kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
handskemagerne fra andre europæiske lande, primært de tysktalende. Trods sprogvanskeligheder<br />
klarede man sig, svendene havde deres faglighed til fælles, og kommunikationen blev også lettet af,<br />
at alle fagudtryk inden for handskemageriet er franske. Det gjaldt, hvad enten man var udlært i<br />
Trier, Hamborg, Grenoble eller Randers.<br />
Lærlingene stod på værksted sammen med værkfører Jens Peter Ditlev, der var deres læremester,<br />
og som regel var der fire læredrenge under oplæring ad gangen. Oplæringen skred langsomt frem.<br />
Som det første skulle lærlingen lære at håndtere den store handskemagersaks. Dernæst fik han lov<br />
til at bearbejde skind til kiler mellem handskens fingre – kaldet stråler – og til børneluffer. Efter<br />
omkring halvandet år begyndte lærlingen at arbejde selvstændigt med at fremstille handsker, og det<br />
sidste år af læretiden arbejdede lærlingen på halv akkord. Det betød, at lærlingen udførte samme<br />
arbejde som svendene, men at akkorden kun var halvdelen af de uddannede svendes. Lærlingene<br />
lærte både fagets formelle arbejdsgange og mange små fif, som når Jens Peter Ditlev viste dem,<br />
hvordan han ved at trække et skind hen over sin skaldede isse kunne tilføre det en anelse fedt, som<br />
gjorde det en nuance mørkere. I en periode i 1930’erne ansatte fabrikken kun læredrenge over 18 år,<br />
muligvis fordi man ønskede at ansætte potentielle lærlinge som arbejdsdrenge først for at se dem an.<br />
Men princippet blev opgivet, og op gennem 1940’erne var de fleste læredrenge 14-15 år, når de gik<br />
i gang med den fire år lange læretid. En læredreng fra dengang husker sig selv og de andre lærlinge<br />
i de første læreår som de rene ”drengerøve”, der så snart værkføreren forlod værkstedet, havde<br />
større trang til at lukke hostefremkaldende røg ud af kakkelovnen eller drille pigerne på systuen end<br />
til at skære handsker.<br />
Ikke alle medarbejderne i produktionen havde deres arbejdsplads på fabrikken i Vestergrave.<br />
Inden for handskefremstilling har der altid været en stærk tradition for hjemmearbejde. Det har især<br />
drejet sig om syerskerne, og selvom størstedelen af syerskerne på Randers Handskefabrik siden<br />
1927 har arbejdet på selve fabrikken, har der helt op i nutiden været syersker, der har siddet<br />
hjemme. Der har været tale om både deciderede handskesyersker og om for eksempel ældre<br />
kvinder, der supplerede deres indtægt ved at sy stikninger og brodere pynt på handskerne. De sidste<br />
gik under betegnelsen ”småtsyende damer”. De småtsyende damer var med til at præge dagligdagen<br />
på fabrikken helt op i 1970’erne, når de kom for at hente eller aflevere deres opgaver. Også<br />
handskemagere har gennem tiderne arbejdet hjemme, dog ikke i samme omfang som syerskerne. At<br />
det har været muligt med en høj grad af hjemmearbejde hænger sammen med, at hverken at skære<br />
eller sy handsker kræver det store produktionsudstyr.<br />
Handskefremstilling i krigstider<br />
Som i alle andre danske virksomheder satte udbruddet af Anden Verdenskrig sit præg på dagligdagen<br />
på Randers Handskefabrik. For eksempel blev handskemagerværkstedet mindre farverigt, da<br />
de udenlandske svende forsvandt, blandt andet fordi de tyske svende blev kaldt hjem til<br />
militærtjeneste.<br />
Krigen betød også, at virksomheden hurtigt løb ind i store problemer med at skaffe råvarer. Den<br />
vigtigste skindtype på fabrikken var importerede lammeskind, som det ikke længere var muligt at få<br />
fat på. De udenlandske lammeskind kunne ikke uden videre erstattes af danske lammeskind, der<br />
blev brugt til andre formål, og som desuden ikke var af den rette kvalitet til handskefremstilling. I<br />
stedet for lammeskindene begyndte <strong>handskefabrik</strong>anterne at bruge skind fra danske sødmælkskalve.<br />
Skindene gav solide og gode handsker, men var grovere end lammeskindene og store og tunge for<br />
handskemagerne at arbejde med. På Randers Handskefabrik blev der lagt stor energi og<br />
opfindsomhed i at finde anvendelige skind til at supplere kalveskindene. Rødspætteskind var blandt<br />
de materialer, der aldrig rigtig slog an. Også skind til handskefor var en mangelvare, så for<br />
lærlingene var det lig med en ekstra skilling i lønningsposen, hvis de fandt en død kat på vejen.<br />
3