Gardehusaren - Forsvarskommandoen

En beslagsmeds erindringer fra sin tid som beslagsmed ved
Gardehusarregimentet og Den kongelige Stald-Etat (Del 1)
Af beslagsmeden Asger Schou Sørensen
Jeg blev indkaldt den 1. november
1955 kl. 1200, og fi k nummer 267
926 - ll - 55 og bynavnet Merløse.
Vi var mange med toget til Næstved
og kom i god tid. Der var nogle,
der lige var omkring biografen for
at orientere sig og bestemte så, at
ville se den pågældende fi lm samme
aften. De var ikke for kloge. Om
den stadig var på programmet, da
vi blev lukket ud 14 dage senere,
husker jeg ikke.
Vi begav os mod kasernen og blev her
modtaget af KL H.C. Langkjær og OS
J.B. Hansen og nogle korporaler. De
var alle rigtige gode til, og elskede,
at råbe højt og skælde ud.
Under råb og skrigen blev vi stillet
op på geled foran et lille fi rkantet
bord, hvor Langkjær sad bag ved
og så meget farlig ud.
Under navneopråbet skete der en
lille ting for mig. Mit fulde navn er
måske som bekendt Asger Schou
Sørensen, pludselig lød opråbet på
Asger Jørgensen, og Jørgensen kan
jo i nogen grad minde om Sørensen,
så vi var to der for frem, hvor jeg
dog hurtigt opfattede situationen
om den lille forskel i navnet og trak
mig hurtigt tilbage igen, hvorpå det
lød, hvad i hel,,,, ved han nu ikke
engang, hvad han hedder, og alt
imedens Asger Jørgensen blev ekspederet
og fi k tildelt numret 925,
kunne jeg så igen stå og betragte
”Et senere billede af H.C. Langkjær ved
udnævnelse til kaptajn”
mit lille fine indkaldelses- bevis,
hvorpå min lillesøster på forsiden
med rød kuglepen havde skrevet
tipsresultater ned eller op, hvad
der nu passer sig bedst, og jeg var
noget beklemt ved at skulle afl evere
det.
Det blev selvfølgelig også min tur.
Jeg for frem, så hurtigt jeg kunne
og stod ret på en eller anden måde.
Langkjær kiggede mig dybt i øjnene
en tid og spurgte så med høj og
tydelig stemme:
”er han nu helt sikker på, det er
ham”, hvorpå jeg måtte svare ja,
som så med det samme blev rettet
til javel. Kors, hvor var jeg bange,
bukserne var udsat for en stor
fare.
Hver gang en ny blev råbt op, fl ammede
kaptajnløjtnantens øjne mod
mig, for nok ligesom at se om jeg
foretrak et andet navn end lige det,
jeg havde opgivet.
Den var gal igen den første dag, vi
skulle ride, jeg havde fået tildelt en
billedskøn hoppe, der hed Ninette.
Hun var lidt varm og nervøs, hvad
ingen af os kunne vide noget om.
Da det var lykkedes mig efter kommandoen
”sid op” at komme op på
Ninette, følte jeg, at hun nok ville
skille sig af med mig, og tog sikkert
lidt hårdt i tøjlerne, med det resultat
at hun gik bag over. Da hun stod
lodret, faldt jeg af, da Ninette og
jeg lå side om side i ridehusbunden,
brølede Langkjær, om jeg nu havde
tænkt mig at lave opvisning allerede
her på den første ridetime, og alt
medens det igen var ved at gå galt
med bukserne, havde en korporal
fået fat både i hesten mig for at
hjælpe mig op igen, dog med det
resultat at han smed mig om på den
anden side af hesten, hvorefter det
igen lød fra kaptajnløjtnanten:” Han
vil måske slet ikke ride i dag ”.
Det skulle senere vise sig at den
rekrut på hvert nyt hold, der blev
tildelt Ninette, kunne berette om
lignende oplevelser.
For Langkjærs vedkommende viste
det sig, at han var et herligt menneske
og en dejlig offi cer. Han kunne
”En situation som denne ville
Kaptajnløjtnant Langkjær højt til
hest, helt sikkert bedømme som en
ustyrlig trang for de to rekrutter til at
lave privat opvisning” og så med en
efterfølgende skideballe, alt medens
de arme rekrutter rystede af skræk”
ikke drømme om at gøre sine husarer
fortræd, bare han kunne få lov
at skælde ud og se husarerne ryste
af skræk. Ja, så havde han det godt.
Men det varede selvfølgelig lidt,
inden man fandt ud af det.
For mit vedkommende varede det
dog ikke så længe som for de fl este,
idet jeg meget hurtigt kom til med
jævne mellemrum at gøre tjeneste
i beslagsmedien, og der kom han
meget, ja dagligt hvor han sammen
med mester ordnede verdenssituationen
Og sikken en luksus det var at være
der. Der var varme, og man kunne
få varmt bad, det var jo noget, man
som rekrut ikke var forvænt med.
I de gamle tysker barakker vi boede
i, måtte der kun være varme på samlingsstuen,
alle andre steder var der
om vinteren iskoldt med blomster på
de tilfrosne vinduer, men vi måtte
bruge alt det kolde vand vi ville, hvis
det ikke lige var frosset.
Det var jo allerede den gang midt
i 50´erne sådan, at der var meget
langt imellem de unge smedesvende
på landet, der ville eller måske i rimelig
grad kunne sko heste. Hestene
faldt drastisk i antal i disse år, så
mange steder på landet kunne de
slet ikke få det lært.
Her ville de hellere lave nye badeværelser
og centralvarme, eller de
ville ligge og rode under en traktor,
som der siden sidst i 40érne og først
i 50´erne var begyndt at kunne ses
på mange smedeværksteder - mest
de små grå Ferguson.
Eller de fi k måske efter læretiden
5/2011 7
(❯)