kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

More documents

Recommendations

Info

entabelt at fremstille i Danmark. Samtidig havde den bankuddannede Ejnar Vejrum gennem årene investeret overskuddet fra fabrikken – primært i fast ejendom og jord – således at virksomheden havde en kapitalreserve at trække på. En skindgrossist, der i 1960’erne handlede med de forskellige fabrikanter i branchen, husker tydeligt, at Randers Handskefabrik var den eneste fabrikant, der tog de ændrede markedsvilkår alvorligt og i tide var begyndt også selv at importere. Man tænkte ganske enkelt mere forretningsorienteret på Randers Handskefabrik end i den øvrige branche. Hvor sårbar situationen i branchen var, fremgår blandt andet af en udbudssag fra midten af 1960’erne. Tidligere havde de lokale politimestre i de danske byer købt politihandsker hos en lokal handskefabrikant, men midt i 1960’erne havde Rigspolitimesteren i en årrække stået for indkøbet af handsker til den samlede danske politistyrke. Det var en stor ordre, der med mellemrum blev sendt i udbud. I en årrække var det den kooperative handskefabrik Minerva i København, der vandt ordren på politihandskerne. Men i midten af 1960’erne lykkedes det Randers Handskefabrik at erobre politiordren fra Minerva. Generelt mente man i branchen, at Randers Handskefabrik til den aftalte pris måtte fremstille politihandskerne med underskud. Tabet af politiordren gav dødsstødet til Minerva, der lukkede et par år efter. Men trods sin gode økonomi havde også Randers Handskefabrik brug for at sætte produktionen i vejret, og en syerske fra dengang husker, at ordren var velkommen og betød ekstra arbejde på fabrikken i Randers. Produktudvikling De udenlandske handsker blev i stadig større mængde hentet til landet af en bred vifte af importører. Derfor begyndte Randers Handskefabrik i slutningen af 1960’erne at arbejde med produktion og import af andre varegrupper end handsker for at sprede virksomhedens interesser. I importdelen af virksomheden forsøgte man sig blandt andet med tasker og tørklæder fra især Italien. I produktionen eksperimenterede man også og begyndte sidst i 1960’erne at fremstille skindbeklædning. Og som det var tilfældet inden for handskefremstillingen, satsede Randers Handskefabrik på at producere skindtøj, der kunne konkurrere med importvarerne på kvaliteten frem for på prisen. Skindbeklædningen blev en stor salgssucces op gennem 1970’erne, og mængder af safarijakker, hot pants og veste forlod fabrikkens systue. Fabrikken ansatte en dameskrædder og oplærte syersker til at sy skindtøj. Det var let at få syersker, da flere konfektionsfabrikker i Randers lukkede i samme periode. Ligeledes begyndte nogle af fabrikkens egne handskesyersker at sy skindtøj, da der ikke længere var så mange handsker at sy. For handskeproduktionen havde nu ikke kun importen at slås med. Tendensen til et generelt faldende handskesalg, som så småt var begyndt i 1960’erne, slog nu for alvor igennem. De dage var ovre, hvor en dame ikke forlod sit hjem uden hat og handsker. Hot pants var hippe, pæne skindhandsker var gammeldags. Randers Handskefabriks produktion af skindtøj steg så voldsomt, at det blev overvejet at nedlægge handskeproduktionen til fordel for en satsning på skindbeklædning. Men det blev kun ved overvejelserne. Både Ejnar, Erik og Arne Vejrum betragtede handskemageriet som det faglige fundament i virksomheden. Det skulle vise sig at blive fabrikkens redning, for produktionen af skindtøj fik en brat afslutning. I løbet af ganske få år først i 1980’erne blev det danske marked oversvømmet af udenlandsk skindtøj, hvis detailpris var på niveau med Randers Handskefabriks en grospris. Prisforskellen var så stor, at kvalitetsforskellen ikke var nok til at kompensere for den. Nærmest fra det ene år til det andet blev Randers Handskefabrik nødt til at lukke produktionen ned. I et af kriseårene blev virksomhedens kollektion af skindtøj stjålet fra fabrikken få dage inden, den skulle præsenteres på modemessen i Bellacenteret. Alle på fabrikken arbejdede i døgndrift, og det lykkedes at fremstillet en ny kollektion, inden messen gik i gang – en arbejdsindsats som gav en omfattende mediedækning. Men det hjalp ikke stort på salget, at Randers Handskefabrik ramte 6
