download pdf: 4mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

More documents

Recommendations

Info

Rønne vandede planterne, så løb vandet fra vindueskarmen ned over fagbøgerne, og vi måtte styrte til og tørre op… Vi spiste frokost bag staffelierne. Vi havde ikke noget forhold til den øvrige museumsverden. Jørn Rubow, som var direktør for museet, var vældig interesseret i konserveringsfaget. Han havde søgt at lære noget om faget under et ophold i Holland. Han valgte billeder ud til konservering og så ville han gerne følge processen. Og det var fint. Han kom jævnligt på afdelingen. Så sad han et par timer ved siden af frk. Rønne, når hun rensede et billede. Han var også interesseret i det, jeg gik og lavede. Han var med til at promovere afdelingen og skaffe midler, så godt han kunne. Så uden ham, og naturligvis Steen Bjarnhofs ledelse, ved jeg ikke, hvor store fremskridt, vi havde nået på det tidspunkt. Ellers kom der museumsinspektører en gang imellem, specielt hvis der var et billede, de skrev om, og som vi arbejdede med. Men de blev ikke længe, og der var ikke den store interesse fra deres side omkring vores virke. Hvor længe blev du på SMK? Jeg nåede at være med til den udvikling, der var i 60’erne. Det begyndte med, at vi desværre måtte flytte ud. Vi var tre år i Brede. Men i de tre år kom vi mere i kontakt med andre konservatorer. Vi måtte selv indrette rummene – der var ingen penge til noget som helst. Så vi byggede selv vægge og inventar med hjælp fra museets håndværkere og malede det selv. Vi kom tilbage efter tre år og havde fået meget mere plads. En etage mere havde vi fået. Og bedre inventar og mere apparatur. Derefter var der en lang periode med meget arbejde, hvor vi skulle gennemgå billederne, fordi de skulle nyophænges. Og der var jeg leder det sidste års tid, fordi Bjarnhof rejste til Firenze et år. Og vi fik bevillinger nok til ansættelse af mange konservatorer fra andre, især nordiske lande. Der blev pludselig en stor stab, der skulle arbejde med de billeder, der skulle gøres klar til nyophængning. Efter den tid synes jeg, at nu ville jeg gerne prøve noget andet. Så kom der en henvendelse fra Aarhus Kunstmuseum, om jeg kunne tænke mig at komme dér. Det var i 1971. Inden for kunstkonserveringsområdet var der vel ikke ret meget ud over SMK? Der var et værksted på Frederiksborg Museet. Det havde Bjarnhof opbygget sammen med Wivel. Jørn Rubow støttede mig i at tage til Aarhus og talte om mulighederne for et værksted, der kunne dække konserveringsbehovet for provinsens kunstmuseer. Jeg ville også gerne ud dengang, for jeg syntes, der var meget tykke mure, og der var mange interne stridigheder på det gamle museum. Jeg håbede på, at der kunne blive penge til at opbygge et værksted i Aarhus. Det kom der jo aldrig. Statens Museumsnævn havde på det tidspunkt ikke penge til det. Jeg fik et mikroskop, men ellers var der ingenting. Der var en række tomme lokaler, og jeg blev overladt til mig selv. I begyndelsen gik jeg bare og talte op, hvad der burde anskaffes, og lavede fortegnelser. Der havde været en konservator før mig, Termansen. Men han var der ikke så længe. Han kom fra Den Gamle By, og han var ikke malerikonservator. Så han fotograferede, og det gjorde han til gengæld godt. Han registrerede næsten alle museets billeder. Så jeg gik alene et års tid. Min familie blev overladt til sig selv i København, og jeg boede på et værelse på museet. Det gav mig god tid til at tænke over og komme videre med opbygningen af værkstedet og det der apparat [lavtryksbordet, red.] og de muligheder, der var i det [lavtryksteknikken, red.]