21.01.2014 Views

Den strategiske officer Publikation.pdf

Den strategiske officer Publikation.pdf

Den strategiske officer Publikation.pdf

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Indhold<br />

<strong>Den</strong> <strong>strategiske</strong> <strong>officer</strong> og Jugoslaviens opløsning .............................................................. 3<br />

Vejen til fred ......................................................................................................................... 6<br />

Gevinsten ved Danmarks bidrag til Serbien ....................................................................... 13<br />

Hjælper militær sammenlægning på gammel sekterisk strid? ............................................ 23<br />

OL scene endte som blodigt helvede ................................................................................. 30<br />

Stabilitet på Balkan afhænger af Serbien........................................................................... 37<br />

Ydre forsoning – indre splittelse ......................................................................................... 44<br />

NATO’s krig på Balkan....................................................................................................... 52<br />

Kildeliste ............................................................................................................................ 58<br />

Rejsebeskrivelse ................................................................................................................ 59<br />

2


<strong>Den</strong> <strong>strategiske</strong> <strong>officer</strong><br />

og Jugoslaviens<br />

opløsning<br />

Af Anne Sofie Schøtt, lektor i Konfliktteori<br />

på Flyvevåbnets Officersskole<br />

Floden Miljacka flyder stille gennem<br />

Sarajevo. Man fornemmer den har gjort<br />

det altid og at den vil blive ved med det<br />

altid. <strong>Den</strong> flyder langsomt under de<br />

krydsende broer som et tavst vidne til<br />

begivenhederne i byens historie.<br />

I 1914 blev den østrig-ungarnske<br />

ærkehertug og tronfølger dræbt af et skud<br />

i en gade ud mod floden. Drabet blev<br />

startskuddet til en krig, som involverede<br />

alle verdens stormagter. 80 år senere<br />

under den 3 år lange belejring af<br />

Sarajevo under den bosniske borgerkrig i<br />

1992-1995 blev der skudt hen over floden<br />

fra de omkringliggende bjerge, hvilket<br />

resulterede i over 10.000 døde blandt<br />

byens indbyggere.<br />

Miljacka flyder stadig stille gennem<br />

Sarajevo.<br />

Balkans moderne historie er en blodig<br />

affære, hvor regionale stormagter og<br />

nationalistiske grupper har kæmpet med<br />

og mod hinanden. Grænser og<br />

befolkninger er blevet flyttet, imperier er<br />

gået under og nye stater er opstået.<br />

Efter 1. Verdenskrig på ruinerne af Østrig-<br />

Ungarn og Det Osmanniske Imperium<br />

blev kongedømmet Jugoslavien skabt.<br />

Under 2. Verdenskrig kæmpede kroatiske<br />

ustasha mod serbiske chetnikker og<br />

kommunistiske partisaner, som efter<br />

krigen omdannede Jugoslavien til en<br />

kommunistisk føderalstat ledet af<br />

kammerat Tito. Med slagordet<br />

”broderskab og enhed” formåede Tito at<br />

holde Jugoslavien sammen og alliancefri i<br />

forhold til den kolde krigs opdeling af<br />

verden i Øst og Vest.<br />

Efter Titos død og i kølvandet på kolde<br />

krigs afslutning blev Jugoslavien igen<br />

hærget af interne stridigheder, der førte til<br />

Jugoslaviens sammenbrud og<br />

efterfølgende dannelsen af 7 nye stater,<br />

heraf de seks tidligere jugoslaviske<br />

republikker, Slovenien, Kroatien,<br />

Makedonien, Bosnien, Montenegro og<br />

Serbien samt Kosovo.<br />

Hvad får mennesker, der har levet side<br />

om side i mange år til at slå hinanden<br />

ihjel på de mest bestialske måder?<br />

Hvordan kommer de overlevende efter<br />

etniske udrensninger og folkedrab<br />

videre? Hvad var det internationale<br />

3


samfunds reaktion på de blodige<br />

konflikter? Hvad har Danmark bidraget<br />

med militært? Og hvordan ser fremtiden<br />

ud for de nye stater både i forhold til<br />

interne forhold og i relation til EU og<br />

NATO?<br />

Det er nogle af de spørgsmål, som<br />

klasserne MIRAGE og MOHAWK har<br />

arbejdet med på modulet ”<strong>Den</strong><br />

<strong>strategiske</strong> <strong>officer</strong>” på<br />

grund<strong>officer</strong>suddannelsen<br />

på<br />

Flyvevåbnets Officersskole. Modulet<br />

bestod af 4 ugers undervisning, hvoraf<br />

den ene uge var en studietur til Serbien<br />

og Bosnien.<br />

Det overordnede fokus for modulet var<br />

Jugoslaviens opløsning. Undervisningen<br />

var tilrettelagt i 4 temaer:<br />

1) FORTIDEN – om Balkans<br />

moderne historie og fortidens<br />

betydning for nutiden<br />

2) BOSNIEN 1992-1995 – om de<br />

interne konflikter i Bosnien, om<br />

folkedrab og de overlevendes<br />

håndtering af overgrebene<br />

3) KOSOVO 1999 – om NATOs<br />

Operation Allied Force i 1999 set<br />

fra et operativt og et folkeretsligt<br />

perspektiv<br />

4) FREMTIDEN – om den<br />

igangværende politiske, militære<br />

og sociale udvikling i de tidligere<br />

jugoslaviske republikker<br />

Studieturen lå midt i forløbet og gik først<br />

til Beograd i Serbien og dernæst til<br />

Sarajevo i Bosnien. Besøgene i Serbien<br />

ved de forskellige institutioner og militære<br />

baser var tilrettelagt med fokus på det<br />

dansk-serbiske sikkerhedssamarbejde,<br />

hvor det danske flyvevåben har bidraget<br />

til udviklingen af det serbiske flyvevåben.<br />

I Bosnien var besøgene tilrettelagt med<br />

fokus på den bosniske borgerkrig og de<br />

danske bidrag til FNs og NATOs styrker i<br />

området samt på initiativer til håndtering<br />

af de politiske og sociale modsætninger.<br />

I det følgende kan læses de studerendes<br />

rejseberetninger fra studieturen og<br />

artikler, som er skrevet med henblik på at<br />

formidle en dybere forståelse af de to<br />

lande, deres fortid og fremtidsmuligheder.<br />

Vi håber læseren vil blive inspireret til<br />

videre læsning og at rejse samme vej<br />

som os til et område, der bliver en stadig<br />

mere integreret del af Europa.<br />

Tak til alle kolleger og studerende for et<br />

godt samarbejde og i særlig grad til Mark<br />

Holm Vadfelth, Tim Højrup Jespersen og<br />

Randi Kjær Nielsen for en yderst<br />

velplanlagt studietur.<br />

4


Deltagere på studieturen<br />

Klasse MOHAWK: Martin Viknesh Andersen, Sandra Hørby Clausen, Carsten<br />

Druekjær, Nanna Christence Fabricius, Bjørn Jensen Friismose, Anders Fusch Funch,<br />

Robert Wærum Hauge, Eske Joost Pedersen Hoeneveld, Christian Damgaard<br />

Jensen, Allan Frølund Kristensen, Martin Golm Mosvad, Nicolai Virklund Nielsen,<br />

Christoffer Fivelsdal Vestrup<br />

Klasse MIRAGE: Andreas Trampedach Bartram, Alex Krogh Madsen, Jonas Fogh<br />

Ibsen, Kenneth Albæk Bilet Jensen, Ulrik Jensen-Holm, Tim Højrup Jespersen, Tør<br />

Jønsson, Jakob Valsted Larsen, Christian Clemmensen Møller, Johan Krøll Nielsen,<br />

Julie May Nielsen, Randi Kjær Nielsen, Thor Ryvard, Mark Holm Vadfelth<br />

FLOS STAB: Claudia Læssøe Pedersen, Karsten Marrup, Christian Eksten, Klaus<br />