forsiden i de landsdækkende medier. Eventyret med skindbeklædning var definitivt slut, og virksomheden kunne prise sig lykkelig for at have holdt fast i handskeproduktionen. Den sidste handskefabrik i Danmark I midten af 1970’erne lukkede N.F. Larsen og Sønner som den sidste af Randers Handskefabriks danske konkurrenter. Familien Vejrum betragtede ikke Randers Handskefabrik som lukningstruet, men alligevel oplyste Ejnar Vejrum i 1975 til Statens Humanistiske Forskningsråds industriregistrering, at økonomiske forhold på et tidspunkt ville kunne tvinge virksomheden til lukning. 12 Handskemageriet var langt fra det eneste håndværksfag, der havde svært ved at overleve konkurrencen fra masseproduktionen. Desuden er handskefremstilling løntungt arbejde, hvilket gør faget ekstra sårbart over for konkurrence fra lande med lave lønomkostninger. Branchen var ikke kun presset i Danmark. I løbet af en årrække blev Randers Handskefabrik den eneste tilbageværende handskefabrikant i det vellønnede, nordlige Europa. Der fremstilles i dag i begyndelsen af 2000-tallet stadig handsker i England og i begrænset omfang i det sydlige Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal, Holland og Frankrig. I Italien i området omkring Napoli findes stadig en produktion af et vist omfang. Men den væsentligste del af produktionen af skindhandsker findes i Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og til dels de baltiske lande, hvor lønniveauet stadig er lavt. Skønt forholdet mellem Randers Handskefabrik og fabrikkens konkurrenter i branchen ofte havde været anspændt, oplevede ejerne det som et tab, da virksomheden mistede sin sidste konkurrent, og det faglige miljø i landet dermed forsvandt. Ligeledes førte positionen som den eneste handskeproducent i landet til, at Randers Handskefabrik i en årrække blev mødt med skepsis blandt kunderne, der på det konkurrencefri marked begyndte at sætte spørgsmålstegn ved prisen på fabrikkens varer. Behov for nye lærlinge I begyndelsen af 1980’erne stod Randers Handskefabrik over for en ny udfordring. Det var snart 30 år siden, den sidste lærling var blevet udlært på fabrikken, og den gamle generation af handskemagere var alle over 50 år og så småt ved at trække sig ud af arbejdsmarkedet. I de mellemliggende år havde nedgangen inden for branchen betydet, at der altid havde været tilstrækkelig med arbejdskraft. Nu havde Randers Handskefabrik til gengæld hårdt brug for nye lærlinge, hvis den forsatte handskeproduktion skulle sikres, men på et tidspunkt i 1970’erne, da landets andre fabrikker lukkede, var handskemagerfagets lærlingeuddannelse ophørt med at eksistere. Randers Handskefabrik arbejdede intensivt på at få genoprettet en lærlingeuddannelse, men det lykkedes ikke. I stedet forsøgte virksomheden gennem arbejdsformidlingen at tilbyde en treårig oplæringsperiode. Men muligvis fordi der ikke var tale om en etableret uddannelse med afsluttende svendebrev, var det ikke muligt at finde interesserede unge. Situationen var alvorlig, og problemet blev først løst, da der midt i 1980’erne blev etableret en fælles lærlingeuddannelse med bundtmagerne, et andet lille fag inden for skindindustrien. Udsigten til et svendebreve efter endt læretid gjorde sin virkning, og i 1987 blev der atter uddannet en handskemager på Randers Handskefabrik med Erik Vejrum som læremester. To år senere i 1989 blev den første kvindelige handskemager nogensinde uddannet på fabrikken. I perioden 1984-1995 blev der på Randers Handskefabrik udlært fire handskemagere, hvoraf den ene stadig arbejder på fabrikken. Med uddannelsen af de nye handskemagere sluttede en epoke. De gamle handskemagere, der efterhånden alle var gået på pension, havde deres rødder i en faglig kultur, som den unge generation af handskemagere aldrig kunne blive en del af, skønt at de håndværksmæssigt videreførte traditionerne inden for faget. Men målet var nået. Faget var reddet fra at uddø, og den fremtidige produktion på fabrikken i Randers sikret. 7
Page 1 and 2: KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRB
Page 3 and 4: handskemagerne fra andre europæisk
Page 5: egenproducerede handsker allerede p
Page 9 and 10: hvert trin i produktionen, betyder
Page 11 and 12: På handskemagerværkstedet arbejde
Page 13 and 14: efteruddannelse, men en sådan efte

kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?