Som de er rigtig søde til at 

sørge for kommer inden man når at 

mangle den. 

Efter en fremragende middag besluttede 

vi os få at se lidt nærmere på nattelivet i 

Beograd, som vi kun havde hørt gode ting 

om. Da vi er ansvarlige kadetter kom vi 

hjem i god tid og var friske og 

veludhvilede til tirsdagens eventyr. 

Tirsdag d. 11/6-13 

Tirsdag stod vi op til studieturens længste 

dag. Dagen bød på besøg ved den 

serbiske flyvestation i Batajnica samt 

besøg ved et stort flymuseum udenfor 

Beograd. Dagen før havde vi fået det 

første indblik i dels det serbiske 

flyvevåben og dels den serbiske historie 

og kultur, idet vi havde besøgt det 

serbiske flyvevåbens officersskole samt 

deltaget i en guidet byvandring rundt i 

den serbiske hovedstad Beograd. 

Dermed var grundlaget for at forstå og få 

udbytte af de briefinger og rundvisninger 

vi blev præsenteret for på flyvestationen 

lagt på bedst mulig vis. 

Besøg på Batajnica Air Base 

Netop ankommet til den serbiske 

flyvestation kunne vi allerede der med 

egne øjne se, hvor meget forskelligartet 

materiel det serbiske militær er udstyret 

med. Adskillige forskellige russiske 

artilleripjecer, jord-til-luft missiler og 

køretøjer stod sammen med forskellige 

typer radarer opmagasineret på 

flyvestationen. Alt sammen ting, som 

serberne har modtaget og forsøgt at 

bringe i anvendelse. Rundt omkring på 

basen kunne vi også se bygninger, som 

stadig led efter NATO-bombningerne i 

1999, hvor flyvestationen selvsagt 

udgjorde et væsentligt mål. Men trods 

disse umiddelbare negative indtryk 

fremstod basen stolt og fuldt funktionel, 

hvilket var helt i tråd med den pointe, som 

guiden fra gårsdagens byvandrings kom 

med, om at serberne som folk trods 

utallige krige og nederlag altid formåede 

at rejse sig igen. 

Vores umiddelbare indtryk af basen blev 

dog hurtigt gjort til skamme, da vi kom 

indenfor i det store auditorium og blev 

varmt modtaget af den unge general, der 

61

var chef for flyvestationen. Han lagde 

meget vægt på dels Serbien som land, 

kulturen og hvorfor vi skulle besøge 

landet igen, også i civilt regi, og på sin 

stolthed over at være chef for Batajnica 

flyvestation. Igen kunne vi opleve den 

stolte serbiske mentalitet, som 

gennemsyrede hele vores ophold i 

Beograd. 

Efter velkomst og briefing om det 

serbiske flyvevåben generelt Batajnica 

flyvestation specifikt gik turen videre på 

rundvisning rundt om på stationen. Her 

blev vi noget imponeret af bl.a. serbernes 

G-kraft simulator, som blev brugt til at 

træne piloteleverne i denne massive 

fysiske og psykiske påvirkning. Endvidere 

havde serberne en simulator, som kunne 

simulere det at flyve udelukkende på 

instrumenter og altså ikke kunne 

orientere sig vha. andet, hvilket kan 

snyde hjernen. Således var der en 

historie om en serbisk jagerpilot, som 

mente at have fløjet baglæns under en 

operation (!) 

På linen foran flyvestationens store, men 

gamle hangarer stod der linet 10-15 

forskellige fartøjer op. Alt fra russiske 

jagerfly som MiG-29 til civile charterfly, 

som blev anvendt til cargo og 

personeltransport. Vi var meget 

imponeret over dette massive static 

display, hvilket vi let kunne have brugt 

flere timer på. Ved hvert fartøj var der 

engagerede piloter, der stolt kunne 

fortælle alt fra tekniske data til 

røverhistorie om deres fartøj. Igen kunne 

vi dog også konstatere, at man i det 

serbiske flyvevåben har virkelig mange 

forskelligartede fartøjer, hvilket ikke 

umiddelbart minder om stordrift, smart 

defence eller andre af de begreber, som 

det danske forsvar og flyvevåben til 

stadighed tillægger stor fokus. Men flyve 

kunne de og særligt den store MiG-29 

tiltrak meget opmærksomhed. Derfor var 

det naturligt, at næste stop på 

rundvisningen var en troværdig simulator 

til selvsamme fartøj, som for de få heldige 

kadetter (og stab!) bød på en fed 

oplevelse. Bag simulatoren kunne man 

fra kontrolpanelet indsætte alt fra 

ruteflyvere, dårligt vejr til Patriot missiler, 

hvilket naturligvis blev forsøgt. 

