BORRIS SØNDRE GRANDELAG - Moportalen

De tog Leret med hænderne og klaskede det på væggen. Ved dette arbejde
var pigerne ikke rare at komme nær, og selv om pigen inderst inde var karlens
hjertenskær, kunne hun godt finde på at liste sig bag på ham og kærtegne
hans kinder og hals med de lerede hænder. Desuden skulle der lægges
nyt strå- eller lyngtag på husene, hvor det tiltrængtes. Der skulle også
plukkes en mængde lyng dels til tækning og dels til at ildne den store
bagerovn med. Jo der var mange ting at ordne inden høbjærgningen. Fik man
først begyndt på den, var hele bedriftens folk, kone, børn, unge og gamle i
fuldaktivitet.
Først vil jeg skrive lidt om, hvorledes høbjærgningen formede sig før
kanalernes tid, således som de gamle berettede derom. Den gang var der ikke
udstykket så mange ejendomme, og flere gårde havde vældige engarealer,
som jo skulle slås med le. Gården Heldgaard havde således i min oldefars,
Jens Jensens tid vel henimod 5o tdr. land eng. Høbjærgningen kaldtes oftest
"æ slet"
Betingelsen for at være en god hjølekaal-sletter- var at kunne skafte
og skærpe en le. Det ny leblad var smedet af en, der havde specialiseret
sig i dette arbejde thi det var ikke enhver smed givet at kunne smede og
navnlig hærde et leblad ordentligt. Høkeren handlede ofte med leblade, og
efter købet skulle lebladet have en sidste fin afslibning hos den stedlige
smed. Senere blev lebladene som så meget andet fremstillet på fabrikker
og disse leer var lettere og snildere. Efter slibningen hos smeden skulle
leen skaftes, det betroede man ikke gerne smeden til, da han ikke ret ofte
var praktisk hjølekål, nej det skulle man selv gøre, og i et sådant tilfælde
kom en mands håndsnille ham ret tilgode. Når så leen endelig var skaftet,
skulle den "håres", d.v.s., den skulle udhamres langs æggen med pennen
af en hårhammer, så der blev en jævn udhamret æg "hårmoel". Redskabet, som
denne udhamring foregik på, kaldtes æ hårstej., og det skal jeg ikke nærmere
beskrive her, da man havde hårtøjet noget forskelligt. Nogle sad overskræv
på en planke, hvori æ hårstej var fastslået, andre drev æ hårstej i jorden
og så lagde man sig ned på maven og støttede hånden på en høsæk og udførte
arbejdet i denne stilling, dette kaldtes at "hår i klem" Blev loen brugt
hele dagen, skulle den. håres mindst een gang hver dag. Var græsset hård
og stridt f.eks. katskjæk, skulle leen håres to gange. Det var selvsagt en
meget vigtig ting at være god til at skærpe leen. Under arbejdet brugte
man en strygespån, enten belagt med smergel eller en spån af egetræ med
mange små huller i, denne fugtede man og indgned den med finkornet, leret
jord, en del af denne satte sig fast i hullerne,
l9.