DO nr.3.06#final - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

More documents

Recommendations

Info

10 KOMMENTAR Men jeg må ofte konstatere, at når der er gået et lille års tid, er der en tendens til, at nogle er blevet konforme, forsigtige grå bureaukrater, der fokuserer på problemernes mangfoldighed og vanskeligheder frem for at fokusere på løsninger og muligheder. Hvordan kan det være? Lærer vi dem noget forkert? Det tror jeg dog ikke. For mange „rygsvømmere“ Med hensyn til citatet i Berlingske Tidende om vore farveløse bureaukrater skærer jeg naturligvis ikke alle over én kam, langtfra, for der er mange fremragende officerer i det danske Forsvar, men der er stadig for mange „rygsvømmere“, som den tidligere forsvarschef, general O.K. Lind, kaldte denne type. Hvorfor er der så det? Der er jo meget højt til loftet i vores firma. Jeg tror, det er, fordi vi bærer rundt på reminiscenserne af en gammel og forældet virksomhedskultur, som ikke mindst var præget af at være en nulfejls-kultur samt et benhårdt karrieresystem. Denne kultur vil forhåbentlig være forsvundet i løbet af en kortere årrække. Det tror jeg og håber på, bl.a. fordi de yngre generationer er betydeligt mere kritiske og måske ikke karrierefikserede på helt samme måde. Ikke fordi de ikke tænker på deres karriere, det gør de i allerhøjeste grad. Men man tænker nok så meget i de udfordringer, som Forsvaret kan tilbyde, og i de løn- og karrieremæssige fordele, man på længere sigt kan få ud af at gøre en ekstra indsats. Der er tale om en meget selvstændig generation, der kræver stor opmærksomhed fra foresatte chefer. Der er færre rygklappere og rygsvømmere. Det er efterhånden også sjældent, at jeg ser en rygsvømmer blive udnævnt til chef; men det sker i ny og næ, desværre. I Berlingske Tidende omtaler jeg begrebet tryghedsnarkomaner. Det er bl.a. de officerer, der har valgt officersgerningen, fordi der er tale om en tjenestemandsansættelse med 60 års aldersgrænse og en god pension. Måske skulle de have valgt Post Danmark eller DSB i stedet, hvor man, alt andet lige, opererer i mere forudsigelige miljøer. Begge steder er man da vist iøvrigt ved at forlade tjenestemandsbegrebet. Dertil kommer de officerer, der holder sig til regler og bestemmelser og det kendte for at undgå kritik, der kan skade deres karriere. Hvert år, når Stabskursus dimitterer, betoner jeg, godt suppleret af forsvarschefen, at der ikke er brug for den type officer i de højere stabe, endsige som chefer. Tryghedsnarkomani i mere positiv forstand er forbundet med ønsket om et stabilt familieliv, hvor hensynet til ægtefælle og børn spiller en rolle. Men det er ikke altid, det går i spænd sammen med de udfordringer, der sætter ens militære professionalisme på prøve. Det kan være et vanskeligt valg, der kan få store konsekvenser, hvis man ikke har de fornødne aftaler med familien. Det at være officer er efter min opfattelse en livsstil, der ikke nødvendigvis harmonerer lige godt med begrebet „det hele menneske“, som vi hylder i vores personelpolitik. Vores raison d’être er at lede soldater i kamp eller under andre ekstreme forhold som fredsskabende eller fredsbevarende operationer. De opgaver, vi skal løse i fremtiden, vil kræve store personlige ofre af såvel den enkelte officer som af hans/hendes familie. Vi skal derfor snarest muligt lære af de lande, der har erfaringer på dette område, f.eks. Storbritannien, der har en lang tradition for at håndtere de familiære problemer, som nødvendigvis opstår i en sådan situation. Vores styrke under Den kolde Krig var bl.a., at vi var borgere i uniform. Det er vi, og det skal vi naturligvis stadig være, men kravene i dag og i fremtiden gør, at officersstanden og i virkeligheden alle, der er professionelle soldater, nøje bør gennemtænke deres fremtidige rolle og situation. Er dette en livslang tjenestemandsgerning, eller er der tale om en afgrænset periode af ens liv, der afløses af civile udfordringer (som