kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2004
RANDERS HANDSKEFABRIK
– EN VIRKSOMHED HVOR FORTID OG NUTID MØDES
Af Lene Sørensen
I 2003 gennemførte Kulturhistorisk Museum en samtidsdokumentation af Randers Handskefabrik,
der er en virksomhed, hvor tradition og historie spiller en afgørende rolle. Kulturhistorisk Museum
har gennem en årrække arbejdet målrettet med at dokumentere Randers håndværks- og industrihistorie,
og det var i den forbindelse oplagt at dokumentere Randers Handskefabrik, der er verdens
ældste handskefabrik, Randers ældste produktionsvirksomhed og den eneste tilbageværende
handskefabrik i Nordeuropa. Dertil kommer, at fabrikken viderefører en mere end 300 år gammel
tradition for at fremstille handsker i Randers. Dokumentationen blev støttet af Kulturarvsstyrelsen. 1
En fabrik med traditioner
Randers Handskefabrik er en privatejet virksomhed, som ejes af brødrene Erik og Arne Vejrum, der
har overtaget fabrikken efter deres far, Ejnar Vejrum. Erik Vejrum er uddannet handskemager, og
Arne Vejrum er uddannet farver og garver. Virksomheden er både en produktions-, en import- og
en detailvirksomhed og beskæftiger 26 faste medarbejdere fordelt på fabrikken i Vestergrave 18 i
Randers og virksomhedens to detailforretninger i Brødregade i Randers og på Strøget i København.
Fabrikken har været i familiens eje siden 1927, hvor den bankuddannede Ejnar Vejrum vendte
hjem til Danmark efter i flere år at have arbejdet i Paris og London. Han var på udkik efter arbejde,
men i kølvandet på Handelsbankens krak var der krise i banksektoren og intet arbejde at få. I stedet
foreslog en tidligere kollega fra Randers Disconto- og Lånebank, at Ejnar Vejrum købte Randers
Handskefabrik, der var blevet sat til salg efter den forrige ejers død. Ejnar Vejrum slog til og stod
27-år gammel som handskefabrikant uden kendskab til hverken håndværket eller branchen.
Det var en virksomhed med 116 års historie bag sig, som Ejnar Vejrum blev ejer af. Der havde
været handskeproduktion i større stil i Randers siden slutningen af 1600-tallet. I 1700-tallet havde
produktionen været meget betydelig, og Randers Handsker var blevet et begreb i både ind- og
udland. Men handskefremstillingen sygnede hen i sidste halvdel af århundredet. Da Randers
Handskefabrik blev grundlagt i 1811, skete det for at genoplive den randrusianske handskefremstillingen.
Genoplivningen indbefattede, at der blev hentet et hold handskemagere fra Grenoble i
Frankrig til byen. Franskmændene introducerede det franske handskemageri, som adskilte sig fra
det traditionelt danske ved at anvende alungarvede skind samt ved en avanceret efterbehandling af
skindene, hvilket sikrede en bedre pasform. I 1817 overtog en af de franske handskemagere, Louis
Mattat, fabrikken. Familien Mattat drev i tre generationer fabrikken indtil 1893, hvor den blev
overtaget af handskemager M. Thomsen. Ved Thomsens død i 1927 købte Ejnar Vejrum fabrikken.
Virksomheden havde fra 1811 og frem oplevet perioder med succes og fremgang og havde haft
forretninger i både London og New York. Men dårlige tider var sat ind i forbindelse med 1.
Verdenskrig, hvor manglen på råvarer truede med at lukke ikke kun Randers Handskefabrik, men
også de øvrige handskeproducenter i landet. 2 Hvor mange af de øvrige handskeproducenter dog
1

hurtigt fik gang i produktionen og omsætningen igen efter krigen, syntes Randers Handskefabrik at
have fået sit banesår. Da Ejnar Vejrum tog over, var garveriet lukket ned, virksomheden
beskæftigede kun ti ansatte, og de fleste af forretningerne var solgt, så kun en eneforhandler i
København og virksomhedens egen forretning i Torvegade i Randers var tilbage.
Randers Handskefabrik reetableres
Ejnar Vejrum købte på det rigtige tidspunkt. 1927 kom til at markere afslutningen på en fire år lang
afmatningsperiode i økonomien, og slutningen af 1920’erne skulle vise sig at blive de økonomisk
set bedste år i mellemkrigstiden. 3 Samtidig lagde Ejnar Vejrum og hans svensk fødte hustru, Linea
Vejrum, stort set al deres vågne tid i arbejdet på fabrikken, og i løbet af få år blev den skrantende
virksomhed igen velfungerende og overskudsgivende. I 1931 flyttede Randers Handskefabrik til
bedre lokaler i sin nuværende placering i Vestergrave 18, og familien Vejrum flyttede ind i en
lejlighed i forhuset. Den nye fabrikant koncentrerede sig om ledelsen af fabrikken og overlod
ansvaret for den daglige produktion til værkføreren, Jens Peter Ditlev, der havde været ansat under
den forrige ejer. Jens Peter Ditlevs læremester havde stået i lære hos Charles Mattat. På den måde
stod Jens Peter Ditlev som garant for videreførelsen af det klassiske, kvalitetsorienterede franske
handskemageri, der fortsat var fabrikkens varemærke.
Ejnar Vejrum satsede ikke udelukkende på virksomhedens egenproduktion. Han begyndte snart at
undersøge mulighederne for at udvide virksomhedens forretningsområde med at importere
handsker. Importen af handsker må dog være blevet hæmmet kraftigt af de importrestriktioner, den
danske regering indførte i 1932 for at bekæmpe arbejdsløsheden i de kriseramte 1930’ere.
Restriktionerne gjaldt færdigproducerede varer fra udlandet, hvorimod der blev givet
importtilladelser til råvarer, der ikke kunne fremstilles i Danmark. 4 Det betød, at de danske
handskefabrikanter havde rigelige leverancer af udenlandske gede- og lammeskind, som var vigtige
i produktionen, men at de ikke behøvede at bekymre sig stort om konkurrencen fra storproducenter
af skindhandsker som Frankrig og Italien. Selvom restriktionerne ramte Randers Handskefabriks
mulighed for import, nød fabrikken som de øvrige fabrikanter godt af den beskyttelse af
egenproduktionen, som importrestriktionerne førte med sig. Og på trods af den generelle krise i
1930’erne var årtiet for fabrikken da også præget af en stor, stabil produktion, der gjorde det muligt
i hele perioden at holde 10-15 faguddannede handskemagere beskæftigede.