Hjørngaard Sørensen, Anne Sofie Schøtt<br />

5


Vejen til fred<br />

Af Christian Damgaard Jensen, Robert<br />

Wærum Hauge, Jakob Valsted Larsen,<br />

Julie May Nielsen og Nanna Christence<br />

Fabricius<br />

Efterdønningerne fra krigen i Bosnien<br />

kræver flere initiativer til at opnå fred<br />

blandt befolkningen, men er det den<br />

rigtige vej, der er valgt?<br />

Særdomstolen ICTY har efter 17 år<br />

færdiggjort sit arbejde med<br />

krigsforbrydelser i det tidligere<br />

Jugoslavien. Tallene taler for sig selv,<br />

med i alt 161 dømte, har der været<br />

massiv fokus på at straffe de skyldige i<br />

jagten på sandheden og retfærdighed.<br />

Spørgsmålet er imidlertid om straf kan stå<br />

alene, når det kommer til at skulle hele de<br />

massive sår, krigen har efterladt.<br />

Baggrund for krigen i Bosnien 1992-<br />

1995<br />

Titos død i 1980 efterlader et i forvejen<br />

politisk presset Jugoslavien på<br />

afgrundens rand. Krav om<br />

selvstændighed fra bl.a. Kroatien,<br />

Slovenien og Bosnien medfører<br />

uroligheder i regionen, da man i Serbien<br />

ønsker at fastholde et stor-Jugoslavien<br />

med Beograd som centrum for den<br />

politiske magt.<br />

<strong>Den</strong>ne uoverensstemmelse udviklede sig<br />

til det vi idag kender, som den største og<br />

mest blodige konflikt i Europas historie<br />

siden anden verdenskrig, med op imod<br />

100.000 dræbte soldater og civile.<br />

Straf eller forsoning?<br />

I forbindelse med krigen i Bosnien,<br />

oprettede FN i 1993 en særdomstol ved<br />

navn The International Criminal Tribunal<br />

for The Former Yugoslavia, også forkortet<br />

ICTY. Domstolen havde til opgave at<br />

retsforfølge personer, der siden 1991<br />

havde forbrudt sig imod den<br />

internationale humanitære folkeret inden<br />

for det tidligere Jugoslaviens territorium. I<br />

alt er 161 personer pr. 20. december<br />

2008 blevet sigtet for krigsforbrydelser.<br />

Domstolen har været det<br />

altoverskyggende tiltag, som har fået den<br />

internationale presse og befolkningen i de<br />

tidligere Jugoslaviske landes<br />

opmærksomhed.<br />

Derfor har der helt fra starten af krigen<br />

været et fokus på at straffe<br />

gerningsmænd, for derved at klarlægge<br />

sandheden, og sikre ofrenes krav på<br />

retfærdighed. Kun ved at få sandheden<br />

frem mente man, at man kunne sikre det<br />

grundlag der skulle til, for at kunne<br />

6


forsone de stridende parter.<br />

Grundlæggende må det siges at være en<br />

meget nobel tilgang dog må man<br />

erkende, at det er en proces, der vil tage<br />

lang tid, såfremt man ønsker at straffe<br />

samtlige mennesker, der har været med<br />

til at begå forbrydelser under krigen. Man<br />

kan derfor stille sig selv det spørgsmål:<br />

“Er straf den rigtige vej at gå for at sikre<br />

sandheden?”<br />

Tiden er dog ikke den eneste faktor, som<br />

modarbejder arbejdet imod et forsonet<br />

Bosnien. Dette skyldes ikke mindst, at det<br />

var en konflikt med mange parter, hvilket<br />

har betydet, at der har været lige så<br />

mange historier om hvad der egentlig<br />

skete under krigen. Hver part i krigen har<br />

haft sit eget narrativ, som man har skullet<br />

forsøge at forene såfremt man ønskede<br />

forsoning. <strong>Den</strong>ne uoverensstemmelse i<br />

narrativer, har imidlertid medført at de<br />

bosniske serbere og serbere i højere grad<br />

har følt, at domstolen ikke har været<br />

objektiv og neutral, da langt de fleste<br />

tiltalte er fra deres del af befolkningen<br />

(108 af 161 personer). Ligeledes er ingen<br />

kroatiske eller bosniske toppolitikere<br />

blevet tiltalt, til trods for at begge parter<br />

ligeledes har udført etniske udrensninger.<br />

Det antages derfor, at der er tale om en<br />

konflikt der ikke umiddelbart lader sig<br />

løse, og spørgsmålet er, om det<br />

overhovedet kan løses med den<br />

fremgangsmåde, der er valgt? Vi vil i<br />

denne artikel belyse, hvorvidt den<br />

altoverskyggende fokus på straf har<br />

hæmmet forsoningsprocessen.<br />

Forsoningens anatomi<br />

Efter krigene på Balkan var der er behov<br />

for at gøre regnskabet op efter de mange<br />

uhyrligheder, der havde overgået de<br />

forskellige folkeslag i regionen.<br />

Spørgsmålet, der trænger sig på er,<br />

hvorledes man skal håndtere disse<br />

uretfærdigheder. Der peges på to mulige<br />

veje man kan vælge. Her skelnes mellem<br />

to vidt forskellige former for retfærdighed<br />

efter en konflikt, hvor den ene er den del<br />

af retributive justice, der har straffen som<br />

kernen. <strong>Den</strong> anden del af restorative<br />

justice fokuserer på at genoprette orden i<br />

samfundet mellem aktørerne gennem<br />

forsoning. Disse kan naturligvis<br />

kombineres.<br />

Det særlige ved Balkan er, at konflikten er<br />

interstatslig dvs. at de kæmpende parter<br />

skal leve sammen efterfølgende både<br />

hvad angår geografi, men også<br />

emotionelt. Dette indebærer, at parterne<br />

må konfrontere overgrebene, så de kan<br />

fokusere på en fælles vision i en<br />

genopbygningsproces. Retfærdighed kan<br />

7


søges ved at alle, der har begået<br />

overgreb dømmes for deres ugerninger,<br />

men spørgsmålet er ,om det er den rette<br />

færd. I Sydafrika forsøgte man at<br />

fokusere på at få sandheden frem, i håbet<br />

om at forsone samfundet i opgøret med<br />

Apartheid styret. Prisen er midlertidigt, at<br />

mange gerningsmænd går fri og ikke<br />

bliver draget til ansvar, hvis man benytter<br />

traditionel retspraksis. De fleste kender<br />

det fra vores eget samfund, hvor vi føler<br />

at vores retesikkerhed og retfærdighed er<br />

truet, når kriminelle ikke bliver stillet til<br />

ansvar for deres handlinger.<br />

Straffens vej er ofte langvarig og<br />

resultatet er tvivlsomt, hvad angår den<br />

healende effekt i<br />

genopbygningsprocessen.<br />

De<br />

internationale krigsforbryderdomstole<br />

arbejder langsomt og mange<br />

gerningsmænd går fri på grund af<br />

manglende beviser og procedurefejl og<br />

andre er end ikke anholdt endnu da de<br />

aldrig er blevet pågrebet.<br />

I forhold til Balkan har man benyttet den<br />

internationale domstol i Haag, og<br />

sideløbende er der oprettet en lokal<br />

domstol, der skal varetager de mindre<br />

sager. Tendensen er dog til at få øje på.<br />

Der lægges vægt på straffe sig til et sundt<br />

samfund frem for at vælge en vej, der<br />

tilgodeser national forsoning gennem<br />

restorative processer. Straf ses som et<br />

mellemværende mellem systemet og<br />

gerningsmanden, hvor forsoning er et<br />

forhold mellem gerningsmand og offer.<br />

Straffen skuer bagud og fastholder de<br />

historiske gerninger i en rigid form, og<br />

derved bliver samfundets ofre holdt fast i<br />

hævnens favntag. <strong>Den</strong> umiddelbare<br />

konsekvens er, at gerningsmændene ikke<br />

bliver ført til dom, selv efter 20 år. Antallet<br />

af ofre og gerningsmænd er af en<br />

størrelse, der kan udfordre selv de mest<br />

avancerede retssystemer. Forsoningens<br />

forudsætning er, at både ofre og<br />

gerningsmænd beslutter sig for at deltage<br />

i forsoningsprocessen og hermed ønsker<br />

at afkoble sig fra offerrollen og<br />

gerningsmandensrollen. Undersøgelser<br />

har vist, at der ikke er en klar<br />

sammenhæng mellem tilgivelse og<br />

graden af overgreb. Det viser sig at<br />

mennesker kan tilgive selv de groveste<br />

overgreb, mens andre har svært ved at<br />

tilgive mindre overgreb. Der er al mulig<br />

grund til at ofre energi på at sikre<br />

retfærdighed gennem forsoning i<br />

efterspillet af en konflikt. Vindeløv<br />

argumenterer således for, at der er en<br />

tendens til, at krænkelser vil reproduceres<br />

over tid. Ofre vil søge genoprejsning<br />

gennem overgreb, der er af samme<br />

8


karakter som de selv har været udsat for.<br />

En forsoningsproces vil hindre, eller i<br />

hvert fald minimere en gentagelse af<br />

disse overgreb. Straffen er ofret som<br />

hovedperson, mens forsoning indtager<br />

gerningsmandens position. I interviewet i<br />

”Ondskabens anatomi” er<br />

gerningsmandens håb slukket og der er<br />

ingen vej, til en genindtræden i<br />

samfundets orden. <strong>Den</strong> maskerede mand<br />

er paria og er henvist til den kriminelle<br />

underverden som en anden Sisyfos.<br />

Hans eget udsagn lyder ”Jeg er ikke<br />

menneske mere”. Det er svært at se et<br />

samfund bygget på menneskelige og<br />

umenneskelige historier. Dette eksempel<br />

er kun et blandt mange og i Sydafrika<br />

søgte man en anden vej. I den nationale<br />

forsoningsproces<br />

skulle<br />

gerningsmændene søge om amnesti for<br />

deres forbrydelser for derefter at blive<br />

straffri. Prisen var, at fortælle sandheden<br />

om deres ugerninger. Forsoningen går to<br />

veje, hvor den ene skal finde frem til<br />

sandheden om, hvad der har udspillet sig<br />

i forhold til ofret, og den anden vej er<br />

hensynet til at samfundet får afdækket,<br />

hvad der er sket på en måde så<br />

offentligheden får kendskab til det.<br />

Man får det indtryk, at det man har valgt<br />

at fokusere på straf som det retfærdige<br />

princip spærre for udsynet til fremtiden på<br />

Balkan. Ved at fastholde de mange ofre i<br />

en tilstand af uvished, og til en vis grad<br />

forglemmelse udvikles en tilstand uden<br />

fremskrivning, en lidelse uden behandling<br />

og kurering. Al forløsning gennem<br />

forsoningens effekter afløses af<br />

fortrængninger, der blokerer for<br />

samfundets fremskridt. Det er ikke et<br />

spørgsmål om enten eller, men om et<br />

både og-perspektiv. Man kan ikke straffe<br />

sig ud af postkonflikter alene,<br />

forsoningens anatomi viser at den kan<br />

tilbyde noget andet og noget mere, der<br />

kan kvalificere de samlede bestræbelser<br />

på at heale et samfund.<br />

Hovedarkitekterne og de værste<br />

gerningsmænd må og skal retsforfølges<br />

men alle kan ikke retsforfølges, hvilket<br />

også var tilfældet i ruinerne af Nazi-<br />

Tyskland. <strong>Den</strong> forsonende vej er ikke et<br />

udtryk for at man skal glemme historien<br />

tværtimod lægges der vægt på, at<br />

sandheden findes og bliver gentaget også<br />

for nye generationer f.eks. i<br />

historieundervisningen.<br />

Forsoning er ikke en kollektiv foreteelse<br />

men skal opfattes i spændingsfeltet<br />

mellem ofre og gerningsmænd.<br />

Forsoningens vej er et alternativ til<br />

straffens vej og rummer et stort energifelt.<br />

9


Et nulsumsspil for de overlevende<br />

Efter enhver konflikt vil der være to<br />

parter, der skal forenes, men begge<br />

parter vil være tilbøjelige til at se deres<br />

interesser som diametrale modsætninger.<br />

Dette gælder også for de overlevende<br />

bosniere, der skal forene sig med, at de<br />

skal dele landområder med nogle af de<br />

bosniske serbere, som under krigen var<br />

på den modsatte front.<br />

Mange konflikters outcome er en win-lose<br />

situation, hvor den ene part får sine<br />

interesser opfyldt, og den anden part må<br />

lade stå til, for at undgå at eskalere<br />

konflikten. Løsningen på dette problem<br />

kunne være at finde en situation, hvor<br />

begge parter går på kompromis med<br />

deres egne interesser. Dette skaber<br />

imidlertid en lose-lose situation, hvor<br />

ingen af parterne kommer ud af konflikten<br />

med en følelse af tilfredsstillelse.<br />

<strong>Den</strong> eneste måde, hvorpå man kan skabe<br />

en varig fred er ved, at få begge parter til<br />

at finde en løsning, som resulterer i en<br />

win-win situation. Dette gælder også for<br />

situationen i Bosnien.<br />

De mennesker, der har mistet deres<br />

familier og venner ønsker, at skyldige<br />

bliver dømt for deres forbrydelser. Men<br />

selv om Bosnien har fået deres egen<br />

krigsforbryderdomstol i Sarajevo i 2005,<br />

så anslås det, at det vil tage flere<br />

hundrede år at få retsforfulgt mellem fem<br />

og ti tusind formodede krigsforbrydere.<br />

Hele retsopgøret deler befolkningen i to.<br />

Det kræver af befolkningen, at de<br />

deltager og vidner mod disse<br />

krigsforbrydere, men det resulterer i, at<br />

disse mennesker aldrig får lagt låg på<br />

historien og mulighed for at fokusere<br />

alene på fremtiden med en fortrængt<br />

fortid. Birte Weiss’ tolk siger omkring<br />

vidneberetningerne: ”Skulle jeg<br />

genopleve det hele og sætte min hårdt<br />

tilkæmpede ro over styr? … Mig får man<br />

hverken til at indberette eller vidne,<br />

måske fordi jeg er for træt til at ønske<br />

hævn.”<br />

Andre har det som Nusreta, der i 1992<br />

blev holdt som ”servitrice” i en<br />

koncentrationslejr. ”Det var ikke let at<br />

komme tilbage til hverdagen i en by, hvor<br />

man ikke brød sig om folk, der i Haag<br />

fortalte sandheden om lejren, og hvor<br />

muslimer generelt var et uønsket<br />

mindretal.<br />

Hun var tidligere dommer, og det sidste<br />

hun ønsker er at påtage sig offerrollen,<br />

men derimod kæmpe mod forbrydelserne<br />

ved at dele sin viden i Haag-tribunalet, for<br />

at opnå retfærdighed.<br />

10


Efter en konflikt med så store<br />

ødelæggelser, både fysisk og mentalt, så<br />

er det vigtigt at befolkningen kan stå<br />

sammen for at komme videre mod et<br />

optimistisk endstate. Eftersom krigens to<br />

fronter ikke er spredt på hver sin side af<br />

en landegrænse, men derimod infiltreret i<br />

hinanden, så er det vigtigere end<br />

nogensinde at man finder en fælles<br />

løsning. Dette skal være et outcome,<br />

hvor begge parter føler, at det ender med<br />

en sejr ellers vil der være en forsat<br />

stigende grad af undertrykkelse, der i<br />

værste fald kan føre til nye voldelige<br />

konflikter.<br />

En evig strid<br />

Når man ser på varigheden af konflikten<br />

mellem Serbien og Bosnien, kan man<br />

nemt undre sig over, hvorfor stridsøksen<br />

ikke er blevet begravet for længe siden.<br />

Som tidligere nævnt i artiklen, er der flere<br />

årsager. Der er blevet skrevet om<br />

forsoning og straf i forhold til<br />

befolkningsgruppernes ønsker. Samtidig<br />

er der også blevet skrevet om dette spil<br />

der foregår, hvor ingen af parterne ønsker<br />

at gå ud som den tabende part. <strong>Den</strong><br />

sidste men dermed ikke nødvendigvis<br />

den mest usandsynlige årsag, finder man<br />

i Karl Mannheims teori om generationer.<br />

Karl Mannheim som er sociolog,<br />

beskæftigede sig allerede i 1920’erne<br />

med generationer, og hvilken effekt de<br />

har på samfundet. Han når her frem til en<br />

tese som giver forklaringskraft til, hvorfor<br />

konflikten har været så langvarig. Han<br />

udlægger en påstand som argumenterer<br />

for, at der fra en ældre til en yngre<br />

generation bliver overdraget emner som<br />

er med til at forme identiteten hos den<br />

yngre generation. Disse emner kan både<br />

være værdier og normer, men i dette<br />

tilfælde vil det give mest mening at se på<br />

holdninger. Samtidig argumenterer<br />

Mannheim også for, at hvis en<br />

generationer på samme tidspunkt i deres<br />

livsforløb, bliver udsat for en påvirkning,<br />

eksempelvis krig, kan dette være<br />

udgangspunktet for skabelsen af en<br />

fælles identitet hos den yngre generation.<br />

Altså kan vi med Mannheim måske give 2<br />

mulige årsager til, hvorfor konflikten i<br />

Balkan endnu ikke er afsluttet, og<br />

befolkningerne ikke blot kan leve i fred og<br />

fokusere på at skabe nye relationer.<br />

Hvis man ser på hans første teori som<br />

omhandler overdragelsen af holdninger,<br />

meninger og værdier fra en generation til<br />

en anden, kan man begynde at se nogle<br />

mulige forklaringer. En stor del af de<br />

yngre generationer som idag lever i<br />

Bosnien og Serbien, kan have et medfødt<br />

had til hinanden, skabt på baggrund af<br />

11


historier som er fortalt af deres forældre.<br />

Mange forældre har uomtvisteligt fortalt<br />

historien om krigen til deres børn, hvilket<br />

kan have været med til at skabe en fælles<br />

identitet for de yngre børn, fordi de finder<br />

en fælles værdi eller holdning i den<br />

historie som bliver fortalt. Har<br />

størstedelen af den yngre generation<br />

været udsat for denne påvirkning af den<br />

ældre, kan der have spredt sig en norm i<br />

at have et had til den modsatte<br />

befolkningsgruppe, hvilket har fået denne<br />

konflikt til at vare ved igennem tiden. Hvis<br />

denne overførsel af historien om krigen til<br />

børn er blevet normen, vil det betyde at<br />

konflikten vil kunne vare flere<br />

generationer endnu, da den vil blive båret<br />

videre som en historie, også selvom<br />

krigshandlingerne er overstået. Samtidig<br />

kan de langvarige behandlinger af folk<br />

som er anklaget for forbrydelser mod<br />

menneskeheden, bibeholde historien,<br />

fordi de mange sagsbehandlinger skaber<br />

undren hos den yngre generation.<br />

Ifølge Mannheims anden teori, som<br />

omhandler påvirkningen af en generation<br />

i samme livsforløb, kan man her også<br />

finde forklaringskraft. Ser man film og<br />

billeder fra krigens voldsomme periode, i<br />

juli 1995, ser man mange unge forældre<br />

med børn i alderen 5-10 år som står midt<br />

i orkanens øje. Der argumenterer<br />

Mannheim for, at børn er let påvirkelige.<br />

Hvis alle disse børn, den yngre<br />

generation, har været udsat for dette<br />

krigstraume, kan det have haft en effekt<br />

på den fælles identitet som er skabt i den<br />

generation. De er alle opvokset i en<br />

region i krig, hvilket jo er beskuet fra 2<br />

sider, og derved kan dette had imellem<br />

grupperingerne være skabt igennem de<br />

oplevelser de unge generation har haft.<br />

Derved har de skabt deres egen norm, i<br />

at fortælle historien om hvad der er<br />

foregået i regionen, og så derved<br />

viderebringe det til den nye generation.<br />

Såfremt man hænger fast i tesen “straffen<br />

sikrer sandheden, hvilket i sidste ende<br />

sikrer forsoningen”, risikerer man at<br />

hænge fast i et dårligt mønster, som ikke<br />

vil sikre forsoning for fremtidens<br />

generationer. Vælger man derimod at gå<br />

direkte ad forsoningens vej, kan det<br />

skabe et mere positivt grundlag for<br />

fremtidige generationer. Ved kun at have<br />

fokus på straf, har man skabt en proces<br />

som tager utrolig lang tid at afslutte. Dette<br />

medfører at de unge ikke får sat punktum<br />

i en fortælling, der stadig dikterer os mod<br />

dem. En forsoningsproces kan vare hele<br />

livet - bare at det den er i gang, er med til<br />

at heale samfundet.<br />

12


Gevinsten ved<br />

Danmarks bidrag til<br />

Serbien<br />

Af Christian Clemmensen Møller, Alex<br />

Krogh Madsen, Allan Frølund Kristensen,<br />

Andreas Trampedach Bartram og Nicolai<br />

Virklund Nielsen<br />

danske flyvevåben skal føle en hvis<br />

hæder når de eksempelvis besøger<br />

Serbien? Er det for at opretholde en hvis<br />

levestandard i landet, som Serberne ikke<br />

selv kan efterleve? Er det fordi vi føler os<br />

skyldige i en ødelagt infrastruktur efter<br />

NATO bombardementerne i 1999? Eller<br />

er det fordi vi ønsker at opnå goodwill for<br />

vores arbejde i den ene eller anden form?<br />

Goodwill<br />

”Danmark skal spare”<br />

”Recession er nær”<br />

”<strong>Den</strong> økonomiske krise ej ovre”<br />

Ovenstående er blot et fåtal af eksempler<br />

på artikler der har mødt danskerne når de<br />

har åbnet en avis siden 2008. Alligevel<br />

Har Danmark de seneste år postet<br />

milliarder af skatteborgernes kroner i alle<br />

andre lande end Danmark – heriblandt<br />

Serbien. I forbindelse med vores studietur<br />

så vi nogle af de projekter som Danmark<br />

har søsat for Serberne, heriblandt deres<br />

Search and Rescue (SAR) kapabilitet.<br />

Men når vi i det danske forsvarsbudget<br />

skal spare 2,7 milliarder, hvorfor så<br />

denne hjælp til Serbien? Er det bare fordi<br />

Danmark er ”the good guys” der prøver at<br />

hjælpe de lande der virkelig har brug for<br />

støtten? Er det for at kadetter fra det<br />

Essensen af goodwill er at man må yde<br />

for at nyde. I høj grad også når man ikke<br />

selv direkte får noget ud af det arbejde<br />

man yder. Et eksempel på dette er krigen<br />

i Afghanistan. Danmark har aldrig været<br />

direkte truet af Afghanistan, hvorfor det<br />

ikke er for at forsvare vores suverænitet<br />

at vi går i krig. Vi har som et af de eneste<br />

lande i EU heller ikke oplevet<br />

terrorhandlinger i landet. Så hvorfor yder<br />

Danmark i dette tilfælde et bidrag? <strong>Den</strong><br />

officielle udmelding er at vi vil bekæmpe<br />

terror i Afghanistan så vi kan føle os sikre<br />

i Danmark. Eller som Anders Fogh sagde<br />

det i sin nytårstale i 2009 ”Forsvaret af<br />

vores sikkerhed starter fjernt fra dansk<br />

jord”. Nogle prognoser viser dog det<br />

modsatte – netop at Danmark er blevet<br />

mere udsat for forsøg på angreb efter<br />

vores engagement i Irak og Afghanistan<br />

krigene.<br />

13


Goodwill, eller direkte oversat ”velvilje”,<br />

skal forstås som en slags ”point på<br />

kontoen” som en stat kan optjene i<br />

forhold til en anden stat. Dog er begrebet<br />

”point” lidt misvisende, da goodwill<br />

sjældent bliver opgjort i tal eller diskuteret<br />

direkte. Man kan sammenligne det med<br />

tjenester. Hvis person A har gjort et par<br />

små tjenester for person B, har Person A<br />

opsparet noget goodwill hos person B.<br />

Hvis person A på et tidspunkt så har brug<br />

for en stor tjeneste er det implicit de to<br />

personer imellem, at det bliver ”taget fra<br />

goodwill kontoen”. Person B kan også<br />

vælge at prøve at skabe balance i<br />

regnskabet ved at give fordele eller goder<br />

til person A. Der behøver ikke at være<br />

økonomi indblandet.<br />

Relationen til USA<br />

Hvis Danmarks officielle målsætning ikke<br />

bliver nået, hvad kan så give<br />

forklaringskraft til at de danske soldater<br />

har udført nogle af de farligste missioner i<br />

hhv. Irak og Afghanistan, med det højeste<br />

antal faldne soldater per indbygger som<br />

resultat? Faktum er at efter krigene i<br />

