kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG <strong>2004</strong><br />
RANDERS HANDSKEFABRIK<br />
– EN VIRKSOMHED HVOR FORTID OG NUTID MØDES<br />
Af Lene Sørensen<br />
I 2003 gennemførte Kulturhistorisk Museum en samtidsdokumentation af Randers Handskefabrik,<br />
der er en virksomhed, hvor tradition og historie spiller en afgørende rolle. Kulturhistorisk Museum<br />
har gennem en årrække arbejdet målrettet med at dokumentere Randers håndværks- og industrihistorie,<br />
og det var i den forbindelse oplagt at dokumentere Randers Handskefabrik, der er verdens<br />
ældste <strong>handskefabrik</strong>, Randers ældste produktionsvirksomhed og den eneste tilbageværende<br />
<strong>handskefabrik</strong> i Nordeuropa. Dertil kommer, at fabrikken viderefører en mere end 300 år gammel<br />
tradition for at fremstille handsker i Randers. Dokumentationen blev støttet af Kulturarvsstyrelsen. 1<br />
En fabrik med traditioner<br />
Randers Handskefabrik er en privatejet virksomhed, som ejes af brødrene Erik og Arne Vejrum, der<br />
har overtaget fabrikken efter deres far, Ejnar Vejrum. Erik Vejrum er uddannet handskemager, og<br />
Arne Vejrum er uddannet farver og garver. Virksomheden er både en produktions-, en import- og<br />
en detailvirksomhed og beskæftiger 26 faste medarbejdere fordelt på fabrikken i Vestergrave 18 i<br />
Randers og virksomhedens to detailforretninger i Brødregade i Randers og på Strøget i København.<br />
Fabrikken har været i familiens eje siden 1927, hvor den bankuddannede Ejnar Vejrum vendte<br />
hjem til Danmark efter i flere år at have arbejdet i Paris og London. Han var på udkik efter arbejde,<br />
men i kølvandet på Handelsbankens krak var der krise i banksektoren og intet arbejde at få. I stedet<br />
foreslog en tidligere kollega fra Randers Disconto- og Lånebank, at Ejnar Vejrum købte Randers<br />
Handskefabrik, der var blevet sat til salg efter den forrige ejers død. Ejnar Vejrum slog til og stod<br />
27-år gammel som <strong>handskefabrik</strong>ant uden kendskab til hverken håndværket eller branchen.<br />
Det var en virksomhed med 116 års historie bag sig, som Ejnar Vejrum blev ejer af. Der havde<br />
været handskeproduktion i større stil i Randers siden slutningen af 1600-tallet. I 1700-tallet havde<br />
produktionen været meget betydelig, og Randers Handsker var blevet et begreb i både ind- og<br />
udland. Men handskefremstillingen sygnede hen i sidste halvdel af århundredet. Da Randers<br />
Handskefabrik blev grundlagt i 1811, skete det for at genoplive den randrusianske handskefremstillingen.<br />
Genoplivningen indbefattede, at der blev hentet et hold handskemagere fra Grenoble i<br />
Frankrig til byen. Franskmændene introducerede det franske handskemageri, som adskilte sig fra<br />
det traditionelt danske ved at anvende alungarvede skind samt ved en avanceret efterbehandling af<br />
skindene, hvilket sikrede en bedre pasform. I 1817 overtog en af de franske handskemagere, Louis<br />
Mattat, fabrikken. Familien Mattat drev i tre generationer fabrikken indtil 1893, hvor den blev<br />
overtaget af handskemager M. Thomsen. Ved Thomsens død i 1927 købte Ejnar Vejrum fabrikken.<br />
Virksomheden havde fra 1811 og frem oplevet perioder med succes og fremgang og havde haft<br />
forretninger i både London og New York. Men dårlige tider var sat ind i forbindelse med 1.<br />
Verdenskrig, hvor manglen på råvarer truede med at lukke ikke kun Randers Handskefabrik, men<br />
også de øvrige handskeproducenter i landet. 2 Hvor mange af de øvrige handskeproducenter dog<br />
1
hurtigt fik gang i produktionen og omsætningen igen efter krigen, syntes Randers Handskefabrik at<br />
have fået sit banesår. Da Ejnar Vejrum tog over, var garveriet lukket ned, virksomheden<br />
beskæftigede kun ti ansatte, og de fleste af forretningerne var solgt, så kun en eneforhandler i<br />
København og virksomhedens egen forretning i Torvegade i Randers var tilbage.<br />
Randers Handskefabrik reetableres<br />
Ejnar Vejrum købte på det rigtige tidspunkt. 1927 kom til at markere afslutningen på en fire år lang<br />
afmatningsperiode i økonomien, og slutningen af 1920’erne skulle vise sig at blive de økonomisk<br />
set bedste år i mellemkrigstiden. 3 Samtidig lagde Ejnar Vejrum og hans svensk fødte hustru, Linea<br />
Vejrum, stort set al deres vågne tid i arbejdet på fabrikken, og i løbet af få år blev den skrantende<br />
virksomhed igen velfungerende og overskudsgivende. I 1931 flyttede Randers Handskefabrik til<br />
bedre lokaler i sin nuværende placering i Vestergrave 18, og familien Vejrum flyttede ind i en<br />
lejlighed i forhuset. Den nye fabrikant koncentrerede sig om ledelsen af fabrikken og overlod<br />
ansvaret for den daglige produktion til værkføreren, Jens Peter Ditlev, der havde været ansat under<br />
den forrige ejer. Jens Peter Ditlevs læremester havde stået i lære hos Charles Mattat. På den måde<br />
stod Jens Peter Ditlev som garant for videreførelsen af det klassiske, kvalitetsorienterede franske<br />
handskemageri, der fortsat var fabrikkens varemærke.<br />
Ejnar Vejrum satsede ikke udelukkende på virksomhedens egenproduktion. Han begyndte snart at<br />
undersøge mulighederne for at udvide virksomhedens forretningsområde med at importere<br />
handsker. Importen af handsker må dog være blevet hæmmet kraftigt af de importrestriktioner, den<br />
danske regering indførte i 1932 for at bekæmpe arbejdsløsheden i de kriseramte 1930’ere.<br />
Restriktionerne gjaldt færdigproducerede varer fra udlandet, hvorimod der blev givet<br />
importtilladelser til råvarer, der ikke kunne fremstilles i Danmark. 4 Det betød, at de danske<br />
<strong>handskefabrik</strong>anter havde rigelige leverancer af udenlandske gede- og lammeskind, som var vigtige<br />
i produktionen, men at de ikke behøvede at bekymre sig stort om konkurrencen fra storproducenter<br />
af skindhandsker som Frankrig og Italien. Selvom restriktionerne ramte Randers Handskefabriks<br />
mulighed for import, nød fabrikken som de øvrige fabrikanter godt af den beskyttelse af<br />
egenproduktionen, som importrestriktionerne førte med sig. Og på trods af den generelle krise i<br />
1930’erne var årtiet for fabrikken da også præget af en stor, stabil produktion, der gjorde det muligt<br />
i hele perioden at holde 10-15 faguddannede handskemagere beskæftigede.<br />
Medarbejdere og arbejdsforhold i mellemkrigstiden<br />
Handskemagernes arbejde bestod i at bearbejde skindet, så det fik den ønskede elasticitet og i at<br />
skære det ønskede antal handsker ud af hvert enkelt handskeskind. Udstansning af handskerne og<br />
selve syningen var ufaglært kvindearbejde. Trods de klare grænser mellem arbejdsopgaverne var<br />
medarbejderne organiseret i samme fagforbund, Handskemagerforeningen af 1875. Her var<br />
kvinderne blevet optaget i 1918 efter at være blevet afvist af Kvindeligt Arbejderforbund, der<br />
betragtede oplæringen som handskesyerske som så specialiseret, at handskesyerskerne var at<br />
sidestille med faglært arbejde. 5<br />
At det gik godt for handskebranchen i 1930’erne, ses også af, at der var stor tilgang af lærlinge til<br />
faget. Faktisk var tilgangen så stor, at fagforbundet fandt den ”foruroligende”, muligvis fordi<br />