Medarbejdere og arbejdsforhold i mellemkrigstiden
Handskemagernes arbejde bestod i at bearbejde skindet, så det fik den ønskede elasticitet og i at
skære det ønskede antal handsker ud af hvert enkelt handskeskind. Udstansning af handskerne og
selve syningen var ufaglært kvindearbejde. Trods de klare grænser mellem arbejdsopgaverne var
medarbejderne organiseret i samme fagforbund, Handskemagerforeningen af 1875. Her var
kvinderne blevet optaget i 1918 efter at være blevet afvist af Kvindeligt Arbejderforbund, der
betragtede oplæringen som handskesyerske som så specialiseret, at handskesyerskerne var at
sidestille med faglært arbejde. 5
At det gik godt for handskebranchen i 1930’erne, ses også af, at der var stor tilgang af lærlinge til
faget. Faktisk var tilgangen så stor, at fagforbundet fandt den ”foruroligende”, muligvis fordi
lærlingene kunne tage en del af arbejdet fra de færdiguddannede svende. I det hele taget ønskede
Handskemagerforeningen mere organiserede forhold omkring læretiden, og foreningen fik i 1936
forhandlet et svendeprøveregulativ på plads med arbejdsgiverforeningen, Handskemagerlauget i
Danmark. 6
På fabrikken i Randers stod svende og lærlinge på hvert deres værksted. På svendenes værksted
oppe under taget svirrede gloser på flere sprog i luften. Der var nemlig tradition for på Randers
Handskefabrik at have ansat mange udenlandske svende, og i 1930’erne kom omkring halvdelen af
2

handskemagerne fra andre europæiske lande, primært de tysktalende. Trods sprogvanskeligheder
klarede man sig, svendene havde deres faglighed til fælles, og kommunikationen blev også lettet af,
at alle fagudtryk inden for handskemageriet er franske. Det gjaldt, hvad enten man var udlært i
Trier, Hamborg, Grenoble eller Randers.
Lærlingene stod på værksted sammen med værkfører Jens Peter Ditlev, der var deres læremester,
og som regel var der fire læredrenge under oplæring ad gangen. Oplæringen skred langsomt frem.
Som det første skulle lærlingen lære at håndtere den store handskemagersaks. Dernæst fik han lov
til at bearbejde skind til kiler mellem handskens fingre – kaldet stråler – og til børneluffer. Efter
omkring halvandet år begyndte lærlingen at arbejde selvstændigt med at fremstille handsker, og det
sidste år af læretiden arbejdede lærlingen på halv akkord. Det betød, at lærlingen udførte samme
arbejde som svendene, men at akkorden kun var halvdelen af de uddannede svendes. Lærlingene
lærte både fagets formelle arbejdsgange og mange små fif, som når Jens Peter Ditlev viste dem,
hvordan han ved at trække et skind hen over sin skaldede isse kunne tilføre det en anelse fedt, som
gjorde det en nuance mørkere. I en periode i 1930’erne ansatte fabrikken kun læredrenge over 18 år,
muligvis fordi man ønskede at ansætte potentielle lærlinge som arbejdsdrenge først for at se dem an.
Men princippet blev opgivet, og op gennem 1940’erne var de fleste læredrenge 14-15 år, når de gik
i gang med den fire år lange læretid. En læredreng fra dengang husker sig selv og de andre lærlinge
i de første læreår som de rene ”drengerøve”, der så snart værkføreren forlod værkstedet, havde
større trang til at lukke hostefremkaldende røg ud af kakkelovnen eller drille pigerne på systuen end
til at skære handsker.
Ikke alle medarbejderne i produktionen havde deres arbejdsplads på fabrikken i Vestergrave.
Inden for handskefremstilling har der altid været en stærk tradition for hjemmearbejde. Det har især
drejet sig om syerskerne, og selvom størstedelen af syerskerne på Randers Handskefabrik siden
1927 har arbejdet på selve fabrikken, har der helt op i nutiden været syersker, der har siddet
hjemme. Der har været tale om både deciderede handskesyersker og om for eksempel ældre
kvinder, der supplerede deres indtægt ved at sy stikninger og brodere pynt på handskerne. De sidste
gik under betegnelsen ”småtsyende damer”. De småtsyende damer var med til at præge dagligdagen
på fabrikken helt op i 1970’erne, når de kom for at hente eller aflevere deres opgaver. Også
handskemagere har gennem tiderne arbejdet hjemme, dog ikke i samme omfang som syerskerne. At
det har været muligt med en høj grad af hjemmearbejde hænger sammen med, at hverken at skære
eller sy handsker kræver det store produktionsudstyr.
Handskefremstilling i krigstider
Som i alle andre danske virksomheder satte udbruddet af Anden Verdenskrig sit præg på dagligdagen
på Randers Handskefabrik. For eksempel blev handskemagerværkstedet mindre farverigt, da
de udenlandske svende forsvandt, blandt andet fordi de tyske svende blev kaldt hjem til
militærtjeneste.
Krigen betød også, at virksomheden hurtigt løb ind i store problemer med at skaffe råvarer. Den
vigtigste skindtype på fabrikken var importerede lammeskind, som det ikke længere var muligt at få
fat på. De udenlandske lammeskind kunne ikke uden videre erstattes af danske lammeskind, der
blev brugt til andre formål, og som desuden ikke var af den rette kvalitet til handskefremstilling. I
stedet for lammeskindene begyndte handskefabrikanterne at bruge skind fra danske sødmælkskalve.
Skindene gav solide og gode handsker, men var grovere end lammeskindene og store og tunge for
handskemagerne at arbejde med. På Randers Handskefabrik blev der lagt stor energi og
opfindsomhed i at finde anvendelige skind til at supplere kalveskindene. Rødspætteskind var blandt
de materialer, der aldrig rigtig slog an. Også skind til handskefor var en mangelvare, så for
lærlingene var det lig med en ekstra skilling i lønningsposen, hvis de fandt en død kat på vejen.
3

Katteskind er nemlig blødt og velegnet til for. Materialemanglen fortsatte i de første efterkrigsår,
men i 1948 kom branchens tildeling af skind op på 85% af det normale årlige forbrug. 7
De lærlinge, der blev lært op under og lige efter Anden Verdenskrig, fik ikke lært at arbejde med
de forskellige skindtyper, som det ellers krævedes for at blive udlært. En tidligere lærling på
Randers Handskefabrik husker, hvordan der ikke blev uddelt medaljer til bedste de svendestykker,
da han var til svendeprøve på Teknologisk Institut i København. Medaljerne forudsatte nemlig, at
der blev skåret flere forskellige skindtyper til svendeprøven. Fagforbundet var opmærksom på
problemet og begyndte i 1948 at arbejde med planerne om en fagskole for de handskemagere, der
som lærlinge under krigen ikke havde lært at arbejde med de udenlandske skindtyper. 8
Fremgang og fornyelse
Efter 1940’erne, der var præget af krig og begrænsninger, blev 1950’erne et årti karakteriseret af
fremgang og fornyelse inden for mange områder på Randers Handskefabrik.
Som den første og eneste handskefabrik i Danmark anskaffede Randers Handskefabrik sig
omkring 1950 en dólermaskine, som mekanisk kunne høvle handskeskindene ned til den rette
tykkelse. At dolere var besværligt arbejde, som handskemagerne tidligere havde udført i hånden, og
maskinen medførte en stor rationalisering af produktionen. Dolérmaskinen var den første større
teknologiske udvikling inden for branchen, siden stansemaskinen blev indført omkring 1850 og
handskesymaskinen opfundet i 1870’erne. Ejnar Vejrum arbejdede desuden med at genetablere et
farveri på fabrikken for på den måde at kunne nedbringe virksomhedens lager af færdigfarvede
skind. At etablere et farveri var et omfattende projekt, som der blev arbejdet på i mange år, inden
det endeligt blev taget i brug i begyndelsen af 1960’erne.
Et andet projekt, der blev arbejdet med i 1950’erne, var at etablere et landsdækkende net af
forretninger i alle større byer, og i 1959 åbnedes som den første en forretning på Strøget i
København. Projektet blev dog aldrig ført ud i livet, da det viste sig at være langt mere omfattende
og arbejdskrævende, end man på Randers Handskefabrik havde forestillet sig.