Efter en god frokost i det fri bestående af 

serbisk tapas samt efterfølgende 

fotoseance og takketale gik turen videre 

mod det store flymuseum udenfor 

Beograd. Her var størstedelen af de fly – 

uanset type og størrelse – som det 

serbiske/yugoslaviske flyvevåben har haft 

i anvendelse, samlet. En imponerende 

samling i en knapt så imponerende 

62

ygning, som dog var en stor 

arkitektonisk stolthed for serberne. Vi vil 

lade læserne bedømme selv på billedet. 

Guiden havde en enorm viden om alt 

vedr. hvert fly, hvilken blev leveret i et 

hæsblæsende tempo, som voldte de 

fleste en smule besvær med dels at følge 

med og dels at få frisk luft i den varme, 

lukkede glasbygning. 

Vi blev checket ind på hotellet og denne 

aften var der for en gangs skyld ikke 

mange kadetter, der prioriterede fadøl 

højere end tiltrængt nattesøvn. 

Efter en varm dag i den uldne M/72 var 

det tiltrængt at komme tilbage på hotellet 

og skifte til noget mere sommerligt civilt 

tøj. Vi havde et par timer før vi skulle af 

sted mod lufthavnen og flyve videre til 

Bosnien og der var igen mulighed for at 

slappe af på den fremragende 

fortovsterrasse ude foran hotellet eller gå 

på opdagelse i Beograd. 

Hen på aftenen ankom vi – noget 

forsinket – til Sarajevo i Bosnien. På 

vejen ind mod byen kunne vores 

buschauffør, der var tidligere bosnisk 

frihedskæmper, fortælle om sin historie 

fra krigen i 1990’erne og om de områder 

og bygninger vi kørte igennem. Vi kunne 

grundet mørket ikke se de 

kæmpemæssige gravpladser, men alene 

chaufførens beretninger gav os en 

forståelse af hvad der egentlig var 

foregået i Sarajevo under krigen. 

63

Onsdag d. 12/6-13 

Dagen startede med morgenmad på det 

fashionable hotel Astri Garni i Sarajevo. 

Morgenmaden startede kl. 0700 med en 

dejlig morgenbuffet, med et stort udvalgt 

af æg, bacon, frugt og kaffe. Efter det 

fremragende morgenmåltid mødtes vi ved 

vores bus, som skulle køre os mod 

Maglaj og Doboj. 

Ved vores første stop, Maglaj, hvor to 

danske nødhjælpsarbejdere blev slået 

ihjel, gjorde bussen holdt lige efter en 

tunnel på ca. 1000 m, som fører ind til 

byen. Denne tunnel var under krigen i 

Bosnien den eneste adgang til den byen 

Maglaj, som FN forsynede med mad. 

Byen var belejret og indbyggernes 

overlevelse afhang derfor af FN 

arbejdernes tilstedeværelse med 

nødhjælp. Danskerne som kørte 

nødhjælp ankom 1. juni 1993, samme 

med flere andre lastbiler med nødhjælp, 

Niels og Jimmi valgte at kører først 

gennem tunnelen og mens de var kørte 

igennem begyndte mortererne at regne 

ned over konvojen som ventede uden for 

tunnelen, de andre FN arbejdere forsøgte 

forgæves at advare danskerne inde i 

tunnelen, men uden held. Da Jimmi og 

Niels kørte ud af tunnelen blev de ramt af 

morter ild og blev dræbt. Vi holdt ind ved 

et mindesmærke for de to dræbte 

nødhjælpsarbejde, Niels Bromand og 

Jimmi Carit Nyegaard. Klasserne og 

staben gjorde klar til en ceremoni ved 

mindesmærket, hvor vi holdt et minuts 

stilhed og lagde en buket blomster for at 

minde de to dræbte danskere. 

Blomsterne blev lagt af MJ. C. Marup 

mens klasserne og staben, på behørigt 

vis var kommanderet i retstilling. Hele 

ceremonien afsluttedes med en honnør til 

ære for de faldende. 