Forsvaret naturligvis har pligt til at forberede den enkelte til gennem varierede uddannelsestilbud)? Det er efter min opfattelse et af de centrale spørgsmål, der skal tages stilling til inden for en overskuelig tid. Værnsfælles kursus Vi står midt i et vadested. På den ene side har vi et velbedømt og logisk sammenhængende system, som sagtens kan gøres bedre ved at følge anbefalingerne i EVA-rapporten, således at der bliver fuld ækvivalens imellem officersuddannelserne og det civile videregående uddannelsessystem. Det indebærer bl.a. bachelor- og mastergrader under en eller anden form. Det står klart, at officerens grundlæggende operative specialist- og værnsekspertise gives under den grundlæggende officersuddannelse og de første år i praktisk tjeneste og er det enkelte værns ansvar. Som jeg ser VUT I, bør det være et værnsfælles kursus med uddannelse i planlægning og gennemførelse af deployering og operationer samt ikke mindst logistik. Det bør det være, fordi de primære operationer vil finde sted i multinational ramme som ekspeditionskorps og derfor vil indeholde en overvægt af værnsfælles problemstillinger. VUT I bør derfor ikke forlænges af akademiske elementer. Fælles forudsætningsskabende elementer – almene som professionelle – kan gennemføres som fjernundervisning forud for deltagelse på tilstedeværelsesdelen. Skal opfylde Forsvarets behov VUT II skal i princippet føre til en mastergrad ved en kobling til akademiske krav på kandidatniveau, uden at dette må undergrave det nødvendige professionelle fokus. Det er væsentligt at understrege, at det primære formål for en af Forsvaret sponsoreret akademisk uddannelse er at give officeren en bredere horisont og bedre arbejdsmetoder på et for Forsvaret relevant område: Det sekundære mål vil være at gøre officerskarrieren mere attraktiv for kompetente unge, der ønsker at udvikle sig gennem hele livet. Det skal dog være klinkende klart, at VUT II-uddannelsens indhold og formål skal bestemmes af Forsvarets behov. Uddannelsen skal ikke skræddersys til at optimere antallet af akademiske points, der indgår i et muligt supplerende uddannelsesforløb. Jeg har til Berlingske Tidende nævnt, at i mange år har VUT II i for høj grad været præget af Forsvarets øverste ledelses krav om at producere et højt antal dimittender, der kunne opfylde strukturens behov for M331. Der mangler iøvrigt for tiden ca. 80. Jeg er nødt til at sige, at det er min klare overbevisning, at den gennemsnitlige elevstandard ikke nødvendigvis har fremmet kursets kvalitet. Eller sagt på en anden og mere direkte måde: Der kommer for mange ind, som ikke får det fulde udbytte af uddannelsen. Mange af disse i øvrigt brave og dygtige mennesker er ikke interesserede i professionens mere teoretiske og filosofiske grundlag – så som Clausewitz, Jomini, Mahan, Corbett, Sun Tzu m.fl – eller i operative problemer på det operative og strategiske niveau. Derimod er de ofte langt mere interesserede i teknologi og besidder de fornødne matematiske og fysiske kundskaber til at beskæftige sig med dette på højt niveau. Vi har
desværre ikke sådanne uddannelser, men fik vi tilladelse og ressourcer, kunne vi med kort varsel etablere en særdeles attraktiv masteruddannelse i teknologiledelse. Dette skal ikke opfattes som en nedgøring af tekniske uddannelser. Jeg har dyb respekt for de mennesker, der har evner til den abstrakte tænkning, der karakteriserer det matematiske/fysiske fagfelt. Den evne har jeg desværre ikke selv og kan næppe løse en 2. grads ligning. Evner og anlæg er som bekendt forskellige, og vi derfor skal udnytte de evner, vi har, optimalt ved at vælge den rigtige uddannelse, men det forudsætter, at der er attraktive alternativer til stabskursus II. De eksisterer ikke rigtigt i dag. Derfor er det afgørende for ens karriere, hvis man ønsker at komme i betragtning til udnævnelse til chefniveauet, at man gennemgår stabskursus II, hvad enten man har interesse eller evner. Det har sat sit præg på