lærlingene kunne tage en del af arbejdet fra de færdiguddannede svende. I det hele taget ønskede<br />
Handskemagerforeningen mere organiserede forhold omkring læretiden, og foreningen fik i 1936<br />
forhandlet et svendeprøveregulativ på plads med arbejdsgiverforeningen, Handskemagerlauget i<br />
Danmark. 6<br />
På fabrikken i Randers stod svende og lærlinge på hvert deres værksted. På svendenes værksted<br />
oppe under taget svirrede gloser på flere sprog i luften. Der var nemlig tradition for på Randers<br />
Handskefabrik at have ansat mange udenlandske svende, og i 1930’erne kom omkring halvdelen af<br />
2
handskemagerne fra andre europæiske lande, primært de tysktalende. Trods sprogvanskeligheder<br />
klarede man sig, svendene havde deres faglighed til fælles, og kommunikationen blev også lettet af,<br />
at alle fagudtryk inden for handskemageriet er franske. Det gjaldt, hvad enten man var udlært i<br />
Trier, Hamborg, Grenoble eller Randers.<br />
Lærlingene stod på værksted sammen med værkfører Jens Peter Ditlev, der var deres læremester,<br />
og som regel var der fire læredrenge under oplæring ad gangen. Oplæringen skred langsomt frem.<br />
Som det første skulle lærlingen lære at håndtere den store handskemagersaks. Dernæst fik han lov<br />
til at bearbejde skind til kiler mellem handskens fingre – kaldet stråler – og til børneluffer. Efter<br />
omkring halvandet år begyndte lærlingen at arbejde selvstændigt med at fremstille handsker, og det<br />
sidste år af læretiden arbejdede lærlingen på halv akkord. Det betød, at lærlingen udførte samme<br />
arbejde som svendene, men at akkorden kun var halvdelen af de uddannede svendes. Lærlingene<br />
lærte både fagets formelle arbejdsgange og mange små fif, som når Jens Peter Ditlev viste dem,<br />
hvordan han ved at trække et skind hen over sin skaldede isse kunne tilføre det en anelse fedt, som<br />
gjorde det en nuance mørkere. I en periode i 1930’erne ansatte fabrikken kun læredrenge over 18 år,<br />
muligvis fordi man ønskede at ansætte potentielle lærlinge som arbejdsdrenge først for at se dem an.<br />
Men princippet blev opgivet, og op gennem 1940’erne var de fleste læredrenge 14-15 år, når de gik<br />
i gang med den fire år lange læretid. En læredreng fra dengang husker sig selv og de andre lærlinge<br />
i de første læreår som de rene ”drengerøve”, der så snart værkføreren forlod værkstedet, havde<br />
større trang til at lukke hostefremkaldende røg ud af kakkelovnen eller drille pigerne på systuen end<br />
til at skære handsker.<br />
Ikke alle medarbejderne i produktionen havde deres arbejdsplads på fabrikken i Vestergrave.<br />
Inden for handskefremstilling har der altid været en stærk tradition for hjemmearbejde. Det har især<br />
drejet sig om syerskerne, og selvom størstedelen af syerskerne på Randers Handskefabrik siden<br />
1927 har arbejdet på selve fabrikken, har der helt op i nutiden været syersker, der har siddet<br />
hjemme. Der har været tale om både deciderede handskesyersker og om for eksempel ældre<br />
kvinder, der supplerede deres indtægt ved at sy stikninger og brodere pynt på handskerne. De sidste<br />
gik under betegnelsen ”småtsyende damer”. De småtsyende damer var med til at præge dagligdagen<br />
på fabrikken helt op i 1970’erne, når de kom for at hente eller aflevere deres opgaver. Også<br />
handskemagere har gennem tiderne arbejdet hjemme, dog ikke i samme omfang som syerskerne. At<br />
det har været muligt med en høj grad af hjemmearbejde hænger sammen med, at hverken at skære<br />
eller sy handsker kræver det store produktionsudstyr.<br />
Handskefremstilling i krigstider<br />
Som i alle andre danske virksomheder satte udbruddet af Anden Verdenskrig sit præg på dagligdagen<br />
på Randers Handskefabrik. For eksempel blev handskemagerværkstedet mindre farverigt, da<br />
de udenlandske svende forsvandt, blandt andet fordi de tyske svende blev kaldt hjem til<br />
militærtjeneste.<br />
Krigen betød også, at virksomheden hurtigt løb ind i store problemer med at skaffe råvarer. Den<br />
vigtigste skindtype på fabrikken var importerede lammeskind, som det ikke længere var muligt at få<br />
fat på. De udenlandske lammeskind kunne ikke uden videre erstattes af danske lammeskind, der<br />
blev brugt til andre formål, og som desuden ikke var af den rette kvalitet til handskefremstilling. I<br />
stedet for lammeskindene begyndte <strong>handskefabrik</strong>anterne at bruge skind fra danske sødmælkskalve.<br />
Skindene gav solide og gode handsker, men var grovere end lammeskindene og store og tunge for<br />
handskemagerne at arbejde med. På Randers Handskefabrik blev der lagt stor energi og<br />
opfindsomhed i at finde anvendelige skind til at supplere kalveskindene. Rødspætteskind var blandt<br />
de materialer, der aldrig rigtig slog an. Også skind til handskefor var en mangelvare, så for<br />
lærlingene var det lig med en ekstra skilling i lønningsposen, hvis de fandt en død kat på vejen.<br />
3
Katteskind er nemlig blødt og velegnet til for. Materialemanglen fortsatte i de første efterkrigsår,<br />
men i 1948 kom branchens tildeling af skind op på 85% af det normale årlige forbrug. 7<br />
De lærlinge, der blev lært op under og lige efter Anden Verdenskrig, fik ikke lært at arbejde med<br />
de forskellige skindtyper, som det ellers krævedes for at blive udlært. En tidligere lærling på<br />
Randers Handskefabrik husker, hvordan der ikke blev uddelt medaljer til bedste de svendestykker,<br />
da han var til svendeprøve på Teknologisk Institut i København. Medaljerne forudsatte nemlig, at<br />
der blev skåret flere forskellige skindtyper til svendeprøven. Fagforbundet var opmærksom på<br />
problemet og begyndte i 1948 at arbejde med planerne om en fagskole for de handskemagere, der<br />
som lærlinge under krigen ikke havde lært at arbejde med de udenlandske skindtyper. 8<br />
Fremgang og fornyelse<br />
Efter 1940’erne, der var præget af krig og begrænsninger, blev 1950’erne et årti karakteriseret af<br />
fremgang og fornyelse inden for mange områder på Randers Handskefabrik.<br />
Som den første og eneste <strong>handskefabrik</strong> i Danmark anskaffede Randers Handskefabrik sig<br />
omkring 1950 en dólermaskine, som mekanisk kunne høvle handskeskindene ned til den rette<br />
tykkelse. At dolere var besværligt arbejde, som handskemagerne tidligere havde udført i hånden, og<br />
maskinen medførte en stor rationalisering af produktionen. Dolérmaskinen var den første større<br />
teknologiske udvikling inden for branchen, siden stansemaskinen blev indført omkring 1850 og<br />
handskesymaskinen opfundet i 1870’erne. Ejnar Vejrum arbejdede desuden med at genetablere et<br />
farveri på fabrikken for på den måde at kunne nedbringe virksomhedens lager af færdigfarvede<br />
skind. At etablere et farveri var et omfattende projekt, som der blev arbejdet på i mange år, inden<br />
det endeligt blev taget i brug i begyndelsen af 1960’erne.<br />
Et andet projekt, der blev arbejdet med i 1950’erne, var at etablere et landsdækkende net af<br />
forretninger i alle større byer, og i 1959 åbnedes som den første en forretning på Strøget i<br />
København. Projektet blev dog aldrig ført ud i livet, da det viste sig at være langt mere omfattende<br />
og arbejdskrævende, end man på Randers Handskefabrik havde forestillet sig.<br />
