kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

More documents

Recommendations

Info

hurtigt fik gang i produktionen og omsætningen igen efter krigen, syntes Randers Handskefabrik at have fået sit banesår. Da Ejnar Vejrum tog over, var garveriet lukket ned, virksomheden beskæftigede kun ti ansatte, og de fleste af forretningerne var solgt, så kun en eneforhandler i København og virksomhedens egen forretning i Torvegade i Randers var tilbage. Randers Handskefabrik reetableres Ejnar Vejrum købte på det rigtige tidspunkt. 1927 kom til at markere afslutningen på en fire år lang afmatningsperiode i økonomien, og slutningen af 1920’erne skulle vise sig at blive de økonomisk set bedste år i mellemkrigstiden. 3 Samtidig lagde Ejnar Vejrum og hans svensk fødte hustru, Linea Vejrum, stort set al deres vågne tid i arbejdet på fabrikken, og i løbet af få år blev den skrantende virksomhed igen velfungerende og overskudsgivende. I 1931 flyttede Randers Handskefabrik til bedre lokaler i sin nuværende placering i Vestergrave 18, og familien Vejrum flyttede ind i en lejlighed i forhuset. Den nye fabrikant koncentrerede sig om ledelsen af fabrikken og overlod ansvaret for den daglige produktion til værkføreren, Jens Peter Ditlev, der havde været ansat under den forrige ejer. Jens Peter Ditlevs læremester havde stået i lære hos Charles Mattat. På den måde stod Jens Peter Ditlev som garant for videreførelsen af det klassiske, kvalitetsorienterede franske handskemageri, der fortsat var fabrikkens varemærke. Ejnar Vejrum satsede ikke udelukkende på virksomhedens egenproduktion. Han begyndte snart at undersøge mulighederne for at udvide virksomhedens forretningsområde med at importere handsker. Importen af handsker må dog være blevet hæmmet kraftigt af de importrestriktioner, den danske regering indførte i 1932 for at bekæmpe arbejdsløsheden i de kriseramte 1930’ere. Restriktionerne gjaldt færdigproducerede varer fra udlandet, hvorimod der blev givet importtilladelser til råvarer, der ikke kunne fremstilles i Danmark. 4 Det betød, at de danske <strong>handskefabrik</strong>anter havde rigelige leverancer af udenlandske gede- og lammeskind, som var vigtige i produktionen, men at de ikke behøvede at bekymre sig stort om konkurrencen fra storproducenter af skindhandsker som Frankrig og Italien. Selvom restriktionerne ramte Randers Handskefabriks mulighed for import, nød fabrikken som de øvrige fabrikanter godt af den beskyttelse af egenproduktionen, som importrestriktionerne førte med sig. Og på trods af den generelle krise i 1930’erne var årtiet for fabrikken da også præget af en stor, stabil produktion, der gjorde det muligt i hele perioden at holde 10-15 faguddannede handskemagere beskæftigede. Medarbejdere og arbejdsforhold i mellemkrigstiden Handskemagernes arbejde bestod i at bearbejde skindet, så det fik den ønskede elasticitet og i at skære det ønskede antal handsker ud af hvert enkelt handskeskind. Udstansning af handskerne og selve syningen var ufaglært kvindearbejde. Trods de klare grænser mellem arbejdsopgaverne var medarbejderne organiseret i samme fagforbund, Handskemagerforeningen af 1875. Her var kvinderne blevet optaget i 1918 efter at være blevet afvist af Kvindeligt Arbejderforbund, der betragtede oplæringen som handskesyerske som så specialiseret, at handskesyerskerne var at sidestille med faglært arbejde. 5 At det gik godt for handskebranchen i 1930’erne, ses også af, at der var stor tilgang af lærlinge til faget. Faktisk var tilgangen så stor, at fagforbundet fandt den ”foruroligende”, muligvis fordi lærlingene kunne tage en del af arbejdet fra de færdiguddannede svende. I det hele taget ønskede Handskemagerforeningen mere organiserede forhold omkring læretiden, og foreningen fik i 1936 forhandlet et svendeprøveregulativ på plads med arbejdsgiverforeningen, Handskemagerlauget i Danmark. 6 På fabrikken i Randers stod svende og lærlinge på hvert deres værksted. På svendenes værksted oppe under taget svirrede gloser på flere sprog i luften. Der var nemlig tradition for på Randers Handskefabrik at have ansat mange udenlandske svende, og i 1930’erne kom omkring halvdelen af 2
