BORRIS SØNDRE GRANDELAG - Moportalen

Griseskifte.
I min drengetid var det sjældent, man solgte grise til grisehandlere,
hvoraf der vel nærmest ingen var den gang. Man fik dem i regelen solgt
til naboer eller andre, der ikke havde længere vej, end de kunne bære to
grise i en sæk. Skulle en mand have fire, tog han en hjælper med. Han købte
som regel ikke flere end 2-3-4 stk. ad gangen, svineholdet var ikke
stort. Når grisene var 4-5 uger gamle og kunne veje l lispund (l6 pund)
i gennemsnit, samledes de mænd, der havde bestilt dem for at få dem skiftet.
først den dag forlangte sælgeren prisen pr. par og der var jo nok
somme tider lidt prutten frem og tilbage. Køberne skulle så fordele dem
mellem hverandre efter den måde, de enedes om, grisene var jo ikke alle
lige store. Man mødte til eftermiddagskaffe og derefter beså man grisene
og forhørte prisen. Der blev nu en vældig forhandling både ude i svinestalden
og inde i stuen. Det var ikke altid let at blive enige om delingen,
ingen var jo glad for at få de mindste, han skulle jo så have dem
billigere, og det skulle ham, der havde fået de største betale. Dette at
elske sin næste som sig selv har jo altid været et svært bud, ikke mindst
ved et griseskifte. I regelen enedes man og delte anskuelser, meninger og
grise i bedste forståelse. Men der var jo den gang som nu gniere, der altid
kun så på deres egen fordel, og en sådan havde det ikke altid let ved
et griseskifte, måske en og anden af medskifterne ønskede revance hos
gnieren fra et tidligere skifte. Med al den parlamentering om, hvem der
skulle tage først, og hvem nestefter o.s.v. var tiden gået til "meldmaddaws”
og efter spisningen gik de ud i stalden og tog fat på delingen
efter aftale. Man puttede grisene i de medbragte sække, i regelen to i
hver, som blev forsvarlig bundet til og mens en af os drenge holdt ved
sækken, skred manden højtidelig ind i stuen for at betale dem, man betalte
ikke før grisene var i sækken. Atter måtte gnieren gennem en
skærsild, der var nemlig noget, der hed halepenge, som husmoderen skulle
have for sin store ulejlighed. Sæd og skik takserede mindste takst til
25 øre pr. gris, men de rundhåndede gav 5o øre. Jeg husker hjemmefra, at
en gnier stod og talte kobberpenge op i lang tid, idet de enkeltvis skulle
vendes nogle gange i hånden, indtil han rakte mor en hel håndfuld. Det
så da ud af noget, men en vis mistanke fristede mor til at tælle pengene,
og det viste sig da, at der kun var 45 øre for to grise, men så havde
den velstående gårdmand da reddet en femøre. Nå enhver kan jo tælle fejl.
Prisen for grisene lå oftest mellem lo og 25 kr. pr.par.
43.