Hvem husker glade minder bedre end triste? - Elbo

› FORSKNINGSNYT
Hvem husker glade
minder bedre end
triste?
T
idligere undersøgelser har vist, at man kan hæve humøret
hos almindelige forsøgspersoner ved blot at bede dem
dvæle en stund ved nogle behagelige minder om positive
og glade begivenheder i deres tidligere tilværelse. På samme måde
kan man også sænke humøret hos forsøgspersoner ved at bede
disse om at tænke tilbage på triste og ubehagelige minder.
Vores brug af hukommelsen kan altså i høj grad påvirke vores
humør, og da vi alle vel foretrækker et godt humør frem for et dårligt,
skulle man jo tro, at vi i dagliglivet mere eller mindre vilkårligt
styrede vores hukommelse efter de gode frem for de dårlige
minder for på den måde at forbedre vores humør. Det er der da
også visse undersøgelser, der har bekræftet. Man har både fundet,
at vi i almindelighed har lettere ved at fremdrage positive end
negative minder fra hukommelsen, samt at mennesker ofte – når
de er i lidt dårligt humør – spontant søger at fremkalde gode minder
for at løfte humøret lidt. Det er dog ikke blot, når man er alene
og gerne vil have et lidt bedre humør, at man søger gode minder
– det gør vi også ofte, når vi er sammen med andre og gerne vil
have godt humør i dette samvær. Så er det meget almindeligt, at
man netop taler om gode og sjove erindringer for at løfte det fælles
humør.
Hvis vi altid kunne løfte vores humør med gode minder, hvorfor
er nogle af os så alligevel jævnt hen i dårligt humør i længere
tid ad gangen? Det kan selvfølgelig være, at nogen simpelt hen har
så meget ydre grund til tristhed eller ligefrem depression, at selv
de bedste minder ikke kan forjage dette velbegrundede dårlige
humør. Men ifølge to forskere fra Yale University kunne det også
bero på, at nogle mennesker af forskellige grunde ikke er gode til
eller ikke i stand til at løfte deres eget humør med positive minder
så godt som de fleste af os.
ForSkningSnYt
Redaktionsgruppen:
Thomas Nielsen (redaktør), Dion Sommer og Peter Krøjgaard, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Sekretariat: Ingrid Graversen (træffes mandag - fredag kl. 9-15 på tlf. 89 42 49 00, direkte: 89 42 49 21)
SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2011
Den idé, at nogle måske er dårligere end andre til at løfte humøret
med positive minder, har de to nævnte psykologer nu udforsket
i en spændende undersøgelse. De to forskere opstillede på
forhånd den hypotese, at der kunne være nogle specielle egenskaber
ved både følelseslivet og tankelivet hos dem, der var dårlige til
at løfte deres humør med positive minder. Hvad følelseslivet angår,
er det velkendt fra den tidligere forskning, at en depressiv,
trist stemning kan medføre overvægt af negative frem for positive
minder. Når man beder mennesker i en depressiv tilstand om at
tænke tilbage på deres barndom, beretter de ofte om triste og
ulykkelige begivenheder, mens de samme mennesker, efter at
depressionen er helt overstået, snarere kommer i tanke om positive
barndomsminder. Man har også mere eksperimentelt påvist, at
forsøgspersoner, efter at være påført et dårligt humør ved at tænke
længe over triste minder, bagefter udviser en særlig god hukommelse
for nye, negative begivenheder, mens andre forsøgspersoner,
der ikke har fået humøret påvirket, bedre husker nye, positive
begivenheder.
Da nogle personer jævnligt befinder sig i en let nedtrykt
sindsstemning (dysfori), gik forskernes første hypotese ud på, at
dysfori hos forsøgspersoner kunne medføre, at de havde sværere
ved at komme i tanke om positive begivenheder (eller lettere ved
at komme i tanke om negative begivenheder), siden de ikke kunne
løfte sig selv op fra det dårlige humør.
