Indholdsfortegnelse Indledning .............................................................

Paradokser og dilemmaer
Som nævnt i indledningen er overvågning præget af vanskelige dilemmaer. En
refleksagtig afvisning af al registrering og overvågning er ikke en realistisk
holdning.
Det klassiske argument i forbindelse med overvågning er, at man jo ikke har noget
at frygte, med mindre man har noget at skjule.
Det er til det fælles bedst at afsløre folk, der overtræder reglerne
Til dét kan man indvende, at alle vel har et eller andet, de ikke er interesseret i at få
afsløret og offentliggjort. Overvågning bliver stadig mere omfattende, fintmasket
og afslørende, men dermed risikerer man også at fjerne nogle af mulighederne for
at ordne uregelmæssigheder i mindelighed, og se gennem fingre med
ubetydeligheder og det småfusk der er en del af livets realitet, og som formentlig er
afgørende for at få samspillet i samfundet til at fungere uden for mange gnidninger.
Total kontrol og fuldkommen orden finder man kun i døden og matematiske
modeller.
Et andet argument for overvågning tager udgangspunkt i den eksplosive vækst i
mængden af informationer, som vi har adgang til.
Hvis vi skal udnytte computerne til at skabe overblik over den flod af data, de
genererer, så er det uomgængeligt, at de apparater vi bruger, må vide noget om
hvem vi er, hvor vi er, hvilken sammenhæng vi befinder os i, og hvad vores behov
er.
Jo mere systemet ved, des mere præcist kan det filtrere informationsstrømmen og
præsentere os for kun de informationer, der er relevante for os.
Den moderne tilværelse bliver i praksis umulig, hvis ikke vores apparater og det
generelle netværk af dem, er lydhøre overfor vores individuelle situation.
Paradoksalt nok, synes det at være karakteristisk for vores kultur at mange søger
opmærksomhed. Samtidig med bekymringen over at overvågningen gør vores
privatliv gennemsigtigt, fyldes medierne og nettet af mennesker, der foretager de
mest absurde handlinger for at få andre til at se på dem.
Vi stilles til ansvar
En voksen person idag er gennem livet blevet socialiseret til at ”opføre sig
ordentligt”, når man er sammen med andre. Vi har en facade som er den side af os
selv, som vi viser andre – og vi har en anden side af os selv, som vi ikke lader
nogen, eller kun den nærmeste familie, se.
De to facader er ikke nødvendigvis i fuldstændig overensstemmelse, men det
behøver ikke at være et problem, sålænge man ikke skal stå til ansvar for begge
facader samtidig.
Den elektroniske overvågning har imidlertid blotlagt stadig flere omstændigheder,
der hidtil ikke blev registreret overhovedet – og dermed bliver handlinger, der
hidtil hørte til i privatsfæren, nu offentlige.
Hvis det, der synliggøres, ikke står i modsætning til ens offentlige facade, vil de
færreste føle sig generet af det, men når det drejer sig om netop de sider af os selv,
31