download pdf: 4mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

More documents

Recommendations

Info

Interview med bent Hacke Fra strygejern til lavtryksbord Af Anette Aalling og Elizabeth Baadsgaard Bent Hackes navn er knyttet til lavtryksbordet. Som chefkonservator og medstifter af Fælleskonserveringen og udvikler af lavtryksbordet, har Bent Hacke gjort en livslang indsats for højnelse af kunstkonserveringen i <strong>Danmark</strong>. Hans virke fandt sted i en dynamisk tid, hvor faget var i rivende udvikling. Tiden er slutningen af 1970’erne, 80’erne og 90’erne, som bragte konserveringsfaget i retning af større professionalisering og tiltagende internationalisering. Som pensionist ser Bent Hacke i interviewet tilbage på en lang karriere i konserveringsfaget. Hvordan fandt du ud af, at du skulle være konservator? Det der med, hvordan jeg kom ind i faget, er faktisk en tilfældighed. Jeg var uddannet malersvend opvokset i et kunstinteresseret hjem. Både min farfar og min far havde gået på Kunstakademiet, og jeg malede jo også billeder. Tilfældigheden opstod ved, at jeg som militærnægter var interneret i Gribskovlejren i to år, og der fik jeg en god ven, Thomas Winding, som lejede et hus i Helsinge, hvor han kunne være i sin fritid med sin familie. Han inviterede mig til at bo der i perioder med min familie. Der var et atelier tilknyttet huset, og der havde vi fået lov til at stå og male. Ejeren af huset var konservator Poul Lunøe fra Statens Museum for Kunst og han kom en gang imellem for at se, om de virkelig kunne male noget de unge mennesker. En skønne dag spurgte han mig – han havde gået og iagttaget, hvordan vi spændte lærreder op, og hvilken teknik vi anvendte – ”Har De ikke lyst til at blive konservator?” Havde du hørt om dét at være konservator? Nej, jeg vidste ikke, hvad det indebar. Men jeg syntes, det lød spændende. Jeg vidste jo ikke, om jeg kunne blive kunstner. Meningen var, at jeg skulle ind i min fars malerfirma, som var gået i arv i flere generationer. Jeg svarede Lunøe, at det kunne være morsomt at prøve. Der blev søgt, om jeg kunne få tjenestefrigørelse, da jeg skulle arbejde for staten, og han skrev en flot ansøgning, men der kom et lige så flot afslag. Så begyndte jeg faktisk, når jeg havde fri fra lejren og i ferier at arbejde på de store loftsmalerier på Frederiksberg Slot. Det var en entreprise som Lunøe havde, og der var stærkt brug for hjælp. Da jeg var færdig med min tjeneste i Gribskovlejren, var der faktisk en ledig plads på Statens Museum for Kunst. Steen Bjarnhof var rejst til Frederiksborg Museet og Niels Wivel, som også var der dengang, var rejst med ham. Der var derfor kun få medarbejdere tilbage. Lunøe var chefen, og for ham arbejdede to af den forrige konservators døtre. Svend Rønne var den første konservator på Statens Museum for Kunst. Hans døtre, Signe Rønne og Elisabeth Agger, som jeg dengang syntes var meget gamle mennesker, blev mine kolleger. Signe Rønne blev min egentlige læremester. Lunøe så vi ikke så meget til. Havde du udsigt til at kunne fortsætte på Statens Museum for Kunst (SMK) efter din læretid? Efter endt prøvetid fik jeg museets erklærede støtte, men fik ikke stillet noget i udsigt. Men jeg blev glad for faget og fandt det mægtig spændende. I læretiden fik jeg en løn som svarede til, hvad jeg kunne tjene som malersvend. Så det var godt nok. Hvordan forløb din læretid? Konserveringsafdelingen omfattede kælder og 1. sal. I kælderen lavede man konser- • Opvokset i et kunstinteresseret hjem • Uddannet malersvend • Blev anbefalet faget af konservator Poul Lunøe fra Statens Museum for Kunst • Uddannet konservator på Statens Museum for Kunst • Begyndte på Statens Museum for Kunst 1958 • Ansat på SMK efter endt uddannelse Fakta om Bent Hacke vering, og det skulle jeg lære først. Der rådede en mand, som hed Steffensen, der var i familie med frøkenerne Rønne og som var maskinmester i Københavns Kommune. Han kom i sin fritid og konserverede billeder og underviste mig i den del af faget. Ja, det lyder lidt mærkeligt, men sådan var det. Der var ingen dagslys i kælderen. Der var intet ud over borde, limpotter, et kogeapparat og nogle strygejern. Dog havde Bjarnhof, inden han forlod museet, fået lavet nogle store infrarøde lamper. Det så meget avanceret ud… Jeg blev også glad for at arbejde på 1. sal med rensninger og retoucheringer. Frk. Rønne var ekspert i rensninger. Retouchering gjorde man ikke så meget ud af den gang. Man retoucherede hurtigere og ikke så omhyggeligt. Det var med en større pensel. Det gjaldt især Lunøe, han tog sin kunstnerkittel og en fransk baret på, og med en flok pensler og en stor palet gik han op i malerisamlingen. Ingen ved, hvad han lavede der, men når han kom ned, sagde han sommetider til mig: ”Hacke, jeg tror ikke, der bliver så meget at lave oppe i samlingen i de kommende måneder, for nu har jeg taget det værste, håber ikke, De bliver arbejdsløs”. Var der vakuumbord på det tidspunkt? Nej, der var kun strygejern og spændrammer. Vakuumborde kom senere. Jeg kom ind i 1958, varmebordet kom vel omkring 1960, og jeg var ikke involveret i anskaffelsen. Konserverings-bindemidlet var oftest • Skrev første artikel om lavtryksteknikken publiceret i ’Meddelelser om konservering’ i 1963 • Ansat på Aarhus Kunstmuseum 1971 • Her udviklede han lavtryksbordet • Han lagde samtidig grundstenen til Fælleskonserveringen (oprettet i 1978) • Fælleskonserveringen begynder i 1978 som selvejende institution med statstilskud i 3 år 24 BULLETIN