I slutningen af 1940’erne skete der desuden det, at regeringen lempede de importreguleringer, der
var blevet indført i begyndelsen af 1930’erne. 9 Ejnar Vejrum arbejdede videre med importidéerne
fra begyndelsen af 1930’erne, hvilket skulle vise sig at få stor betydning for fabrikkens fremtid. I
løbet af 1950’erne tog virksomhedens import af handsker for alvor fart, og Randers Handskefabrik
blev nu for alvor såvel en engrosvirksomhed som en produktionsvirksomhed. Importhandskerne
kom især fra Italien, hvor arbejdslønnen var langt lavere end i Danmark. En handskemager, der
dengang var ansat på fabrikken, husker en vis bitterhed blandt handskemagerne over, at deres
arbejdsgiver via importen fratog dem arbejde. Og det var ikke kun blandt svendene, at importen
vakte vrede. Den ikke faguddannede Ejnar Vejrum var fra begyndelsen blevet betragtet med en vis
skepsis i den øvrige handskebranche. Hans popularitet blev bestemt ikke større af, at han nu for
alvor begyndte som importør. De øvrige fabrikanter mente, at importen underminerede branchens
eksistensvilkår, hvorimod Ejnar Vejrum selv holdt på, at det var forretningsmæssigt uklogt at
vedblive at fremstille handsketyper, som udlandet kunne fremstille billigere i en tilsvarende kvalitet.
1950’erne var et godt årti ikke bare på Randers Handskefabrik, men i hele branchen. Ved
indgangen til årtiet lå arbejdsløsheden blandt Handskemagerforeningens medlemmer på kun to
procent og det generelle forbrug var stigende. 10 Men trods grund til optimisme var der varsler om
dårligere tider forude. Midt i 1950’erne holdt Randers Handskefabrik for eksempel op med at
udlære nye lærlinge. Det faldende behov for tilførsel af ny arbejdskraft på fabrikken hang
sandsynligvis sammen med den effektivisering af arbejdet, som den nye dolérmaskine havde
medført. Men selvom det samlede konsum i Danmark i perioden 1932-1958 steg med 78%, kan
også den stigende import af handsker meget vel have betydet et fald i afsætningen af de
4

egenproducerede handsker allerede på dette tidspunkt og dermed mindsket behovet nye
handskemagere. 11
Handsker døgnet rundt
At være handskefabrikant på Randers Handskefabrik var nærmest en 24-timers beskæftigelse,
husker Ellen Vejrum, Ejnar Vejrums anden hustru. Ellen og Ejnar Vejrum blev gift i slutningen af
1940’erne, efter at Linea Vejrum var død i begyndelsen af 1940’erne. Ellen og Ejnar Vejrums
aftener blev som regel tilbragt på den mennesketomme fabrik, hvor Ejnar Vejrum sorterede skind
på lageret, og Ellen Vejrum arbejdede i bogholderiet, sorterede handsker eller designede nye
handsker i samarbejde med sin mand.
Arbejde, fritid og fornøjelse var én og samme ting for ægteparret. Når repræsentanter eller kunder
kom på besøg på fabrikken, skete det ofte, at de blev inviteret på frokost eller kaffe i privaten, der lå
i forhuset til fabrikken. Under frokosten blev der uundgåeligt snakket handsker, men i lige så høj
grad om aktuelle eller private emner. Ægteparret omgikkes stort set kun andre handskefolk, og
mødtes ikke sjældent til søndagsfrokost med en kunde, som Ejnar Vejrum i den forløbne uge havde
haft et voldsomt sammenstød med om priser eller kvalitet. På samme måde gik ferieture som regel
til fjerne dele af landet, hvor dagstimerne bød på kundebesøg og aftenerne på middage med
kunderne. Og familiens årlige udenlandsrejser til for eksempel Frankrig eller Italien blev tilrettelagt
efter, hvilke leverandører eller samarbejdspartnere, det passede at aflægge besøg hos.
Næste generation på fabrikken
Erik og Arne Vejrum var udset til at overtage fabrikken efter deres far, og deres uddannelse blev
nøje tilrettelagt med det mål for øje. I 1944 kom den ældste søn, Erik, i lære som handskemager på
fabrikken. Hans oplæring som handskefabrikant indbefattede også et år i den franske handskeby
Grenoble og studier ved Handelshøjskolen. Og i 1953 overtog han Aalborg Handskefabrik for at
gøre sig erfaringer som selvstændig, inden han gik ind i familiefirmaet.
Den yngste søn, Arne, påbegyndte en uddannelse for at blive garver og farver. Ejnar Vejrum var
nemlig klar over, at det ville kræve stor fagkundskab i virksomheden at få det ønskede farveri
etableret og gjort effektivt. Arne Vejrums teoretiske og praktiske oplæring kom til at vare næsten ti
år og bestod blandet andet af et handelsskoleophold i Schweiz, en uddannelse på National Leather
Sellers College i London samt adskillige års arbejde på garverier i Frankrig.
Den 8. august 1962 på 35-årsdagen for Ejnar Vejrums overtagelse af Randers Handskefabrik,
vendte den 33-årige Erik Vejrum og den 24-årige Arne Vejrum officielt tilbage til Randers for at gå
ind i den daglige drift af fabrikken. Erik Vejrum gik ind i arbejdet med handskefremstillingen, og
Arne Vejrum fik etableret garveriet, skønt de første år var ét langt eksperiment med farvestoffer og
råvarer. Udviklingen af farveriet var kostbart, og i denne periode var det af stor betydning, at
virksomheden var velkonsolideret og havde en reservekapital at trække på. Fra midten af 1960’erne
var farveriet etableret og kørte driftssikkert.
Hårde tider i handskebranchen
I begyndelsen af 1960’erne var Randers Handsker landets største handskefabrik med i alt omkring
80 ansatte. Virksomhedens to største konkurrenter var N.F. Larsen og Sønner samt E. Jensen og
søn, der begge lå i København. Desuden fandtes en række mindre og ganske små
handskefabrikanter rundt omkring i landet. Det gik stadig godt i branchen, men der skulle ikke gå
mange år, inden handskeproduktionen blev trængt, og fabrikant efter fabrikant måtte lukke. Det var
især den stadig stigende handskeimport, der underminerede indtjeningen for de danske fabrikker.
Randers Handskefabrik var økonomisk velkonsolideret sammenlignet med de øvrige fabrikanter.
Virksomheden havde indtægten fra de importerede handsker af de typer, som det ikke længere var
5

entabelt at fremstille i Danmark. Samtidig havde den bankuddannede Ejnar Vejrum gennem årene
investeret overskuddet fra fabrikken – primært i fast ejendom og jord – således at virksomheden
havde en kapitalreserve at trække på. En skindgrossist, der i 1960’erne handlede med de forskellige
fabrikanter i branchen, husker tydeligt, at Randers Handskefabrik var den eneste fabrikant, der tog
de ændrede markedsvilkår alvorligt og i tide var begyndt også selv at importere. Man tænkte ganske
enkelt mere forretningsorienteret på Randers Handskefabrik end i den øvrige branche.
