DO nr.3.06#final - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

10 KOMMENTAR
Men jeg må ofte konstatere, at når der er
gået et lille års tid, er der en tendens til, at
nogle er blevet konforme, forsigtige grå bureaukrater,
der fokuserer på problemernes
mangfoldighed og vanskeligheder frem for
at fokusere på løsninger og muligheder.
Hvordan kan det være? Lærer vi dem noget
forkert? Det tror jeg dog ikke.
For mange „rygsvømmere“
Med hensyn til citatet i Berlingske Tidende
om vore farveløse bureaukrater skærer jeg
naturligvis ikke alle over én kam, langtfra,
for der er mange fremragende officerer i det
danske Forsvar, men der er stadig for mange
„rygsvømmere“, som den tidligere forsvarschef,
general O.K. Lind, kaldte denne type.
Hvorfor er der så det?
Der er jo meget højt til loftet i vores firma.
Jeg tror, det er, fordi vi bærer rundt på reminiscenserne
af en gammel og forældet virksomhedskultur,
som ikke mindst var præget
af at være en nulfejls-kultur samt et benhårdt
karrieresystem.
Denne kultur vil forhåbentlig være forsvundet
i løbet af en kortere årrække. Det
tror jeg og håber på, bl.a. fordi de yngre generationer
er betydeligt mere kritiske og måske
ikke karrierefikserede på helt samme
måde. Ikke fordi de ikke tænker på deres karriere,
det gør de i allerhøjeste grad. Men man
tænker nok så meget i de udfordringer, som
Forsvaret kan tilbyde, og i de løn- og karrieremæssige
fordele, man på længere sigt kan
få ud af at gøre en ekstra indsats. Der er tale
om en meget selvstændig generation, der
kræver stor opmærksomhed fra foresatte
chefer. Der er færre rygklappere og rygsvømmere.
Det er efterhånden også sjældent, at jeg
ser en rygsvømmer blive udnævnt til chef;
men det sker i ny og næ, desværre.
I Berlingske Tidende omtaler jeg begrebet
tryghedsnarkomaner. Det er bl.a. de officerer,
der har valgt officersgerningen, fordi der
er tale om en tjenestemandsansættelse med
60 års aldersgrænse og en god pension. Måske
skulle de have valgt Post Danmark eller
DSB i stedet, hvor man, alt andet lige, opererer
i mere forudsigelige miljøer. Begge steder
er man da vist iøvrigt ved at forlade tjenestemandsbegrebet.
Dertil kommer de officerer, der holder sig
til regler og bestemmelser og det kendte for
at undgå kritik, der kan skade deres karriere.
Hvert år, når Stabskursus dimitterer, betoner
jeg, godt suppleret af forsvarschefen, at der
ikke er brug for den type officer i de højere
stabe, endsige som chefer.
Tryghedsnarkomani i mere positiv forstand
er forbundet med ønsket om et stabilt
familieliv, hvor hensynet til ægtefælle og
børn spiller en rolle. Men det er ikke altid,
det går i spænd sammen med de udfordringer,
der sætter ens militære professionalisme
på prøve. Det kan være et vanskeligt valg,
der kan få store konsekvenser, hvis man ikke
har de fornødne aftaler med familien. Det at
være officer er efter min opfattelse en livsstil,
der ikke nødvendigvis harmonerer lige
godt med begrebet „det hele menneske“,
som vi hylder i vores personelpolitik. Vores
raison d’être er at lede soldater i kamp eller
under andre ekstreme forhold som fredsskabende
eller fredsbevarende operationer. De
opgaver, vi skal løse i fremtiden, vil kræve
store personlige ofre af såvel den enkelte officer
som af hans/hendes familie. Vi skal
derfor snarest muligt lære af de lande, der
har erfaringer på dette område, f.eks. Storbritannien,
der har en lang tradition for at
håndtere de familiære problemer, som nødvendigvis
opstår i en sådan situation. Vores
styrke under Den kolde Krig var bl.a., at vi
var borgere i uniform. Det er vi, og det skal vi
naturligvis stadig være, men kravene i dag
og i fremtiden gør, at officersstanden og i
virkeligheden alle, der er professionelle soldater,
nøje bør gennemtænke deres fremtidige
rolle og situation. Er dette en livslang
tjenestemandsgerning, eller er der tale om
en afgrænset periode af ens liv, der afløses af
civile udfordringer (som Forsvaret naturligvis
har pligt til at forberede den enkelte til
gennem varierede uddannelsestilbud)? Det
er efter min opfattelse et af de centrale
spørgsmål, der skal tages stilling til inden for
en overskuelig tid.
