Brugen af en sansehave ved et plejehjem for ældre med demens

• Ligeledes savner nogle medarbejderne faglige forudsætninger om natur og havebrug.
Kundskab om havebrug og om at brug af havemiljøet i terapeutiske aktiviteter er en vigtig
forudsætning for kreativ planlægning og brug af udemiljøet (Lovering et al., 2002) og for
attitudeskift. Kontinuerlig uddannelse er vigtig for at sikre integration af udemiljøet i plejen
på længere sigt (Olofsson & Lenninger, 2004). Den medarbejder som på Søndersøhave viste
særlig interesse i terapeutisk brug af sansehaven havde i tråd med litteraturen haveinteresse
og –erfaring fra privatlivet.
• Medarbejderne mangler kundskab om udemiljøets positive betydning for beboernes og deres
egen sundhed og velvære. Forskningen peger på, at kundskab om udemiljøets positive
betydning for beboeres sundhed og velvære er vigtig for personalets engagement i at bruge
haven, (Olofsson, & Lenninger, 2004)(Lovering et al., 2002) (Rappe & Topo, 2009)(Grant
& Wineman, 2009).
• Der eksisterer et hierarki og en deraf følgende distance mellem faggrupperne, som færdes på
Søndersøhave primært mellem sygeplejesker, ergo- og fysioterapeuter og plejepersonalet,
som har en kortere uddannelse som social- og sundhedsassistenter. Dette kan formentlig
forklare, at det er svært for personalet at tage imod undervisningen og inspirationen i det
interne undervisningsforløb og fra DAT.
• Medarbejderne er bevidste om egen komfort og ønsker ikke at øge arbejdsbyrden i
forbindelse med brugen af haven. Dette er velbeskrevet ”copingstrategi”, blandt offentligt
ansatte, hvis arbejdssituation ofte er præget af mangler ressourcer, konsensus, forventninger
til og viden om opgaveløsningen (Winter & Lehmann Nielsen, 2008).
• Medarbejderne involveres ikke i planlægning og samarbejde om initiativer til inspiration fx
undervisningen og besøgene af DAT. Det kan være en anden forklaring på, at
medarbejderne ikke lader sig inspirere og engagere. Selvom disse aktiviteter er velmenende,
kan det af den grund føles som noget, der trækkes ned over hovedet.
• Medarbejderne oplever ikke haven som en del af hjemmet på samme måde som indemiljøet.
De føler ikke samme ansvar og ejerskab i forhold til at holde haven ren og ryddelig, som de
føler for indemiljøet. Dette giver anledning til en række negative distraktioner i haven, som
på samme måde som manglende vedligeholdelse kan give anledning til mindsket tryghed og
brug af haven.
• Rutiner, procedurer og uskrevne regler i institutionsmiljøet hæmmer nytænkning i forhold til
aktiviteter og gennemførelsen heraf.
• Manglende kultur på Søndersøhave for at initiere projekter til forandring af arbejdsmiljøet.
• Der findes fysiske barrierer/farer i sansehaven, som gør, at de demente beboere ikke kan
færdes trygt og frit ind og ud i haven uden opsyn fra personalet.
• Institutionens og medarbejdernes holdning til beboernes sikkerhed i kombination med
barrierer i det fysiske miljø og beboernes kognitive og fysiske skavanker sætter nogle
grænser for udeliv og –aktiviteter.
D. Beboerne på Søndersøhave
Beboerne er havens egentlige målgruppe. Der er tale om en gruppe af fysisk og kognitivt meget
svage borgere, i alderen 80-101 år, som alle er hårdt ramt af demens.
Kun tre beboere går ud i haven på egen hånd. De er under opsyn.
De øvrige beboere tager ikke initiativ til udeliv på egen hånd . De skal køres ud og ind fra haven i
transportstole. Alle beboere har brug for hjælp, når de skal ind ad døren og over dørtrinnet.
46