Hvor sårbar situationen i branchen var, fremgår blandt andet af en udbudssag fra midten af
1960’erne. Tidligere havde de lokale politimestre i de danske byer købt politihandsker hos en lokal
handskefabrikant, men midt i 1960’erne havde Rigspolitimesteren i en årrække stået for indkøbet af
handsker til den samlede danske politistyrke. Det var en stor ordre, der med mellemrum blev sendt i
udbud. I en årrække var det den kooperative handskefabrik Minerva i København, der vandt ordren
på politihandskerne. Men i midten af 1960’erne lykkedes det Randers Handskefabrik at erobre
politiordren fra Minerva. Generelt mente man i branchen, at Randers Handskefabrik til den aftalte
pris måtte fremstille politihandskerne med underskud. Tabet af politiordren gav dødsstødet til
Minerva, der lukkede et par år efter. Men trods sin gode økonomi havde også Randers
Handskefabrik brug for at sætte produktionen i vejret, og en syerske fra dengang husker, at ordren
var velkommen og betød ekstra arbejde på fabrikken i Randers.
Produktudvikling
De udenlandske handsker blev i stadig større mængde hentet til landet af en bred vifte af importører.
Derfor begyndte Randers Handskefabrik i slutningen af 1960’erne at arbejde med produktion
og import af andre varegrupper end handsker for at sprede virksomhedens interesser. I importdelen
af virksomheden forsøgte man sig blandt andet med tasker og tørklæder fra især Italien. I produktionen
eksperimenterede man også og begyndte sidst i 1960’erne at fremstille skindbeklædning. Og
som det var tilfældet inden for handskefremstillingen, satsede Randers Handskefabrik på at
producere skindtøj, der kunne konkurrere med importvarerne på kvaliteten frem for på prisen.
Skindbeklædningen blev en stor salgssucces op gennem 1970’erne, og mængder af safarijakker, hot
pants og veste forlod fabrikkens systue. Fabrikken ansatte en dameskrædder og oplærte syersker til
at sy skindtøj. Det var let at få syersker, da flere konfektionsfabrikker i Randers lukkede i samme
periode. Ligeledes begyndte nogle af fabrikkens egne handskesyersker at sy skindtøj, da der ikke
længere var så mange handsker at sy.
For handskeproduktionen havde nu ikke kun importen at slås med. Tendensen til et generelt faldende
handskesalg, som så småt var begyndt i 1960’erne, slog nu for alvor igennem. De dage var
ovre, hvor en dame ikke forlod sit hjem uden hat og handsker. Hot pants var hippe, pæne skindhandsker
var gammeldags.
Randers Handskefabriks produktion af skindtøj steg så voldsomt, at det blev overvejet at nedlægge
handskeproduktionen til fordel for en satsning på skindbeklædning. Men det blev kun ved overvejelserne.
Både Ejnar, Erik og Arne Vejrum betragtede handskemageriet som det faglige fundament i
virksomheden. Det skulle vise sig at blive fabrikkens redning, for produktionen af skindtøj fik en
brat afslutning. I løbet af ganske få år først i 1980’erne blev det danske marked oversvømmet af
udenlandsk skindtøj, hvis detailpris var på niveau med Randers Handskefabriks en grospris.
Prisforskellen var så stor, at kvalitetsforskellen ikke var nok til at kompensere for den. Nærmest fra
det ene år til det andet blev Randers Handskefabrik nødt til at lukke produktionen ned. I et af
kriseårene blev virksomhedens kollektion af skindtøj stjålet fra fabrikken få dage inden, den skulle
præsenteres på modemessen i Bellacenteret. Alle på fabrikken arbejdede i døgndrift, og det
lykkedes at fremstillet en ny kollektion, inden messen gik i gang – en arbejdsindsats som gav en
omfattende mediedækning. Men det hjalp ikke stort på salget, at Randers Handskefabrik ramte
6

forsiden i de landsdækkende medier. Eventyret med skindbeklædning var definitivt slut, og
virksomheden kunne prise sig lykkelig for at have holdt fast i handskeproduktionen.
Den sidste handskefabrik i Danmark
I midten af 1970’erne lukkede N.F. Larsen og Sønner som den sidste af Randers Handskefabriks
danske konkurrenter. Familien Vejrum betragtede ikke Randers Handskefabrik som lukningstruet,
men alligevel oplyste Ejnar Vejrum i 1975 til Statens Humanistiske Forskningsråds industriregistrering,
at økonomiske forhold på et tidspunkt ville kunne tvinge virksomheden til lukning. 12
Handskemageriet var langt fra det eneste håndværksfag, der havde svært ved at overleve konkurrencen
fra masseproduktionen. Desuden er handskefremstilling løntungt arbejde, hvilket gør faget
ekstra sårbart over for konkurrence fra lande med lave lønomkostninger.
Branchen var ikke kun presset i Danmark. I løbet af en årrække blev Randers Handskefabrik den
eneste tilbageværende handskefabrikant i det vellønnede, nordlige Europa. Der fremstilles i dag i
begyndelsen af 2000-tallet stadig handsker i England og i begrænset omfang i det sydlige Tyskland,
Østrig, Spanien, Portugal, Holland og Frankrig. I Italien i området omkring Napoli findes stadig en
produktion af et vist omfang. Men den væsentligste del af produktionen af skindhandsker findes i
Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og til dels de baltiske lande, hvor lønniveauet stadig er lavt.
Skønt forholdet mellem Randers Handskefabrik og fabrikkens konkurrenter i branchen ofte havde
været anspændt, oplevede ejerne det som et tab, da virksomheden mistede sin sidste konkurrent, og
det faglige miljø i landet dermed forsvandt. Ligeledes førte positionen som den eneste
handskeproducent i landet til, at Randers Handskefabrik i en årrække blev mødt med skepsis blandt
kunderne, der på det konkurrencefri marked begyndte at sætte spørgsmålstegn ved prisen på
fabrikkens varer.
Behov for nye lærlinge
I begyndelsen af 1980’erne stod Randers Handskefabrik over for en ny udfordring. Det var snart 30
år siden, den sidste lærling var blevet udlært på fabrikken, og den gamle generation af
handskemagere var alle over 50 år og så småt ved at trække sig ud af arbejdsmarkedet. I de
mellemliggende år havde nedgangen inden for branchen betydet, at der altid havde været
tilstrækkelig med arbejdskraft. Nu havde Randers Handskefabrik til gengæld hårdt brug for nye
lærlinge, hvis den forsatte handskeproduktion skulle sikres, men på et tidspunkt i 1970’erne, da
landets andre fabrikker lukkede, var handskemagerfagets lærlingeuddannelse ophørt med at
eksistere. Randers Handskefabrik arbejdede intensivt på at få genoprettet en lærlingeuddannelse,
men det lykkedes ikke. I stedet forsøgte virksomheden gennem arbejdsformidlingen at tilbyde en
treårig oplæringsperiode. Men muligvis fordi der ikke var tale om en etableret uddannelse med
afsluttende svendebrev, var det ikke muligt at finde interesserede unge. Situationen var alvorlig, og
problemet blev først løst, da der midt i 1980’erne blev etableret en fælles lærlingeuddannelse med
bundtmagerne, et andet lille fag inden for skindindustrien. Udsigten til et svendebreve efter endt
læretid gjorde sin virkning, og i 1987 blev der atter uddannet en handskemager på Randers
Handskefabrik med Erik Vejrum som læremester. To år senere i 1989 blev den første kvindelige
handskemager nogensinde uddannet på fabrikken. I perioden 1984-1995 blev der på Randers
Handskefabrik udlært fire handskemagere, hvoraf den ene stadig arbejder på fabrikken. Med
uddannelsen af de nye handskemagere sluttede en epoke. De gamle handskemagere, der efterhånden
alle var gået på pension, havde deres rødder i en faglig kultur, som den unge generation af
handskemagere aldrig kunne blive en del af, skønt at de håndværksmæssigt videreførte traditionerne
inden for faget. Men målet var nået. Faget var reddet fra at uddø, og den fremtidige produktion på
fabrikken i Randers sikret.