. Det var Mogens Larsen på Fyn, som var privatkonservator, men som arbejdede for Nationalmuseet, der var den første, der for alvor forstod princippet i lavtryksbordet. Han havde lige startet ’Meddelelser om konservering’ sammen med Bjarnhof. Mogens Larsen var selv redaktør, og han mente, at der var meget potentiale i de forsøg, jeg lavede, og at jeg burde publicere det. Jeg tænkte ”publicere” - det er vist en større historie. Han ville gerne optage det, hvis jeg ville skrive til tidsskriftet. Jeg var meget taknemmelig og smigret over interessen. Den første artikel handler jo nærmest om temperamaleri på lærred. Jeg har været meget forsigtig og har ikke villet skrive andet, end at det i hvert fald kunne bruges til sarte og ”vanskelige” billeder. Mere turde jeg ikke skrive, selv om jeg nok tænkte, at det kunne bruges lidt mere bredt. Men det var noget, jeg i det hele taget først fandt ud af hen ad vejen, at man i virkeligheden kunne behandle alle typer malerier plus tekstil og papir. Hvordan opstod ideen til lavtryksteknikken? Sådan noget opstår, når man står og arbejder med tingene, med spændrammer og strygejern og infrarød varme osv. Jeg fandt på at bruge vakuum, når maleriet var på spændramme, og så kunne jeg lave vakuum med den gamle støvsuger, der stod på værkstedet. Det var en gammel Nilfisk. Jeg har aldrig set en mage til den. Den kunne klare at køre i flere timer. Jeg konserverede faktisk mange billeder med denne teknik på SMK. Hvis jeg brugte teknikken, skulle det helst være på et billede, vi fik betaling for fra et andet museum. Det var der ikke noget at sige til, for der gik mange timer med det. Bjarnhof forstod det ikke. Han sagde: ”det dér kan du rejse med, men du kan ikke blive.” Det var hårde ord. Jeg fortsatte alligevel. Jeg var jo også tjenestemand og kunne ikke hindres i at arbejde med relevante forsøg. Senere blev Bjarnhof rektor for Konservatorskolen, og vi holdt jo dér en række sommerseminarer for folk fra hele verden omhandlende apparaturets muligheder. Han skrev til mig en gang langt senere, da jeg fyldte rundt (jeg har brevet endnu). Heri beklagede han dybt, at han ikke så potentialet så tidligt, som udlandet gjorde. Og han takkede mig i øvrigt for alle de år, systemet var blevet brugt i undervisningen på skolen. Det er svært at forstå den skepsis. Hvad udspringer den af? Jeg ved det ikke, for resultatet blev jo meget smukt, og konserveringen forholdsvis effektiv. Det må man ikke glemme. Der kom mange udenlandske volontører, og de syntes det var helvedes interessant. Jeg kunne ikke stå med det hele tiden, men måtte også lave andre ting. Men var der et billede som egnede sig til behandlingen, så startede jeg det op. I Aarhus begyndte der at komme folk til. Arthur Ketnath kom først. Ikke mindst kom der en masse militærnægtere, og dengang var der mange nægtere. Man kun få så mange, man havde brug for. De skulle være der i temmelig lang tid. Der kom folk med forskellig ekspertise… voksne mennesker der havde været ude i livet… nogle vidste noget om elektricitet, én var lektor i tysk og dygtig med sine hænder, to tysklærere var der faktisk. Specielt ham der kunne reparere hospitalsudstyr, han var jo fantastisk at få. Han vidste jo noget om, hvordan man kunne lægge varme og el ind i bordene og styre fugten. Det var nogle utroligt spændende år. Det var en del år, der gik med at udvikle apparatet frem til dem, der i dag står her på Fælleskonserveringen. Det er de første, der blev produceret på fabrik [står p.t. på Fælleskonserveringen, red]. 26 BULLETIN