I slutningen af 1940’erne skete der desuden det, at regeringen lempede de importreguleringer, der<br />
var blevet indført i begyndelsen af 1930’erne. 9 Ejnar Vejrum arbejdede videre med importidéerne<br />
fra begyndelsen af 1930’erne, hvilket skulle vise sig at få stor betydning for fabrikkens fremtid. I<br />
løbet af 1950’erne tog virksomhedens import af handsker for alvor fart, og Randers Handskefabrik<br />
blev nu for alvor såvel en engrosvirksomhed som en produktionsvirksomhed. Importhandskerne<br />
kom især fra Italien, hvor arbejdslønnen var langt lavere end i Danmark. En handskemager, der<br />
dengang var ansat på fabrikken, husker en vis bitterhed blandt handskemagerne over, at deres<br />
arbejdsgiver via importen fratog dem arbejde. Og det var ikke kun blandt svendene, at importen<br />
vakte vrede. Den ikke faguddannede Ejnar Vejrum var fra begyndelsen blevet betragtet med en vis<br />
skepsis i den øvrige handskebranche. Hans popularitet blev bestemt ikke større af, at han nu for<br />
alvor begyndte som importør. De øvrige fabrikanter mente, at importen underminerede branchens<br />
eksistensvilkår, hvorimod Ejnar Vejrum selv holdt på, at det var forretningsmæssigt uklogt at<br />
vedblive at fremstille handsketyper, som udlandet kunne fremstille billigere i en tilsvarende kvalitet.<br />
1950’erne var et godt årti ikke bare på Randers Handskefabrik, men i hele branchen. Ved<br />
indgangen til årtiet lå arbejdsløsheden blandt Handskemagerforeningens medlemmer på kun to<br />
procent og det generelle forbrug var stigende. 10 Men trods grund til optimisme var der varsler om<br />
dårligere tider forude. Midt i 1950’erne holdt Randers Handskefabrik for eksempel op med at<br />
udlære nye lærlinge. Det faldende behov for tilførsel af ny arbejdskraft på fabrikken hang<br />
sandsynligvis sammen med den effektivisering af arbejdet, som den nye dolérmaskine havde<br />
medført. Men selvom det samlede konsum i Danmark i perioden 1932-1958 steg med 78%, kan<br />
også den stigende import af handsker meget vel have betydet et fald i afsætningen af de<br />
4
egenproducerede handsker allerede på dette tidspunkt og dermed mindsket behovet nye<br />
handskemagere. 11<br />
Handsker døgnet rundt<br />
At være <strong>handskefabrik</strong>ant på Randers Handskefabrik var nærmest en 24-timers beskæftigelse,<br />
husker Ellen Vejrum, Ejnar Vejrums anden hustru. Ellen og Ejnar Vejrum blev gift i slutningen af<br />
1940’erne, efter at Linea Vejrum var død i begyndelsen af 1940’erne. Ellen og Ejnar Vejrums<br />
aftener blev som regel tilbragt på den mennesketomme fabrik, hvor Ejnar Vejrum sorterede skind<br />
på lageret, og Ellen Vejrum arbejdede i bogholderiet, sorterede handsker eller designede nye<br />
handsker i samarbejde med sin mand.<br />
Arbejde, fritid og fornøjelse var én og samme ting for ægteparret. Når repræsentanter eller kunder<br />
kom på besøg på fabrikken, skete det ofte, at de blev inviteret på frokost eller kaffe i privaten, der lå<br />
i forhuset til fabrikken. Under frokosten blev der uundgåeligt snakket handsker, men i lige så høj<br />
grad om aktuelle eller private emner. Ægteparret omgikkes stort set kun andre handskefolk, og<br />
mødtes ikke sjældent til søndagsfrokost med en kunde, som Ejnar Vejrum i den forløbne uge havde<br />
haft et voldsomt sammenstød med om priser eller kvalitet. På samme måde gik ferieture som regel<br />
til fjerne dele af landet, hvor dagstimerne bød på kundebesøg og aftenerne på middage med<br />
kunderne. Og familiens årlige udenlandsrejser til for eksempel Frankrig eller Italien blev tilrettelagt<br />
efter, hvilke leverandører eller samarbejdspartnere, det passede at aflægge besøg hos.<br />
Næste generation på fabrikken<br />
Erik og Arne Vejrum var udset til at overtage fabrikken efter deres far, og deres uddannelse blev<br />
nøje tilrettelagt med det mål for øje. I 1944 kom den ældste søn, Erik, i lære som handskemager på<br />
fabrikken. Hans oplæring som <strong>handskefabrik</strong>ant indbefattede også et år i den franske handskeby<br />
Grenoble og studier ved Handelshøjskolen. Og i 1953 overtog han Aalborg Handskefabrik for at<br />
gøre sig erfaringer som selvstændig, inden han gik ind i familiefirmaet.<br />
Den yngste søn, Arne, påbegyndte en uddannelse for at blive garver og farver. Ejnar Vejrum var<br />
nemlig klar over, at det ville kræve stor fagkundskab i virksomheden at få det ønskede farveri<br />
etableret og gjort effektivt. Arne Vejrums teoretiske og praktiske oplæring kom til at vare næsten ti<br />
år og bestod blandet andet af et handelsskoleophold i Schweiz, en uddannelse på National Leather<br />
Sellers College i London samt adskillige års arbejde på garverier i Frankrig.<br />
Den 8. august 1962 på 35-årsdagen for Ejnar Vejrums overtagelse af Randers Handskefabrik,<br />
vendte den 33-årige Erik Vejrum og den 24-årige Arne Vejrum officielt tilbage til Randers for at gå<br />
ind i den daglige drift af fabrikken. Erik Vejrum gik ind i arbejdet med handskefremstillingen, og<br />
Arne Vejrum fik etableret garveriet, skønt de første år var ét langt eksperiment med farvestoffer og<br />
råvarer. Udviklingen af farveriet var kostbart, og i denne periode var det af stor betydning, at<br />
virksomheden var velkonsolideret og havde en reservekapital at trække på. Fra midten af 1960’erne<br />
var farveriet etableret og kørte driftssikkert.<br />
Hårde tider i handskebranchen<br />
I begyndelsen af 1960’erne var Randers Handsker landets største <strong>handskefabrik</strong> med i alt omkring<br />
80 ansatte. Virksomhedens to største konkurrenter var N.F. Larsen og Sønner samt E. Jensen og<br />
søn, der begge lå i København. Desuden fandtes en række mindre og ganske små<br />
<strong>handskefabrik</strong>anter rundt omkring i landet. Det gik stadig godt i branchen, men der skulle ikke gå<br />
mange år, inden handskeproduktionen blev trængt, og fabrikant efter fabrikant måtte lukke. Det var<br />
især den stadig stigende handskeimport, der underminerede indtjeningen for de danske fabrikker.<br />
Randers Handskefabrik var økonomisk velkonsolideret sammenlignet med de øvrige fabrikanter.<br />
Virksomheden havde indtægten fra de importerede handsker af de typer, som det ikke længere var<br />
5
entabelt at fremstille i Danmark. Samtidig havde den bankuddannede Ejnar Vejrum gennem årene<br />
investeret overskuddet fra fabrikken – primært i fast ejendom og jord – således at virksomheden<br />
havde en kapitalreserve at trække på. En skindgrossist, der i 1960’erne handlede med de forskellige<br />
fabrikanter i branchen, husker tydeligt, at Randers Handskefabrik var den eneste fabrikant, der tog<br />
de ændrede markedsvilkår alvorligt og i tide var begyndt også selv at importere. Man tænkte ganske<br />
enkelt mere forretningsorienteret på Randers Handskefabrik end i den øvrige branche.<br />
Hvor sårbar situationen i branchen var, fremgår blandt andet af en udbudssag fra midten af<br />
1960’erne. Tidligere havde de lokale politimestre i de danske byer købt politihandsker hos en lokal<br />
<strong>handskefabrik</strong>ant, men midt i 1960’erne havde Rigspolitimesteren i en årrække stået for indkøbet af<br />
handsker til den samlede danske politistyrke. Det var en stor ordre, der med mellemrum blev sendt i<br />