7

Nye ordrer og nye fremstillingsmetoder
Det var et økonomisk slag, da Randers Handskefabrik i begyndelsen af 1980’erne blev nødt til at
opgive fremstillingen af skindtøj. Men til fabrikkens held fik virksomheden på stort set samme
tidspunkt en henvendelse fra politiet. Randers Handskefabrik havde i 1970’erne mistet leverancen
til politiet til en tidligere handskefabrikant, der nu importerede politihandskerne fra udenlandske
fabrikker. Dog udviklede der sig efter nogle år så store problemer med den nye leverandør, at
politiet henvendte sig til Randers Handskefabrik for at få fremstillet handsker. Disse bestillinger
kompenserede i høj grad for indtægtstabet fra skindbeklædningen. Randers Handskefabrik havde
ingen kontrakt med politiet, men leverede løbende i de følgende år betydelige mængder handsker til
politiet.
I 1986 blev en samlet ordre på levering af handsker til politiet sendt i udbud i EF. At få ordren var
afgørende for Randers Handskefabrik, og de lokale folketingsmedlemmer socialdemokraten Hans
Peter Baadsgaard og den konservative Pernille Sams lagde pres på justitsministeren for at få ordren
til Randers. Kort tid forinden var en stor handskeordre til det danske militær nemlig gået til en
portugisisk handskefabrik. Sagen betød, at Randers Handskefabrik endnu en gang fandt vej til
avisernes spalter. Justitsminister Erik Ninn-Hansen nægtede først at gå ind i sagen, men i 1987 fik
Randers Handskefabrik alligevel ordren. Fabrikken har siden vundet udbud fra både politiet og
andre offentlige myndigheder og instanser, og disse handsker – i daglig tale på fabrikken kaldet
politihandsker – spiller en væsentlig rolle for fabrikkens økonomi. Kort tid efter at have modtaget
nyheden om den vundne licitation døde Ejnar Vejrum, 87 år gammel. Han havde til det sidste været
aktiv i virksomheden, der siden er blevet kørt videre af Erik og Arne Vejrum.
Politiordren fra 1987 blev fremstillet udelukkende på Randers Handskefabrik, men Erik og Arne
Vejrum var klar over, at det ville blive svært for virksomheden at være konkurrencedygtig i
fremtidige udbudsrunder på politihandsker, da de høje lønninger i Danmark afspejlede sig i prisen
på handskerne. Derfor begyndte virksomheden i første halvdel af 1990’erne at få fremstillet selve
handsken på udenlandske fabrikker, mens farvningen af skindet og fremstilling af foret til
handskerne stadig foregår i Randers. Handskerne fremstilles på de udenlandske fabrikker efter nøje
specifikationer og efter Randers Handskefabriks egne modeller. Denne produktionsform kaldes
lønarbejde. Omlægningen i produktionen betød en mærkbar nedgang i produktionen på fabrikken i
Randers, men ledelsen vurderede, at indtægten fra politihandskerne har så stor betydning for den
samlede økonomi, at virksomheden måtte sende en del af produktionen ud af landet for at beskytte
den resterende produktion i Randers. At de store offentlige ordrer bliver sendt i lønarbejde betyder,
at de handsker, der fortsat i dag fremstilledes på fabrikken i Randers først og fremmest er mindre
forskelligartede partier til detailhandlen. Disse handsker er virksomhedens flagskib og går under
navnet Randers Handsker.
Ændrede forhold for medarbejderne
På fabrikken i Randers bemærkede medarbejderne ikke i stort omfang de svære tider i branchen. De
ændringer, det medførte for medarbejderne, skete gradvist og uden dramatik. Men trods fraværet af
dramatik har nedgangen i produktionen, produktionsomlægningerne og det forhold, at Randers
Handskefabrik er den sidste fabrikant i landet, alligevel i al ubemærkethed haft stor indflydelse på
medarbejdernes forhold.
Randers Handskefabrik har været – og er i høj grad stadig – en traditionel hierarkisk ledet
virksomhed. Tidligere var der ansat henholdsvis en værkfører, en direktrice og en farvemester til at
stå for den daglige ledelse, men efterhånden som produktionen og dermed antallet af ansatte på
fabrikken er blevet mindre, er mellemledere forsvundet. Det betyder, at det daglige ansvar formelt
er blevet koncentreret om Erik og Arne Vejrum. Men eftersom de to ejere ikke kan være til stede på
8

hvert trin i produktionen, betyder det også, at medarbejderne oplever en større frihed i tilrettelæggelsen
af deres arbejde, og at de tager et langt større ansvar i dagligdagen end for 10-20 år siden,
Den mindskede produktion har ligeledes haft indflydelse på lønformen i produktionen. Tidligere
arbejdede syersker og tilskærere alle på akkord. Principielt er disse medarbejdergrupper stadig
akkordlønnede, men i realiteten er det i dag kun handskemageren, der arbejder på akkord. Selvom
akkordtariffer udgør en væsentlig del af syerskernes overenskomst, syr de nemlig udelukkende på
timeløn, da produktionsenhederne i dag er små, og det derfor ikke kan betale sig at sy på akkord.
At branchen som sådan er forsvundet har også haft betydning for medarbejdernes faglige
organisering. Medarbejderne i produktionen var oprindeligt organiseret i Handskemagerforeningen,
men i 1970 var der for få medlemmer til at opretholde et selvstændigt forbund. Gennem de
efterfølgende år skete en række sammenlægninger, og i dag er medarbejderne organiseret i SID. En
lignende udvikling er sket på arbejdsgiversiden, der i dag er medlem af Dansk Textil og
Beklædning, da den traditionelle arbejdsgiverforening Handskemagerlauget i Danmark ikke har
kunnet opretholde sin forhandlingsret. Sideløbende med sammenlægningerne er overenskomsten
blevet stadig mere forenklet, eftersom forhandlerne ikke længere har branchekendskab. Det betyder,
at selve lønnen forhandles på fabrikken ved værkstedsaftaler. Selvom næsten alle medarbejdere i
virksomheden er medlem af en fagforening, er der kun meget begrænset interesse for fagpolitiske
forhold på arbejdspladsen. Blandt andet har det ikke været muligt at finde en tillidsrepræsentant
blandt medarbejderne. Generelt er medarbejderne tilfredse med deres arbejdsforhold – såvel de
fysiske som de psykiske – og mener desuden, at skulle man være utilfreds, ville det alligevel ikke
nytte at engagere sig fagligt.
