DIAKONblbladet - Diakonforbund.dk

Marts 2013
Dia… hva’ for noget?
Af diakon Kristian Dam
Var ofte det svar jeg ik, når folk spurgte hvad jeg læste til, på Diakonhøjskolen.
Jeg oplevede at mange ikke ”indviede”, ofte var et stort spørgsmålstegn. ”Er det
ikke nonner og sygeplejersker?” Tænker jeg selv lidt tilbage i tiden, var det også
min opfattelse. Der er heldigvis blevet længere mellem forvirringen, men den
kikker frem engang i mellem, hvilket ofte giver anledning til en god snak. Noget
nyt er på vej: Fyraftensmøder!
Kan man være ukendt i det kendte? Her tænker jeg
på Diakonforbundet, hvad er det? Ja, her må jeg så
indrømme, at jeg ikke selv var så vidende, indtil jeg
selv havnede i bestyrelsen, bare fordi jeg kom til at
ytre mig over en lille ting i en samtale med Jens Maibom.
Jeg har ikke fundet ud af det hele endnu, men det
kommer med tiden.
Fyraftensmøder i diakonforbundet
Vi vil gerne i forbundet være med til, at opretholde,
styrke og knytte kontakt mellem ”gamle”, ”nye” og
”kommende” diakoner. Det arbejder vi løbende på,
med forskellige tiltag/initiativer. Pt. arbejder vi på, at
starte, hvad vi på tegnebordet kalder ”Fyraftensmøder”,
hvor de der har tid og lyst, kan komme og være
sammen over et måltid på Diakonhøjskolen, ca. 4 gange
om året. Hvad aftnerne skal indeholde, er vi alle
med til at bestemme, så hvis I sidder med en god ide,
så kom frem med den. Vi tænker det er godt, lige at
høre, hvad der forgår på skolen og rundt om i landet.
Det meste ligger i, at mødes i et fællesskab, under hyggelige
forhold, så kan det vokse ud der fra.
Knytte kontakter
Ved at styrke de bånd vi har mellem hinanden, kan
vi ruste os til, at stå en fremtid i møde. Vi kan møde
helt nye tanker, knytte kontakter vi ikke troede fandtes,
sammen står vi stærkere i det diakonale arbejde.
Det skal gro nede fra og op, for uden stærke rødder, er
DIAKONbladet 21
vi ikke andet end os selv. Vi står på skulderne af vores
fortid, lad det blive en styrke i nutid og den fremtid vi
møder i morgen.
Jeg hørte engang en fortælling om en mand, der ik lov
til at se himmel og helvede:
”En mand bad engang Gud om lov til, at se himmel og helvede.
Gud gav ham lov og gav profeten Elias som rejsefører.
Elias førte først manden ind i et stort rum, hvor der stod en
gryde over ilden med en kostelig ret. Rundt om sad mennesker
med lange skeer, og alle øste af gryden.
Men folk så blege, magre og elendige ud. Der herskede iskold
stilhed.
For skaftet på deres ske var så langt, at de ikke kunne få den
dejlige mad i munden. Da de to besøgende kom ud igen, spurgte
manden profeten, hvad det var, for et sælsomt sted.
Det var helvede.
Derefter førte Elias manden ind i et andet rum, her så fuldstændig
ud som i det første. Midt i rummet brændte en ild, som
kogte en kostelig spise. Folk sad omkring ilden med lange skeer
i hånden. Men de var alle velnærede, sunde og lykkelige. De
hyggede sig med hinanden. De forsøgte ikke, at give sig selv
mad, men benyttede de lange skeer til, at give hinanden noget
at spise.
Dette rum var himlen.”
Jeg synes, at simpelheden i fortællingen er sigende,
det rammer lige ind der hvor vi står, hvem som helst,
hvor som helst.