udbud. I en årrække var det den kooperative <strong>handskefabrik</strong> Minerva i København, der vandt ordren<br />
på politihandskerne. Men i midten af 1960’erne lykkedes det Randers Handskefabrik at erobre<br />
politiordren fra Minerva. Generelt mente man i branchen, at Randers Handskefabrik til den aftalte<br />
pris måtte fremstille politihandskerne med underskud. Tabet af politiordren gav dødsstødet til<br />
Minerva, der lukkede et par år efter. Men trods sin gode økonomi havde også Randers<br />
Handskefabrik brug for at sætte produktionen i vejret, og en syerske fra dengang husker, at ordren<br />
var velkommen og betød ekstra arbejde på fabrikken i Randers.<br />
Produktudvikling<br />
De udenlandske handsker blev i stadig større mængde hentet til landet af en bred vifte af importører.<br />
Derfor begyndte Randers Handskefabrik i slutningen af 1960’erne at arbejde med produktion<br />
og import af andre varegrupper end handsker for at sprede virksomhedens interesser. I importdelen<br />
af virksomheden forsøgte man sig blandt andet med tasker og tørklæder fra især Italien. I produktionen<br />
eksperimenterede man også og begyndte sidst i 1960’erne at fremstille skindbeklædning. Og<br />
som det var tilfældet inden for handskefremstillingen, satsede Randers Handskefabrik på at<br />
producere skindtøj, der kunne konkurrere med importvarerne på kvaliteten frem for på prisen.<br />
Skindbeklædningen blev en stor salgssucces op gennem 1970’erne, og mængder af safarijakker, hot<br />
pants og veste forlod fabrikkens systue. Fabrikken ansatte en dameskrædder og oplærte syersker til<br />
at sy skindtøj. Det var let at få syersker, da flere konfektionsfabrikker i Randers lukkede i samme<br />
periode. Ligeledes begyndte nogle af fabrikkens egne handskesyersker at sy skindtøj, da der ikke<br />
længere var så mange handsker at sy.<br />
For handskeproduktionen havde nu ikke kun importen at slås med. Tendensen til et generelt faldende<br />
handskesalg, som så småt var begyndt i 1960’erne, slog nu for alvor igennem. De dage var<br />
ovre, hvor en dame ikke forlod sit hjem uden hat og handsker. Hot pants var hippe, pæne skindhandsker<br />
var gammeldags.<br />
Randers Handskefabriks produktion af skindtøj steg så voldsomt, at det blev overvejet at nedlægge<br />
handskeproduktionen til fordel for en satsning på skindbeklædning. Men det blev kun ved overvejelserne.<br />
Både Ejnar, Erik og Arne Vejrum betragtede handskemageriet som det faglige fundament i<br />
virksomheden. Det skulle vise sig at blive fabrikkens redning, for produktionen af skindtøj fik en<br />
brat afslutning. I løbet af ganske få år først i 1980’erne blev det danske marked oversvømmet af<br />
udenlandsk skindtøj, hvis detailpris var på niveau med Randers Handskefabriks en grospris.<br />
Prisforskellen var så stor, at kvalitetsforskellen ikke var nok til at kompensere for den. Nærmest fra<br />
det ene år til det andet blev Randers Handskefabrik nødt til at lukke produktionen ned. I et af<br />
kriseårene blev virksomhedens kollektion af skindtøj stjålet fra fabrikken få dage inden, den skulle<br />
præsenteres på modemessen i Bellacenteret. Alle på fabrikken arbejdede i døgndrift, og det<br />
lykkedes at fremstillet en ny kollektion, inden messen gik i gang – en arbejdsindsats som gav en<br />
omfattende mediedækning. Men det hjalp ikke stort på salget, at Randers Handskefabrik ramte<br />
6
forsiden i de landsdækkende medier. Eventyret med skindbeklædning var definitivt slut, og<br />
virksomheden kunne prise sig lykkelig for at have holdt fast i handskeproduktionen.<br />
Den sidste <strong>handskefabrik</strong> i Danmark<br />
I midten af 1970’erne lukkede N.F. Larsen og Sønner som den sidste af Randers Handskefabriks<br />
danske konkurrenter. Familien Vejrum betragtede ikke Randers Handskefabrik som lukningstruet,<br />
men alligevel oplyste Ejnar Vejrum i 1975 til Statens Humanistiske Forskningsråds industriregistrering,<br />
at økonomiske forhold på et tidspunkt ville kunne tvinge virksomheden til lukning. 12<br />
Handskemageriet var langt fra det eneste håndværksfag, der havde svært ved at overleve konkurrencen<br />
fra masseproduktionen. Desuden er handskefremstilling løntungt arbejde, hvilket gør faget<br />
ekstra sårbart over for konkurrence fra lande med lave lønomkostninger.<br />
Branchen var ikke kun presset i Danmark. I løbet af en årrække blev Randers Handskefabrik den<br />
eneste tilbageværende <strong>handskefabrik</strong>ant i det vellønnede, nordlige Europa. Der fremstilles i dag i<br />
begyndelsen af 2000-tallet stadig handsker i England og i begrænset omfang i det sydlige Tyskland,<br />
Østrig, Spanien, Portugal, Holland og Frankrig. I Italien i området omkring Napoli findes stadig en<br />
produktion af et vist omfang. Men den væsentligste del af produktionen af skindhandsker findes i<br />
Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og til dels de baltiske lande, hvor lønniveauet stadig er lavt.<br />
Skønt forholdet mellem Randers Handskefabrik og fabrikkens konkurrenter i branchen ofte havde<br />
været anspændt, oplevede ejerne det som et tab, da virksomheden mistede sin sidste konkurrent, og<br />
det faglige miljø i landet dermed forsvandt. Ligeledes førte positionen som den eneste<br />
handskeproducent i landet til, at Randers Handskefabrik i en årrække blev mødt med skepsis blandt<br />
kunderne, der på det konkurrencefri marked begyndte at sætte spørgsmålstegn ved prisen på<br />
fabrikkens varer.<br />
Behov for nye lærlinge<br />
I begyndelsen af 1980’erne stod Randers Handskefabrik over for en ny udfordring. Det var snart 30<br />
år siden, den sidste lærling var blevet udlært på fabrikken, og den gamle generation af<br />
handskemagere var alle over 50 år og så småt ved at trække sig ud af arbejdsmarkedet. I de<br />
mellemliggende år havde nedgangen inden for branchen betydet, at der altid havde været<br />
tilstrækkelig med arbejdskraft. Nu havde Randers Handskefabrik til gengæld hårdt brug for nye<br />
lærlinge, hvis den forsatte handskeproduktion skulle sikres, men på et tidspunkt i 1970’erne, da<br />
landets andre fabrikker lukkede, var handskemagerfagets lærlingeuddannelse ophørt med at<br />
eksistere. Randers Handskefabrik arbejdede intensivt på at få genoprettet en lærlingeuddannelse,<br />
men det lykkedes ikke. I stedet forsøgte virksomheden gennem arbejdsformidlingen at tilbyde en<br />
treårig oplæringsperiode. Men muligvis fordi der ikke var tale om en etableret uddannelse med<br />
afsluttende svendebrev, var det ikke muligt at finde interesserede unge. Situationen var alvorlig, og<br />
problemet blev først løst, da der midt i 1980’erne blev etableret en fælles lærlingeuddannelse med<br />
bundtmagerne, et andet lille fag inden for skindindustrien. Udsigten til et svendebreve efter endt<br />
læretid gjorde sin virkning, og i 1987 blev der atter uddannet en handskemager på Randers<br />
Handskefabrik med Erik Vejrum som læremester. To år senere i 1989 blev den første kvindelige<br />
handskemager nogensinde uddannet på fabrikken. I perioden 1984-1995 blev der på Randers<br />
Handskefabrik udlært fire handskemagere, hvoraf den ene stadig arbejder på fabrikken. Med<br />
uddannelsen af de nye handskemagere sluttede en epoke. De gamle handskemagere, der efterhånden<br />