Virksomheden af i dag
Efter flere årtier med omstillinger i arbejdsstyrken, produkterne og produktionen, kom Randers
Handskefabrik i sidste halvdel af 1990’erne ind i en rolig periode, der er fortsat ind i det nye
århundrede. Virksomheden anno 2003 består af ledelsen, administrationen, farveriet,
handskemagerværkstedet, systuen, lager og ekspedition, salg samt virksomhedens detailbutikker.
På Randers Handskefabrik træffes næsten alle beslutninger – store som små – af ledelsen. Erik og
Arne Vejrum har delt ansvaret for de forskellige opgaver i virksomheden mellem sig. Den
garveruddannede Arne Vejrum har ansvaret for indkøb af råvarer, farveriet, importvarer, de
udenlandske samarbejdspartnere og virksomhedens to egne forretninger. Handskemageren Erik
Vejrum har ansvaret for fremstillingen af handsker, for de faglige forhandlinger med medarbejderne
og for uddannelsen af eventuelt nye handskemagerlærlinge. I fællesskab står de to brødre for
forhandlingerne med de store offentlige kunder.
Desuden har både Erik og Arne Vejrum konkrete opgaver i produktionen. Efter at fabrikkens
sidste farvemester gik på efterløn, er det for eksempel kun Erik og Arne Vejrum, der kan dolere
skind, ligesom det er de to brødre, der står for al sortering af skind. Som nævnt er ledelsens
tilstedeværelse i produktionen blevet vigtigere gennem de sidste år, efterhånden som antallet af
mellemledere er blevet minimeret. Det betyder blandt andet, at Erik og Arne Vejrum kan komme til
at fungere som flaskehalse i produktionen, og at de skal planlægge deres arbejde nøje i forbindelse
med for eksempel forretningsrejser til udlandet.
Forbindelserne til udlandet er vigtige. Eftersom Randers Handskefabrik i nu omkring 30 år har
været den eneste handskefabrikant i Danmark, må ledelsen orientere sig mod udlandet i mange
sammenhænge. Alle leverandører af råvarer og importvarer er udenlandske, og det samme gælder
alle underleverandører og samarbejdspartnere i forbindelse med Randers Handskefabriks
fremstilling af handsker i lønarbejde. Det udenlandske samarbejde er tidskrævende og kræver ideelt
set en del rejseaktivitet, som dog vanskeliggøres af Erik og Arne Vejrums konkrete arbejdsopgaver
i produktionen på fabrikken i Randers. Rejseaktiviteten er især vigtig i forbindelse med
9

forhandlinger med nye leverandører eller underleverandører i det tidligere Østeuropa, hvor
sprogbarrieren gør det nødvendigt at forhandle ansigt til ansigt, og hvor Erik og Arne Vejrum ofte
ikke har forudgående kendskab til producenterne gennem deres omfattende netværk i det øvrige
Europa.
Ikke kun samarbejdspartnere og leverandører må nødvendigvis findes i udlandet, men også faglig
inspiration og sparring. Det er vigtigt med et velfungerede internationalt netværk for Randers
Handskefabrik, hvilket er en af grundene til, at Arne Vejrum har været aktiv i oprettelsen af den
europæiske brancheorganisation European Gloves Association (EGA). Et af organisationens
projekter er et website med en virtuel markedsplads for aktører af alle slags inden for branchen,
hvor producenter og kunder kan etablere nye kontakter.
Fremstilling af Randers Handsker
Handskefremstillingen på fabrikken i Randers begynder med, at de ufarvede skind sorteres af Arne
Vejrum, inden de går videre til farveriet. I farveriet eftergarves og farves skindene, ligesom de efter
selve farvningen sættes ud (får vandet presset ud), tørres, stolles (blødgøres), doleres (høvles ned til
en ensartet tykkelse), slibes, poleres og måles op. Arbejdet i farveriet forudsætter en god føling med
skindet fra medarbejdernes side. Hele farveprocessen, fra en sending skind lægges i det første
farvebad, til det er opmålt og sendes videre til handskeproduktionen, tager omkring en uge.
Farveriet er den del af produktionen på Randers Handskefabrik, hvor der er sket den største udvikling
gennem årene, idet farverne er blevet bedre og mere miljøvenlige. Til gengæld har leverandørerne
efterhånden koncentreret sig i store udenlandske kemikaliekoncerner, der ikke udfører
opsøgende salg over for mindre virksomheder som Randers Handskefabrik. Derfor er det
udelukkende op til fabrikken selv at orientere sig om nyhederne inden for området. Til farveriet er
tilknyttet to medarbejdere, hvoraf den ene også arbejder på handskemagerværkstedet.
Da farveriet blev etableret, blev der stadig solgt handsker i et væld af forskellige farver. Men
moden har ændret sig, og i dag er det især sorte handsker kunderne efterspørger. Set i det lys er
relevansen af farveriet på sin vis blevet mindre. Til gengæld giver farveriet Randers Handskefabrik
fuld kontrol over kvaliteten af de skind, der bruges til handskerne. Dette er vigtigt, da det er dårlig
forretning ”at smide dyre løntimer efter dårlige skind”, som Arne Vejrum udtrykker det.
Når de færdige, farvede skind kommer fra farveriet, sorteres de af Erik Vejrum. Efter sorteringen
sendes skindene videre til handskemagerværkstedet, hvor handskemageren fremstiller handskerne
efter de klassiske franske principper. Det vil sige, at den faguddannede handskemager manuelt
trækker handskeskindene over bordkanten, så de får det rigtige stræk, og at handskemageren klipper
– eller skærer som det hedder – handskens grundform ud af skindet, inden selve handsken endelig
stanses ud og sys. Med det rigtige stræk menes, at den færdige handske giver sig lige præcis det,
den skal i bredden, når man trækker den på. Dette stræk ligger ikke naturligt i skindet, men er et
resultat af handskemagerens arbejde. En anden vigtig del af handskemagerens arbejde består i at
placere handskerne på skindet, så det udnyttes bedst muligt. Der vil næsten altid være fejl i et skind,
og det gælder om at få anbragt fejlene i hullet til tommelfingeren eller mellem fingrene. Handskemageren
har næsten intet værktøj. Hendes vigtigste redskaber er hendes hænder, hendes teknik,
modellerne som handskerne skæres efter og naturligvis tilskærersaksen.
Handskemagerfagets franske rødder kommer tydeligt til udtryk i fagets fagudtryk. Skindet
trækkes ikke på langs og på tværs, men alounge og travers. Debordere, depecere og etabenere er få
blandt mange andre udtryk. Dog virker det som om, nogle af udtrykkene er ved at gå i
glemmebogen. Det kan hænge sammen med, at der ud over Erik Vejrum kun er en enkelt
faguddannet handskemager på fabrikken, som derfor ikke har fagfæller at videreføre fagsproget
sammen med.
10

På handskemagerværkstedet arbejder der ud over handskemageren tre ufaglærte medarbejdere,
der blandt andet stanser handskerne ud, inden de sys, ligesom de sætter for i handskerne. To af
medarbejderne har desuden opgaver i andre afdelinger i virksomheden.
På systuen sys handskerne. Der anvendes fire forskellige syformer, nemlig stik-, prik- og håndsyning
samt rundsøm. Handskerne sys stadig i dag efter de vejledninger, som Ejnar Vejrums første
hustru udarbejdede omkring 1930. At sy handsker er vanskeligt og kræver stor præcision.
