BORRIS SØNDRE GRANDELAG - Moportalen

engstykkerne sådan, at man så meget som muligt kørte langs med renderne,
og ned nogen øvelse kunne arbejdet blive neget godt, dog var der altid en
del, der skulle slås med le. Men. hvilken hjælp var slåmaskinerne ikke. De
gamle sagde jo nok, at maskinen tog for lidt, den gik ikke hårdt nok i bund,
men det gjaldt kun, hvor græsset var meget kort. Enkelte havde fået anskaffet
hesterive til stubmarken, den skulle også prøves i engen, men. her var
renderne meget i vejen, dog blev det efterhånden skik, at man rev høet sammen
med hesteriven og stakkede med forke. De gamle rystede på hovedet og
kaldte det noget svineri, der blev ikke revet rent, og man kunne ikke stakke
ordentligt med forke, vandet ville trække ned i stakkene, noget var der
vel om det, men hvad skulle man gøre? Markarbejdet tog mere og mere tid,
og arbejdskraften var efterhånden bleven dyr, alt skulle gå med mere fart.
Ganske vist mistede høbjærgningen efterhånden noget af sin charme, men
sliddet blev meget mindre.
Hvor kunne engen tryllebinde sindet, når man så ved hvor de mange stakke,
som i mørkningen hævede sig som små øer op over den lave tåge langs
engbunden -mosekonens bryg. Hvilken stilhed efter dagens travlhed. Ofte
randt Ingemans ord kom mig i hu: Det er så stille og så tyst i himmel og på
jord. Vær også stille i mit bryst, du flygtning, som der bor.
Stjernerne tindrede i det høje, og måske månen-Luna-snoede sit sølverbånd
hen over det hele og gjorde tågen endnu hvidere. En sådan aften kunne
det knibe at rive sig løs fra det smukke, stemningsfulde trylleri og gå i
seng. samme trylleri, som bragte Hejberg i stemning til at skrive om Elverhøjs
kogleri og den sælsomme dans. Men sindet kunne også stemmes til andagt.
Der oppe under stjernerne i det høje, der vågede det milde faderøje
over den slumrende jord. Men pligterne kalder. I morgen kl.5 bankes der
på døren, og man må op til en ny dag, til ny travlhed.
xxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Kornhøsten, Plejltærskning m.m.
Også kornhøsten, havde sin charme. Der var en egen højtid over det, når
når karlen og pigen eller manden og konen begav sig ud i marken, han med
æ mejle på nakken, og hun med æ krat i hånden, . Det var brødet til folk og
fæ, det gjaldt. Det var ingen sag at være opbindet efter en dygtig og korrekt
mejekarl, der kunne lægge kornet pænt op i æ skår. Men arbejde og
slid gav det, og det kunne godt værke i arme og ryg, at svinge mejeleen fra
morgen til aften.
23.