kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

More documents

Recommendations

Info

Nye ordrer og nye fremstillingsmetoder Det var et økonomisk slag, da Randers Handskefabrik i begyndelsen af 1980’erne blev nødt til at opgive fremstillingen af skindtøj. Men til fabrikkens held fik virksomheden på stort set samme tidspunkt en henvendelse fra politiet. Randers Handskefabrik havde i 1970’erne mistet leverancen til politiet til en tidligere handskefabrikant, der nu importerede politihandskerne fra udenlandske fabrikker. Dog udviklede der sig efter nogle år så store problemer med den nye leverandør, at politiet henvendte sig til Randers Handskefabrik for at få fremstillet handsker. Disse bestillinger kompenserede i høj grad for indtægtstabet fra skindbeklædningen. Randers Handskefabrik havde ingen kontrakt med politiet, men leverede løbende i de følgende år betydelige mængder handsker til politiet. I 1986 blev en samlet ordre på levering af handsker til politiet sendt i udbud i EF. At få ordren var afgørende for Randers Handskefabrik, og de lokale folketingsmedlemmer socialdemokraten Hans Peter Baadsgaard og den konservative Pernille Sams lagde pres på justitsministeren for at få ordren til Randers. Kort tid forinden var en stor handskeordre til det danske militær nemlig gået til en portugisisk handskefabrik. Sagen betød, at Randers Handskefabrik endnu en gang fandt vej til avisernes spalter. Justitsminister Erik Ninn-Hansen nægtede først at gå ind i sagen, men i 1987 fik Randers Handskefabrik alligevel ordren. Fabrikken har siden vundet udbud fra både politiet og andre offentlige myndigheder og instanser, og disse handsker – i daglig tale på fabrikken kaldet politihandsker – spiller en væsentlig rolle for fabrikkens økonomi. Kort tid efter at have modtaget nyheden om den vundne licitation døde Ejnar Vejrum, 87 år gammel. Han havde til det sidste været aktiv i virksomheden, der siden er blevet kørt videre af Erik og Arne Vejrum. Politiordren fra 1987 blev fremstillet udelukkende på Randers Handskefabrik, men Erik og Arne Vejrum var klar over, at det ville blive svært for virksomheden at være konkurrencedygtig i fremtidige udbudsrunder på politihandsker, da de høje lønninger i Danmark afspejlede sig i prisen på handskerne. Derfor begyndte virksomheden i første halvdel af 1990’erne at få fremstillet selve handsken på udenlandske fabrikker, mens farvningen af skindet og fremstilling af foret til handskerne stadig foregår i Randers. Handskerne fremstilles på de udenlandske fabrikker efter nøje specifikationer og efter Randers Handskefabriks egne modeller. Denne produktionsform kaldes lønarbejde. Omlægningen i produktionen betød en mærkbar nedgang i produktionen på fabrikken i Randers, men ledelsen vurderede, at indtægten fra politihandskerne har så stor betydning for den samlede økonomi, at virksomheden måtte sende en del af produktionen ud af landet for at beskytte den resterende produktion i Randers. At de store offentlige ordrer bliver sendt i lønarbejde betyder, at de handsker, der fortsat i dag fremstilledes på fabrikken i Randers først og fremmest er mindre forskelligartede partier til detailhandlen. Disse handsker er virksomhedens flagskib og går under navnet Randers Handsker. Ændrede forhold for medarbejderne På fabrikken i Randers bemærkede medarbejderne ikke i stort omfang de svære tider i branchen. De ændringer, det medførte for medarbejderne, skete gradvist og uden dramatik. Men trods fraværet af dramatik har nedgangen i produktionen, produktionsomlægningerne og det forhold, at Randers Handskefabrik er den sidste fabrikant i landet, alligevel i al ubemærkethed haft stor indflydelse på medarbejdernes forhold. Randers Handskefabrik har været – og er i høj grad stadig – en traditionel hierarkisk ledet virksomhed. Tidligere var der ansat henholdsvis en værkfører, en direktrice og en farvemester til at stå for den daglige ledelse, men efterhånden som produktionen og dermed antallet af ansatte på fabrikken er blevet mindre, er mellemledere forsvundet. Det betyder, at det daglige ansvar formelt er blevet koncentreret om Erik og Arne Vejrum. Men eftersom de to ejere ikke kan være til stede på 8