Hvad det tankemæssige angår, ved man fra tidligere undersøgelser,
at mennesker, der kommer ud for ubehagelige begivenheder,
ofte reagerer ved enten at prøve at slå disse begivenheder ud
af hovedet, altså ved at undgå at tænke over dem, eller ved netop
at tænke mere grundigt over begivenhederne. Ofte finder de så ud
af, at det måske ikke var så skidt endda, når det ses i andre sammenhænge.
Det første kalder forskerne for tankeundertrykkelse
(svarende til begrebet fortrængning) og det andet for revurdering
(svarende til det vi på dansk kalder omtanke), og det ser faktisk ud
til, at de fleste af os i dagliglivet overvejende er tilbøjelige til enten
det ene eller det andet. Den tankemæssige hypotese, som de to
forskere fremsatte i deres undersøgelse, gik derfor ud på, at de
mennesker, der revurderer negative begivenheder, så de ikke læn-

gere ser så rent negative ud, måske vil have bedre evne til at løfte
deres eget humør ved at have lettere ved at komme i tanke om
positive begivenheder.
For at udforske disse to hypoteser (den følelsesmæssige og den
tankemæssige) fandt forskerne frem til en større gruppe af forsøgspersoner,
der dels varierede med hensyn til graden af dysfori
(de fleste lå lavt, men noget færre lå temmelig højt), dels varierede,
med hensyn til om de i dagliglivet overvejende var tilbøjelige til
revurdering eller fortrængning ved dårlige begivenheder.
Derefter blev alle forsøgspersonerne udsat for en hukommelsestest,
hvor de blev præsenteret for en række stikord, og ved hvert
stikord skulle de så hurtigt som muligt søge at komme i tanke om
et minde, der svarede til dette stikord. Der var dels positive stikord,
som måtte forventes at fremkalde positive minder (glæde,
lykkelig, kærlighed, heldig osv.), dels negative ord, der ligeledes
forventedes at give anledning til negative minder (sorg, skuffelser,
bitterhed, svigtet osv.).
Man fik eksperter til at score graden af positive og negative
følelser i de beskrevne erindringer (ud fra videooptagelser), og det
viste sig nogenlunde som forventet, at de forsøgspersoner, der var
særlig dysforiske, berettede om klart mere triste følelser ved de
negative ord, men dog ikke om mindre positive følelser ved de
positive ord. De forsøgspersoner, der var præget af tendens til
revurdering (snarere end fortrængning), var lige omvendt bedre
end de andre forsøgspersoner til at komme i tanke om særligt
glade minder med et stærkt, positivt følelsesindhold, men dog
ikke dårligere end de andre til at komme i tanke om triste minder.
Endelig var tendensen til fortrængning ikke så meget forbundet
med styrken af det følelsesmæssige indhold i de to typer af erindringer,
men derimod med den hurtighed, hvormed erindringerne
opstod: De negative stikord vakte hos forsøgspersonerne med
tendens til fortrængning langt hurtigere negative erindringer
(som om de fortrængte erindringer lå parate til at trænge ind i
hukommelsen).
At triste følelser øger tendensen til triste erindringer, som igen
forstærker de triste følelser, kan støtte hypotesen om, at der bag en
alvorlig depression kan ligge en ond cirkel af negative følelser og
negative tanker, der vedvarende forstærker hinanden. Dette er
netop en af de ting, man forsøger at afhjælpe med kognitiv terapi
mod depression.
At personer, der omvendt har en tendens til positiv tænkning
på den måde, at de søger at tænke over negative ting, så disse ikke
længere bliver så rent negative, får flere positive følelser, er netop
en af pointerne i den nye positive psykologi, der blandt andet
handler om, hvordan vi ved at fokusere på det positive i livet kan
få et vedvarende bedre humør i dagliglivet.
tn
Kilde: Wisco, B.E. & Nolen-Hoeksema, S. (2010). Valence of autobiographical memories:
The role of mood, cognitive reappraisal, and suppression. Behaviour Research and
Therapy, 48. 335-340.
› FORSKNINGSNYT
PSYKOLOG NYT NR. 11 | 2011 | SIDE 19