Du havde altså museets opbakning til at udvikle på lavtryksapparatet? Ja, det må man sige. Der skulle selvfølgelig laves noget konserveringsarbejde, så vi sørgede for, at nogle af forsøgene blev gjort på museets billeder. Det turde vi godt, for så langt var vi kommet. Men der var aldrig nogen, der lagde hindringer. Somme tider syntes jeg selv det var meget. Fem-seks mennesker koncentreret om at udvikle en prototype. Det gik jo livligt for sig nogle gange, men museet stillede ikke store krav om, at der skulle produceres urimeligt meget, men vi skulle selvfølgelig udføre det, som direktøren eller inspektørerne bad os om. Og så var der de mange udstillinger, hvor det var vigtigt, at vi var med. Men Kristian Jacobsen, som var direktør dengang, fik jo også forklaret, hvad vore forsøg gik ud på. Det gjorde jeg meget ud af. I hvor mange år var værkstedet knyttet til Aarhus Kunstmuseum? Indtil 1978. Vi tog billeder ind fra andre museer – det er dét, der fører videre til det næste…[oprettelsen af Fælleskonserveringen, red.] Vi begyndte at tage billeder ind fra andre museer, fordi behovet var så stort. Selv Louisiana som jeg havde arbejdet for, da jeg var i København, ville have billederne til Aarhus. Det var noget af en lang transport. Der var flere af de store kunstmuseer, Nordjyllands Kunstmuseum, Fyns Kunstmuseum og flere andre, der gerne ville have konserveret billeder. Troels Andersen, som var direktør for Silkeborg Museum, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan vi kunne løse det problem, at der blev flere og flere, som gerne ville have lavet noget hos os. Der var det problem, at Aarhus Kunstmuseum strøg det økonomiske overskud, når vi lavede noget for andre museer. Og vi fik ikke meget til udbygning af konserveringsværkstedet, og det var virkeligt et problem. Dengang var det usædvanligt, at et museum skulle tjene på noget ud over at sælge postkort. Vi var længe om at finde ud af at løse det problem. Det var ikke så enkelt. Men så fandt vi ud af, at det ville være bedst, hvis vi byggede på den gamle danske tradition med andelsforetagener. Og det bestemte vi os for. Men så opstod nye problemer… Vi skulle først og fremmest have Aarhus kunstmuseum til at gå med til, at vi blev en selvejende institution. Men Kristian Jacobsen sagde: ”Ikke tale om”. Da opstod der konflikt, virkelig for alvor. Så skete der det, at Aarhus Kommune syntes, det var en god idé. Og så mente Aarhus Kunstmuseums be- BULLETIN styrelse også, at det var en god idé. Så var Kristian Jacobsen i mindretal, og han måtte så bide i sig, at en selvejende institution kunne oprettes. Men så skulle vi have museerne med. Igennem flere år, måske tre år, var der stormøder rundt om i landet, hvor museerne mødte op og var med til at vurdere, om der skulle oprettes en sådan institution. Ca. 20 museer ville være med, det var meget, men mange var imod af forskellige grunde. Selv kollega Henrik Bjerre skrev på vegne af SMK’s konserveringsafdeling, at de ikke kunne støtte sådan noget. Et konserveringsværksted skulle være under et museum med en museumsdirektør i spidsen, mente han. Og mange andre var imod den tanke, at vi som den første konserveringsafdeling nogensinde blev selvejende og skulle arbejde på tværs af institutionerne. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor det skulle være et problem. Vi fik dog samme status som et kunstmuseum og blev omfattet af Museumsloven som en selvejende institution. Statens Museumsnævn syntes, det var en god ide, fordi vi kunne betjene museerne bredt, og de stillede i udsigt, at hvis vi kunne få museerne med på ideen, så ville vi kunne få statstilskud de første tre år som en etableringsfase. Det begyndte i 1978, og da startede vi så som prøve med statstilskud. Det gik jo fint. Vi startede for alvor i 1982 med tilskud fra rådighedsbeløbet. Og vi fik en dygtig formand for bestyrelsen, Børge Hansen, som var administrerende direktør på Louisiana. Vi oprettede vedtægter for, hvordan vi skulle udforme denne andelsordning, og vi lavede kontrakter med museumskunderne. Til bestyrelsens ros skal siges, at vi fik sat tid af til metodeudvikling, mikroskopanalyser og undersøgelser m.m. Det blev sat til en fjerdedel af tiden. Det var ret flot. Det skyldtes – i al