Afghanistan og Irak har Danmark fået et<br />

væsentligt bedre forhold til USA.<br />

Eksporten er steget enormt (mere end<br />

fordoblet på få år), danske politikere får i<br />

højere grad taletid hos de amerikanske<br />

politikere, heriblandt præsidenterne, og<br />

Anders Fogh har ikke mindst fået en<br />

attraktiv post som generalsekretær i<br />

NATO. At det fra start har været planen at<br />

gå i krig for højere eksport er tvivlsomt,<br />

men det har ikke desto mindre været en<br />

sidegevinst af den goodwill Danmark har<br />

opbygget overfor USA.<br />

Det bringer os så videre til spørgsmålet<br />

om, hvorfor Danmark yder et bidrag i<br />

Serbien<br />

Danmarks forhold til Serbien<br />

Danmark deltog i 1999 i den NATOledede<br />

Operation Allied Force, hvor<br />

NATO lykkedes med at stoppe<br />

Milosevic’s militære aktioner og<br />

repressive aktiviteter. Danmarks F-16<br />

fighters deltog bl.a. i bombningerne af<br />

Serbien, hvorfor man kunne foranlediges<br />

til at forvente, at det dansk-serbiske<br />

forhold den dag i dag stadig ville være<br />

noget anstrengt. Men ligesom serberne<br />

og bosnierne efter eget udsagn er<br />

kommet på fode igen, er det nuværende<br />

dansk-serbiske forhold trods tidligere<br />

tiders bombetogter ligeledes fint i dag.<br />

Dette skyldes ikke mindst den danske<br />

støtte til Serbien på så vidt forskellige<br />

områder som landbrugssektoren,<br />

virksomhedsrådgivning<br />

og<br />

redningshelikoptere. Men hvad ligger<br />

14


egentlig til grund for den danske støtte,<br />

som er en del af Udenrigsministeriets<br />

Naboskabsprogram? Er der en<br />

dagsorden om oprigtigt at hjælpe Serbien<br />

eller jager Danmark reelt noget<br />

anerkendelse i det internationale<br />

samfund?<br />

Officielle hensigter om samarbejdet<br />

For at belyse spørgsmålet om<br />

hensigterne med den danske støtte til en<br />

bred vifte af foretagender i Serbien, må<br />

man først kigge på de officielle hensigter.<br />

Udenrigsministeriet melder bl.a. ud, at<br />

man ser en stærk nødvendighed i et<br />

genoprettet og europæisk-orienteret<br />

Serbien, da dette dels vil øge<br />

mulighederne for samhandel på tværs af<br />

landet og resten af Europa, dels vil<br />

medvirke til at sikre en stabilisering af<br />

situationen i regionen. Netop de<br />

økonomiske og virksomhedsmæssige<br />

perspektiver lægger Udenrigsministeriet<br />

tilsyneladende stor vægt på, da man ser<br />

Serbien som et kommende<br />

forretningsmæssigt og logistisk<br />

knudepunkt i Europa, hvilket man fra<br />

dansk side bl.a. har støttet med<br />

virksomhedsudvikling- og rådgivning i det<br />

sydlige Serbien. En fremtidig økonomisk<br />

vækst og opblomstring af virksomheder i<br />

Serbien er altså et par af de officielle<br />

danske forhåbninger for samarbejdet og<br />

støtten med landet og dermed også<br />

retfærdigvis kan siges at være om ikke<br />

andet så nogle af hensigterne med den<br />

danske støtte.<br />

En anden hensigt er som før nævnt at<br />

sikre stabilitet i regionen. Som en del af<br />

NATO ønsker Danmark selvsagt at have<br />

fred i nærområdet, som Balkan-regionen<br />

må siges at være, set i et<br />

sikkerhedspolitisk og geostrategisk<br />

perspektiv. Som følge heraf ser<br />

Forsvarsministeriet det som en opgave,<br />

at skabe støtte til positiv og demokratisk<br />

udvikling af især de væbnede styrker i<br />

samarbejdsvillige lande, der befinder sig i<br />

en transformationsproces. Dette gør sig<br />

eksempelvis gældende for Bosnien og<br />

Serbien. Danmark har bl.a. støttet<br />

serberne med udviklingen og<br />

opbygningen af en<br />

redningshelikopterkapacitet til brug for<br />

search-and-rescue operationer (SAR)<br />

som vi kender det fra den danske<br />

pendant med EH-101 helikopteren. Dette<br />

er fint i tråd med det generelle danskserbiske<br />

militære forsvars- og<br />

sikkerhedssamarbejde, som udover<br />

redningsberedskabet ligeledes tæller<br />

dansk støtte til det serbiske<br />

reformarbejde, herunder omstrukturering<br />

15


af det serbiske forsvar, samt støtte til<br />

logistik samarbejde.<br />

Forsvarsministeriet peger på, at det<br />

danske engagement ikke alene bidrager<br />

til forbedring af det serbiske<br />

sikkerhedssamarbejde med Danmark,<br />

men også til at styrke det regionale<br />

sikkerhedssamarbejde på Balkan, hvor<br />

Serbien – grundet den danske støtte på<br />

alt fra personelområdet til tankbiler –<br />

selvsagt stiller serberne bedre og bedre<br />

rent forsvarsmæssigt og deraf<br />

sikkerhedspolitisk, i og med at landet<br />

kapaciteter udvikles og forbedres.<br />

Reelle hensigter med samarbejdet<br />

Alle disse forskelligartede udviklingstiltag,<br />

som går fra Danmark til Serbien, kan man<br />

dårligt sige noget negativt om. Danmark<br />

som nation og NATO som alliance står<br />

stærkt i verden på flere forskellige<br />

områder og har således mulighed for at<br />

præge udviklingen i verden i<br />

overensstemmelse med egne interesser.<br />

Dette kan fx udmøntes i form af<br />

samarbejds- og støtteaftaler, som de<br />

danske materielle bidrag til Serbien er et<br />

eksempel på. Men for Danmarks<br />

vedkommende er det nærliggende for<br />

denne forfatter at stille sig et spørgsmål<br />

om de reelle danske hensigter med netop<br />

denne støtte. Set i lyset af Danmarks<br />

hårde engagement i krigen i Afghanistan<br />

– målt både på økonomiske omkostninger<br />

samt antal omkomne og skadede – kan<br />

bevægelsen fra at have danske<br />

kamptropper i Afghanistan til at fokusere<br />

på udviklingsarbejde i Balkan da ses som<br />

et tegn på en fremtidig dansk udenrigsog<br />

sikkerhedspolitisk kurs? En kurs, hvor<br />

Danmark markerer sig som en force<br />

indenfor netop udviklingsarbejde, som vel<br />

at mærke er mindre farligt end<br />

kampoperationer og - måske - også<br />

billigere. Udviklingsarbejde er et<br />

kontinuerligt og velset behov, som<br />

tilsyneladende aldrig kommer til ophør.<br />

Der er altid behov for støtte, om det så er<br />

rent økonomisk eller i form af en<br />

mentorordning, og det er et sikkert kort at<br />

spille som stat, da det er svært at kritisere<br />

en stat for at hjælpe andre, som er i nød.<br />

Javist, der er store omkostninger og<br />

ressourcer forbundet med at yde støtte<br />

og skabe udvikling i andre lande, men når<br />

man som Danmark gerne vil markere sig<br />

udenrigspolitisk for at få anerkendelse<br />

herfor, da er udviklingsarbejde en mere<br />

letspiselig portion for de danske<br />

beslutningstagere end at engagere sig i<br />

en ny, farlig krig, fjernt fra egne grænser.<br />

Hvis denne forfatters påstande og tanker<br />

viser sig at holde stik, kan denne<br />

støttende udvikler rolle være Danmarks<br />

16


nye rolle på det udenrigs- og<br />

sikkerhedspolitiske plan fremover.<br />

Konkrete eksempler fra vores<br />

studietur<br />

Logistik støtte ved regimentet i Doboj<br />

Basen som er oprettet i det gamle North<br />

Pole Battle Group Headquarters (NPBG-<br />

HQ). <strong>Den</strong>gang hovedkvarteret for<br />

områdets internationale styrker. I dag en<br />

fredstids enhed med flere køretøjer end<br />

mænd. Lange rækker af lastbiler fra<br />

krigens tid står klodset op og en lille,<br />

nærmest usynlig, enhed bruger deres<br />

arbejdsdage på disse levn fra en noget<br />

mere aktiv periode. Danskernes hjælp har<br />

her været en konkret opbygning af de<br />

lokaler som nu huser logistik regimentet.<br />

Lejren var i 6 år centrum for de danske<br />

styrkers indsats i deres AOR, (area of<br />

responsibility). Dette mærkes i dag kun<br />

som en taknemlighed blandt de af<br />

stabs<strong>officer</strong>er der kender historien. Der er<br />

her tale om en form for goodwill over for<br />

de bosniske styrker at Danmark har<br />

været med til at sikre dem en<br />

base/kaserne der er tidssvarende. Som et<br />

andet eksempel betalte de danske styrker<br />

en betragtelig leje for de bygninger Camp<br />

Valhalla blev etableret i og omkring. Man<br />

kunne have valgt at beslaglægge og<br />

rygge ind med mandatet i hånden men<br />

ved at lave en leje løsning fik man også<br />

et andet fodfæste i lokalområdet.<br />

<strong>Den</strong> danske Eskadrille 722<br />

(redningshelikopter) har samarbejdet med<br />

den serbiske Air Force for at hjælpe med<br />

til at strukturere deres Search and<br />

Rescue (SAR) Tjeneste.<br />

Samarbejdet indebære blandt andet<br />

uddannelse af personale i henhold til<br />

NATO-standarder gennem kurser,<br />

seminarer og 'on the job training ".<br />

Samarbejdet har desuden resulteret i<br />

etablering af en Search and Rescue<br />

Center på Nis lufthavn. Projektet blev<br />

påbegyndt i 2008 og den 16. november<br />

2009 blev centret officielt åbnet med<br />

deltagelse af danske ambassadør Mette<br />

Kjuel Nielsen, forsvar attaché Søren<br />

Knudsen og major i det danske<br />

flyvevåben Ove Urup-Madsen.<br />

PSOTC oprettet i samarbejde med M.<br />

Lollesgaard<br />

I den NATO ejede lejr “Camp Butmir”,<br />

som ligger nær Sarajevo, findes PSOTC -<br />

Peace Support Operation Training<br />

Centre. I forlængelse af besøg ved de<br />

gamle finskytte- samt kampvognsstillinger<br />

rundt om Sarajevo, besøgte vi PSOTC.<br />

Formålet med organisationen er primært<br />

at uddanne Bosnien-Hercegovianske<br />

17


<strong>officer</strong>er i fredsstøttende operationer, og<br />

sekundært at bidrage til Bosnien-<br />

Hercegovinas (BiH) støtte til<br />

verdensfreden. Centeret virker overordnet<br />

meget professionelt, og dette kan i nogen<br />

grad krediteres til det gode samarbejde<br />

BiH har indgået i med lande som<br />

England, USA og Danmark. I<br />

velkomsttalen afholdt af Oberst Jasmin<br />

Cajic blev der lagt stor vægt på det gode<br />

samarbejde vores lande har været<br />

igennem. PSOTC er nu blevet en<br />

integreret del af BiHs<br />

uddannelsessystem, og er fuldt<br />

akkrediteret til NATO doktriner, hvorfor de<br />

også er en vigtig del af BiHs mulige<br />

optagelse i NATO.<br />

Har Danmark de facto fået skabt den type<br />

goodwill der var målet?<br />

Officielle danske mål<br />

Sikre en stabilisering af situationen<br />

i regionen<br />

Skabe støtte til positiv og<br />

demokratisk udvikling af især de<br />

væbnede styrker i<br />

samarbejdsvillige lande, der<br />

befinder sig i en<br />

transformationsproces<br />

Øge mulighederne for samhandel<br />

på tværs af landet og resten af<br />

Europa<br />

Fremtidig økonomisk vækst og<br />

opblomstring af virksomheder i<br />

Serbien (forretningsmæssigt og<br />

logistisk knudepunkt i Europa)<br />

(Danmark støttet med<br />

virksomhedsudvikling- og<br />

rådgivning i det sydlige Serbien)<br />

Resultat<br />

Serbien er vores adgang til Balkan. Man<br />

skal med andre ord have serberne med.<br />

Vi har ageret som mentorer for serberne,<br />

“den slemme dreng i klassen”, lige fra<br />

starten, da de er de mest betydningsfulde<br />

og indflydelsesrige i Balkan. Det danske<br />

flyvevåbens arbejde udmønter sig direkte<br />

i, at det serbiske flyvevåben ser os som<br />

den mest betydningsfulde<br />

samarbejdspartner. Dette gør sig særligt<br />

gældende, fordi vi tænker anderledes og<br />

dermed støtter anderledes end de større<br />

lande. Vi går praktisk til værks og giver<br />

dem noget, de rent faktisk kan benytte sig<br />

af og få gavn af. Man kan hurtigt komme<br />

til enighed om, at redde mennesker, er<br />

noget der kan bruges alle steder, hvilket<br />

var en af de områder, vi har støttet<br />

serberne. Udover Search and Rescue,<br />

har vi ligeledes støttet serberne med at<br />

omstrukturere deres forsvar, så der var<br />

færre ved magten, ved blandt andet at<br />

pensionere en række oberster. Dette var<br />

18


essentielt for udviklingen. For at styre<br />

udviklingen i Serbien i en positiv retning,<br />

sørger man for, at rose de gode folk, og<br />

aldrig rose de ringere i toppen. Det skal<br />

også nævnes, Danmark har postet<br />

millioner i udvikling og sprogkurser<br />

foranstaltet af FPT.<br />

Vores målsætninger med hensyn til at<br />

øge samhandel og økonomisk vækst er<br />

blevet indfriet. Dog er serberne utilfredse<br />

med, de ikke kan få nogen plan for<br />

indtræden i henholdsvis NATO og EU.<br />

Det skønnes, at netop dette er grunden<br />

til, serberne køber MIG-29 af Rusland og<br />

generelt øger interessen for dem.<br />

Derudover er der tale om, Rusland skal<br />

have en base i Serbien, hvilket er en torn<br />

i øjet på NATO og EU. Serbernes<br />

bevægelse imod et mere pro-Rusland<br />

kan anskues som en måde at presse den<br />

vestlige verden på.<br />

Som nævnt ovenfor, er Serbien og<br />

dermed Beograd direkte adgang til<br />

Balkan for handel og lignende. Serbien<br />

har massere af maskiner, ingeniører og<br />

teknikere. De unge vil skabe sig en<br />

familie og besidde ejendele. De vil rejse<br />

og have forudsætninger. Hvis de ikke får<br />

disse ting, kan det lede til flugt eller ny<br />

konflikt. Der er mulighed for et stort<br />

marked i Serbien, og der bliver endda<br />

kigget til Skandinavien for jobmuligheder<br />

blandt andet. Der er tre til fire kendte<br />

skuespillere i Danmark alene, der<br />

kommer fra Serbien, og flere har familie i<br />

Danmark og Sverige. Serberne vil gerne<br />

have man åbner op for markedet og giver<br />

dem muligheder for at handle.<br />

Hvad bringer fremtiden?<br />

Danmark stopper umiddelbart deres<br />

støtte til Serbien i 2014, hvorefter<br />

ansvaret overgår til NATO. Dette kan<br />

være et problem, da NATO støtter på<br />

anden vis end vi danskere gør og har<br />

gjort hidtil. Dette er særligt problematisk,<br />

da det netop er den praktiske og let<br />

anvendelige støtte Danmark yder,<br />

eksempelvis redningshelikopter, der er<br />

velset af Serbien. NATO ser gerne,<br />

Serbien selv klarer sig videre og sørger<br />

for, at leve op til kravene, da de gerne vil<br />

indtræde i både NATO og EU. En måde<br />

at gøre overgangen lidt blidere på kunne<br />

være, at fortsætte engagementet i<br />

Serbien lidt længere, og kanalisere<br />

støtten fra at være donations præget til at<br />

blive mere rådgivende i form af advisory<br />

staff. <strong>Den</strong>ne rådgivning kunne være en<br />

telefonlinje til Danmark, hvor vi havde en<br />

afdeling herhjemme, samt afholdelse af<br />

tre til fire årlige møder i Serbien. Det ville<br />

være en minimal udgift for det danske<br />

19


forsvar, men ville være til stor gavn. Det<br />

skønnes at være så billigt, man ikke har<br />

råd til at lade være. Man kunne frygtes,<br />

mange af initiativerne falder til jorden,<br />

hvis ikke blot minimal kontakt med<br />

Serbien opretholdes.<br />

Konklusion<br />

Det er lykkedes Danmark at skabe en hel<br />

del goodwill ved at støtte Serbien. Et af<br />

de tydeligste eksempler på dette er, at<br />

serberne ser det danske flyvevåben som<br />

deres vigtigste samarbejdspartner.<br />

Ønsker man at Serbien fortsat skal<br />

udvikle sig og med tiden tilslutte sig<br />

NATO og EU, og bidrage til større grad af<br />

samhandel og økonomisk vækst, er der<br />

umiddelbart behov for mere støtte, end<br />

det Danmark leverer frem til 2014. Et<br />

advisory staff hold opererende fra<br />

Danmark med enkelte årlige møder i<br />

Serbien ville være en økonomisk og<br />

stadig effektiv løsning.<br />

Faktaboks 1: Danmarks goodwill med<br />

det internationale samfund<br />

NATOs generalsekretær er leder af Det<br />

Nordatlantiske Råd, der er det øverste<br />

organ i den internationale forsvarsalliance<br />

NATO. Generalsekretæren fungerer<br />

desuden som NATOs frontfigur udadtil og<br />

varetager medlemslandenes interesser,<br />

ligesom vedkommende er chef for<br />

alliancens ansatte. Anders Fogh<br />

Rasmussen har siden 2009 bestridt<br />

denne betydningsfulde funktion.<br />

Formanden for NATOs militære komite er<br />

danske Knud Bartels. Komiteen er den<br />

højst rangerende militære autoritet i<br />

NATO og er militær rådgiver for NATOs<br />

civile kapaciteter samt det nordatlantiske<br />

råd og nuklear planlægningsgruppen.<br />

Populært sagt; ”general for generalerne”.<br />

Faktaboks 2: Forholdene for Jugoslavien<br />

I kølvandet på anden verdenskrig blev<br />

<strong>Den</strong> Føderative Folkerepublik<br />

Jugoslavien oprettet. Medlemslandene<br />

inkluderede Slovenien, Kroatien,<br />

Bosnien-Hercegovina,<br />

Serbien,<br />

Montenegro samt Makedonien. Staterne<br />

blev styret efter sovjetisk mønster, men<br />

underordnede sig ikke sovjetiske<br />

interesser. Jugoslavien blev med tiden et<br />

af de mest åbne kommunistisk styrede<br />

lande, men netop den liberale styreform<br />

skabte også en ulighed i staternes<br />

indkomst og forsøg på at fordele goderne<br />

blev til utilfredshed. Op gennem 60’ og<br />

70’erne fortsatte den liberale udvikling og<br />

20


et stigende ønske om selvstændighed<br />

blev skabt grundet den økonomiske<br />

ulighed. I 1981 udviklede en<br />

studenterprotest sig til en stor<br />

demonstration med krav om et<br />

selvstændigt Kosovo. Grundet regimets<br />

voldsomme reaktion spredtes en<br />

utryghed i resten af Jugoslavien. De<br />

økonomiske forhold blev stærkt forværret<br />

gennem 80’erne og trods hjælpepakke på<br />

hjælpepakke blev tilliden til styret<br />

forværret. I 1990 gik kommunisternes<br />

forbund i opløsning, og nationalister kom<br />

til magten. I 1991 løsrev Kroatien og<br />

Slovenien sig, hvorpå de andre stater<br />

fulgte i 1992. Med løsrivelserne fulgte<br />

kampe. Nogle var korte, som i Slovenien,<br />

mens andre var lange og blodige, som i<br />

Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Netop<br />

disse blodige kampe resulterede i at De<br />

Forenede Nationer i 1992 indsatte de<br />

første styrker – UNPROFOR.<br />

Faktaboks 3: Danmarks engagement i<br />

eks-jugoslavien. Hvorfor, hvem, hvornår,<br />

hvad?<br />

Balkan overordnet:<br />

»Vi gik ind med blå FN-hjelm og<br />

ammunition til nærsikring i 1992. Det<br />

oplevede soldaterne som meget intenst,<br />

fordi det var et stort spring i forhold til<br />

tidligere. I januar 1996 kom vi med grå<br />

hjelme, i 1999 kom vi med en<br />

kampbataljon i Kosovo, og vi tog nogle<br />

ordentlige skrub i brændpunktet mellem<br />

serbere og albanere i Mitrovica i<br />

Kosovo«.<br />

Tidligere forsvarschef, general H.J. Helsø<br />

Bosnien:<br />

IFOR, (Implementation FORce) 20.<br />

december 1995 til 20. december 1996.<br />

SFOR, (Stabilization FORce) 20.<br />

december 1996.<br />

Missionen sluttede feb. 2003.<br />

Havde til huse i Tuzla og i Doboj med<br />

Camp Valhalla og Camp Dannevirke.<br />

Opgaven bestod i at sikre at ‘zone of<br />

separation’ blev accepteret af begge<br />

parter samt at genhusningen af de lokale<br />

forløb i god ro og orden. Opgaven<br />

indbefattede en del patruljering i<br />

ansvarsområdet både med lette og tunge<br />

køretøjer.<br />

Kosovo:<br />

KFOR, (Kosovo force) -styrken blev<br />

oprettet i 1999 og siden har 21 hold og<br />

21


omkring 10.000 danske soldater været<br />

udsendt. Fra februar 2010 reduceres den<br />

danske styrke i Kosovo fra 300 til 180<br />

soldater.<br />

Missionen sluttede i egen lejr dec. 2009.<br />

Havde til huse i Camp Olaf Rye syd for<br />

Mitrovica.<br />

Opgaven bestod her i at være politiets<br />

forlængede arm og udføre kontrol i de<br />

områder hvor kosovo-serbere og kosovoalbanere<br />

levede tæt sammen.<br />

22


Hjælper militær<br />

sammenlægning på<br />

gammel sekterisk<br />

strid?<br />

Johan Krøll Nielsen, Eske Joost<br />

Pedersen Hoeneveld, Bjørn Jensen<br />

Friismose, Carsten Druekjær og Jonas<br />

Fogh Ibsen<br />

I et forsøg på at bilægge efterkrigslige<br />

sekteriske stridigheder, og skabe en<br />

fælles nation hvor alle befolkningsgrupper<br />

kommer overens har man i Bosnien-<br />

Herzigovina skabt et fælles militært,<br />

bestående af både serbere, bosniakker<br />

og kroater, på tværs af religion.<br />

Historien<br />

Som følge af opløsningen af Jugoslavien i<br />

1991 blev regionen kastet ud i kaos, og<br />

med mange divergerende holdninger til<br />

den fremtidige udformning af regionen,<br />

blev denne kastet ud i mindre krige<br />

omkring uafhængighed, de mindre<br />

sekterisk blandede lande erklærede sig<br />

uafhængige uden de store problemer.<br />

Bosnien erklærede sin uafhængighed i<br />

1992, efter folkeafstemning, som dog ikke<br />

blev anerkendt af den serbiske minoritet.<br />

Herefter udbrød kampe, og startskuddet<br />

på krigen skete ved belejringen af<br />

Sarajevo den 6. april. Krigen var en<br />

treparts krig der udspillede sig imellem de<br />

bosniske serbere, bosniakkerne og de<br />

bosniske kroater. Der kom massiv støtte<br />

fra henholdsvis Serbien og Kroatien til de<br />

respektive mindretal i Bosnien.<br />

Grundlæggende var krigen en krig om<br />

territorium, og hver enkelt fraktion<br />

kæmpede for at have en stat for deres<br />

befolkningsgruppe, dog med let splittelse<br />

på serbisk side hvor man enten ville<br />

skabe et stor serbisk rige, eller et område<br />

specifikt for serberne, man oprettede så<br />

her Repulica Srpska, en stat i staten for<br />

serbere. Krigen i Bosnien er beskrevet<br />

som den værste konflikt siden 2.<br />

verdenskrig på grund af den etniske<br />

udrensning der fandt sted. Der blev<br />

oprettet koncentrationslejre hovedsageligt<br />

af serberne, disse lejres primære formål<br />

var at slå ihjel og der blev i stor stil<br />

udøvet organiseret voldtægt, nogle steder<br />

i voldtægtscentre hvor serbiske styrker<br />

holdt bosniske kvinder indespærret, og<br />

voldtog dem indtil de viste tegn på<br />

graviditet, hvorefter de blev lukket ud da<br />

de var så langt henne de ikke længere<br />

kunne få abort.<br />

23


Sammenlægning af forsvaret<br />

Ved Dayton aftalen som var den reelle<br />

fredsaftale og slutningen på krigen blev<br />

Bosnien opdelt i to delstater, Bosnien-<br />

Herzegovina og Republica Srpska med<br />

en seperationszone imellem dem. De to<br />

hære fra henholdsvis Bosnien-<br />

Herzegovina og Republica Srpska blev<br />

sammenlagt i 2005 og dette var som<br />