alle var gået på pension, havde deres rødder i en faglig kultur, som den unge generation af<br />
handskemagere aldrig kunne blive en del af, skønt at de håndværksmæssigt videreførte traditionerne<br />
inden for faget. Men målet var nået. Faget var reddet fra at uddø, og den fremtidige produktion på<br />
fabrikken i Randers sikret.<br />
7
Nye ordrer og nye fremstillingsmetoder<br />
Det var et økonomisk slag, da Randers Handskefabrik i begyndelsen af 1980’erne blev nødt til at<br />
opgive fremstillingen af skindtøj. Men til fabrikkens held fik virksomheden på stort set samme<br />
tidspunkt en henvendelse fra politiet. Randers Handskefabrik havde i 1970’erne mistet leverancen<br />
til politiet til en tidligere <strong>handskefabrik</strong>ant, der nu importerede politihandskerne fra udenlandske<br />
fabrikker. Dog udviklede der sig efter nogle år så store problemer med den nye leverandør, at<br />
politiet henvendte sig til Randers Handskefabrik for at få fremstillet handsker. Disse bestillinger<br />
kompenserede i høj grad for indtægtstabet fra skindbeklædningen. Randers Handskefabrik havde<br />
ingen kontrakt med politiet, men leverede løbende i de følgende år betydelige mængder handsker til<br />
politiet.<br />
I 1986 blev en samlet ordre på levering af handsker til politiet sendt i udbud i EF. At få ordren var<br />
afgørende for Randers Handskefabrik, og de lokale folketingsmedlemmer socialdemokraten Hans<br />
Peter Baadsgaard og den konservative Pernille Sams lagde pres på justitsministeren for at få ordren<br />
til Randers. Kort tid forinden var en stor handskeordre til det danske militær nemlig gået til en<br />
portugisisk <strong>handskefabrik</strong>. Sagen betød, at Randers Handskefabrik endnu en gang fandt vej til<br />
avisernes spalter. Justitsminister Erik Ninn-Hansen nægtede først at gå ind i sagen, men i 1987 fik<br />
Randers Handskefabrik alligevel ordren. Fabrikken har siden vundet udbud fra både politiet og<br />
andre offentlige myndigheder og instanser, og disse handsker – i daglig tale på fabrikken kaldet<br />
politihandsker – spiller en væsentlig rolle for fabrikkens økonomi. Kort tid efter at have modtaget<br />
nyheden om den vundne licitation døde Ejnar Vejrum, 87 år gammel. Han havde til det sidste været<br />
aktiv i virksomheden, der siden er blevet kørt videre af Erik og Arne Vejrum.<br />
Politiordren fra 1987 blev fremstillet udelukkende på Randers Handskefabrik, men Erik og Arne<br />
Vejrum var klar over, at det ville blive svært for virksomheden at være konkurrencedygtig i<br />
fremtidige udbudsrunder på politihandsker, da de høje lønninger i Danmark afspejlede sig i prisen<br />
på handskerne. Derfor begyndte virksomheden i første halvdel af 1990’erne at få fremstillet selve<br />
handsken på udenlandske fabrikker, mens farvningen af skindet og fremstilling af foret til<br />
handskerne stadig foregår i Randers. Handskerne fremstilles på de udenlandske fabrikker efter nøje<br />
specifikationer og efter Randers Handskefabriks egne modeller. Denne produktionsform kaldes<br />
lønarbejde. Omlægningen i produktionen betød en mærkbar nedgang i produktionen på fabrikken i<br />
Randers, men ledelsen vurderede, at indtægten fra politihandskerne har så stor betydning for den<br />
samlede økonomi, at virksomheden måtte sende en del af produktionen ud af landet for at beskytte<br />
den resterende produktion i Randers. At de store offentlige ordrer bliver sendt i lønarbejde betyder,<br />
at de handsker, der fortsat i dag fremstilledes på fabrikken i Randers først og fremmest er mindre<br />
forskelligartede partier til detailhandlen. Disse handsker er virksomhedens flagskib og går under<br />
navnet Randers Handsker.<br />
Ændrede forhold for medarbejderne<br />
På fabrikken i Randers bemærkede medarbejderne ikke i stort omfang de svære tider i branchen. De<br />
ændringer, det medførte for medarbejderne, skete gradvist og uden dramatik. Men trods fraværet af<br />
dramatik har nedgangen i produktionen, produktionsomlægningerne og det forhold, at Randers<br />
Handskefabrik er den sidste fabrikant i landet, alligevel i al ubemærkethed haft stor indflydelse på<br />
medarbejdernes forhold.<br />
Randers Handskefabrik har været – og er i høj grad stadig – en traditionel hierarkisk ledet<br />
virksomhed. Tidligere var der ansat henholdsvis en værkfører, en direktrice og en farvemester til at<br />
stå for den daglige ledelse, men efterhånden som produktionen og dermed antallet af ansatte på<br />
fabrikken er blevet mindre, er mellemledere forsvundet. Det betyder, at det daglige ansvar formelt<br />
er blevet koncentreret om Erik og Arne Vejrum. Men eftersom de to ejere ikke kan være til stede på<br />
8
hvert trin i produktionen, betyder det også, at medarbejderne oplever en større frihed i tilrettelæggelsen<br />
af deres arbejde, og at de tager et langt større ansvar i dagligdagen end for 10-20 år siden,<br />
Den mindskede produktion har ligeledes haft indflydelse på lønformen i produktionen. Tidligere<br />
arbejdede syersker og tilskærere alle på akkord. Principielt er disse medarbejdergrupper stadig<br />
akkordlønnede, men i realiteten er det i dag kun handskemageren, der arbejder på akkord. Selvom<br />
akkordtariffer udgør en væsentlig del af syerskernes overenskomst, syr de nemlig udelukkende på<br />
timeløn, da produktionsenhederne i dag er små, og det derfor ikke kan betale sig at sy på akkord.<br />
At branchen som sådan er forsvundet har også haft betydning for medarbejdernes faglige<br />
organisering. Medarbejderne i produktionen var oprindeligt organiseret i Handskemagerforeningen,<br />
men i 1970 var der for få medlemmer til at opretholde et selvstændigt forbund. Gennem de<br />
efterfølgende år skete en række sammenlægninger, og i dag er medarbejderne organiseret i SID. En<br />
lignende udvikling er sket på arbejdsgiversiden, der i dag er medlem af Dansk Textil og<br />
Beklædning, da den traditionelle arbejdsgiverforening Handskemagerlauget i Danmark ikke har<br />
kunnet opretholde sin forhandlingsret. Sideløbende med sammenlægningerne er overenskomsten<br />
blevet stadig mere forenklet, eftersom forhandlerne ikke længere har branchekendskab. Det betyder,<br />
at selve lønnen forhandles på fabrikken ved værkstedsaftaler. Selvom næsten alle medarbejdere i<br />
virksomheden er medlem af en fagforening, er der kun meget begrænset interesse for fagpolitiske<br />
forhold på arbejdspladsen. Blandt andet har det ikke været muligt at finde en tillidsrepræsentant<br />
blandt medarbejderne. Generelt er medarbejderne tilfredse med deres arbejdsforhold – såvel de<br />
fysiske som de psykiske – og mener desuden, at skulle man være utilfreds, ville det alligevel ikke<br />
nytte at engagere sig fagligt.<br />
Virksomheden af i dag<br />
Efter flere årtier med omstillinger i arbejdsstyrken, produkterne og produktionen, kom Randers<br />
Handskefabrik i sidste halvdel af 1990’erne ind i en rolig periode, der er fortsat ind i det nye<br />
århundrede. Virksomheden anno 2003 består af ledelsen, administrationen, farveriet,<br />
handskemagerværkstedet, systuen, lager og ekspedition, salg samt virksomhedens detailbutikker.<br />
På Randers Handskefabrik træffes næsten alle beslutninger – store som små – af ledelsen. Erik og<br />