Efter ceremonien kørte vi mod næste mål 

i byen Doboj, hvor de danske soldater 

havde haft to lejre sammen med flere 

andre lande. Da vi ankom til byen kunne 

vores egen veteran, Allan Frølund 

fortælle om sine oplevelser i området, 

dette gav et nyt syn på hvad danske 

soldater havde foretaget sig i Bosnien og 

hvad konsekvensen havde været såfremt 

de ikke havde været til stede. Vores 

primære mål i byen var den gamle 

danske hovedlejr, North Pole Barracks. 

64

Da vi ankom lejren blev vi budt 

velkommen af en major og oberst fra den 

Bosniske hær. De havde overtaget lejren 

efter de danske og polske soldater havde 

forladt området. Lejren fungerede i dag 

som hovedkvarter for den bosniske hærs 

logistikafdeling. Vi fik en briefing af 

Obersten, som vores tolk oversatte, og af 

majoren, som snakkede godt engelsk. 

Deres briefinger fortalte de om deres 

opgave logisk hovedkontor og hvilke 

udfordringer de har nu og ser i fremtiden. 

Deres største problem som logistik enhed 

var alle deres lagre af gammel 

ammunition fra krigen. Problemet var at 

de gerne vil fjerne ammunitionen, men at 

dette er en meget dyr proces og pengene 

er knappe. Et sammenhængende 

problem med den store mænge 

ammunition, er at det er allokeret i 

ammunitions faciliteter som skal 

beskyttes af soldater. De bruger næsten 

halvdelen af deres mandskab til denne 

opgave. Turen til det gamle North Pole 

Barracks sluttede af med en rundvisning, 

hvor vi bl.a. fik set en masse gammelt 

udstyr fra krigen. 

Sidste punkt på turen blev ændret i sidste 

minut, da den gode major fra Bosnien 

ikke mente at vi skulle køre til Tuzla for at 

se en gammel fabrikshal, hvor der 

engang stod danske kampvogne. De 

samme kampvogne som deltog i 

Operation Bøllebank. Turen gik i stedet 

tilbage mod Sarajevo, med en kort tur 

forbi den anden danske lejr i området. 

På turen til og fra Doboj kunne man se 

mange nye huse, men også mange 

sønderskudte huse. De mange nye huse 

skyldes at folk var vendt tilbage efter 

krigen og genopbygget deres hjem. Det 

var livsbekræftende at se at folk var 

kommet videre efter så grufuld en krig, 

som krigen i Bosnien var. 

Dagen sluttede kl. 1730 foran hotellet og 

aftenens spisning osv. Blev foretaget på 

egen hånd, dog i grupper af minimum to 

personer. 

Torsdag d. 13/6-13 

Dagen begyndte som alle de andre dage 

med morgenmad på hotellet, efter en 

kolinarisk oplevelse uden lige gik vi ud i 

vores tur bus og gjorde os klar til at 

opleve. 

65

Efter en kort introduktion fra vores lokale 

guide kørte bussen afsted imod Trebevic 

bjerget, som var et strategisk vigtigt punkt 

under belejringen af Sarajevo. Den 

oprindelige plan var egentlig at vi skulle 

have besøgt Igman bjerget, men dette var 

blevet aflyst, da vores guide mente det 

var for vådt og at vi ville få mere ud af 

Trebevic bjerget. Vores bus befandt sig 

snart på nogle yderst snævre veje 

imellem grantræer på vej op af bjerget. 

På toppen af bjerget besøgte vi en 

gammel lift station, hvorfra der skulle 

være en fantastisk udsigt over Sarajevo. 

Vejret var dog desværre ikke med os, så 

byen lå gemt bag et slør af tåge. 

Med ruinen som scene begyndte vores 

guide at fortælle om området, hvordan 

det engang havde været Jugoslaviens 

stolthed da vinter OL var blevet holdt her 

og hvordan det efter krigen var så fyldt 

med miner at der i gennemsnit lå 15 

miner pr. kvadratmeter. 

Efter disse fortællinger begyndte vi at 

nedstige bjerget til fods, hvor vi snart 

befandt os ved ruinerne af en gammel 

bobslædebane. Vi fulgte denne bobslæde 

ned af bjerget og undervejs så vi store 

huller til gevær i banen der hvor den var 

blevet brugt som dækning alt imens 

guiden fortalte om hvordan soldater 

havde bevæget sig igennem skoven 

under beskydning fra netop disse 

stillinger. 

