S E N IO R E R N E S B LA D - Pensionisternes Samvirke

Af Line Siert,
freelancejournalist
Hun har bevaret den
sociale indignation
Tove Lindbo
Larsen fyldte
80 juledag. Med
den sociale retfærdighedssans
i behold.
Med fortsat
fuld fart på. Med
uformindsket lyst
til at blive ved
med at tale de svages sag – som hun
har gjort gennem et langt liv. Og med
fire slags hjemmebagte julesmåkager i
kagedåserne
Hun går lidt stille med det. Men
der er rigtig mange tiltag i dagens
Danmark, som hun gennem årene
har været med til at sætte sit præg
på – eller direkte initieret. I flæng kan
nævnes: EU’s forbrugerpolitik, den
grønlandske hjemmestyreordning,
FDB’s kundepolitik, Husholdningslærerforeningens
vej til moderne fagforening,
sammenhængen mellem kost,
ernæring og sundhed, Ørestaden, den
københavnske metro, udliciteringen af
HT, en autoriseret diætistuddannelse
– for nu blot at tage et udpluk.
Hun har altid taget de svages parti;
og kæmpet for dem. Den 25. december
blev Tove Lindbo Larsen 80 år.
Og hun kæmper fortsat. Også mod
lidt værk i knæ og hofter. Men dog
ikke værre, end at der var fire forskelli-
SENIORERNES BLAD NR. 2. 2009 SIDE 4
ge slags hjemmebagte julesmåkager på
bordet, da Seniorernes Blads udsendte
var på besøg i december. Hun bærer
stadig den fane højt, der hedder ’den
sociale indignation’ - som ellers hos så
mange andre er blevet lidt falmet og
flosset i kanterne.
I Kvindebiografisk Leksikon kan man
læse om dig, at du gennem hele dit
virke har taget parti for ’den svage
part’. Beskriver det dig godt?
”Ja, det synes jeg. Jeg har altid haft
sympati for dem, der har brug for, at
nogen interesserer sig for dem. Dem,
der har brug for en bedre livskvalitet.
For det har alle ret til. Den svage part;
det er hverdagsmennesker uden overflod.
Dem der ikke er så gode til at
tale deres egen sag”, siger Tove Lindbo
Larsen.
”I dag er der et voksende og
ubehageligt skel i samfundet. Den
svage gruppe er ikke så stor – men
den er der. Maskerne i sikkerhedsnettet
har den forkerte størrelse. Og det
generer mig. Fx at man kan trækkes i
offentlige ydelser, hvis man ikke er i
stand til at overholde reglerne. Jeg kan
ikke holde den tanke ud. Eller hvis
en familie har et utilpasset barn og af
den grund mister rettigheder. Det er
mig sådan imod. De skal da hjælpes
i stedet for at straffes. De svage gøres
svagere. Af ’velfærdssamfundet’.”
Hvem arbejder i dag for den svage
part”
”Det gør fortsat Socialdemokraterne,
mener jeg. Selvom jeg ikke altid
er lige tilfreds med dem. Og så gøres
der et fantastisk stort stykke frivilligt
arbejde; større end nogensinde. Det
har jeg også altid selv gjort. Men det
frivillige arbejde må aldrig træde i
Traditionen for, at alle giver et nap med i
Samvirket, er ikke ny. I oktober 1969 lod
Tove Lindbo sig overtale til at skrive om
mad i ”God Tid”, som Seniorernes blad hed
den gang. Og hun lovede, at hendes madforslag
ikke blev givet med ”løftet pegefinger”,
hun ville i stedet give ”nogle små-ideer,
der er lette til at gå til. Ikke for dyre men
velsmagende”.
Tove Lindbo Larsen – En nøgleperson i
Pensionisternes Samvirkes opbygning i
1960’erne og fortsat et af Samvirkets mest
fremtrædende ankermennesker.
stedet for det offentlige. Og den tendens
er der. Det frivillige arbejde skal
supplere – ikke erstatte.”
Hvordan opstod din interesse for at
tale de svages sag?
”Det har altid været en naturlig del
af min tilværelse. Jeg var så heldig at
få en uddannelse – og det forpligtede
også.”
Men inden Tove kom så vidt, lå
der en tilsyneladende fredsommelig
barndom. ”Min far havde en lille
virksomhed sammen med to andre;
den voksede stille og roligt og blev
til et mindre aktieselskab. Vi boede
først på Nørrebro, men flyttede til
Nordre Fasanvej på Frederiksberg og
siden til Finsensvej til en moderne
lejlighed med bad. Jeg gik i skole på
Nyelandsvej og tog realeksamen her;
blev konfirmeret og siden gift i Godthåbskirken.
I dag er jeg nabo til både
skolen og kirken – og sådan er livet
gået lidt i cirkler.”
’Regning for piger’
”Det var på ingen måde et overklassehjem.
Min mor var kokkepige – og