Arne Vejrum har delt ansvaret for de forskellige opgaver i virksomheden mellem sig. Den<br />
garveruddannede Arne Vejrum har ansvaret for indkøb af råvarer, farveriet, importvarer, de<br />
udenlandske samarbejdspartnere og virksomhedens to egne forretninger. Handskemageren Erik<br />
Vejrum har ansvaret for fremstillingen af handsker, for de faglige forhandlinger med medarbejderne<br />
og for uddannelsen af eventuelt nye handskemagerlærlinge. I fællesskab står de to brødre for<br />
forhandlingerne med de store offentlige kunder.<br />
Desuden har både Erik og Arne Vejrum konkrete opgaver i produktionen. Efter at fabrikkens<br />
sidste farvemester gik på efterløn, er det for eksempel kun Erik og Arne Vejrum, der kan dolere<br />
skind, ligesom det er de to brødre, der står for al sortering af skind. Som nævnt er ledelsens<br />
tilstedeværelse i produktionen blevet vigtigere gennem de sidste år, efterhånden som antallet af<br />
mellemledere er blevet minimeret. Det betyder blandt andet, at Erik og Arne Vejrum kan komme til<br />
at fungere som flaskehalse i produktionen, og at de skal planlægge deres arbejde nøje i forbindelse<br />
med for eksempel forretningsrejser til udlandet.<br />
Forbindelserne til udlandet er vigtige. Eftersom Randers Handskefabrik i nu omkring 30 år har<br />
været den eneste <strong>handskefabrik</strong>ant i Danmark, må ledelsen orientere sig mod udlandet i mange<br />
sammenhænge. Alle leverandører af råvarer og importvarer er udenlandske, og det samme gælder<br />
alle underleverandører og samarbejdspartnere i forbindelse med Randers Handskefabriks<br />
fremstilling af handsker i lønarbejde. Det udenlandske samarbejde er tidskrævende og kræver ideelt<br />
set en del rejseaktivitet, som dog vanskeliggøres af Erik og Arne Vejrums konkrete arbejdsopgaver<br />
i produktionen på fabrikken i Randers. Rejseaktiviteten er især vigtig i forbindelse med<br />
9
forhandlinger med nye leverandører eller underleverandører i det tidligere Østeuropa, hvor<br />
sprogbarrieren gør det nødvendigt at forhandle ansigt til ansigt, og hvor Erik og Arne Vejrum ofte<br />
ikke har forudgående kendskab til producenterne gennem deres omfattende netværk i det øvrige<br />
Europa.<br />
Ikke kun samarbejdspartnere og leverandører må nødvendigvis findes i udlandet, men også faglig<br />
inspiration og sparring. Det er vigtigt med et velfungerede internationalt netværk for Randers<br />
Handskefabrik, hvilket er en af grundene til, at Arne Vejrum har været aktiv i oprettelsen af den<br />
europæiske brancheorganisation European Gloves Association (EGA). Et af organisationens<br />
projekter er et website med en virtuel markedsplads for aktører af alle slags inden for branchen,<br />
hvor producenter og kunder kan etablere nye kontakter.<br />
Fremstilling af Randers Handsker<br />
Handskefremstillingen på fabrikken i Randers begynder med, at de ufarvede skind sorteres af Arne<br />
Vejrum, inden de går videre til farveriet. I farveriet eftergarves og farves skindene, ligesom de efter<br />
selve farvningen sættes ud (får vandet presset ud), tørres, stolles (blødgøres), doleres (høvles ned til<br />
en ensartet tykkelse), slibes, poleres og måles op. Arbejdet i farveriet forudsætter en god føling med<br />
skindet fra medarbejdernes side. Hele farveprocessen, fra en sending skind lægges i det første<br />
farvebad, til det er opmålt og sendes videre til handskeproduktionen, tager omkring en uge.<br />
Farveriet er den del af produktionen på Randers Handskefabrik, hvor der er sket den største udvikling<br />
gennem årene, idet farverne er blevet bedre og mere miljøvenlige. Til gengæld har leverandørerne<br />
efterhånden koncentreret sig i store udenlandske kemikaliekoncerner, der ikke udfører<br />
opsøgende salg over for mindre virksomheder som Randers Handskefabrik. Derfor er det<br />
udelukkende op til fabrikken selv at orientere sig om nyhederne inden for området. Til farveriet er<br />
tilknyttet to medarbejdere, hvoraf den ene også arbejder på handskemagerværkstedet.<br />
Da farveriet blev etableret, blev der stadig solgt handsker i et væld af forskellige farver. Men<br />
moden har ændret sig, og i dag er det især sorte handsker kunderne efterspørger. Set i det lys er<br />
relevansen af farveriet på sin vis blevet mindre. Til gengæld giver farveriet Randers Handskefabrik<br />
fuld kontrol over kvaliteten af de skind, der bruges til handskerne. Dette er vigtigt, da det er dårlig<br />
forretning ”at smide dyre løntimer efter dårlige skind”, som Arne Vejrum udtrykker det.<br />
Når de færdige, farvede skind kommer fra farveriet, sorteres de af Erik Vejrum. Efter sorteringen<br />
sendes skindene videre til handskemagerværkstedet, hvor handskemageren fremstiller handskerne<br />
efter de klassiske franske principper. Det vil sige, at den faguddannede handskemager manuelt<br />
trækker handskeskindene over bordkanten, så de får det rigtige stræk, og at handskemageren klipper<br />
– eller skærer som det hedder – handskens grundform ud af skindet, inden selve handsken endelig<br />
stanses ud og sys. Med det rigtige stræk menes, at den færdige handske giver sig lige præcis det,<br />
den skal i bredden, når man trækker den på. Dette stræk ligger ikke naturligt i skindet, men er et<br />
resultat af handskemagerens arbejde. En anden vigtig del af handskemagerens arbejde består i at<br />
placere handskerne på skindet, så det udnyttes bedst muligt. Der vil næsten altid være fejl i et skind,<br />
og det gælder om at få anbragt fejlene i hullet til tommelfingeren eller mellem fingrene. Handskemageren<br />
har næsten intet værktøj. Hendes vigtigste redskaber er hendes hænder, hendes teknik,<br />
modellerne som handskerne skæres efter og naturligvis tilskærersaksen.<br />
Handskemagerfagets franske rødder kommer tydeligt til udtryk i fagets fagudtryk. Skindet<br />
trækkes ikke på langs og på tværs, men alounge og travers. Debordere, depecere og etabenere er få<br />
blandt mange andre udtryk. Dog virker det som om, nogle af udtrykkene er ved at gå i<br />
glemmebogen. Det kan hænge sammen med, at der ud over Erik Vejrum kun er en enkelt<br />
faguddannet handskemager på fabrikken, som derfor ikke har fagfæller at videreføre fagsproget<br />
sammen med.<br />
10
På handskemagerværkstedet arbejder der ud over handskemageren tre ufaglærte medarbejdere,<br />
der blandt andet stanser handskerne ud, inden de sys, ligesom de sætter for i handskerne. To af<br />
medarbejderne har desuden opgaver i andre afdelinger i virksomheden.<br />
På systuen sys handskerne. Der anvendes fire forskellige syformer, nemlig stik-, prik- og håndsyning<br />
samt rundsøm. Handskerne sys stadig i dag efter de vejledninger, som Ejnar Vejrums første<br />
hustru udarbejdede omkring 1930. At sy handsker er vanskeligt og kræver stor præcision.<br />
Syerskerne skal være dygtige, og det var derfor tidligere let for syerskerne fra Randers<br />
Handskefabrik at få arbejde på andre systuer i byen. Der er fire syersker på systuen. Desuden<br />
udfører en medarbejder fra handskemagerværkstedet lette syopgaver.<br />
Modsat garve- og farveområdet har udviklingen i den øvrige del af handskeproduktionen på<br />
Randers Handskefabrik været minimal gennem årene. En handske anno 2003 fremstilles stort set på<br />