Syerskerne skal være dygtige, og det var derfor tidligere let for syerskerne fra Randers
Handskefabrik at få arbejde på andre systuer i byen. Der er fire syersker på systuen. Desuden
udfører en medarbejder fra handskemagerværkstedet lette syopgaver.
Modsat garve- og farveområdet har udviklingen i den øvrige del af handskeproduktionen på
Randers Handskefabrik været minimal gennem årene. En handske anno 2003 fremstilles stort set på
samme måde som en handske i 1800-tallet. Det hænger til dels sammen med virksomhedens fokus
på at fremstille et traditionelt kvalitetsprodukt, men også med at udviklingen af teknologien inden
for branchen generelt har været meget begrænset. Det skyldes sandsynligvis, at såvel handskemagerens
som syerskens arbejde kræver så stor føling med skindene, at produktionen er vanskelig
at mekanisere, hvis man ønsker at opnå et godt resultat. At produktionsformerne ikke har ændret sig
meget gennem tiderne, ses på fabrikken i Vestergrave blandt andet ved, at maskiner og værktøj for
langt størstedelens vedkommende er af ældre dato. Det ældste udstyr i produktionen stammer
tilbage fra de første tiår i 1900-tallet, og der er ikke kommet meget nyt til siden 1960’erne. For
eksempel bruger handskemageren i år 2003 samme talkumbøsse som Jens Peter Ditlev. Den
omkring 100 år gamle talkumbøsse er udtryk for, at det ikke har været nødvendigt at skifte
redskaberne ud, men samtidig er den også udtryk for en respekt og forbundethed med den faglige
tradition, Jens Peter Ditlev repræsenterede.
Råvarer og leverandører
Produktionen på Randers Handskefabrik er gennem hele fremstillingen præget af, at råvaren –
handskeskindene – er et naturprodukt. Der er ikke to handskeskind, der er helt ens, hvilket betyder,
at arbejdet med dem vanskeligt kan automatiseres. Størstedelen af de skind, der bruges til handsker,
stammer fra fritgående dyr fra det tørre, tropiske bælte rundt om kloden. For eksempel kommer den
vigtigste råvare, lammeskindene, primært fra Etiopien. Dyr fra disse områder har på grund af
varmen mindre hår eller uld end dyr fra koldere dele af verden. Det betyder, at der er langt mellem
hårene og hårsækkene er mindre, hvilket giver et skind med en fin, tæt struktur. De fritgående dyr er
desuden i god kondition, hvilket betyder, at der ikke er overskudsfedt i skindet. Det har stor
betydning, da fedtcellerne i skindet tømmes under garveprocessen, og fedtet erstattes med luft.
På årsbasis køber Randers Handskefabrik omkring 6000 skind til overhandsker og 15.000 skind til
pelsfor. Randers Handskefabrik køber primært ufarvede skind – kaldet crustskind – men også
færdigfarvede skind fra udenlandske garverier. Randers Handskefabrik har en fast kerne på 3-5
faste leverandører. De vigtigste leverandører ligger i England, Tyskland og Italien. At skifte
leverandør er kompliceret. Overvejer man at skifte leverandør, skal man for eksempel vurdere
prøver i størrelsesordenen 100-200 skind pr. skindtype. Derfor er der tale om et gensidigt
afhængighedsforhold mellem Randers Handskefabrik og virksomhedens leverandører, og Randers
Handskefabrik søger at være en seriøs og attraktiv kunde for de faste leverandører. Foruden en
stabil leverance af kvalitetsskind kan fabrikken ikke fremstille de kvalitetshandsker, der er dens
kendemærke.
Ekspedition, administration og salg
På Randers Handskefabrik er ansat to medarbejdere i ekspeditionen og på lageret. De står for
modtagelse, ekspedition, lagerstyring og forsendelse af såvel fabrikkens egne produkter som
11

importvarerne. Indtil sommeren 2003 skete al lagerstyring ved hjælp af håndførte lister, men der er
nu indført edb-lagerstyring. Den nye computer på lageret står omgivet af handskekasser til
opbevaring af handsker. Flere af kasserne er over hundrede år gamle, og i en af dem har Erik
Vejrum sovet mange timer som spæd, når hans forældre arbejdede om aftenen på fabrikken.
Opgaverne i administrationen med blandt andet lønninger, fakturering og bogholderi blev også i
2003 lagt ind på edb, hvilket har betydet en stor arbejdsomlægning for de to medarbejdere. Indtil da
skete al bogføring og herunder fakturering manuelt.
Ekspeditionen og lageret har som den eneste af afdelingerne på fabrikken stadig en mellemleder i
skikkelse af lagerchefen. Lagerchefen er desuden sælger i virksomheden. På en årlig salgstur besøger
sælgeren de danske engroskunder. Med sig på salgsturen har sælgeren to kufferter til kollektionen.
Den ene kuffert har tilhørt Ejnar Vejrum, der havde den med, da han i 1927 vendte hjem til
Randers fra Frankrig og købte handskefabrikken. Randers Handskefabrik har ud over de danske
kunder en mindre gruppe udenlandske kunder primært i Skandinavien, men der bliver ikke udført
opsøgende salg over for de udenlandske kunder, da virksomheden ikke vil investere de nødvendige
personalemæssige og økonomiske ressourcer i arbejdet.
På salgsturen præsenterer sælgeren både Randers Handsker – de traditionelle, egenproducerede
skindhandsker – og importhandsker. Importhandskerne består af skind-, strik- og stofhandsker
importeret fra fabrikker i Østeuropa og Fjernøsten. Randers Handskerne er det produkt, der tegner
virksomheden udadtil, og som indadtil er afgørende for virksomhedens identitet og selvopfattelse.
At handskerne stadig fremstilles ved tidskrævende, manuelt arbejde afspejles i prisniveauet. Et par
Randers Handsker koster fra 750 kr. og op til mere end 2000 kr., hvilket sætter en naturlig
begrænsning på antallet af solgte Randers Handsker, der da også kun udgør 20-25% af de omsatte
handsker. Importhandskerne udgør ca. 60% af det samlede antal omsatte handsker, men fylder
alligevel langt mindre mentalt i virksomheden. Importhandskerne hentes hjem i store partier. Der
bliver ikke eksperimenteret meget med sortimentet af importhandsker, da de store partier betyder, at
handskerne skal være let omsættelige. De resterende 15-20% af de omsatte handsker står hand-
skerne til de store offentlige kunder for.
Virksomhedens produkter sælges desuden via Randers Handskefabriks egne forretninger i
Randers og København. Ud over salgsfunktionen påpeger Erik og Arne Vejrum også et andet
formål med forretningerne. Handskefremstilling er – ganske indlysende – meget sæsonpræget, og i
lavsæsonen fra slutningen af vinteren og frem til sommerferien er det med til at holde produktionen
på fabrikken i gang, at der bliver fremstillet handsker til forretningernes lager. Det gør det muligt at
beskæftige medarbejderne på fabrikken året rundt. Der er fastansat fem ekspeditricer i de to
forretninger samt to hjælpepiger i forretningen i København.