sådan et tegn på et tættere samarbejde<br />

delstaterne imellem og et tegn på at man<br />

som et land var på rette vej i forhold til at<br />

oprette en velfungerende multikulturel<br />

stat. Med en stor støtte fra både NATO<br />

og EU arbejder man på at opbygge en<br />

rimelig kapacitet og man er nået så langt<br />

at man fra NATO’s side har valgt at<br />

skære ned på sin tilstedeværelse til 600<br />

mand, rent symbolsk for at bevare sit<br />

mandat. Der er dog stadigvæk en<br />

splittelse i det Bosniske militær, og jf.<br />

europa ambassadøren i Bosnien er<br />

militæret stadigvæk sekterisk opdelt i de<br />

forskellige bataljoner. Så man ser altså<br />

her at der ikke som sådan er sket en reel<br />

forskel, dog fornemmer man at der så<br />

småt begynder at være forandring på vej,<br />

og der sker stille og roligt en rokeren<br />

rundt specifikt i militæret som på sigt nok<br />

vil betyde at man oplever et mere<br />

multikulturelt militær. Men der er<br />

stadigvæk lang vej, og eftersom hele<br />

statsopbygning skal revideres for at<br />

skabe et mere multikulturelt land vil der<br />

på sigt skulle ændres meget i den<br />

militære struktur.<br />

Sekterisk splittelse<br />

Bosnien er et land med mange etniske<br />

minoriteter og mange forskellige<br />

religioner. Tre af disse er bosniakker,<br />

serbere og kroater disse er de tre største<br />

og bliver ikke set som minoriteter. Disse<br />

tre grupperinger har også hver især deres<br />

egen religion, bosniakkerne er for det<br />

meste muslimer, serberne er for det<br />

meste ortodokse kristne mens kroaterne<br />

er katolikker. Herudover har de også<br />

hvert deres sprog, man kan sammenligne<br />

det med dialekten i Danmark der varierer<br />

fra landsdel til landsdel. Dette har dog i<br />

Bosnien resulteret i at der er tre<br />

forskellige skoler; en til hver dialekt. Det<br />

er derfor ikke mærkeligt at der har været<br />

og er en vis splittelse i Bosnien. <strong>Den</strong>ne<br />

splittelse blev især tydelig under den<br />

bosniske krig (1992-1995) hvor de tre<br />

grupperinger endte med at være i krig<br />

med hinanden.<br />

Sådan som vi så Bosnien under vores tur,<br />

var det først svært at få øje på at der<br />

stadig skulle være en sådan splittelse i<br />

landet men jo mere man opholder sig i<br />

landet og snakker med folk derfra<br />

24


opdager man at der stadig kan findes<br />

rester af denne hos befolkningen.<br />

Derudover er deres regering opstillet på<br />

en sådan måde at det bliver ganske klart<br />

at der stadig er en splittelse i samfundet.<br />

<strong>Den</strong> er opdelt i tre dele, en for hver af de<br />

ovenstående grupperinger, en<br />

regeringsform der gør det meget svært at<br />

navigere i det politiske system i Bosnien<br />

og også at få gennemført politiske<br />

beslutninger. I den bosniske militær var<br />

det dog som om der var givet en ordre<br />

om at enhver form for splittelse skulle<br />

være glemt og at alle skulle køre som om<br />

der aldrig havde været nogen konflikt.<br />

Militært ansatte der havde kæmpet på<br />

hver deres side men nu var tvunget til at<br />

arbejde sammen i ét militær fortalte om<br />

hvordan der ikke var nogen problemer<br />

efter sammenlægningen og at alle var<br />

gode venner. Det er svært at forestille sig<br />

at der ikke skulle være problemer efter en<br />

splittelse efter at hver side har slået<br />

mange ihjel. Det virkede som en om der<br />

bare skulle opretholdes en pæn facade<br />

udadtil og at ethvert problem ville blive<br />

ordnet internt.<br />

Retfærdiggørelse af handlinger<br />

Kort efter at Bosnien ved<br />

folkeafstemningen i 1992 blev erklæret<br />

selvstændigt, startede de første<br />

massakre på muslimske indbyggere i<br />

byer rundt om i Bosnien.<br />

Krigens kompleksitet er enorm, grundet<br />

forskellige visioner, som motiv for den<br />

væbnede konflikt. Krigen var en 3<br />

frontskrig med Bosnisk-muslimer i midten,<br />

hvor de Bosnisk-serbiske og Bosniskkroatiske<br />

soldater blev støttet af hhv.<br />

Kroatien og Serbien. Visioner som et<br />

‘’rent’’ Serbisk område uden muslimer var<br />

nogle af ekstremisternes motiver for<br />

deres handlinger. Dette afsnits formål er<br />

at klarlægge hvordan (teoretisk) det er<br />

muligt at forene 3 tidligere fjender, under<br />

et fælles militær, hvis historie dækker<br />

over massakre, voldtægtslejre, belejring<br />

af byer etc.<br />

Ondskaben i sin kvalitative form<br />

I Europæisk sammenhæng var den<br />

etniske udrensning i Bosnien i 90’erne det<br />

værste siden 2. Verdenskrig. Siden<br />

2.verdenskrig har adskillige teoretikere<br />

forsøgt at klarlægge hvordan<br />

velfungerende mennesker kan være i<br />

stand til at udføre ondskabsfulde<br />

handlinger. Det er især<br />

dehumaniseringen og kategoriseringen af<br />

ofrene, som bliver brugt som argument<br />

for den moralske retfærdiggørelse for de<br />

ondskabsfulde handlinger. I Serbien har<br />

de politiske demagoger brugt især<br />

25


kampen mod osmannerne til at kunne<br />

kategorisere muslimerne som fjender, for<br />

både diasporaen i Bosnien såvel som i<br />

hjemlandet. Genfortællingen af tidligere<br />

kampe, har i den Bosnisk-serbiske<br />

befolkning, såvel som det Serbiske skabt<br />

et nationalt narrativ som vil omhandle et<br />

had til muslimer, der i sidste ende vil blive<br />

brugt som retfærdiggørelse af ens<br />

ondskabsfulde handlinger.<br />

Skruen uden ende<br />

“No man should judge unless he asks<br />

himself in absolute honesty whether in a<br />

similar situation he might not have done<br />

the same.” Viktor E. Frankl<br />

Kort efter belejringen af sarajevo gik<br />

befolkningen i byen på gaden og<br />

demonstrede fredelig for en fredlig<br />

løsning. <strong>Den</strong>ne fredelige demonstration<br />

har i nogen grad medvirket til at man fra<br />

vestens side måske har været tilbøjelig til<br />

at glorificere de muslimske bosniakker og<br />

gøre Serberne til skurkene. Men<br />

sandheden er en helt anden. For vel nok<br />

kan Serberne retfærdiggøre deres<br />

handlinger gennem kategorisering, af<br />

bosniakkerne, men selv samme historie<br />

gør sig gældende på bosniske side, som<br />

ligesom Serberne, begået selvsamme<br />

grusomheder gennem krigen.<br />

Vilje til mening<br />

Forestil dig at du skulle arbejde sammen<br />

med Peter Lundin og hvilke<br />

komplikationer dine forudantagende<br />

holdninger vil skabe for både samarbejdet<br />

og din generelle kontrol af humøret. En<br />

utopisk situation, men ikke desto mindre,<br />

er det sammenligneligt, hvis ikke værre,<br />

hvad militær personel i BiH kan komme<br />

ud for i deres dagligdag.<br />

Så hvordan kan man komme videre.<br />

Hvordan kan man omskrive den dybeste<br />

foragt og had til andre mennesker, og<br />

simpelt, bare komme videre?<br />

Noget der taler for sådan en tilgivelse er<br />

hvad vi hørte fra de militær ansatte i<br />

Bosnien. Her er det fortællingen om at de<br />

‘’bare’’ var militært ansatte under krigen,<br />

som parerede ordre fra deres<br />

øverstkommanderende. <strong>Den</strong>ne forklaring<br />

har da også en del præcedens set i lyset<br />

af Milgram’s autoritets forsøg. Men er<br />

denne faktor nok til at militæret kan blive<br />

forsonet?<br />

Viktor Frankl vil forklare det ud fra<br />

meningsskabelse i livet. Mennesket vil<br />

altid søge efter mening, selvom man har<br />

været og eller har udsat andre for<br />

forfærdelige ting, der som udgangspunkt<br />

ikke giver nogen mening.<br />

26


De personer vi snakkede med forsøgte<br />

sig at skabe en mening i et<br />

normalitetsbegreb. Her var<br />

omdrejningspunktet at få skabt et fælles<br />

BiH militær, hvor det at komme ‘’tilbage’’<br />

til virkeligheden var i centrum. Et begreb<br />

som værdighed overfor uniformen og<br />

andre mennesker er et begreb der blev<br />

italesat. Men om det er nok til at vende<br />

gammel had og foragt må tiden vise.<br />

“Those who have a 'why' to live, can bear<br />

with almost any 'how'.”<br />

― Viktor E. Frankl, Man's Search for<br />

Meaning<br />

Nato EU, konflikten set fra deres side<br />

Både EU og NATO er noget mere<br />

pessimistiske på Bosniens vegne end<br />

bosnierne selv. De personer vi besøgte<br />

under vores studierejse, som var ansat af<br />

den bosniske stat, havde en fælles<br />

narrativ fortælling som afsnittet ovenfor<br />

beskriver.<br />

De personer fra EU og NATO, som<br />

overfor os skulle beskrive den bosniske<br />

hær, var meget mere pessimistiske end<br />

bosnierne selv er. Grunden til deres<br />

pessimisme ligger i at landet, ifølge dem,<br />

stadig er opdelt i to lande. <strong>Den</strong> bosniske<br />

hær har prøvet at samle to hære til en<br />

enhed, men alle stillinger er, ifølge EU og<br />

NATO, besat udfra en sekterisk<br />

sammenhæng, dvs. at enhver stilling i<br />

hæren har en stillingsbeskrivelse hvori<br />

der er skrevet hvilket religion/baggrund<br />

personen skal have for at kunne besidde<br />

stillingen.<br />

Dayton aftalen som synderen<br />

Problemet med den sekteriske splittelse<br />

stammer tilbage fra Dayton aftalen og for<br />

at problemet kan blive løst, kræver det en<br />

grundlovsændring i Bosnien. Problemet<br />

påvirker Bosnien i høj grad, ifølge EU og<br />

NATO, da den grundlov de har nu gør at<br />

landet ikke lever op til basale<br />

menneskerettigheder ifølge den<br />

europæiske menneskerettighedsdomstol i<br />

Strasbourg. Udover at hæren er opdelt<br />

efter etnicitet så er landet også opdelt i to<br />

små lande, som gør det næsten umuligt<br />

at få ændret forfatningen i landet. Hvis<br />

forfatningen ikke ændres, så mener<br />

specielt EU, at landet ikke kan komme<br />

videre i deres forsoningen mellem<br />

mulsiner, serberne og kroatere, hvilket i<br />

sidste ende vil medfører at landet<br />

hverken kan optages i NATO eller EU.<br />

27


Dayton-aftalen indebar, at Bosnien reelt<br />

blev splittet i to, da det skabte to<br />

selvstyrende enklaver i form af<br />

Føderationen Bosnien-Hercegovina og<br />

Republika Srpska.<br />

Republika Srpska består hovedsageligt af<br />

serbere, og Føderationen endte med at<br />

kom til at tælle en stor bosniakkisk<br />

majoritet med en kroatisk minoritet, der<br />

hovedsageligt bosatte sig i det sydlige<br />

område.<br />

De officielle personer udtalte sig meget<br />

direkte om problemet, med både<br />

forfatningen og den sekteriske opdeling,<br />

dog mente hverken EU eller NATO<br />

embedsmændene at en opdelingen af<br />

landet i tre dele ville være en holdbar<br />

løsningen, som ellers lederen af det<br />

serbiske område er en fortaler for. Det er<br />

den selvsamme person som spærrer for<br />

en forfatningsændring og derved holder<br />

Bosnien tilbage som nation.<br />

Med Dayton-aftalen blev der skabt en ny<br />

forfatning, som inddelte magten mellem<br />

de tre etniske grupper. Det betyder at<br />

formelt er det centralregeringen i<br />

Sarajevo der styrer, men i realiteten har<br />

de tre delstater med deres egne<br />

parlamenter og politiske ledere, som har<br />

store muligheder for at føre fx udenrigsog<br />

økonomisk politik.<br />

Sekterisk politisk splittelse giver<br />

problemer for fremtiden<br />

Krigen i Bosnien blev afslutted ved<br />

Dayton-aftalen den 14. december 1995.<br />

Men hvor Dayton-aftalen var god til at<br />

skabe fred, blev det et dårligt grundlag for<br />

at skabe en nation.<br />

Føderalt ligger den udøvende magt hos<br />

et præsidentråd med tre medlemmer, der<br />

28


epræsenterer hhv. bosniakkerne,<br />

kroaterne og serberne. Medlemmerne<br />

vælges i direkte valg hvert fjerde år, og<br />

den der får flest stemmer bliver i første<br />

omgang formand. Efter otte måneder<br />

udskiftes formanden efter et<br />

rotationssystem.<br />

findes en løsning på krisen risikerer<br />

landet at kollapse.<br />

Det er bl.a. dette politiske system der<br />

giver problemer for fremtiden i Bosnien.<br />

Men de krigshandlingerne der skete<br />

Bosnien mellem bosniakker, kroater og<br />

serbere, fra 1992 til 1995, er heller ikke<br />

glemt. Forholdene mellem landets tre<br />

etniske grupper kendetegnet ved en<br />

vedholdende uforsonlighed og mistro.<br />

Spillerne på den politiske scene hjælper<br />

heller ikke på situationen med deres til<br />

tider nationalistiske retorik.<br />

Bosnien – hvad nu<br />

Det store spørgsmål er nu hvordan man<br />

kan skabe et funktionelt Bosnien i<br />

fremtiden. EU må finde et kompromis<br />

mellem bosniakker, kroater og serbere,<br />

for at få dem til at arbejde sammen,<br />

politisk, på tværs af de tre etniske<br />

grupper og finde fælles fodslag i forhold til<br />

en ny forfatningsreform og andre<br />

nødvendige reformer. For det politiske<br />

system der blev skabt med Daytonaftalen<br />

og som vi kender i Bosnien i dag,<br />

har ikke nogen fremtid. Hvis der ikke<br />

29


OL scene endte som<br />

blodigt helvede<br />

Af Ulrik Jensen Holm, Christoffer<br />

Fivelsdal Vestrup, Martin Viknesh<br />

Andersen, Anders Buch Funch og Thor<br />

Ryvard<br />

Det tidligere vinter OL område i Sarajevo,<br />

som i sin tid var et symbol på venskab og<br />

konkurrence, var endt som et område,<br />

hvor der regnede ned med bly fra,<br />

maskingeværer og granater, imens<br />

utallige morterstillinger konstant holdt<br />

byen under kraftig beskydning. Enorme<br />

skovområder var mineret på bjergsiderne<br />

og hvert et skridt du tog kunne blive dit<br />

sidste.<br />

OL 1984 – Idyllisk fred og venskablig<br />

konkurrence<br />

<strong>Den</strong> 14. februar 1984 kæmpede den 21-<br />

årige Jure Franko fra Jugoslavien en brag<br />

kamp om medaljer i det gigantiske<br />

slalomløb ned af bjerget Bjelašnica. Efter<br />

første gennemkørsel lå Jure Franko på<br />

en samlet 4. plads. I anden<br />

gennemkørsel formåede han at levere<br />

den hurtigste tid af alle, som førte ham op<br />

på en samlet 2. plads.<br />

Med dette resultat blev Jure Franko den<br />

første og eneste deltager fra<br />

værtsnationen, som kunne modtage en<br />

medalje for sine bedrifter under den 14.<br />

Olympiske vinterleg, som blev afholdt i<br />

Sarajevo, Jugoslavien.<br />

Åbningsceremonien fandt sted den 8.<br />

februar 1984, hvor 49 lande med 1272<br />

håbefulde deltagere stillede op i 39<br />

forskellige discipliner. Scenen var nu sat<br />

for to uger med jubel over intense og<br />

fantastiske kampe og konkurrencer.<br />

Før OL kom til byen, var Sarajevo bedst<br />

kendt som stedet hvor første verdenskrig<br />

havde sin optakt, da det østrig-ungarske<br />

tronfølgerpar blev myrdet den 28. juni<br />

1914.<br />

Mange var overraskede over, at Sarajevo<br />

stillede op som kandidat til afholdelse af<br />

vinter OL, men at byen blev valgt som<br />

værtsby over andre byer som svenske<br />

Göteborg og japanske Sapporo, var intet<br />

mindre end en sensation. Jugoslavien var<br />

det første socialistiske land, der blev<br />

udvalgt som værter for OL. Det var kort<br />

tid efter Josip Brod Tito's død i 1980 og<br />

landet var splittet både politisk og<br />

økonomisk. OL fik dermed landet til at<br />

investere i en større restaurering af den<br />

gamle by Sarajevo.<br />

Jugoslaviens økonomiske kvaler kom i<br />

den grad til udtryk så sent som året inden<br />

30


afholdelsen af vinter OL. Baner og<br />

tekniske installationer fungerede ikke<br />

korrekt, der var store problemer med<br />

indkvarteringen af de mange deltagere og<br />

presseservicen stod model til intensiv<br />

kritik. Resten af verden vurderede på<br />

baggrund af dette, at Jugoslavien var alt<br />

for uerfrane til at stå for et arrangement<br />

som vinter OL.<br />

Til trods for de store problemer til<br />

“generalprøven” året forinden, forløb XIV<br />

Winter Olympics helt efter planen, eller<br />

dvs. næsten. Vejret voldte adskillige<br />

problemer, som forårsagede en del<br />

forsinkelser i de forskellige discipliner.<br />

XIV Winter Olympics i Sarajevo var ifølge<br />

præsidenten for The International<br />

Olympic Committee Juan Antonio<br />

Samaranch alligevel de hidtil bedst<br />

organiserede lege og resten af verden<br />

gav ham ret i denne udtalelse. Sarajevo<br />

formåede at skabe en skueplads for hele<br />

verdens underholdning. De mange<br />

frivillige studenterarbejdere som kom fra<br />

hele landet, bar en stor del af æren for, at<br />

legene blev afholdt med så stor succes<br />

som de gjorde.<br />

overværede blandt andre østtyskeren<br />

Wolfgang Hoppe vinde i både 2 mands<br />

og 4 mands bobslædeløbet.<br />

Allerede tilbage i 1978 hvor Sarajevo fik<br />

overrakt værtsrollen for vinter OL, blev<br />

der foreslået en storslået bobslædebane i<br />

området. I 1981 blev banedesignet<br />

godkendt og byggeriet kunne gå igang.<br />

Året efter i 1982 og med en pris på<br />

563.209.000 YUD stod den storslåede<br />

bane klar.<br />

XIV Winter Olympics i 1984 gav et indtryk<br />

af, at Jugoslavien alligevel formåede at<br />

være værter for større internationale<br />

begivenheder. Det var et land som viste<br />

international format og interesse. Dette<br />

billede skulle dog få år senere vise sig at<br />

være totalt fejlvurderet...<br />

På bjerget Trebevic slanger en 1300<br />

meter lang oplyst bobslædebane sig<br />

gennem det skovrige terræn. En bane<br />

hvorfra 30.000 tilskuere i 1984<br />

31


Fra bobslædebane til bunker<br />

Før krigen kunne man nede fra byen af,<br />

se den før omtalte oplyste OL<br />

bobslædebane sno sig fra spidsen til<br />

foden af bjerget, som en kæmpe slange.<br />

Banen blev af mange opfattet som et<br />

symbol på udvikling, stolthed og ikke<br />

mindst international interesse.<br />

Under besættelsen går associationen<br />

hurtigt til at være frygtindgydende. Ekkoet<br />

af skud fra finskytter, som har lavet hul i<br />

murene på bobslædenbanen for at bruge<br />

den som beskyttelse, bliver båret ned af<br />

banens betonvægge. Banen og bjerget<br />

som helhed er det perfekte <strong>strategiske</strong><br />

standpunkt for de angribende serbiske<br />

styrker, som fra lang afstand havde<br />

muligheden for at skyde på<br />

civilbefolkningen. Det at at ens stolthed i<br />

form af banen og bjerget bliver brugt imod<br />

en, kan kun beskrives som værende en<br />

hård og omvæltende oplevelse.<br />

Nu ligger bobslædebanen tilbage efter<br />

besættelsen som en misholdt artefakt om<br />

fortidens stolthed.<br />

Schein kultur analyse vil kunne give<br />

forklaring kraft til hvorfor man ikke har<br />

revet banen ned eller forsøgt at<br />

genopbygge banen.<br />

Vi har banen som en artefakt, da den blev<br />

bygget blev der automatisk tilknyttet<br />

nogle værdier til denne artefakt, så som;<br />

prestige, anerkendelse og international<br />

opmærksomhed. De værdier bunder i en<br />

grundantagelse, som f.eks. kunne være:<br />

bosniere er stolte.<br />

Som artefakten står nu, vil man også sige<br />

at værdierne har ændret sig i takt med<br />

det, f.eks; ikke at give efter for<br />

undertrykkelse og historiske minder.<br />

Grundantagelsen er måske ændret til:<br />

Bosniere er stolte af deres fortid.<br />

Hvis man skulle til at restorer den, ville<br />

det betyder at nye værdier har mulighed<br />

for at blive tilknyttet. De gamle værdier<br />

der var tilknyttet, så som historien,<br />

risikere at blive glemt, men til gengæld vil<br />

man kunne fremelske en ny generation af<br />

Bosniere med nye værdier, og formentlig<br />

skabe en grundantagelsen om at<br />

Bosniere også i fremtiden vil være stolte.<br />

Finskytter beskyder civile fra<br />

bjergstilling<br />

Udstyret med Dragunov finskytte rifler og<br />

diverse LMG’er lå soldater fra den<br />

serbiske hær i stilling på bjergryggen.<br />

Herfra affyrede de skud direkte ned imod<br />

byen, hvor særligt en gade “Sniper Alley”<br />

var særligt udsat for beskydning. I<br />

32


stillingerne på bjergryggen havde<br />

skytterne perfekt udsyn over byen, hvor<br />

de kunne se byens indbyggere befærde<br />

sig forsigtigt igennem gaderne. Ofrene af<br />

denne beskydning var primært civile<br />

bosniere der ikke udgjorde nogen trussel.<br />

I denne forbindelse er det naturligt at<br />

spørge sig selv, hvad der fik serbiske<br />

soldater til bevidst at skyde civile<br />

bosniere - en handling der for os bryder<br />

med alt etik.<br />

På Flyvevåbnets Officersskole er<br />

lydighedens dilemma og <strong>officer</strong>ens etik<br />

emner der lægges meget vægt på.<br />

Undervisningen i etik er med til at give de<br />

nye unge <strong>officer</strong>er en forståelse for, hvilke<br />

tanker man bør gøre sig selv, før man<br />

blindt følger en ordre.<br />

Selvom denne etiske lakmustest først er<br />

blevet introduceret for os nu, så er den<br />

baseret på den mest grundlæggende<br />

etiske regel: “Du må ikke slå ihjel”.<br />

I krig er denne regel dog sat lidt til side,<br />

da det vil være nødvendigt at engagere<br />

fjendtlige soldater. Det er dog noget helt<br />

andet når soldater bevidst skyder efter<br />

civile, og dette rejser spørgsmålet: Hvad<br />

fik dem til at gøre det?<br />

Det er nok ikke muligt at komme med et<br />

endegyldigt svar på, hvad der fik de<br />

serbiske styrker til at skyde efter de civile,<br />

det er nærmere en kombination af flere<br />

forskellige faktorer der hver især har haft<br />

indflydelse. Hjemmefra var de serbiske<br />

styrker stærkt præget af propaganda,<br />

hvor de var blevet hjernevasket til at tro,<br />

at de bosniske muslimer ikke var<br />

mennesker og at de ikke har fortjent at<br />

leve. På denne måde blev der skabt en<br />

stor følelsesmæssig distance der gjorde<br />

det svært for de serbiske finskytter at føle<br />

hvad der var rigtigt og forkert.<br />

Efterfølgende interviews med finskytter<br />

har dog vist, at de stadig godt var klar<br />

over at det de gjorde var forkert. De<br />

forsvarer sig med, at de havde fået ordre<br />

til at skyde og at det ikke var deres eget<br />

valg. Selvom denne forklaring taler godt<br />

ind i det omfattende arbejde adskillige<br />

teoretikere har udført om hvorfor<br />

mennesket følger autoriteter er det stadig<br />

svært at forstå hvad der får mennesker til<br />

at slå hinanden ihjel på denne måde.<br />