hvert trin i produktionen, betyder det også, at medarbejderne oplever en større frihed i tilrettelæggelsen af deres arbejde, og at de tager et langt større ansvar i dagligdagen end for 10-20 år siden, Den mindskede produktion har ligeledes haft indflydelse på lønformen i produktionen. Tidligere arbejdede syersker og tilskærere alle på akkord. Principielt er disse medarbejdergrupper stadig akkordlønnede, men i realiteten er det i dag kun handskemageren, der arbejder på akkord. Selvom akkordtariffer udgør en væsentlig del af syerskernes overenskomst, syr de nemlig udelukkende på timeløn, da produktionsenhederne i dag er små, og det derfor ikke kan betale sig at sy på akkord. At branchen som sådan er forsvundet har også haft betydning for medarbejdernes faglige organisering. Medarbejderne i produktionen var oprindeligt organiseret i Handskemagerforeningen, men i 1970 var der for få medlemmer til at opretholde et selvstændigt forbund. Gennem de efterfølgende år skete en række sammenlægninger, og i dag er medarbejderne organiseret i SID. En lignende udvikling er sket på arbejdsgiversiden, der i dag er medlem af Dansk Textil og Beklædning, da den traditionelle arbejdsgiverforening Handskemagerlauget i Danmark ikke har kunnet opretholde sin forhandlingsret. Sideløbende med sammenlægningerne er overenskomsten blevet stadig mere forenklet, eftersom forhandlerne ikke længere har branchekendskab. Det betyder, at selve lønnen forhandles på fabrikken ved værkstedsaftaler. Selvom næsten alle medarbejdere i virksomheden er medlem af en fagforening, er der kun meget begrænset interesse for fagpolitiske forhold på arbejdspladsen. Blandt andet har det ikke været muligt at finde en tillidsrepræsentant blandt medarbejderne. Generelt er medarbejderne tilfredse med deres arbejdsforhold – såvel de fysiske som de psykiske – og mener desuden, at skulle man være utilfreds, ville det alligevel ikke nytte at engagere sig fagligt. Virksomheden af i dag Efter flere årtier med omstillinger i arbejdsstyrken, produkterne og produktionen, kom Randers Handskefabrik i sidste halvdel af 1990’erne ind i en rolig periode, der er fortsat ind i det nye århundrede. Virksomheden anno 2003 består af ledelsen, administrationen, farveriet, handskemagerværkstedet, systuen, lager og ekspedition, salg samt virksomhedens detailbutikker. På Randers Handskefabrik træffes næsten alle beslutninger – store som små – af ledelsen. Erik og Arne Vejrum har delt ansvaret for de forskellige opgaver i virksomheden mellem sig. Den garveruddannede Arne Vejrum har ansvaret for indkøb af råvarer, farveriet, importvarer, de udenlandske samarbejdspartnere og virksomhedens to egne forretninger. Handskemageren Erik Vejrum har ansvaret for fremstillingen af handsker, for de faglige forhandlinger med medarbejderne og for uddannelsen af eventuelt nye handskemagerlærlinge. I fællesskab står de to brødre for forhandlingerne med de store offentlige kunder. Desuden har både Erik og Arne Vejrum konkrete opgaver i produktionen. Efter at fabrikkens sidste farvemester gik på efterløn, er det for eksempel kun Erik og Arne Vejrum, der kan dolere skind, ligesom det er de to brødre, der står for al sortering af skind. Som nævnt er ledelsens tilstedeværelse i produktionen blevet vigtigere gennem de sidste år, efterhånden som antallet af mellemledere er blevet minimeret. Det betyder blandt andet, at Erik og Arne Vejrum kan komme til at fungere som flaskehalse i produktionen, og at de skal planlægge deres arbejde nøje i forbindelse med for eksempel forretningsrejser til udlandet. Forbindelserne til udlandet er vigtige. Eftersom Randers Handskefabrik i nu omkring 30 år har været den eneste handskefabrikant i Danmark, må ledelsen orientere sig mod udlandet i mange sammenhænge. Alle leverandører af råvarer og importvarer er udenlandske, og det samme gælder alle underleverandører og samarbejdspartnere i forbindelse med Randers Handskefabriks fremstilling af handsker i lønarbejde. Det udenlandske samarbejde er tidskrævende og kræver ideelt set en del rejseaktivitet, som dog vanskeliggøres af Erik og Arne Vejrums konkrete arbejdsopgaver i produktionen på fabrikken i Randers. Rejseaktiviteten er især vigtig i forbindelse med 9
Page 1 and 2: KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRB
Page 3 and 4: handskemagerne fra andre europæisk
Page 5 and 6: egenproducerede handsker allerede p
Page 7: forsiden i de landsdækkende medier
Page 11 and 12: På handskemagerværkstedet arbejde
Page 13 and 14: efteruddannelse, men en sådan efte

kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?