samme måde som en handske i 1800-tallet. Det hænger til dels sammen med virksomhedens fokus<br />
på at fremstille et traditionelt kvalitetsprodukt, men også med at udviklingen af teknologien inden<br />
for branchen generelt har været meget begrænset. Det skyldes sandsynligvis, at såvel handskemagerens<br />
som syerskens arbejde kræver så stor føling med skindene, at produktionen er vanskelig<br />
at mekanisere, hvis man ønsker at opnå et godt resultat. At produktionsformerne ikke har ændret sig<br />
meget gennem tiderne, ses på fabrikken i Vestergrave blandt andet ved, at maskiner og værktøj for<br />
langt størstedelens vedkommende er af ældre dato. Det ældste udstyr i produktionen stammer<br />
tilbage fra de første tiår i 1900-tallet, og der er ikke kommet meget nyt til siden 1960’erne. For<br />
eksempel bruger handskemageren i år 2003 samme talkumbøsse som Jens Peter Ditlev. Den<br />
omkring 100 år gamle talkumbøsse er udtryk for, at det ikke har været nødvendigt at skifte<br />
redskaberne ud, men samtidig er den også udtryk for en respekt og forbundethed med den faglige<br />
tradition, Jens Peter Ditlev repræsenterede.<br />
Råvarer og leverandører<br />
Produktionen på Randers Handskefabrik er gennem hele fremstillingen præget af, at råvaren –<br />
handskeskindene – er et naturprodukt. Der er ikke to handskeskind, der er helt ens, hvilket betyder,<br />
at arbejdet med dem vanskeligt kan automatiseres. Størstedelen af de skind, der bruges til handsker,<br />
stammer fra fritgående dyr fra det tørre, tropiske bælte rundt om kloden. For eksempel kommer den<br />
vigtigste råvare, lammeskindene, primært fra Etiopien. Dyr fra disse områder har på grund af<br />
varmen mindre hår eller uld end dyr fra koldere dele af verden. Det betyder, at der er langt mellem<br />
hårene og hårsækkene er mindre, hvilket giver et skind med en fin, tæt struktur. De fritgående dyr er<br />
desuden i god kondition, hvilket betyder, at der ikke er overskudsfedt i skindet. Det har stor<br />
betydning, da fedtcellerne i skindet tømmes under garveprocessen, og fedtet erstattes med luft.<br />
På årsbasis køber Randers Handskefabrik omkring 6000 skind til overhandsker og 15.000 skind til<br />
pelsfor. Randers Handskefabrik køber primært ufarvede skind – kaldet crustskind – men også<br />
færdigfarvede skind fra udenlandske garverier. Randers Handskefabrik har en fast kerne på 3-5<br />
faste leverandører. De vigtigste leverandører ligger i England, Tyskland og Italien. At skifte<br />
leverandør er kompliceret. Overvejer man at skifte leverandør, skal man for eksempel vurdere<br />
prøver i størrelsesordenen 100-200 skind pr. skindtype. Derfor er der tale om et gensidigt<br />
afhængighedsforhold mellem Randers Handskefabrik og virksomhedens leverandører, og Randers<br />
Handskefabrik søger at være en seriøs og attraktiv kunde for de faste leverandører. Foruden en<br />
stabil leverance af kvalitetsskind kan fabrikken ikke fremstille de kvalitetshandsker, der er dens<br />
kendemærke.<br />
Ekspedition, administration og salg<br />
På Randers Handskefabrik er ansat to medarbejdere i ekspeditionen og på lageret. De står for<br />
modtagelse, ekspedition, lagerstyring og forsendelse af såvel fabrikkens egne produkter som<br />
11
importvarerne. Indtil sommeren 2003 skete al lagerstyring ved hjælp af håndførte lister, men der er<br />
nu indført edb-lagerstyring. Den nye computer på lageret står omgivet af handskekasser til<br />
opbevaring af handsker. Flere af kasserne er over hundrede år gamle, og i en af dem har Erik<br />
Vejrum sovet mange timer som spæd, når hans forældre arbejdede om aftenen på fabrikken.<br />
Opgaverne i administrationen med blandt andet lønninger, fakturering og bogholderi blev også i<br />
2003 lagt ind på edb, hvilket har betydet en stor arbejdsomlægning for de to medarbejdere. Indtil da<br />
skete al bogføring og herunder fakturering manuelt.<br />
Ekspeditionen og lageret har som den eneste af afdelingerne på fabrikken stadig en mellemleder i<br />
skikkelse af lagerchefen. Lagerchefen er desuden sælger i virksomheden. På en årlig salgstur besøger<br />
sælgeren de danske engroskunder. Med sig på salgsturen har sælgeren to kufferter til kollektionen.<br />
Den ene kuffert har tilhørt Ejnar Vejrum, der havde den med, da han i 1927 vendte hjem til<br />
Randers fra Frankrig og købte <strong>handskefabrik</strong>ken. Randers Handskefabrik har ud over de danske<br />
kunder en mindre gruppe udenlandske kunder primært i Skandinavien, men der bliver ikke udført<br />
opsøgende salg over for de udenlandske kunder, da virksomheden ikke vil investere de nødvendige<br />
personalemæssige og økonomiske ressourcer i arbejdet.<br />
På salgsturen præsenterer sælgeren både Randers Handsker – de traditionelle, egenproducerede<br />
skindhandsker – og importhandsker. Importhandskerne består af skind-, strik- og stofhandsker<br />
importeret fra fabrikker i Østeuropa og Fjernøsten. Randers Handskerne er det produkt, der tegner<br />
virksomheden udadtil, og som indadtil er afgørende for virksomhedens identitet og selvopfattelse.<br />
At handskerne stadig fremstilles ved tidskrævende, manuelt arbejde afspejles i prisniveauet. Et par<br />
Randers Handsker koster fra 750 kr. og op til mere end 2000 kr., hvilket sætter en naturlig<br />
begrænsning på antallet af solgte Randers Handsker, der da også kun udgør 20-25% af de omsatte<br />
handsker. Importhandskerne udgør ca. 60% af det samlede antal omsatte handsker, men fylder<br />
alligevel langt mindre mentalt i virksomheden. Importhandskerne hentes hjem i store partier. Der<br />
bliver ikke eksperimenteret meget med sortimentet af importhandsker, da de store partier betyder, at<br />
handskerne skal være let omsættelige. De resterende 15-20% af de omsatte handsker står hand-<br />
skerne til de store offentlige kunder for.<br />
Virksomhedens produkter sælges desuden via Randers Handskefabriks egne forretninger i<br />
Randers og København. Ud over salgsfunktionen påpeger Erik og Arne Vejrum også et andet<br />
formål med forretningerne. Handskefremstilling er – ganske indlysende – meget sæsonpræget, og i<br />
lavsæsonen fra slutningen af vinteren og frem til sommerferien er det med til at holde produktionen<br />
på fabrikken i gang, at der bliver fremstillet handsker til forretningernes lager. Det gør det muligt at<br />
beskæftige medarbejderne på fabrikken året rundt. Der er fastansat fem ekspeditricer i de to<br />
forretninger samt to hjælpepiger i forretningen i København.<br />
Medarbejderne år 2003<br />
Randers Handskefabrik er i dag udpræget en kvindearbejdsplads. Ud af de 26 ansatte er kun de fire<br />
mænd. Også fabrikkens eneste faguddannede handskemager er kvinde. Traditionelt har handskemageri<br />
været et mandefag, og den nuværende handskemager er kun den anden kvinde i Danmark,<br />
der er blevet udlært som handskemager. Handskesyning har til gengæld altid været et kvindefag,<br />
hvilket det fortsat er. For tiden har såvel handskemageren som samtlige syersker fast arbejdsplads<br />
på fabrikken, men tidligere har det været udbredt at arbejde hjemme for såvel syersker som<br />
handskemagere.<br />
At der kun er behov for en enkelt handskemager i produktionen betyder, at handskemageren i det<br />
