kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

More documents

Recommendations

Info

Katteskind er nemlig blødt og velegnet til for. Materialemanglen fortsatte i de første efterkrigsår, men i 1948 kom branchens tildeling af skind op på 85% af det normale årlige forbrug. 7 De lærlinge, der blev lært op under og lige efter Anden Verdenskrig, fik ikke lært at arbejde med de forskellige skindtyper, som det ellers krævedes for at blive udlært. En tidligere lærling på Randers Handskefabrik husker, hvordan der ikke blev uddelt medaljer til bedste de svendestykker, da han var til svendeprøve på Teknologisk Institut i København. Medaljerne forudsatte nemlig, at der blev skåret flere forskellige skindtyper til svendeprøven. Fagforbundet var opmærksom på problemet og begyndte i 1948 at arbejde med planerne om en fagskole for de handskemagere, der som lærlinge under krigen ikke havde lært at arbejde med de udenlandske skindtyper. 8 Fremgang og fornyelse Efter 1940’erne, der var præget af krig og begrænsninger, blev 1950’erne et årti karakteriseret af fremgang og fornyelse inden for mange områder på Randers Handskefabrik. Som den første og eneste handskefabrik i Danmark anskaffede Randers Handskefabrik sig omkring 1950 en dólermaskine, som mekanisk kunne høvle handskeskindene ned til den rette tykkelse. At dolere var besværligt arbejde, som handskemagerne tidligere havde udført i hånden, og maskinen medførte en stor rationalisering af produktionen. Dolérmaskinen var den første større teknologiske udvikling inden for branchen, siden stansemaskinen blev indført omkring 1850 og handskesymaskinen opfundet i 1870’erne. Ejnar Vejrum arbejdede desuden med at genetablere et farveri på fabrikken for på den måde at kunne nedbringe virksomhedens lager af færdigfarvede skind. At etablere et farveri var et omfattende projekt, som der blev arbejdet på i mange år, inden det endeligt blev taget i brug i begyndelsen af 1960’erne. Et andet projekt, der blev arbejdet med i 1950’erne, var at etablere et landsdækkende net af forretninger i alle større byer, og i 1959 åbnedes som den første en forretning på Strøget i København. Projektet blev dog aldrig ført ud i livet, da det viste sig at være langt mere omfattende og arbejdskrævende, end man på Randers Handskefabrik havde forestillet sig. I slutningen af 1940’erne skete der desuden det, at regeringen lempede de importreguleringer, der var blevet indført i begyndelsen af 1930’erne. 9 Ejnar Vejrum arbejdede videre med importidéerne fra begyndelsen af 1930’erne, hvilket skulle vise sig at få stor betydning for fabrikkens fremtid. I løbet af 1950’erne tog virksomhedens import af handsker for alvor fart, og Randers Handskefabrik blev nu for alvor såvel en engrosvirksomhed som en produktionsvirksomhed. Importhandskerne kom især fra Italien, hvor arbejdslønnen var langt lavere end i Danmark. En handskemager, der dengang var ansat på fabrikken, husker en vis bitterhed blandt handskemagerne over, at deres arbejdsgiver via importen fratog dem arbejde. Og det var ikke kun blandt svendene, at importen vakte vrede. Den ikke faguddannede Ejnar Vejrum var fra begyndelsen blevet betragtet med en vis skepsis i den øvrige handskebranche. Hans popularitet blev bestemt ikke større af, at han nu for alvor begyndte som importør. De øvrige fabrikanter mente, at importen underminerede branchens eksistensvilkår, hvorimod Ejnar Vejrum selv holdt på, at det var forretningsmæssigt uklogt at vedblive at fremstille handsketyper, som udlandet kunne fremstille billigere i en tilsvarende kvalitet. 1950’erne var et godt årti ikke bare på Randers Handskefabrik, men i hele branchen. Ved indgangen til årtiet lå arbejdsløsheden blandt Handskemagerforeningens medlemmer på kun to procent og det generelle forbrug var stigende. 10 Men trods grund til optimisme var der varsler om dårligere tider forude. Midt i 1950’erne holdt Randers Handskefabrik for eksempel op med at udlære nye lærlinge. Det faldende behov for tilførsel af ny arbejdskraft på fabrikken hang sandsynligvis sammen med den effektivisering af arbejdet, som den nye dolérmaskine havde medført. Men selvom det samlede konsum i Danmark i perioden 1932-1958 steg med 78%, kan også den stigende import af handsker meget vel have betydet et fald i afsætningen af de 4