Enestående heroisme udvist af 3 mand<br />

På den ene side af Trebevic ligger en<br />

mindre høj der spillede en væsentlig rolle<br />

for både den serbiske og bosniske side.<br />

Under krigen var den et strategisk<br />

nøglepunkt for serberne og de var derfor<br />

33


meget interesserede i at tage højen fra de<br />

bosniske oprørsstyrker. Grunden til at<br />

serberne var så interesserede i højen var<br />

at der fra toppen af den er en suveræn<br />

udsigt over størstedelen af Sarajevo og<br />

man kunne derved opstille skyde og<br />

mortérstillinger med henblik på at ramme<br />

store dele af Sarajevo.<br />

Højen ligger tæt op af den grænse der<br />

blev dannet mellem de serbiske og<br />

bosniske styrker og var derved under<br />

tung beskydning og under ofte angreb fra<br />

de serbiske styrker. Omkring højen er der<br />

en øde græsmark hvor får og geder i dag<br />

går i fred og ro og græsser, men for ikke<br />

mange år siden var dette en blodig<br />

slagmark for de kampe der fandt sted for<br />

magten over højen. Der ligger også flere<br />

huse (som nok nærmere skal betegnes<br />

ruiner) omkring højen der stadig bærer<br />

tydeligt præg af skydeskår, skudhuller og<br />

mortér nedslag. En fortælling fra højen<br />

beretter om 3 Bosniske oprørssoldater<br />

der endte med, at måtte forsvare sig fra<br />

toppen af højen. Størstedelen af deres<br />

venner og bekendte i gruppen mistede<br />

livet under et kraftigt angreb fra de<br />

serbiske soldater, og det endte med at<br />

presse de tre overlevende soldater op på<br />

toppen af højen. Her måtte de så i stort<br />

undertal, med lidt ammunition, mad og<br />

drikke tilbage, holde stand imod de<br />

pressende serbiske soldater der skulle<br />

og ville eje højen. Efter en lang, hård og<br />

regnfuld nat lykkedes det de bosniske<br />

oprørsstyrker at få tilsendt forstærkninger<br />

til de tre heltemodige soldater på højen<br />

og det lykkedes der ved at holde højen på<br />

bosnisk side og derved presse de vrede<br />

serbiske soldater tilbage i stillingerne.<br />

(<strong>Den</strong> omtalte høj er højen til venstre på<br />

billedet - I baggrunden ses udsigten over<br />

Sarajevo tydeligt)<br />

Igman – det tavse vidne<br />

Udtrykket erindringssteder bruges om<br />

konkrete steder hvortil der er knyttet en<br />

særlig værdi og betydning. Således står<br />

Igman bjerget som en mørk skygge over<br />

byen Sarajevo, men også næsten som et<br />

monument, et minde fra en tid hvor livet<br />

var anderledes harmonisk, opført før<br />

Jugoslaviens opløsning – dengang<br />

verden var et andet sted.<br />

Ved erindringssteder giver man et<br />

erindringsfællesskab konkret form og<br />

indhold, og i den forbindelse er det uden<br />

34


etydning, hvorvidt dette fællesskab er<br />

reelt eller forestillet. Erindringssteder kan<br />

af forskellige årsager glide ud af<br />

erindringsfællesskabet og synke ned i<br />

glemsel. (Kulturarvens dynamik og<br />

forandringer, 2012)<br />

Men glemt bliver ikke Igman bjerget.<br />

Bjerget står for byen Sarajevo, rejst højt<br />

over byens tag, som et monument der har<br />

vidnet tidens gru. Fra Jugoslaviens<br />

storhedstid hvor den Olympiske Komité<br />

så fremtidsperspektiver og lod verdens<br />

største sportsbegivenhed komme på<br />

besøg – de Olympiske lege, godt nok i sin<br />

vinter dress, men alligevel. Til med et at<br />

have forvandlet Sarajevo til centrum for<br />

verdens bevågenhed og udsmykket<br />

Igman bjerget i de smukkeste olympiske<br />

farver og skulpturer.<br />

stadig smukkere fra år til år. Midt<br />

halvfemsernes afskyelige belejring af<br />

byen, med titusindvis af menneskers<br />

bortgang til følge, ses tydeligt. Arrene er<br />

svære at skjule, selvom byen i hastigt<br />

tempi sminkes stadig mere og mere.<br />

Tilbage står Igman bjerget. Forladt og<br />

fyldt med miner. Da serberne forlod deres<br />

stillinger i midten af halvfemserne,<br />

efterlod de ikke bare affald og<br />

krigsmateriel, men tillige sørgede de for<br />

at indhylle det engang så smukke område<br />

i miner og farlig ammunition, i så stor<br />

grad, at det i dag stadig udgør en<br />

uoverskuelig udfordring for byens<br />

indbyggere.<br />

I dag står Igman bjerget i skærende<br />

kontrast til byen Sarajevo, som med<br />

støtte fra den europæiske union, blomstre<br />

Igman bjerget er i dag for indbyggerne i<br />

Sarajevo et monument til erindring om<br />

fortiden. Storhed og forfald. Belejringen<br />

varede 44 måneder og for eftertiden skal<br />

Igman stå som et monument, til erindring<br />

om ophævelsen og befrielsen fra<br />

belejringen og stå som et pejlemærke ud i<br />

35


fremtiden for, hvad der er muligt at opnå.<br />

Erindringsstedet knytter sig således til<br />

begrebet erindringsfællesskab, som både<br />

for indbyggerne i Sarajevo, men også for<br />

de dengang belejrende serbere,<br />

repræsenterer en tid vi ikke vil tilbage til.<br />

Hadet og erindringerne holder hinanden i<br />

skak, så længe vi kan huske hvad der<br />

skete med Igman.<br />

36


Stabilitet på Balkan<br />

afhænger af Serbien<br />

Af Tor Jønsson, Kenneth Albæk Bilet<br />

Jensen, Martin Mosvad & Sandra Hørby<br />

Clausen.<br />

Serbien agerer som en stormagt på<br />

balkan og vi vil i denne artikel redegøre<br />

for nogle argumenter, der kan forklare<br />

denne stormagtsrolle. Serbiens rolle<br />

afhænger både af Balkans historie og<br />

befolkningens udspredning.<br />

Serbien er, hvad angår befolkningstallet,<br />

det ultimativt største land i den tidligere<br />

Føderale Republik Jugoslavien.<br />

Sammenligner man Serbien med andre<br />

lande i regionen, kan man se en forskel<br />

inden for både befolkningstal, BNP og<br />

arbejdsløshed.<br />

Det går væsentligt bedre for Serbien end<br />

for både Bosnien og Makedonien.<br />

Arbejdsløsheden er over dobbelt så høj i<br />

Bosnien sammenlignet med Serbien,<br />

hvilket også kan give en indikation af, at<br />

Serbiens uddannelsessystem er<br />

væsentligt stærkere end Bosniens.<br />

Faktaboks<br />

Serbien: Befolkningstal 7,243,007<br />

BNP, $10,500 – arbejdsløshed 22,4%<br />

Bosnien: Befolkningstal 3,875,723<br />

BNP, $8,300 – arbejdsløshed 43.3%<br />

Makedonien: Befolkningstal 2,087,171<br />

BNP $10,700 – arbejdsløshed 31.3%<br />

Serbien og EU<br />

Serbien har gjort fremskridt mod<br />

optagelsen som EU medlemsland, ved at<br />

underskrive en stabilisering og<br />

samarbejdsaftale i maj 2008 og ved<br />

implementeringen af den midlertidige<br />

handelsaftale med EU i 2010, fik Serbien<br />

fuld kandidatstatus i 2012.<br />

Efter borgerkrigene er forholdet mellem<br />

Kroatien og Serbien meget anstrengt.<br />

Kroatien mener, at Serbien var<br />

aggressoren i forbindelse med krigene,<br />

hvor Serbien vil have Kroatien til at<br />

indrømme, at landet var skyld i massive<br />

serbiske tab.<br />

Det at Kroatien fik kandidatstatus i EU før<br />

Serbien, gør at forholdet blev yderligere<br />

anstrengt. Serbien protesterer stadig<br />

37


mod, at både EU og andre stater ønsker,<br />

at Kosovo bliver uafhængigt – en<br />

optagelse i EU vil derfor være afhængig<br />

af, at Serbien også skal anerkende landet<br />

som uafhængigt. Forhandlingerne er i<br />

gang, både mellem Serbien og EU samt<br />

mellem Kosovo og Serbien – hvilket er et<br />

positivt tegn for Serbiens styrke i<br />

regionen.<br />

Serbiens økonomiske status, anno<br />

2013<br />

Økonomien i landet er afhængig af<br />

produktion og eksport, der i høj grad<br />

bliver drevet af udenlandske<br />

investeringer.<br />

Under Milosevics regeringsperiode blev<br />

økonomien forvaltet dårlig. <strong>Den</strong> var<br />

dengang blandt andet underlagt<br />

internationale økonomiske sanktioner,<br />

borgerkrig samt skaderne på<br />

Jugoslaviens infrastruktur og industri<br />

under NATO’s luftangreb I 1999. Dette<br />

gjorde at økonomien blev halveret fra<br />

1990 til 1999.<br />

Serbiens økonomi er på nuværende<br />

tidspunkt gunstig, hvilket blandt andet<br />

skyldes den strategisk gode placering af<br />

landet. Der er relativ billig og kvalificeret<br />

arbejdskraft og frihandelsaftaler med<br />

blandt andet EU, Rusland og Tyrkiet gør,<br />

at økonomien er i fremdrift.<br />

Serbiens udfordringer<br />

Landet står over for nogle forskellige<br />

udfordringer i de kommende år – landets<br />

arbejdsløshed er stigende og der er<br />

derfor behov for at skabe arbejdspladser,<br />

hvilket kræver højere offentlige udgifter til<br />

lønninger, pensioner og<br />

arbejdsløshedsunderstøttelse. Der er<br />

stadig en stigende offentlig og privat<br />

udlandsgæld – for at få denne gæld ned,<br />

må Serbien også fokusere på at tiltrække<br />

nye udenlandske investeringer.<br />

Andre alvorlige udfordringer omfatter det<br />

stadig ineffektive retssystem. Der er<br />

stadig meget korruption I landet. En<br />

aldrende befolkning gør også, at den<br />

ældre generation kræver flere og flere<br />

udgifter i form af hjælp og medicin.<br />

Serbiens og Bosniens historiske<br />

forhold<br />

For at komme nærmere en forståelse for<br />

dynamikken på Balkan, er det selvfølgelig<br />

en nødvendighed at kigge nærmere på<br />

de historiske forhold. Hvad er det der<br />

danner grundlag for tidligere og<br />

nuværende stridigheder nationerne<br />

imellem, og kan historien måske danne<br />

38


grundlag for en gisning om hvordan<br />

fremtiden kommer til at se ud?<br />

Diversiteten i befolkningsgrupperne inden<br />

for landegrænserne, synes at have<br />

skiftende intentioner om, hvordan<br />

forholdet grupperne imellem skal være.<br />

Bosnien og Serbien har gennem mange<br />

år været slaviske, og de var begge inden<br />

de blev erobret af osmannerne i 1415,<br />

store selvstændige kongeriger. Under<br />

denne belejring konverterede mange af<br />

Bosniens beboere til Islam, hvilket også<br />

forklarer det nuværende forholdsvist store<br />

antal muslimer, særligt i Bosnien.<br />

I 1878 underlægges Bosnien Østrig-<br />

Ungarn under belejring. Samtidig blev<br />

Serbien selvstændigt under et oprør mod<br />

osmannerne samme år.<br />

Første Verdenskrig<br />

Faktummet at Bosnien stadig var<br />

underlagt Østrig-Ungarn, ledte da også til,<br />

at en bosnisk serbisk studerende og<br />

nationalist i 1914 myrdede Franz<br />

Ferdinand, under hans besøg i Sarajevo.<br />

Mordet leder som bekendt til en større<br />

diplomatisk krise og senere 1.<br />

Verdenskrig. I mellemtiden har Serbien<br />

haft adskillige krige mod osmannerne, en<br />

territoriel kamp og en kamp for Serbien<br />

om adgang til havet, forhindret af Østrig-<br />

Ungarn, som også var med til at motivere<br />

Franz Ferdinands morder. Efter 1.<br />

Verdenskrig dannedes Kongeriget<br />

Jugoslavien, et monarki med en fælles<br />

forfatning imellem de fleste af<br />

balkanlandene. Fra starten var kongeriget<br />

opdelt i 33 banater(red. regioner), men<br />

kongen samlede senere dette til 9, for at<br />

øge integrationen regionerne imellem.<br />

Anden Verdenskrig og Jugoslavien<br />

Kongeriget blev mere eller mindre opløst i<br />

1941 under invasion af aksemagterne,<br />

som senere blev fordrevet ved hjælp fra<br />

partisaner og den røde hær.<br />

Kommunisterne vandt ind efter krigen og<br />

Tito får oprettet det kommunistiske<br />

føderale Jugoslavien. Titos<br />

kommunistiske diktatur eliminerede alle<br />

former for opposition. Jugoslavien var<br />

efter 2. Verdenskrig tæt allieret med<br />

Stalin, men allerede i 1948 blev Tito og<br />

Stalin uenige, og Jugoslavien førte<br />

derefter en neutral politik. Selv under<br />

indgåelse af Warszawapagten og NATO<br />

alliancen, stod de som blok neutrale.<br />

Jugoslavien faldt efter Titos død ca.<br />

samtidig med Sovjetunionens fald, hvilket<br />

førte til store økonomiske problemer.<br />

Under Titos tid er det værd at bemærke<br />

hvilken dynamik der har været indenfor<br />

føderationen. Særligt kan nævnes de<br />

39


økonomiske forhold, hvor Slovenien<br />

eksempelvis havde 7 gange højere<br />

indtægter end befolkningen i Kosovo.<br />

Samtidigt blev der i Kosovo regionen født<br />

6-8 børn pr. familie mod gennemsnittet i<br />

Jugoslavien på 2-3, hvilket forårsagede<br />

en stigning af albanere i området, og en<br />

samtidig fortrængning af andre folkeslag.<br />

Der har altså været store strukturelle<br />

uligheder regionerne og<br />

befolkningsgrupperne imellem.<br />

Selvstændigheden<br />

Bosniens erklæring om selvstændighed i<br />

1992 skaber uro i et nu nationalistisk<br />

Serbien, der reagerer med en offensiv<br />

imod Bosnien. I starten primært en<br />

konflikt startet af den Serbiske præsident<br />

Milosevic, dette ændres dog senere til at<br />

være en konflikt mellem bosniakker,<br />

bosniske serbere og bosniske kroater. En<br />

NATO intervention bremsede senere<br />

Serbiens offensive fremfærd imod<br />

Bosnien, og gjorde derfor muligt for<br />

Bosnien at beholde deres<br />

selvstændighed. Der har altså ikke været<br />

en længere historie for krig mellem<br />

Serbien og Bosnien som vi eksempelvis<br />

har haft med Sverige herhjemme. Det har<br />

derimod været nationalisme, strukturelle<br />

problemer og uligheder, der skabte en<br />

konflikt mellem to lande med en lang og<br />

stolt fortid. Freden mellem dem under<br />

føderationen Jugoslavien blev, måske<br />

kunstigt, holdt i live af dygtige og<br />

ambitiøse retorikere som Tito.<br />

Efter krigen<br />

Siden krigen har forholdet imellem de to<br />

lande naturligvis været hårdt belastet og<br />

de to regeringer har ikke haft stor tillid til<br />

hinanden. Serbien har blandt andet<br />

været en af de helt store støtter til<br />

Republika Srpska og tidligere støttet op<br />

om dem, hvis de ville være deres eget<br />

land. Så galt er det heldigvis ikke gået<br />

endnu.<br />

Serbiens nye præsident<br />

Meget vand er løbet gennem åen de<br />

sidste par år og forholdet mellem de to<br />

lande er i konstant udvikling. Det seneste<br />

år har Tomislav Nikolics blandt andet<br />

stået for dette. Tomislav Nikolics blev<br />

valgt til præsident den 31. maj 2012. Han<br />

er, modsat hans forgænger, kendt for ikke<br />

at støtte op om et Serbien i EU. Selv<br />

mener han dog ikke, at valget af ham er<br />

ensbetydende med et nej til EU. Og som<br />

nævnt tidligere er der sågar sket<br />

fremskridt i optagelsesprocessen siden<br />

han kom til.<br />

40


En tung fortid<br />

Herhjemme har vi Ole Sohn - i Serbien<br />

har de Tomislav Nikolics. Da han kom til<br />

magten i Maj 2012 lavede han en del<br />

kontroversielle udtalelser omkring, hvad<br />

der foregik på Balkan i 90'erne. Især<br />

ramte han Bosnien hårdt. Ingen af dem<br />

kunne dog overraske, da Tomislav<br />

Nikolics er tidligere formand for det<br />

Serbiske radikale parti, som i 1998<br />

dannede en koalition med Slobodan<br />

Milosevics Socialistiske parti.<br />

Undskyldningen til Bosnien<br />

Med opstarten af sit eget progressive<br />

parti har han hidtil også lagt en<br />

nationalistisk kurs for dagen. Der er dog<br />

begyndt at danne sig et billede af en<br />

ændret kurs over for Bosnien , og en<br />

generel ændring i Serbiens<br />

udenrigspolitik. En af de helt store ting<br />

foregik i en tale tidligere på året, hvor han<br />

udtalte, at han knælede og bad om<br />

tilgivelse for de ting, der foregik i<br />

Srebrenica . Han gik dog ikke så langt<br />

som at kalde det for et folkemord, men<br />

sammenlignet med, at han cirka et år<br />

tidligere, stod og udtalte, at det ikke var et<br />

folkemord i Srebrenica, - Selvom det er<br />

international anerkendt, at det var - er det<br />

altså en kæmpe forbedring.<br />

Flere indikationer<br />

I samme tale som han beder om tilgivelse<br />

for folkemordet i Srebrenica bruger han<br />

også ordet Bosnier. Det kan umiddelbart<br />

lyde meget harmløst, men det at en<br />

nationalistisk Serber bruger ordet<br />

Bosnier, betyder at han har accepteret,<br />

eksistensen af et andet land og at et<br />

Storserbien aldrig kan komme på tale.<br />

Det var ellers tidligere noget han gik ind<br />

for, som vicepræsident for den føderale<br />

jugoslaviske republik.<br />

Derudover er det værd at nævne den<br />

umiddelbare ændring i forholdet til<br />

Republika Srpska, der ellers hidtil har<br />

været den eneste del af Bosnien-<br />

Hercegovina som altid har haft hyppige<br />

besøg fra Beograd og som har besøgt<br />

Beograd lige så mange gange. Det er<br />

især værd at bide mærke i Vuk Jeremic -<br />

Nuværende formand for FN's<br />

generalforsamling - der som tidligere<br />

udenrigsminister for Serbien gik ind og<br />

blandede sig i Milorad Dodiks<br />

valgkampagne i Republika Srbska. Det<br />

ville svare til, hvis Hillary Clinton under<br />

seneste folketingsvalg i Danmark gik ind<br />

og erklærede sin støtte direkte til Lars<br />

Løkke Rasmussen for på den måde at<br />

sikre ham en valgsejr. <strong>Den</strong> type billeder<br />

ses langt fra længere, endvidere har<br />

41


Tabloidavisen Kurir, som har meget nære<br />

forbindelser til regeringen i Beograd<br />

været ude at anklage Dodik for<br />

involvering i organiseret kriminalitet.<br />

Serbien forsøger altså at få et forhold til<br />

hele Bosnien nu og favoriserer ikke<br />

længere Republika Srpska.<br />

Fremtiden<br />

Flere eksperter er enige om, at dette<br />

kursskifte er reelt og at vi går en ny<br />

fremtid i møde. De er overbeviste om, at<br />

de tidligere jugoslaviske lande har<br />

forstået, at de bliver nødt til at kunne<br />

samarbejde, for at blive accepteret i det<br />

internationale samfund. Hvis dette<br />

kursskifte er sandt, står Bosnien-<br />

Hercegovina muligvis over for deres<br />

redning. Ifølge Aleksandr Popov, direktør<br />

for Center for Regionalisme i Novi Sad, er<br />

Bosnien-Hercegovina afhængig af dets<br />

naboer, og i særdeleshed Serbien, for at<br />

kunne blive en funktionel stat. Hvis<br />

Bosnien-Hercegovina får styr på landets<br />

interne problemer vil det ikke kun gavne<br />

dem selv, men også hele Europa.<br />

Bosnien har ca. 700 grænseovergange<br />

ind til Kroatien, som bliver medlem af EU<br />

fra på mandag den 1. Juli 2013. Af disse<br />

grænseovergange vil ca. 50 være<br />

bevogtet, hvilket efterlader 650 åbne for<br />

immigranter til at passere direkte ind i EU.<br />

Balkan er lidt som Mellemøsten<br />

Hinnebusch ville som partikularist<br />

formentlig ikke sætte stor pris på<br />

sammenligningen mellem Balkan og<br />

Mellemøsten. Hinnebusch ser<br />

Mellemøsten som et særskilt område, og<br />

har fremsat en teori, hvor, specielt en af<br />

dynamikkerne bag presset på staternes<br />

regeringer er særlig for området. Dette<br />

pres han beskriver, kan komme både fra<br />

andre stater, supra-statsligt pres, og fra<br />

befolkningen, sub-statsligt pres.<br />

Ifølge Hinnebusch er Mellemøsten et<br />

særskilt område, ikke fordi staterne i<br />

området kan lægge pres på hinanden,<br />

supra-statsligt pres, men fordi<br />

befolkningen i regionen til tider sætter<br />

deres religiøse overbevisning over deres<br />

nationalitetsfølelse og på den måde kan<br />

lægge pres på deres nations regering i<br />

retning mod mere religiøse strømninger.<br />

Et eksempel kunne være da Jordan, i<br />

1967, gik med til at erklære Israel krig,<br />

grundet et folkeligt pres. Dette pres mod<br />

den jordanske regering fra befolkningen,<br />

er det han beskriver som sub-statsligt<br />

pres. Et eksempel på det supra-statslige<br />

pres er ægyptiske Nassers ide om panarabisme.<br />

Hans vision om et samlet<br />

Arabien under Ægypten lagde et stort<br />

udefrakommende pres på de andre<br />

42


arabiske lande, altså et supra-statsligt<br />

pres.<br />

Vi mener, at Balkan er meget lig<br />

Mellemøsten på nogle af de områder som<br />

Hinnebusch er inde på. Staterne på<br />

Balkan kan selvfølgelig sagtens udøve<br />

supra-statsligt pres på hinanden gennem<br />

for eksempel deres udenrigspolitik.<br />

Serbien og Montenegro har prøvet på det<br />

ved blandt andet at holde så meget<br />

sammen på det gamle Jugoslavien som<br />

de kunne, men det lykkedes ikke så godt<br />

og de to lande er nu også selvstændige<br />

hver for sig. Det vi dog finder mest<br />

interessant er de ligheder vi ser i<br />

forbindelse med det sub-statslige pres,<br />

som skulle være særskilt for<br />

Mellemøsten. Som tidligere nævnt kunne<br />

befolkningerne i Mellemøsten til tider<br />

sætte deres religion højere end staten og<br />

på den måde lægge et pres på<br />

statslederne. Ser man på Balkan, og<br />

kortet nedenfor, er blandt andet serbere,<br />

kroater og blandede muslimer spredt ret<br />

vidt på tværs af regionen. Specielt i<br />

Bosnien er der en stor blanding af de tre<br />

grupper. I Bosnien er der derfor stor<br />

sandsynlighed for at regeringen kan<br />

påvirkes af et massivt sub-statsligt pres,<br />

da den serbiske del af befolkningen i<br />

Bosnien til tider, eller ofte, vil føle større<br />

interesse for Serbien end for hvad der<br />

gavner Bosnien som stat. På samme<br />

måde kan det gælde for den kroatiske del<br />

af befolkningen.<br />

Serbien er her interessant, fordi det er det<br />

land største i regionen og derfor vil det<br />

kunne tænkes at lægge et supra-statsligt<br />

pres på de andre stater. Udover dette vil<br />

de også have den bedste mulighed, af<br />

alle staterne, for at skabe grobund for et<br />

sub-statsligt pres i blandt andet Bosnien<br />

og Kroatien, da der bor en del serbere i<br />

begge lande.<br />

Med andre ord ser vi Balkan som<br />

Europas Mellemøsten, hvor nogle af de<br />

samme dynamikker kan spille ind på<br />

hvordan staterne agerer.<br />

43


at krigen ikke er brudt ud igen eller har<br />

der virkelig været en forsoning mellem<br />

landene.<br />

Ydre forsoning – indre<br />

splittelse<br />

Af Mark Holm Vadfelth, Randi Kjær<br />

Nielsen og Tim Højrup Jespersen<br />

Fra 1992-1996 rasede krigen mellem<br />

bosniske muslimer, bosniske kroater<br />

samt bosniske serbere og de reelle<br />

serbiske hærstyrker. I 44 måneder af<br />

denne tid var Sarajevo omringet af<br />

serbiske styrker, der isolerede<br />

befolkningen af denne by, gjorde deres liv<br />

