kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

More documents

Recommendations

Info

importvarerne. Indtil sommeren 2003 skete al lagerstyring ved hjælp af håndførte lister, men der er nu indført edb-lagerstyring. Den nye computer på lageret står omgivet af handskekasser til opbevaring af handsker. Flere af kasserne er over hundrede år gamle, og i en af dem har Erik Vejrum sovet mange timer som spæd, når hans forældre arbejdede om aftenen på fabrikken. Opgaverne i administrationen med blandt andet lønninger, fakturering og bogholderi blev også i 2003 lagt ind på edb, hvilket har betydet en stor arbejdsomlægning for de to medarbejdere. Indtil da skete al bogføring og herunder fakturering manuelt. Ekspeditionen og lageret har som den eneste af afdelingerne på fabrikken stadig en mellemleder i skikkelse af lagerchefen. Lagerchefen er desuden sælger i virksomheden. På en årlig salgstur besøger sælgeren de danske engroskunder. Med sig på salgsturen har sælgeren to kufferter til kollektionen. Den ene kuffert har tilhørt Ejnar Vejrum, der havde den med, da han i 1927 vendte hjem til Randers fra Frankrig og købte <strong>handskefabrik</strong>ken. Randers Handskefabrik har ud over de danske kunder en mindre gruppe udenlandske kunder primært i Skandinavien, men der bliver ikke udført opsøgende salg over for de udenlandske kunder, da virksomheden ikke vil investere de nødvendige personalemæssige og økonomiske ressourcer i arbejdet. På salgsturen præsenterer sælgeren både Randers Handsker – de traditionelle, egenproducerede skindhandsker – og importhandsker. Importhandskerne består af skind-, strik- og stofhandsker importeret fra fabrikker i Østeuropa og Fjernøsten. Randers Handskerne er det produkt, der tegner virksomheden udadtil, og som indadtil er afgørende for virksomhedens identitet og selvopfattelse. At handskerne stadig fremstilles ved tidskrævende, manuelt arbejde afspejles i prisniveauet. Et par Randers Handsker koster fra 750 kr. og op til mere end 2000 kr., hvilket sætter en naturlig begrænsning på antallet af solgte Randers Handsker, der da også kun udgør 20-25% af de omsatte handsker. Importhandskerne udgør ca. 60% af det samlede antal omsatte handsker, men fylder alligevel langt mindre mentalt i virksomheden. Importhandskerne hentes hjem i store partier. Der bliver ikke eksperimenteret meget med sortimentet af importhandsker, da de store partier betyder, at handskerne skal være let omsættelige. De resterende 15-20% af de omsatte handsker står handskerne til de store offentlige kunder for. Virksomhedens produkter sælges desuden via Randers Handskefabriks egne forretninger i Randers og København. Ud over salgsfunktionen påpeger Erik og Arne Vejrum også et andet formål med forretningerne. Handskefremstilling er – ganske indlysende – meget sæsonpræget, og i lavsæsonen fra slutningen af vinteren og frem til sommerferien er det med til at holde produktionen på fabrikken i gang, at der bliver fremstillet handsker til forretningernes lager. Det gør det muligt at beskæftige medarbejderne på fabrikken året rundt. Der er fastansat fem ekspeditricer i de to forretninger samt to hjælpepiger i forretningen i København. Medarbejderne år 2003 Randers Handskefabrik er i dag udpræget en kvindearbejdsplads. Ud af de 26 ansatte er kun de fire mænd. Også fabrikkens eneste faguddannede handskemager er kvinde. Traditionelt har handskemageri været et mandefag, og den nuværende handskemager er kun den anden kvinde i Danmark, der er blevet udlært som handskemager. Handskesyning har til gengæld altid været et kvindefag, hvilket det fortsat er. For tiden har såvel handskemageren som samtlige syersker fast arbejdsplads på fabrikken, men tidligere har det været udbredt at arbejde hjemme for såvel syersker som handskemagere. At der kun er behov for en enkelt handskemager i produktionen betyder, at handskemageren i det daglige ikke har kolleger at diskutere faglige spørgsmål med, hvilket hun oplever som et savn. Ligeledes ville handskemageren gerne have mulighed for at dygtiggøre sig gennem en faglig 12