Værnsfælles kursus
Vi står midt i et vadested. På den ene side har
vi et velbedømt og logisk sammenhængende
system, som sagtens kan gøres bedre ved
at følge anbefalingerne i EVA-rapporten, således
at der bliver fuld ækvivalens imellem
officersuddannelserne og det civile videregående
uddannelsessystem. Det indebærer
bl.a. bachelor- og mastergrader under en eller
anden form.
Det står klart, at officerens grundlæggende
operative specialist- og værnsekspertise gives
under den grundlæggende officersuddannelse
og de første år i praktisk tjeneste og
er det enkelte værns ansvar.
Som jeg ser VUT I, bør det være et værnsfælles
kursus med uddannelse i planlægning og
gennemførelse af deployering og operationer
samt ikke mindst logistik. Det bør det
være, fordi de primære operationer vil finde
sted i multinational ramme som ekspeditionskorps
og derfor vil indeholde en overvægt
af værnsfælles problemstillinger. VUT
I bør derfor ikke forlænges af akademiske
elementer.
Fælles forudsætningsskabende elementer
– almene som professionelle – kan gennemføres
som fjernundervisning forud for deltagelse
på tilstedeværelsesdelen.
Skal opfylde Forsvarets behov
VUT II skal i princippet føre til en mastergrad
ved en kobling til akademiske krav på
kandidatniveau, uden at dette må undergrave
det nødvendige professionelle fokus. Det
er væsentligt at understrege, at det primære
formål for en af Forsvaret sponsoreret akademisk
uddannelse er at give officeren en bredere
horisont og bedre arbejdsmetoder på et
for Forsvaret relevant område: Det sekundære
mål vil være at gøre officerskarrieren mere
attraktiv for kompetente unge, der ønsker at
udvikle sig gennem hele livet.
Det skal dog være klinkende klart, at VUT
II-uddannelsens indhold og formål skal bestemmes
af Forsvarets behov. Uddannelsen
skal ikke skræddersys til at optimere antallet
af akademiske points, der indgår i et muligt
supplerende uddannelsesforløb.
Jeg har til Berlingske Tidende nævnt, at i
mange år har VUT II i for høj grad været
præget af Forsvarets øverste ledelses krav om
at producere et højt antal dimittender, der
kunne opfylde strukturens behov for M331.
Der mangler iøvrigt for tiden ca. 80.
Jeg er nødt til at sige, at det er min klare
overbevisning, at den gennemsnitlige elevstandard
ikke nødvendigvis har fremmet
kursets kvalitet. Eller sagt på en anden og
mere direkte måde: Der kommer for mange
ind, som ikke får det fulde udbytte af uddannelsen.
Mange af disse i øvrigt brave og dygtige
mennesker er ikke interesserede i professionens
mere teoretiske og filosofiske grundlag
– så som Clausewitz, Jomini, Mahan, Corbett,
Sun Tzu m.fl – eller i operative problemer
på det operative og strategiske niveau.
Derimod er de ofte langt mere interesserede
i teknologi og besidder de fornødne matematiske
og fysiske kundskaber til at beskæftige
sig med dette på højt niveau. Vi har