til et levende helvede med meget få<br />

forsyninger til overlevelse. Under denne<br />

belejring døde 11.541 mennesker, hvoraf<br />

mere end 1.000 var børn. <strong>Den</strong> 3. juli 1992<br />

besluttede FN sig for at sende soldater til<br />

landet, dog med et mandat, der gjorde<br />

dem næsten ude af stand til at beskytte<br />

civilbefolkningen i Sarajevo mod den<br />

massive beskydning fra de serbiske<br />

styrker. I starten havde FN 60.000<br />

soldater i både Serbien og Bosnien. <strong>Den</strong><br />

dag i dag er der 600 soldater til stede. Er<br />

deres fortsatte tilstedeværelse årsagen til<br />

I kø for livet<br />

Hver dag er en kamp, en kamp om<br />

overlevelse! Pudsen fra de sønderskudte<br />

huse som serberne nu havde tortureret<br />

med deres altødelæggende ammunition i<br />

næsten to år, haglede ned over os.<br />

Dagene i konflikten havde været lange<br />

før, men var blevet endnu længere og<br />

yderligere intensiveret, desto længere<br />

konflikten bevægede sig ind i sin historie,<br />

med stadig flere intensive beskydninger<br />

og endnu mere blod i gaderne end<br />

tidligere. Vi stod forpustede, klemt i en<br />

anspændt række, op ad husmuren, som<br />

kun kunne yde rum for den midlertidige<br />

beskyttelse, vi havde brug for.<br />

Alle åbne pladser, stræder og passager i<br />

byen lå under for en altseende<br />

observation, fra de omkringliggende<br />

bjergrygges tungt bemandede<br />

finskytteposter. Det var nærmest umuligt<br />

at bevæge sig uset rundt i byen, trods<br />

dette, var det essentielt at anskaffe friske<br />

forsyninger i form af mad og vand samt<br />

informationer omkring situationen i byen<br />

og om ens nærmeste families ve og vel.<br />

Omtanken for ens familie og nøden på<br />

mad og drikke blev drivkraften, drivkraften<br />

44


for de daglige dødsensfarlige<br />

ekskursioner gennem byens skyggesider<br />

og hemmelige ruter.<br />

Menneskene, der foretog de dristige ture<br />

faldt omkring, hver anden gang de var på<br />

farten, skudt ned af finskytter. Helvede<br />

havde åbnet sin golde glohede mund og<br />

var i gang med at fortære Sarajevo, men<br />

vi fortsatte ufortrødent, det var blevet<br />

dagligdag for de af os, der trodsede den<br />

evigt truende fare for at bevæge sig ud,<br />

ud til livet og overlevelsen.<br />

Blikket<br />

Personen, der netop havde været i stand<br />

til at danne dette scenario for det indre<br />

øje var Fikret. Han havde set<br />

menneskehedens værste side. Han<br />

fortalte hans oplevelser i sådan en<br />

malerisk grad, at det var uundgåeligt at<br />

løsrive sig fra de følelser, de implicerede<br />

havde oplevet. Det seriøse og noget<br />

matte ansigtsudtryk, fortalte mere end<br />

tusinde ord og blev endnu tydeligere, når<br />

vores samtale nærmede sig hans<br />

oplevelser, om dagligdagen under den<br />

serbiske belejring af Sarajevo by, byen<br />

der om noget dannede rammerne for en<br />

af de mest horrible krigsskuepladser i<br />

nyere tid.<br />

Bosnisk Kaffe!<br />

Fikret skulle være vores guide, for den<br />

næste dags udflugt og bjergvandring til et<br />

af de omkringliggende bjerge. Vi havde<br />

forud for besøget i Bosnien og<br />

Herzegovina været i kontakt med ham og<br />

aftalt et møde for at drøfte valget af den<br />

kommende dags destination og<br />

vigtigheden af netop bjergene. Fikret kom<br />

os i møde ved hotel Astra Garni, omkring<br />

kl. 1900, det havde regnet hele dagen og<br />

var så småt ved at tage af, men fugten<br />

hang stadig tyngende i luften. En hektisk<br />

type ved første møde, han ville hurtigt<br />

videre mod den cafe, han havde udtænkt<br />

sig for vores møde. Da vi satte os i<br />

sofaen i den hyggelige gårdhave med<br />

glasoverdækning og lokalt musik<br />

spillende lavt i baggrunden, sænkede<br />

roen sig over ham og os. Bosnisk kaffe!<br />

var hans første ord og vi sagde pænt tak,<br />

hvilket skulle indlede starten på et af de<br />

mest interessante møder i Sarajevo.<br />

Da krigen ramte<br />

Fikret er en 57-årig mand, der har levet<br />

og boet i Sarajevo hele sit liv. Hans<br />

familie og venner bor her, hele hans<br />

verden er her. Da krigen ramte byen i<br />

1992 var Fikret en ganske almindelig<br />

mand, der arbejdede for, at han og hans<br />

familie kunne overleve. Men alt imens<br />

45


hverdagen fortsatte i byen blev hans by<br />

omringet af serbiske styrker, der lå i de<br />

omkringliggende bjerge med kampvogne,<br />

morterer, snigskyttereder og kanoner. Der<br />

gik ikke længe før beskydninger fra disse<br />

blev hverdag nede i byen.<br />

Serberne havde lukket af for al til – og<br />

afgang fra byen, så overlevelsen var fuldt<br />

ud betinget af mulighederne for at skaffe<br />

vand, mad og varme fra det allerede<br />

eksisterende i byen.<br />

En ganske almindelig hverdag<br />

Fikret fortalte under vores kaffemøde om<br />

en dag, hvor han var kommet hjem fra en<br />

lang arbejdsdag og var træt. Udenfor<br />

hører han bylivet, børn der leger i<br />

baggården og trafikken der raser på vejen<br />

foran af bygningen. Han går ud på<br />

balkonen for at se, her var 5 unge, friske<br />

drenge, i færd med et spil bordtennis i<br />

baggården. Han smiler til dem og vender<br />

tilbage til stuen. Han slænger sig i sofaen<br />

for at slappe af, lukker øjnene og<br />

forsvinder lidt hen, indtil han hører et<br />

brag. Han rejser sig med et sæt og lytter.<br />

Ingen støj - stilhed. Han løber op på sin<br />

balkon. Stopper op og kigger måbende<br />

ned på, hvad der før var en baggård med<br />

en parkeringsplads og en legeplads for<br />

nabolagets unge drenge. Det var nu et<br />

stort hul i asfalten.<br />

I dette øjeblik sidder vi og kigger på Fikret<br />

mens han fortæller historien, men der er<br />

intet tegn på sorg eller mén i hans øjne,<br />

de var tomme. Var dette blevet hverdag,<br />

desværre? Han fortæller videre, at han i<br />

hullet ser mere end bare murbrokker og<br />

asfalt. Han ser rent faktisk de børn, der<br />

legede i gården, ligge, sønderknust, revet<br />

i stykker, døde. Deres kroppe, delt i<br />

mange dele, arme det ene sted, torsoen<br />

et andet. Men det der fanger hans blik er<br />

hovedet på den ene dreng, hvor hjernen<br />

er synlig. Fikret holder hænderne op og<br />

former en hjerne med hans hænder og<br />

bevæger dem frem og tilbage for at<br />

illustrerer en hjerne der arbejder. “Jeg<br />

kunne se de stadig var i live”.<br />

En dag på bjerget<br />

Fikret arbejder i dag som guide i Sarajevo<br />

og bearbejder de ting han har oplevet<br />

gennem hans fortællinger. Han sagde at<br />

han ville fortælle sandheden, de rigtige<br />

billeder uden redigering. Under vores<br />

besøg tog han vores gruppe med op på<br />

bjerget Trebevic, hvorfra serberne havde<br />

beskudt byen. Som der ses på billedet<br />

overfor er udsynet ned til gaderne i<br />

Sarajevo gode og enhver der bevægede<br />

sig i de åbne gader ville blive beskudt af<br />

snigskytter og enhver vigtig bygning og<br />

ofte også tilfældige bygninger blev<br />

46


ombet med mortergranater. Livet i byen<br />

var ikke sikkert, men hverdagen skulle<br />

alligevel fortsætte de 44 måneder byen<br />

var omringet.<br />

På bjerget Trebevic var der i 1984 blevet<br />

bygget en bobslædebane, der skulle<br />

bruges til OL. <strong>Den</strong>ne bane gik vi ned i<br />

under vores vandring ned af bjerget. Her<br />

kunne ses ar fra krigen. Banen blev<br />

nemlig brugt af serberne til stillinger og<br />

beskyttelse mod de bosniske styrkers<br />

modsvar.<br />

Forsoningen<br />

Fikret gjorde det ret tydeligt, at der ingen<br />

forsoning var. Jo på overfladen så det ud<br />

som dette, alle levede i bedste<br />

velgående, men bag facaden lå der<br />

stadig meget had. “At se en mand dræbe<br />

sin familie, sine bedste venner eller “bare”<br />

en nabo, for så 10 år senere at se<br />

manden komme gående i gaderne som<br />

politibetjent eller skolelærer for sine børn.<br />

Det tilgiver man ikke!” siger Fikret.<br />

Militæret derimod, havde en helt anden<br />

opfattelse af forsoningen. Eller det var i<br />

hvert fald, det de fortalte. Vi besøgte<br />

både Serbiens og Bosniens forsvar og<br />

spurgte ind til deres oplevelse af<br />

forsoning. Det viste sig i begge tilfælde, at<br />

der både var en fra den serbiske side og<br />

den bosniske side under krigen til stede<br />

ved briefingen. Deres kommentarer fra<br />

begge briefinger var, at de arbejdede<br />

sammen den dag i dag og at de under<br />

krigen kun udførte ordrer. De viste ingen<br />

tegn på had, men bare det faktum, at der<br />

ved begge briefinger netop var en fra<br />

hver side tilstede giver stof til eftertanke.<br />

FN er stadig til stede i landene og dette<br />

kunne være en årsag til, at forsoningen<br />

udadtil ser ud til at lykkes. Men hvordan<br />

forsoner man et folk, der er så hårdt ramt<br />

af de oplevelser begge sider har været<br />

igennem?<br />

Ubuntu kaster lys ud i mørket!<br />

For at give forklaringskraft til noget så<br />

udfordrende som en forsoningsproces, er<br />

det essentielt at se nærmere på, hvilke<br />

dynamikker, der influerer<br />

forsoningsprocessen og den situationelle<br />

47


kontekst for de involverede parter. Derfor<br />

er det i vores optik nærliggende at vende<br />

blikket mod filosofien ”ubuntu”, der om<br />

noget beskriver udfordringerne og<br />

samtidigt opstiller rammerne for en<br />

succesfuld forsoningsproces. Ikke alene<br />

for at kunne skabe forståelse for dette<br />

ømfindtlige område, men ligeledes for at<br />

blive bevidst om, hvilket miljø, der skal<br />

fremelskes for at opnå fremgang i<br />

forsoningen.<br />

“There is a need for understanding,<br />

not for vengeance, a need for<br />

reparation but not for retaliation, a<br />

need for ubuntu but not for<br />

victimization”<br />

Dette citat stammer direkte fra Sandhedsog<br />

Forsoningskommissionerne efter<br />

opgøret med Apartheid i Sydafrika.<br />

Selvom landet ikke var i direkte<br />

borgerkrig, og ingen byer var under<br />

belejring, kan man finde talrige eksempler<br />

på voldsomme overgreb begået fra begge<br />

sider. <strong>Den</strong> afrikanske filosofi rummer en<br />

høj grad et ønske om at mødes og få talt<br />

omkring, hvad der skete i forbindelse med<br />

overgrebene.<br />

For at forstå Ubuntu, skal vi dykke ned i<br />

en livsfilosofi som stammer fra<br />

Zulustammen. I zulufilosofi, har man en<br />

forståelse af at mennesker og verden<br />

hænger sammen og er forbundet til<br />

hinanden. Det er et ideal som zuluerne<br />

lever efter og kan spores til ordsproget “et<br />

menneske er kun et menneske gennem<br />

andre mennesker”. Når man ser på<br />

ubuntu, kan man meget hurtigt forstå, at<br />

det er en form for social- og<br />

selverkendelsesfilosofi, hvor det i høj<br />

grad er refleksionen og forståelsen af de<br />

handlinger man begår, som definerer om<br />

man er “ubuntu” eller ej. Man kan godt<br />

være uden for ubuntu, men er man uden<br />

for ubuntu, så er man heller ikke længere<br />

menneske og har som sådan heller ingen<br />

ret til at blive behandlet som et sådant,<br />

men når man skubber andre derud, hvor<br />

man ikke mener de er “ubuntu”, så har<br />

man også selv fjernet sig fra ubuntu.<br />

Derfor søger man altid at handle,<br />

behandle og respektere hinanden,<br />

således man er omfattet af at være<br />

menneske.<br />

Kan straffen måles?<br />

I europæisk jura arbejder man frem efter,<br />

at man straffer en, der har overtrådt loven<br />

proportionelt. Altså en lovovertrædelse for<br />

eksempelvis at have slået et andet<br />

menneske ihjel, giver den straf der nu er<br />

defineret i loven. <strong>Den</strong>ne straf gør så, at<br />

samfundet burde acceptere at en, der har<br />

overtrådt loven, i princippet er sat fri når<br />

48


han har udstået sin straf. Men er han det?<br />

Hvad med offerets familie? Er de kommet<br />

videre? <strong>Den</strong> europæiske jura tænker ikke<br />

på den psykologiske del, men behandler<br />

nærmest klinisk overtrædelsen, der er<br />

blevet begået og tager ikke hånd om dem<br />

det gik udover. Selvom ubuntu ikke som<br />

sådan er en strafferetlig proces, så kan<br />

man sagtens se, at det rummer dette<br />

manglende psykologiske element. I<br />

ubuntu behandler man offeret og<br />

forbryderen ens - man lader dem fortælle<br />

hver sin historie om, hvad der førte til<br />

handlingen, samt fortæller offerets<br />

oplevelse af, hvad handlingen har fået<br />

offeret til at føle og tænke omkring det,<br />

der skete, samt hvad der har medført hos<br />

offeret. I ubuntu er tanken, at når man har<br />

fået talt ud omkring tingene, så skal man<br />

som forbryder reflektere over den<br />

handling man har begået, og dermed<br />

konstant mindes om, hvor voldsomt og<br />

ubehageligt det har været for offeret. Når<br />

man har fortalt sandheden, kan man<br />

sættes fri for sine overtrædelser, og man<br />

får samtidigt behandlet offerets psykiske<br />

efterladenskaber fra overtrædelsen på en<br />

god og forstående måde.<br />

Tilgivelse og forsoning i Bosnien<br />

Netop det at få fortalt historierne overfor<br />

hinanden, var det der gjorde, at man kom<br />

godt ud af apartheid i Sydafrika. Det<br />

samme kunne gøres i Bosnien-<br />

Hercegovina, men det er ikke det man<br />

oplever. Fikret fortæller, at man ikke har<br />

fået talt ud omkring tingene, fordi hadet<br />

stadig er så stærkt indeni. Det er svært at<br />

få talt ud omkring, hvad man har oplevet,<br />

når hadet stadig ligger så ekstremt<br />

dybtfølt under huden - det gør, at man<br />

ikke har lyst til at tale med de andre.<br />

Ubuntu kunne være det, der fik<br />

befolkningen i landet til at mødes og få<br />

talt ud om de ting de har oplevet og set,<br />

dette kunne være med til at fjerne billedet<br />

af monsteret, den tidligere fjende<br />

repræsenterer.<br />

Ubuntu rummer forståelse for, at begge<br />

historier skal fortælles, og rummer også<br />

at alle synspunkter kan blive fremlagt, for<br />

derefter at koble tingene ind i en helhed.<br />

Forståelse for hinanden?<br />

I psykologi er det en almindelig ting, at<br />

man søger at få historien fortalt og få den<br />

vendt og drejet. Det er et kerneelement i<br />

eksempelvis den kognitive psykologis<br />

narrative praksis - narrativ betyder<br />

“fortælling”. Tanken med den narrative<br />

praksis er, at man søger at få historien<br />

spundet frem, og så få andres historier<br />

spundet sammen, således at man kan få<br />

forstærket fortællingen - det smarte ved<br />

49


at koble ubuntu ind i denne praksis er så,<br />

at man får begge sider frem, således at<br />

fortællingen bliver vægtet fra begge sider<br />

og at man så lettere kan skabe en<br />

forståelse for, hvad modparten har tænkt,<br />

følt og hvad han i dag sidder tilbage med<br />

af opfattelse. Når først man har mødt<br />

hinanden, har man derved fået sat ansigt<br />

på frygten og kan se at modparten faktisk<br />

også er et menneske, med følelser og<br />

tanker omkring det der skete i fortiden.<br />

Det kræver blot at begge parter, i tilfældet<br />

med det tidligere Jugoslavien dog tre<br />

parter, har mod på at sætte sig ned for at<br />

få fortalt historien for hinanden. Om der<br />

så er vilje til dette, er op til de enkelte<br />

parter. Et helt vigtigt element vi vil runde i<br />

denne tekst, er igen kerneelementet i det<br />

indledende citat omkring ubuntu: “There<br />

is a need for ubuntu - not for<br />

victimization”. <strong>Den</strong>ne passus rummer det<br />

helt essentielle i den gensidige forståelse.<br />

Ingen skal være offer, ingen skal føle sig<br />

undertrykt, men man skal være et<br />

menneske gennem andre mennesker.<br />

Psykisk straf<br />

Selvom ubuntu nok kan virke en anelse<br />

“romantisk”, om man vil, så kan man også<br />

hævde at ubuntu også rummer en straf,<br />

der er hårdere end en almindelig<br />

proportional strafudmåling, man har i den<br />

vestlige jura. Straffen er ikke så meget<br />

fysisk manifesteret, men kan snarere ses<br />

som en psykisk straf, idet man tvinges til<br />

at forholde sig refleksivt til de skader,<br />

man har forvoldt mod hinanden. Netop<br />

denne refleksive praksis, er så noget man<br />

skal være i stand til at gennemgå, før<br />

ubuntu får den helt rette mening. Hvis<br />

man er i stand til at tænke på<br />

menneskeheden som helhed, burde man<br />

heller ikke være i stand til at udføre disse<br />

forbrydelser mod menneskeheden.<br />

Ubuntu betyder nemlig “menneskelighed”<br />

- alligevel sker der overtrædelser hver<br />

eneste dag, men derfor kan man vel godt<br />

tænke på andre mennesker, før man<br />

begår en strafbar handling? Dette er<br />

netop ren og skær ubuntu.<br />

Fremtiden - kan folk i Sarajevo<br />

forsones?<br />

Når man som udenforstående står og<br />

betragter landet, kan man få et indtryk af<br />

at alt had er væk. Udadtil forekommer<br />

forsoningen som værende til stede, men<br />

når man kradser lidt i lakken og hører<br />

nærmere på om der reelt er forsoning,<br />

kan man tydeligt både høre og mærke at<br />

splittelsen stadig gør sig ekstremt<br />

gældende. Fikrets historie er blot en af<br />

mange historier om gruopvækkende<br />

oplevelser.<br />

50


Det er svært at give et helt klart bud på,<br />

om hvorvidt en forsoningsproces kan<br />

lykkes. Særligt når begge sider stadig<br />

føler det her nærværende og altid<br />

dybtfølte had til hinanden. Det er som om<br />

folk ikke har lyst til reelt at tale sammen,<br />

og dette er netop, hvad der er det<br />

nødvendige i ubuntu, såfremt processen<br />

reelt skal kunne indledes. Det kræver, at<br />

folk har lysten og viljen til at se den anden<br />

i øjnene og få fortalt historien, som skal<br />

ses og forstås fra alle siders synspunkter.<br />

Overgrebene mod de bosniske muslimer<br />

var ufatteligt brutale, men samtidigt kan<br />

man fra serbiske kilder også høre om<br />

mindst lige så brutale overfald den anden<br />

vej rundt. En ting er helt sikkert - der er<br />

ingen virkelig “god og ond” part i krigen.<br />

Alle har begået overgreb mod<br />

menneskeheden. Hvis man starter med at<br />

få sat sig ned og få talt ud, så er man i<br />

gang med en rejse mod en bæredygtig og<br />

reel forsoning.<br />

51


NATO’s krig på Balkan<br />

Af KN Klaus H. Sørensen, faglærer<br />

Strategi og Operationer, Flyvevåbnets<br />

Officersskole<br />

Et NATO Airborne Early Warning (NAEW)<br />

fly opfangede klokken halv syv om<br />

morgenen uidentificerede fly på radaren<br />

syd for Banja Luka, mens de fløj i<br />

Ungarsk luftrum. To NATO-fly af typen F-<br />

16 med kodenavnene "Black 03" og<br />

"Black 04", fra den amerikanske 526th<br />

Fighter Squadron "Black Knights", 86th<br />

Fighter Wing med base i Aviano, blev<br />

sendt til området, hvor de eftersatte seks<br />

J-21 Jastreb og to J-22 Orao jagerfly, der<br />

var i færd med at angribe militærfabrikken<br />

"Bratstvo" i Novi Travnik.<br />

I overensstemmelse med FN og NATO<br />

reglerne, blev flyene to gange beordret til<br />

at lande eller omgående forlade den "No<br />

Fly Zone" (NFZ) de befandt sig i, men<br />

begge gange blev ordren ignoreret.<br />

Imens fortsatte flyene med at smide<br />

bomber mod deres mål på landjorden. Da<br />

der blev begået krigshandlinger, fik de to<br />

F-16 fly omgående tilladelse<br />

fra Combined Air Operations Center til at<br />

angribe de fjendtlige fly.<br />

De serbiske Jastrebs fløj herefter nordpå<br />

mod deres base. Klokken kvart i syv<br />

indledte de to NATO-fly et angreb mod<br />

disse. Kaptajn Robert G. Wright affyrede<br />

et AIM-120 AMRAAM missil, der ramte og<br />

nedskød den ene Jastreb, der fløj i 5.000<br />

fods højde. De resterende serbiske<br />

Jastreb fly dykkede til et par hundrede<br />

fods højde for at bruge det kuperede<br />

terræn til at skjule sig for radaren og<br />

dermed kunne flygte tilbage til luftbasen<br />

i Udbina. Kaptajn Wright indhentede<br />

flyene og kom inden for skudvidde til at<br />

kunne bruge sine AIM-9 Sidewinder<br />

missiler. Han affyrede to varmesøgende<br />

Sidewinder missiler, der ramte den anden<br />

og tredje Jastreb.<br />

Kaptajn Wright overlod nu den<br />

efterfølgende eftersætning til det andet fly<br />

og piloten kaptajn Scott F. "Zulu" O'Grady<br />

(der et år senere selv blev skudt ned af et<br />

bosnisk-serbisk jord-til-luft missil), der<br />

havde fløjet længere oppe for at dække<br />

Wright.<br />

O'Grady dykkede til samme højde og<br />

affyrede et AIM-9M missil, der ikke<br />

formåede at låse på sit mål og derfor<br />

ramte forbi. Begge NATO-fly var nu tæt<br />

på "bingo fuel" - det punkt, hvor flyene<br />

ikke ville have nok brændstof til at kunne<br />

flyve tilbage til deres udgangspunkt - så<br />

de afbrød kampen for at tanke brændstof<br />

52


ved en KC-135 Stratotanker, der cirklede<br />

rundt over Atlanterhavet.<br />

Ved samme tid nåede to andre F-16 fly<br />

fra 526th Fighter Squadron området,<br />

bestående af "Knight 25" og "Knight 26",<br />

der var blevet guided til positionen af<br />

AWACS. Klokken ti minutter i syv<br />

lykkedes det Stephen L. "Yogi" Allen i<br />

"Knight 25" at lægge sig bag ved de<br />

resterende tre Jastrebs. Han affyrede et<br />

Sidewinder missil der nedskød den fjerde<br />

serbiske Jastreb.<br />

På dette tidspunkt var de serbiske fly så<br />

tæt på at forlade Bosnisk luftrum, at<br />

eftersætningen blev stoppet. De to<br />

resterende serbiske fly landede<br />

på Udbina Air Base i Krajina, i den<br />

serbisk besatte del af Kroatien<br />

(www.unprofor.dk - NATOs sikring af<br />

luftrummet over Bosnien-Herzegovina –<br />

Banja Luka episoden).<br />

NATO-mission under NATO AWACS<br />

kontrol havde for første gang brugt<br />

dødbringende magt for at håndhæve NFZ<br />

over Bosnien. Nyheden om<br />

nedskydningerne sendte chokbølger i<br />

gennem Alliancen, mest fordi, at det<br />

ganske enkelt aldrig var sket før i NATOs<br />

45-årige lange historie - og så endda<br />

uden for NATO ”territorium” .<br />

<strong>Den</strong> Strategiske Officer<br />

I operationsundervisningen i modulet<br />

”den <strong>strategiske</strong> <strong>officer</strong>” har vi arbejdet<br />