For foden af bobslædebanen kom vi til en 

lille lavning der skar igennem bjerget ned 

til byen, i lavningen var der falmede tegn 

på gamle skyttegrave der skulle holde de 

serbiske styrker væk fra den lille bjergtop 

på den anden side. Ifølge guiden var 

denne bjergtop helt speciel, da det var 

her 3 bosniske soldater uden støtte 

formåede at holde stand imod de 

fremtrængende serbiske styrker. Med 

disse tanker i baghovedet begyndte vi at 

begive os ned af bjerget imens vi nød den 

fantastiske udsigt over Sarajevo. 

Tiden var knap, da vi kom ned for enden 

af bjerget. Der skulle skiftes til uniform 

samt indtages proviant på meget kort tid. 

Dette kom sig også til udtryk, da 

informationer om mødested ikke blev 

formidlet korrekt og vi mistede 9 personer 

i kamp. 

Den resterende del af klassen begav sig 

ud på en kort bustur til Camp Butmir i 

udkanten af Sarajevo. I Camp Butmir blev 

vi taget godt imod af EUFOR, som bød 

på kaffe, sodavand og ikke mindst 

briefinger. Briefingerne gav os et lidt 

andet indblik i samarbejdet mellem EU og 

Bosnien end vi tidligere havde hørt om. 

66

De andre dage har vi hørt, at samarbejdet 

er helt perfekt og der er en lys fremtid. 

EUFOR havde et lidt anderledes syn på 

samarbejdet. De så desværre flere 

komplikationer og udfordringer i 

fremtiden, men var dog stadig 

overvejende positive. Vi blev også 

introduceret for EUFOR’s 

redningshelikopter og fik en snak med 

piloten om de operative udfordringer i 

området. 

Commendant Col Jasmin Cajic for 

PSOTC (Peace Support Operation 

Centre) bød os velkommen i sin bygning 

og derefter fik vi en briefing om PSOTC’s 

struktur og arbejde. 

Sidste briefing for dagen omhandlede 

NATO og NATO’s arbejde i regionen. 

Denne briefing var interessant, men knap 

så lærerrig, da vi allerede er blevet 

undervist i NATO på FLOS i et tidligere 

modul i statskundskab. 

Efter det officielle dagsprogram var slut, 

blev der opfordret til et 

fællesarrangement. I bussen om 

morgenen, havde Ryvard lagt op til at vi 

skulle mødes i det lokale fitnesscenter for 

at dyrke idræt. Dette blev der hurtigt en 

blandet stemning omkring da mange nok 

havde forventet noget andet. Det var dog 

også kun en spøg, og Ryvard havde 

sørget for at vi kunne komme ud og spise 

på en restaurant kl. 1900. 

Til sidst på dagen lod til det til at folk 

havde brug for at få hvilet, shoppet, 

trænet eller få ordnet andre personlige 

gøremål, så det blev rykket en time. 

Omkring 1945 begav vi os ned imod det 

sted Ryvard havde fundet, hvor vi skulle 

indtage vores velfortjente aftensmad og 

hygge den sidste aften. Da vi ankom til 

noget der mindede mest om en café, 

erfarede Ryvard hurtigt at den 

professionelle tjener han havde lavet en 

aftale med dagen forinden, ikke var på 

job denne dag og de var derfor både 

uforberedte og i undertal. Dette 

resulterede desværre i kaos omkring 

forrettens indhold. En salat med tun, æg 

og frisk mozzarella kom uden tun, æg og 

frisk mozzarella. Ligeledes gik der også 

ged i den da vi kom til hovedretten som 

bestod af enten wok med kylling eller 

pasta med laks, og her fik folk enten den 

forkerte ret eller alt, alt for lidt mad. 

Desserten som bestod af kage var 

desværre heller ikke i skabet. Der kom 3 

forskellige slags kage og de smagte 

bestemt ikke lige godt så det var et 

spørgsmål om man var en af de heldige 

eller ej. 

67

Da vi var færdige med maden og 

drikkevarerne valgte Ryvard at rejse sig 

og ikke undskylde på restaurentens 

vejene, men fortælle at han og Sandra 

dagen forinden havde haft en markant 

anden oplevelse af stedet. Her var der 

rigeligt med mad og styr på tingene. 

Desværre bar denne dag præg af mangel 

på mandskab og uerfarenhed med større 

selskaber. Da vi forlod stedet valgte folk 

at sprede sig ud på forskellige steder. En 

mindre gruppe tog på vandpipebar og 

hyggede sig imens andre fik en øl eller to 

på en bar inden nattens udskejelser. Her 

var der både fuld fart på techno fest og 

farverige damer og for enkelte blev det 

kun til 30 minutters søvn inden fredagen 

og rejsen hjemad stod for døren. 

