BORRIS SØNDRE GRANDELAG - Moportalen

Klynegraveren stod i graven med en speciel, spade og skar tørvene og lagde
dem på brinken en for en, hvor et par hjælpere bar dem hen på pladsen
og stillede dem på kant mod hinanden med passende åbninger imellem. Senere
afløstes spaden af et redskab, hvormed graveren stod på brinken og trak
dyndet op i lange firkantede stykker, disse blev så befordret ud på tørrepladsen
og der skåret i tørv. I stedet for en trillebør kørte man dem efterhånden
ud med en hest, der slæbte dem på et langt og bredt bræt. Da produktionen
under første verdenskrig tog stærk fart, var der flere, der anskaffede
spor og trolje til udkørselen. Et sted blev endog stillet en presser
an, som blev trukket af en dampmaskine, men denne virksomhed var ikke
lønnende. Foruden dampmaskinen var der beskæftiget henved en halv snes
mand, og efter autentisk sigende kunne de ikke producere mere end 3o.ooo
klyne om dagen. Spottefugle sagde, at de ikke kunne producere flere, end
dampmaskinen kunne brænde, virksomheden gik kun en sommer.
De bedste moser blev efterhånden omgravede, men da den anden verdenskrig
satte ind, blev der igen hårdt brug for tørv, men da den tilstedeværende
dynd ikke egnede sig til gravetørv, tog producionen af pressetørv et vældigt
opsving. Man havde andre steder gjort gode erfaringer med denne produktionsform,
og i stedet for dampmaskiner havde man nu motorer eller elektricitet
som drivkraft.
Da militæret overtog ejendommene, var der kort sagt ingen brugelige tørvemoser
tilbage. Produktionen af tørvesmuld til formbrændsel blev drevet
lidt i de sidste år, før militæret satte en stopper for al kulturvirksomhed
på egnen.
xxxxxxxxxxx
Elektricitet.
Tællelysenes tid var i mine drengeår ved at være forbi. Jeg så i al fald
ikke lysstøbning i noget hjem, vi hyggede os ved petroleumslamperne. Efterhånden
byggede man elektricitetsværker i stationsbyerne, og omegnens
landboere fik del i denne energi kilde til lys og kraft. Skulle elektriciteten
nå ud til landboerne længere ude, matte man have større spænding.
Da man fandt vekselstrømmen mere velegnet til dette formål, blev der bl.a.
i Herning bygget et stort højspændingsværk, som kunne forsyne store områder
med strøm. Dette skete efterhånden på den måde, at der dannedes samnenslutninger
med en højeste afstand på 3-4 km fra områdets centrum. Der
byggede man så et lille tårn, hvortil ledningen med den høje spænding førte.
29.