efteruddannelse, men en sådan efteruddannelse er der naturligvis ikke basis for i landet med kun én enkelt aktiv handskemager. Medarbejderne i forretningerne og i administrationen har for størstedelens vedkommende en merkantil uddannelse, mens det i produktionen kun er handskemageren, der er faguddannet. Hun har stået i lære på fabrikken, og den teoretiske del af hendes uddannelse foregik på Teknisk Skole sammen med beslægtede fag som buntmagere og modister. At handskemagerfaget er så lille betyder, at det er svært at opretholde en traditionel faglig uddannelse. Det er for eksempel kun Erik og Arne Vejrum, der kan undervise fagspecifikt på Teknisk Skole, ligesom det ved den nuværende handskemagers svendeprøve var svært at finde egnede skuemestre, et problem der ikke er blevet mindre i de mellemliggende ti år. I den periode er der ikke blevet udlært flere handskemagere. De øvrige medarbejdere i produktionen er ufaglærte, men har gennemgået en oplæring i deres opgaver. En af syerskerne har været ansat på fabrikken siden begyndelsen af 1960’erne. Dengang var oplæringen som handskesyerske sat i faste rammer, og det tog godt et år, inden en syerske var færdigoplært. I dag foregår oplæringen langt mere uformelt, ligesom en ny syerske så hurtigt som muligt går ind i den almindelige produktion. To af syerskerne på fabrikken har udenlandsk baggrund og kommer fra henholdsvis Tyrkiet og Polen. Der har altid været tradition for at have ansat udenlandske medarbejdere i produktionen på Randers Handskefabrik. Tidligere var det blandt handskemagerne, at man fandt flere forskellige nationaliteter. Handskemagerne kom typisk fra de tysktalende lande og store handskeproducerende lande som for eksempel Italien. Selvom deres funktion er en ganske anden, føler Erik og Arne Vejrum, at de nuværende medarbejdere med udenlandsk baggrund er med til at videreføre traditionen på Randers Handskefabrik for at have flere forskellige nationaliteter ansat. Virksomheden og medarbejderne – især medarbejderne i produktionen – er dybt afhængige af hinanden. Som den eneste tilbageværende handskeproducent i landet har Randers Handskefabrik ingen mulighed for at rekruttere nyt personale med erfaring, ligesom personalet hverken i lokalområdet eller på landsplan har store muligheder for at finde en ny arbejdsplads, hvor deres erfaring fra <strong>handskefabrik</strong>ken vil kunne bruges. På det område har branchens udvikling – eller afvikling – stor indflydelse på de muligheder, som såvel ledelse som personale har i dag. Historien forpligter De handsker, der produceres på fabrikken i Vestergrave i år 2003, fremstilles som nævnt stort set på samme måde som handskerne i 1800-tallet, og Erik og Arne Vejrum oplever såvel et fagligt som et åndeligt slægtskab med de tidligere ejere af fabrikken. På samme måde som Charles Mattat lod Randers Handskefabrik gå i arv til sine to sønner, har de nuværende ejere overtaget virksomheden efter deres far, og fabrikkens faglige stamtræ kan gennem fem generationer af mester-lærlingeforhold føres tilbage til Mattat og fabrikkens grundlæggelse. Bevidstheden om virksomhedens historie er stor hos de to brødre, og det samme er ønsket om at videreføre de faglige traditioner og opretholde produktionen på fabrikken i Randers. Ikke alene er der blevet fremstillet handsker på fabrikken siden 1811, der er også under betegnelsen Randers Handsker blevet produceret handsker i Randers i omkring 300 år. Erik og Arne Vejrum oplever altså tydeligt, at der i virksomheden er en arv og tradition, som de har pligt til at sørge for bliver ført videre. At sikre Randers Handskefabriks overlevelse og en fortsat handskeproduktion på fabrikken i Randers har til tider været en kamp op ad bakke, som blandt andet har krævet, at tidligere tiders overskud løbende er blevet investeret. For at sikre fabrikkens eksistens og opretholdelsen af den traditionelle handskeproduktion har ledelsen gennem årene måtte foretage valg, der ved første øjekast syntes at skade produktionen på fabrikken i Randers, men som har haft til hensigt at sikre virksomheden på længere sigt. I de sidste årtier har virksomhedens hovedfortjeneste ligget på importvarerne, men traditionen for at der skal fremstilles handsker efter traditionelle franske prin- 13
Page 1 and 2: KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRB
Page 3 and 4: handskemagerne fra andre europæisk
Page 5 and 6: egenproducerede handsker allerede p
Page 7 and 8: forsiden i de landsdækkende medier
Page 9 and 10: hvert trin i produktionen, betyder
Page 11: På handskemagerværkstedet arbejde

kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?