egenproducerede handsker allerede på dette tidspunkt og dermed mindsket behovet nye handskemagere. 11 Handsker døgnet rundt At være handskefabrikant på Randers Handskefabrik var nærmest en 24-timers beskæftigelse, husker Ellen Vejrum, Ejnar Vejrums anden hustru. Ellen og Ejnar Vejrum blev gift i slutningen af 1940’erne, efter at Linea Vejrum var død i begyndelsen af 1940’erne. Ellen og Ejnar Vejrums aftener blev som regel tilbragt på den mennesketomme fabrik, hvor Ejnar Vejrum sorterede skind på lageret, og Ellen Vejrum arbejdede i bogholderiet, sorterede handsker eller designede nye handsker i samarbejde med sin mand. Arbejde, fritid og fornøjelse var én og samme ting for ægteparret. Når repræsentanter eller kunder kom på besøg på fabrikken, skete det ofte, at de blev inviteret på frokost eller kaffe i privaten, der lå i forhuset til fabrikken. Under frokosten blev der uundgåeligt snakket handsker, men i lige så høj grad om aktuelle eller private emner. Ægteparret omgikkes stort set kun andre handskefolk, og mødtes ikke sjældent til søndagsfrokost med en kunde, som Ejnar Vejrum i den forløbne uge havde haft et voldsomt sammenstød med om priser eller kvalitet. På samme måde gik ferieture som regel til fjerne dele af landet, hvor dagstimerne bød på kundebesøg og aftenerne på middage med kunderne. Og familiens årlige udenlandsrejser til for eksempel Frankrig eller Italien blev tilrettelagt efter, hvilke leverandører eller samarbejdspartnere, det passede at aflægge besøg hos. Næste generation på fabrikken Erik og Arne Vejrum var udset til at overtage fabrikken efter deres far, og deres uddannelse blev nøje tilrettelagt med det mål for øje. I 1944 kom den ældste søn, Erik, i lære som handskemager på fabrikken. Hans oplæring som handskefabrikant indbefattede også et år i den franske handskeby Grenoble og studier ved Handelshøjskolen. Og i 1953 overtog han Aalborg Handskefabrik for at gøre sig erfaringer som selvstændig, inden han gik ind i familiefirmaet. Den yngste søn, Arne, påbegyndte en uddannelse for at blive garver og farver. Ejnar Vejrum var nemlig klar over, at det ville kræve stor fagkundskab i virksomheden at få det ønskede farveri etableret og gjort effektivt. Arne Vejrums teoretiske og praktiske oplæring kom til at vare næsten ti år og bestod blandet andet af et handelsskoleophold i Schweiz, en uddannelse på National Leather Sellers College i London samt adskillige års arbejde på garverier i Frankrig. Den 8. august 1962 på 35-årsdagen for Ejnar Vejrums overtagelse af Randers Handskefabrik, vendte den 33-årige Erik Vejrum og den 24-årige Arne Vejrum officielt tilbage til Randers for at gå ind i den daglige drift af fabrikken. Erik Vejrum gik ind i arbejdet med handskefremstillingen, og Arne Vejrum fik etableret garveriet, skønt de første år var ét langt eksperiment med farvestoffer og råvarer. Udviklingen af farveriet var kostbart, og i denne periode var det af stor betydning, at virksomheden var velkonsolideret og havde en reservekapital at trække på. Fra midten af 1960’erne var farveriet etableret og kørte driftssikkert. Hårde tider i handskebranchen I begyndelsen af 1960’erne var Randers Handsker landets største handskefabrik med i alt omkring 80 ansatte. Virksomhedens to største konkurrenter var N.F. Larsen og Sønner samt E. Jensen og søn, der begge lå i København. Desuden fandtes en række mindre og ganske små handskefabrikanter rundt omkring i landet. Det gik stadig godt i branchen, men der skulle ikke gå mange år, inden handskeproduktionen blev trængt, og fabrikant efter fabrikant måtte lukke. Det var især den stadig stigende handskeimport, der underminerede indtjeningen for de danske fabrikker. Randers Handskefabrik var økonomisk velkonsolideret sammenlignet med de øvrige fabrikanter. Virksomheden havde indtægten fra de importerede handsker af de typer, som det ikke længere var 5
Page 1 and 2: KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRB
Page 3: handskemagerne fra andre europæisk
Page 7 and 8: forsiden i de landsdækkende medier
Page 9 and 10: hvert trin i produktionen, betyder
Page 11 and 12: På handskemagerværkstedet arbejde
Page 13 and 14: efteruddannelse, men en sådan efte

kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?