BULLETIN Bent Hacke ved et af sine lavtryksborde. Foto: Elizabeth Baadsgaard voks/harpiks, som vi smeltede ind igennem billedernes bagside med strygejern. Og det var sommetider en temmelig dramatisk proces. Malerierne blev spændt fast med en forsidebeklædning af almindeligt brunt papir. Så tog vi spartlen og smurte voks på i striber og så strøg vi. Så I kunne ikke se forsiden når I strøg…? Overhovedet ikke. Derfor var det også risikabelt. Steffensen var jo ikke professionel, selv om han mente det selv og holdt lange foredrag om, hvordan man skulle konservere. Men der blev også lavet mange dubleringer med lim/klister-bindemidler, og her var Signe Rønne ofte til stede i kælderen og underviste, samtidig med at hun udførte særligt vanske- lige dubleringer. Det synes jeg var spændende at arbejde med. Men også risikabelt, fordi vi kun havde de store spændrammer til at holde styr på lærrederne med. Der kunne vi også se forsiden og iagttage processen fra begge sider hele vejen igennem. Jeg holdt meget af Signe Rønne, som var et storartet menneske og en fremragende konservator, som gerne gav sin store viden fra sig gennem de konkrete arbejdsopgaver. Konservatorer fra de andre nordiske lande kom ind imellem på længere arbejdsophold, og der kunne man også lære en del. Var du allerede på det tidspunkt mere interesseret i konserveringsdelen? Nej egentlig ikke, men jeg blev mere og mere frustreret over den måde, man konserverede på. Det kunne jeg jo se, selvom jeg kom udefra uden at vide noget på forhånd. Som håndværker kunne jeg da se, at det var en meget risikabel og håndfast måde at arbejde på. Det blev ikke bedre da varmebordet holdt sit indtog. Da var Steen Bjarnhof kommet tilbage til Statens Museum for Kunst som afdelingsleder. Han var jo også en fremragende konservator, men ukritisk over for dette nye vidunder, og så skulle vi køre billederne på stribe med voks/harpiks og høj varme. Det var frygtelige borde, for man kunne næsten ikke kontrollere varmen, og trykket kunne man slet ikke finregulere. Bjarnhof mente, at man sagtens kunne konservere museets guldaldermalerier på stribe før en stor udstilling, og det blev gjort. Jeg kunne se, at det ikke var godt, og at det måtte kunne gøres bedre. Det er tidligt, du sætter spørgsmålstegn ved det, man gjorde ved kunstværkerne? Ja, det var det. Det var ikke alene i København, jeg så også i London, hvordan de arbejdede på de store museer. Jeg var et par gange på British Council-kurser og vi besøgte de forskellige konserveringsværksteder. Det var også noget med at stå i en kælder, og bruge muskelkraft. Det så ofte dramatisk ud. Det allerværste var naturligvis, at mange billeder bar præg af den barske behandling. Der var jo også problemet, da jeg begyndte at stille forsøgsprototyper op [lavtryksapparater, red.]. Der var der ikke meget forståelse for det, jeg gik og lavede, men der var ingen, der lagde mig hindringer i vejen. Det kan man bestemt ikke sige, men man rystede lidt på hovedet. Og i begyndelsen var det kun på moderne, meget sarte malerier, jeg brugte teknikken [lavtryksteknikken, red.]. Den første primitive teknik beskrev jeg første gang i det nystartede ’Meddelelser om konservering’ i 1963. Min opfattelse af varmebordets skadelighed stod jeg alene med. Men efterhånden kom der internationalt kritik [af de gamle konserveringsmetoder, red]. Efter din læretid, blev du da på SMK? Jeg nåede at blive tjenestemand og fik Lunøes stilling. Steen Bjarnhof fik en særlig stilling og overtog ledelsen af værkstedet. Det var en verden i sig selv, en lukket verden. På 1. salen var der ét stort vindue, og det var dækket af en bogreol, og ovenpå det stod der urtepotter og kaktusser, så der slap ikke ret meget dagslys ind, og væggene var gråmalede. Jeg husker ikke, om der var arbejdslamper, men tror ikke, der var nogen. Når frk. 25
Page 1 and 2: ulletin # 86 /2012 NorDIsk koNserva
Page 3 and 4: leder På Generalforsamlingen i maj
Page 5 and 6: Prøvetagning til pollenanalyse i f
Page 7 and 8: Ny metode til præparatoptagning i
Page 9 and 10: museumsudredning version 69 Af Cars
Page 11 and 12: esøg på statens værksteder for k
Page 13 and 14: BULLETIN STATUS primo 2011 AKTIVER:
Page 15 and 16: Alt er pænt og ryddeligt, samtidig
Page 17 and 18: tandhvaler med en længde på mindr
Page 19 and 20: Vi skærer igennem alle formater Sk
Page 21 and 22: NkFs XIX. Internasjonale kongress B
Page 23: Det er forbundet med store udfordri
Page 27 and 28: Du havde altså museets opbakning t
Page 29 and 30: Portrætfoto anno1896 af røntgenst
Page 31 and 32: stakkels hæderlige konsul West! Af
Page 33 and 34: Her er der plads til dit debatindl
Page 35 and 36: Annonce B 26/03/03 12:06 Side 1 BUL

download pdf: 4mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?