Indholdsfortegnelse Indledning .............................................................

DNA-tests
Menneskers genetiske sammensætning er forskellig, ligesom vores fingeraftryk er
det, og derfor kan DNA tests med næsten fuldstændig sikkerhed afgøre hvem et
biologisk spor, som sæd, blod eller hår, stammer fra.
DNA tests tages i stigende grad i brug i kriminalsager – først og fremmest drab og
sædelighedsforbrydelser. Der skal meget lidt materiale til at foretage
undersøgelsen.
De første danske domfældelser på baggrund af DNA tests fandt sted i midten af
halvfemserne, og siden har DNA-tests dels fældet en stribe mordere, voldsmænd
og voldtægtsforbrydere – senest var DNA det helt centrale bevis i den såkaldte
Susan-sag, hvor en 10 årig pige blev voldtaget og myrdet af en mand i hendes
beboelsesejendom.
DNA-tests har også medvirket til frikendelse af uskyldigt tiltalte. En evnesvag
mand, der under pres havde tilstået voldtægt mod en 7 årig pige i en elevator i Høje
Gladsaxe blev i 1995 frikendt, da en retsgenetiker opdagede, at hans DNA ikke
matchede sporene fra gerningsstedet.
I USA førte indførelsen af DNA-tests til frigivelse af talrige dødsdømte, der nu
kunne bevise deres uskyld.
Usikkerheden ved DNA som bevismateriale er at der kan være sjusket eller direkte
svindlet ved indsamlingen af materialet. I den meget omtalte amerikanske retssag
mod O.J. Simpson havde politiet DNA-tests, der klart pegede på Simpson som den,
der myrdede hans kone og hendes elsker. Forsvaret kunne imidlertid vise, at der var
sjusket med proceduren omkring indsamlingen af materialet, og primært derfor
mente nævningene ikke at det kunne bevises, at Simpson havde begået
forbrydelsen.
Dansk DNA register vedtaget
Folketinget vedtog i maj 2000 at oprette et centralt DNA-profilregister som et
redskab i politiets efterforskninger.
Registeret kan indeholde DNA prøver både af dømte og personer, der har fået
foretaget en DNA-test, fordi de var sigtede for grov vold, drab, gidseltagning eller
sædelighedsforbrydelser. Materialet fra sigtede skal slettes igen efter 10 år.
Der var en del politisk uenighed før lovens vedtagelse, fordi nogle partier mente
det var urimeligt, at også sigtedes DNA skulle registreres. Andre partier støttede sig
til en undersøgelse fra Justitsministeriet, der viser at hver ottende sigtede senere
begår kriminalitet.
Det er også værd at erindre det forbehold som Advokatrådet kom med, da ideen om
DNA registeret først blev lanceret; at man dybest set ikke ved, hvad det er for
oplysninger, man registrerer, fordi den viden, der kan læses ud af en DNA test
vokser med stor hast.
Idag kan man bruge DNA til at sammenligne et spor fra gerningsstedet med en
tiltalts DNA, men med tiden vil man kunne udlæse en stadig mere detaljeret viden
om sygdomme, karaktertræk og udseende fra en DNA-prøve.
9