Læs hele projektet - Danske Fysioterapeuter

For de patienter, der har scoret max point på alle 3 delaktiviteter og dermed har opnået selv-
stændighed i basismobilitet, kan testen have været for let. Dette kaldes en ceiling-effekt, hvor
testen ikke længere er brugbar. Når der opnås en ceiling-effekt, er det svært eller umuligt at
klassificere patienterne i undergrupper, samt at vise en effekt af en intervention, da de initiale
testresultater ligger tæt på det maksimale mulige (Beyer og Magnusson, 2003, s. 79). CAS er
dog også kun beregnet til brug, indtil selvstændighed i basismobilitet er opnået. Herefter kræ-
ves der et andet måleredskab til præcist at vurdere patientens niveau og behov for videre gen-
optræning. Dette kunne fx være TUG, som kan kvantificere niveau for basismobiliteten rej-
se/sætte sig og gang.
7. Konklusion
Resultatet af projektet viser, at CAS er reliabel mellem erfaren og uerfaren tester, på alle 3
delaktiviteter med en Kappa-koefficient mellem 0,9044 og 0,9672. Ud fra Landis og Koch’s
anvisninger vurderes dette til ”almost perfect”. Den høje Kappa-koefficient kommer som føl-
ge af høj observeret overensstemmelse samt god prævalens i forhold til alle 3 delaktiviteter.
På baggrund af den høje Kappa-koefficient anbefales det at testen anvendes til at vurdere ba-
sismobiliteten for patienter med hoftenære frakturer i forhold til det individuelle post operati-
ve forløb.
I henhold til vores projekt sammenholdt med statistisk teori kan vi konkludere, at det i mindre
grad har været betydningsfuldt, at vi opstillede forsøget erfaren- kontra uerfaren tester.
8. Perspektivering
Eftersom at CAS er reliabel, og at stikprøven er repræsentativ for populationen, er det muligt
at anvende og udbrede CAS som et reliabelt måleredskab til patienter med hoftenær fraktur.
40