daglige ikke har kolleger at diskutere faglige spørgsmål med, hvilket hun oplever som et savn.<br />
Ligeledes ville handskemageren gerne have mulighed for at dygtiggøre sig gennem en faglig<br />
12
efteruddannelse, men en sådan efteruddannelse er der naturligvis ikke basis for i landet med kun én<br />
enkelt aktiv handskemager.<br />
Medarbejderne i forretningerne og i administrationen har for størstedelens vedkommende en merkantil<br />
uddannelse, mens det i produktionen kun er handskemageren, der er faguddannet. Hun har<br />
stået i lære på fabrikken, og den teoretiske del af hendes uddannelse foregik på Teknisk Skole<br />
sammen med beslægtede fag som buntmagere og modister. At handskemagerfaget er så lille<br />
betyder, at det er svært at opretholde en traditionel faglig uddannelse. Det er for eksempel kun Erik<br />
og Arne Vejrum, der kan undervise fagspecifikt på Teknisk Skole, ligesom det ved den nuværende<br />
handskemagers svendeprøve var svært at finde egnede skuemestre, et problem der ikke er blevet<br />
mindre i de mellemliggende ti år. I den periode er der ikke blevet udlært flere handskemagere.<br />
De øvrige medarbejdere i produktionen er ufaglærte, men har gennemgået en oplæring i deres<br />
opgaver. En af syerskerne har været ansat på fabrikken siden begyndelsen af 1960’erne. Dengang<br />
var oplæringen som handskesyerske sat i faste rammer, og det tog godt et år, inden en syerske var<br />
færdigoplært. I dag foregår oplæringen langt mere uformelt, ligesom en ny syerske så hurtigt som<br />
muligt går ind i den almindelige produktion.<br />
To af syerskerne på fabrikken har udenlandsk baggrund og kommer fra henholdsvis Tyrkiet og<br />
Polen. Der har altid været tradition for at have ansat udenlandske medarbejdere i produktionen på<br />
Randers Handskefabrik. Tidligere var det blandt handskemagerne, at man fandt flere forskellige<br />
nationaliteter. Handskemagerne kom typisk fra de tysktalende lande og store handskeproducerende<br />
lande som for eksempel Italien. Selvom deres funktion er en ganske anden, føler Erik og Arne<br />
Vejrum, at de nuværende medarbejdere med udenlandsk baggrund er med til at videreføre<br />
traditionen på Randers Handskefabrik for at have flere forskellige nationaliteter ansat.<br />
Virksomheden og medarbejderne – især medarbejderne i produktionen – er dybt afhængige af<br />
hinanden. Som den eneste tilbageværende handskeproducent i landet har Randers Handskefabrik<br />
ingen mulighed for at rekruttere nyt personale med erfaring, ligesom personalet hverken i<br />
lokalområdet eller på landsplan har store muligheder for at finde en ny arbejdsplads, hvor deres<br />
erfaring fra <strong>handskefabrik</strong>ken vil kunne bruges. På det område har branchens udvikling – eller<br />
afvikling – stor indflydelse på de muligheder, som såvel ledelse som personale har i dag.<br />
Historien forpligter<br />
De handsker, der produceres på fabrikken i Vestergrave i år 2003, fremstilles som nævnt stort set på<br />
samme måde som handskerne i 1800-tallet, og Erik og Arne Vejrum oplever såvel et fagligt som et<br />
åndeligt slægtskab med de tidligere ejere af fabrikken. På samme måde som Charles Mattat lod<br />
Randers Handskefabrik gå i arv til sine to sønner, har de nuværende ejere overtaget virksomheden<br />
efter deres far, og fabrikkens faglige stamtræ kan gennem fem generationer af mester-lærlingeforhold<br />
føres tilbage til Mattat og fabrikkens grundlæggelse. Bevidstheden om virksomhedens<br />
historie er stor hos de to brødre, og det samme er ønsket om at videreføre de faglige traditioner og<br />
opretholde produktionen på fabrikken i Randers. Ikke alene er der blevet fremstillet handsker på<br />
fabrikken siden 1811, der er også under betegnelsen Randers Handsker blevet produceret handsker i<br />
Randers i omkring 300 år. Erik og Arne Vejrum oplever altså tydeligt, at der i virksomheden er en<br />
arv og tradition, som de har pligt til at sørge for bliver ført videre.<br />
At sikre Randers Handskefabriks overlevelse og en fortsat handskeproduktion på fabrikken i<br />
Randers har til tider været en kamp op ad bakke, som blandt andet har krævet, at tidligere tiders<br />
overskud løbende er blevet investeret. For at sikre fabrikkens eksistens og opretholdelsen af den<br />
traditionelle handskeproduktion har ledelsen gennem årene måtte foretage valg, der ved første<br />
øjekast syntes at skade produktionen på fabrikken i Randers, men som har haft til hensigt at sikre<br />
virksomheden på længere sigt. I de sidste årtier har virksomhedens hovedfortjeneste ligget på<br />
importvarerne, men traditionen for at der skal fremstilles handsker efter traditionelle franske prin-<br />
13
cipper på fabrikken i Randers er så stærk, at den har vægtet tungere end det at sikre virksomheden<br />
den størst mulige fortjeneste. At dette er en holdning, der har været gældende i mange år, ses af et<br />
interview i 1962 med Ejnar Vejrum i anledning af hans 25 års jubilæum i virksomheden. På<br />
journalistens spørgsmål om der er tradition knyttet til Randers Handskerne, svarer Ejnar Vejrum: ”<br />
Ja, i høj Grad, men deres Historie er vist saa velkendt, at det ikke er nødvendigt at gaa den igennem<br />
her. Traditionen har forpligtet os, vi har altid været nødt til at fremstille Kvalitetsvarer i Stedet for<br />
Standardvarer – det har været dyrere for os, men i sidste Ende har det altid været det bedste”.<br />
Historien og traditionen er allestedsnærværende på Randers Handskefabrik. Både faglige og<br />
forretningsmæssige traditioner holdes i hævd. Traditionsbevidstheden kommer fysisk til udtryk ved,<br />
at interiør, værktøj og maskiner kun er blevet ændret og udskiftet i mindst muligt omfang gennem<br />
årene. Det hænger både sammen med fraværet af teknologisk udvikling inden for faget og med<br />
ledelsens sparsommelighed, men også med en respekt for og bevidsthed om virksomhedens historie.<br />
At handskemageren bruger Jens Peter Ditlevs talkumbøsse, og at sælgeren rejser rundt med Ejnar<br />
Vejrums kuffert er også en måde fysisk at vise respekt over for fabrikkens historie. På Randers<br />
Handskefabrik er historien mentalt blevet en faktor, der er afgørende for, at der fortsat fremstilles<br />
handsker på fabrikken på samme måde, som det er blevet gjort i snart 200 år.<br />
1<br />
Hvor intet andet er opført, er artiklen baseret på interviews med Randers Handskefabriks ledelse og medarbejdere,<br />
2003. KHM 2070<br />
2 Handsker i 100 år, festskrift for N.F. Larsen og Sønner, 1943 s. 33<br />
3 Håndværkets Kulturhistorie. Kapløbet med industrien 1862-1980, 1984 s. 215<br />
4 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 198<br />
5 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 18<br />
6 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 24<br />
7 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 27<br />
8 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 27<br />
9 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 198<br />
10 Handskemagerforeningen af 1875. 1875-1950, festskrift 1950 s. 40<br />
11 Johansen, Hans Chr.: Industriens vækst og vilkår 1870-1973, 1988 s. 197<br />
12<br />
Statens Humanistiske Forskningsråd: Industrialismens bygninger og boliger, Industriregistreringen 1975, KHM<br />
213/75<br />
14