BORRIS SØNDRE GRANDELAG - Moportalen

Jeg må tilstå, at jeg ikke fulgte særlig godt med i undervisningen, for
jeg var i allerhøjeste grad fortørnet, da jeg var omtrent vis på, at hun
havde glemt krydset med vilje for at drille mig, og jeg sad og rugede over
de grusomste hævnplaner. I frikvarteret holdt jeg forhør over hende,
men hun påstod, at hun ærlig og redelig havde glemt det. Selv om dette var
sandt, var det jo en skuffelse, at hun satte så lidt pris på mit følgeskab,
at hun kunne glemme krydset. Inderst inde lovede jeg, at hun skulle få lov
at gå ene for eftertiden Og da vi var fri, skyndte jeg mig så stærkt på
hjemvejen, at da jeg var ved Borriskrog, kom hun ved broen over åen. Men
da jeg kiggede ad den lange vej over heden, syntes jog dog, det var så
trist at gå ene, jeg besluttede så at tilgive hende og vente på hende.
Vi fik så divergensen ud af verden, og venskabet og kammeratskabet havde
intet skår lidt, tværtimod.
Den tid, da præsten kunne eller ville nægte at konfirmere et barn, når
det blot var på grund af manglende kundskaber, har jeg ikke kendt. I ældre
tider kunne de velstilledes børn altid slippe igennem overhøringens nåleøje,
om de var nok så uvidende, thi forældrene gav desårsag præsten rige
gaver i form af smør, flæsk og æg samt høns og gæs og slagtemad, men
værre var det for fattig Per Eriksens børn, de var mere udsat for at skulle
læse om. Dog var offerskikken ikke afskaffet i min drengetid. På en
bestemt dag var vi indbudt til kaffe havde vi en tokrone med til præsten,
nogle havde lidt mere. Nogle forældre gav af et godt hjerte, andre, fordi
de ville stå sig godt med præsten, atter andre - vel nok de fleste - for,
at deres børn jo dog ikke skulle stå til skamme.
Helt frem til omkring l92o udgjorde højtidsofferet til præst og degn
en del af deres embedsindtægter. Der ofredes i kirken juledag, påskedag
l pinsedag. Tillige ofrede brudeparret og bryllupsgæsterne til præst og
degn. Ved barnedåb var der ofte en lang række faddere, først ofrede man
med barnet, og derefter ofrede fadderne.
Til højtidsoffer udsendtes offersedler til lærerne, som så ved børnenes
hjælp delte dem ud blandt beboerne. Sedlerne var beregnet til at pakke
pengene ind i. Der var blå sedler til præsten og hvide til degnen, så
der ingen forveksling skulle ske. På disse sedler var giverens navn skrevet,
så ingen kunne snyde sig fra offeret, uden det blev opdaget. Jeg har
en sølvtiøre fra den tid, det var den mindste mønt af omfang, mindre end
en enøre. En sådan tiøre kaldte man skæmtvis en "Degnlus thi mange ofrede
kun en tiøre til degnen og en femogtyveøre til præsten. At præst og
degn var mest interesseret i gårdmændenes store bryllupsfester er såre
39.