STILLEHAVET - De Berejstes Klub

Under the wide and starry sky,
dig the grave and let me lie.
Glad did I live and gladly die,
and I laid me down with a will.
Research Bjarne Lund-Jensen
en del kønsroller at leve op til. For der
skal jo også være tid til at hygge sig
og - ikke mindst - spise. og spise, det
går de glade, stolte og rolige samoianere
op i, hele tiden. og når man har
spist skal man sove, hvorfor ellers spise
al den dejlige mad? Faktisk er de storknoglede
og ikke helt lave indbyggere
verdens fedeste folkefærd, men tråden
skulle dog være knækket helt ovre i koloniland
i Amerikansk Samoa, hvor de
traditionelle godter som jordbagte fisk
og svin med rodfrugter og kokosmælk
er erstattet af whoppere og super-sizeri.
Resultatet i Samoa er bl.a. en festlig
gang kæmpekvinder, som vi ser på
gaden, og som helt passende går i en
lava-lava. Det er ikke en vulkandragt,
der ellers ville kunne matche disse omfangsrige
kvinder fra vulkanøen, men
den lokale sarong, der omsvøber både
mænd og kvinder. begge køn har også
traditionelle kropstatoveringer og blomster
bag øret – det sidste er dog mest et
maskulint træk...
Hvid mand i saltlage, mums
Zap. Den kigger mistænksomt på mig.
Hmmm, hvad vil den? Og hvem har
•
This be the verse you grave for me:
Here he lies where he longed to be;
Home is the sailor, home from the sea,
And the hunter home from the hill.
Requiem af skotske Robert Louis Stevenson mejslet ind I hans gravsten på
Samoa, hvor han døde som 44-årig.
glemt sin hjerne der? Det her vand
smager af... salt! En lille fisk med det
passende engelske navn trigger-fish
hapser lystigt i mit lår, men smutter
igen ved synet af en hånd, der er på
vej til at spise den. Jeg flyder rundt og
kigger på hjernekoraller og kulørte fisk
ud for stranden i Manase på Savaii, den
anden større ø i Samoa. På passende
afslappede samoianske vis er Savaiis
vestligste punkt det vestligste sted før
datolinjen, så her går dagens sidste
stråler ned. I år 2000-hysteriet om at
være den ø, hvor det nye årtusind først
tittede frem, var Samoianerne stolte
af, at den helt sikkert kom sidst til dem.
Man skal jo nok nå det, det der årtusinde.
Guidebogen kalder Savaii den mest
traditionelle ø i hele Polynesien, og der
er kun lige blevet lagt el og asfalt rundt
om øen. bedstefar Tanu og hans lille
familie på 35 har bygget en gang fales
direkte på den smukke strand, og her
er man bare. Nogle af de 17 søskende
i yngste generation hjælper til med
morgenmaden og aftensmaden, og
så er der bananer ad libitum og smil,
sang, dans og ro. om aftenen kommer
der en kold Vailima, og øllen, der
Det lokale politiorkester er en besynderlig størrelse, som hver morgen vandrer rundt i
Apia og trutter og trommer lystigt i 15 minutter. Derudover ser man ikke noget til dem.
En smuk, ung dansk pige med vind i håret og
strand og palmer i øjnene - kan man egentlig
forlange mere af livet?
er brygget på tysk teknologi af samoianske
råvarer, er en helt rigtig ven at
dele med de andre gæster fra New
Zealand, Tyskland og Danmark. Der er
også et australsk brudepar, der nægter
at tro, at vikingerne og deres sproglige
hærgen er skyld i, at hun nu skal kalde
ægtemanden for ”Husbond”. Dagene
flyver, bøgerne ædes, og den lokale
høne får gang på gang forceret palmepersiennen
ind til falen og får lagt
sine æg på vores myggenet. Hyggeligt,
men også godt at tænke på, at der ingen
farlige dyr er på Samoa, inden jeg
lægger mig til rette under myggenettet,
nyder de friske 23 grader og falder
i søvn til havets brusen, så man kan
være klar til at lave så lidt som muligt
dagen efter.
Her er resultatet, når hønen atter engang
har kastet sig selvmorderisk mod
palmepersiennen i vores samoianske
hytte, og tvunget sig adgang til dens
ynglingsrugested - myggenettet.