med historien bag Jugoslaviens tilblivelse<br />

og opbrud, om de etniske forfølgelser, der<br />

til sidst førte til, at det internationale<br />

samfund valgte at skride ind, samt om<br />

den lange række af operationer på<br />

Balkan fra Operation <strong>Den</strong>y Flight til<br />

Operation Deliberate Force over Bosnien<br />

og Operation Allied Force over Kosovo og<br />

Serbien.<br />

Således startede NATO alliancens første<br />

Air-to-Air Combat den 28. februar 1994,<br />

da NATO AWACS opdagede seks<br />

bosnisk-serbiske kampfly i færd med at<br />

overskride NATOs No-Fly-Zone (NFZ)<br />

over Bosnien. De seks fly var<br />

tilsyneladende på vej til et bombetogt<br />

mod den muslimsk kontrollerede by Novi<br />

Travnik. Dette var uden tvivl en historisk<br />

dag for NATO. NATO Fighters på en<br />

53


To skoler<br />

Et af vores fokusområder har været<br />

kampen mellem de to ”skoler”, der<br />

herskede på daværende tidspunkt. ”The<br />

Ground-Centric School”; der generelt<br />

så air power som endnu et teknologisk<br />

middel til at støtte de traditionelle former<br />

for land- og søkrig. Fortalerne for ”the<br />

Ground Centric School” mente, at air<br />

power primært burde anvendes mod<br />

fjendens opstillede styrker og dermed<br />

støtte landstyrker i at vinde kampen på<br />

jorden.<br />

”The Air power Centric School” er den<br />

anden skole, der med Col. John A.<br />

Warden III som bannerfører, var fortaler<br />

for, at luftstyrker primært burde anvendes<br />

mod fjendens vilje og industrielle<br />

kapacitet til at kæmpe, og i mindre grad<br />

mod evnen til at kæmpe ved frontlinjen.<br />

Traditionelt har dette perspektiv fokus på<br />

air powers evne til at vinde krige, evnen til<br />

at gøre det hurtigere og mere<br />

omkostningseffektivt end hær og<br />

flådestyrker.<br />

Sandheden er, hvis der findes en sådan,<br />

at det er hverken eller – eller – både og.<br />

Det kan heller ikke udelukkes, at kampen<br />

mellem de to skoler er motiveret af en<br />

kamp om midlerne i de stadig faldende<br />

forsvarsbudgetter verden over, samt et<br />

øget pres fra befolkningen om færre tab<br />

og mindre collateral damage.<br />

Da krigen på Balkan brød ud i 1992,<br />

havde amerikanerne netop afsluttet<br />

krigen i Irak (1991). Her havde air power<br />

for alvor vist sit værd – og det var med<br />

54


denne succes i rygsækken, at det blev<br />

besluttet at føre en luftkrig på Balkan,<br />

frem for indsættelse af reelle hærstyrker<br />

på landjorden. Operation Deliberate<br />

Force i Bosnien medførte, efter få dages<br />

bombardement af de serbiske styrker, at<br />

der i Dayton blev forhandlet en<br />

fredsaftale, der satte en stopper for den<br />

tre og et halvt år lange bosniske krig i<br />

Bosnien-Hercegovina.<br />

Anderledes gik det i Operation Allied<br />

Force i 1999, hvor det tog 78 dage at få<br />

Milosevic til forhandlingsbordet.<br />

Amerikanerne var overbevist om, at hvis<br />

man fulgte deres ”war winning strategy”,<br />

hvor man ville ramme Milosevic hårdt og<br />

beslutsomt, ville det blive en gentagelse<br />

af Operation Deliberate Force.<br />

Amerikanerne mente ligeledes, at det var<br />

de europæiske NATO landes politikeres<br />

tøven, der var årsag til, at det tog 78 dage<br />

at nå ”end-state” i stedet for Præsident<br />

Clintons foreslåede 2-3 dages<br />

operationer.<br />

Efter Operation Allied Force’s 78 dages<br />

bombardement af de 91 identificerede<br />

mål, som alliancen kunne blive enige om<br />

at gå efter, mente fortalerne for ”The<br />

Ground Centric School”, at de havde fået<br />

et bevis for, at en krig ikke kunne vindes<br />

fra luften alene – flere militær historikere<br />

mente ligeledes at ”the Age of Airpower”<br />

var slut.<br />

Det er i virkeligheden ikke fair at sige, at<br />

Airpower ikke virkede efter hensigten,<br />

eller at Airpower har udspillet sin rolle.<br />

Det er heller ikke fair at sige, at air power<br />

er det eneste saliggørende, som Warden<br />

havde lagt op til.<br />

Koalition vs. Alliance<br />

Vores andet fokusområde har været<br />

forskellen mellem at føre krig som en<br />

koalition (coalition of the willing) eller som<br />

en alliance (NATO). Krigen på Balkan har<br />

været et oplagt emne for os til denne<br />

diskussion. Koalitioner er sammensat til<br />

formålet, og man er enten med eller imod,<br />

som præsident Bush udtalte det efter 11.<br />

september 2001 og før interventionen i<br />

Irak i 2003. Krigen på Balkan var en<br />

NATO krig og den første af slagsen.<br />

NATO bygger på konsensus, der skal<br />

altså være enighed om, hvordan alliancen<br />

griber tingene an. <strong>Den</strong> europæiske del af<br />

NATO havde på daværende tidspunkt<br />

55


endnu ikke fundet et fast ståsted efter<br />

den kolde krigs ophør. EU blev etableret i<br />

sin nuværende form i 1993, og langt de<br />

fleste europæiske politikere havde svært<br />

ved at forholde sig til en krig i<br />

nærområdet - og var samtidig usikre på,<br />

hvordan Rusland ville forholde sig til en<br />

NATO intervention på Balkan.<br />

Resultatet blev, at der blev ført to luftkrige<br />

på Balkan, med to selvstændige<br />

uafhængige Air Task Orders (ATO’er). En<br />

amerikansk ledet NATO krig, samt en ren<br />

amerikansk luftkrig. Sidstnævnte i<br />

begyndelsen uden NATOs viden. <strong>Den</strong>ne<br />

form bragte for alvor NATO på<br />

slingrekurs, hvorfor det fra NATO<br />

synspunkt mere blev en kamp om at<br />

holde sammen på alliancen, frem for at<br />

bekæmpe Milosevic og ende krigen.<br />

Fra amerikansk synspunkt mødte<br />

luftkrigen i Kosovo ikke kravet til en<br />

egentlig Air Campaign. Det var derimod<br />

en stadigt udviklende operation,<br />

bestående af spredte angreb mod<br />

usystematisk godkendte mål, og ikke en<br />

integreret indsats der fra starten var rettet<br />

mod at opnå forudbestemte og<br />

identificerbare operationelle effekter.<br />

NATOs luftkrig over Kosovo var dog<br />

effektiv nok til at spille en væsentlig rolle i<br />

at generere den <strong>strategiske</strong> effekt, der var<br />

nødvendig for at bringe Milosevic til<br />

forhandlingsbordet.<br />

På trods af de begrænsninger der blev<br />

lagt på NATO’s luftkrig, indrømmede<br />

serberne, at NATO havde slået hårdt og<br />

udvist beslutsomhed i forhold til at<br />

fastholde alliancens strategi, omend kun<br />

med én stålnæve, da den anden var<br />

bundet på ryggen.<br />

Krigen på Balkan viste også, at der er<br />

forskel på air power og amerikansk air<br />

power. Eller som Robert Kagan udtaler i<br />

sin bog ”Paradise and Power” (2003);<br />

“It is time to stop pretending that<br />

Europeans and Americans share a<br />

common view of the world, or even they<br />

occupy the same world. On the allimportant<br />

question of power – the efficacy<br />

of power, the morality of power, the<br />

desirability of power – Americans and<br />

Europeans perspectives are diverging”<br />

Tilbage står, at airpower som militært<br />

instrument ofte vil være begrænset i sin<br />

anvendelse af den politiske kontekst på<br />

det pågældende tidspunkt.<br />

En rejse<br />

Modulet ”<strong>Den</strong> Strategiske Officer” har<br />

været en spændende rejse, hvor vi med<br />

udgangspunkt i vores grundlæggende<br />

56


viden om air power og dens anvendelse,<br />

har haft mulighed for at kigge på, hvordan<br />

den er blevet bragt i anvendelse og med<br />

hvilken effekt – var de ønskede effekter i<br />

overensstemmelse med de reelle effekter<br />

hos vores modstander? Det har i<br />

særdeleshed været interessant at møde<br />

modparten på hans banehalvdel og med<br />

egne øjne se resultaterne af vores<br />

bomber, samt at høre modpartens<br />

historier og deres oplevelser. En<br />

forunderlig rejse på mange måder - en<br />

helt ny begyndelse og et udtalt ønske om<br />

et muligt samarbejde. Professionelt var<br />

der i hvert fald ikke tvivl, vores kollegaer<br />

på Balkan vil gerne os og NATO.<br />

57


Kildeliste<br />

Bjørn, Anders. (2012). Jugoslaviens<br />

sammenbrud Balkan-krigene 1991-2001.<br />

København: Bogforlaget Frydenlund.<br />

Etniske udrensninger i Bosnien.<br />

København: Dansk Institut for<br />

Internationale Studier – Holocaust og<br />

folkedrab. Nedtaget den 23. Juni 2013 fra<br />

http://www.folkedrab.dk/sw51506.asp<br />

Jacob Bercovitch og Richard Jackson<br />

(2009): ”Chapter Eleven. Reconciliation<br />

and Justice” in<br />

Conflict Resolution in the Twenty-first<br />

Century. The University of Michigan<br />

Press. 151-167.<br />

Vibeke Vindeløv PDF dokument<br />

http://www.retfaerd.org/gamle_<strong>pdf</strong>/2001/2<br />

/Retfaerd_93_2001_2_s18_34.<strong>pdf</strong><br />

Conflict Resolution: Concepts and<br />

Definitions” Nedtaget den 20-06-2013 fra<br />

http://www.polity.co.uk/ccr/contents/chapt<br />

ers/1.<strong>pdf</strong><br />

http://www.folkedrab.dk/sw50055.asp<br />

http://www.delbih.ec.europa.eu/Default.as<br />

px?id=0&lang=EN<br />

http://www.jfcnaples.nato.int/hqsarajevo.a<br />

spx<br />

http://www.au.dk/sydafrika2010/konfliktlo<br />

esningpaaafrikansk<br />

http://www.magasinetroest.dk/index.php?i<br />

d=4&no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news<br />

%5D=936<br />

http://www.justice.gov.za/trc/legal/justice.<br />

htm<br />

Mannheim, Karl. (2011). From “The<br />

Sociological Problem of Generations”.<br />

Madison Avenue, New York: Oxford<br />

university press.<br />

Weiss, Birte. (2008): Krigens arvinger,<br />

Gyldendal, Danmark.<br />

Ramsbotham, Oliver. Woodhouse, Tom.<br />

Miall, Hugh. (2011) “Introduction to<br />

58


Rejsebeskrivelse<br />

Søndag d. 9/6-13<br />

Søndag eftermiddag kl. 16 mødtes vi i<br />

Kastrup lufthavn klar til studietur på<br />

Balkan. Første skridt på vejen, var en<br />

flyvetur med JAT air til Beograd lufthavn.<br />

Allerede inden afgang blev stilen lagt – to<br />

timers forsinkelse. Heldigvis kan man få<br />

både øl og søde sager i lufthavnen, så<br />

der var vist ingen der led større nød.<br />

Selve flyveturen var en spændende<br />

oplevelse - det er sjældent man får lov at<br />

flyve et fly fra 70’erne med originalt<br />

interiør i de moderigtige farver brun, gul<br />

og rød. Et mindre tordenvejr inklusiv<br />

turbulens gjorde kun oplevelsen mere<br />

levende.<br />

Vi landede i Beograd sent søndag aften<br />

og fik hævet de første 10.000 dinarer,<br />

bare så vi havde råd til en lille godnat øl<br />

og andet godt.<br />

Efter en kort bustur stod vi foran vores<br />

berygtede hotel Moskva, hvor vi inden<br />

vores tur havde haft besøg af en herre fra<br />

FTK, som have været så venlig at fortælle<br />

os at deres to ud af de fire stjerner vist<br />

var købt i Rusland. Selvom hotellet så<br />

meget flot ud udefra, var vi noget nervøse<br />

da vi blev ledt ind af en bagindgang<br />

grundet renovering af hovedindgangen.<br />

Alle vores bekymringer blev gjort<br />

fuldstændig til skamme! Vores værelser<br />

var fremragende. To etagers luksus, med<br />

kingsize senge, badekar, to toiletter og<br />

masser af marmor.<br />

Mandag d. 10/6-13<br />

Mandag morgen vågnede vi friske og vel<br />

udhvilede, andet var næsten umuligt med<br />

de senge. Vi erfarende dog under<br />

morgenmaden, at vores undervisere<br />

havde fået noget mindre luksuriøse<br />

værelser – sådan går det når man ikke vil<br />

dele værelser.<br />

Første stop på dagen var et besøg på<br />

Serbiens <strong>officer</strong>sskole. Vejret viste sig fra<br />

sin bedste side, og termometret stod på<br />

knap 25 grader, så det var noget varmt at<br />

have en ulden uniform på med slips og<br />

hat. Vi var derfor taknemlige for at blive<br />

mødt af serbisk <strong>officer</strong> uden jakke og<br />

slips, det betød nemlig at vi kunne smide<br />

vores i bussen og komme lidt af med<br />

varmen.<br />

Første briefing handlede om<br />

<strong>officer</strong>sskolens organisation og<br />

opbygning, samt hvilke uddannelser de<br />

tilbyder. Vi havde på forhånd forventet, at<br />

de ville være bagefter os i udvikling, men<br />

det viste sig at de faktisk er foran. Både<br />

organisatorisk og på uddannelser. Fx er<br />

59


deres skole allerede værnsfælles, og det<br />

er muligt at tage både en master og en<br />

PH D.<br />

Efterfølende fik vi en rundvisning af deres<br />

idrætsfaciliteter. Selvom de er af ældre<br />

dato, har de et større udvalg end vi har<br />

på vores skole. Serberne kan prale af<br />

både at have svømmehal og tennisbaner.<br />

Sidste stop inden frokost var, hvad vi<br />

troede ville være en briefing af skole<br />

chefen for flyvevåbenets del af<br />

<strong>officer</strong>sskolen, men det blev i stedet os<br />

der kom på arbejde. Han havde ikke<br />

forberedt noget som helst og forventede<br />

der i mod, at vi havde en masse<br />

spørgsmål – og det måtte vi jo leve op til.<br />

Så mens vi flyttede fra klasselokale til<br />

klasselokale fandt folk deres bedste<br />

spørge Jørgen frem. Vi syntes selv vi<br />

gjorde et hæderligt forsøg, men der blev<br />

alligevel sluttet af med ordene: ”I thought<br />

you would have more questions”.<br />

Vi var på forhånd blevet inviteret til at<br />

spise frokost på skolen og havde<br />

selvfølgelig takket pænt ja. Vi blev ført til<br />

frokostsalen af den major, som havde<br />

givet os den første briefing og en<br />

håndfuld kadetter, de skulle spise<br />

sammen med os og på den måde give os<br />

en mulighed for at snakke lidt mere<br />

afslappet sammen. Inden maden kunne<br />

serveres for os, skulle den præsentes for<br />

chefen for kantinen. Vi havde allerede<br />

inden lært, at de på skolen har en chef for<br />

hver del, fx chef idræt og chef kantine -<br />

disse højtstående herrer var alle oberster.<br />

Det virker lidt komisk når vi på vores<br />

skole har en oberst, som er chef for hele<br />

skolen.<br />

Efter en anderledes frokost, var det tid til<br />

at komme tilbage til Beograd, men inden<br />

fik vi både taget billede og overleveret<br />

vores takke gave.<br />

Sidste del af vores planlagte program var<br />

en gåtur rundt i Beograd med en guide. Vi<br />

var taknemlig for at få lov at hoppe i civilt<br />

tøj, det gjorde varmen lidt nemmere at<br />

udholde. Turen var rigtig interessant og vi<br />

fik set bl.a. parker, fæstning og<br />

regeringsbygninger. Særligt interessant<br />

var det at se forsvarsministeriet, det står<br />

nemlig præcis som det så ud efter NATO<br />

bombningerne i 1999. Et uhyggeligt og<br />

fascinerende syn. Bygningen er stadig i<br />

brug, et fint bevis på serbernes stolthed<br />

og stædighed.<br />

Efter et par timer på egen hånd var det tid<br />

til fællesmiddag på en ægte serbisk<br />

restaurant. Vores første rigtige møde med<br />

den serbiske kultur blev drikken slibovitz,<br />

som er hjemmebrændt snaps. Det er<br />

ganske uhøfligt ikke at tage i mod og<br />

60


drikke denne fantastiske drik, så det<br />

gjorde vi selvfølgelig!<br />

Andet møde med serbisk kultur blev<br />

maden og de massive mængder den<br />

kommer i. Allerede efter forretten, som<br />

smagte fortrinligt, var det svært at forstille<br />

sig at spise mere. Vi fik dog kæmpet os<br />

gennem det meste af hovedretten som<br />

bestod af kød – masser af kød.<br />

Et tredje møde med serbisk kultur er<br />

deres gode øl. Som de er rigtig søde til at<br />

sørge for kommer inden man når at<br />

mangle den.<br />

Efter en fremragende middag besluttede<br />

vi os få at se lidt nærmere på nattelivet i<br />

Beograd, som vi kun havde hørt gode ting<br />

om. Da vi er ansvarlige kadetter kom vi<br />

hjem i god tid og var friske og<br />

veludhvilede til tirsdagens eventyr.<br />

Tirsdag d. 11/6-13<br />

Tirsdag stod vi op til studieturens længste<br />

dag. Dagen bød på besøg ved den<br />

serbiske flyvestation i Batajnica samt<br />

besøg ved et stort flymuseum udenfor<br />

Beograd. Dagen før havde vi fået det<br />

første indblik i dels det serbiske<br />

flyvevåben og dels den serbiske historie<br />

og kultur, idet vi havde besøgt det<br />

serbiske flyvevåbens <strong>officer</strong>sskole samt<br />

deltaget i en guidet byvandring rundt i<br />

den serbiske hovedstad Beograd.<br />

Dermed var grundlaget for at forstå og få<br />

udbytte af de briefinger og rundvisninger<br />

vi blev præsenteret for på flyvestationen<br />

lagt på bedst mulig vis.<br />

Besøg på Batajnica Air Base<br />

Netop ankommet til den serbiske<br />

flyvestation kunne vi allerede der med<br />

egne øjne se, hvor meget forskelligartet<br />

materiel det serbiske militær er udstyret<br />

med. Adskillige forskellige russiske<br />

artilleripjecer, jord-til-luft missiler og<br />

køretøjer stod sammen med forskellige<br />

typer radarer opmagasineret på<br />

flyvestationen. Alt sammen ting, som<br />

serberne har modtaget og forsøgt at<br />

bringe i anvendelse. Rundt omkring på<br />

basen kunne vi også se bygninger, som<br />

stadig led efter NATO-bombningerne i<br />

1999, hvor flyvestationen selvsagt<br />

udgjorde et væsentligt mål. Men trods<br />

disse umiddelbare negative indtryk<br />

fremstod basen stolt og fuldt funktionel,<br />

hvilket var helt i tråd med den pointe, som<br />

guiden fra gårsdagens byvandrings kom<br />

med, om at serberne som folk trods<br />

utallige krige og nederlag altid formåede<br />

at rejse sig igen.<br />

Vores umiddelbare indtryk af basen blev<br />

dog hurtigt gjort til skamme, da vi kom<br />

indenfor i det store auditorium og blev<br />

varmt modtaget af den unge general, der<br />

61


var chef for flyvestationen. Han lagde<br />

meget vægt på dels Serbien som land,<br />

kulturen og hvorfor vi skulle besøge<br />

landet igen, også i civilt regi, og på sin<br />

stolthed over at være chef for Batajnica<br />

flyvestation. Igen kunne vi opleve den<br />

stolte serbiske mentalitet, som<br />

gennemsyrede hele vores ophold i<br />

Beograd.<br />

Efter velkomst og briefing om det<br />

serbiske flyvevåben generelt Batajnica<br />

flyvestation specifikt gik turen videre på<br />

rundvisning rundt om på stationen. Her<br />

blev vi noget imponeret af bl.a. serbernes<br />

G-kraft simulator, som blev brugt til at<br />

træne piloteleverne i denne massive<br />

