kulturhistorisk museum randers årbog 2004 randers handskefabrik

efteruddannelse, men en sådan efteruddannelse er der naturligvis ikke basis for i landet med kun én
enkelt aktiv handskemager.
Medarbejderne i forretningerne og i administrationen har for størstedelens vedkommende en merkantil
uddannelse, mens det i produktionen kun er handskemageren, der er faguddannet. Hun har
stået i lære på fabrikken, og den teoretiske del af hendes uddannelse foregik på Teknisk Skole
sammen med beslægtede fag som buntmagere og modister. At handskemagerfaget er så lille
betyder, at det er svært at opretholde en traditionel faglig uddannelse. Det er for eksempel kun Erik
og Arne Vejrum, der kan undervise fagspecifikt på Teknisk Skole, ligesom det ved den nuværende
handskemagers svendeprøve var svært at finde egnede skuemestre, et problem der ikke er blevet
mindre i de mellemliggende ti år. I den periode er der ikke blevet udlært flere handskemagere.
De øvrige medarbejdere i produktionen er ufaglærte, men har gennemgået en oplæring i deres
opgaver. En af syerskerne har været ansat på fabrikken siden begyndelsen af 1960’erne. Dengang
var oplæringen som handskesyerske sat i faste rammer, og det tog godt et år, inden en syerske var
færdigoplært. I dag foregår oplæringen langt mere uformelt, ligesom en ny syerske så hurtigt som
muligt går ind i den almindelige produktion.
To af syerskerne på fabrikken har udenlandsk baggrund og kommer fra henholdsvis Tyrkiet og
Polen. Der har altid været tradition for at have ansat udenlandske medarbejdere i produktionen på
Randers Handskefabrik. Tidligere var det blandt handskemagerne, at man fandt flere forskellige
nationaliteter. Handskemagerne kom typisk fra de tysktalende lande og store handskeproducerende
lande som for eksempel Italien. Selvom deres funktion er en ganske anden, føler Erik og Arne
Vejrum, at de nuværende medarbejdere med udenlandsk baggrund er med til at videreføre
traditionen på Randers Handskefabrik for at have flere forskellige nationaliteter ansat.
Virksomheden og medarbejderne – især medarbejderne i produktionen – er dybt afhængige af
hinanden. Som den eneste tilbageværende handskeproducent i landet har Randers Handskefabrik
ingen mulighed for at rekruttere nyt personale med erfaring, ligesom personalet hverken i
lokalområdet eller på landsplan har store muligheder for at finde en ny arbejdsplads, hvor deres
erfaring fra handskefabrikken vil kunne bruges. På det område har branchens udvikling – eller
afvikling – stor indflydelse på de muligheder, som såvel ledelse som personale har i dag.
Historien forpligter
De handsker, der produceres på fabrikken i Vestergrave i år 2003, fremstilles som nævnt stort set på
samme måde som handskerne i 1800-tallet, og Erik og Arne Vejrum oplever såvel et fagligt som et
åndeligt slægtskab med de tidligere ejere af fabrikken. På samme måde som Charles Mattat lod
Randers Handskefabrik gå i arv til sine to sønner, har de nuværende ejere overtaget virksomheden
efter deres far, og fabrikkens faglige stamtræ kan gennem fem generationer af mester-lærlingeforhold
føres tilbage til Mattat og fabrikkens grundlæggelse. Bevidstheden om virksomhedens
historie er stor hos de to brødre, og det samme er ønsket om at videreføre de faglige traditioner og
opretholde produktionen på fabrikken i Randers. Ikke alene er der blevet fremstillet handsker på
fabrikken siden 1811, der er også under betegnelsen Randers Handsker blevet produceret handsker i
Randers i omkring 300 år. Erik og Arne Vejrum oplever altså tydeligt, at der i virksomheden er en
arv og tradition, som de har pligt til at sørge for bliver ført videre.
At sikre Randers Handskefabriks overlevelse og en fortsat handskeproduktion på fabrikken i
Randers har til tider været en kamp op ad bakke, som blandt andet har krævet, at tidligere tiders
overskud løbende er blevet investeret. For at sikre fabrikkens eksistens og opretholdelsen af den
traditionelle handskeproduktion har ledelsen gennem årene måtte foretage valg, der ved første
øjekast syntes at skade produktionen på fabrikken i Randers, men som har haft til hensigt at sikre
virksomheden på længere sigt. I de sidste årtier har virksomhedens hovedfortjeneste ligget på
importvarerne, men traditionen for at der skal fremstilles handsker efter traditionelle franske prin-
13