Medarbejderne år 2003
Randers Handskefabrik er i dag udpræget en kvindearbejdsplads. Ud af de 26 ansatte er kun de fire
mænd. Også fabrikkens eneste faguddannede handskemager er kvinde. Traditionelt har handskemageri
været et mandefag, og den nuværende handskemager er kun den anden kvinde i Danmark,
der er blevet udlært som handskemager. Handskesyning har til gengæld altid været et kvindefag,
hvilket det fortsat er. For tiden har såvel handskemageren som samtlige syersker fast arbejdsplads
på fabrikken, men tidligere har det været udbredt at arbejde hjemme for såvel syersker som
handskemagere.
At der kun er behov for en enkelt handskemager i produktionen betyder, at handskemageren i det
daglige ikke har kolleger at diskutere faglige spørgsmål med, hvilket hun oplever som et savn.
Ligeledes ville handskemageren gerne have mulighed for at dygtiggøre sig gennem en faglig
12

efteruddannelse, men en sådan efteruddannelse er der naturligvis ikke basis for i landet med kun én
enkelt aktiv handskemager.
Medarbejderne i forretningerne og i administrationen har for størstedelens vedkommende en merkantil
uddannelse, mens det i produktionen kun er handskemageren, der er faguddannet. Hun har
stået i lære på fabrikken, og den teoretiske del af hendes uddannelse foregik på Teknisk Skole
sammen med beslægtede fag som buntmagere og modister. At handskemagerfaget er så lille
betyder, at det er svært at opretholde en traditionel faglig uddannelse. Det er for eksempel kun Erik
og Arne Vejrum, der kan undervise fagspecifikt på Teknisk Skole, ligesom det ved den nuværende
handskemagers svendeprøve var svært at finde egnede skuemestre, et problem der ikke er blevet
mindre i de mellemliggende ti år. I den periode er der ikke blevet udlært flere handskemagere.
De øvrige medarbejdere i produktionen er ufaglærte, men har gennemgået en oplæring i deres
opgaver. En af syerskerne har været ansat på fabrikken siden begyndelsen af 1960’erne. Dengang
var oplæringen som handskesyerske sat i faste rammer, og det tog godt et år, inden en syerske var
færdigoplært. I dag foregår oplæringen langt mere uformelt, ligesom en ny syerske så hurtigt som
muligt går ind i den almindelige produktion.
To af syerskerne på fabrikken har udenlandsk baggrund og kommer fra henholdsvis Tyrkiet og
Polen. Der har altid været tradition for at have ansat udenlandske medarbejdere i produktionen på
Randers Handskefabrik. Tidligere var det blandt handskemagerne, at man fandt flere forskellige
nationaliteter. Handskemagerne kom typisk fra de tysktalende lande og store handskeproducerende
lande som for eksempel Italien. Selvom deres funktion er en ganske anden, føler Erik og Arne
Vejrum, at de nuværende medarbejdere med udenlandsk baggrund er med til at videreføre
traditionen på Randers Handskefabrik for at have flere forskellige nationaliteter ansat.
Virksomheden og medarbejderne – især medarbejderne i produktionen – er dybt afhængige af
hinanden. Som den eneste tilbageværende handskeproducent i landet har Randers Handskefabrik
ingen mulighed for at rekruttere nyt personale med erfaring, ligesom personalet hverken i
lokalområdet eller på landsplan har store muligheder for at finde en ny arbejdsplads, hvor deres
erfaring fra handskefabrikken vil kunne bruges. På det område har branchens udvikling – eller
afvikling – stor indflydelse på de muligheder, som såvel ledelse som personale har i dag.
Historien forpligter
De handsker, der produceres på fabrikken i Vestergrave i år 2003, fremstilles som nævnt stort set på
samme måde som handskerne i 1800-tallet, og Erik og Arne Vejrum oplever såvel et fagligt som et
åndeligt slægtskab med de tidligere ejere af fabrikken. På samme måde som Charles Mattat lod
Randers Handskefabrik gå i arv til sine to sønner, har de nuværende ejere overtaget virksomheden
efter deres far, og fabrikkens faglige stamtræ kan gennem fem generationer af mester-lærlingeforhold
føres tilbage til Mattat og fabrikkens grundlæggelse. Bevidstheden om virksomhedens
historie er stor hos de to brødre, og det samme er ønsket om at videreføre de faglige traditioner og
opretholde produktionen på fabrikken i Randers. Ikke alene er der blevet fremstillet handsker på
fabrikken siden 1811, der er også under betegnelsen Randers Handsker blevet produceret handsker i
Randers i omkring 300 år. Erik og Arne Vejrum oplever altså tydeligt, at der i virksomheden er en
arv og tradition, som de har pligt til at sørge for bliver ført videre.
At sikre Randers Handskefabriks overlevelse og en fortsat handskeproduktion på fabrikken i
Randers har til tider været en kamp op ad bakke, som blandt andet har krævet, at tidligere tiders
overskud løbende er blevet investeret. For at sikre fabrikkens eksistens og opretholdelsen af den
traditionelle handskeproduktion har ledelsen gennem årene måtte foretage valg, der ved første
øjekast syntes at skade produktionen på fabrikken i Randers, men som har haft til hensigt at sikre
virksomheden på længere sigt. I de sidste årtier har virksomhedens hovedfortjeneste ligget på
importvarerne, men traditionen for at der skal fremstilles handsker efter traditionelle franske prin-
13

cipper på fabrikken i Randers er så stærk, at den har vægtet tungere end det at sikre virksomheden
den størst mulige fortjeneste. At dette er en holdning, der har været gældende i mange år, ses af et
interview i 1962 med Ejnar Vejrum i anledning af hans 25 års jubilæum i virksomheden. På
journalistens spørgsmål om der er tradition knyttet til Randers Handskerne, svarer Ejnar Vejrum: ”
Ja, i høj Grad, men deres Historie er vist saa velkendt, at det ikke er nødvendigt at gaa den igennem
her. Traditionen har forpligtet os, vi har altid været nødt til at fremstille Kvalitetsvarer i Stedet for
Standardvarer – det har været dyrere for os, men i sidste Ende har det altid været det bedste”.
Historien og traditionen er allestedsnærværende på Randers Handskefabrik. Både faglige og
forretningsmæssige traditioner holdes i hævd. Traditionsbevidstheden kommer fysisk til udtryk ved,
at interiør, værktøj og maskiner kun er blevet ændret og udskiftet i mindst muligt omfang gennem
årene. Det hænger både sammen med fraværet af teknologisk udvikling inden for faget og med
ledelsens sparsommelighed, men også med en respekt for og bevidsthed om virksomhedens historie.
At handskemageren bruger Jens Peter Ditlevs talkumbøsse, og at sælgeren rejser rundt med Ejnar
Vejrums kuffert er også en måde fysisk at vise respekt over for fabrikkens historie. På Randers
Handskefabrik er historien mentalt blevet en faktor, der er afgørende for, at der fortsat fremstilles
handsker på fabrikken på samme måde, som det er blevet gjort i snart 200 år.
1
Hvor intet andet er opført, er artiklen baseret på interviews med Randers Handskefabriks ledelse og medarbejdere,
2003. KHM 2070
2 Handsker i 100 år, festskrift for N.F. Larsen og Sønner, 1943 s. 33
3 Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien 1862-1980, 1984 s. 215
4 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 198
5 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 18
6 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 24
7 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 27
8 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 27
9 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 198
10 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 40
11 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 197
12
Statens Humanistiske Forskningsråd: Industrialismens bygninger og boliger, Industriregistreringen 1975, KHM
213/75
14