fysiske og psykiske påvirkning. Endvidere<br />

havde serberne en simulator, som kunne<br />

simulere det at flyve udelukkende på<br />

instrumenter og altså ikke kunne<br />

orientere sig vha. andet, hvilket kan<br />

snyde hjernen. Således var der en<br />

historie om en serbisk jagerpilot, som<br />

mente at have fløjet baglæns under en<br />

operation (!)<br />

På linen foran flyvestationens store, men<br />

gamle hangarer stod der linet 10-15<br />

forskellige fartøjer op. Alt fra russiske<br />

jagerfly som MiG-29 til civile charterfly,<br />

som blev anvendt til cargo og<br />

personeltransport. Vi var meget<br />

imponeret over dette massive static<br />

display, hvilket vi let kunne have brugt<br />

flere timer på. Ved hvert fartøj var der<br />

engagerede piloter, der stolt kunne<br />

fortælle alt fra tekniske data til<br />

røverhistorie om deres fartøj. Igen kunne<br />

vi dog også konstatere, at man i det<br />

serbiske flyvevåben har virkelig mange<br />

forskelligartede fartøjer, hvilket ikke<br />

umiddelbart minder om stordrift, smart<br />

defence eller andre af de begreber, som<br />

det danske forsvar og flyvevåben til<br />

stadighed tillægger stor fokus. Men flyve<br />

kunne de og særligt den store MiG-29<br />

tiltrak meget opmærksomhed. Derfor var<br />

det naturligt, at næste stop på<br />

rundvisningen var en troværdig simulator<br />

til selvsamme fartøj, som for de få heldige<br />

kadetter (og stab!) bød på en fed<br />

oplevelse. Bag simulatoren kunne man<br />

fra kontrolpanelet indsætte alt fra<br />

ruteflyvere, dårligt vejr til Patriot missiler,<br />

hvilket naturligvis blev forsøgt.<br />

Efter en god frokost i det fri bestående af<br />

serbisk tapas samt efterfølgende<br />

fotoseance og takketale gik turen videre<br />

mod det store flymuseum udenfor<br />

Beograd. Her var størstedelen af de fly –<br />

uanset type og størrelse – som det<br />

serbiske/yugoslaviske flyvevåben har haft<br />

i anvendelse, samlet. En imponerende<br />

samling i en knapt så imponerende<br />

62


ygning, som dog var en stor<br />

arkitektonisk stolthed for serberne. Vi vil<br />

lade læserne bedømme selv på billedet.<br />

Guiden havde en enorm viden om alt<br />

vedr. hvert fly, hvilken blev leveret i et<br />

hæsblæsende tempo, som voldte de<br />

fleste en smule besvær med dels at følge<br />

med og dels at få frisk luft i den varme,<br />

lukkede glasbygning.<br />

Vi blev checket ind på hotellet og denne<br />

aften var der for en gangs skyld ikke<br />

mange kadetter, der prioriterede fadøl<br />

højere end tiltrængt nattesøvn.<br />

Efter en varm dag i den uldne M/72 var<br />

det tiltrængt at komme tilbage på hotellet<br />

og skifte til noget mere sommerligt civilt<br />

tøj. Vi havde et par timer før vi skulle af<br />

sted mod lufthavnen og flyve videre til<br />

Bosnien og der var igen mulighed for at<br />

slappe af på den fremragende<br />

fortovsterrasse ude foran hotellet eller gå<br />

på opdagelse i Beograd.<br />

Hen på aftenen ankom vi – noget<br />

forsinket – til Sarajevo i Bosnien. På<br />

vejen ind mod byen kunne vores<br />

buschauffør, der var tidligere bosnisk<br />

frihedskæmper, fortælle om sin historie<br />

fra krigen i 1990’erne og om de områder<br />

og bygninger vi kørte igennem. Vi kunne<br />

grundet mørket ikke se de<br />

kæmpemæssige gravpladser, men alene<br />

chaufførens beretninger gav os en<br />

forståelse af hvad der egentlig var<br />

foregået i Sarajevo under krigen.<br />

63


Onsdag d. 12/6-13<br />

Dagen startede med morgenmad på det<br />

fashionable hotel Astri Garni i Sarajevo.<br />

Morgenmaden startede kl. 0700 med en<br />

dejlig morgenbuffet, med et stort udvalgt<br />

af æg, bacon, frugt og kaffe. Efter det<br />

fremragende morgenmåltid mødtes vi ved<br />

vores bus, som skulle køre os mod<br />

Maglaj og Doboj.<br />

Ved vores første stop, Maglaj, hvor to<br />

danske nødhjælpsarbejdere blev slået<br />

ihjel, gjorde bussen holdt lige efter en<br />

tunnel på ca. 1000 m, som fører ind til<br />

byen. <strong>Den</strong>ne tunnel var under krigen i<br />

Bosnien den eneste adgang til den byen<br />

Maglaj, som FN forsynede med mad.<br />

Byen var belejret og indbyggernes<br />

overlevelse afhang derfor af FN<br />

arbejdernes tilstedeværelse med<br />

nødhjælp. Danskerne som kørte<br />

nødhjælp ankom 1. juni 1993, samme<br />

med flere andre lastbiler med nødhjælp,<br />

Niels og Jimmi valgte at kører først<br />

gennem tunnelen og mens de var kørte<br />

igennem begyndte mortererne at regne<br />

ned over konvojen som ventede uden for<br />

tunnelen, de andre FN arbejdere forsøgte<br />

forgæves at advare danskerne inde i<br />

tunnelen, men uden held. Da Jimmi og<br />

Niels kørte ud af tunnelen blev de ramt af<br />

morter ild og blev dræbt. Vi holdt ind ved<br />

et mindesmærke for de to dræbte<br />

nødhjælpsarbejde, Niels Bromand og<br />

Jimmi Carit Nyegaard. Klasserne og<br />

staben gjorde klar til en ceremoni ved<br />

mindesmærket, hvor vi holdt et minuts<br />

stilhed og lagde en buket blomster for at<br />

minde de to dræbte danskere.<br />

Blomsterne blev lagt af MJ. C. Marup<br />

mens klasserne og staben, på behørigt<br />

vis var kommanderet i retstilling. Hele<br />

ceremonien afsluttedes med en honnør til<br />

ære for de faldende.<br />

Efter ceremonien kørte vi mod næste mål<br />

i byen Doboj, hvor de danske soldater<br />

havde haft to lejre sammen med flere<br />

andre lande. Da vi ankom til byen kunne<br />

vores egen veteran, Allan Frølund<br />

fortælle om sine oplevelser i området,<br />

dette gav et nyt syn på hvad danske<br />

soldater havde foretaget sig i Bosnien og<br />

hvad konsekvensen havde været såfremt<br />

de ikke havde været til stede. Vores<br />

primære mål i byen var den gamle<br />

danske hovedlejr, North Pole Barracks.<br />

64


Da vi ankom lejren blev vi budt<br />

velkommen af en major og oberst fra den<br />

Bosniske hær. De havde overtaget lejren<br />

efter de danske og polske soldater havde<br />

forladt området. Lejren fungerede i dag<br />

som hovedkvarter for den bosniske hærs<br />

logistikafdeling. Vi fik en briefing af<br />

Obersten, som vores tolk oversatte, og af<br />

majoren, som snakkede godt engelsk.<br />

Deres briefinger fortalte de om deres<br />

opgave logisk hovedkontor og hvilke<br />

udfordringer de har nu og ser i fremtiden.<br />

Deres største problem som logistik enhed<br />

var alle deres lagre af gammel<br />

ammunition fra krigen. Problemet var at<br />

de gerne vil fjerne ammunitionen, men at<br />

dette er en meget dyr proces og pengene<br />

er knappe. Et sammenhængende<br />

problem med den store mænge<br />

ammunition, er at det er allokeret i<br />

ammunitions faciliteter som skal<br />

beskyttes af soldater. De bruger næsten<br />

halvdelen af deres mandskab til denne<br />

opgave. Turen til det gamle North Pole<br />

Barracks sluttede af med en rundvisning,<br />

hvor vi bl.a. fik set en masse gammelt<br />

udstyr fra krigen.<br />

Sidste punkt på turen blev ændret i sidste<br />

minut, da den gode major fra Bosnien<br />

ikke mente at vi skulle køre til Tuzla for at<br />

se en gammel fabrikshal, hvor der<br />

engang stod danske kampvogne. De<br />

samme kampvogne som deltog i<br />

Operation Bøllebank. Turen gik i stedet<br />

tilbage mod Sarajevo, med en kort tur<br />

forbi den anden danske lejr i området.<br />

På turen til og fra Doboj kunne man se<br />

mange nye huse, men også mange<br />

sønderskudte huse. De mange nye huse<br />

skyldes at folk var vendt tilbage efter<br />

krigen og genopbygget deres hjem. Det<br />

var livsbekræftende at se at folk var<br />

kommet videre efter så grufuld en krig,<br />

som krigen i Bosnien var.<br />

Dagen sluttede kl. 1730 foran hotellet og<br />

aftenens spisning osv. Blev foretaget på<br />

egen hånd, dog i grupper af minimum to<br />

personer.<br />

Torsdag d. 13/6-13<br />

Dagen begyndte som alle de andre dage<br />

med morgenmad på hotellet, efter en<br />

kolinarisk oplevelse uden lige gik vi ud i<br />

vores tur bus og gjorde os klar til at<br />

opleve.<br />

65


Efter en kort introduktion fra vores lokale<br />

guide kørte bussen afsted imod Trebevic<br />

bjerget, som var et strategisk vigtigt punkt<br />

under belejringen af Sarajevo. <strong>Den</strong><br />

oprindelige plan var egentlig at vi skulle<br />

have besøgt Igman bjerget, men dette var<br />

blevet aflyst, da vores guide mente det<br />

var for vådt og at vi ville få mere ud af<br />

Trebevic bjerget. Vores bus befandt sig<br />

snart på nogle yderst snævre veje<br />

imellem grantræer på vej op af bjerget.<br />

På toppen af bjerget besøgte vi en<br />

gammel lift station, hvorfra der skulle<br />

være en fantastisk udsigt over Sarajevo.<br />

Vejret var dog desværre ikke med os, så<br />

byen lå gemt bag et slør af tåge.<br />

Med ruinen som scene begyndte vores<br />

guide at fortælle om området, hvordan<br />

det engang havde været Jugoslaviens<br />

stolthed da vinter OL var blevet holdt her<br />

og hvordan det efter krigen var så fyldt<br />

med miner at der i gennemsnit lå 15<br />

miner pr. kvadratmeter.<br />

Efter disse fortællinger begyndte vi at<br />

nedstige bjerget til fods, hvor vi snart<br />

befandt os ved ruinerne af en gammel<br />

bobslædebane. Vi fulgte denne bobslæde<br />

ned af bjerget og undervejs så vi store<br />

huller til gevær i banen der hvor den var<br />

blevet brugt som dækning alt imens<br />

guiden fortalte om hvordan soldater<br />

havde bevæget sig igennem skoven<br />

under beskydning fra netop disse<br />

stillinger.<br />

For foden af bobslædebanen kom vi til en<br />

lille lavning der skar igennem bjerget ned<br />

til byen, i lavningen var der falmede tegn<br />

på gamle skyttegrave der skulle holde de<br />

serbiske styrker væk fra den lille bjergtop<br />

på den anden side. Ifølge guiden var<br />

denne bjergtop helt speciel, da det var<br />

her 3 bosniske soldater uden støtte<br />

formåede at holde stand imod de<br />

fremtrængende serbiske styrker. Med<br />

disse tanker i baghovedet begyndte vi at<br />

begive os ned af bjerget imens vi nød den<br />

fantastiske udsigt over Sarajevo.<br />

Tiden var knap, da vi kom ned for enden<br />

af bjerget. Der skulle skiftes til uniform<br />

samt indtages proviant på meget kort tid.<br />

Dette kom sig også til udtryk, da<br />

informationer om mødested ikke blev<br />

formidlet korrekt og vi mistede 9 personer<br />

i kamp.<br />

<strong>Den</strong> resterende del af klassen begav sig<br />

ud på en kort bustur til Camp Butmir i<br />

udkanten af Sarajevo. I Camp Butmir blev<br />

vi taget godt imod af EUFOR, som bød<br />

på kaffe, sodavand og ikke mindst<br />

briefinger. Briefingerne gav os et lidt<br />

andet indblik i samarbejdet mellem EU og<br />

Bosnien end vi tidligere havde hørt om.<br />

66


De andre dage har vi hørt, at samarbejdet<br />

er helt perfekt og der er en lys fremtid.<br />

EUFOR havde et lidt anderledes syn på<br />

samarbejdet. De så desværre flere<br />

komplikationer og udfordringer i<br />

fremtiden, men var dog stadig<br />

overvejende positive. Vi blev også<br />

introduceret for EUFOR’s<br />

redningshelikopter og fik en snak med<br />

piloten om de operative udfordringer i<br />

området.<br />

Commendant Col Jasmin Cajic for<br />

PSOTC (Peace Support Operation<br />

Centre) bød os velkommen i sin bygning<br />

og derefter fik vi en briefing om PSOTC’s<br />

struktur og arbejde.<br />

Sidste briefing for dagen omhandlede<br />

NATO og NATO’s arbejde i regionen.<br />

<strong>Den</strong>ne briefing var interessant, men knap<br />

så lærerrig, da vi allerede er blevet<br />

undervist i NATO på FLOS i et tidligere<br />

modul i statskundskab.<br />

Efter det officielle dagsprogram var slut,<br />

blev der opfordret til et<br />

fællesarrangement. I bussen om<br />

morgenen, havde Ryvard lagt op til at vi<br />

skulle mødes i det lokale fitnesscenter for<br />

at dyrke idræt. Dette blev der hurtigt en<br />

blandet stemning omkring da mange nok<br />

havde forventet noget andet. Det var dog<br />

også kun en spøg, og Ryvard havde<br />

sørget for at vi kunne komme ud og spise<br />

på en restaurant kl. 1900.<br />

Til sidst på dagen lod til det til at folk<br />

havde brug for at få hvilet, shoppet,<br />

trænet eller få ordnet andre personlige<br />

gøremål, så det blev rykket en time.<br />

Omkring 1945 begav vi os ned imod det<br />

sted Ryvard havde fundet, hvor vi skulle<br />

indtage vores velfortjente aftensmad og<br />

hygge den sidste aften. Da vi ankom til<br />

noget der mindede mest om en café,<br />

erfarede Ryvard hurtigt at den<br />

professionelle tjener han havde lavet en<br />

aftale med dagen forinden, ikke var på<br />

job denne dag og de var derfor både<br />

uforberedte og i undertal. Dette<br />

resulterede desværre i kaos omkring<br />

forrettens indhold. En salat med tun, æg<br />

og frisk mozzarella kom uden tun, æg og<br />

frisk mozzarella. Ligeledes gik der også<br />

ged i den da vi kom til hovedretten som<br />

bestod af enten wok med kylling eller<br />

pasta med laks, og her fik folk enten den<br />

forkerte ret eller alt, alt for lidt mad.<br />

Desserten som bestod af kage var<br />

desværre heller ikke i skabet. Der kom 3<br />

forskellige slags kage og de smagte<br />

bestemt ikke lige godt så det var et<br />

spørgsmål om man var en af de heldige<br />

eller ej.<br />

67


Da vi var færdige med maden og<br />

drikkevarerne valgte Ryvard at rejse sig<br />

og ikke undskylde på restaurentens<br />

vejene, men fortælle at han og Sandra<br />

dagen forinden havde haft en markant<br />

anden oplevelse af stedet. Her var der<br />

rigeligt med mad og styr på tingene.<br />

Desværre bar denne dag præg af mangel<br />

på mandskab og uerfarenhed med større<br />

selskaber. Da vi forlod stedet valgte folk<br />

at sprede sig ud på forskellige steder. En<br />

mindre gruppe tog på vandpipebar og<br />

hyggede sig imens andre fik en øl eller to<br />

på en bar inden nattens udskejelser. Her<br />

var der både fuld fart på techno fest og<br />

farverige damer og for enkelte blev det<br />

kun til 30 minutters søvn inden fredagen<br />

og rejsen hjemad stod for døren.<br />

Fredag d. 14/06-13<br />

Morgenmadslokalet var en smule mere<br />

tomt og stille sammenlignet med de<br />

sidste 4 morgener på turen. Det var vores<br />

sidste aften på Balkan dagen forinden og<br />

en stor del af klassen havde udnyttet det<br />

som en anledning til fest.<br />

Alle kom dog op og mødte til tiden, nogle<br />

mere friske end andre. Og mange blev<br />

nok en anelse skuffet over, at dagen ikke<br />

lige startede med en halv times bustur,<br />

som vi ellers havde gjort mange andre<br />

dage. Vi skulle derimod ud på gåben og<br />

hen til deres forsvarsministerium, hvor vi<br />

fik en briefing omhandlende det Bosniske<br />

forsvar. Vi hørte om, hvad de stod overfor<br />

af udfordringer, hvilke kapaciteter de<br />

havde og hvordan fremtiden ser ud for<br />

det Bosniske militær. Ingen faldt i søvn til<br />

trods for det meget dæmpede lys og de<br />

bløde biografstole i auditoriet, der var dog<br />

enkelte spørgende fra klassen, der ikke<br />

var helt så velformulerede som de havde<br />

været i løbet af ugen. Generelt set var<br />

spørgelysten dog stadig i top.<br />

Næste stop på dagen var EUdelegationen<br />

i Sarajevo, hvor danskeren<br />

Peter Sørensen er øverste hoved. Det var<br />

endnu en gåtur gennem Sarajevos gader,<br />

som nu var blevet stegene varme og<br />

begyndte at vise noget rigtig sommer,<br />

hvilket lyder meget lækkert, men i vores<br />

blå uld uniformer og kasketter blev en<br />

anelse<br />

varmt.<br />

Sikkerhedsforanstaltningerne var noget<br />

anderledes end, hvad vi ellers havde<br />

været vant til på turen, vi skulle gennem<br />

et fuldt sikkerhedstjek, magen til det man<br />

oplever i lufthavnen, og der skulle<br />

afleveres et ID på alle, der ville ind.<br />

Lokalerne indenfor bar præg af, at der<br />

stod en kæmpe organisation bag, alt var<br />

nyt og flot og i langt bedre stand end,<br />

hvad vi havde oplevet i både Serbien og<br />

Bosnien hidtil.<br />

68


Man kom sågar til at føle sig en anelse<br />

vigtig inde i det store lokale, hvor vi sad i<br />

en kæmpe ring med hver vores mikrofon<br />

at tale i og lækre forfriskninger som<br />

mange nød godt af. Man kunne<br />

fornemme at mange af kadetterne<br />

begyndte at lyse op. Og det var med god<br />

grund, Peter Sørensen og hans to<br />

rådgivere - <strong>Den</strong> 3. kunne ikke deltage -<br />

leverede en super god briefing og lagde<br />

op til en spændende diskussion, hvor vi<br />

fik afklaret alle de tvivlsspørgsmål vi<br />

måtte have haft om Bosnien og forhold i<br />

regionen. Og fordi de for første gang hele<br />

ugen foregik med en dansker på dansk<br />

følte folk også at de kunne stille nogle<br />

spørgsmål som man måske ikke ville<br />

have spurgt en Bosnier eller Serber om af<br />

frygt for at komme ind på et følsomt<br />

emne. Derudover havde vi alle fællestræk<br />

med ham, da han var tidligere <strong>officer</strong> i det<br />

danske forsvar, det samme var den ene<br />

af hans rådgivere. Et meget inspirerende<br />

besøg for både kadetter og stab fra FLOS<br />

og noget som fik alle til at glemme deres<br />

søvnunderskud og selvmedlidenhed fordi<br />

de var for spændende til at bruge tid på<br />

det.<br />

sige om tunnelen som blev brugt til at<br />

transportere folk ind og ud af Sarajevo<br />

under belejringen under krigen. Vi var<br />

desværre under tidspres og måtte køre<br />

forbi uden at stoppe og videre til<br />

lufthavnen. Foran os ventede nu ca. 10<br />

timers transport mod København, da vi<br />

lige skulle mellemlande i Wien og vente<br />

ca. 4 timer, inden vi skulle ombord på fly<br />

nummer to for at komme hjem. Hjemturen<br />

foregik i nogle væsentligt nyere fly med<br />

Austrian Airlines, her var der var<br />

mulighed for at hvile i lufthavnene, hvilket<br />

mange trængte til efter en fantastisk tur.<br />

Efter briefingen gik turen tilbage til<br />

hotellet, hvor der lynhurtigt skulle pakkes<br />

og så skulle vi af sted til "War tunnel<br />

museum", der er dog ikke så meget at<br />

69

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!