handskemagerne fra andre europæiske lande, primært de tysktalende. Trods sprogvanskeligheder klarede man sig, svendene havde deres faglighed til fælles, og kommunikationen blev også lettet af, at alle fagudtryk inden for handskemageriet er franske. Det gjaldt, hvad enten man var udlært i Trier, Hamborg, Grenoble eller Randers. Lærlingene stod på værksted sammen med værkfører Jens Peter Ditlev, der var deres læremester, og som regel var der fire læredrenge under oplæring ad gangen. Oplæringen skred langsomt frem. Som det første skulle lærlingen lære at håndtere den store handskemagersaks. Dernæst fik han lov til at bearbejde skind til kiler mellem handskens fingre – kaldet stråler – og til børneluffer. Efter omkring halvandet år begyndte lærlingen at arbejde selvstændigt med at fremstille handsker, og det sidste år af læretiden arbejdede lærlingen på halv akkord. Det betød, at lærlingen udførte samme arbejde som svendene, men at akkorden kun var halvdelen af de uddannede svendes. Lærlingene lærte både fagets formelle arbejdsgange og mange små fif, som når Jens Peter Ditlev viste dem, hvordan han ved at trække et skind hen over sin skaldede isse kunne tilføre det en anelse fedt, som gjorde det en nuance mørkere. I en periode i 1930’erne ansatte fabrikken kun læredrenge over 18 år, muligvis fordi man ønskede at ansætte potentielle lærlinge som arbejdsdrenge først for at se dem an. Men princippet blev opgivet, og op gennem 1940’erne var de fleste læredrenge 14-15 år, når de gik i gang med den fire år lange læretid. En læredreng fra dengang husker sig selv og de andre lærlinge i de første læreår som de rene ”drengerøve”, der så snart værkføreren forlod værkstedet, havde større trang til at lukke hostefremkaldende røg ud af kakkelovnen eller drille pigerne på systuen end til at skære handsker. Ikke alle medarbejderne i produktionen havde deres arbejdsplads på fabrikken i Vestergrave. Inden for handskefremstilling har der altid været en stærk tradition for hjemmearbejde. Det har især drejet sig om syerskerne, og selvom størstedelen af syerskerne på Randers Handskefabrik siden 1927 har arbejdet på selve fabrikken, har der helt op i nutiden været syersker, der har siddet hjemme. Der har været tale om både deciderede handskesyersker og om for eksempel ældre kvinder, der supplerede deres indtægt ved at sy stikninger og brodere pynt på handskerne. De sidste gik under betegnelsen ”småtsyende damer”. De småtsyende damer var med til at præge dagligdagen på fabrikken helt op i 1970’erne, når de kom for at hente eller aflevere deres opgaver. Også handskemagere har gennem tiderne arbejdet hjemme, dog ikke i samme omfang som syerskerne. At det har været muligt med en høj grad af hjemmearbejde hænger sammen med, at hverken at skære eller sy handsker kræver det store produktionsudstyr. Handskefremstilling i krigstider Som i alle andre danske virksomheder satte udbruddet af Anden Verdenskrig sit præg på dagligdagen på Randers Handskefabrik. For eksempel blev handskemagerværkstedet mindre farverigt, da de udenlandske svende forsvandt, blandt andet fordi de tyske svende blev kaldt hjem til militærtjeneste. Krigen betød også, at virksomheden hurtigt løb ind i store problemer med at skaffe råvarer. Den vigtigste skindtype på fabrikken var importerede lammeskind, som det ikke længere var muligt at få fat på. De udenlandske lammeskind kunne ikke uden videre erstattes af danske lammeskind, der blev brugt til andre formål, og som desuden ikke var af den rette kvalitet til handskefremstilling. I stedet for lammeskindene begyndte <strong>handskefabrik</strong>anterne at bruge skind fra danske sødmælkskalve. Skindene gav solide og gode handsker, men var grovere end lammeskindene og store og tunge for handskemagerne at arbejde med. På Randers Handskefabrik blev der lagt stor energi og opfindsomhed i at finde anvendelige skind til at supplere kalveskindene. Rødspætteskind var blandt de materialer, der aldrig rigtig slog an. Også skind til handskefor var en mangelvare, så for lærlingene var det lig med en ekstra skilling i lønningsposen, hvis de fandt en død kat på vejen. 3
Page 1: KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRB
Page 5 and 6: egenproducerede handsker allerede p
Page 7 and 8: forsiden i de landsdækkende medier
Page 9 and 10: hvert trin i produktionen, betyder
Page 11 and 12: På handskemagerværkstedet arbejde
Page 13 and 14: efteruddannelse, men en sådan efte

kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?