beskedenhed – at der var kendskab og stor international opbakning til vort arbejde. Det var bestyrelsen meget glade for. Med til den historie skal fortælles, at jeg indimellem også lavede museumsundersøgelser og gennemgik tilstanden af samlingerne. Specielt i begyndelsen på de store museer. Det var noget af det første, som blev gjort. Du kiggede ikke kun på billeder, men også på museumsbygninger? Jo, efterhånden blev vi klar over, at vi også måtte kigge på klimaforhold og opbevaringsforhold. Så måtte man for alvor også sætte sig ind i de ting. I underviste også museumsansatte? Det var også vigtigt. Der var alle disse stormøder om oprettelsen af Fælleskonserveringen. Med meget uenighed og meget ballade. Spørgsmålet var, om de andre museer i landet ville være med til at afgive noget af deres statstilskud til os. Der var et stort møde i Middelfart, hvor man diskuterede. Der var afstemning og det blev vedtaget at alle museer ville støtte økonomisk op om Fælleskonserveringen. Flertallet altså. Det var meget dramatisk. Alt dette førte med sig, at vi kom i kontakt med museumsfolk fra både DKM og FDK, og så blev vi jo bedt om at komme og danne studiekredse, så det var utroligt aktivt. Jeg sad tit med Knud Holm fra Nationalmuseet og andre kolleger og deltog i rundbordskonferencer om klimaforhold og opbevaringsforhold. Så kom museumsinspektørerne og ville gerne lære noget om det. Så det var en meget givende periode. Museerne kom også hos os og fik rundvisning, hvor vi fortalte om konservering, og hvad vi gjorde ved billederne. Der var meget stor kommunikation og interesse på det tidspunkt. I lavede også klimakasser, ikke? Jo, det var Arthur [Ketnath red.] meget involveret i. Ligesom han tog sig af udviklingen af nye bindemidler. Vi fik bevillinger fra Nationalbankens Jubilæumsfond, så Arthur kunne indgå et samarbejde med Teknologisk Institut i Aarhus om udvikling af bindemidler. Det var meget fint. Han var også med til at lave brandcirkulærer for museerne. Blev du ikke også brugt meget, da der blev bygget nye museer? Jo, der blev bygget nye museer og udbygget andre i den periode. Jeg var involveret i bl.a. bygningen af Holstebro Kunstmuseum og Silkeborg Kunstmuseum. Vi var konsulenter for Kunstmuseet i Tønder, og udbygningen på Louisiana var vi også involveret i. Det var nyt, at man tog en konservator med på råd omkring museumsbyggeri. Foreningen af Danske Kunstmuseer udgav et tidsskrift, hvor et af numrene udelukkende handlede om konservering og restaurering. Hvordan fik du Arthur Ketnath til Fælleskonserveringen? Har det med at gøre, at der ikke var ret mange uddannede konservatorer? Ja, der var ikke mange. Arthur var ansat på Frederiksborg Museet, hvor Wivel var leder, men han søgte stillingen hos os. Senere kom Lars Bystrøm fra Stockholm og Amelie Wahl fra Tyskland. Der kom også en del fra 27
Page 1 and 2: ulletin # 86 /2012 NorDIsk koNserva
Page 3 and 4: leder På Generalforsamlingen i maj
Page 5 and 6: Prøvetagning til pollenanalyse i f
Page 7 and 8: Ny metode til præparatoptagning i
Page 9 and 10: museumsudredning version 69 Af Cars
Page 11 and 12: esøg på statens værksteder for k
Page 13 and 14: BULLETIN STATUS primo 2011 AKTIVER:
Page 15 and 16: Alt er pænt og ryddeligt, samtidig
Page 17 and 18: tandhvaler med en længde på mindr
Page 19 and 20: Vi skærer igennem alle formater Sk
Page 21 and 22: NkFs XIX. Internasjonale kongress B
Page 23 and 24: Det er forbundet med store udfordri
Page 25: BULLETIN Bent Hacke ved et af sine
Page 29 and 30: Portrætfoto anno1896 af røntgenst
Page 31 and 32: stakkels hæderlige konsul West! Af
Page 33 and 34: Her er der plads til dit debatindl
Page 35 and 36: Annonce B 26/03/03 12:06 Side 1 BUL

download pdf: 4mb - Nordisk Konservatorforbund Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?