VUT II–uddannelsen. Sådan bør det imidlertid ikke være. Generalmajor Karsten J. Møller: -De opgaver, vi skal løse i fremtiden, vil kræve store personlige ofre af såvel den enkelte officer som af hans/hendes familie. (Foto: Peter Eilertsen) Man er heldigvis begyndt at meritere civile uddannelser, og lad os håbe, at det også får afsmitning på udnævnelser til chefniveauet. Et VUT III På alle trin af officersuddannelsen er sproglige færdigheder, først og fremmest engelsk, et ubetinget krav. På VUT II bør det meste af undervisningen foregå på engelsk. Det ville blive fremmet af et internationalt miljø både på lærer- og elevsiden. Men det fordrer, at vi kan meddele bachelor- og mastergrader, ellers er vi irrelevante for andre lande; ækvivalens med det civile videregående uddannelsessystem og opfyldelse af Bolognakriterierne er reglen snarere end undtagelsen i de øvrige NATO-lande. Det bør også lede til en samordning af officersskolernes og Forsvarsakademiets undervisning i fællesfagene ledelse, statskundskab, international politik med flere. Niveauet i de tre værn er for uensartet, og 11 det mærker vi, når de tre værns officerer kommer på FAK. Denne samordning er vi så småt gået i gang med, men den kunne fremmes gennem en samplacering af de fire skoler. Herved kunne der skabes et spændende værnsfælles miljø, hvor det grundlæggende håndværk stadig blev lært i værnet og forblev det enkelte værns ansvar. Vi bør også have et VUT III, hvor chefniveauet får en operativ og ledelsesmæssig opdatering, d.v.s. en udbygning af det nuværende kursus i helhedsledelse. De, der mener, at der er alt for lidt gavntjeneste i forhold til uddannelse, har ikke statistikken med sig. Gavntjenesten udgør ca. 85 pct. af et normalt karriereforløb, og i den afgørende periode fra 23-45 år udgør den 80 pct. En livslang uddannelse Vores erhverv som håndhævere af statens voldsmonopol er specielt og fordrer en særlig og ansvarsbevidst indstilling til professionen samt en livslang uddannelse. Jeg skal derfor sluttelig opsummere mine hovedsynspunkter: - En tidssvarende og akademisk uddannelse er fundamentet for sikringen af professionens fremtid. - Akkreditering og meritering er nødvendig for sikring af officersuddannelsernes kvalitet. - Der skal fastholdes og udvikles en klar rollefordeling mellem OGU, VUT I og VUT II. – Vekselvirkningen mellem praktisk tjeneste og uddannelse, hvor den praktiske tjeneste er kvalificerende til videregående uddannelse og forfremmelse, er den eneste effektive måde at sikre veluddannede officerer. – Officeren skal uddannes inden for en international referenceramme; det gælder for politik, etik og militære færdigheder. - Der er behov for officerer, der er omstillingsberedte, kreative og kan tænke uden for boksen, og som tør sige deres ærlige mening og stå ved den. - Officerer skal turde være ledere/chefer og være sig deres chefansvar og ikke mindst ansvaret over for deres undergivne bevidst. - Udviklingen af Forsvarets personel- og uddannelsesstruktur, herunder udvikling af en eventuel korttidsofficer, skal funderes på en stringent analyse af Forsvarets behov, opgaveportefølje og struktur.
Page 1 and 2: www.hod.dk 03 | april | 2006 Kommen
Page 3: NetMagasinet: www.hod.dk og medlems
Page 6 and 7: 06 LEDER diskutere de mangeartede p
Page 8 and 9: 08 KOMMENTAR Officersprofessionens
Page 12 and 13: 12 KOMMENTAR Danske officerer - Af
Page 14 and 15: 14 KOMMENTAR versitet, tilbydes en
Page 16 and 17: 16 DE UNGE MÆNDS DAG om de forskel
Page 18 and 19: 18 YTRINGSFRIHEDEN Det første offe
Page 20 and 21: 20 KOMPETENCEBAROMETER Opfattelsen
Page 22 and 23: 22 REKRUTTERING OG UDSENDELSESPERIO
Page 24 and 25: GODE BILISTER KØRER SIG TIL REKORD
Page 26 and 27: 26 FORSVARSVILJEN gelse er forsvars
Page 28 and 29: Der er aftalt følgende: Premierlø
Page 30 and 31: 30 BOGANMELDELSE Hans interesse for
Page 32: Fokus på den lokale forhandler Af

DO nr.3.06#final - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?