Fredag d. 14/06-13 

Morgenmadslokalet var en smule mere 

tomt og stille sammenlignet med de 

sidste 4 morgener på turen. Det var vores 

sidste aften på Balkan dagen forinden og 

en stor del af klassen havde udnyttet det 

som en anledning til fest. 

Alle kom dog op og mødte til tiden, nogle 

mere friske end andre. Og mange blev 

nok en anelse skuffet over, at dagen ikke 

lige startede med en halv times bustur, 

som vi ellers havde gjort mange andre 

dage. Vi skulle derimod ud på gåben og 

hen til deres forsvarsministerium, hvor vi 

fik en briefing omhandlende det Bosniske 

forsvar. Vi hørte om, hvad de stod overfor 

af udfordringer, hvilke kapaciteter de 

havde og hvordan fremtiden ser ud for 

det Bosniske militær. Ingen faldt i søvn til 

trods for det meget dæmpede lys og de 

bløde biografstole i auditoriet, der var dog 

enkelte spørgende fra klassen, der ikke 

var helt så velformulerede som de havde 

været i løbet af ugen. Generelt set var 

spørgelysten dog stadig i top. 

Næste stop på dagen var EUdelegationen 

i Sarajevo, hvor danskeren 

Peter Sørensen er øverste hoved. Det var 

endnu en gåtur gennem Sarajevos gader, 

som nu var blevet stegene varme og 

begyndte at vise noget rigtig sommer, 

hvilket lyder meget lækkert, men i vores 

blå uld uniformer og kasketter blev en 

anelse 

varmt. 

Sikkerhedsforanstaltningerne var noget 

anderledes end, hvad vi ellers havde 

været vant til på turen, vi skulle gennem 

et fuldt sikkerhedstjek, magen til det man 

oplever i lufthavnen, og der skulle 

afleveres et ID på alle, der ville ind. 

Lokalerne indenfor bar præg af, at der 

stod en kæmpe organisation bag, alt var 

nyt og flot og i langt bedre stand end, 

hvad vi havde oplevet i både Serbien og 

Bosnien hidtil. 

68

Man kom sågar til at føle sig en anelse 

vigtig inde i det store lokale, hvor vi sad i 

en kæmpe ring med hver vores mikrofon 

at tale i og lækre forfriskninger som 

mange nød godt af. Man kunne 

fornemme at mange af kadetterne 

begyndte at lyse op. Og det var med god 

grund, Peter Sørensen og hans to 

rådgivere - Den 3. kunne ikke deltage - 

leverede en super god briefing og lagde 

op til en spændende diskussion, hvor vi 

fik afklaret alle de tvivlsspørgsmål vi 

måtte have haft om Bosnien og forhold i 

regionen. Og fordi de for første gang hele 

ugen foregik med en dansker på dansk 

følte folk også at de kunne stille nogle 

spørgsmål som man måske ikke ville 

have spurgt en Bosnier eller Serber om af 

frygt for at komme ind på et følsomt 

emne. Derudover havde vi alle fællestræk 

med ham, da han var tidligere officer i det 

danske forsvar, det samme var den ene 

af hans rådgivere. Et meget inspirerende 

besøg for både kadetter og stab fra FLOS 

og noget som fik alle til at glemme deres 

søvnunderskud og selvmedlidenhed fordi 

de var for spændende til at bruge tid på 

det. 

sige om tunnelen som blev brugt til at 

transportere folk ind og ud af Sarajevo 

under belejringen under krigen. Vi var 

desværre under tidspres og måtte køre 

forbi uden at stoppe og videre til 

lufthavnen. Foran os ventede nu ca. 10 

timers transport mod København, da vi 

lige skulle mellemlande i Wien og vente 

ca. 4 timer, inden vi skulle ombord på fly 

nummer to for at komme hjem. Hjemturen 

foregik i nogle væsentligt nyere fly med 

Austrian Airlines, her var der var 

mulighed for at hvile i lufthavnene, hvilket 

mange trængte til efter en fantastisk tur. 

Efter briefingen gik turen tilbage til 

hotellet, hvor der lynhurtigt skulle pakkes 

og så skulle vi af sted til "War tunnel 

museum", der er dog ikke så meget at 

69

Den strategiske officer Publikation.pdf

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?