Pyyyhramider
Zap. Zap igen. Der røg en myg i lyset. Det
forekommer mig, at der både er meget
højt ned og op, og at det er meningen, at
jeg skal blive her i nat? Banyan-træet er
Samoas stolthed og kæmpe, og i dette
ca. 70 meter høje træ på Savaii skal jeg
sove i nat på en platform højt oppe med
udsigt til regnskoven omkring. Kroppen
føles opladt efter dagene i solen, og
højden virker mere surrealistisk end
angstprovokerende, en unik oplevelse.
Godt det samme, viser det sig, for morgenen
byder på den mest misforståede
morgenmad jeg nogensinde har prøvet,
men dog helt i top efter samoiansk logik:
Hvis nu alt vestligt principielt er
godt, og man gerne vil det bedste for de
vestlige turister,
og det vestlige
man kan få fat
på naturligt nok
skal importeres,
og man ikke har
så mange penge,
så ender det
med en morgenmad
med sandwich af toastbrød med
dåsespagetti! Det er en oplevelse, der
giver helt nye betydninger til ordet klæg.
Palmevejen går videre mod blæsehullerne,
hvor havvandet står op i geyserlignende
formationer fra lavamarken.
Der skulle vist også være noget om en
pyramide, men selv guide-bogen er noget
vag, og det hele virker mest som
en lokal loch ness historie, men som
Indiana Jacob gør jeg et forsøg på at finde
den sammen med min rejsekompagnon.
bagved bananplantagerne, og så
De tropiske regnstød kommer hurtigt og
effektivt, men de kan dog ikke vaske den
smukke solnedgang væk.
‘ Jeg er vist hjemme i mit
eget lille hus. Det er 14
grader og regner selv om
det er sommer
’
et stykke inde i skoven er der... skov, og
en hel del af det. Det er møgfugtigt - 30
grader - og vi sprinkler marken med vores
sved og får prikker for øjnene mens
vi dehydrerer. Vi cirkler, ingen skilte, ingen
stier, kun små variationer i skoven.
Men pludselig går det lidt op, og der er
en unaturlig ens vinkel på den bakke vi
står over, og der er den, Samoas pyramide.
nej, jeg har ikke fået klodekuller,
det er en overgroet semi-pyramideformet
ting på 12 x 50 x 60 meter kaldet
Pulemelei, og stien derop åbenbarer sig
i alt det grønne, og vi tørrer sveden væk
og vælter op til den flade top. Og naturligvis
forener dette specielle sted både
det praktiske - et udkigssted -og det
religiøse – et sted for ritualer. Her kunne
de for mange
hundrede år siden
se ud på de
kanoer, som via
navigation baseret
på stjerner
og temperaturforskelle
i havet
fandt vej over det
urolige Stillehav til Tahiti og Påskeøen,
og som befolkede resten af Polynesien,
og fra toppen kunne de så sende håbefulde
tanker afsted med fælles ritualer
og god mad. Der er intet at se på
Pulemelei, ingen mennesker, ingen dyr
- selv myggen er væk, og alligevel mærker
vi, at det er et sted med sjæl og historie.
Samoas sjæl.
at rejse er at se
Zap. Jeg er vist hjemme i mit eget lille
hus. Det er 14 grader og regner selv
De store samoianske kvinder formår at være charmerende til fest og graciøse
når de danser.
om det er sommer. Jeg fryser - er ikke
bygget til dette klima. Er den væg ikke
meget tom og hvor blev Samoa af? Jeg
står med et billede fra Samoa i hånden,
og det viser stranden ved Manase med
palmer, skumle skygger og friske fodaftryk
i sandet. Folk jeg kender siger det
jeg godt ved, at det ser helt fantastisk
ud og ligner en drøm om Stillehavet som
det fortabte paradis. Men det er meget
mere end det, for når jeg ser det billede,
får jeg pludselig smagen af fisk
med kokosmælk i munden, vand skummende
om fødderne, smil fra tatoverede
brune mennesker og en besynderlig
samoiansk ro, der siger, at det er ok, at
jeg ikke har fået lavet væggen færdig
med rejsebilleder lige nu. Det skal nok
komme... spis nu noget først...
2 GLOBEN nr. 29 / September 2007 GLOBEN nr. 29 / September 2007
De skumle skygger
fra palmerne på den
perfekte strand ved
Manase giver nemt
varme drømme om
sydhavsøen Samoa.